VII.

322Lige rød som den var sunket bag fjeldene mandag, stod solen op tirsdag, og anderledes blev den heller ikke onsdag og thorsdag, og lige forunderlig en farve havde maanen, der skinnede om nætterne. Og hver kvæld steg den rustbrune taage i horizonten, ude over havet hævede den sig som en væg af tyk luft, sortnende døgn for døgn grode den høiere op, og længe efter solnedgang brændte den med dyster glød, men om morgenen var den borte.

I ugens løb blev telegrammer ved at strømme ind til aviserne og melde om mærkelige foreteelser og tildragelser rundt i landene, men man var blet saa hærdet mod disse nyheder, at man var baade kjed og lei af dem, og til og med var det nu ikke skrækkelige ulykker og ødelæggelser, der spurgtes, men bare besynderlige unoder af naturen, saa noget videre indtryk gjorde de ikke.

De hellige kunde undvære tegn og varsler, deres tro var urokkelig dem foruden, og fornuftige 323folk havde vigtigere sager at tænke paa. De handlede og vandlede, sørgede for de behov, som stillede de nærmeste krav, og spekulerte i stigende priser paa korn og fiks, hvis de havde raad til det.

Telegrammerne blev stadig opslaat i klubben, hvor de til en begyndelse havde samlet en interesseret kreds. Men det blev til, at billiardspillerne kun skjænkede dem et flygtig gjennemsyn mellem to partier, og avislæserne, naar de havde fordøiet en politisk leder, idet de fandt det rimeligt, at det hele ikke kunde ordne sig ganske glat og uden kruseduller efter vaarens storme og sommerens hede og tørke. En smule frist burde undes verden til at gjenvinde sin ligevægt. At den det vilde, var selvsagt.

Desuden havde klubbens medlemmer frugtbarere emner at dyrke, saasom Søren Danielsens død, en slem pengekrise i hovedstaden, valgkampen og i forbindelse med denne advokat Lindal samt hans villa og hans gilde og fornemmelig den opdagelse, at han skulde være blet meget rig. – Fruen havde baaret sorg i vinter, men hvem pokker havde brydt sig om aarsagen til det? Man kjendte ikke det ringeste til hendes landhandlerslægt i den dalen der nordpaa. Men Reinert Lindal havde altid været den, som vidste, hvad han foretog sig – ogsaa da han giftede sig, havde han vidst det. Fruen 324havde havt en gjerrigknark af en bedstefar – et ægte bygdeutyske – gjemt bort i en afkrog, efter ham var der endelig faldt arv og det en med forslag i. Lindal havde været klog nok til at tie med sit held, havde kunnet la være at briske sig, saa det var ikke sivet ud, men bomben var pludselig sprunget. Og kilden var stedets største autoritet i alle formuesspørgsmaal, privatbankens chef, der kunde bekræfte arvehistorien ved at anføre nøiagtige tal og data, og da var det sandt, for fandtes der nogen, som ikke var Lindals ven, saa var det bankchefen, den høikonservative aristokratnar. Høfligere og dybere end fordum tog man hatten af for advokaten, og Weigert, stymperen, som tidligere havde likt at fægte med liberale fraser, havde i en braahast stillet sig paa et bestemt standpunkt, var blet med i venstreforeningen og greb enhver leilighed til at afsløre sig som fuldblods radikaler. Han og apothekeren havde i venstreredaktørens nærvær kjæglet og dunket i bordet til hinanden en aftenstund, saa aviserne føg, og sodavandsglassene hoppede.

At advokaten – han kaldtes sjeldnere Reinert Lindal nu – blev valgt til storhingsmand, var det aabenbart aldeles faafængt at stampe mod. En god del af høires kjernetropper fra fattighytterne ved sagbrugene var sognet til adventisterne og havde forsaget valg og verdslig tant, 325og uagtet sin tvilsomme status var Weigert en veirhane for den yngre handelsstand. Den efterlignede hans engelske ydre, og sikkert vilde storslumpen af den gjøre hans politiske hamskifte med.

Skulde byen endelig velsignes med en venstrerepræsentant, kunde den forresten ikke slippe billigere fra det, trøstede høire sig, og siden politimesteren havde frabedt sig gjenvalg, var man uden forpligtelser overfor ham. Advokaten var ikke yderliggaaende, slet ikke, han stod paa grænsen af de moderates leir, var muligens i sit indre moderat, og han vilde visselig lægge sig i sælen for sine vælgere og ikke volde dem skam. Og at hans eget parti satte pris paa hans valg, var tydeligt; byen havde just besøg af en af dets ledende agitatorer, en statsøkonomisk professor, der skulde holde foredrag paa fredag – Naa, det smagte ellers lidt af fiskeri at beramme foredrag dagen derpaa, men herregud! – Og til senere brug, umiddelbart under valget, havde han løfte paa to pensionerede ministre.

Advokatens modstandere var saa resigneret forsonlige, at han næsten kunde betragtes som en slags fælleskandidat, og han havde indbudt dem iflæng til sin fest, endog de argeste af dem og politimesteren med, og den, der afslog hans indbydelse, vilde blotte sig som en fanatiker. – – – – – – – – – – –

326Nederst i den nye villas have overskyggede ærværdige, grenede piletrær bænker og et bord, hvor der var hensat en champagnekjøler omkranset af glas. Foran bordet var flagstangen reist, og dér halte Reinert Lindal selv flaget tiltops. Han bøiede hodet tilbage og fulgte med blikket silkedugen, som klatrede opad stangen, til den stoppede med et ryk under den forgyldte knap, og saa blev den hængende slapt – der var ikke den svageste luftning til at folde den ud.

Paa den ene side af ham stod den statsøkonomiske professor, vindtør og væver, med en fylde af graanende lokker og et rødmusset fugleansigt, og smilte vaarfrisk og hjertevindende. Paa den anden side af ham stod redaktøren af venstrebladet, en fersk theologisk kandidat, der havde aflagt sit feiende hverdagsvæsen og beflittede sig paa en smuk og korrekt holdning, thi han var endnu i den alder, at han tyngedes af ansvar ved at optræde i gala, hvilket de alle var iført. Bag dem var opstillet advokatens fire pyntede barn og hans hustru, en lidt falmet og fladbrystet, ængstelig stilfærdig kvinde i svært, knitrende atlask.

«Nu kan De altsaa heise flaget paa Deres egen grund og ved Deres eget hus,» sagde professoren og rystede sine lokker og slog ud med 327haanden, som om han var paa sit katheder. «Har De nogensinde før heist det her?»

«Nei,» svarte advokaten og fæstede snoren. «Vi flyttede først ind iforgaars; men her har staat færdig over en uge, skjønt det har været et slemt mas for at komme saa langt –» Han brød af og vendte sig til bordet: «Skulde vi ikke tømme et glas for begivenheden?» –

Og didhen skred de, professoren i spidsen, dernæst Reinert Lindal, saa redaktøren, saa de tre ældste barn efter størrelsen, og allersidst leiede fruen mindstegutten, der neppe kunde gaa. Proppen knaldede, og vinen skummede i glassene.

«Held og lykke for Dem og Deres hjem!» ønskede professoren.

«Og et godt valg!» dristede redaktøren sig at lægge til, idet han bukkede sirlig.

De klinkede, og selv mindstegutten skulde drikke med, han sattes paa farens knæ og maatte suge paa kanten af hans glas.

Herrerne slog sig tilro paa bænkene, men fruen fik det travelt. Med rollingen paa armen og de tre større i hælene paa sig skyndte hun sig op til huset, saa kjolens slæb raslede uvarlig over marken. Hun kunde række en sidste mønstring af opdækningen og tilstelningen inden gjæsternes komme, og hun var uøvet som værtinde 328og ræd for de fremmede fruer, dem hun hidtil ikke havde havt synderlig omgang med.

«Agter De for stedse at bli her i Deres oprindelige hjemstavn?» spurgte professoren, men svarte sig selv: «Naturligvis – her vil De jo finde Deres bedste virkefelt. De kjender egnen og forstaar den og dens tarv – og det er forstaaelsen, det overalt kommer an paa – og her vil De høste den mest almene anerkjendelse for deres arbeide til samfundets vel.»

Reinert Lindal stirrede tankefuldt ud over det hvidmalte stakit og den brede, staalgraa elv hen paa byens husrad under de nøgne heier. Vindusruderne glitrede mod ham i aftensolen, og han syntes, der var hjemligt og vakkert. – «Ja, De har ret,» sagde han. «Skjønt anerkjendelsen blir det kanhænde smaat med. Men jeg er vokset op og har strævet mig frem i denne egn, og jeg tror at kunne være til nytte for den.» – Og han fyldtes af modige, seiervisse haab, og champagnen gav hans sjæl vinger til vaagne drømme. «Min hjemstavn og mit hus,» triumferte det i ham «Og min by» – – Hinsides den var hans land og hans folk, og han svulmede af ædel, berusende daadstrang. Han vilde virke til byens, til egnens, til nationens gavn, og drømmen dryssede ærens glimmer over hans daad og lod ham nyde magtens sødme. Engang 329erobret var valgkredsen hans for aarrækker, engang indenfor i thingets sal havde hans evner frit spillerum – Han vilde virke, virke, virke! Aa, han vidste i denne stund saa tilforladelig, at han eiede stærke evner og en stærk vilje til det gode – han blev rørt over alt det, han vilde udrette, og han saa sig lønnet ved at sidde paa et ophøiet stade blandt folkets kaarne, der tiltalte ham «Hr. præsident.»

Han reiste sig og støttede sig til flagstangen med benene overkors og den ene haand stemmet mod hoften.

«Denne rede har brug for initiativ og dyglige kræfter,» deklamerte redaktøren. «Men en svare krig vil det bli for den, som vil rydde alvorlig op i alt dette gamle og morskne – Det kan allerede jeg af erfaring snakke med om – –»

«Krig? – Javel,» sagde advokaten langtrukkent. «Det skal til. Men ikke raat slagsmaal og tomt krangel,» indvendte han skarpt. «Det er skadeligt for alle parter, og den, der gaar humant og sindig tilværks resikerer hverken et revet skind eller at miste folks gode omdømme.» – Hans drøm havde ændret sin flugt, og det ærgrede ham, at hans redaktør havde hentydet til krig og spetakkel. – – «Amtmand Lindal» klang maaske vel saa smukt som det upersonlige «præsidenten», og titelen var fornemmere og varigere. Men amtmanden skulde 330bo i stiftstaden, og hans villa her i national stil – Naa, det havde lange udsigter, den tid den sorg. Og han deisede ned i virkeligheden igjen og hørte professoren belære redaktøren.

«Skab forstaaelse af Deres program – det er det vigtigste krav til den maalbevidste politiker. Menneskene er ofte tungnemme, men de liker ikke at være enfoldige, og forstaaelsen kan vækkes. Den er fremskridtets almægtige vaaben i det moderne demokrati. Æggende kjævl føder blot smaaligt, individuelt nag, og det er fordummende. – Dog, i Deres alder elsker man kampen for kampens skyld,» endte han med det hjertevindende smil, der gjerne afsluttede hans udtalelser. Men redaktøren kunde professoren udenad fra folkemøderne, og det bed ikke paa ham. Han sad og speidede opefter elven mod den lange træbro, som førte over fra byen. Der var i regelen liden færdsel paa den, nu bevægede grupper af fodgjængere sig ved rækværket, og et par vogne kom kjørende.

«Se, der har vi konsul Hollmann og skibsreder Koveland,» sagde han og pegte. «Stadens mægtigste pengesæk og dens mest velspækkede, og begge for vægtige til at bæres af egne ben.» Men han taug beskjæmmet ved et koldt blik fra advokaten, som grov i lommerne efter sine hvide handsker, og da han møisommelig 331havde sprængt dem paa sine fingre, – de var for trange i tupperne – begav herrerne sig paa vei til villaen for at ta imod gjæsterne. Haven var meget ufærdig endnu og plæner og gange i et rode, men der var plantet en mængde spæde trær, og advokaten fortalte professoren, at det var udsøgte frugttrær, som var forskrevet fra udlandet af den kyndige gartner, der havde git planen til anlægget, og dem blev de enige om, han vilde kunne faa adskillig fornøielse af.

– – – – – –

Man havde siddet længe tilbords, og stemningen, der i begyndelsen havde været lidt mat og kritisk usikker, var efterhaanden blet fortrinlig. Saasom advokaten ikke havde kunnet sigte sine indbydelser nøie, var selskabet noget blandet, og det havde været en smule vanskeligt at bringe dem, der hørte til forskjellige af smaastadens strengt afsondrede lag, til at smelte sammen, men da den første stivhed var tøet op, blev underholdningen desto mere afvekslende og livlig og mere tvangfri, end den stedlige tone ellers tillod det. Og maaske var det saa, at enkelte lagde mindre baand paa sig, fordi det dog var i Reinert Lindals hus, de festede.

Der var dækket i to værelser med brede fløidøre imellem, og værten havde anstrængt sin elskværdighed til det yderste, gaat rundt og drukket specielt med de fleste, forat ingen 332skulde synes sig tilsidesat og forsømt, og hans bestræbelser kronedes med held. Tætte, mørke gardiner var trukket for de aabne vinduer, og de mange lamper og lys gjorde det altfor varmt, men end ikke den ulempe mærkedes saa særdeles trykkende.

I det ene værelse var største delen af ungdommen samlet, og der sprudlede munterhed og støiede lystighed, og i det andet bredte gemytligheden sig lun blandt de alderstegne honoratiores og smittede selv de faa, der saaledes som bankchefen og fru politimesterinden til det sidste halstarrig havde nægtet at anse bondegutten Reinert Lindal for sin lige i dannelse og social rang. Ved desserten truede skaaltalerne med aldrig at ville slutte, bifald lønnede de humoristiske som de alvorlige, men jubel blev der, da politimesteren, en rødblond kjæmpe i uniform og med en orden paa brystet, i tørvittige ordelag udbragte en skaal for sin sandsynlige efterfølger paa storthingsbænken, den han nok haabede, de kunde hjælpe ham fra at slide altfor længe.

Saa var det professorens tur. Straks han reiste sig blev der en forventningsfuld stilhed, og smigret derved talte han vakkert og begeistret for denne by, hvor man kunde ha det særsyn, at end ikke det nære valg formaade at udsaa bitterhed og uvenskab i sindene. Og dens 333blomstrende industri og sjøfart vidnede tilstrækkelig om, at fordrageligheden ikke skrev sig fra søvnig sløvhed. Nei, den var et bevis paa politisk modenhed, en frugt af forstaaelse. Man havde indset, at maalet var ét: det fælles vel, og at man kun tvistedes om midlerne. – Dette spaade godt for byens udvikling og fremtid, den foregik allerede det splittede fædreland med et smukt eksempel – gid den i alle henseender maatte bli en mønsterstad!

Begeistringen var stormende. Ingen af byens borgere heftede sig ved, at dens blomstrende industri indskrænkede sig til nogle sagbrug, som det gik tilagters for, og en eneste mindre fabrik, og at det var flaue tider for dens aflægse træskibe. Professoren havde gjættet deres inderste tanker og mest skjulte dyder, og de sandede at han var en af landets betydeligste mænd, hvilket venstre hidtil havde været ene om at erkjende. – Han var fru Christianes nabo, og hun takkede ham bevæget: «Fordragelighed og overbærenhed lærer vi kvinder at skatte,» nikkede hun.

«Kvinden lærer os at dyrke dem som hjemmets gode vætter,» nikkede han, og baade hendes store, milde og hans smaa, barneglade øine fugtedes af rørelse. Hun pudsede sin næse, men han rystede sine graanende lokker og vaarfrisk smilende sagde han til skibsreder Koveland: 334«Tolerance lærer ogsaa sjømændene paa sine togter til fjerne strande og fremmede racer. – De bringer os et pust frisind fra havet:»

«Toleransien skjønner jeg mig ikke paa,» svarte Koveland, fult grinende; han havde en krykkestok ved sin stol og var skutrygget og blussede af vin. «Men en tugtes til at lære mangt paa ei skude, professor – fornemmelig til at ta skjæbnen med kristelig taalmodighed. Naa tyner dere radikalane sagtens os, og vi er ikke vonde for det, men jeg undres, om dere blir lige søde om snuden, hvis vi tyner dere næste tørn – Hvad seier apothekeren?»

Men Peder Jensenius rynkede panden og kremtede og sagde ikke et muk og bar ikke skjæbnen med taalmodighed; han kunde ha udøst sit blod for den konservative fane og forargedes ved sine meningsfællers feige selvopgivelse. Og ovenikjøbet maatte han dele sin opmærksomhed mellem fru Gaarder, som ankede over menighedsdiakonissens svaghed mod sekteriske trængende, og konsul Hollmann, der vilde ha ham med paa at grunde et ølbryggeri – det vilde være en solid forretning, og til disponent var Octavius skikket.

Til professorens tale for byen knyttedes en række skaaler for dens fremragende mænd. De gamle forglemte, at de legte hund og kat i det kommunale og priste hinanden og hinandens 335gjerninger, og rosen krydredes med godmodig skjæmt. De frydede sig ved livet og den plads, de havde erhvervet sig i det, og den maade, de udfyldte den paa. Deres hustruer og døtre lyttede med stolthed til, og sønnerne følte kaldet til at vandre i fædrenes fodspor og bli nyttige mennesker paa jorden.

Ildnet af den hyldest, der ofredes ham, sprudede den vindtørre professor aand og strøde visdom ødselt rundt om sig. «Fremskridt – udvikling – demokrati – folkets sunde foraarsvilje –» strømmede det fra hans veltalende læber, og han daarede i den grad fru Christiane, at hun bestemte sig til at holde det tidsskrift, han udgav, skjønt hun mindedes, kapellanen havde advaret mod det som et vantroens organ.

Men midt under gemytligheden og tversover bordet plagede provsten ufortrødent ordføreren, konsul Herwig, med tyfusen og bygning af epidemibarakker. Kjed af dette ubeleilige overhæng og en fiende af øgede skattebyrder prøvede ordføreren paa at bli det kvit og flygte fra det ved at svare paa skaaler og udbringe nye, men ikke før satte han sig, saa var provsten paa ham igjen.

Advokaten vidste sig fremme i den havn, han havde krydset efter – al gjæstebudets glade larm feirede hans lykke, og hans stemme blev naturlig, han snøvlede ikke, og hans optræden 336blev ægte, forlenedes med virkelig, rolig overlegenhed, han behøvede ikke længer uafladelig at være paa post for at hævde sig og sin stilling. – Alligevel var der et skaar i hans tilfredshed: Hans hustru saa for tuslet og ængstelig og uanselig ud trods al sin stas, hun hviskede for hyppig med opvartningspigerne, og saa tidt hun gjorde det, blegnede og rødmede hun skiftevis, og hun var pludselig gaat til et vindu og havde løftet paa gardinet, som om hun trængte frisk luft. – Var hun nervøs for arrangementet, var det sandelig taabeligt af hende, og for eftertiden, naar de skulde se ganske andre gjæster i sit hus end disse her, burde nervøsiteten helst forlade hende. Men han havde arvet hendes bedstefar, og hun var mor til hans barn, og han blinkede kjærlig til hende og nippede til sit glas, og hun takkede med et vegt, sky smil.

Inde hos de unge var selskabets blandede præg lidt vel tydeligt. Der var flere herrer end damer, og redaktøren, som var en slags vicevært, havde nede ved bordenden samlet om sig endel vælgere, hvis dragt og manerer røbede, hvilken begivenhed en fin middag var for dem. Deres frakker sad daarlig over skuldrene, deres albuer var dem i veien, og deres miner var opstrammede og djærve, men havde let for at bli generte. Redaktøren sørgede imidlertid for, at deres glas altid var fulde, klinkede tæt med 337dem, snakkede ustanselig og vovede i ny og næ fordulgt politiske brandere, der modtoges med velvilje og vandt stigende tilslutning. Vinen fik ram paa genertheden, og nogle – en af dem var ingeniør Nilsen – blev mere høirøstet end passende var. – Længer oppe ved bordet dominerte Weigert. Han var enkemand fremdeles, da fru Milla endnu ikke havde kunnet bli med, og befandt sig som fisken i vandet. Hans haarde, tørre stemme skrattede som en trompet, hans blik fløi grisk udover damerne, hans høgenæse veirede rov, og halvkvalt af latter bønfaldt Dorthe Mørch ham om ikke at være saa vittig. Men forholdvis stille var det dér, hvor Octavius Hollmann og hans forlovede og sagfører Holk og Ottilie Koveland sad, og ret overfor dem syntes Gabriel Gaarder og Lilli Herwig at være rent forstemte. Tilfældet havde villet, at værtens paatagelige omhu for at ordne bordsætningen skulde være spildt for deres vedkommende.

Gammeldags og jevnt takkede provsten for maden. Taffelet blev hævet, og bukkende for vært og værtinde passerte gjæsterne forbi dem ud i den rummelige forstue og skulde til at spredes i værelserne bortenfor denne. Da lød der overraskede, opskræmte raab fra verandaen, did enkelte havde søgt for at svale sig, og mange fulgte efter derud for at se, hvad der stod paa, 338de raabte ogsaa op, og det blev til et forvirret skrig.

«Er der noget paafærde?» spurgte advokaten forundret og snudde sig mod forstuen. Gjennem dens aabne dør slog en besynderlig lysning ham imøde. «Er der brand i byen?»

«Det er himmelen, Reinert,» hviskede hans kone og lænede sig tungt til ham. «Det er himmelen – Jeg hørte om det, mens vi spiste. Den er saa frygtelig.»

Han skjøv hende hastig fra sig og ilte ud i gangdøren, blev staaende paa tærskelen og strøg sig om skjægget.

Himmelen var en ensformig, gul ild, et luende hvælv uden pletter og striber, og dens glans forvandlede tusmørket til klar dag. Elvens vand var som flydende guld, og i gylden pragt prangede byen og de nøgne heier.

Solnedgangsgløden fra de foregaaende aftener var uhyre forstærket og havde bredt sig helt op til zenith. – Men var det solnedgangen? Fra alle kanter straalte og lyste det, fra øst som fra vest, og huset, verandaens søiler, menneskene, der flokkedes i haven, dens spæde, nyplantede trær kastede ikke skygge. Med de opadvendte ansigter farvet af gjenskinnet stirrede den festklædte skare mod den vældige ildkuppel og orkede ikke ryste af sig den bange andagt, som lagde sig over sindene. De 339fleste var tause, men en ung frue kaldte hysterisk paa sin mand uden at sanse, at han var lige i nærheden af hende, og agent Bentsen trippede rundt og spurgte pibende: «Hvad tror De, det er? – Hvad er dette for noget?» – Uden krykkestok humpede skibsreder Koveland ned af trappen, satte sig paa dens nederste trin, knugede næverne ind i maven og mumlede fadervor.

Men professoren var situationens mester. «Det er storartet!» sagde han henrykt. «De brave astronomer, der har forudsagt dette – jeg tør vædde paa, de selv blir betagne af denne skjønne virkelighed!»

Og dermed var fortryllelsen brudt. Det var jo rigtigt – det var jo som det skulde være! De havde læst om det i avisen, de burde ha ventet dette, og ængstelsen og andagten blev til beundring, der maatte ha luft.

«Godt og vel – pent er det, men et helvedes veir blir det,» buldrede en forhenværende skipper. «Jeg har havt slig en kvæld under Madagaskarkysten. Og at kviksølvet er dumpet til orkan, det tør jeg vædde paa.»

Der blev atter uro – Skulde der bli orkan? Uveir som i vaares? – Ja, barometerstanden! – Redaktøren sprang ind for at kige efter og forkyndte fra verandaen, at den var tilfredsstillende – den vippede paa foranderligt.

Ottilie Koveland var gaat ned til sin far 340og talte sagte til ham. Han spurgte beklemt. «Er det sandt? – Har det staat i avisen?»

«Javist er det sandt,» svarte hun.

«Aa, dægerten!» svor han lettet. «Skidt i det da! Saa er det ikke farligt med den illuminationen, det kan en stole paa – – Men stokken, barnet mit, jeg glemte den i gangen – –» Hun hentede den, og han humpede ind igjen. «Blev De ræd, Lindal?» gryntede han til advokaten, der stod i døren sammen med politimesteren. «Jeg tænkte, Gud hjælpe mig, paa den dommeren, De ikke kan snyde i processen, jeg – Fan steike helligpræket! Det lægger sig for brystet, og det er gift for en krank lever –»

Han var nok alt blit modig i kvæld, Koveland – mente politimesteren og kom til at huske paa, at adventisterne i byen gjerne kunde slaa sig vrange, og bad om tilladelse til at benytte telefonen for at gi ordre til politivagten.

Men brat tog lysskjæret paa at svækkes, dets glød mindskede, og det blev mattere gult. Himlen blev som et vrængt citronskal, skrattede Weigert. – Saa blev det gule isprængt med brandrøde flækker, i sydøst gabte en irgrøn revne, den videde sig hurtig og graanende ud, og omsider laa der kun tilbage i nordvest en betændt, mørkerød skybanke, der artede sig omtrent som skikkelig aftenrøde pleiede.

Imedens arbeidede professoren i oplysningens 341tjeneste, omringet af talrige tilhørere gjentog han avisernes populært videnskabelige forklaring af fænomenet. Han var lægmand paa dette omraade, tilstod han, men det var saa letfatteligt, saa overmaade letfatteligt – Det hele var ganske naturligt, havde ikke det fnug med tegn og varsler og mirakler at bestille.

Fru Christiane indsaa, at det var inderlig letfatteligt, men opfordrede dog konsul Herwig til ogsaa at indse det, hvilket han beredvillig gjorde, det var som fod i hose. Og alle morede sig kostelig over ingeniør Nilsen, der stædig paastod, at varsler og mirakler burde være letfattelige, og som desformedelst blev gjenstand for en bidende og slagfærdig afhøvling af statsøkonomen. Men bankchefen, en korthalset ungkar med et stort, børstet vildsvinhode og en haanlig, vrinskende latter, bød fru politimesterinden armen, og de fjernede sig tilhobe – de gad ikke høre paa denne hr. Nilsens dumheder. Hun var datter af en general og erindrede bestandig, hvad hun skyldte sin familie, og havde udnævnt bankchefen, som skulde stamme fra tysk adel, til sin opvartende kavaler.

Efter deres bortgang tyndedes den lærdes tilhørerflok, for man var træt i nakken af at glane tilveirs, og det var ikke høfligt mod værtskabet at gi sig til derude, og snart blev haven 342liggende øde i blaaligt tusmørke, og lys efter lys tændtes over i byen.

– – – – –

Men tusmørket tætnede i sælsom hast til ravnsort, maaneløs og stjerneløs nat, og en stund efterat det var blet fuldstændig mørkt, sad en mand paa en af bænkene under piletræerne og smaasnakkede med sig selv og skottede mod den oplyste veranda. Det var Erik Holk.

Han havde ikke sovet paa flere døgn, og medtat og elendig som han var, havde solnedgangen syntes ham en himmelbrand og jaget gjennem ham en stikkende skræk, han ikke kunde styre. Han havde skreget forstyrret op med de andre og var saa blet staaende ude i haven, lammet og halvkvalt af hjertebanken.

Ellen Jensenius var kommet hen til ham, havde grebet ham om haandledet og hvisket: «Aa, Erik – hvor det er uhyggeligt!» Det gjorde ondt i haanden, som var blet skadet den natten i skogen, og det bragte ham til at ta sig sammen. Men der havde været smertelig, lidelsesfuld angst over hende – hun var ogsaa bange! Og det skræmte ham atter, at endog hendes koldblodighed svigtede, at hun næsten søgte tilflugt hos ham. Som blændet havde hun holdt haanden for ansigtet, indtil flammeskjæret begyndte at slukkes. Da sukkede hun dybt og sagde igjen: «Aa, det var uhyggeligt!» 343og havde taarer i øinene. Den befrielse, hun følte, forplantede sig til ham, han havde været taknemlig for det og var blet fortørnet paa Peder Jensenius, der gjorde nar af, at hun kunde bli saa altereret for en deilig aftenrøde. Apothekeren havde været urimelig grætten for sin kones forskrækkelse og talt ligesom forpustet – skulde han med ha været ræd, hans ophøiede sindsro være rokket?

Sagføreren konstaterte nysgjerrig, at hans kinder ikke var saa brunrøde som sædvanlig, og gav sig derpaa til hos hver den, han traf paa, at lede efter angstens kjendemærker. Hos alle var de synbare, og alle stræbte forgjæves at dølge dem, og Erik Holk gottede sig ondskabsfuldt over at opdage dem. Angsten glimtede frem af øinenes kast, blottede sig ved ubeherskede lader og fagter, skjulte sig kummerlig bag altfor overgiven lystighed og spøg og afdækkedes frækt ved den lystne graadighed, hvormed man sugede i sig professorens taletrængte forkyndelse af fænomenets naturlige aarsager. Professoren selv var nok den eneste, som døiede hypotheserne helt i god tro.

Der blev et surrende liv i Reinert Lindals smukke stuer, som lugtede af ny maling og fernis, og der var sving i selskabets humør og klang i dets glæde. Der var en elskværdig fart over smaabyens træge indvaanere, som var 344de vederfaredes en fælles lykke saa stor, at den havde formaat at skabe dem om og vaske deres mest tiltalende egenskaber i et foryngelsens bad. Aldrig havde Erik Holk set dem vakre, men det var de pludselig blet – – Adventisterne havde sandelig ikke været ene om sin dommedagsfrygt! Eller havde deres manende veraab frugtet? Eller hvad var det? – En mørk gru maatte ha lagret sig i sjælene og ha været nærved at vælde døvende og fortærende frem i aften – Et kraftigt naturens vink til, og disse fornuftige, borgerlige mænd og kvinder vilde være rede til at falde hylende paa sit aasyn for ødelæggelsens Jehova.

Men for i aften var rædselen glidt over, og det var bæven efter den ustandne angst, som gjorde latteren saa høilydt, spøgen saa livsglad, elskværdigheden saa freidig, hjerteligheden saa umiddelbar og svulmende.

Det friskede Erik Holk op, dette – han vilde la sig rive hen, prøvede paa det, og det lykkedes ham. Nu var han i inderligt samfund med disse mennesker, for første gang var han det. De og han havde glemt sin angst, og han glemte tillige baade, at han havde gottet sig over den, og at beskue sig selv og forundre sig over sin egen spillende livlighed, medens han talte med den ene efter den anden.

Han gratulerte værten med husets stilfulde 345indredning, og advokaten takkede tilfreds – Holk gjaldt for stilkyndig – men beklagede af hensyn til varmen at ha fraveget sin oprindelige plan, at indvielsesfesten skulde være et bal. – Sørgelig blegfed og ædrulig, under farens opsigt og uadskillelig fra sin lille, smægtende Stina og dog oprømt og jovial, lirkede Octavius sagføreren bort til gamle konsul Hollmann, der vilde ha ham med paa ølbryggeriet, men han vægrede sig leende, han drak ikke øl. Ottilie kom hen til dem for at sige noget til Stina, og rask forpligtede han sig til en aktie, og straks efter passiarte han i sideværelset med en del damer. At unge piger kunde være saa sødt kokette og smile saa nydelig og frydelig, det havde han ikke ænset i aarevis! – Dorthe Mørch kaprede ham og vilde lokke ham ind i et kabinet, dér hun og Gabriel Gaarder og nogle stykker til havde saan moro med Bentsen, Lilli var der ogsaa. Men han snode sig behændig fra hende, og gjennem forstuen, hvor provsten og doktor Thomsen gned sig i hænderne over at ha afpresset ordføreren tilsagn om at foreslaa epidemibarakker, forvildede han sig til advokatens kontor, som var omdannet til røgeværelse og fornemmelig beregnet paa de vælgere, der var betrot til redaktørens omsorg.

Her var der allerede pokuleret mer end ønskeligt kunde være, pratedes aabenlyst politik, og grasserte skaaltalerne utrættelig. Her var al 346forbløffelsens nervøsitet feiet væk; for dem herinde var himmelske mirakler ørkesløst tant – her dyrkedes alvorstanker, og raadede borgerdyden enevældig.

Han betænkte sig i døren. Cigarrøg oste ham imøde. Et langt skrivebord var belæsset med flasker og glas som en disk i et værtshus, og for enden af det vuggede redaktøren paa en taburet og smilte bifaldende til arbeiderforeningens formand, lærer Berge, der stod med løftet bæger og talte med malmfuld røst. Omkring ham stuvede sig en ring af sorte rygger og nyklippede hoder. Ikke faa ældre herrer havde, hede og blidøiede og svedblanke, slaat sig ned ved mindre borde, og de hyldedes af læreren, som tyggede drøv paa professorens vise aandrigheder, fordi de havde foregaat ungdommen med et forsonlighedens eksempel – de havde eiet forstaaelse af, at deres tid var leden, og ære være dem for det.

Erik Holk hostede, og en raabte paa ham. Henne i en krog sad Weigert paa en sofa med skibsreder Koveland og vinkede ham til sig, nødte ham ivrig til at ta plads hos dem, skaffede ham et glas og drak dus med ham, men maatte et øieblik efter absolut en sviptur hjem for at se til sin hustru. Skibsrederen var søvnig drukken, mimrede savlende og snurrede krykkestokken mellem benene, men idet Weigert 347forlod dem, skulte han efter ham, vrængte munden til sit fuleste grin og spyttede paa gulvet.

«En tjener ikke penge paa papirtraden, og jeg vil, fan hakke mig, ikke ombord paa den, jeg!» læspede han. «Aa sejer sagføreren? – Aa sejer De?» spurgte han ampert, da han ikke fik svar. «De vil ikke seje noget, og det har De fælt ret i, en skal vare kjæften sin, naar en lever af den som præstane og sagførerane – – Hihi!» kniste han. «Hihihi! Det er penger at tjene i disse løie tiderne med, det skulde jeg dokumente for Dere, hvissom De ikke kunde bli puttet ind i ligningskommissionen – hihi!» Han dunkede med krykken og spyttede og blev siddende døsig og mimrende.

Der var uudholdelig varmt og kvalmt, og redaktøren gik til et vindu og trak gardinerne fra. «Hvad? – Skulde det ikke være maanelyst?» spurgte han forbauset. «Det er begsvart ude – ikke en stjerneprik at øine.» – Men i det samme hilste en overkjørt mægler professorens indtræden med et brægende hurra, som han skyndte sig at stoppe. Lystigheden maatte ikke udarte.

Koveland glippede med de svulne øienlaag: «Aa kan han tjene saan en lærd kar, De? – Seks tusen? Taxerer de ham til det? Hæ, det var ikke saa rart – – Reinert Lindal har kunnet sukre affærane sine han, De – han 348har flaat sig til mynten og giftet sig til mynten han, De – En flunkende guldfugl, det skulde De sigte efter, De og – Hihi! Det er ikke saa vrien en fangst for en fin, pyntelig bedremandssøn som Dere, den kunde altids proberes – – Forsøg De!» knislede gamlingen og blinkede listig, «jeg har havt Dere i kikkerten, De spaserer saa ofte i furuskogen, vil De ikke se indom til mig ved leilighed?» og han klappede Holk fortrolig paa knæet.

Han flyttede sig uvillig. «Tjene penger –» savlede Koveland. «Det sker ikke paa papirlapper, det. Men det kan ske paa fragtfart og ægtenskab og fisk og – og – hihihi! – – De har vel ikke ei skraa, sagfører? Ikke det. De bruger sagtens ikke, og jeg forsømte at putte en stub i lommen paa denne kistefrakken min.» Han rynkede panden, kløde sig med tommelfingeren i sine buskede, hvide bryn og rokkede knisende og grinende nær hen til Holk. «Og en kan tjene penger paa assuransi, sagfører. Hihi, skjønner De? – Det var engang for en snes aar siden ei skude, som havarerte i Nordsjøen midtsommers, men hun blev reparert og stelt net og lækkert i England og – hihi! – besigtiget – – Det kneb med klassen, gu’ bære os, men klasse blev det, og skulde assuransien være respektabel, blev præmien grov. Hende skikkede rederen kullastet til Kanada 349senhøstes, og den traden er slem paa vinterparten. Hun blev praiet ved Newfoundland, og historien var slut. Borte blei a. – Og assuransien var respektabel – hihi! Han tjente den rederen. Men havde besigtigelsen skrabet af malingen agterud, kunde studane ædt plankeveden som graut med ei træske – hihi, som graut! Skjønner De?»

Jaha, Holk skjønte det, og tillige at gamlingen maatte være mægtig fuld for at snakke saa uvorrent.uvorrent.] rettet fra: uvorrent (trykkfeil) «Mandskabet?» spurgte han rolig. «Naada!» afværgede Koveland. «De kunde ha nyttet vettet sit, da de forhyrte sig, toskane.» – Det blev deres sag, at de havde havt glugger som muldvarper. Hvor skulde sagføreren hen?

Holk skiftede over fra sofaen til en stol. Aa, han havde kun villet ud og kige paa himlen, den havde været saa mærkværdig i kvæld, sagde han og pegte mod vinduet: «Og se der. – Det skulde ha været maaneskin.»

Koveland uggede sig vranten. Den illuminationen havde avisane kunnet spaa om, den var dægerten ikke noget tes – og det var vel blet overskyet.

«Med skyerne skal han komme,» citerte Holk. «Og ingen har beregnet, hvad det kan bli til herefter. Vi kan muligens opleve rare ting, vi kan det.»

«Det mener adventistane og ikke en dannet, akkedemisk jurist som De,» indvendte skibsrederen 350foragtelig, men gumlede paa det og stampede ilsk med krykken. «Det mener De ikke!»

Sagføreren vidste ikke, hvad han skulde mene. – Man havde ellers fortalt ham om den forliste skuden – Kapteinen var jo gift.

«Havde været – Kaptein Paulsens kone var død,» erklærte Koveland tværsikkert.

Holk smilte. «Jamen han havde en datter.»

Saa-aa? Det havde den anden ikke greie paa.

Og den datteren gik det sørgelig ilde med efter farens frafald. Hun blev dømt til tugthuset ifjor – Han huskede hende, fordi hun havde samme fornavn som frøken Ottilie.

«Som Ottilie? – Og hun blev dømt paa tugthuset?» Koveland spyttede siklende.

Holk erindrede hende som sagt for navnets skyld. Og han havde synes synd paa hende.

Koveland skjelte underfundig og brættede paa læben. «Det var pent af Dere, ogsaa det at erindre hende for Ottilie sin skyld – hihi!» Og han spyttede en klissende straale og praiede en af de ældre herrer, en fed kjøbmand: «Jens Kristensen, aahoi! – Havde din salig svoger kaptein Paulsen paa «Esmeralda» en datter, som hed Ottilie og blev dømt paa tugthuset ifjor? – Sagføreren sejer det.»

Kjøbmanden maabte sint paa Holk, saa storlo han: «Han havde fan, havde han! – Han 351havde en gut, som er min butiksvend, og ikke tøsunge hverken i eller udenfor tugthuset.»

«Tak for underretningen – Skaal!» sagde skibsrederen. «De skrønte i mig sagfører – Og saa hed hun Ottilie!» humrede han.

Holk kunde ha husket feil. Han saa sig flygtig om. De tilstedeværende var optat med at ærte Johannes Nilsen, der vrøvlevorren og trættekjær vilde mundhugges om religion med professoren, som overlegent humoristisk afviste angrebene; redaktøren var tydeligvis nær ved at bukke under for sine pligter som vicevært, men forsøgte at kjøle ingeniørens stridslyst.

Og nidstirrende paa Koveland og bøiende sig mod ham sagde Erik Holk: «De kjendte kapteinen, og De kjendte skuden – skulde De ikke kjende rederen?» – Og da gamlingen blev blaarød i skolten og skubbede sig unda, fortsatte han langsomt: «Var jeg i hans skind og i hans alder, vilde jeg tigge vorherre tyndt om at være mig en miskundelig dommer og spare mig for at konfronteres med kaptein Paulsen i helvede, og jeg vilde berede mig til noget af hvert og agte paa varslerne og samvittigheden min. Der forestaar os gjerne det, som er beskere end døden. – Se ud af vinduet, mand! – Hvor er maanen blet af? Den er sort som en haarsæk!»

Koveland hyttede forbitret til ham med 352krykken, mistede den, famlede efter sit glas og drak og væltede stønnende halvt overende. Holk tog krykken op, slængte den paa sofaen og gik. Det svimlede for ham, røgeværelsets atmosfære gjorde ham daanefærdig.

I forstuen blev han opholdt af konsul Herwig og apothekeren. Der var spetakler i byen, og fuldmægtigen havde telefoneret efter politimesteren. De drøftede, om man ikke burde ta hjem; konsulen var tilbøilig til det, og det kunde snart være paa tide, men apothekeren fraraadede det. De adventistiske skjørhoder vilde tro, de ogsaa var fra forstanden, om de skulde vise sig i byen midt under optøierne. Og sagføreren fandt, det vilde være bekvemmere for damerne at bli, til trængselen i gaderne var forbi. Advokaten kom og gav ham ret; fare var ikke forbundet med disse hellige fastelavnsløier, og politimesteren havde paalagt ham at sige, de slet ikke maatte bryde op straks, og at det vilde bli meldt ved ilbud, dersom noget særdeles skulde tildrage sig.

«Det er da noksaa alvorligt?» spurgte Holk.

Naa, det skulde lidet til under de nuværende forhold, saa rottede folk sig ihob og blev besatte af alskens indskydelser – Aftenrøden kunde ha været tilstrækkelig, desuden var det skyet over, og uveir blev det utvilsomt, barometeret dalte betænkelig. Det lod til, 353fanatikerne var blet rebelske og opsætsige mod politiet, de kytede af, at de med magt vilde fri en arresteret lægprædikant, som de ikke kunde undvære «i denne sidste nat», forklarte advokaten, og konsulen smilte sygelig og purrede op i sit graa haar, der klæbede svedigt ved tindingerne. Men apothekeren skjældte indigneret over det modbydelige hjernespind, som affødte spetaklerne – det skulde være strafbart at udsprede det, hvad?

Erik Holk gik fra dem ud paa verandaen. Den var dæmpet oplyst af kulørte lamper, og klynget kjælent til hinanden stod der en herre og en dame, hendes kind hvilte paa hans skulder. De vendte sig i en fart, det var bankchefen og politimesterinden. Hun rødmede forbitret, og hans miner stivnede i hovmod, og saa seilede de indad døren forbi sagføreren, som blev alene. Men det prellede af paa ham, at han havde været til uleilighed, han havde end ikke mærket det og steg ned af trappen og støttede sig til rækværket. – Lampelyset rak til grusgangen ved hans fødder, men videre fremme var det saa bælgmørkt. at byen kun røbedes ved sinesine] rettet fra: sine sine (trykkfeil) lys, der var som en snor af store, stille stjerner i den nat, hvis sorte tomhed havde opslugt elven og heierne og slettet skjellet mellem jord og himmel. Langs opkjørselen til villaen var lygter anbragt, de brændte som rødlige blus og 354kastede usikkert skin over det hvide stakit, veien og en smal stribe af haven. Luften var stinkende lummer og lunken at aande.

Indenfor blev der spillet pianoforte. – Den, som spillede var flink, sandsynligvis var det Lilli. Jo det var hende – Den melodien – – – Men at hun kunde gi den tilbedste for disse fremmede mennesker her i aften – den, hun havde for vane at nynne – – Det var en gammel, fransk romance, og dens vilde sørgmodighed betog ham nu. Underligt, at den skulde være hendes kjæreste melodi, den tonede om alt det, hendes livsens freidighed vilde fornægte og havde at overvinde. – – Dersom nogensinde hans hukommelse skulde tæres ganske bort, vilde den melodi visselig bli blandt det sidste, han kunde mindes. Og forenet med den vilde en dæmrende forestilling om hende være, et billede, der blegedes, indtil dets sidste skygge af farve visnede, og det blev øde i ham – – –

Som en vision saa han hende for sig, tegnede hende i mørket, slig som hun havde siddet overfor ham ved bordet i den enkle, lyserøde silkekjole, temmelig udringet – Hun bar sin hals saa frit og yndefuldt – Munden havde været svært energisk, og øinene havde ikke lignet moderens, saa koldt og modig og krigersk de havde feidet mod bankkassereren. Han skulde ikke være skinsyg paa den hr. Gabriel mer! 355– – Mon hun vidste, at Ellen Jensenius havde været hos ham og talt om hende? – Ja. Han havde læst det i hendes blik, der redelig og stolt havde mødt hans. Hvad var det, hun vilde ham? – Rippe op i det paany? For at hun vilde ham noget, havde han ogsaa læst. Og derfor var det vel han havde stræbt at undgaa hende i dag. Det havde han. – Ufja, hun kunde jo blot ville ord og scener, undskyldte han sig, andet kunde der ikke bli af det, og ord og scener var han mæt af og for nervøs til at vove sig i kast med.

«Hvor er far? – Ved du, hvor far er?» – Det var Ottilie, som spurgte oppe fra verandaen.

Han vilde ikke se hende, lukkede øinene og svarte kort: «Deres far er i røgeværelset.»

Hun var taus et minut. «Har du – – Hvorledes havde han det? Ved De det?» spurgte hun utydeligere og sagtere, men med eftertryk paa De.

«Deres far havde det formodentlig godt, frøken Koveland,» svarte han høit. «Vil De ha fat i ham?»

Han hørte hendes kjole rasle, og at hun gik, og i det samme sprang han ud i mørket, snublende henad de uryddige gange og plæner og stødte tilsidst paa en af bænkene under piletrærne. Der satte han sig og skottede op til verandaen og smaasnakkede med sig selv, 356idet han ramsede op meningsløse sætninger, som for at gjøre det umuligt for det, der rørte sig i ham, at fæstnes til tanker.

Men hans modstand glap, han kunde ikke hindre tankerne. «Ottilie» – mumlede han «Otti, Otti – stakkars dig!» – – At hans syge samvittighed skulde ha magtet at hidse ham til grusomhed mod hendes far! Han havde prøvet at martre Koveland, bare fordi den gamle synderen var hendes far, og var rømt fra ham af væmmelse over sin egen nederdrægtighed.

Erik Holk var gaat til dette selskab næsten som i søvne, sløv og slap, som det havde lykkedes ham at holde sig i dagevis. Men ved synet af Ottilie havde det skyllet ind over ham, det, han havde lidt den forfærdelige natten – han havde ikke set hende siden – og det havde gjort ham levende, havde galvaniseret hans kadaver – – For en sviende, ulidelig pine det havde været at ha hende ved siden af sig den lange middag: Han havde hadet hende, ønsket at vise paa saarende maade, at hun var ham ligegyldig, til hun forgræmmet og bønlig og uden blu lod ham mærke, at hun forstod hans hensigt, men at hun vilde mindes, og at hun elskede ham – Var hun da virkelig saa grænseløst forelsket i ham? At hun kunde ydmyge sig saasedes – hun! – – –

Og derpaa havde efterveerne af hans forskrækkelse 357stivet ham op til at manøvrere og skvaldre og smyge sig omkring og lyve, at han var i humør og revet med, blot for at kunde bedrage sig fra det, at han var usselt feig for to unge kvinder, og tragikomedien havde ledet til, at han, samvittighedssyg selv, overfaldt den enes samvittighedssyge far for at lege med hans jammer –

«Det bær’ nedfor bakke, Erik! Det bær’ nedfor!» sagde han og krympede sig. «Det lakker mod enden med dig.»

Han sprat op fra bænken og blev staaende og blæse og svælge, som om han vilde bli kvit en ækkel smag. – Hehehe! Gud forlade ham, procederte han ikke paa formildende omstændigheder og udstedte sig attester for utilregnelighed og tiggede – ikke vorherre, men sig selv tyndt om at være en miskundelig dommer. «Koveland, ærlige sjørøver, kom og spyt mig i fjæset!» raabte han og begyndte at vandre tilbage til huset igjen, og afvekslende kniste han hærmende efter Ottilies far og blistrede Lillis melodi og knipsede takten med fingrene, medens han forsigtig flyttede fødderne for ikke at falde i mørket. – «Jeg er marionettheatrets bevidste polichinel,» mumlede han. «Nei – jeg er den til marekat forheksede prins – En ren og skjær jomfru maa løse trolddommen – en var villig, ren og skjær jomfru har hun 358været, men hun var pokker ikke den rette alligevel – Herhid med den rette, men fort! Naar solen rinder, gror hammen fast.»

Og ved trappen ventede Lilli ham. Han løb lige mod hende, før han blev hende var, snudde sig braat og vilde flygte. «Jeg vil ikke tale med dig – jeg vil ikke!» skreg han som et trodsigt barn. Men hun raabte efter ham: «Erik – Erik!» og der var det ved hendes kalden, som tvang ham til at lystre. Han stansede og nærmede sig nølende. «Hvad vil du mig?» spurgte han haardt og stirrede ned for sig.

«Ottilie sendte mig ud til dig,» sagde hun hurtig, som om hun frygtede for, at han skulde flygte igjen. «Jeg forstod hende ikke rigtig – jeg skulde sige, hun vidste paa søndag, at jeg ikke var forlovet, men med vilje lod dig bli i den tro –» Hun gjorde en pause, han svarte ikke og veg et skridt unda, og uden at besinde sig kom hun efter, greb hans haand og knugede den. «Og jeg er glad for, at hun sendte mig til dig – jeg har søgt efter dig allevegne her. Jeg maa tale med dig, men de skal til at sige farvel derinde, og mor savner mig – –» Fremdeles intet svar, og hun lo tvungent og sagde: «Nu er det mig, som spørger dig – vil du møde mig paa apotheket imorgen formiddag?»

Han saa op, lampelyset faldt skimrende over hendes haar og hode, han syntes, der var 359som en glorie om hende. «Lilli, har ikke Ellen fortalt dig –?» hulkede han forpint.

«Hun har. Det faar være det samme,» svarte hun stilt. «Jeg har tænkt paa det, paa dig og paa mig selv. Jeg vil ikke røves for min ret til dig – hører du! – Men hvorfor sagde du det ikke til mig straks?»

«Jeg skjønte det ikke dengang,» svarte han tungt. Og efterat det var gaat op for ham, havde han ikke vovet det, havde været ræd for hendes smerte, og at hun skulde handle, som hun nu gjorde, og han vilde ikke hendes offer da – –

«Du vilde bryde saa ugjenkaldelig som muligt? Og for min skyld sætte had mellem os?»

«Nei, nei» – lo han spottende. «Jeg vilde hverken det ene eller det andet. Jeg haabede, og jeg somlede, vilde ikke ha vished om det værste – Det blev en floke af tvil og haab og feighed og ansvar, og saa drev jeg som et vrag for tilfældighederne.»

«Aa, le ikke!» bad hun, «Jeg har undertiden anet, du var syg – næsten sandheden – – Men det kan ikke ændres, jeg faar ta det paa mig – ansvaret for dig og for alt.»

Han vilde rykke sin haand fra hende, men hun slap den ikke. «Resten angaar mig ikke,» sagde han bittert. «Men for dig selv?»

360

«Jeg sagde jo, jeg havde tænkt paa mig selv ogsaa. Jeg vil dele med dig det, som deles maa – Vi har ikke udvei fra det.»

«Nei, vi har kanske ikke det,» indrømmede han raadløst og træt og vilde vende sig fra hende. Men hun kastede sig ind til ham, trykkede ham til sig, slyngede sin bare arm om hans nakke og bøiede hans hode ned til sig og kyssede ham paa panden. «Erik, hidtil har jeg kun voldt dig ondt, gjort dig sygere – holder du af mig?» hviskede hun skjælvende. «Kan du holde af mig endnu? Aa, længe, længe endnu skal du det!»

«Ja – ja – Jeg vil bli frisk, Lilli – Jeg kan det vist – Hjælp mig til det, jeg vil bli det,» stammede han fortvilet. «Kys mig paa panden engang til – Aa, Lilli! Men kan du vedbli at holde af mig, hvis det værste skulde hænde? For det maa du, saalænge jeg eier en funke af sjæl, som føler dig – Kan du det?»

Hun saa fast paa ham. «Ja, jeg kan det.»

Og lidt efter sagde hun: «Lover du mig bestemt at være hos Ellen imorgen formiddag, hvorledes det end er med dig?»

Han lovte det, og hun kyssede hans pande og haand i haand gik de henimod trappen. Og saa blev de staaende og lytte. Det bruste tungt gjennem natten, det øgedes, blev som fjern fossedur 361– Var det larmen af brænding fra havet? Men skarpere og høiere blev den, og det var som mørket bølgede, og lysene i byen funklede ustadig. Og susende og pibende fór et vindstød over elven, det hvinte i piletræernes grene, det piskede smældende i flaget, lygteskinnet langs opkjørselen blev flakkende. Og saa var det over dem, en kvælende støvsky tog pusten fra dem, og sand og tørt løv og visne straa hvirvledes om verandaens svingende lamper og indad den aabne forstuedør.

Men da det ene, hvasse vindstød havde raset om huset, tudede det videre og døde hen langt, langt oppe i dalen. Og atter gik den tunge brusen gjennem natten, medens viftende luftninger bar med sig fra byen vage stumper af skingrende salmesang.

Ved trappen stod Erik og Lilli og speidede ud i mørket, og han syntes, de var paa bunden af en havdyb nat, der havde væltet sig skyllende og skummende over dem.

«For et veir det blir!» sagde hun sagte og forknyt. «Og den adventistsangen!»

Han lo nervøst: «Jeg liker den heller ikke, skjønt den passer ikvæld – – Men din mor, savner hun dig ikke?»

Hun studsede og glattede haaret fra panden, hævede hodet og saa paa ham, tillidsfuldt og næsten trodsig: «Imorgen formiddag, Erik?»

362«Ja, imorgen,» sagde han og lagde til: «Du kan stole paa mig,» men snudde sig halvt fra hende.

«Jeg gjør det.» Hun hældede sig ømt ind til ham, og han maatte møde hendes blik, saa rev hun sig løs og forlod ham.

Han blev tilbage og satte sig paa en stol i et hjørne af verandaen. Det var ikke heldigt, de viste sig derinde samtidig. – Villaens gadedør laa paa den anden side af huset, ud mod landeveien, men han kunde iagtta dem, som gik, naar de skulde forbi lygterne ved opkjørselen, og han vilde bie, til hun og hendes var borte, for han kunde ikke med mere paa en gang.

Men det var jo ogsaa fuldbragt nu. – Og var det dette han havde haabet paa? At hendes mod og hendes initiativ skulde overhugge knuden? – Javist, saaledes var det. Aldrig havde han villet andet, saa tidt han fablede om at gi hende valget; han havde villet læsse ansvaret paa hende. – Ansvaret? Der var det igjen. Bedre befæstet havde han ikke været i troen paa sine store ord og theorier, end at han havde ønsket at gardere sin samvittighed og undermure afgjørelsen af sin skjæbne med hendes styrke. Vælge selv, i det mindste hidføre afgjørelsen selv – aanei, det havde han skaanet sig for. Hans flugt fra hende ihøst havde maaske 363været en lumpen komedie; i virkeligheden havde han krøbet efter hende som en betler og tryglet: vælg, vælg! Hvilket var udlagt: Forbarm dig over mig. – Og hun havde forbarmet sig og valgt. Men havde der været mandskraft og mandsvilje i hans kjærlighed, vilde der ikke ha foreligget hverken valg eller ansvar for hende.

Men det var fuldbragt. Han havde villet det, og disse jeremiader var utaalelige. Styggedommen kundekunde] rettet fra: kuude (trykkfeil) ikke tvættes af ved bad i lunken selvforagt.

Han strakte sig og jæspede. Det var da en sendrægtig afsked derinde! – Gudskelov, han havde havt de mange søvnløse nætter, for nu murrede søvntrangen i hans hjerne, og han skulde sove som et dyr, saasnart han var i køien, sove fra sig selv og Lilli og hele tilværelsen.

Folk begyndte endelig at begive sig hjem. En vogn rullede ned opkjørselen, og fra bukken raabte Octavius Hollmann «Adieu og tak for iaften!» til nogle damer og herrer, som just var ved lygterne. De svarte, og derpaa brummede apothekeren i sin myndigste tone: «Ingeniør Nilsens opførsel har været utækkelig, raa – jeg indrømmer det – Men opsige ham for det? Hvad? – Det er en privat historie, har intet med fabriken og dens drift at bestille – ikke sandt?» Peder Jensenius skred stram 364og strunk og fnyste af retsindighed, hans ledsager var provsten. Damerne gik yderst fra stakittet og i skygge, en af dem var formodentlig Ellen. – Hvad kunde Johannes Nilsen ha bedrevet, siden han var paa tapetet?

Straks efter rullede en vogn til bort. Paa forsædet sad konsulen og Lilli, paa bagsædet fru Christiane og professoren. Ham skulde de naturligvis bringe til hotellet. Herwigs eiede intet kjøretøi, de havde indfundet sig tilfods og maatte ha skikket bud efter skyds paa grund af mørket og optøierne.

Erik Holk saa over mod byen. Lysenes stjernesnor var brudt og opløst, og blot enkelte store stjerner straalte blændende med jevne mellemrum. Det var lygter paa bryggerne. Og salmesangen havde han ikke hørt noget til paa en stund, sandsynligvis var gadespetaklerne slut, og adventisterne havde kanske nøiet sig med en procession ligesom forrige gang – – – Men farvandet var frit, og han vilde ikke bli sidstemand i laget.

I forstuen var der dog ikke saa faa gjæster endnu, men det var mest efternølere fra kontoret, og de havde det paafaldende travelt med at ta afsked og trængtes om vært og værtinde, og dørene til sideværelserne gabte tomt og uhyggelig. Udaset og graableg stod fru Lindal og smilte og 365trykkede i haanden som en mekanisk trædukke og løb rent sur i alle navnene, men advokaten var lige spænstig, og hans elskværdighed lige smidig.

«De har været paa verandaen? Blæser det?» spurgte han sagføreren. «Saa – det er stilnet. Vi har regn og storm før morgen, garanterer jeg, men enhver forandring maa bli at betragte som en bedring. – Godnat, kjære kollega, godnat!»

Udenfor traf Erik Holk agent Bentsen, der svingede triumferende med en liden baadlanterne. Han havde laant den af Reinert Lindal, veien til broen var slem, uden gjærde og med bratte skraaninger, og en kunde letvindt brække nakken. Vilde ikke sagføreren bli med og ha lys paa sin sti?

Men lanternen var læk, en stor oljedraabe skvættede paa hans bukseknæ, og idet han fortrædelig tørrede den af, stimede en flok animerede vælgere ud. De politiserte friskvæk, fylkede sig om redaktøren og hægtede arm i arm for at støtte balancen. Lærer Berge skilte sig fra dem og bad Holk om ild til cigaren sin. Med drukken omstændelighed fik han omsider fyr paa den, bandte over at han svidde sine fingre og lallede: «Det var kjedeligt med Nilsen, De – Er han ikke en ven af Dem? – Rigtig kjedeligt.» Og han traskede bautende efter sine kamerater.

366«Næ, at man kan gidde beruse sig slig i dannet selskab!» kvinkede agenten forarget. – Ved opkjørselen ventede fremdeles en vogn, og han lyste nysgjerrig paa kusken og hestene. «Kovelands ekvipage,» forklarte han. Skipperen var snydefuld og skulde nok smugles ombord i stilhed; det var bra, han havde datteren til lods.

«Har Johannes Nilsen foranstaltet skandale?» afbrød Holk ham utaalmodig.

«Om han har! Det skulde jeg mene – Ved De ikke det?» Bentsen gjorde helt om og kopte paa ham. «Hvor har De været?» smiskede han fordægtig og lo smørblidt. «Aha, De har sværmet i haven med frøken Herwig! Begribeligt, at Gabriel var saa sturen og trist. Jeg saa først Dem og saa hende forsvinde ud paa verandaen –»

«Hvad fan rager det Dem?» sagde Holk mut. «Jeg spurgte om Johannes Nilsen.»

Han var ikke havendes i byen længer, den amerikaneren, svarte agenten. De drak sidt i røgeværelset, han var blet overstadig og pietistisk i sin fuldskab og havde antastet professoren med ukvemsord, overfust ham og skjældt ham for en sjæleforfører og charlatan – saan en udmærket mand! – og da han slet ikke vilde stoppe sit skidne prat, var han blet opfordret til at fordufte. – Med respekt at melde, ingeniøren var smidt paa dør. Men nu var han færdig og solgt. Direktionen havde tidligere havt under 367overveielse at afskedige ham, fordi pastor Gunnesland havde snust op i, at han havde kaaret en fabrikarbeiderske til sin mætresse, og senest til nytaar skulde han ha reisepas.

Bentsen havde ikke kunnet fordrage Johannes Nilsen, og han glædede sig saa inderlig, at han spjættede med benene, men sparkede mod en sten og klagede sig for sine tær og trippede derefter varsomt afsted og sladrede om Dorthe Mørch og Weigert, bankchefen og politimesterinden og mange flere. Han holdt den dinglende lanterne fra sig i strakt arm for ikke at søle sine klær til, og dens skin dansede ustøt henad den støvgule vei, streifede af og til grønne buske og trær og gjorde mørket om dem dobbelt sort og tykt. Holk fulgte ham som i drømme og havde en fornemmelse af at vade omkring paa bunden af natten, og han huskede, han havde synes noget lignende oppe paa verandaen.

De naade den lange træbro over elven. Foran sig havde de redaktørens høirøstede, politisierende bande, bag dem var ogsaa folk, og de hørte hestetramp fra Kovelands vogn, men kunde ingen se. Og i mørket, som pakkede sig om dem, kredsede usynlig sjøfugl og fyldte luften med ængstelige, mjauende skrig, ovenfra lød de og nede fra vandet. Bentsen stansede forfjamset og havde nær sluppet lanternen, thi forbi dens linse skar 368to jagende maager med iltre huj og glimt af hvide vinger.

«Bevares!» sagde han. «Det maa være fælt tilsjøs, naar fuglen søger land paa denne tid af døgnet – det kan ikke være for sild. Jeg skal expedere «Dronningen» klokken seks, og den blir saamæn ikke i rute.»

Vælgerne skraalte op en fædrelandssang, og hans trippende fjed rettede sig uvilkaarlig efter dens marschtakt. Da dukkede i et sprang en svær, grim puddelhund frem tæt ved ham; han hoppede tilside, og den snuste knurrende til hans lægger. Holk lokkede paa den, men den lagde sig fladt ned og pistrede og hylte lavt og luskede saa med dem.

I byen var det forholdsvis rolig og stille, og det kunde lidet mærkes, at der havde været usædvanlige ting paafærde. Hist og her taltes nogen ved i portrummene, oftest unge mænd og kvinder parvis, og i adskillige hus var der oplyste vinduer, men af skyggebillederne, som bevægede sig paa gardinerne, kunde en gjætte, at indenfor klædte man sig af og stette sig for natten.

De mødte en enslig vægter og pumpede ham for nyheder om optøierne. – Politimesteren havde greiet sagerne fint og glat. Han havde løsladt den arresterede lægprædikant, og denne havde faat de hellige til at forføie sig hver til 369sit. Men frelseshæren havde vaageandagt paa Knudsesalen, og for en sikkerheds skyld skulde alle tre konstabler patruljere, og fuldmægtigen ligge paa raadstuen, og gadelygterne være tændt til daggry.

Ved klubben indhentede de vælgernes fylking, som praiede Bentsen. De havde forgjæves dundret paa, der var og blev stængt. Kun en af opvarterskerne havde stukket hodet ud og sagt, de var fulde nok, og redaktøren var oprørt, han vilde klage skriftlig og motiveret til bestyrelsen over den uforskammede tøs – Var ikke Bentsen med i den? – Pludselig var Octavius midt iblandt dem. Han havde sat gamle konsulen af ved ispaladset og undveget den faderlige opsigt under paaskud af at eskortere kjæresten og svigermoren til deres respektive jomfrubur og ægteseng, og han knæggede af befrielsens fryd, kradsede sig paa halsen, hviskede hæst, paastod, han brølte af tørst og vilde, de skulde forsøge, om de kunde ha held til at arrangere en liden pen efterrangel paa madam Sundes hotel. – Lærer Berge bekjæmpede dette af hensyn til professorens nattesøvn og foreslog arbeiderforeningen, men Octavius kaldte den for en snavs bule, og redaktøren sagde uærbødig: «Skidt i professoren!»

Under disse forhandlinger kom Kovelands vogn langsomt skumplende. Bentsen løftede lanternen, og lod dens skin falde skarpt paa de 370kjørende. Skibsrederen snorkede drukken og bikkede hjælpeløst for hvert hump over brostenene, og datteren havde lagt armen om hans ryg, forat han ikke skulde glide ned af sædet, og bøiede sig over ham, skamfuld og ulykkelig.

«Pas paa gamlingen, han er salig!» skogrede en af de mest fulde, men et næveslag af Holk slyngede lanternen klirrende mod fortauget, hestene blev sky og rykkede til, Koveland vaagnede med et vræl, og vognen ramlede bortigjennem gaden.

«Er De forrykt?» hvæste Bentsen og rystede sine fingre. «De har knust min haand, og lanternen var Lindals! – Kan De forbyde os at titte paa damen? Har De kanske erhvervet Dem ret til det?»

«Hold kjæft!» kommanderte Octavius. «Du var en tølper, monsieur Bentsen!»

Erik Holk stirrede paa agenten, saa han skvat unda, og gik alene videre, medens flokken jublede af latter.

Han var ikke vred. Han havde ikke orket at se hendes forgræmmede ansigt, og et saart nag, der pinte ham rent legemlig, havde drevet ham til at handle, som han gjorde. Og ikke anger og ikke medfølelse beherskede ham, men kun forestillingen om, at som han havde forsyndet sig mod Ottilie, kunde han forsynde sig mod en anden kvinde, mod Lilli, og i den bitre sørgmodighet 371der fødtes af denne tanke, spandt sig frygten for den lidelse, det vilde bli ham at være vidne til hendes smerte.

Men som han vandrede der alene, seg blytung træthed over ham og kvalte hans tanker. – Søvn! Han længtede bare efter at sove, maatte tvinge sig for ikke at lægge sig paa stedet, slæbte fødderne og tællede de skridt, der kunde være igjen til sin bolig.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.