IV.

219Det var lørdag eftermiddag. Bestyrelsen for den kvindelige hedningemission havde været samlet hos fru Christiane for at raadslaa om midler til at øge foreningens indtægter. Det trængtes; thi forholdene paa missionsmarkerne var alvorlige og truende. – Mægtige rørelser bølgede gjennem hedningeverdenen; sværmere og profeter fremstod i folkeslagenes midte, medens hunger tvang dem til at slide i stærke lænker, og pest fraadsede i deres smuds og elendighed. De gjærede og boblede. I kolonierne blussede uafladelige smaakrige, der satte snart den ene og snart den anden af stormagterne i uleilighed. Adskillige af troens sendebud var fordrevet fra sine stationer, og et par havde vundet martyriets krone ved sin standhaftige nidkjærhed; men tillige berettes der om et rigere fiskedræt af sjæle end nogensinde. Og saavel trængsler som omvendelser kostede penge.

Men bidragene fra forskjellige kredse – fornemmelig paa landet og i de distrikter, hvor den 220adventiske forvildelse var høiest – formindskedes kjendelig. Og vilde det ikke være en skjærende sorg at nødsages til at indskrænke virksomheden paa et tidspunkt, da den velsignedes saa stort, og evangeliets sæd spirede saa frodigt? Vilde det da ikke være lyksaligere redebont at lyde det manende raab fra de modige mænd, der havde fulgt kaldet til at vandre ud mellem hedningerne i tillid til sine medkristnes understøttelse?

Dette havde kapellan Gunnesland udviklet for det halve dusin aldrende damer, som dannede bestyrelsen, og de havde enstemmig svaret ja til hans slutningsspørgsmaal og tilsagt gjerningen sin støtte efter bedste evne. Men det forslog lidet; den enkelte magtede ikke synderlig trods god vilje og trods brændende lyst til at forbarme sig over hedningernes vankundighed. Derfor havde de ogsaa enstemmig bifaldt forslaget om en kollekt i bedehuset paa søndag fjorten dage, og endvidere havde de fundet tanken om at knytte en særegen gruppe af unge kvinder til det praktiske arbeide yderst tiltalende.

Fru Christiane havde rigtignok været lidt uvis ved det sidste, for hendes yngste Datter Dikken, som altid var hende en nyttig medhjælp, var reist i besøg til sin forlovedes familie, og Lilli kunde hun ikke stole paa, og det gik ikke an, at ingen af hendes døtre var med til at stifte det «unge kvinders samfund for hedningemission», 221der var bragt paa bane. Men Dikken kunde vel staa som indbyder, skjønt hun var fraværende, og noget møde blev der neppe afholdt, før hun kunde være tilstede.

Efterat disse forhandlinger var endt, havde kapellanen læst et brev, som hans personlige ven, broder Nakkeberg, havde tilskrevet ham fra sin station i Kina, og deri han bittert klagede over og nøiagtig skildrede de savn og prøvelser, hvilke han med glæde bar for sin herres og dyrebare forløsers skyld. – Saadanne private breve fra broder Nakkeberg, dem Gunnesland kunde forelæse, inden de kom i missionstidenden, gjorde stedse overmaade indtryk paa foreningens medlemmer, og dens kasse fik en smuk tilvækst, saa ofte de indløb. Forøvrigt havde pastorens menighed længe udmærket sig, naar missionens aarsregnskaber blev trykt, og vilde visselig vedbli med det, selv om noget menneskeligt skulde ramme broder Nakkeberg til hinder for hans brevskrivning.

Siden havde man drukket chokolade og spist kager, til sveden perlede, og endelig havde det halve dusin aldrende damer fjernet sig. Men tilbage blev fru Gaarder, der næsten opholdt sig lige meget hos konsulens som i sit eget hjem, og kapellanen, der pleiede at spise endnu en kage i ro og mag og tale mere fortrolig med fru Christiane, efterat de øvrige deltagere i møderne 222i hendes hus var gaat. Det var brysomt for ham at skilles fra en hel flok ude paa gaden, saasom hver eneste af dem vilde ha et ord af ham til afsked. Ved sammenkomster i andre hus, var han gjerne den, der tidligst brød op, for at redde sig ud af den klemme.

De sad i stasstuen. Dens møbler var alle i rococo og tildels antike pragtstykker, som konsulen, der vilde forstaa sig paa stil, havde kjøbt i dyre domme. De var nette og sirlige og havde blomstrede silkedamaskes betræk. Paa væggene var ikke saa faa malerier i brede, forgyldte rammer; han var nemlig ogsaa kunstskjønner efter smaabyens leilighed. Men rammerne havde hans hustru valgt efter sin smag. Tætte persienner skaffede skygge; døren stod aaben ud til altanen, og mellem dens rækværk og den nederste kant af markisen glimtede elven som et solflammende speil.

Fru Christiane havde forgjæves budt kapellanen et stykke kage til – bare en lille plesken? – Han viskede krummerne væk af sit skjæg med en fin, fryndset serviet, foldede hænderne og saa ned for sig. Gunnesland forsømte aldrig bordbønnen, naar han havde kvæget sit legeme. – Fru Gaarder tuklede med sit strikketøi, tabte en maske, trak en pind ud og kløde sig fortænkt i sit sortglinsende haar; ved tindingerne og foran blondepynten skinnede hodehuden igjennem dets 223tynde, glatte stræner, men blege det havde aarene ikke kunnet.

Hun opdagede rapt, at Lilli forsigtig lettede paa portiererne til dagligstuen og tittede ind. «Er du der, Lilli?» fløitede hun kjærlig. «Hvor har du været henne? jeg har ikke talt med dig paa en uge.»

Og Lilli maatte træde nærmere. Hun var hvidklædt og havde hat og handsker paa og skulde netop gaa ud. Hun skyede de geistlige tilstelninger hos moderen og lagde ikke videre dølgsmaal paa det, men stilheden havde forledet hende til at titte efter, om gjæsterne ikke allerede var forsvundet.

«Goddag, frøken Herwig,» sagde Gunnesland med faderlig velvilje. «Nu har vi et projekt paa stabelen, som ret bør bli noget for Dem. Vi vil bede de unge damer hjælpe os med at sanke en skjærv i bøssen til arbeidet for hedningernes frelse.» – Han forklarte planen og henviste til, at man i stiftsstaden havde et lignende samfund, ledet af biskopens døtre. Vilde ikke hun stille sig i spidsen for det her paa stedet? – Det vilde bli ordnet med symøder og desligeste, og det skulde aldeles ikke bli saa tørt og kjedeligt – ungdommen vilde man unde sund og uskyldig adspredelse – De kunde f. e. synge, ja indøve et sangkor, og var der brug for ham, vilde det være ham en fornøielse, de maatte 224bare sige fra, og de skulde ha ham paa pletten med et foredrag en aftenstund. – Det kunde formelig bli en klub, en moderne dameklub, kunde det, men gjennemsyret af den rette aand.

Han nikkede tilfreds og opmuntrende til hende, men hun undslog sig høflig og vilde ikke vove sig paa den opgave, dude vist ikke til det, og pastoren havde sagtens dygtigere og anderledes erfarne kræfter til sin raadighed.

«Erfarne!» blæste han ad det. Her havdes ikke erfaring behov. Her vilde man hverve rekrutter, og hvem fordrede erfaring af rekrutter, der skulde oplæres til at afløse veteranerne, naar de segnede i striden. «Nei, erfaring faar vi gamle værsgod lægge til, derfor har De os.» – Og han var forvisset om, at hun vilde bli en god støtte for sagen. Det gjaldt uhyre meget for missionen, den maatte hævde stillingen, og hvis det var muligt udvide sit felt. Der var millioner, som kaldte paa den, hundreder af millioner sjæle, som tørstede efter naaden.

«Kjære Gunnesland,» spurgte fru Christiane i mild forbauselse. «Er der da fremdeles hundreder af millioner hedninger uden kjendskab til kristendommen?»

Han lagde armene paa dugen, skjød ryg og kremtede. Naa–aa, det var ikke saa ligetil at svare paa det. Man havde naturligvis ikke statistik over det, og muligens, ja sandsynligvis var 225et slags nys om kristendommen sivet ud over hele jordkloden. Men det fride ingenlunde menigheden fra missionsbudet – Høsten var endnu overvættes og arbeiderne saare faa.

Fru Christiane lettede paa en flødemugge og skranglede med sin theske. Saasnart evangeliet var forkyndt for alle folk, skulde jo det tusenaarige rige oprinde, henkastede hun famlende. Dommens dag, vilde hun ha sagt, men greb sig i det. – Gaves der da ikke i denne time et folk, der kunde være fuldstændig uvidende om den aabenbarede religion?

Det vilde kapellanen dog være tilbøilig til at anta. Ensomt boende stammer, saaledes i polaregnene, havde formentlig ikke hørt om den.

Hun jagede en sværm af fluer væk fra sukkerfadet, idet hendes øine duggedes af medfølelse med disse fortabte skabninger ved polerne: Der var vel ringe udsigt til at kunne række dem? – Men uden at ænse dette betonede han eftertrykkelig, at udbredelsen af den blotte kundskab om den historiske Christus ikke bragte forjættelsernes opfyldelse et hanefjed nærmere. Thi Guds ord maatte forinden overalt være forkyndt purt og rent som sandhed til salighed.

Fruen søgte faafængt at lægge sig magelig tilbage paa den stivryggede stol; rococcomøblerne passede slet ikke til hendes figur. Og hun betragtede adspredt fluerne, der paany flokkedes 226om sukkeret: Kunde de da heller ikke regne katholikernes mission med?

Kapellanen advarte mod sneversyn; grundsandhederne, frelsens hjørnestene, havde romerkirkens forvanskninger ikke rokket ved.

Fru Gaarder kunde hilse Lilli fra Gabriel. Han var saa lykkelig, fordi hans chef havde git ham permission til at være vinteren over i Tyskland og Frankrig for at studere bankvæsen, og han skulde beholde sin løn under permissionen – var det ikke storartet? Men han var saa flink, og dette vilde være svært heldigt for hans fremtid. Og da Lilli tolkede sin glæde over det og livlig spurgte, naar han skulde reise, spøgte skyggen af et moderstolt smil om præsteenkens krumme mundviger. «Ikke før i september,» sagde hun. «Det haster ikke med afskedsvisitterne,» og lurende venlig hviskede hun: «Han kommer nok hid, han drager ikke uden at ha talt med dig.»

Lilli gik pludselig til pianoet og rørte legende ved tangenterne, fru Gaarder fulgte efter hende og bad indsmigrende: «Vil du ikke spille lidt for os, Lilli? Du ved, jeg er saa glad i din musik.»

«Jasaa. Det vidste jeg ikke,» svarte hun koldt. Men hun havde desværre ikke tid, hun maatte hen paa apotheket, og dæmpet lagde hun til med et fast blik paa presteenken: «Gabriel skal ikke umage sig hid for min skyld.»

227Fru Gaarders læber sitrede, røde pletter tegnede sig paa hendes gullige, magre kinder. Hun satte sig ved bordet og klirrede med strikkepinderne, og fru Christiane, der havde fortsat at drøfte theologiske emner med kapellanen og ikke ante det, som var hændt, saa studsende paa hende og forstod, at Lilli havde forløbet sig, og med sin vanlige frimodighed vilde hun til at spørge, hvad der var i veien, da Gunnesland med et vægtigt dask i bordet fængslede den almene opmærksomhed. Hans fede, haarede haand blev hvilende paa dugen, fingrene spiltes ud og krøgedes med smaa, trommende slag, og han skuede grublende ud i luften og begyndte saa.

Førend han sagde farvel, vilde han faa lov til at fortælle noget, der var kommet ham for øre – han havde det fra paalidelig kilde og kunde ikke bli enig med sig selv om, hvorledes han skulde stille sig til det. Men han vilde forud erindre dem om, at vi skulde opfatte alt i den bedste mening. Vi skulde stræbe derefter i det mindste, uagtet det undertiden kunde, være haardt for os.

Han opløftede sit skjæggede aasyn og stirrede mod taget, sænkede det og lod sine lyseblaa, svømmende øine dvæle ved de to fruer, der sad i lyttende, andægtig forventning; thi der havde i hans røst været den klang, som den havde, 228naar den rungede under kirkens hvælv, og saaledes talte pastor Gunnesland kun i alvorsfulde stunder.

Som bekjendt havde de sekterere, som blev indstævnet for optøierne paa torvet, betalt sine bøder, og politimesteren havde derfor ikke kunnet uskadeliggjøre dem ved indsættelse i fængslet, hvilket man havde fundet hensigtsmæssigt, forat de ophidsede gemytter kunde faa tid til at kjøles. – Man mente, at deres tilhængere havde skillinget ihob til dem, men det forholdt sig ikke saa.

Han skakede tungsindig paa hodet, og fru Christianes bevægelse steg, tvende store taarer vældede ud fra hendes øienkroge og silrede langsomt ned til næsefløiene.

Ja, den virkelige sammenhæng havde vakt svare tvil hos ham – Hvorledes skulde han stille sig til det? Pengene var nemlig leveret frelseshærens kaptein af provsten – med en rund sum og inden forhøret og med det paalæg, at der ikke skulde tales om det, og at muligt overskud skulde gives til de fattige. – Imidlertid var dette kommet ud, og ligeledes, at provsten skulde ha handlet efter tilskyndelse af sagfører Holk, og ikke det alene, men at han bestemt havde forlangt at dele udgifterne med sagføreren, som havde villet udrede det hele beløb.

«Provsten! Det er utroligt!» himlede fru Christiane, «Det er smaat for ham.»

229«Han gaar sine egne veie,» smilte fru Gaarder fordægtig.

«Og Erik Holk!» sagde Lilli.

De tvil, kapellanen ikke havde kunnet bortrydde af sit sind, var disse: Var det tilstedeligt for en kirkens — en statskirkens — tjener at redde dem, der domfældtes af den verdslige øvrighed, fra lovens straf ved almisse? – Og dernæst: Var det sømmeligt for en præst at være ærendsvend for en aabenbar fornægter, hvis bevæggrunde til at staa kirkens fiender bi neppe var de ædleste? – – Han vilde endvidere ikke skjule, at provstens handlemaade kunde udlægges, som om der herskede splid mellem ham, kapellanen, og hans foresatte, hvis man havde i friskt minde det forargelige optrin, en af de samme sekterere havde foranstaltet i bedehuset. Men han vilde udtrykkelig tilføie, at voldsmanden ikke var sluppet med mulkt og ikke havde nydt godt af pengene.

Gunnesland skakede igjen paa hodet dobbelt saa længe og tungsindig som tilforn og formante paany til at opfatte alt i den bedste mening. Et smukt eksempel paa offervillighed blev det hvert i fald.

Han stoppede fruernes ivrig misbilligende udbrud ved at reise sig for at gaa, eftersom han maatte anvende resten af aftenen til at overtænke morgendagens evangelium. – Fru Gaarder saa paa Lilli, der bladede i et nodehefte ved pianoet og 230syntes at ha glemt sit besøg paa apotheket, og fløitede et honningsødt farvel henimod hende, fik et studs «godaften» til svar og gik derpaa i følge med kapellanen. Men i entréen sagde hun spidst til værtinden, som ledsagede dem ud: «Din datter er slet ikke i kulør i aften, Christiane – Er hun ikke rask?» – – – –

Lilli stod og skjænkede sig en kop kold chokolade, idet hendes mor kom ind igjen og sukkede: «Du skulde ikke opføre dig saaledes, barn.»

«Hvordan, mama?» Hun drak rolig og lod ikke til at forstaa irettesættelsen.

«Emilie Gaarder var stødt paa dig,» sagde fru Christiane høitidelig; hun var bange for præsteenken, og mildheden kunde af og til svigte, naar hun befandt sig i familiens skjød. «Du maa ha været utækkelig mod hende.»

Lilli trak paa skuldrene: «Hun var ogsaa utækkelig mod mig.»

«Hvad er det, du siger? – Du taler om en ældre dame,» kom det virkelig strengt.

Lilli satte koppen fra sig. «Har hun kanske ret til bestandig at bringe mig hilsener fra – Gabriel,» sagde hun og hærmede navnet. «Jeg har ikke noget med hendes – Gabriel. Jeg vil frabede mig hendes – Gabriel, som hun dutter paa mig i tide og utide.»

«Det er da rimeligt, hun er optat af sin 231eneste søn, og han er en prægtig gut, hun har kun glæde af ham, han er en brav ung mand med en udmærket fremtid for sig.» – Fru Christiane skred værdig hen til en sofa og sank ned i den for at hvile sin ryg, der værkede efter den ubekvemme rococcostol. – «Og at hun hilser dig fra ham og lar dig vide, at han har held med sig, er der intet paafaldende i. Hun kan forudsætte, du interesserer dig saavidt for din barndomskamerat — Og det kalder du, at han duttes paa dig! Vi var ikke saa forfængelige i min ungdom.»

Lilli forsynte sig med kager og spiste. «Saamæn, det var morro at ærte Gabriel Pengut, den sladderhanken, da vi var smaa, men nu er vi voksne.»

«Du sparer ikke din appetit til aftensmaden,» sagde moren spydig. «Barndomskjærligheden til kager og slikkerier er du nok ikke vokset fra.»

Lilli kunde ikke vente paa maden, hun havde aftalt at være paa apotheket klokken syv, og idag maatte de jo spise sent.

Det var svært saa hedt med hende og Ellen Jensenius, det blev snart for meget af det gode, mente fru Christiane, som mere og mere geraadede i krigsstemning. «Hun er undertiden for fri i sine udtryk, forekommer det mig. Hun var ikke ganske korrekt oppe i haven forleden aften, og 232tog ikke det tilbørlige hensyn til, at der var herrer tilstede.»

«Men hvad sagde hun?» spurgte datteren forundret.

«Jeg var ikke nøiere opmærksom paa det, men Emilie hørte det – Ellen Jensenius talte om at staa nøgen – Og det var i herreselskab.»

«Nei, nei, for Guds aasyn!» lo Lilli overgivent. «Var det saa frygteligt? For Guds aasyn?»

«Spot ikke,» bød fru Christiane mørkt. «Det taaler jeg ikke. Den tone, du tillader dig gaar over alle grænser. Den er u-an-stændig. – – Og hvor har du tilegnet dig den? Ikke i dit hjem! – Men jeg har imod den omgang, de har paa apotheket.» Hun gjorde en pause og speidede efter virkningen af sine ord, men oprørsk nynnende knappede datteren sine handsker og lagede sig til at gaa, og hun fortsatte: «Denne sagfører Holk, som de har skaffet byen paa halsen — jeg vil underrette dig om, min pige, at der har været fuldt op af snak om dig og ham.»ham.»] rettet fra: ham. (trykkfeil)

«Mama!» fór Lilli op.

Det havde truffet, og fru Christiane faldt over i sin frommeste mildhed og vuggede sig paa sofaen. «Det har skjæmmet dit rygte, min datter,» klagede hun taareblændet. «Jeg forstaar nu, at der har været noget i det, og at jeg har tabt din fortrolighed.» Og et stikkende blik streifede Lilli, men gled hurtig unda.

233Datteren stod foran moren. Hendes bryst bølgede, og øinene gnistrede i det dødblege ansigt – det var blegt lige til læberne – og saa strøg hun paa dør.

Fru Christiane pustede ængstelig, hun havde rammet for haardt. Hun kjendte til, hvad det havde paa sig, naar Lilli blegnede paa den maaden, og bekymret ringte hun paa, forat stuepigen skulde dække af bordet, og traadte ud paa altanen og smuldrede op en hvedebolle til spurvene nede paa bryggen. Fru Christiane var saa god mod alle dyr, men især var hun glad i de smaa fugle.

– – – –

Ellen Jensenius havde tat plads ved bænken i sit rummelige kjøkken, som var ryddet og feiet til helgen.

Hun var alene. Barnene var badet og stelt for natten og laa allerede og sov, og i haven udenfor holdt de to tjenestejenter og gaardsgutten paa at vande under apothekerens egen ledelse. – Hun hørte straalen fra sprøiteslangen suse henad græs og rasle skrapt gjennem løv og sin mands korte, myndige befalinger, hvergang den skulde rettes mod et nyt bed eller et nyt træ.

Ikke nogensteds var det saa hyggeligt som i et stort og pent kjøkken en fredelig lørdagskvæld, fandt hun, og hun mønstrede med inderligt 234velbehag alt det blanke bliktøi og kobbertøi, som var ophængt omkring skorstenen. Kobbertøi eiede hun i overflod, og det var hun stolt af; der var kjedler og pander og kasseroller og løierlige puddingformer, dem ingen længer skjønte sig paa at bruge, men som var hellig arv i familien Jensenius. – – Bare gulvet havde været strøt med hakket brisk og bænken og stolene umalet og hvidskuret! Og bare der havde været en skikkelig peis! Men denslags ting passede nu ikke i en by, og det gjorde i grunden heller ikke det høie, gammeldagse slaguhr, som tikkede og tikkede borte i krogen. Den ensformige lyd tog hendes tanker og førte dem med sig tilbage til barndomshjemmet paa skrivergaarden – forresten stilede deres færd didhen hver eneste lørdagskvæld, hun sad slig som nu. – Kjøkkenklokken dér havde været omtrent magen, kanske lidt lavere, for der var ikke saa høit til loftsbjelkerne. Men den havde havt en meget finere skive af messing, og kassen havde ogsaa været finere, ikke egemalet som denne, men smykket med en krans af roser og liljer rundt døren, og den havde havt en udskaaret krone med forgyldte takker øverst paa toppen.

Paa den klokke havde de først lært den vanskelige kunst af læse tiden – hun og hendes søskende og Erik med, og han havde været tungnem. «Han kan ikke skjelne stutvisern fraa 235langvisern, den spækælven fraa byn,» havde Berthe indlægkjærring sagt med foragt, og hendes undervisning var det nemlig, som retledede dem – – – Og saa tænkte Ellen Jensenius paa sine egne barn og havde ondt af dem, fordi de skulde vokse op i en by. Det skulde barn helst aldrig; de blev dumme af det, ikke enfoldige som bondebarn, men virkelig dumme.

Jensenius raabte indad vinduet til hende: «Ellen – kone! I aar blir valnødderne modne! – Tilforladeligt, de blir det! Forstaar du, kone? De blev det, høsten før vi giftede os, men siden er de ikke blet det.»

«Nei, blir de det, du,» svarte hun interesseret, men faldt paany i staver – Barn skulde gro fast til sin fødeegn, deres sind skulde slaa rod i dens natur, ellers blev deres udvikling ustø og forkvaklet og uden harmoni. De skulde ikke flyttes fra sted til sted, burde vist neppe komme ud i ferierne for den sags skyld – det maatte forvirre, at sommer blev brudt løs fra vinter og vaar. – At man kunde slaa rod i en by ogsaa, det indrømmede hun dog og smilte ved det. For hendes mand var det mest stavnsbundne menneske hun kjendte. Men stavnsbundne skulde menneskene være.

Det gik i entréen og gjennem stuerne, døren blev aabnet, og Lilli smøg stilfærdig ind.

«Du kommer sent,» nikkede fru Jensenius. 236«Jeg havde opgit dig for i aften. Kommer du lige hjemmefra?»

Lilli tog en træstol og satte sig i den halvmørke krog ved klokken og bøiede hodet tilbage og hang med armene. «Jeg er saa træt,» sagde hun, vrængte handskerne af og kastede med en mat grimase dem og hatten paa et bord, ludede sig fremover med albuerne paa knæerne og hænderne foldet under hagen og lukkede øine.

Nei, hun havde været en drøi tur udover ved stranden for at løbe daarligt humør af sig, men det var ikke lykkes. Og hun var saa træt.

Fru Jensenius snudde paa sig og saa alvorlig og undersøgende paa hende: «Er der noget i veien?»

«Meget,» svarte hun trøstesløst. «Jeg har været utækkelig.»

Ellen skubbede sin stol nærmere. «Vel imod – –» Hun vilde sagt mere, men stansede og rettede paa det. «Mod hvem?»

«Mod fru Gaarder.»

«Aa pyt!» Det lød lettet og næsten fornøiet. «Og det er du rent lei for?»

Hun havde været utækkelig mod sin mor bagefter.

Det var værre, hun skulde ikke være utækkelig mod sin mor, det var stygt af hende, sagde Ellen tørt. – Hun havde altsaa git efter for sin lyst til at lave scener – hun havde en slem svaghed i den retning, naar hun var i det lune.

237Men de havde først lavet scener med hende, de havde været utækkelige mod hende først, forsvarte Lilli sig. «Og jeg har forspist mig paa kager og kold chokolade og rendt fra aftensmaden, og verden er saa sørgelig saa,» lo hun braat, men latteren klang stakkarslig tilgjort og endte i et hikkende suk.

«Le ikke saa tosset,» skjændte Ellen forarget. «Hvad gaar der af dig?»

Lilli holdt det ikke ud hjemme, ramsede hun op. Hun vilde til udlandet og drive paa med musiken sin, og professoren ved konservatoriet havde sagt til hende ifjor, at hun burde komme did igjen. Var det ikke for faren, reiste hun sporenstregs, men han savnede hende, endda hun var det troldet, hun var – Hun havde begyndt hurtig og heftig, men sagtnede lidt efter lidt, og det sidste blev til en trist mumlen.

Ellen brød sig ikke om alt dette, hun følte der laa noget andet under, og svarte ikke paa det, men formante ud af vinduet Jensenius til ikke at forsømme agurkerne og melonerne – De maatte mindst ha en overskylling til.

Lilli gik til springet og tappede sig et glas vand, og efterat ha tømt det i ét tørstig drag sagde hun med en utaalmodig vending: «Kan du indbilde dig noget mere uforskammet, Ellen? – Gabriels mor hilser mig bent frem fra sin 238søn paa det, at han agter at ophøie mig til vordende fru bankchef, og at jeg skal beæres med hans friervisit en af dagene.»

«Er det aarsagen til dit humør?» Ellen tog det ligegyldig. Det burde Lilli jo ha været forberedt paa efter sin egen holdning overfor ham.

«Synes du det?» svarte hun pirrelig og satte sig igjen. «Men jeg har faat en hilsen til, og du kan vist ikke gjætte fra hvem.»

«Sig mig det da,» opfordrede fru Jensenius, dennegang ivrig.

«Fra sagfører Holk.»

Det kunde nok Ellen ha gjættet, udbrød hun med et glimt af glæde i stemmen. «Ser man det, du har snart en frier fra hvert hus i byen.»

Lilli rødmede og ludede sig atter forover med hænderne foldet under hagen. Det blev stille i kjøkkenet. Uhret tikkede og tikkede.

«Du er kjedsommelig,» sagde fru Jensenius omsider. «Du kommer hid med humør og har ingen barmhjertighed med lørdagskvælden min.»

Da tog Lilli paa at undres, hvordan Bergendahls levede. De havde mistet sit eneste barn i juni, og det havde været staaende samtaleemne en stund blandt deres kjendinger, at baade hun og han skulde ha været fra sig selv af sorg og ha sluttet sig til adventisterne og flakke om til deres forsamlinger oppe i dalen. – Fru Jensenius havde ikke set dem hele sommeren, 239men kunde stadfæste dette – Alting rygtedes til apotheket.

«De kjørte løbsk i høst, og jeg var med dem,» berettede Lilli tonløst. «Sagfører Holk skulde ogsaa ha været med, men ombestemte sig og slap den skrækken.»

«Hvad er det, du fortæller?» sagde Ellen overrasket. «Det har jeg ikke hørt et ord om.»

«Ikke jeg heller,» svarte Lilli. Og det var ikke sandt, ikke et gran af det, men Holk havde fortalt det til Ottilie – – – Hun saa op, paa engang bange og bønlig, som baade frygtede hun for og ønskede at bli spurgt om mer. Det skede ikke, og hun dukkede sig dybere ned, klemte fingrene om panden og brast i graad.

Fru Jensenius flyttede sig endnu nærmere, tog hende om hænderne og vilde se hende ind i ansigtet, men hun strittede imod. «Lilli,» sagde Ellen blødt. «Nu vil jeg vide, hvad det er, Lilli.»

Det var – det var Ottilie – som hilste fra ham – og hun havde selv voldt det – havde voldt det selv – – Hun stridgraad, saa vaade draaber trillede ned i venindens ærme.

Ellen Jensenius sprang op. «Bi lidt – De er færdige i haven, vi har dem her straks. Bli med op til barnene, dér kan vi være i ro» – Og hun drog Lilli med sig op paa soveværelset, hvor Rolf og den lille pige sov trygt i en 240alkove ved siden af, nødte hende til at lægge sig paa en seng, fløi ned og forbød Jensenius at forstyrre dem – de havde noget vigtigt at snakke om – gav jenterne deres instruks i en fart, vendte saa tilbage og satte sig ved hodegjærdet og lagde kindet paa puden tæt ved Lillis øre og hviskede til hende og fik hviskende svar og lokkede frem det skriftemaal, hun havde længtet efter for at kunne ta fat og greie op i det for de taabelige menneskebarn, der ikke havde evne til at ordne sagerne for sig selv. – Og alt blev det skriftet: Lillis første møde med Erik Holk dér paa apotheket, og det, om hvorledes de havde talt med hinanden paa stranden i høst, og det, at han ikke indfandt sig dagen efter, skjønt han ikke var virkelig syg, og det, som senere var hændt, og begge græd de, til Lillis fortvilelse havde vundet tilstrækkeligt afløb og mattet sig ud, saa den ikke mere overmægtig kunde tynge haabet, og Ellens medfølelse og bedrøvelse svandt for glødende harme over Eriks uredige adfærd. Aa, hun skulde tale med ham, det skulde bli alvor af deres opgjør imorgen den dag, han skulde staa hende til ansvar – – – Men det lignede ham ikke at opføre sig paa dette vis, og han havde jo aldeles ikke tat det som en letsindig og tilfældig historie heller – – – Hun grundede paa det, og harmen veg for beklemt uro, og der dæmrede en 241ængstende forestilling hos hende: Hun kjendte hans fars skjæbne, og var det i den hun maatte søge nøglen til gaaden? Hvis det var saa, det knyttede mange løsrevne traade og gjorde hele hans vaklende, besynderlige opførsel mindre ufattelig. Og hvis saa var, hvad blev det saa til for den, som elskede ham, for hans hustru maaske – – –

Men hun beholdt dette for sig selv, og Lilli satte sig med et overende og lo med en liden, forlegen og skjælvende latter og sagde: «Uf nei! Det er alligevel for varmt til at ligge og græde slig, du,» og stod op fra sengen.

Da først mærkede de, at de havde hvisket og grædt sammen saalænge, at natten var faldt paa, og at det var mørkt i værelset.

«Jensenius!» raabte Ellen overgit «Han har ikke turdet forstyrre os, den armingen.»

Lilli maatte bade sine øine og kige paa de sovende barn i alkoven og kysse dem paa haaret. – Saa gik de gjennem kjøkkenet, som var fyldt af hvidt maanelys, der flommede ind af vinduerne og bragte alt kobbertøiet til at skinne som anløbet sølv, og til stuen, hvor de fandt husfaderen blidelig snorkende paa sofaen med en avis over maven, og hvor lampen oste, saa det var en gru. De skrude den ned og listede sig forsigtig forbi ham, og Ellen lukkede Lilli ud.

Paa trappen stod de og saa henad gaden, 242dér skarpe, sorte skygger leirede sig langs husvæggene paa den ene side, medens den anden laa i klart lys.

«Aa, er det ikke deiligt inat?» sagde Lilli sagte.

«Ja, du sværmer for fuldmaanen,» svarte Ellen. «Jeg liker den ikke, jeg blir melankolsk af den og tænker paa døden. – Men jeg er søvnig, godnat med dig! Jeg maa ind og vække manden min.»

«Godnat!» – Lilli skyndte sig hjemover. Hun kjendte sig ganske saar for brystet af al den megen graad, men det var som om et væld af bunden lykke var frigort i hendes sind, og haabet sang i hende, og hendes gang var freidig og let.

En hund tudede langt og uhyggeligt nede paa bryggerne, og hun fór sammen og stansede et øieblik. Men saa ilte hun videre, nynnende, hvidklædt i det hvide maaneskin.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.