372Erik Holk havde vanskelig for at faa sin gangdør op. Den sluttede trangt, og han kunde ikke med fuld kraft bruge den saarede haand. Tilsidst var han indenfor, men idet han følte efter nøglehullet for at laase efter sig, skvat han til – en kold finger havde kildret ham paa halsen under øret. Han mistede nøglen, tog omkring sig i mørket og spurgte: «Er her nogen?» og famlede sig frem langs væggen, og hele tiden var der en bag ham. Han fandt stuedøren og slog den vidt op. Idet samme smat et levende væsen ind i stuen og en skygge smøg forbi vinduerne i det dæmrende lysskjær fra lygterne paa bryggen.
«Er her nogen?» sagde han heftig. Det svarte ikke, og han fornam frysninger i haaret og nedad ryggen og turde ikke gjøre en bevægelse. – Det havde ikke været en indbildning, et levende væsen var smuttet ind i stuen, og 373en havde sneget sig bag ham og kildret ham paa halsen. Saa fattede han sig, tændte skyndsomt lampen og saa sig forskende om. Ingen – – De nederste vindusruder var lukket og hasperne paa; det kunde ikke ha flygtet den vei. Formodentlig havde det været en indbildning, skjønt han ikke rigtig kunde stole paa det, og usikkert spurgte han igjen: «Er her nogen?»
Han havde lyst til at ta lampen og se efter ude i gangen, men gad ikke alene. Om han vækkede Kristine, forat hun skulde hjælpe ham at lede? I den grad mørkeræd skammede han sig dog over at være, og han var desuden for træt til sligt et opstyr.
Ved lampen laa en pakke aviser og endel breve, aftenens post, som kontoristen havde ordre til at bringe ind, naar sagføreren ikke var hjemme. Han kastede overfrakken og hatten, satte sig i gyngestolen og tørrede sveden af panden. – Nu blev det vel ikke søvn i nat heller – fan til nervøsitet! Han havde hjertebanken og vilde sidde, til den var over, og skjøv aviserne væk og saa flygtig paa konvolutterne – kun forretningssager lod det til. Aandsfraværende begyndte han at rive brevene op uden at læse dem – – –
Hvad skulde Lilli og han beslutte sig til i morgen? Et var afgjort, han vilde ikke trækkes med hemmelig forlovelse og den slags, det kunde 374han ikke. Bryllup i en fart skulde de ha, det fordrede han. Lilli maatte arrangere det med forældrene, det blev nødvendigt at meddele konsulen og fru Christiane forbindelsen – Aa, det blev en lystig tilværelse for Lilli, at være sygepleierske og hegne om ham fra første dag af, værne ham for ubehageligheder – – Og Ottilie? Tja, man fik haabe hun forvandt sin historie, hun var ung, og da havde hun klaret sig fra ham for billigt kjøb. Og han vilde intet vrøvl ha! Ikke det mindste! – Han vilde ha fred, han trængte det – – –
Men hans hode faldt forover, og han sovnede, medens gyngestolen vuggede sagte.
Erik Holk drømte, han var gut og legte med Ellen i en liden dalsøk ovenfor skrivergaarden. Det var sommer og solskin, og en skvalderbæk silrede og plaskede mellem olderbusker, hvis glitrende løv raslede i frisk eftermiddagsbris. Luften var mættet med høduft, og slaamaskinen klaprede og skranglede nede paa gaardens jorder, og oppe i lien skvatrede trosten. Han sang og skraalte og var glad og masede med at bygge en torvdæmning til en kværnkall, og raabte til Ellen, om den ikke kunde være diger nok. Han fik ikke svar. Hun var borte, og for at se efter hende kløv han op bakkeskrænten og haukede til hende, men var saa i en furuskog, der tykt blaabærlyng grode og gav sig til at plukke bær. De var saa modne 375og søde. Da stak det ham skarpt i haanden, og ved hans fødder ringede sig en glinsende, kobberrød orm og hvæste. Den havde hugget ham. Men han skulde ikke dø, saasandt han rak rindende vand før ormen, og han satte paa sprang mod bækken og skreg: «Rindende vand! Rindende vand!» – Men længer og længer op i furulien kom han, lyngen snarede ham, han snublede, ormen hvæste og hvæste, og grøn edderdamp skjulte solen og trærne, og han skulde dø – – –
Med et var han lysvaagen. Nu var der nogen i stuen, han var vis paa det. Og foran ham, lige ved bordet stod en middelshøi og mager, sorthaaret og sortskjægget mand og stirrede paa ham. Øinene var indsunkne, glasagtige og stive og sad nær til roden af den smale og krumme næse, munden svag og blød med blege læber, panden stor og udbuet som et barns og underansigtet massivt og fremstaaende. – Han kjendte mennesket, men hvem var det? Han havde truffet det, men hvor og naar?
Han vilde spørge og kunde ikke, de stive, glasagtige øine magtstjal ham, og han biede paa, at den anden skulde tale. Manden forblev stum og bare stirrede paa ham. – En klam mathed bandt Erik Holks lemmer, men hans hjerne var klar, og han tænkte forgjæves efter. Hvor havde han truffet dette menneske? Han prøvede 376at gjøre dette til en hallucination – Nei, det mislykkedes, det kunde ikke være en hallucination, han blev forvisset om, at det var det ikke. Hvem var det da? – Han havde ikke laast gadedøren, og det kunde være en tullet adventist. – Hvorfor talte mennesket ikke? Og hvorfor var ikke han i stand til det?
Manden lignede jo ham selv! – Men øinenes udtryk ændredes, de tabte den glasagtige stivhed, de fik liv, blikket blev uendelig sorgfuldt, og han pegte paa sit bryst, og Erik opdagede en rad forgyldte uniformsknapper paa frakken. De knapper huskede han fra sin spædeste barndom. Manden var hans far.
Og fortvilet kjæmpede han for at kunne tale, spørge, hvad faren vilde, ikke et ord evnede han at sige, skjønt had og trods kogte i ham: «Er det for at advare mig, du er her? – Du! Skal ikke jeg ha lov til at forplante din elendighed? Vil du forbyde det – du!»du!»] rettet fra: du! (trykkfeil)
Atter forvandledes øinenes udtryk. Velsignende fred og den kjærlighed, som overvinder døden straalte fra dem, og en hellig gysen betog ham. Hans sanser sløredes, og skinnende skyer hvirvlede om ham.
Da han kom til sig selv, var synet forsvundet. Men han vidste, at hans far havde været hos ham og aabenbaret sig baade, som han var 377under slægtens forbandelse, og frigjort fra den,den,] rettet fra: den. (trykkfeil) og derved havde forkyndt, at sønnen skulde seire i døden og gjennem den. Og forsoning og velsignende fred var over Erik Holk, som han sad der og lyttede til nattestilhedens susen.
Han stod op og drev omkring paa gulvet.
Denne korte stund havde været livets lidelse værd – Forsoning! Endelig havde han den, og den havde forlenet ham med gjenfødt sundhed og styrke. Han bøiede armene – ja, de var stærke! Han eiede styrke til det tyngste, fremtiden kunde byde ham. Og ikke havde han forbrudt sig mod Lilli! Han skulde lønne hendes kjærlighed med sjælenes bedste rigdom. Det af ham, som aldrig kunde visne, var viet til hende, og det vilde vokse i deres samliv og hinsides sorgerne og gi det evindelig lykke.
Han forstod ikke helt, hvad han mente, kunde og vilde ikke forklare sig det. Sandheden og forsoningen var ham tilmaalt som almisse paa det guddommelige mysteriums tærskel og var ikke til at forklare og tolke. Men de var lykken –
Lykke! Lykke! – Han lukkede øinene, bredte armene ud, som om han svømmede, og aandede salighed, og paany hylledes han i skinnende, hvirvlende skyer.
Saa vaklede han til sofaen og segnede ned paa den. Voldsom hjertebanken tog veiret fra 378ham og nødte ham til at være rolig, og lidt efter lidt pustede han lettere og gled hen i afmægtig døs. – Han sank dybt, dybt i et kulsort hav, men eftersom han sank, steg flimrende morildstrimer fra hans legeme opad til havfladen, hvor de flød som blaalig maaneglans høit over ham, og han hørte en uafladelig ringen, snart var den som gneldrende bjældeklinger, snart som kirkeklokkers metaltunge kimen.
Han maatte ha ligget saaledes længe, da han vækkedes af støi og hidsig skjænderi ude i gangen. Ingeniøren havde somlet sig hjem og havde folk med sig. Han var fuld og rasende og raabte, han vilde ikke være alene, de kunde ikke tvinge ham til det. Derefter bad og bønfaldt han, de skulde ikke gaa fra ham, han turde ikke være alene, de skulde bli hos ham. Iblandt græd en kvinde, og lød en mandsrøst ivrig formanende.
Erik Holk reiste sig overende, søvnig og med besvær. Han havde havt sin saarede haand under sig, det gjorde ondt i den, og han knappede manschetten op og brættede den tilside. Saaret dækkedes af en plasterlap, men det var betændt og hovnet, og en øm, rød streng løb fra pulsen til albuen. Medens han puslede med dette, øgedes støien i gangen.
«Den sidste time!» skreg Johannes Nilsen. «Du skal ikke gaa fra mig, Helene! Bli hos 379mig, Helene! Be med mig i den sidste time!» – Og kvinden stortudede, og mandsrøsten formante salvelsesfuldt: «Stol paa Gud og hans naade, ængst dig ikke for at være ensom! Gud er hos den ensomme.»
Dette blev for galt, en burde stagge dem, og Erik Holk tog et lys af en armstage paa konsollen, tændte det og gik ud. I den borteste ende af gangen, mellem gadedøren og ingeniørens kontor, tumlede to-tre skikkelser som i slagsmaal og uden at ænse hans komme, og det varte lidt, før han kunde skjelne personerne. – Ravende af fuldskab halte Johannes Nilsen i en stor, lang jente, han vilde slæbe med ind til sig, men den pukkelryggede urmagersvend Jens Mathisen havde haget sig fast i hendes skjørt og strittede imod, og hun græd og bar sig og var omtrent lige saa drukken som ingeniøren. Hendes tykke, blonde fletter var løsnet og daskede nedad ryggen, kjolelivet var ophægtet og den fyldige barm blottet ovenfor særkelinningen.
«Kjære dig, for et leven du lager! Du alarmerer huset,» sagde Holk og fakkede Johannes Nilsen i skulderen. Han slap jenten, der slingrede over mod krøblingen og klamrede sig til denne.
«Helene skal bli hos mig,» lallede han sløvt. Hans selskabsdragt var støvet og tilsølet og 380kraven plettet af vin, en knækket stok, et par hvide hansker og en floshat, som var sparket i filler, laa paa gulvet.
Helene var den arbeiderske, rygtet gjorde til ingeniørens elskerinde. Holk saa paa hende. Hun var ualmindelig kraftig og vakkert bygget, men trækkene var grove og enfoldige og dvaske af beruselse. – Naa, men vilde hun det?
«Hun vil – hun er blet med for det –» sagde Johannes Nilsen og tøiede sig efter hende, men kunde neppe staa uden støtte. Hun snudde undselig paa hodet, men nægtede ikke.
Og hvad havde Mathisen med dette at skaffe?
«Hun er søster min,» svarte han spagt; han havde været taus siden sagførerens optræden.
Saa var det likest han bragte hende hjem, fik hende afgaarde straks.
«Jeg vil ikke være alene!» klagede Johannes Nilsen og kavede for at fri sig fra Holk, og pludselig strømmede taarerne over hans kinder. «Jeg tør ikke. Dommen, dommen! Det er den sidste time. Skal jeg straffes med at være alene, naar det sker? Dere er grusomme mod mig – Helene, gaa ikke!» Med et tværryk blev han fri, men svinglede omkuld, og jenten sled sig fra krøblingen, hev sig over sin elsker, omfavnede ham og hjalp ham op paa knæ: «Jeg skal ikke gaa fra dig, Johannes, slet ikke! – Jeg skal be med dig, hvis du vil –»
381«Dere kan ikke be sammen, dere er saa skrøbelige,» sagde urmagersvenden bedrøvet. «Tænk paa Gud, Helene –»
«Hysda! Hun skal bli med Dem,» afbrød Holk ham og trak i hende. «Skjønner De ikke, Helene, De kan ikke bli her i nat.»
Hun græd hylende som en pryglet hund. «Jeg kan ikke la ham bli alene, han gjør en ulykke paa sig – Pak dig, Jens!» truede hun broren.
«Be for mig!» jamrede ingeniøren. «Den sidste time er nær!» Og krøblingen foldede hænderne og bad exalteret: «Herregud i din naade og barmhjertighed, for din søns, vor forløsers skyld, miskund dig –»
Holk stampede med foden: «Ti stille! – Forstaar De? Ti stille! Vil De ha Deres søster med, faar De selv være fornuftig.»
Johannes Nilsen skubbede jenten unda, lænede sig mod væggen og begyndte at kaste op. – «Han er syg!» raabte hun. «Du skulde ikke ha drukket den simple portvinen min, Johannes, du er blet syg af den.»
«Ha dig væk!» skjændte han brutalt. «Ha dig væk, Helene!»
Jens Mathisen sukkede, og jaget af ækkelheden styrtede Erik Holk til døren og saa ud. Mørket var lige sort, og der var slukket i husene, blotblot] rettet fra: Blot (trykkfeil) en eneste lygt brændte mat et stykke henne 382i gaden. Men luften var blet vaad af tæt taage, som tystnede al lyd, og der var tung, rugende stilhed over byen. – Da hørte han en svag klyngen. «Mama mi, mama mi,» klynkede det, og ved trappestenen stod et lidet barn i bare skjorten og glante paa lyset, han fremdeles holdt i haanden, med øine, der var store og blanke af forvildet angst. «Mama mi,» ynkede det sig og puttede de smaa fingre i munden, «Mama mi –»
Han bøiede sig ned og klappede det paa haaret, men det blev bange for den fremmede mand og ilskreg, og han maatte med magt leie det ind i gangen.
«Aa, ret lel! Nei, hvemses er det da?» sagde urmagersvenden. «Stakkars den vesle ungen har løbt bort sig inat – aassen hedder du, kryben? – – – Drar du kjendsel paa det, Helene?»
Hun forlod sin elsker og nærmede sig, idet hun snufsede og tørkede graaden af ansigtet, og saa paa barnet. «Det er Per vognmands yngste gut,» svarte hun. Forældrene var vist paa frelsesarméen, og de havde ikke raad til tjenestepige. – Hun løftede gutten op og byssede ham, saa han tide, og hun syntes at bli rent ædru af moderlig medynk.
Kunde en af dem besørge barnet hjem til 383Per vognmand og passe det, til forældrene blev hentet?
Helene kunde nok, men saa tvilende efter Johannes Nilsen, der var kommet paa benene og taus luskede ind paa sit kontor, hvor han ramlede med stolene.
Holk skulde ta sig af ingeniøren, lovte han. – Men var det værdt, at hun bar det?
Hun rødmede og leverte det til sin bror. – Hun skulde være hos vognmandens og passe det, men Jens fik bringe det did og senere hente forældrene, hun vilde ikke op paa Knudsesalen, sagde hun og gik stilfærdig fra dem.
Klodset og forlegent haandterte urmagersvenden rollingen, som survede og sprællede med de nøgne fødder. – Vilde sagføreren være saa inderlig snil og fortælle ham, hvad klokken var? Han havde regulert sin paa værkstedet igaar, men var den virkelig alt tre?
Den var visselig mer – Nei, det var den temmelig præcis, og Erik Holk blev forundret, fordi den ikke var meget mer.
Naa, da var det rimeligvis snart slut paa salen, for det var ligesom dem blev roligere tilsinds, naar det led saapas over midnat. Dommeren skulde jo komme som en tyv om natten, ikke om morgenen. – «Gud være med dere, sagfører, han er langmodig og gir os et døgns frist endnu.»
384I døren stansede han og lagde til, at dersom det ikke blev stængt, vilde han forte sig hid med en bøtte og en skureklud og spyle af gulvet – Det var saa leit for folk, at her var saa tilrakket.
Og krøblingen hinkede afsted og holdt om barnet med begge hænder.
– – – – – –
Ingeniørens soveværelse var et trangt kot og tarvelig udstyret: en svær, pakket boghylde, hvortil der sagtens ikke var rum paa kontoret, to træstoler, en feltseng, over den et fotografi i ramme, ved hodegjærdet et umalet vaskebord og et speil, det var hele det fattigslige møblement. – Erik Holk, som ikke havde været derinde tidligere, havde faafængt søgt efter en stage til lyset og pressede det fast i en tomflaske, han fandt under boghylden – dér var i dusinvis af dem – stillede det paa vaskebordet og satte sig paa den ene af stolene. Johannes Nilsen havde slængt sin frakke og vest paa den anden, kippet af sig skoene og kastet sig paa sengen. Han laa paa ryggen og gabte, blygraa i fjæset, og snorkede straks rallende. Sagføreren havde git bestemt løfte paa at vaage hos ham for at faa ham tilsengs, ellers vilde han paa ingensomhelst maade. Vinduet var aabent, taagen udenfra sivede ind, og fugtigheden skabte en ring af straaledis om lysflammen.
385En mild taalmodighed, den han selv følte som besynderlig lindrende og velgjørende, lod Erik Holk døie alting uden vrede, end ikke under optrinnet med jenten havde hans hidsighed været virkelig vakt. Stadig svævede en afglans af farens forklarede billede over hans forestillinger, og han vilde fæstne det ved at gjenkalde sine barndomserindringer, men kunde ikke. Efter dem at dømme maatte han helst ha været ræd for sin far – – – Han var træt og døsig, men det ubekvemme sæde og stikkende værk i den saarede haand hindrede ham fra at blunde af.
Johannes Nilsen snorkede, men han sov ikke ordentlig. Alt i et kvak han i veiret og havde rykninger i lemmerne, saa feltsengen rystede og knirkede. Hans søvn blev mer og mer forpint, han væltede sig og snakkede afbrudt, rettede sig møisomt op, knugede de knyttede næver mod tindingerne og stønnede: «Aa–haa – haa –»
Holk spurgte, om han vilde ha vand.
«Nei!» spyttede han. «Og hvorfor plager du dig med at sidde der?»
Det var ifølge hans eget indstændige ønske, svarte Holk og hældte i et glas af vandkaraffelen og rakte ham. «Aa, drik det, du har godt af det.»
Han tømte det i tørstige, svælgende slurker og lagde sig ned. «Jeg havde det nogenlunde 386i denne byen,» mumlede han. «Nu skal jeg værfes paa porten, redaktøren indestod for det.»
Saa ilde blev det vist ikke. Han havde været uheldig, men meget kunde pyntes og bødes paa.
«Skidt i det! – Det har liden betydning, de kan ikke bli kvit mig før nytaar – Hæhæ,» lo han stødvis. «Og hvor er verden og vi til nytaar? – Forresten kan jeg tjene føden i Yankeeland.» Derpaa glode han hadsk paa sagføreren og sagde haanlig: «Leger du samaritan? Det bør du rigtignok, skjønt det klær dig maadelig. Jeg havde det nogenlunde i denne byen, ja – men det var, til du blev naboen min. Venskabet og pratet dit og whiskyen din, du – og jeg er blet Lazarus. Du er et skadedyr.»
Holk smilte trist, den sandhed var ikke ny for ham.
«Pynte og bøde paa? – Du betér dig saa menneskekjærlig,» fortsatte Johannes Nilsen. «Har du omvendt dig?»
Der blev en pause. Omsider kom det utydelig og nølende fra Erik Holk: «Jeg skal være oprigtig mod dig, og du er ikke fuldere, end at du kan forstaa mig og muligens ha udbytte af det – Ja, jeg stræver med at omvende mig i nat.»
Skulde det være alvor? – Agerte han ikke? Han var slem til det.
Det var alvor.
Og netop i nat? – Ingeniøren vred sig i 387sengen, saa den knagede. Var det beredelse, spurgte han spændt.
«Ikke det. Jeg har set min afdøde far, drømt om ham, hvis du vil det saan –» sagde Erik Holk neppe hørlig. Han havde al sin vilje behov for at tugte sig til dette skriftemaal, men den anden havde havt for meget aarsag til sin anklage. Det var en helligbrøde, som var blet til pligt, og han krympede sig for at ofre sig slig til denne forsjoflede, stinkende drukkenbolt, og samtidig væmmedes han over at spore martyrvellyst ved det.
Johannes Nilsen laa længe stille, saa viste han paa fotografiet: «Det er min mor – hun døde, da jeg var fjorten aar.» Og han snudde sig mod væggen.
Det rumsterte i gangen, og Holk gik ud for at se efter. Urmagersvenden var ifærd med at spyle gulvet. «Klokken er fire,» sagde han. «Den er et kvarter over, og det lysner ikke.» – Sagføreren mente, det var taagen og bød ham penge for arbeidet, men han vilde ikke ha dem.
Da Erik Holk kom tilbage til soveværelset, sad ingeniøren paa sengekanten; ansigtet blussede, øinene var rødsprængte, og han skjælvede, saa han hakkede tænder. «Vil du be med mig?» hviskede han rustent.
«Hvis jeg kunde, vilde jeg det.»
«Kan du ikke!» sagde han skuffet og brudt.
388Sagføreren tog plads paa sin stol. «Nei, jeg kan ikke.»
«Har du forsøgt?» spurgte Johannes Nilsen indtrængende. «Har du nogensinde forsøgt, efterat du blev voksen?»
Holk nikkede: «Ja, jeg har – en gang – jeg kan ikke.»
«Du din Satans løgner med den omvendelsen din!» raabte ingeniøren, gnistrende af ondskab. «Den maa være krank den! Ikke til Gud, men sagtens til menneskene har du omvendt dig. – Og du har vovet at jage Helene fra mig! Hun er den eneste, som bryr sig om mig, og be kan hun da, den arme skjøgen hun er – – Gaa, jeg maa be til Gud, og i dit nærvær kan jeg ikke – gaa, gaa!» Han seg fra sengekanten og borede hodet ned i tæpperne. – «Om forladelse!» hulkede han. «Jeg er saa fortvilet, jeg ved ikke, hvad jeg siger, vær ikke vond paa mig – om forladelse! Men gaa snart – jeg maa være alene.»
Holk betænkte sig. Johannes Nilsen havde drukket frygtelig i det sidste, og dette tegnede farlig. «Generer jeg, skal jeg fjerne mig, dersom du vil være rolig.»
«Ja – ja, gaar du, skal jeg bli saa stille, som det er muligt for mig at bli.»
Det var bedst at føie ham, tirrede man ham, kunde han bli desperat, og Erik Holk 389gik, men satte dørene paa klem efter sig og lagde sig paaklædt paa sofaen i stuen.
Efterat Johannes Nilsen havde knælet en stund foran sengen med hodet boret ned i tæpperne, sukkede han: «Aa Gud, aa Gud!» og stod op og stirrede bent frem for sig. Pludselig bukkede han sig rask og snappede en firkantet geneverflaske bagved vaskebordet, rev korken af, speidede skulende omkring sig, førte den til munden og sugede og drak, aandede pæsende og drak endnu mer. Derefter gjemte han flasken under puderne og begyndte at labbe rundt paa hosesokkerne, medens han gyngede i knæerne og svingede med armene og gryntede snøvlende. – «Og engelen svor ved den, som lever i al evighed, at der skal ikke mere gives tid,» mumlede han og kluklo. – Høhø, de havde blandt andet ogsaa fordrøftet sig paa tiden og evigheden, han og Holk. «Skal ikke mere gives tid?» Hvad gavnede det den fordømte? Tid blev evighed, fordømmelsens evighed, helvedes evighed – helvede her og helvede hisset – – – Der skal ikke mere gives tid – Det timelige skal omskiftes med det evige – fra verdensnødens aske til usalighedens ild – Men hil dig, skabningens Cæsar! Og saa dødsspranget ud i visheden – –
Han gren og gned sig for panden og snappede igjen flasken, drak og kylte den fra sig i 390sengen, saa geneveren sprøitede. Han saa længe paa morens fotografi, og da han saa labbede rundt, sang han halvhøit og med dvælende eftertryk paa slutningen af linjerne:
She told me in the world,
temptation I would meet.
Yes, oh yes!
I believed it ’cause my mother
told me so.
Ansigtet blev atter blygraat, og underkjæven hang slapt ned. Med et smask smækkede han munden til, kneb læberne sammen og dunkede sig i hodet med næverne og gav sig til at rode i vaskebordsskuffen. Han stak en barberkniv i lommen og listede sig derpaa gjennem sit kontor og gangen til sagførerens stue. Holk sov trygt paa sofaen, og Johannes Nilsen smilte tilfreds: «Good bye, old man, good bye!» og listede sig igjen ind i sit kontor, hvor han dreiede nøglen om i døren.
Paa soveværelset blev han staaende som forstenet og glo mod det aabne vindu. Det var fuldt af bittesmaa, hvide prikker. Og de ordnede sig til linjer, og da han saa nøiere paa dem, var prikkerne bogstaver, som blev til ord, hvide bogstaver paa sort grund. Vinduet var som en opslaat sort avis med hvidt tryk – – – Han vilde læse den, traadte nærmere og nærmere – den havde et særskilt budskab 391til ham. Men saasnart han var helt nær, sitrede linjerne, han greb efter avisen, og bogstaverne spredtes i et virvar udover dens sider. Kun stavelser og stumper af sætninger var læselige. Og det havde været et særskilt budskab til ham, han maatte læse det!
Men bogstaverne fløi bort som en sværm af hvide, dansende myg. Han gjorde et skridt tilbage, og de svirrede ind i vinduet – to skridt, og de sitrende linjer samledes – tre skridt, og den mærkelige avis var komplet. Paa den afstand kunde han dog ikke læse, og nærmede han sig, fløi myggesværmen. – Han tittede ud. Natten var fyldt af hvide prikker, hvide bogstaver – de dryssede ned, de snede ned! – – – Og Johannes Nilsen lo skraldende: Guds visdom spildtes! Den himmelske sats var faldt i fisk og regnede ned over jorden og jorderige, over retfærdige og uretfærdige!
Men det kunde være et fedt for ham. Han plantede sig foran speilet, trak barberkniven op af lommen og foldede den ud og kjendte paa eggen – den var nylig opsat og burde være skarp. Han nykkede et haar af sin isse og prøvede med det – den bed fortræffelig. Saa strøg han langfingeren haardt over halsen og følte efter de store aarer, først den paa venstre side, dernæst den paa høire og klemte paa strubehodet. Men han blev kvalm af dette og vilde 392brække sig, hostede og spyttede seigt slim. Værre og værre hostede han, kikende og krampagtig, og uforvarende puffede han til lyset. Det vippede ud af flaskehalsen og slukkedes. Han var i bælgmørke.
Hvinende hoppede han op i sengen. – Det yrede af hvide prikker i mørket. Luften var levende af dem, han vilde kvæles. Men de parrede sig til stavelser, de blev til sætninger, som han maatte læse – de indeholdt alt det, han skulde vide – – Kunde ikke, kunde ikke! Sætningerne føg fra hinanden i vrimlende stavelser, lange og korte – De kriblede og krablede som hvide maddiker paa hans krop. «Aa fy, aa fy for utøi! – Ordlus!» mumlede han og børstede dem væk. Det klødde allesteds, de aad ham. Han klemte øinene ihob, de krøb ind under øienlaagene, han maatte se dem. «Ordlus – afskylige ordlus – sjælelus!»
Hæhæ, han ante stavelsernes mening alligevel, han havde tydet sætningernes sætning, gaadernes gaade! – «Fra evighed til evighed er jeg, o Gud,» sagde han med tynd, klar stemme og satte kniven for struben og snittede til.
Boken er utgitt av OsloMet
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Mod kvæld av Tryggve Andersen ble utgitt i bokform første gang i 1900. Romanen ble opprinnelig trykket som føljetong i Verdens Gang. Historien handler om sakfører Erik Holk, som flytter til en liten sørlandsby for å forsøke å finne balanse og sammenheng i livet. Hans prosjekt mislykkes imidlertid, og sakførerens personlige kamp med seg selv skildres inngående.
Romanen beskriver livet i en småby på en realistisk og skarpsynt måte, og beveger seg både i personlige og samfunnsmessige landskap.
Boken er korrekturlest og tilrettelagt av Bachelor-studenter i Bibliotek- og informasjonsvitenskap ved OsloMet høsten 2018.
Tryggve Andersen etterlot seg ingen stor litterær produksjon, men det han skrev regnes i dag blant noe av det beste i norsk litteratur.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.