Mod kvæld

av Tryggve Andersen

V.

243Hele søndags formiddag tænkte Ellen Jensenius paa, hvad hun skulde sige til Erik. Hun var saa optat af det ved frokosten, at apothekeren blev fortrydelig over hendes ordknaphed og gav ondt fra sig om det ufornuftige i at sludre halve natten væk, saa man blev morgengrætten, og tillige var han sur, fordi hun ikke tilfredstillede hans nysgjerrighed angaaende de hemmeligheder, hun og Lilli Herwig tiskede om. – Ellen fortsatte sine overveielser under gudstjenesten i kirken, der var fyldt til trængsel. Kirkesøgningen havde været særdeles upaaklagelig i det sidste, og desuden fandt mange, som ellers ikke yndede kapellanens forkyndelse, at de ved sit nærvær burde protestere mod den ildesindede forfølgelse, han unægtelig var gjenstand for fra sekterernes parti.

Blandt dem var ogsaa apothekeren, men siden han nu var i kirken, fulgte han pligtskyldig med saavel i teksten som dens udlæggelse, og ved middagsbordet kunde han punkt for punkt 244gjennemgaa Gunneslands præken, den han aldeles ikke var tilfreds med – Den var hverken hensynsfuld eller modig nok, men baade for løi og for udæskende overfor modstanderne uden at hamre en forsvarlig pæl gjennem deres sværmerier, og den var ikke afpasset efter de lokale forhold. Men da Peder Jensenius opdagede, at han førte ordet den ganske tid uden en eneste modsigelse fra sin hustru, spurgte han i vranten forskrækkelse, om hun var syg. Eftersom hun ikke det var, men havde svaret hen i veiret paa hans forespørgsel, trak han sig i saare bistert lune ind paa kontoret for at hvile, og aldrig saa snart var han borte, før Ellen gik afsted for at besørge sit ærend hos Erik. Hun havde omsider opgjort med sig selv, hvorledes hun vilde gribe det an. Ligefrem og greit vilde hun tale til ham, og ligefremme og greie svar ventede hun, og hun tvilte ikke paa udfaldet. Den stygge mistanke, som havde skræmt hende om natten, havde hun jaget fra sig; hun vilde ikke beskjæftige sig med den, ikke ofre snippen af en bekymring, paa den — inden hun blev nødt til det, lagde hun til og kneiste med hodet, som om hun vilde trodse alle skjæbnens dunkle magter.

Men straks efter var hun hjemme igjen med uforrettet sag. I entréen hos Holk havde hun hørt høirøstede herrestemmer indenfor, 245og Kristine, der stod i kjøkkenet og tragtede kaffe og havde en jentunge til at kile paa med opvasken, havde opkavet raporteret, at sagføreren havde besøg af to herrer, som var kommet vestenfra med ruteskibet. De og ingeniør Nilsen – den traven – havde spist middag hos ham, men de bode paa hotellet og skulde bli over til næste dag. Altsaa maatte Ellen Jensenius opsætte med sit ærend, men udpaa eftermiddagen savnede apothekeren ikke modsigelser og hans bisterhed blev tæmmet.

Erik Holks gjæster var to ungdomsvenner af ham, dem han ikke havde set paa aar og dag. Den ene var en kjendt forfatter, den anden maler; paa reise til hovedstaden efter ferierne havde de tilfældigvis truffet sammen ombord paa kystdamperen og havde saa besluttet at stoppe i byen for at tilbringe en dagstid hos sin fælles ven.

De havde overrasket ham paa sengen, og de første hilsener havde været stormende hjertelige. Saa havde de forladt ham, forat han skulde staa op og de stikke over til hotellet og indlogere sig dér, og derefter vendte de tilbage, og alle tre opdagede, at de i grunden ikke havde synderligt at tale med hinanden om. Adskillelsen dem imellem havde været for langvarig til, at de let kunde finde den rette tone, de blev forceret kameratslige, mærkede det selv og blev 246forlegne, hentydede til begivenheder og ting, som dels var blet aflægs og var gaat den enkelte af minde, dels var for ferske, og Erik Holk gav disse ungdomsvenners pludselige nærvær et uhyggeligt maal for, hvor indestængt i sig selv og udestængt fra verden, han levede, og han greb sig i at ønske, de var reist forbi. Han forstod dem ikke uden møie, de voldte ham besvær, han blev træt og ærgrede sig over sig selv. Hans fortid havde været som en aflaaset sal, og der brød næsvise gjengangere ind og rumsterte, og meningsløst var det, for han havde virkelig ikke længer noget med dem og ikke de med ham heller.

Hvis ikke Johannes Nilsen var kommet til og havde banet adgang til drøftelse af helt upersonlige spørgsmaal, vilde de ha siddet og fisket efter, hvad de skulde sige og neppe havt held til at fange noget. Ved hans bistand pasiarede de trevent og slapt fra emne til emne, men de kjedede sig, indtil middagen og vinen løsnede tungerne og skrude stemningen op, og ved kaffen og kognaken, medens kirkeklokkerne kimede til aftensang, var de saavidt, at de kunde diskutere og trætte sig hidsige omtrent som i svundne dage, endda vel saa ungdommelig, og Johannes Nilsen begyndte at føle sig tilovers. Men fængslet af samtalen, der dreiede sig om sektvæsenet og det religiøse opstyr og røre, blev han dog og 247fristede stundomtil at gi sit besyv med i laget, men det var sjelden, de værdigede ham skikkeligt svar.

Maleren strakte sig fed og magelig paa sofaen. Han var brunstegt af sol og friluft og hans grisne, lyseblonde fuldskjæg hvidlig falmet; de smaa, rødsprængte øine plirrede humoristisk og gløgt iagttagende, alt vaagent i hans dovne krop syntes samlet i dem. Han var næsten sjusket antrukken; det ene bukseben var glidt op over læggen, og den blaa bomuldsstrømpe var stoppet med grovt uldgarn, og skoene var kluntet og tyksaalet.

Holk drev om paa gulvet, fra sofaen, i en vid bue bag Johannes Nilsen, der sad ved bordet og pattede lydelig paa en sluknet cigar, og stansede af og til foran forfatteren, som laa tilbagelænet i gyngestolen og skildrede sine hændelser i sommerens løb. Han havde git sig specielt af med vækkelsen i de egne, han havde gjennemstreifet, havde sendt korrespondancer om den til et af hovedstadsbladene og kunde rose sig af at være en af dem, som havde gjort allermest for at aabne almenhedens syn for det feilagtige ved ikke at ta disse foreteelser med alvor: De afdækkede en sørgelig sandhed om aandelig raahed og brist paa oplysning. – Men han havde høstet anerkjendelse for det, hans korrespondancer skulde efter opfordring fra adskillige 248hold udgis som bog, da man var af den mening, at de burde bevares som et slags kildeskrift, et vigtigt aktstykke til forstaaelse af den herjende farsot af religiøst vanvid.

Han var en høivoksen og kraftig, yderst elegant mand med et smalt, velbarberet ansigt, hvis kinder blaanedes af den stærke skjægvækst, regelmæssige, skarptskaarne træk og en stor, hvælvet pande uden rynker. Men røsten var veg og tynd og passede ikke til hans ydre og de haarde, bratte gestus, hvormed han understregede sin tale.

«Har du læst mine artikler?» spurgte han Holk.

«Ja – ja, størsteparten af dem,» svarte han og bed sig i læben og fingrede med et fotografiapparat, som stod paa bordet.

Forfatteren vilde føie en efterskrift til dem nu ved udgivelsen. Han vilde sammenfatte i en allegori summen af de indtryk, han havde modtat – i en slags parabel, bygget over en af sine tidligste erindringer – – «Der var en myr nedenfor min fars gaard – Far min var en stakkars jordtræl af en smaabonde,» indskjød han med selvfølelse. «Og paa den myren grode tæt olderkrat, men midt i det ragede en klynge af mørke kjæmpegraner op. Det drog mig støt mod den skogen, den maatte huse noget vidunderligt, det vidunderlige, og jeg havde længe 249havt ustyrlig lyst til at gaa paa eventyr der, før jeg endelig vaagede mig til det en høst. Jeg var vel en seksaarskrabat den gangen. Jeg fandt ingenting rart, det jeg husker, andet end en firkantet, sort dam mellem granerne. Men den dammen var rigtignok et troldtjern. Jeg listede mig varsomt rundt den paa de dissende, myge torvkanterne og keg ned i den. Den maatte være uhyre dyb, bund var ikke at øine, sortere og sortere blev det, jo dybere jeg stirrede, og ikke himmel og ikke skyer speilede sig i den, for granerne stod over og skyggede med brede grener. – Noget vidunderligt, noget frygteligt maatte der bo i saa svart et dyb, og jeg blev ræd ved forestillingen om, saa frygteligt det vist var, og flygtede min kaas, saa kvist og løv piskede mig i fjæset, og drømte om det hele den nat og hele høsten med. Gaa did turde jeg ikke, snakke om det heller ikke, og da jeg fik mod til at lede dammen op paany, efterat det var blet sne, var den forsvundet. Da var det bare hvidt og lyst og tomt overalt i skogen. – Men om vaaren tog de paa at rydde myren, den skulde dyrkes. Olderbuskene blev hugget og kjæmpegranerne med, og ved sanktehans fandt jeg tilsidst tjernet igjen. – Med troldskabet var det ikke meget bevendt længer. Solen stegte ned, vandet var gulblakt med gaarer af metalskimrende slim, og bunden var synbar nok, 250ikke en favn var det til den. – Og for en stank af det myrhullet! Og for et yrende liv, som levede i det! Og vidunderlige var ogsaa de væsener, jeg saa der: Det var vandkalver og spællakrok og rompetrold i saan en mængde, at der ikke var rum til det ringeste skrømt. – Alt det indbildte troldskab, al den uægte mystik, som havde vetskræmt mit eventyrsyge guttesind, havde solen vundet bugt med, da rydningsmændene fældte de trær, der lukkede for dens straaler. – – Sligt et lumsk myrhul er den, den dommedagsafgrund almuesindene har drømt om, til de drømte sig dette skrækkelige vanvid til, der marerider folk og land. Men tar rydningsmændene fat og fælder det, som skygger, og strømmer solen til, saa – –»

«Saa vil evigheden bare bli et tre alen dybt gravhul, og dødsstanken kunne bekjæmpes med ulæsket kalk og ækkelhedens frugtbarhed bli tilgjængelig for nøgtern beskuelse.» – Holk puffede til fotografiapparatet og satte sig i sofaen, hvor maleren gjorde plads til ham ved at hale benene til sig. «Du slipper for nemt fra det, synes jeg. Du og de andre rydningsmænd i solens sold vinder neppe bugt med angsten for den evige død og gruen for det evige liv, saalænge bevidste mennesker spræller med i verdens øvrige sprællende mangfoldighed. De ubehagelige følelser skaffede sig lyd i det første bevidste 251klynk af smerte, og jeg vil ikke bande paa, de er forbi, naar det sidste er sluknet.»

«For Guds skyld!» stønnede maleren klagelig. «Sæt ikke kursen mod de høiere regioner. Jeg orker ikke bli med, vi havde følge med en sjælfuld guvernante paa dampskibet – – Du, Erik – du rækker bestemt cigarerne der paa bordet.»

Johannes Nilsen kom tjenstvillig Holk i forkjøbet og bød kassen om. Hans kjæver bevægede sig tyggende, hans næsebor spiltes veirende ud, og han var blankøiet og havde farve i kinderne, men genertheden for de fremmede tøilede hans tunge.

Forfatteren taalte vanskelig afbrydelser, naar han udviklede sine idéer, og halvt stødt gyngede han ihærdig, førend han svarte: «Havde du giddet høre mig ud – – Det kan være et fedt forresten, hvad jeg vilde ha sagt. Saa svimlende et haab nærer jeg ikke, at dødsangsten skulde kunde betvinges. I det mindste ikke hos massen. Helstøbte personligheder har godtgjort, at for dem var det muligt. – Men at kjæmpe mod spøgelsefrygten, at bidrage sit til, at den ikke skal besudle folks daglige tilværelse, det anser jeg for en hæderlig opgave og for en af mine væsentligste opgaver.»

Maleren snudde paa sig. «Privat erfaring om den har jeg ikke stort af,» sagde han. «Jeg 252har ikke været videre belastet med den, siden jeg blev komfirmeret. Men jeg ved, den kan være pokkers slem – Aa, nu er det skissebogen, jeg maa uleilige Dem med, Hr. Nilsen – Den ligger under apparatet –» Han fik den og slog den op og leverte den til Holk. «Se paa den fyren –»

Tegningen viste en kraftig, middelaldrende arbeidsmand, som med oprakte arme knælede paa svaberget ovenfor en brygge. Han var barhodet, haarluggen hang ned i panden, øinene var lukket, munden gabte som efter et hyl om hjælp, det lange, buskede skjæg strittede ud fra hagen.

«Se paa ham – Skulde man ikke tro, det var en fortvilet Judas Iskariot?» spurgte maleren, idet bogen blev skikket rundt. «Og det er en stakkars fisker fra den øen, jeg bode paa i sommer. Han krøb slig paa den flækken, saa tidt han var roet hjem fra fiske, og bad og bad, til han ikke kunde mer for træthed, og slæbte sig til hytten sin og hadede den syndige søvn, han ikke kunde værge sig for efter stridt dagværk, saa ilde ude var han for at bli vækket af basunfanfarer og englemusik. Det var let at lure sig til at tegne ham, han laa der døv og blind af bøn – – – Jeg vil gjøre et maleri af det. Det kan bli til noget, kan det – Se paa den fortærende lidenskab i exstasen! 253Og tænk dere den fineste, lifligste midtsommerkvæld og den fattige, graa stranden og det blideste, blikstilleste hav i baggrunden – Jeg vil gjøre maleri af det – Eller en radering muligens – Splintre mig! Det er stof i en gjæring som denne vækkelsen, stof for mig og min kunst, og det er det min opgave at bruge. Jeg skulde inderlig ønske, jeg ikke blot havde kunnet se den fyren, men at jeg havde kunnet bytte med ham – bytte indvolde med ham – for en time eller to. Jeg er næsten dommedagstullet taknemlig, jeg.» – Og han satte sig op og sugede cigarrøgen til sig og blæste den ud i ringer, men hev sig ligegyldig ned, da forfatteren begyndte at revse den golde, artistiske glæde ved det karakteristiske i lidelsen.

«Spøgelsefrygten –» Johannes Nilsen vrikkede urolig paa stolen og pumpede en gurglende snøvlen ud af sig. «Spøgelsefrygten», naade han med anstrengelse at artikulere, «er maaske dog den følelse, der skarpest har hidset menneskehedens udvikling – Trangen til vished og frigjørelse – stedse mere vished og frigjørelse –» Hans mumlen blev atter usammenhængende, ufuldbaarne sætninger kjørte sig fast i hans hals, og der hørtes kun brudstykker om «utilnærmeligt resultat – livsgaaden – verdensgaaden» og lignende, og derpaa løftede han krampagtig sit kognakglas og slugte indholdet.

254Forfatteren smilte overbærende. «Spøgelsefrygten som fremskridtets drivfjær, det er en kruset historie. – Deres udtalelser var ikke ganske klare, hr. Nilsen, men stammede utvilsomt fra de høiere regioner, og dem er jeg mermer] rettet fra: med (trykkfeil) tilbøilig til at sky –» Der var liden praktisk gavn ved at forvilde sig i dem. Men haandgribelig nytte kunde den stifte, der lærte folk at stampe mod den ulykkessvangre dragning til det grænseløse og kurerte dem om kun for en del af selvpinslerne. At arbeide for at gjøre livet lettere at leve for menneskene, det var hovedsagen, og det trængtes.

«De fleste – alle – tigger ikke om hjælp til at leve lettere, men til at dø lettere,» indvendte ingeniøren, der var ildnet af kognaken.

Forfatteren hævede fornemt brynene og svarte ikke, men maleren messede: «Lader os derfor grunde en forening til gratis uddeling af blaasyre, strikker og revolvere blandt ubemidlede. Amen.» Og ingeniøren krylte sig ihob, krænket og muggen.

«Det blev alligevel en fest at leve, hvis man skjønte sig paa at dø,» sagde Holk, der syntes de to blev for affeiende mod Johannes Nilsen, og de havde desuden været nærgaaende vittige mod ham under middagen. «Og det er ikke ufornuftigt, at spøgelsefrygten vil bli en mægtig drivkraft i fremtiden, som den har været det i fortiden. 255Vi har pløiet saa meget nylænde, triumferet over saa mange ydre fiender, og vi har forsømt skanserne mod de indre. — De ældgamle fæstningsværker har vi sløifet i overmodig tryghed, det blir et drøit slid at mure nye. At vi skulde kunne redde os og tilkjæmpe os fred ved angrebskrig, er umuligt. De fiendtlige tropper er saa talløse og forbandet usynlige og usaarlige.»

Forfatteren indrømmede naturligvis, at skrækken for det overnaturlige havde spillet sin rolle for vor udvikling, men hvad der spirede af angst maatte bli en hæslig sæd. Og han stolte paa, at øget forstaaelse og humanitet, øget kjærlighed til menneskeheden og respekt for slægten vilde være bestemmende for den vordende, renere og sundere kultur.

Johannes Nilsen mukkede, men hans knudrede indvendinger druknedes af talevant overlegenhed. Sagføreren var ene om nogenlunde at kunne udrede hans filosofiske floker og prøvede at oversætte dem, hvilket hurtig skjærpede disputen, og jo ivrigere de blev, desto mere sporedes det, at alle de tilstedeværende var under indflydelse af den ungkarsmiddag, de havde nydt.

«Kjærlighed!» sagde Holk. «Som der lefles med det begreb! Kjærlighed til menneskeheden for eksempel, hvad er det for snak? Enten er det kjærlighed til det menneskelige, det vil sige til det gode menneskelige, og det blir simpelthen 256det mindre forbausende, at vi er glad i det gilde, vi kan rode frem i os selv. – Eller ogsaa er det en næstekjærlighedens sæk saa vid og stor, at samtlige racer og individerne med skulde rummes i den – kjærlighed til den menneskelige skabning en bloc. JegJeg] rettet fra: «Jeg (trykkfeil) ved mig fri for den, og jeg gir ikke en styver for den hos andre. En kan holde af et menneske, en kjender, gjerne af en hel slump, men kjærlighed ud i det blaa –? Man kunde ligesaa godt elske kvinden. – Men vi skilter med den kolossale løgn, at vi ruger over en utømmelig skat af barmhjertig kjærlighed, at vi kvantitativt kan tøie vor evne til at elske i det uendelige, og den er saamæn stramt begrænset i virkeligheden. – – Og den løgn har fordærvelige følger, som du med dit blik for det praktiske skulde se til at modarbeide. De dynger sig op i hver vinkel og krog af vort samfund. Laver vi et system, som ikke kan nægtes at være strengt og kan bli grusomt og barbarisk, laver vi en indretning, som er et svinsk, men nødvendigt onde og kan bli en djævelsk hule og har den bedste udsigt til det, saa stræver vi ikke med at forebygge denne mulighed – vi nøier os med at bemærke: Forudsætningen er, at systemet skal virke og indretningen ledes i kjærlighed. Og dermed har vi puder under samvittighederne. Der er dem, som skovler ind ry og ære ved at oversmøre den slags 257systemer og indretninger med humanitetens salvelse og fabrikere slige puder. – Der gives snart ikke den nederdrægtige haandtering, som ikke luner sig i kjærlighedens kaabe, og dens navn pranger over kirke og brændevinssamlag, aagerbank og fagforening, børs og parlament, skole og fængsel i flæng.»

Holk drev igjen frem og tilbage paa gulvet. Hvergang han svingede bag Johannes Nilsens stol, saa han henimod konsolspeilet og mødte sit eget ansigt, der var gulblegt og svedigt, og strøg haaret fra tindingerne. «Der er gaat løgn ikke blot i vore tanker, men ogsaa i vore følelser,» sluttede han: «Den arvede, ethiske kultur, vi er saa kry af, er ikke stort andet end et panser af forbenet hykleri og forstenet farisæisme.»

«Ta det med ro, ta det med ro!» spottede forfatteren. «Om vi havde forandret udtrykket tidt og sat slægten istedetfor menneskeheden, vilde du neppe ha faret saa drabelig i felt.»

Slægten var ogsaa et af disse forfalskede ord, de kunde sige afkommet, for fan. Men her var ogsaa evnen til at holde af snevert begrænset. Ærlig kunde ingen paastaa, at han elskede sine fættere i Adam og sine ufødte barnebarns barn i tiende led – ikke i fjerde, svarte Holk, der stod og stirrede ind i speilet, som om han disputerte med sit eget billede. «Jeg har ikke unger og kan egentlig ikke 258dømme om det. Men de allerfleste synes vel, deres personlige tilværelse er noget jammerligt hærk, de maa slæbe paa mod sin vilje – Naa, dette blir de uhyrligste trivialiteter – – Jeg mener, det er forstaaligt, at en mand vandrer ud og finder det høiere til himmels og blir rakere i ryggen, efterat han er blet far til et barn, og at det vil være, som ligkistelaaget lægges over hans liv, hvis han mister det –» Og omsorgen for afkommet var vel det helligste af alle instinkter, og for at adlyde det havde forældrene naturligvis ret og pligt til at bryde alle bud, til at myrde, stjæle, lyve, bedrage og gjøre troldom, dersom det skede til befordring af yngelens trivsel, men – men – «Aa, det er gaat løgn i vore instinkter med, og det er farligt, det har forgiftet livskilderne.»

Holk lod sig dumpe ned paa en stol og tog en karaffel og hældte i glassene.

Forfatteren klappede spydig. «Haahaa – du er blet en af disse urdriftens uskyldige tilbedere, der ikke kjender forskjel paa ondt og godt?»

«Vist er der ondt og godt, som der er grønt og rødt, men for at være oprigtig, saa synes jeg, alting raadner sammen til en neutral, graa vælling – Skaal!»

«Ti stille med det kjærringpratet! Jeg er lei af det,» sagde maleren og rømmede sofaen og plantede sig ved bordet. Det var da græsseligt 259til varme! Det var den værste dag, han havde døiet, og det havde lidt at betyde nu, det. – Men han havde ligget og beundret Holks leilighed. Her havde manden været bosiddendes, gud ved hvorlænge, og endda saa her ud som et hotelværelse. En kunde sætte præmie for magen til klodrian til at indrette sig og for magen til tarvelig smag for hygge. «– Men det er saa lummert,» pustede han. «Det kan ikke bli ulideligere i helvede.»

Til dette hægtede forfatteren sig og affyrede en salve mod helvedesdogmet, der nu gjødet af dommedagsrædselen havde skudt frisk vækst. Men naar den lagde sig, vilde det forhaabentlig visne til roden. Det var dog en oplysningens seir, alle maatte hylde, at ingen fornuftig hjerne længer trode paa helvede.

«Jeg tror paa helvede,» svarte Nilsen stædig; han havde drukket flittig af sit glas og ærgrede sig over forfatterens hovne optræden mod ham. Denne saa ironisk velvillig paa ham: «Saasaa – det var interessant. Og det veritable helvede samt svovlpøl og traditionelt tilbehør?»

«Ikke det – det ikke.» Ingeniørens mod dalte i en hast, og han krympede sig. – Han trode, at helvede var, og at det kunde være allesteds og til enhver tid, for eksempel her paa jorden.

Naa, figurlig altsaa – som samvittighedskvalernes, 260lidelsens helvede – Javist, men da blev ikke hans anskuelse saa sjelden og enestaaende.

Johannes Nilsen blev sprutrød og trykkede sig længe. «Nei, det veritable helvede, som De kaldte det,» satte han hæst i. «Jeg har trot, at vi er i helvede, og jeg tror det endnu, men ikke til stadighed –» Han var kommet i aande og klemte paa uden at bry sig om latteren. «Jeg liker ikke at snakke om det, men jeg tænker paa det, har ofte tænkt paa det – det er især om sommeren, det plager mig – – – Det var i Chikago, det første aaret jeg var i Amerika. Jeg havde ikke faat nogen job, havde ikke fler penger, ikke mer at sælge, jeg havde sultet i ni døgn, saa slumpede jeg til en nattesjau paa en kultomt. Og udpaa morgensiden var jeg færdig og havde en blank dollar i næven og satte afsted ind i den nærmeste shop og kjøbte mad – et brød, noget salt kjød, meget mad – og bar den med mig bort i en afsides krog ved plankegjærdet omkring tomten og aad og aad som et dyr, til jeg blev sprækkendes mæt, og saa sovnede jeg. – Jeg sov vist længe, og da jeg vaagnede laa jeg i solstegen og var syg. Det var forskrækkelig vondt i hodet og maven. Jeg vilde op, kunde ikke, satte mig paa knæ og brækkede mig og blev sansesløs. – Jeg vaagnede igjen, det var dag og stegende solskin fremdeles, og 261lige vondt havde jeg det, kunde ikke røre et lem og laa flad paa ryggen og brækkede mig gjennem næse og mund og blev næsten kvalt af spy. – Blev sansesløs og vaagnede til, og altid var det dag og solskin, og jeg kjendte fæl lugt af mine egne exkrementer. Og da gik det op for mig usvigelig sikkert, at jeg var krepert og fordømt i et øde, glohedt, solfyldt helvede. Jeg fantaserte om dødskold og dødssvart nat til lindring og længtede efter kvælden. – Tilslut vaagnede jeg og havde det bedre; jeg kjendte ingen fæl lugt og var i seng med rene lagener og skjønte, de havde bragt mig paa hospitalet. Der var skygge og kjølig og godt. Men saa skar et solstreif gjennem en gløt ved gardinet og i øinene paa mig, og jeg fantaserte igjen og var i det glohede helvede igjen. Det holdt ved i ugevis. – Jeg blev udskrevet som helbredet, men senere har jeg ikke kunnet bli helt løs fra det, det kan deise ned i hodet mit, at jeg er i helvede, at alle vi mennesker er der, og at jorden og dagen er helvede – Og det kan være sandt – kanske er det sandt – –»

Tja, det var et sædvanligt fænomen, at pessimisme bundede i legemlig sygdom og en fiks idé, henkastede forfatteren.

Maleren havde sneget sig til at kradse et portræt af Johannes Nilsen i skissebogen. «Den, som magtede at fortætte al tidens opskakede 262forrykthed i kunst, han behøvede – splintre mig! – ikke brev paa udødeligheden!» svor han begeistret og sank derpaa dvask og døsig hen og spurgte: «Forresten, høistærede, er saa solen den skinbarlige Satan i Deres helvede?» –

Det bankede paa døren, og ind tren agent Bentsen i sin stribede flanelsdragt og gule silkevest, og efter ham fulgte Octavius Hollmann. De blev præsenteret, og agenten satte sig paa kanten af sofaen og bed i bremmen af sin straahat og betragtede digteren og kunstneren, saa henrykt over at være blet forestillet for to vitterlig landskjendte navne, at han snublede i de sirlig smigrende fraser, hvori han tillod sig at udtrykke sin tilfredshed over dette, medens maleren vred sig, og forfatteren saa fornem ud.

Octavius slog Holk paa skulderen, saa han hoppede. «Du skal naturligvis til advokaten paa thorsdag?» spurgte han med brysk ligefremhed. «Grandios indvielsesfest af villaen, hører jeg – Og trykte indbydelseskort! Han blir nobel Reinert Lindal nu.»

Holk skulde did og forklarte de fremmede, hvad det gjaldt.

«Jeg er ogsaa buden,» sagde ingeniøren lavmælt, men satte brystet frem.

«De ogsaa!» peb agenten. «Ja selvfølgelig,» lempede han skyndsomt paa det.

Sagføreren raabte ud gjennem spisestuen efter 263glas til de nykomne. Forfatteren, der i stilhed havde underkastet dem en kritisk iagttagelse, sagde til ham: «Du bruger din hovedstadsskrædder endnu, Holk – snittet er kjends.»

Det var saa letvindt, skrædderen havde de gamle maalene, og bestillingerne expedertes skriftlig, svarte han. Men figuren forandrede sig uheldigvis, og han maatte vist snart benaade mesteren med en visit.

Octavius havde holdt sig til en Hamburgerskrædder i et længere tidsrum. Skulde man bestille sit tøi andenstedsfra, var det ligesaa godt at henvende sig udenlands med det samme.

Forfatteren nedlod sig til at oplyse, at den dragt, han gik i, var syt i Paris.

«Og min er kjøbt paa et magasin for firti kroner, og den har jagu staat sig bra baade til helg og søgn,» bedyrede maleren.

Bentsen taug beskjæmmet. Skjønt hans klædebon var sømmet af en indfødt, havde han baaret det med stolthed – nu fattede han det forsæt at spørge sagføreren om adressen til den hovedstadsskrædderen med det kjendse snit.

Kristine kom med glas paa et bræt og vilde sætte det paa bordet. Da blev hun staaende der, bøiet og strækkende sig. Johannes Nilsen knyttede hænderne og slog sprikende ud med armene, agenten knækkede sammen paa sofakanten og tabte sin hat, de andre sad stivt urørlige med vidtaabne øine.

264Hult, tungt dur dybt, dybt nedefra, voksende, stigende – sitren i jord og luft – et ryk i huset som stormstød. – Tordenbrøl ramlede hen i skraldende brag – og atter dønnende dur. Og saa blev det stille, lydløst.

«Jesus!» hviskede Johannes Nilsen. Husholdersken stupte over bordet, knusende glas og karafler. Maleren hug fat i hende. «Var det? – Var det?» stammede han. «Jordskjælv!» skreg en. «Jordskjælv,» gjentog flere, men de skreg det ikke, gispede det.

Holk var sprunget op i vild latter. «Det er slut! – Oihi! Det er slut!» lo han.

Forfatteren fløi til udgangsdøren og rev den op, men snudde sig tvært. «Ja, det er over. Det varte ikke mange sekunderne,» sagde han bævende, medens det blaalige skjær fra kinderne ligesom bredte sig over hele hans ansigt, og sveden sprak frem paa den glatte pande i store draaber. «Men det var torden!»

«Fra klar himmel?» busede Octavius ud.

«Aa, jeg faar ondt!» hvinte agenten og styrtede til vinduet med lommetørklædet for munden.

Holks latter sluttede, han pegte over Bentsens skulder: «Se dér! – Se dér!»

Over sandbakkerne ude ved havet bruste det op med skumhvide sprøit, og ind havnen væltede sig rullende en svær, rund bølge, skabte 265brænding langs bredderne, vuggede en forankret brig, saa masterne svaiede i store sving, dæmmede elven, krængede et dampskib knagende mod kaien, brød mod bryggerne, flømmede vaskende over deres øverste rand, sled baaders fortøininger, og skyllede tilbage ud havnen igjen med fossende plask og søkkende skvulp og hvirvel i vandene.

Maleren havde hevet husholderskenhusholdersken] rettet fra: husholdorsken (trykkfeil) i gyngestolen, skubbet agenten ublidt tilside, snappet fotografiapparatet, og det smækkede og klikkede i det. «Jeg faar plader – Splintre mig! Det blir plader!» pæsede han.

Og elven strømmede næsten lige rolig som før, men nogle kantrede baader og ved og planker og alskens løst gods flød om paa den. Og de talte i munden paa hinanden, geskjæftig, ilfærdig og høit, hver om sit, uden at høre efter. – Kristine var oppe af stolen igjen og begyndte at ordne ødelæggelsen paa bordet.

«Det var en egen fornemmelse!» forsikrede forfatteren. – Det samlede dem: Det var en egen fornemmelse, en besynderlig følelse, plaprede de i kor, og ingen af dem havde oplevet jordskjælv før. – «Jeg blev sjøsyg!» sagde agenten.

«Det var jordskjælv, men torden ogsaa!» jublede Octavius. «Et lidet, pent, uskadeligt jordskjælv! – Klar himmel og torden og desuden flodbølgen!»

Han kroede sig af glæde over den mærkelige 266oplevelse og de øvrige med ham, og de vidste ikke af, inden de alle stod paa gaden med hattene paa. De maatte ud og se efter, meddele sig og snakke med dem, som havde oplevet det samme. – Holk rystede maleren i armen: «Hvordan«Hvordan] rettet fra: Hvordan (trykkfeil) gaar du, mand?» sagde han lystig. Og de skoggerlo: Maleren var i skjorteærmer. – Og han ind igjen efter trøien sin.


Bortover i gaden tog det til at bli meget folksomt. Søndagspyntede mænd og kvinder stod paa trapper og i døre og vekslede spørgsmaal og svar med brudt hast, og gutter og jentunger smøg sig frem mellem de voksne og smat fra dem. – Saa flokkede de sig i klynger ude paa gaden. Og i et nu blev de høirøstede; der klang udraab og braa munterhed. De blev øre af uvilkaarlig, lettet glæde. Men hist og her var der dem, som skrækken endnu klemte om hjertet, og de støiede op for at tvinge til lyd for sit.

En kone med et spædbarn knappede kjolen over brysterne og spurgte skrigende omkring sig: «Var det varsel? – Er det varslet?» – En fisker rendte mod hende, puffede hende fra sig, og løb fort afsted ned mod bryggerne – «Baaden min!» – En hob styrtede efter ham, opsat 267paa, hvordan det saa ud i havnen, som huskede de nu først ordentlig, hvad der havde tildraget sig.

De fra sagføreren blev med i hoben. De gik og saa paa mærkerne efter oversvømmelsen, traadte i vandpytter, sparkede til væltede kasser og regnede over, hvor høi flodbølgen havde været. – Bentsen tittede indom sjøboden sin og kvinkende af tilfredshed skrød han af, at det gods, han var expeditør for, det var uskadt, det var tørt, det var i ly og under tag og havde ikke ligget skjødesløst paa kaien, som mange andres varer brugte i dette godveiret. – Han havde sundet sig ovenpaa befippelsen og sjøsygen, og medens han snakkede, skjenede han uafladelig fra fløi til fløi af gruppen for stedse at kunne vende sig direkte til de to berømte størrelser og tillige for ikke at være ingeniørens sidemand. Rygterne om Johannes Nilsen var nemlig blet særdeles slemme og kjedelige – det gjaldt en historie med en af arbeiderskerne paa fabriken og desuden, at han skulde hænge drukken paa hotellet om kvældene – – –

Ulykke paa Knudsesalen! – En værftskar sagde det til Octavius, og samtidig spurgtes det over al bryggen. Folk trak i en fart opover til byen, stimede henad gaden og stuvede sig ind i et lidet smug under heien. – Dér var Knudsesalen, en svær, skummel træbygning og forhenværende 268dansebule, som var kjøbt af frelseshæren til forsamlingslokale. Der skulde være opstaat panik – Midt under et møde var jordskjælvet eller tordenen, eller hvad det nu kunde være, indtruffet, og det hed sig, at en hel del skulde være kvæstet og nogle dræbt, fem, seks stykker mindst.

I smuget var folk pakket som sild i en tønde, men Octavius albude sig gemytlig vei, og Holk og de øvrige fulgte efter i hans kjølvand. – Porten var spærret. Laurits politi kavede med at holde mængden unda og skjældte saa sint over dem, der trængte paa, at brunt tobaksslæv silte ud af hans tandløse mund. Men dem lod ham passere, idet han gjorde honnør for sagføreren og sagde: «De maa vær’ saa snil aa være stille.»

Inde i gaardsrummet drev politimesterens fuldmægtig – en ung, striks jurist med spidse, sorte knebelsbarter – paa med at hundse frelseshærens kaptein og et par af dens soldater, som stod der blege og forstyrrede i sine slatne uniformer. Han hilste, og uden at vente paa at bli spurgt sagde han til Holk: «En mand slaat sig ihjæl og en kone klemt fordærvet. Det er katastrofen – Resten? Overdrivelse!» – Han snode sine barter og viste op til et vindu i anden etage. «Manden hoppede ned derfra, knuste skallen, og kaput var han. Konen traakkede de 269paa inde i salen. Ynkeligt stel og daarlig dissciplin af disse – disse officererne.» Og han slog foragtelig ud med haanden i retning af frelsessoldaterne. «De blev hodeløse og vetløse, disse forstanderne. Hvordan mon de gebærdede sig, dersom det virkelig blir dommedag! Da traakker de vel unger og kjerringer ned for fode – Her burde ikke ha været den ringeste fare forbundet ved tømning af lokalet, det var inspiceret og godkjendt, men disse –»

«Guds vilje –» forsøgte kapteinen sig.

«Hold kjæft!» snuppede fulmægtigen ham af. «Men belav Dem paa forhør. Vi vil ha greie paa Deres og Deres kameraters forhold – vi vil det. Der var stillet bænker for reserveudgangen, det var ureglementeret –»

Octavius forhørte sig om, hvem de forulykkede var, og med slugøret fromhed nævnte kapteinen dem: Den ene var en snekker, og den anden var ingen kone, men Søren Danielsens datter Aaselene.

Ugift altsaa, men pinedød ingen jomfru, mente fuldmægtigen. Det var for hendes skyld de havde spærret af. Hun var inde i lokalet – «Jeg telefonerte efter doktoren, og han skikkede bud efter jordmor – Men godaften, mine herrer! Jeg har ikke mer at bestille her.» – Fra porten befalte han soldaterne: «Aa, rap dere da med at faa væk det sølet der! – Rap dere da!»

270Derved blev de opmærksomme paa en blodig flæk paa brostenene nedenunder vinduet. Holk nærmede sig den skridt for skridt, skjøndt hans ansigt fortrak sig af væmmelse. Det var en pøl af lyserødt, levret blod med mørkere, allerede størknede smaastænk rundt om og en stribe af tætte dryp hen til en dør. Gjennem den havde de nok baaret liget.

Efter fuldmægtigens bortgang slap Laurits politi flere ind; adstadige borgere af byens bedste syntes han ikke godt, han kunde andet end la passere. Men hver enkelt formante han: «De maa vær’ saa snil aa være stille – De maa vær’ saa snil aa være stille.» De omringede blodflækken, saa paa den, drøftede den afdøde og rystede hedrøvelig paa hodet over Søren Danielsens Aaselene – Der steg et sum af sagte prat inde i gaardsrummet, omtrent som ved en begravelse. Udenfor blev mængden lidt urolig, og viltre gutteskrig blandede sig i larmen fra den.

«Han har blødt som en okse», sagde maleren til sagføreren, der stadig stirrede paa blodflækken. – «Skal vi ikke gaa,» spurgte forfatteren fortrædelig. Men Erik Holk svarte ikke.

Octavius dyltede ham i siden. «Du, det skulde været morro at ha set Gabriel i eftermiddag, du – Tror du han har været saa modig en maur, som han gjør sig til? Nerver af staal – okja! Men han var hos svigerforældrene sine 271paa den tiden. De deklarerer forlovelsen saan privatim i familiens skjød idag.»

«Forlovelsen?» spurgte Holk langtrukkent uden at ændre stilling.

Ja – Stina havde fortalt, det var klappet og klart, og Gabriel havde ikke været morsk og ikke nægtet for det imorges – han havde aldeles ikke nægtet for det. Det var afgjort og spigerfast.

Holk vendte sig, og som af vanvare satte han hælen op i pølen, saa det klissede og skvat. «Ish! Du griser dig til,» sagde maleren. «Er her ikke en klud til at tørre af dig med?»

«Skal vi ikke gaa?» gjentog forfatteren utaalmodig, han likte sig ikke herinde i al den kvalme uhyggen.

En af frelsessoldaterne kom med et spand og en lime for at skure blodet væk, og han skrubbede ogsaa af sagførerens sko og bukser. – De gik. Johannes Nilsen havde alt fjernet sig i stilhed. Octavius bandte over, at han burde ha været hos sin kjæreste for længe siden, og Bentsen trippede af til klubben. De to fremmede skulde til hotellet, og Holk havde aftalt at tilbringe aftenen med dem, men han undskyldte sig foreløbig. Han havde noget at besørge og skulde være hos dem om en times tid, lovte han.

– – – – – –

Ud paa kvælden laa Erik Holk paa toppen af en af fjeldknauserne ovenfor byen. Han havde 272været en lang tur oppe i landet, men vidste ikke, hvor han havde vanket, og naar han var kommet did, han nu laa, og han havde glemt maleren og forfatteren og hotellet og altsammen. En eneste tanke havde forfulgt ham, en eneste følelse jaget ham paa kryds og tværs indover heierne og ikke undt ham hvile, skjønt han var segnefærdig af træthed, til han nu laa der og ikke orkede mer – – –

Det var forbi. Lilli havde kastet sig væk, og for at hævne sig paa ham havde hun sagtens gjort det. Han skulde ikke eie hende, fordi han ikke havde vovet at gribe til, da hun bød sig frem; thi det havde hun. Fordi han havde været feig. Hans var ansvaret, og selvforskyldt var straffen – selvforskyldt –

Han laa paa en flad berghelle med hænderne under nakken og saa op mod himlen. Den syntes ham et dunkelblaat dyb af svimlende tomhed, og det sugede ham til sig, og det bævrede i hans kjød af lyst til at falde og falde ud i det, styrte uden stans og uden ophør. Om livstraaden klippedes af – – – Og det skede. Og han faldt og faldt, hurtigere og hurtigere, med en fart, der sved som ild og brændte lige ind til benpiberne. Han var en luende brand, slynget ud gjennem evighederne – –

Han vak til og satte sig op og spyttede – «Flyve som stjerneskud gjennem evighederne 273og tindre af fryd,» havde hun sagt. – Tvi fan, hvor menneskeskjæbner parodierte menneskeord!

Hans træthed var ikke længer saa overvældende, men den dulmede smerten og løste op for nye forestillinger, der flaksede ud og adspredte ham.

Dernede i byen skulde hun formodentlig gaa, fru bankchef Gaarder, som moren før hende, og bedugges af rørelse, føde sine børn, dem Gabriel avlede med hende, ældes og dø, og maaske skulde hendes døtre lege hendes leg opigjen – – – Det var den sande, arvede, ethiske kultur at kunne holde takten i vanemarschen, pladsen i rækken. Den var livsharmoniens norm og betingelse. – Aanei, den var ikke noget panser, ikke noget, vi tog paa og af, ikke noget fastgrot skal heller og ikke en støbeske, i den vi formes – den var netop selve takten, samfundstakten inden i os, det rette, hengivne fodlag i trædemøllen – – –

Der tændtes lys nede i byen. Fartøierne paa havnen havde lanternerne ude, og indseilingsfyret glimtede og blinkede – Havde der ikke været jordskjælv og torden og pokkersdom idag? En skulde ikke ane det. Ravnekrogen var lige fredelig og stille, som den ellers var om søndagsaftenerne. Snart sættes bølger i saa dyndseigt og grundt et vand.

274Hør! – Det var musik, elendige, sprukne tonerester, svækkede ved afstanden. – Frelseshæren naturligvis. Det var i sin gjængse dur paa Knudsesalen, kanske lidt extra sønderknuselse og omvendelse i anledning af den døde snekker og Søren Danielsens Aaselene. Lidt krusning var der vel i sindene, lidt sjøgang i de vanebundne sjæle –

Den byen dernede – den havde været en dyr idyl for ham, den. Han havde betalt for høi en pris for at faa adgang til at øve sig i samfundstakten der, for at kunne spille borger blandt dens borgere og nyttigt medlem af kommunen. – Sandt nok, syg havde han været, da han arriverte did, men det var jo i den hensigt at søge helsebod i en rolig stilling og regelmæssigt arbeide. Og det forsøg havde til bærmen tappet sundheden og kræfterne af ham – – –

Det, og saa hans feighed overfor Lilli. Var han gaat gladelig og letsindig ind i forholdet til hende, havde han ladet det staa til, forført hende eller giftet sig med hende, som tilskikkelserne kunde ha villet det, bedre havde det været baade for hende og for ham. – – Ansvar – ansvar! – Samvittighedssvaghed og ansvarsfeighed var det, der havde forskjærtset livet for dem.

Samfundstakten – samfundstakten – den arvede, forfinede, ethiske kultur, respekt for 275slægten, omsorg for afkommet – samvittighedsfeighed – – –

Men hvem tør saa ta ansvaret for den moral, at det menneske, som ikke er karsk paa sjæl og legeme, det skal kastreres, ikke være helt delagtigt i kjærlighed mellem mand og kvinde? – Barmhjertigere var den hedenske lov, der bød at dræbe det vanskabte og svage, nyfødte barn. Og den oprøres vi over.

Herregud, hvad skulde det til at ræsonnere og deklamere og feide mod lov og samfund og almindeligheder – Hans egen, lille krig var endt. Nederlaget var der og tilføiet ham paa den dagligdagse maade, at en ung pige giftede sig med Per, medens Paal græd. Men det var heller ingen hjælp ved at reducere begivenheden. Hvad forskjel gjorde det, at den var dagligdags og triviel. Det mindskede ikke sorgen.

Men hun holdt af ham. Og hun maatte ha rede paa, at hun havde hersket over ham, at al hans gjøren og laden havde været afhængig af hende fra det øieblik, de havde mødt hinanden. Og hvordan han end vrængte det, blev det til, at hun havde forraadt ham og det, efterat han havde vendt sig til hende ydmyg og ulykkelig og bedt hende om naade – ja, alene om den naade at hun vilde høre paa ham og saa dømme. Hun havde svaret med en forhaanelse og saa forraadt ham. Og sig selv. Thi hver ytring af elskov, hvert 276kjærtegn, hun eller han nogensinde vilde skjænke en anden, vilde bli en helligbrøde, en gjenfødelse af forræderiet, og de vilde føle det og mindes og rødme af skam, hvorledes de end prøvede at skuffe og narre sig og andre. Slig kunde kjærlighed altsaa være.

Han sad og løftede hænderne mekanisk og klappede fjeldet og grublede over det ufattelige, og lidelsen skrude som en jernring om hans hode.

Saa lagde et forfærdeligt ulykkens raseri sig paa ham, blindede hans sanser, hev ham overende og bragte ham til at krumme sig som en orm dér paa berghellen. Fingrene grov i stenen, saa neglene brødes, fraaden stod ham om munden, han sprællede med benene og dunkede nakken mod marken. Efterhaanden stilnede krampen, og han laa rolig, men skummet boblede sagte mellem hans læber. – – – – – – – – – –

Han stod ved stranden og saa udover havet. Da begyndte hans legeme at vokse og svulme, ikke jevnt, men i pludselige ryk, der smertede. Han blev en kjæmpe, ragede op over trækroner og heier og ind i en stjerneløs himmel med fugtige, svovlgule skyer. Naar han aandede slurpede han dem i sig, og han led ved at drikke den giftige luft og strævede for at holde pusten. – Tilsidst vokste han ikke mer, men vældigere end fjeldene skuede han 277vidt over land og sjø, og luften blev ren. Han fyldte sine lunger med den og blæste den ud som hvirvelvind, men saa høit oppe, at havet ikke rørtes deraf. Det var blikstille og havde en glans som glas.

Og han blev overgydt af salig kraft og var verdens herre og mester. Hvis han gad række armen ud, kunde han plukke skibene og lade dem svømme i sin hule haand, men han gad ikke. – Ved sine fødder øinede han et menneske, en bitteliden pusling, og se, det var ham selv – det frøkorn, hvoraf han var spiret, han der var vældigere end hundretusener af puslinger tilsammen. Og han lo rungende over puslingen, lo en storm ud i rummet.

Men yderst i synskredsen, saa fjernt, at end ikke hans blik naade videre, funklede en rød stjerne. – Den blev større og rødere. Det var ingen stjerne, det var et ondt, rødt øie. Og trods al sin vælde ængstedes han for det og vilde flygte, men han var naglet til stedet. – Øiet blev større og større, funklede rødere og rødere, og han blev var, at det tilhørte et blaasort uhyre, som krøb over havfladen, og at der randt en bæk af flammende edder fra det. Han hylte af rædsel.

Det blaasorte uhyre stævnede mod ham. Det var ved strandbredden. Han vilde trampe 278paa dets hals, men kunde ikke, og edderen dryppede paa hans fod, og han fornam, at den aad sig gjennem huden og ind i aarerne og langsomt opad. Og hans vældige legeme døde, i kval og tomme for tomme – – – – – – – – –

Erik Holk vilde reise sig, men vaklede og maatte sætte sig ned igjen. Hans hode var tungt, det sprængte i panden, det bankede og stak i tindingerne, og øinene var ømme og sugedes ind i sine hulninger. – Han strøg sig over ansigtet og kjendte, at skjægget var vaadt og tog lommetørklædet op og tørrede det. Og saa faldt han i forundring over, hvad der var gaat af ham.

Maanen var staat op. Den var helt rød og havde en sælsom glød, omtrent som vintersol, der er ifærd med at bryde gjennem taager, og den brede lysbro, den byggede over havnen, var farvet som skinnende blod.

Han flyttede paa sig, snudde ryggen mod maanen og bikkede forover og smaasov. Om en stund vaagnede han og følte sig meget friskere og stærkere, og der var en eiendommelig klarhed over ham. Han saa paa klokken – den var ikke elve – og strakte sig og sprang op og kløv nedover heien til byen. Men et stykke nede betænkte han sig; det vilde være for modbydeligt, om der var nogen hjemme hos ham. Og han slog ind paa en smal sti, 279som bugtede sig langs fjeldvæggen og førte til furuskogen udenfor byen, og der stødte han paa landeveien, hvor han pleiede at spasere sine sædvanlige ture, og fulgte den.

Han grublede uophørlig paa, hvad der var foregaat med ham oppe paa berghellen, saa alt andet for en tid trængtes tilbage, og han skjønte, at det var det, der havde været over ham igjen – det, som han ikke vilde gi navn, men som han havde været saa velsignet fri for i sommer, at han havde været fristet til at haabe sig helbredet. – Under den triste, stormfulde vaar havde det været over ham gang paa gang og truet med at tynge ham ned og marve ham ud. Oftest hug det kloen i ham om natten, og det blev bestandig indledet med hallucinationer og ildebefindende, der varskode ham, saa han kunde laase sig inde og gjemme sin vederstyggelige sygdom. Han havde været tryg paa sig selv mellem anfaldene – under dem og fra dem huskede han intet. Men lidt efter lidt havde han opdaget, at det ogsaa havde en farligere, snigende form uden voldsomme anfald – Han kunde ikke beherske sig, hans kontrol over sine indskydelser og gjerninger svigtede, og hukommelsen omtaagedes, og han gjorde sig skyldig i besynderlige forglemmelser og forvekslinger. Der blev mørke huller i døgnene, perioder, fra hvilke han ikke havde erindring. – Ved listig 280at ransage sine omgivelser, fandt han, at dette var mærkbart ogsaa for andre, og han havde været i begreb med at gi tabt og la sig brændemærke og spærre inde paa et asyl.

Men saa var det veget fra ham. Han havde været paa vagt mod det i ugevis, og havde ikke kunnet spore det. Varmen og solskinnet havde vel styrket alle sunde safter i ham.

Og nu var det forfærdelige, som stjal fornuften fra ham, medens han endnu levede, dér atter. Og han havde trot sig helbredet, havde svindlet sig selv den tro paa – – – –

Ulykke kjædede sig til ulykke. Var det at forundre sig over, at det bedste og rigeste i menneskelivet skallede af hans hensygnende tilværelse? Venskab som kjærlighed – Vitterligt var det, at ingen mer kom ham imøde som før. Bare det sæt, de havde at trykke ham i haanden paa! – Traf han gamle venner var der som et klamt skille mellem ham og dem. De følte det, og han følte det, og just idag havde dette været saa tydeligt.

Og kjærlighed –! Var den blot drift, blev det jo selvsagt, at kvinder maatte frastødes af ham. Om den sjælelig syge bølgede der sandsynligvis en forpestet atmosfære, han kunde ikke være atraavækkende – naa, ikke ønskværdig til parring; lad os sige det – og derved blev spørgsmaalet om afkommet og slægtens forsvarlige 281forplantning praktisk løst og meget simpelt.

– Men ved et uheld eller en forsyndelse mod naturen kunde der opstaa misfostre som han selv – De var dog for faatallige og skrøbelige, byttingerne, til at frembyde egentlig fare for slægten – –

Han blev staaende og snappe efter luft, hans tænder klaprede, det kriblede i haarrødderne. Ulykken favnede ham, krystede ham og blindede ham igjen. Idet han atter blev seende, fór en mand som en pilsnar skygge forbi ham og blev borte i skogtykningen. Men ikke rappere, end at han havde kjendt ham. Han keg ind i de maanelyse sprækker mellem stammerne: manden var forsvundet. Og han lo skjærende. Dette blev løier. Det havde været ham, overretsagfører Erik Holk, der dansede forbi. Eller kanske var det den dobbeltgjængeren, som laanbyttede bevidsthed med ham undertiden.

Han gik videre, lidt raskere og af og til skottende sig tilbage.

En stund efter var han ved skibsreder Kovelands villa og standsede og støttede sig til havegrinden. – Derinde bode Ottilie, om hvem de mente, at hun var glad i ham. Skulde han undersøge, om det var sandt? Om der virkelig endnu var kjærlighed tilovers for ham, byttingen? – –

Det var slukket og stille i huset. Kun ved 282den ene ende af den lange veranda lyste det svagt ud af en aaben dør, som om der var tændt lampe i et værelse ved gangen indenfor.– Han ruskede i grinden, slaaen gav efter, og han gik ind i haven. Det raslede i mørket borte ved udhuset, og en stor hund hoppede bjæffende frem i maaneskinnet. Men den var bundet og kunde ikke naa ham og sled knurrende i lænken.

Erik Holk steg opad verandatrappen. Vaagnede nu gamle skipper Koveland, fik han visselig en revolverkugle i kroppen. Men lad skure! Og han gik ind i gangen. Ganske rigtigt, døren til et værelse stod paa klem, og han skjøv den op saa ligeglad, som var han i sit lovlige ærend. Det var ingen derinde –

Det maatte være Ottilies soveværelse. En lav lampe med matgrøn kuppel brændte paa et rundt bord, som var dækket af et grønt silketæppe med orientalske guldbroderier. Trækket paa stolene og sofaen var ogsaa grøn silke, og udstyret næsten overdaadig rigt – – Prinsesse Ottilie havde Lilli ofte kaldt hende – Paa en stol ved den opredte seng hang en kjole og andre klædningsplag.

Under lampen stod et lidet sølvindlagt ibenholtskrin, og paa laaget laa der et fotografi. Han tog det og saa paa det. Det var et, han havde foræret hende for nogle uger siden. Han bøiede det i haanden, knækkede det, rev det i stumper og slængte dem paa gulvet.

283Han gik ud igjen og satte sig paa verandatrappen i kanten af den stærke slagskygge, der kastedes skraat fra hushjørnet. – Det sælsomme, rødlige maaneskin strømmede ud over gaardspladsen og haven, som ved landeveiens graa stribe skiltes fra en vissen, gul kornager, der isprængt med graalige, afsvedne øer bredte sig hen mod det fioletsorte skogbryn. Himmelen var glansløs, som om et tyndt røgslør gjorde den uren.

Hvor var hun? – Vilde hun komme? undredes han. Men saa glemte han baade hende, og hvor han sad. Hans tanker borede og borede i et og det samme: Var det saa, at hans ulykke – at det havde dræbt Lillis kjærlighed til ham? Var det saa? – Og han svarte ja til det og forsikrede, at saaledes maatte og burde det være. Men det hviskede i ham, at han løi. Dog, hvorfor skulde hun ellers ha handlet, som hun havde? Af hevn? – Fy, nei. Det var saa, at hun ikke mer holdt af ham. – Han blev saa træt og rystede og skalv af feber.

Borte ved udhuset raslede hunden stundomtil i sin lænke, hoppede bjæffende frem og knurrede vredt ad ham. Men den blev kjed af det og lagde sig til ro.

Lette skridt skyndte sig gjennem haven. Han hørte dem ikke, men vaktes af et ræd udraab. – Det var Ottilie. Hun stod ved hjørnet, stiv som en støtte og vovede sig ikke hen 284til trappen. Hun havde en mørk slængkaabe om sig og holdt den sammen med den ene haand, i den anden bar hun et hvidt klæde. Det svære haar faldt løst og tungt ned.

«Hvem er det?» spurgte hun bævende.

«Det er mig,» svarte han, men blev siddende. «Det er mig, Otti.»

«Ja, det er Erik – Holk?» Hun traadte et kort trin nærmere og spurgte paany, dæmpet og hastig: «Er det Dem? Hvorfor – –» og taug.

«Blev du bange for mig, Otti?»

«Ja, du skræmte mig – men ikke meget – jeg kjendte dig.» Han havde sagt du til hende, og hun sagde det ogsaa til ham, men vidste det ikke. «Hvorfor er du kommet?»

«Jeg–jeg–aa, det er ikke saa let at fortælle.» Der var en dump, ophidset klang i ordene; han ludede sig ned og vilde ikke se op paa hende.

Hun traadte helt hen til ham: «Hvad er der hændt dig?» – Han svarte ikke, og saa slap hun klædet og lagde begge hænder paa hans skuldre, uden at ænse at kaaben gled tilside fra hendes hvide natdragt. «Hvad er der hændt dig? Du vil da ikke dø? Du maa ikke dø,» sagde hun angstfuldt bønlig.

Han saa hende ind i ansigtet og svarte langsomt og hæst: «Jeg er kommet til dig for at faa vide, om nogen i hele verden kan holde af mig.» –

285Hendes øine søgte at fæste sig ved hans, dér hun stod bøiet over ham. «Tviler du paa det? – Du vil da ikke dø?»

«Hvis du holder af mig, saa kys mig!» raabte han haardt og vildt.

Hun lagde armene om hans hals og trykkede hans hode ind til sig og kyssede ham længe. «Du maa ikke dø,» mumlede hun. «Tviler du nu?»

«Nei – ikke nu – jeg tviler vist ikke nu,» sagde han og drog hende ned paa trappen. Men han rørte ikke mere ved hende og begyndte brutalt og raat at fortælle om sig selv og sin ulykke og sin kjærlighed til Lilli Herwig, om sin bøn den kvæld i haven og hendes afvisning og haan og rippede skaanselsløst op i den hilsen, han havde sendt, og saa berettede han, at idag var Lillis forlovelse med Gabriel Gaarder deklareret i familiens skjød.

Da han var færdig, sluttede han lige brat, som han havde begyndt, og de sad tause.

Ottilie krøb sammen, som om hun frøs. Hun havde ikke afbrudt ham, og hun sagde ham ikke, at hun vidste, det om forlovelsen ikke var sandt, og at hun vidste, hvorfor det ikke kunde være det. – Hun havde gjennemgaat frygtelige timer den aften. Hendes far havde været rent fra sig efter tordenbraget; han havde raset og skreget og lugget totter ud af sit haar, og hun 286og en af pigerne havde maattet holde ham med magt, indtil de fik hentet doktoren, der nødte ham tilsengs og skaffede ham søvn ved morfin. – Hun havde bestemt sig til at vaage for straks at være tilstede, hvis det skulde behøves. Men medens hun sad alene og halvt afklædt paa sit værelse, havde hun været nær ved at bukke under for nattens lumre varme og havde derfor hængt en kaabe om sig og begit sig ud for at bade i et badehus, som fandtes i den del af haven, der rak ned til sjøen. Da hun vendte tilbage, var Erik Holk der.

Under alt det brutale og raa og skaanselsløse i hans fortælling havde hun kun lyttet til lidelsen hos den mand, hun elskede, og af hendes egen sjælekval øgedes hendes trang til at kjæmpe for ham og om ham, til at beskytte ham og ofre sig for ham og vinde ham. – Og hun kunde ikke hjælpe ham, ikke uden at gi en anden kvinde denne mand – – Hun hadede sig selv, fordi hun dulgte sandheden for ham, men hun hadede Lilli endnu mer, og hvad det saa end skulde koste saavel ham som hende – hun kunde ikke – – –

Han havde atter næsten glemt hende. Hvad kom det og ham ved, at hun holdt af ham? Det var ikke hende, han vilde. – Og han borede og borede i sin ulykke.

Der svingede en vogn med lygter ud fra 287skogen, og dens hjul knirkede henover veien.

«De kan se os,» sagde hun og reiste sig og trak sig skyndsomt ind i gangen. Han fór op og fulgte uvilkaarlig efter, men kom til at støde haardt mod hende i gangdøren. Kaaben gled fra hendes skuldre, og hun tog efter den for at kaste den om sig igjen. Men han greb den halvnøgne unge pige og knugede hende ind til sig, og der jublede vanvidsfryd op i ham: – Kvinder kunde holde af ham – af ham! – Han levede endnu, han levede endnu! – Kvinder kunde holde af ham – – – – – – – – – – – –


Maanen var i nedgang. Stort og rundt rørte dens glorøde hjul ved heiens nøgne, skraanende ryg og pløiede sig stadig minkende ned i det sorte fjeld, men saa gled det udfor et brat skar i bjergene og svævede atter frit og mægtigt og skinnede over land og hav.

Paa skogveien bredte høie furutræer flækkevis skygge. Alene ved skillet, der delte den i to grene – en, som fortsatte langs kysten, og en, som bøiede af op i mod dalen – rak maaneskinnet uhindret og fuldt ned. Dêr var en liden rydning, og der laa en mand paa ryggen, bleg og stille som en død. De halvaabne øine lukkede sig ikke for maanestraalerne, det brustne blik taalte dem ufravendt.

288Nogen kom gjennem skogen. Enstonig snak sutrede og gik over til gnaalende salmesang. Ud paa rydningen ravede en fattigslig gamling, han var drukken og talte og sang for sig selv. Ved synet af den liggende tide han og stansede, skrævede derpaa over veigrøften hen til ham, hugede sig ned og lettede paa mandens haand, der var slap og ingen modstand ydede. – «Hvad er det, som feiler denne da?» sagde han klynkende – «Men ikke er det en død en, dette,» og ruskede haardt i haanden. Manden rykkede i den, bevægede sig, reiste sig paa knæ, stønnede og stod helt op. Øinene aabnedes vidt og stivt, det sortskjæggede ansigt fortrak sig, og uden en lyd, med et braakast røg han paa gamlingen, som skjønte, at her gjaldt det livet og skreg om hjælp. De brødes og sloges, deres skygger dansede paa græsset og smeltede sammen, og de kjæmpende væltede overende. Den gamle var underst, men seig og smidig for sin alder, sparkede han fra sig, bed efter den næve, som famlede om hans strube, bed dybt i kjødet, vred sig unda, kom paa benene og satte paa sprang.

Han blev ikke forfulgt straks, men saa hørte han løbende trin, nærmere og nærmere, og han hev sig ind i krattet, trykkede sig ned mellem buskene og lyttede og lurte. Manden styrtede forbi med lange steg, og gamlingen lyttede og lurte, til fodtrinene sluttede, men vaagede 289sig endda ikke ud af sit gjemsel og lyttede og lurte.

Maanen sank oppe i skaret, og der blev mørke over land og hav. Himlen var dyster og lav med faa stjerner.

Gamlingen krabbede sig frem og listede henad veien, ræd og skvætten. Han kunde ikke skjelne mange alen foran sig. Det dér var nok bare en stabbesten. Men lige ved den satte han paa sprang igjen og ilskreg. Manden havde siddet paa veikanten, og op sprat han ved skriget og efter flygtningen.

Og jagten gik i svarte natten bortefter veien. Et menneske løb for livet, et andet var som graadig, glubende død i hælene paa det. De kunde ikke se hinanden, men føddernes tramp paa den tørre, faste jord ledede forfølgeren. – Den flygtende skimtede et ildskjær mellem træerne nedfor veien og hev sig paany ind i krattet. Og den anden efter. Det knagede og knasede i kvist og kvas. Men da gamlingen maatte sagtne farten og trække veiret, syntes han, at han havde hørt et dumpt fald bag sig. Og det var roligt i skogen, ganske stille.

Han styrede efter ildskjæret og saa, der brændte et baal nede i dalen, og at der var folk rundt omkring det, og forstod da, han var kommet did, han havde agtet sig. – – – – –

Natten lysnede. Himlen blev graablaa, og 290paa bakkekammene tegnede træernes stammer sig som slanke, sorte søiler. Nede i dalbunden dampede det som taage over elven, der bruste sagte. – En enslig fugl peb langt og høit, holdt op og prøvede paany. Det blev til en lokkende trille, der ikke fik svar og forstummede.

Paa sandmoen ovenfor elven var en snes mænd og kvinder samlet om et næsten nedbrændt baal. De sad i tause klynger, forvaagede og trætte. En laa for sig selv under en granbusk og sov; undertiden jamrede han sig i drømme, og da talte de hviskende om ham: Det var en, som ikke kunde undvære flasken og brændevinet – han var saa ængstet – og inat havde han været tullet og set stygge syner i skogen og var blet daarlig af det. – Af og til knælte en af de forsamlede og bad med lydelige ord, og da bøiede de andre hoderne og foldede hænderne, og mumlende bad de med. Det var bønder og arbeidere fra dalbygden, men paa en sten lige ved baalet sad en byklædt herre og rodede med sin stok i asken og ildmørjen, og op til ham sad en yngre dame med et lidet, tyndt og forgræmmet ansigt. Hun hostede og havde trods varmen og den lune nat et tykt sjal om sig. – Et stykke fra stod en vogn og en stolkjærre; de fraspændte heste var tjoret og raspede og gnog af det visne, tørre græs.

I øst blev himlen mere hvidlig og blank 291og en smal, grøn lysklinge skjød op. Fuglen forsøgte paany sin lokkende trille, og den fik svar. Fra mange kanter og trækroner pippede det kvidrende, og skogen skulde til at vaagne.

Ud fra den skred en mand, og som en søvngjænger gik han hen til baalet og blev staaende. – «Sagfører Holk!» raabte den byklædte herre dæmpet og overrasket, og manden snudde sig og saa sløvt paa parret. Damen rakte haanden hilsende ud mod ham og sagde blidt: «Kommer De for at vaage med os? Har De flakket alene om i hele nat? – Sæt Dem ned, sagfører.» – Erik Holk adlød, men svarte ikke og ænste ikke hilsenen.

«Kjender De mig ikke?» spurgte hun forundret. «Kjender De os ikke mer?»

«Jo – De er jo Bergendahl og fru Bergendahl,» sagde han klangløst med blikket heftet paa baalet.

«De har flakket alene om i nat?» gjentog hun. «Og kommer De for at vaage med os skal De være velkommen i Jesu navn.»

Han svarte heller ikke nu, men Bergendahl sagde hen for sig: «Der er adskillige, som gaar alene om nætterne i disse tider – jeg har selv gjort det – de kommer gjerne til os,» og vendte paa et forkullet vedtræ og puffede det med stokken bedre ind i varmen, saa gnisterne føg.

Ingen af de øvrige lod til at bry sig om 292sagførerens komme. De havde glant paa ham, da han gik forbi, men ikke talt til ham. – Fru Bergendahl reiste sig og traadte hen til ham og saa vemodig paa ham: «De har vist lidt meget, stakkars Dem,» og hun greb hans haand, men slap den straks. «Der er blod paa Deres haand, og De er blodig i panden ogsaa – Har De snublet og stødt Dem i mørket?»

Det var, som om Holk nu først blev bevidst. Han holdt pusten og tog sig til panden og stirrede paa den blodige haand. Havde han kjæmpet med nogen? – Var han endelig blet morder? – Der var et krumt, uregelmæssigt saar paa haandledet ovenfor pulsen, kanske mærke af et bid – – «Jeg ved ikke – jeg ved ikke,» stammede han. «Jeg har været syg – jeg ved slet ikke – jeg er syg –» Og erindringerne om gaardsdagen og natten, indtil han forlod Ottilie, meldte sig med pinlig tydelighed, men siden – siden – – – Havde han kanske myrdet Ottilie? Han strævede fortvilet med det, men intet, ikke det ringeste huskede han. «Hvordan er jeg kommet hid?» raabte han utaalmodig, og saa skreg han vildt op: «Aa, jeg husker ikke, jeg husker ikke! – Jeg har været fra mig selv, jeg har været gal, jeg er det!» – Og kræfterne svigtede, han lagde sig ned og rystedes af vaandefuld hulken.

Bergendahl tog ham ved skuldrene og løftede hans overkrop og sagde trøstende: «Ja, 293det er ondt at gaa alene i skogen om nætterne, sagfører – jeg har selv gjort det,» medens fruen foldede sit sjal sammen og skjøv det ind under hans nakke. Holk var hjælpeløs og hulkede krampagtig.

De øvrige havde nærmet sig og stod alvorlige og triste og saa paa. «Ham har nok vorherre tugtet til naaden med strenghed,» sukkede en kone. – «Lader os bede for denne vor broder,» sagde en krogrygget, skaldet kall, og han bad, og alle mumlede de slutningen: «Aa, herre, forbarm dig over ham og hans sjælenød! Hør os, kjære Gud, bønhør os for din korsfæstede søns skyld, forbarm dig over ham! – Amen.»

Erik Holk laa der mat og træt til døden, og fornam bønnen som en fjern kalden, der uimodstaalig drog ham. Det suste syngende for hans øren, og blodet bankede saa fuldt og tungt i aarerne, at det smertede; men der var en salig vellyst i denne smerte, og han gav efter for den fjerne kalden og følte sig hævet af kjærlige arme og baaret opad, til han hvilte i uendelig fred.

«Han sover!» sagde fru Bergendahl glad, da de var færdige, og vinkede til dem, og de trak sig tilbage og slog sig ned i klynger som før. – En skjælvende, slidt kvinderøst begyndte at nynne en af adventisternes yndlingssange, og omkvædet nynnedes af flere:

294

«Vaag min sjæl, af angst bespændt,
vaag og bed, hold lampen tændt!
Snart vil brudgommen komme.»

Men de nøiedes med nogle faa vers. Thi efterhvert som skumringen tæredes hen af gryet, blev himlen i øst blankere og blankere, mænd og kvinder stirrede mod den i aandeløs forventning. Den blev gul, og saa luende gylden, og solen brast frem over aasen som en uhyre blomst af ild.

«Den er rød!» raabte de. «Den ogsaa er rød! Herren være lovet og priset!»

Men lyset stormede ud over landet, drev skyggerne fra kløfter og dale, fyldte dem, jòg langs elven i et eneste blink og flammede langt borte i havets rand om den fjeldgraa kyst. En ny dag var oprundet.

Og de knælte. – Fru Bergendahl havde vækket Erik Holk og trukket ham med sig, og han knælte ved siden af hende, og endnu var den store fred i ham og han vilde be som de andre. Men deres bøn var ikke længer hans bøn og eiede ikke magt over ham. – De takkede Gud, fordi han i sin naade atter havde skjænket dem frist til omvendelse og bod og beredelse, men bad, at dommens og forløsningens time maatte være nær – deres hjerter var syge af længsel og frygt, og de ængstedes for sin skrøbelighed. Herre hjælp os, og ladlad] rettet fra: iad (trykkfeil) os være hos dig om en stakket stund!

295Isnende kulde sneg sig over ham, dér han knælte ensom blandt disse nidkjære og henrykte. Han var legemlig styrket af den korte søvn, og hans skjærpede sanser opfangede skarpt alt. Han saa fru Bergendahl stakaandet bøie sig bagover og spænde det spæde bryst ud for hver anraabelse, og at det fine, nydelige dukkeansigt var blet magert og skjæmmet og hektisk, og han forstod, at hendes bøn kun var hendes egen. Hun bønfaldt om, at hun maatte finde sit tabte barn som en hvid gudsengel blandt engleskarerne, at hun maatte dømmes værdig til det, og en forklaret lykke spredte sig over hende. – Og han vilde ogsaa be sin egen bøn, tvang sig til det, stødte nogle udbrud frem, hørte dem selv, og sjælen frøs i ham, og en skrækkelig, øde ligegyldighed forstenede ham. Han kjendte sig aandelig død. – Men sanserne var virksomme uden hans bud og vilje: Han hørte Bergendahls anstrængte pusten og belagte gourmandstemme og tællede de taarer, der trillede nedad hans kjødrige, ubarberede kind, og for at undgaa at se resten af flokken, sænkede han øinene haardnakket mod græsstraaene ved sine knæ. Han vilde forlade stedet, men fru Bergendahl klemte hans saarede haand, saa det værkede i den, og han turde ikke gjøre den fri for ikke at forstyrre hendes andagt.

Omsider var bønnen tilende, og staaende 296sang de en salme, og derpaa skildtes forsamlingen ad lidt efter lidt under velsignende tilraab. To mænd tog sig af den syge delirant og halte ham med sig.

Bergendahl havde været meget sønderknust og forvirret, men han viskede taarerne væk og fattede sig tappert, og glippende med øienlaagene spurgte han høflig med en rest af sin gamle, lette tone, om sagføreren ikke vilde bli med op til dem. – Men da Erik Holk, for hvem det vilde ha været en umulighed at forbli længer blandt disse mennesker, svarte, at han maatte til byen, gjorde fruen hostende opmærksom paa, at hans udseende let kunde volde opsigt dernede, og han blev raadvild og forlegen. – Hun mærkede det og blev helt livlig for at vise sig omtænksom og praktisk. Han skulde bare bli med hende; der var en stuebygning tæt ved, oppe ved landeveien, hun var godvenner med folkene i huset, og der kunde han ordne paa sig.

Medens hestene blev spændt for vognen og stolkjærren, fulgtes de henover sandmoen, og hun undskyldte, at de desværre ikke kunde kjøre sagføreren hjem, for hun havde lovet at være tidlig hos en syg, som ventede. Men vilde han ikke forsmaa den skydsen, kunde han sidde paa kjærren med en af deres husmænd, der havde været tilstede inat og skulde en handelstur ned til byen.

297De behøvede ikke at gaa ind i den trange kvalme hytte. De heiste en bøtte vand af brønden ude paa tunet, og medens Bergendahl snakkede med en kjærring og en hob maabende unger, forbandt hun Holks saarede haand med et lommetørklæde, og efterat blodet var vasket af hans pande, erklærte hun, at det kun skyldtes en ufarlig flænge oppe ved haaret – maaske havde han revet sig paa en spids gren.

Hun havde baaret sig ad, som det hele var en ganske naturlig sag, og han havde lystret hende uden en indvending og næsten ikke ytret et ord til tak. Da han senere sad sturen og sammensunken paa brøndkanten, fortalte hun ham lidt klingende og exalteret, hvorledes hun og hendes mand havde fundet frem til forsoningen i Gud. Det var deres lille barns død, der havde vakt trangen til den hos dem, og hun var saa glad, saa glad, fordi hun kunde sige til sig selv, at det ikke havde været født forgjæves, men at det havde havt sin mission at udføre. – Hun undsaa sig ikke for at tale om hverken den lidelse, hun havde overstaat, eller sin religiøse lykke. Det var, som gaves der ikke andet i verden, hun kunde være betat af og tale om, og som havde hun vished for, at baade han og alle mennesker kunde forstaa hende.

Derpaa spurgte hun efter ingeniør Nilsen – sagføreren var jo saa meget sammen med ham – 298han havde været paa deres møder et par nætter, saa havde han ikke besøgt dem oftere. Men hun vilde ønske, han var med bestandig,bestandig,] rettet fra: bestandig (trykkfeil) hans bønner var saa vakre og inderlige.

Tilsidst kom den krogryggede kall ruslende og undredes paa, naar de kunde kjøre, han havde lidt at udrette paa torvet og vilde gjerne være der betids. Erik Holk kunde mindes, at det var den kallen, der havde opfordret til at be for ham og kaldt ham bror, og nu studsede han over denne rynkede, kuede olding med det sødlig fromme smil – der var ikke det mindste ærværdigt eller ærefrygtindgydende ved ham.

Idet sagføreren tog afsked, sagde BergendahlBergendahl] rettet fra: Bergen dahl (trykkfeil): «Men De har ingen hat, hr. Holk, vil De ikke laane min? – Jeg kan sikkert faa et plag isteden, det er ikke saa nøie her paa landet.» – Det nyttede ikke at afslaa, og det blev til, at Erik Holk med brugseierens hat paa steg op i stolkjærrens sæde og husmanden efter. Bagpaa kjærren stod en kasse med to levende smaagriser. Hesten luntede afgaarde i dovent trav, og de hvinte forskrækket i og overdøvede fruens venlige «Farvel og paa gjensyn.» Men landeveien var jevn og magelig, og gryntende lagde de sig til ro.

Morgensolen stak, som det skulde være middag. For hestens hove plaffede støvskyer op, seg agterover og øgedes af hjulene. Barskogen 299var brunlig grøn og duftede stærkt af harpiks, men hist og her stod birkene og var allerede høstlig gulnet og ribbet. Nedenfor sandmoen, der var spraglet af blomstrende lyngtuer, flød elven mellem stenede, graa bredder. – Slig vandstand havde ingen set før, meddelte husmanden, men det dampede ogsaa af elven om nætterne værre end af en gryde, og de tørkede myrene paa fjeldet og – – – Men sagføreren brød sig nok ikke om dette, og han jæspede og duppede søvnig en stund og pratede saa lidt om fru Bergendahl og hosten hendes og roste de snille og gode husbondsfolkene sine. De sparte ikke paa det, som møl og rust fortærer, de kjøbte sig skatte i gudsriget for sit liggendefæ, og de havde en svær indkvartering af fattige og syge i huset sit. – Men sagføreren ymtede fremdeles ikke en stavelse, og kallen duppede paany, og snorkende lod han tømmerne hænge og hesten dilte efter sin egen lyst.

Den øde ligegyldighed vilde ikke vige fra Erik Holk. Han havde villet ryste den af sig, dengang han sad paa brøndkanten og talte med fru Bergendahl, men havde ikke magtet det, og derefter hengav han sig i den. Han var egentlig ikke træt, men den døde tomhed i hans indre lammede hans følelser og tanker og sløvede de aarvaagne sanser.

Kjærren skranglede forbi veiskillet, dèr hesten 300af sig selv valgte den rigtige kurs, og den rullede forbi Kovelands villa, uden at Holk blev det var. Men udenfor bygrænsen strammede kallen tømmerne og stoppede, og grisene rørte paa sig og hvinte igjen. – Det var vist ikke værdt, sagføreren kjørte videre med ham.

Holk hoppede af og vilde gi ham betaling. Han betænkte sig lidt. Det havde ikke været meningen, han skulde ha noget for skydsen, men siden det blev budt, vilde han alligevel ta mod. En skulde æde det daglige brød endog i disse sidste tider, og det var nu derfor og, han vilde sælge disse grisene sine – det kunde sagtens ikke lønne sig at sætte paa krøtter til vintres – og der var ikke mangel paa munde til at mætte, saafremt en havde til dem. – Dermed gjemte han pengene i bukselommen og smattede paa hesten. «Den herre Jesus og hans naade være med dere, sagfører. – – Hun holder koløren den, ser jeg, og det lignede sig mest til overskyet i nat,» lagde han til og pegte med svøbeskaftet paa solen. – De havde kjørt en drøi time. og den stod høit paa himlen og havde en rødlig, flammende glans, som om den skinnede gjennem disig luft. Men ikke var der en skyflæk at øine, og horizonten var ren og klar.

Inde i byen mærkede Erik Holk, at de, han mødte, snudde sig og glode efter ham, og 301han paaskyndte nervøst sine skridt, saa sig ikke om og gjengjældte ikke hilsener.

– – – –

Ingeniørens dør var slaat vidt op. Han sad ved sit skrivebord, og som om han havde ventet paa ham, raabte han sagføreren an, straks denne kom i gangen. «Er du der? – Godmorgen! – Her har været alarm til ære for dig, kan du forlade dig paa. Jeg har siddet paa vagt for at gi dig et forhaandsvink om det.»

Sagføreren gik ind. Der lugtede af spiritus, og Johannes Nilsens ansigt var svullent og grønblegt. Paa bordet stod et ølglas og en flaske.

«Saa, hvordan det?» spurgte Holk kort og og satte sig. «Hvad slags alarm?»

«Trode du kanske, en sagfører her af staden ustraffet kunde disponere over sine nætter efter behag?» – Ingeniøren lo skraslende og snakkede i næsen. «Vil du ha et glas øl? – Naa, ikke det – det trænger du ikke.» Han skjænkede sig selv et og hældte det i sig og var tydeligvis ikke ædru, men tumlede med eftervirkningerne af en rus, der ikke var udsovet. – – Jo, det var disse Holks fremmede venner – de indfandt sig igaar kvæld og vilde ha fat i ham baade klokken otte og ni og ti, og Kristine havde været paa apotheket og spurgt efter ham der, og i sin skuffelse tog de tiltakke med Johannes Nilsens ringe selskab. Tilligemed master Hollmann havde 302de havt en særdeles belivet nat paa hotellet og drukket den trofaste, men fraværende ungdomsvens skaal og nydt maanens tegn, til dampskibet fløitede. Hvorpaa de underveis til bryggen nød solens tegn – nu resterte det bare, at den blev som en haarsæk – og var indom her og lagde sine kort paa stuen med fyndige paategninger, for begribeligt nok var de lynende sinte over hans mystiske forsvinden. – Men de formildedes ved tanken om, at Holk kunde ha expederet sig ud af sin jordiske tilværelse, og denne skjønne tanke havde ogsaa fru Jensenius næret. Hun havde alt været der i denne aarle morgen, men ingeniøren havde forsikret hende, at den, som hed Erik Holk, ikke bedrev den art synder, samt at han desuden ikke besad de nødvendige skydevaaben, og at hængning og drukning ikke passede til hans aristokratiske vaner. Og det havde beroliget hende lidt, men dog ikke ret meget. – Naa, Kristine, den hønen, var netop rendt paa apotheket igjen eller til politiet – Pokker kunde forsværge, hvad hun hittede paa – – –

Ingeniøren tømte i sig et nyt glas øl og nok et. – Holk lagede sig til at gaa. «Det er altsaa det hele? – Tak for underretningen.»

«Nei, bi lidt!» Johannes Nilsen lagde hodet paa skakke og saa underfundig paa ham. «Dit ydre er noget derangeret, og du har barnaaler i haaret og – soldaten kommer fra krigen hjem 303– Har du slaas? Du har svøb om næven! – Er det tilladt at spørge, hvor du har været? – Eller rettere sagt, det ved jeg, uagtet den fuldbyrdede daad forbauser mig endel – Men har du virkelig valfartet ud i ørkenen for at døbes med den helligaand?»

«Jeg har revet mig, og jeg har i hvert fald ikke været paa fyld som du. Men vi bør ikke bli altfor fortrolige, og du bør lægge dig.»

Det var ingeniørens hensigt, men han vilde ha et ærligt svar først. – Havde han virkelig været hos ørkenens profeter, og var han blet døbt med den helligaand?

«Hvis du mener det, saa har jeg været sammen med dine venner adventisterne,» svarte Holk rolig og koldt. «Jeg traf tilfældigvis en flok af dem, som holdt vaagenat.»

«Vi har altsaa forvekslet venner,» smiskede Johannes Nilsen fornøiet og drukken. «Men – tilfældigvis – den løgn er grov – du lyver vitterlig, du maskerer din blussel med frækhedens løgne. – Jeg kneb dig nu. Man ofrer ikke sin nattesøvn paa den maade, saan tilfældigvis –»

Sagføreren vilde fjerne sig, men ingeniøren holdt ham fast i trøien: «Har du været med i andagten? Har du knælet? – Du har grønske paa knæerne.»

Erik Holk sled sig løs og sagde tirrende: 304«Jeg skal hilse dig paa, at de savnede dig og dine bønner, du var saa flink til at be vakkert – og inderlig – inderlig –» og han fortsatte, skjønt den andens øine blev olme og skulende: «Og det er jo rimeligt, at den ber pent, som er i helvede.»

Furerne om Johannes Nilsens mundviger blev dybere, hans tobaksgule tænder gliste, og han saa mysende paa Holk og svarte: «Aa, kjære dig, vi to er staldbrødre – Du er i helvede, du ogsaa, ved du, men du er for sølle en fordømt djævel til at kunne be.» Og han knæggede ondt.

De stirrede paa hinanden nogle sekunder, og der ulmede i begges blik et gjensidigt afskyens had, der hidtil havde været en hemmelighed for dem. – Erik Holk gik og lukkede stilfærdig døren efter sig.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Mod kvæld

Mod kvæld av Tryggve Andersen ble utgitt i bokform første gang i 1900. Romanen ble opprinnelig trykket som føljetong i Verdens Gang. Historien handler om sakfører Erik Holk, som flytter til en liten sørlandsby for å forsøke å finne balanse og sammenheng i livet. Hans prosjekt mislykkes imidlertid, og sakførerens personlige kamp med seg selv skildres inngående.

Romanen beskriver livet i en småby på en realistisk og skarpsynt måte, og beveger seg både i personlige og samfunnsmessige landskap.

Boken er korrekturlest og tilrettelagt av Bachelor-studenter i Bibliotek- og informasjonsvitenskap ved OsloMet høsten 2018.

Les mer..

Om Tryggve Andersen

Tryggve Andersen etterlot seg ingen stor litterær produksjon, men det han skrev regnes i dag blant noe av det beste i norsk litteratur.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.