VI.

305De andre kjøbmænd i gaden aabnede sine butikker, men lemmerne blev hængende for vinduerne i Søren Danielsens bod paa hjørnet ved privatbanken. I tyve aar havde han været den, som først tog skaadderne fra og sidst satte dem for, thi Søren forsømte sig ikke, saasandt det var en øre at tjene i skuffen, og han brugte ikke leiet medhjælp, der kunde klage over for knap frihed.

Tidligdags var der et jevnt indryk hos ham af sikre kunder – landsens folk, som var ude i otten – og om kvældene skulde mangen en svindt jente ha en pot lampeolje, en pakke fyrstikker og desligeste smaatterier, det var let at glemme i de husholdninger, der havde sin egentlige handel i finere forretninger.

Men den morgen kunde ikke boden ha været mere stængt og laast om høkeren havde spillet fallit lig en grosserer. Det havde han dog ikke, og heller ikke var det utrolige hændt, at han havde forsovet sig. Søren havde været 306oppe og staat bag vinduslemmerne og tittet ud af de runde kighul i dem, fra fiskernes transtøvler og sagarbeidernes træsko klampede forbi, og han var der endnu, da Holk kom gaaende, og han observerte, at sagføreren saa sliten ud og havde en graa filthat, som var altfor liden. Saa indgrot en vane var det hos Søren at bekymre sig om næstens færd, at han gjorde det, endda han havde mer end nok af bekymring for sin egen part.

Og det var ikke for moro skyld, han stod der – han maatte ensteds være. I stuen indenfor hørte han konen og ungerne pusle og stelle, og dem holdt han ikke ud at være i lag med. Og i sovekammerset – – – Han havde siddet natten over paa en stol ved disken. De havde villet bringe ham frokosten, og han havde føiset dem væk i sinne.

Det tog i dørvrideren og blev rykket i den. Søren dukkede sig ned for ikke at bli opdaget gjennem kighullet, satte sig paa en margarintønde med benene op i vindueskarmen og lod blikket fare om i boden. Han var blændet af dagen udenfor, og kunde vanskelig skjelne noget bestemt. Det blinkede i glaskrukkerne med sukkertøi paa disken og i vægtens messingskaal, men baggrunden og hylderne med de opstablede varer laa i ét tusmørke. Luften var tung af 307dunsterne af petroleum, sild, kaffe, smør og ost og alt det, en høker kunde ha at sælge.

Det rykkede i dørvrideren et par gange til, bankede ogsaa paa, men dermed blev han nok kjed af det, den, som havde villet ind. Søren nærmede forsigtig ansigtet til kighullet. En bonde strøg fort bortefter gaden – den karen var i gjæld for en sæk mel og var kanske glad over saa letvindt en udsættelse med opgjøret.

Lidt efter fjaklede det atter ved vrideren, og han tittede efter. Det var avisbudet, og gutten travede straks videre, havde formodentlig sat bladet fast i dørsprækken.

Havde de skrevet et stykke om det, mon? – Og navnene med? – – Søren fik saan lyst til at læse avisen. Han tittede og passede paa, til der ikke var andre udenfor end en filleunge med en snurrebas, saa dreiede han nøglen om og gløttede saavidt paa døren. Avisen dat ned paa trappestenen, han smøg næven ud og snappede den og laaste saa i en fart og kom sig tilsæde paa margarintønden igjen med fødderne i vindueskarmen, og i lysningen fra kighullet stavede han sig gjennem overskrifterne i bladet.

Paa fremste siden var ingenting, han brød sig om – bare politik og valg og tøis – men var det der, havde de det rimeligvis tilslut. – 308Paa tredie siden var mest avertissementer og en spalte telegrammer, dér kunde det ikke være. Men paa anden – under overskriften «Vor By» – – Han læste nedover, mimrende med læberne, stavende høit stumper af notiser: Tyveri – Forlist skib – Formand-skabet – Om-regu-lering af Bak-ke-kleven – Ex-pro-pria-tions-taksten be-ram-met til 20 august – Makrelfisket – – –

Gudskelov, der var vist ikke noget om det! – Aaja, aajaja – i næste nummer havde de det nok –

Men det var der alligevel. Øverst paa tredie siden, over telegrammerne: «Mærkeligt na-tur-fæno-men – pa-nik» – – Navnet, stod det? – Nei, men: «Ulykken kostede tvende menneskeliv, idet efter paalideligt forlydende den unge kvinde senere er afgaaet ved døden paa grund af en ved de lidte kvæstelser foraarsaget fortidlig nedkomst» –

Aaja, ja – Venstreavisen havde sagtens navnet og, den var saa fælande slem til at rage med sig navner, den – aaja, aaja – ja –

Han sukkede opgit og blev siddende og se bent frem, til øinene blev saare og trætte. Hagen faldt slapt ned paa brystet, og avisen gled raslende fra ham. Mangelen paa nattesøvn og den tunge, varme luft gjorde, at han var paa nippet til at sovne af.

309Inde i stuen surrede en symaskine flittig. En gneldrende pigestemme raabte paa mor, og maskinen stansede, men tog fat paany. – De syde ligsvøb. Mor havde været hos ham efter penger til det – hun havde bestilt kisten ogsaa, han havde ikke villet gaa i byen for det, han – – –

Skammen – skammen! Men at han kunde vyrde skammen i denne stund, medens Aaselene laa lig bag væggen til kammerset, det var usselt af ham. Han var skyldigere til at huske paa de vondordene, han havde høljet over hende, efterat han fik vide tilstanden. Og igaar havde de været saa ydmyge og godvillige baade hun og kjæresten hendes, at de omtrent havde sagt ja til brylluppet –

Hun blev ikke noget pent lig, Aaselene stakkar, hun var stygt blesseret ved næsen, og det ene øret var knust af et hæljern. Og hun, som havde været saa pen i levende live! Den peneste af hele barneflokken hans og den ældste med, ældre end de søskendene hendes oppe paa kirkegaarden. Salig politimesterinden havde saa tidt lugget hende i haaret og kaldt hende «Krøltop», den tid hun stoppede og pratede udenfor boden –

Neinei, nei! – Søren maatte la være at tænke paa dette – Maatte la være, ja – Men det var ikke let, det. Træk for træk og billede for billede drømte han om igjen hele datterens 310opvækst, fra hun var en klæk, fin skrigertulle, han ikke turde røre med de grove næverne sine. – Slig og slig havde hun gjort og sagt dengangen og dengangen, slig takkede hun for ny kjole, og slig survede hun, naar det var en ting, hun gjerne vilde ha – en klype sukkertøi af glaskrukkerne eller lov til at putte de smaafingrene sine ned i rosinskuffen. Da hun var liden, gav de hende lov til adskilligt af den slags, som det blev for mange unger til efterpaa.

Aaja, aaja – hun var død, og han havde været hadsk mod hende, det sidste han talte til hende. Han slog sig haard, endda hun var ydmyg, og skjældte hende for tøite og tøs, og kjærringen hans græd, og ungerne løb sin vei. Det var igaar formiddag, og om ettermiddagen hentede de ham til Knudsesalen, men hun var alt i uvet og kjendte ham ikke, og hun havde stridt ud, før det blev mørkt. Og den vesle bylten, som skulde lægges i kisten med hende, havde der været saapas liv i, at de havde vundet at døbe den; men ikke havde Søren spurgt navnet, doktoren og jordmoren havde besørget det.

Skammen kunde det være det samme med, men aassen skulde det bli for ham at se hende igjen? – Og det kunde ske snart, hvis – – Aajaja, aaja-san –

En kjærre ramlede og skumplede om bankhjørnet. 311Han reiste sig og tittede ud. Men derefter blev han staaende ved kighullet uden at være bange for, at folk skulde opdage ham. – Det varte vist ikke længe til det gjensynet, han gruede for. Det gnog og grov i Søren, at Aaselene kunde ha havt den rigtige troen, og sveden haglede fra hans pande, og øinene, som stirrede ud blev store og stive og blanke. De havde vagtet paa næstens og byens færd dagstøt i tyve aar, men nu var de kun et dødt speil for alt, der passerte.

– – – – –

Paa gaden var trafiken i den vanlige gjænge. – Tjenestepiger vendte tilbage fra fiskebryggen og bar sine indkjøb i kurver, som var omhyggelig dækket mod solen, og korsede sig over, at der om natten skulde ha svømmet død fisk i hundrevis paa grundene tilhavs og omkring skjærene. Der tede sig underlige tegn og varsler, det var ikke til at nægte for, og de skyndte sig med den ferske nyhed til sine kjøkkener, saa skjørterne daskede dem om læggene.

Skulderbred og energisk vandrede Gabriel Gaarder til banken i følge med Weigert, der indtrængende vilde overbevise ham om noget, han ikke vilde lytte til, at slutte efter den forbeholdne og afvisende maade, hvorpaa han svarte. Kassereren begav sig til sine forretninger, men Weigert blev drivende ved hjørnet og 312tændte en cigar og tyggede tvilraadig paa den. Han havde ogsaa sine forretninger at skjøtte, desværre altfor meget af dem, og hans hode var fuldt af planer og veksler. Det var dette knibetaget, som stadig klemte ham – Puh! Den, der bare havde en maaneds frist i mellem! De var blet saa inderlig leie og tvære at ha med at skaffe, menneskene. – Hurtig og ærbødig hilste han paa gamle konsul Hollmann, byens rigeste mand, der ruslede afsted, sortklædt som altid, i langskjødet frak, med krogstok, hvidt bukkeskjæg og den bredbræmmede panamahat paa snei, fordi han ret som det var kløde sig paa venstre side af sin luvslidte, rødbrune paryk. De snakkede et øieblik sammen. Weigert havde det paa tungen at forsøge ham, men han vilde bie til Reinert Lindals fest – konsulen pleiede bli temmelig medgjørlig efter desserten – og han kylte cigaren og styrede til sit kontor.

Saa kom bankchefen med politimesterens anden kone; hun var saa høi paa det og ungdommelig af sig, og han var ugift, og støt var de at se ihob. Nu standsede de og haandtoges, lagde hoderne paa skakke og skulde skilles – de forhastede sig ikke med farvellet, men saa gik han da ind i banken.

Siden kom og gik de til og fra banken, de som havde noget der at bestille, kjøbmænd og skibsredere, der kunde benytte papirer og 313andre, der ikke havde rukket længer end til at sætte ind og hæve kontante spareskillinger.

Unge damer rendte i butiker og nikkede og smilte til hinanden, sankede sig i grupper, der spærrede fortaugene, og drøftede toiletterne til advokatens selskab og lo af agent Bentsen, som viftende sig trippede efter kommunelægen. Denne var grætten og havde det for travelt til en faddersladder: tyfusen greb om sig henne ved sagbrugene, det var ikke plads til flere patienter paa sygehuset, og de maatte ligge og krepere i hytterne sine. – Men rask og feiende og freidig krydsede venstreredaktøren om hjørnet og praiede agenten. Han havde faat det indfald at erhverve klubbens taknemmelighed ved at bringe dagens allernyeste telegrammer didop – interessante efterretninger nemlig, jordskjælv saa godt som hele det vestlige Europa over, værst i Frankrige – respektable ødelæggelser i Paris! – –

Og forbi Søren Danielsens bod gik de, og drog de sig, og traskede de, og slentrede de, og stimede de, damer og herrer, borgermænd og arbeidere, simple og fine, landsfolk og byfolk, og somme skottede i farten flygtig paa de stængte vinduer, studsede en smule og erindrede. Det var sandt, Danielsens datter, jaha –

En pukkelrygget fyr med en lirekasse hinkede 314ind i bankens gaardsrum og spillede op en salmemelodi, blev jaget derfra, hinkede saa ind i næste gaardsrum, og fra baggaard til baggaard skingrede veklagende toner al gaden igjennem, medens trafiken blev ved i den vanlige gjænge.

Omsider spaserte fru Christiane sin formiddagstur. Hun snudde sig rundt foran boden, Sørens stive, store øine mødte hendes mildt bedrøvede, og hendes blik blev forarget straffende, og hun kneiste med nakken og skred videre. For visse synder strak end ikke hendes mildhed til.

Det stak i høkeren. Konsul Herwigs frue havde set ham og ringeagtede ham og Aaselene, forstod han, og han sank ned paa margarintønden. Men hendes ture havde været hans middagsklokke, og med et følte han sig sulten og gav sig til at lede efter noget at spise.

Han tog en boks med kjæks fra en hylde og satte sig ved disken og maulede i sig. Han blev tørst af det, men vand maatte han paa kjøkkenet efter, og det vilde han ikke og drak en slurk af en flaske kirsebærsaft. Den var for sød og lidet læskelig, men tørsten og sulten forgik ham, og han lagde hodet paa disken og stortudede. – Det gjorde ham saa ondt, at fru Herwig havde kneiset med nakken. Det var som en dom over stakkars Aaselene og ham og 315hans, det. Ikke blev det meget at glæde sig til for ham heretter, det han kunde skjønne – Naar konsul Herwigs frue syntes han var en rakker og de, som hans var, noget rakkerpak, blev de det vel og, for da syntes alle i byen det, og en blev til det, byen syntes en var – –

Skammen lempede sorgen unda, men angeren holdt stand og viglede harmen op. – Dette var den lønnen, han høstede, for at ha været en snil og bra far mod familien sin – han skulde ønske at træffe den, som kunde paastaa det modsatte –

Men han havde været for snil. Havde han tugtet og riset ungerne med haardhed og været streng mod kjærringen, vilde ikke datter hans ha vaaget at stelle sig som et svin, og moren ha passet bedre paa hende. Og Søren prøvede at forhærde sit hjerte til oprør mod den uret, han led, men det blev kun til at han skar tænder, medens han stortudede.

Det klorte ved nøglehullet i stuedøren og bankede sagte paa. Han sad stille som en mus og svælgede sin hulken. Men bankingen blev stærkere og stærkere, og konen hans raabte sytende: «Far! Aa, jeg vilde saa endelig ha talt med dig, far! – Aa, ha op døren, da!» –

Det blev ikke fred, hvis han ikke føiede hende, og han lukkede hende ind.

«Hvad vil du, mor?»

316Hun stod der og saa paa ham, lang og bleg og forgrædt, med et sort kastetørklæde om sig og foldede hænderne over maven og kunde ikke faa sig til at sige det, hun skulde.

«Hvad er det?» spurgte han barskere.

«Vil du ikke ha lidt mad, Søren?» sagde hun – graaden skalv i maalet hendes – «Og komme ind paa stuen til mig?»

Nei, han vilde være i fred, svarte han stut og satte sig ved disken. Han havde spist, og han viste paa kjæksen og saftflasken.

«Jeg holder ikke ud at være alene, Søren,» snufsede hun. «Og jeg hørte du havde det saa ilde.» Hun steg hentil ham og lagde undselig haanden paa ryggen hans.

Men da reiste Søren Danielsen sig og skreg: «La mig være i fred, kjærring! – Hold kjæft, kjærring! Jeg vil være i fred!» Og han sagde hende det, som harmen havde hjulpet ham til at finde paa, og at hun ikke havde passet datteren sin, som en skikkelig kone skulde, og harmen tog vettet fra ham, saa han skreg i vildelse: «Du er en mær, mor! Du var med hende i frelsesarméen, og du var med hende paa Knudsesalen, da de kværkede hende. Du saa paa, de var kjærester, og du advarte mig ikke – Du er en mær, mor! Du er en mær!»

Og han truede med knytnæver den tause, forskræmte kvinde ud af døren og laaste dobbelt 317efter hende. – Derpaa satte han sig ved disken igjen og vidste, at han havde forsyndet sig, og saa havde angeren ikke mere brug for harmen, der havde mistet sin kraft, og sluttede forbund med sorgen, for nu var de to lige mægtige. Men skammen lagde sig i baghold og ventede.

Snart efter surrede symaskinen igjen flittig paa stuen. – «Aaselene – Aaselene – Aaselene –» surrede den. «Aaselene – Aaselene – Aaselenes ligsvøb.» Naalen kjørte vist fast i en bræt. – – Hvem havde mor til at bistaa sig med pyntingen, skal tro? Det var vel bager Olsens madame – – – –

Ved det leite naade solen om bankbygningens møne, og ind kighullet i den ene lem fyrede den en lysraket, der sprængtes gnistrende mod glaskrukkerne med det farvede sukkertøi. Søren gned sine øine, det sved i dem, og han blev lokket til vinduet.

Trafiken i gaden var blet mindre, det var byens middagstid. Paa det borteste fortaug holdt endel halvvoksne skolegutter paa at studere solen gjennem sodede glasstykker. Blandt telegrammerne til venstreavisen havde der nemlig allerede været et uddrag af en redegjørelse fra den astronomiske professor ved universitetet om maanens forunderlige udseende forrige aften og spaadom om, at de atmosfæriske forhold 318vilde øve en lignende virkning paa solskiven, og om pragtfuld aftenrøde i den nærmeste fremtid. Videnskaben havde fænomenernes forklaring paa rede haand og ilte med at forkynde den – det pligtede den under de herskende omstændigheder – og de halvvoksne skolegutter, som saa saare de fik nys om telegrammet havde stjaalet sig til at læse det i klubben, dyrkede standhaftig sine astronomiske studier, til de maatte pilte af for ikke at komme altfor sent tilbords. – Men Søren glode uvilkaarlig op mod himlen efter det, de havde set paa, og stirrede ind i den flammerøde sol. Og han rystede i knæerne og blev hvid i ansigtet og seg ned paa margarintønden. Gjensynet var nok svært nær, Aaselene havde havt den rigtige troen.

– – – – – – –

Ellen Jensenius kom forbi. Hun skottede ikke til de stængte vinduer, med langsomme skridt gik hun i sine egne tanker. Hun skulde til Erik Holk, der i regelen var alene hjemme til efter kaffe.

Han laa paa sofaen og legte med katten, idet hun traadte ind og begyndte straks at fortælle, at han havde skilt sig fra sine fremmede igaar for ikke at bli med paa rangel, og at han havde været tilstede ved en af adventisternes natteforsamlinger. Han fortalte dette morsomt og lo selv, men hun sagde ikke stort til det og 319frembar sit ærend, ligefrem og greit, uden daddel og uden vrede. Hun kunde blot ikke fatte sammenhængen, sagde hun.

Han blev alvorlig og svarte ligefrem og greit, som hun havde haabet, og forklarte, hvorledes han var blet uvis og havde villet trække sig tilbage og i sin nervøsitet havde baaret sig klodset og stygt ad. Han nævnte ikke Lillis navn og fandt aabenbart Ellens optræden i sin orden og lod heller ikke til, at ta sig synderlig nær af sin skjæbne.

Og dette forskrækkede hende næsten mere, end hvad hun hørte. Mistanken om det havde gjæret uafbrudt i hende, og forberedt hende, og den var blet styrket ved hans forsvinden om natten, og kanske var sandheden ogsaa for grusom til at hun fuldstændig kunde tilegne sig den og stole paa den.

«Erik,» sagde hun stille, «du ved, jeg stedse vil synes, du er min bror.» Lidt efter spurgte hun, om det var, fordi han ikke vilde, at hans barn skulde arve hans ulykke, han ikke vilde gifte sig.

Hun havde misforstaat ham. Vi kunde ikke evindelig læsse skyld paa fædrene og skabe pligtforbandelser for afkommet. – Han vilde giftet sig trods alt, og han anklagede ikke sine forældre. Hvis hans far og mor havde elsket hinanden, havde de havt hellig ret til 320at gifte sig, selv om de havde grund til at frygte for sine barn, og han havde maaske i dette tilfælde havt den samme ret. – Det var kun det, at muligens var det blet for sent for ham, kanhænde evnede han ikke at nære virkelig kjærlighed længer.

Hun saa paa ham, dér han sad og legte sig med katten, og sagde ikke mer og græd ikke, men trykkede begge hans hænder og gik. Paa hjemveien var hendes skridt endnu langsommere, men da huskede hun dog at skotte op til Danielsens stængte vinduer.

– – – –

Søren havde siddet i en dvale eftermiddagen udover. Angsten havde forenet sig med sorgen og angeren, og de leirede sig om ham, og hvergang han vilde kjæmpe mod dem og fri sig, klængte skammen sig paa ham og æglede og tiskede, det var likest at gjøre en ende paa det, saa blev han kvit de faa, forpinte dagene og slap at stedes livsvaagen for den vordende rædsel.

Symaskinen surrede ikke længer paa stuen,og det var skymt i boden. Han reiste sig og fra den hylde, hvor fiskesnørerne forvartes, halte han frem en bundt kveiteliner, maalte til en favn og klippede af med lommesaksen sin.

Saa gik han, vraltende og kortpustet, ind i et kot ved siden af boden. Det var hans kontor, 321og der stod hans skrivepult, og i taget over den havde han skruet en durabel lampekrog.

Da den røde solkugle forsvandt bag fjeldene i vest, blev der liggende som en rustbrun taage efter den. Mange folk var kløvet op paa heien den kvæld for at se paa solnedgangen, og de blev usams, om enten det var en sky eller bare varmedis. Medens de trættede om det, kom en mand nede fra byen og berettede, at Søren Danielsen havde hængt sig.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.