Mod kvæld

av Tryggve Andersen

IX.

393Natlampens væge flød dybt nede i glasset, hvis olje var næsten fortæret og kun var som en gul hinde over vandet. Dens lille, uskyldige flamme stred tappert mod skyggerne, der vældede frem fra krogene, men saa sugede vægen vand, og flammen sprutede og sprakede og brændte ustøt, og for hver flakkende opblussen blev den mindre og kraftløsere, medens skyggerne flokkedes tættere om de to senge, hvor apothekeren og hans hustru trygt og fast sov ud efter advokatens selskab. Tilsidst svømmede der i glasset bare en rød glo, der neppe magtede at hævde en rund lyskreds paa bordets hvide dug, og da den osende tande fræste og sluknede, gled skyggerne helt sammen og fyldte værelset med sort mørke.

«Mor! Det er mørkt.» Det var Rolf, som raabte inde fra alkoven, og fordi hun ikke svarte, fortalte han det engang til og høiere. Ellen Jensenius løftede hodet fra puden og sagde søvnig, at han ikke skulde bry sig om det; de havde 394vist ikke husket at hælde olje paa iaftes. – Han gav sig tiltaals en stund, men derpaa klagede han: «Mor, jeg er vaagen!»

Hun hørte det, men han skulde ikke være det.

Jamen han kunde ikke la være!

Han skulde alligevel ikke skraale slig og ikke vække Tulla, skjændte hun ærgerlig.

«Jamen Tulla er ogsaa vaagen, hun kramser paa tæppet.»

Apothekeren rømmede sig og brummede: «Er du ikke frisk, Rolf? – Du er det. Naa, det er nat, og du skal sove og ikke være uskikkelig, ellers kommer jeg med krabasken –»

Denne bistre formaning frugtede, og gutten tiede. Moren lagde sig til rette igjen, og faren snudde sig paa den anden side, og ægteparrets aandedrag steg og sank rolig og jevnt, og vidnede om de sovendes sundhed og gode samvittighed. – Tulla sutrede saa smaat, og Rolf hyssede forsigtig paa hende, hun maatte ikke. Et uhr slog nedenunder, mange slag. Det vækkede ikke forældrene.

Det bankede sagte, og en tjenestepige traadte ind med et lys og nærmede sig sengene. «Frue, frue!» kaldte hun dæmpet.

Ellen Jensenius vaagnede og gned øinene. «Er der noget paafærde, Grethe?»

«Klokken i kjøkkenet har slaat otte, frue!» hviskede hun ivrig.

395Fruen reiste sig op og saa sig om. «Otte? – Otte, siger du? Det er jo mørkt.»

Ja, det var saa, svarte pigen langsomt og uvist.

«Hvad er det for tøv, du farer med? – Aa, rul gardinerne op!» befalte fruen utaalmodig, og det blev gjort: Ruderne var sortblanke af natten udenfor. – Hun saa paa sit uhr, det viste otte, og hun ruskede i sin mand: «Jensenius, hvormeget er din klokke? Er den otte?»

Han lettede sig ørsken paa albuen og hægtede sit massive gulduhr ud af stiften over hodegjærdet, stirrede paa det, kremtede, satte det til øret og forkyndte: «Klokken er elve minutter over otte, men det kan den naturligvis ikke være. Hvad var din?»

Den var otte, gjentog hun; men han vilde ha nøiagtigere besked, og den var syv minutter over. – «Den var otte den i stuen med,» forsikrede Grethe og tændte lampen paa bordet ved apothekerens seng uden at være bedt om det.

Hm – skulde nogen for løier ha fingret med alle uhrene i huset? forhørte han strengt.

«De var i orden, da vi kom hjem inat,» indvendte hans kone og saa forbauset paa pigen. Hun var et gammelt trofast tyende, der aldrig havde røbet brist paa respekt for sit herskab, og nu satte hun sig bent ned paa den store stol, 396hvor fruen havde lagt sin silkekjole fra sig, og sukkede fortabt. – «Grethe da, bli ikke tosset!»

«Kan jeg ikke ha lov til at være vaagen, far?» raabte Rolf indsmigrende, men ingen ænste ham. Peder Jensenius grundede dybsindig, fruen viklede sit haar i en knude og fæstede det op, og pigen sankede ihob støvler og sko, som skulde børstes.

«Grethe,» sagde apothekeren omsider. «Lad skoene være og spring ned til farmaceuten og spørg ham fra mig, hvormange klokken er.»

Hun gik, og Ellen stod taus op og begyndte at klæ sig. Hendes mand fik i en fart benene ud af sengen og havde allerede trukket strømper og bukser paa, saa slængte han sælerne over skuldrene og sagde bebreidende: «Ellen – kone, du har glemt at sige godmorgen til mig.» – Hun kyssede ham hurtig og forsvandt ind i alkoven, medens han betragtede mønsteret paa sine broderede tøfler til pigen kom igjen. – Hun havde maattet vække farmaceuten, og hans klokke var to og tyve minutter over otte, og hos skibshandler Dahls ved siden af var de oppe alle sammen, fortalte hun, og det kunde mærkes. at hun var paa graaden.

«Det er godt.» Og Peder Jensenius dukkede ansigtet ned i vaskevandsbollen, men da Grethe spurgte fruen, om hun ikke skulde hjælpe til med barnene, rettede han sig prustende og sagde: 397«Aa, hent mig først min almanak, den ligger tilvenstre paa skrivepulten.»

I alkoven pludrede og lo Tulla, men Rolf vilde ha greie paa, om det var sandt, at det var morgen, og hvorfor de skulde være vaagne, naar det var mørkt, og hvorfor det ikke var blet lyst, og morens stemme var lidt usikker, idet hun tilstod, at det vidste hun ikke, de skulde bare være flinke og bli fort færdig, for de havde forsovet sig.

Saa bragte hun Tulla ind til faren og mindede ham om, at veslebarnet havde han nok glemt at sige godmorgen til. Men i det samme var pigen der med almanaken, og uden at se paa dem tog han den rask og bladede i den, blev derefter staaende med den i haanden og rynkede modfaldent brynene.

«Hvad er det, Pettermand?» spurgte Ellen.

«Det er ikke solformørkelse,» svarte han kort og gav sig til at skylle sin mund med megen gurglen og støi, og saasnart han havde endt sit toilet, skyndte han sig ud.

De to kvinder, der blev tilbage, taltes ikke ved og stelte travelt med barnene, som gjaldt det at gjøre dem rede til hastig flugt for en overhængende fare. Tulla sad føielig og munter paa fruens fang; men tjenestepigen var saa skjælvhændt, at hun neppe kunde holde paa de plag, Rolf skulde iføres, og slet ikke paa ham 398selv. Gutten var blet smittet af de voknses uro og plagede dem med sin ihærdige nysgjerrighed. – Skulde det ikke bli lyst? Hvorfor var det ikke lyst, naar det var morgen? spurgte han og klængte paa moren. – «Vær nu en god gut,» tiggede Grethe. «Det er ikke lyst om vintermorgenerne heller.»

Var det blet vinter? Var det sne? – Han kløv op paa en stol ved vinduet og vilde kige efter. «Der er ikke sne,» snakkede han. «Men der er mig og lampen og mama og Tulla,» og han vilde ikke fra stolen, før Grethe bar ham væk for at vaske ham.

Ellen Jensenius kviede sig næsten for at se mod de sortblanke ruder, som havde varslet hende om, at det ikke var blet dag, saa stor en uhygge syntes hun, der var ved dem. – Ja, det er ikke blit dag, tænkte hun hele tiden, medens hun syslede med Tulla, og hvad skulde det betyde? Var ikke solen staat op? Det maatte den være, ellers havde jo hele verden gaat under. Det gav et sæt i hende. Adventisterne havde spaaet anderledes om det skrækkelige, det var ikke – nei, nei det var det ikke. Ikke blet dag! – Hun havde læst om vulkanske udbrud og askeregn, som kunde skjule solen og forvandle dag til nat, kanske var det noget saant. Kanske skulde en af de vældige ulykker, de havde hørt saa ofte om i det sidste fra fremmede 399lande, ramme dem, vælte sig over deres by og ødelægge deres hjem. Hun bed tænderne sammen, men det sved i hendes øine af trang til at græde.

Tulla var istand og hun satte barnet fra sig. «Har du været ude, Grethe?»

Ja, hun havde saavidt været ude paa trappen.

Og hvorledes var veiret? – Det var svært taaget.

Ellen Jensenius kunde ikke bare sig for det, hun aabnede vinduet. Der var ikke stjerner og ingen dæmring af himmel, mørket var som sort uld og luften saa fugtig, at hendes haand blev vaad, og der dannedes glinsende dugperler paa hendes ærme. Det lyste sterkt fra naboernes hus, men fra de næste strømmede kun et disigt skjær, og længere udefra skimtedes ikke et lysglimt. Og saa trykkende stille det var! Og stilheden lignede ikke den vanlige om natten, den pinte hørselen.

Saa maatte hun støtte sig mod vinduskarmen. Et hæst, vildt ul ljomede. – Hvad kunde det være? – «Aa, frue!» skreg Grethe. Da ljomede det paany, to-tre gange, og de forstod, at det blot var taageluren paa indseilingsfyret.

Barnene var færdige, og Ellen gik nedenunder med dem. Der vandrede Peder Jensenius frem og tilbage i stuerne med hænderne paa ryggen og bøiet hode. Havde han talt med 400nogen? – Nei, han havde ikke det, undtagen med farmaceuten. Og han stansede foran dem og saa alvorlig paa barnene. «Man maa ikke tabe besindelsen, kone,» sagde han myndig og fortsatte sin rastløse gang. Hun stod trist og bekymret, og han blev grætten. Der burde sørges for lamperne, de var omtrent tomme, og kunde der ikke bli frokost? – Farmaceuten, hvis vagt var forbi, vilde gjerne afsted til sin familie, som rimeligt var, discipelen havde behaget at bli borte, han skulde passe apotheket alene, om han var fastende.

Hun vilde skaffe mad. I kjøkkenet knælte kokkepigen ved komfuren og stønnede, og gaardsgutten hang paa en krak ved klokken og glode ufravendt paa viserne. Tjenernes tilstand nødte hende til at gjøre sig modigere, end hun var. Hun roste Grethe, som i det mindste var ved samling, satte kaffekjedlen over og prøvede at trøste dem; men kokkepigen kunde ikke begribe fornuft, og gaardsgutten bare rokkede paa krakken og skubbede næverne langs laarene og mumlede: «Den er alt halvti – Den er alt halvti.» – Hun strævede med dem, til hun ikke orkede mere selv, og gik saa fra dem. – Hun kunde ikke være ledig, vovede ikke være det, fandt petroleumskanden og forsynte lamperne og dækkede bordet. Apothekeren vandrede stadig frem og tilbage, hans saaler knirkede 401skrigende paa spisestuens gulv, knirkingen tystnede paa dagligstuens tæppe, og skreg atter, naar han passerte tærskelen. – «Nei, man maa ikke tabe besindelsen,» sagde hun og tog ham om halsen, og han nikkede opmuntrende: «Jeg har ogsaa været i kjøkkenet – de er blet idioter, og vi faar se til at holde skik paa huset, Ellen.» Formodentlig drog det lidt ud med frokosten, i saa fald permitterte han farmaceuten straks og stængte apotheket; de, som skulde noget nødvendigt, kunde ringe.

Barnene var mærkelig rolige. Rolf skjønte paa sin fars miner, at han ikke skulde være i veien og legte med Tulla i hjørnet ved pianoet, og de havde løfte om at faa spise frokost med de voksne, dersom de var snille, og det fik de ellers kun om søndagen.

Kaffen var skjænket, og apothekeren havde tømt sin første kop, saa ringte det. Han lukkede selv op og meddelte tilfreds, at det havde været postbudet. Breve var der ikke, men aviser, og ruteskibet, som ikke havde været mere end et par timer forsinket, havde ankret op paa havnen her. Og postmesteren havde han sandelig respekt for, siden hans underordnede fungerede idag – «Ja, inat skulde jeg nok sige, det kunde være korrektere,» spøgte han og saa i bladene, men de havde ikke spor af forudsigelse om det indtrufne, og han hev dem uvillig fra sig. 402Pressen havde sveget hans tillid og svigtet sin pligt.

Rolf og Tulla blev mætte og kjed af at sidde pent tilbords. De løb til sit legetøi igjen, men forældrene blev siddende, skjønt de forlængst havde sluttet at spise. Da de endelig reiste sig, stoppede Peder Jensenius en pibe og satte sig paa sofaen med aviserne, men han hverken røgte eller læste. – Kunde han ikke ta sig en liden tur ud i byen og høre efter nyt, foreslog Ellen, der havde sat sig henne hos barnene paa taburetten ved pianoet.

Han vilde ikke, havde ikke lyst til at gaa fra huset, og desuden kunde han ikke forlade apotheket.

Taagelurens ul ljomede af og til. I kjøkkenet stavede Grethe i bibelen, og kokkepigen hulkede saart. Rolf klaprede med byggeklodser og murede et slot, Tulla pratede med dukken sin, og en sjelden gang lød skridt og stemmer ude fra gaden. Men det lysnede ikke, og tiden svandt saa langsomt, og Ellens spænding blev ulidelig. Vente – vente, og ikke ane, hvad en ventede paa! Og ha barn og mand og hjem at være angst for – – maaske lurte det forfærdeligste sig over dem alle, hendes og hende, i dette ufattelige mørke – og det kunde være adventisternes dommedag. «Nei!» raabte hun høit, saa apothekeren forskrækket mistede sin 403pibe, men han sagde ingenting. Hun trode, hun skulde bli gal, vilde beskjæftige sig, gjøre noget og forsøgte at dække af bordet og kunde ikke. Nu følte hun sig saa mat og underlig, at hun lod alt arbeide fare og lagde hænderne i skjødet.

Vente – vente, og ikke ane, hvad en ventede paa! – Hun pressede lommetørklædet for øinene og indbildte sig, at det skulde være blet bare lidt, lidt lysere, til hun saa op, og naar hun gjorde det, var det fremdeles blot lampen, som speilte sig i vinduernes sortblanke ruder. – Og i kjøkkenet stavede Grethe: «Du er værdig at tage bogen og oplade dens segl, fordi du er slagtet –.»

Da klokken var over tolv, kom Erik Holk, bleg og elendig og med armen i bind. «Hvilke paalidelige efterretninger har man?» buste apothekeren mod ham og heftede sig ikke ved hans udseende.

Det var svært knapt baade med paalidelige og upaalidelige, sagde han og saa sig om, som ledte han efter nogen. – Ligedan som her skulde det være rundt hele kysten; udenlandske telegrammer havde man ikke. – Ellen afbrød dem: «Hvorledes er det med dig, Erik? Har du brukket armen i mørket?»

Neida, han havde bare skaaret sig, og der var blet en smule betændelse i saaret. Og for at aflede opmærksomheden fra sin person, lo 404han tvungent og henkastede en gisning om aarsagerne til denne ægyptiske landeplage. Det brød de sig dog ikke om, de examinerte ham saa indgaaende og deltagende om hans befindende, at det var klart, det var dem en lettelse at bekymre sig om ham for at slippe fra sine egne tanker, og inden han endnu havde kunnet svare dem tilstrækkelig, var Lilli Herwig der. Hun hilste neppe paa de andre, hendes første spørgsmaal rettedes til ham, idet hun klyngede sig til hans friske arm: «Er du syg, Erik?» Og han maatte atter forsikre, at det hele var en bagatel. Men Ellen drog Lilli til sig og sagde inderlig: «Er dere blet enige alligevel?» og apothekeren skjønte, hvad der var foregaaet. «Man kan altsaa ønske tillykke – ikke sandt?» smilte han bistert. «Kone, jeg var klog, jeg vilde ikke vædde paa det modsatte udfald.»

Saa slog de sig tilro, Ellen hos barnene, Peder Jensenius paa sofaen, Erik Holk i sin yndlingsstol ved ovnen og Lilli tæt op til ham. Og med et var det, som om mørkets uhygge blev dobbelt tyngende og skræmmende; de sad tause og iagttog barnenes leg og skottede mod vinduerne, hvor lampen speilte sig i de sortblanke ruder, indtil apothekeren igjen begyndte at vandre rastløst frem og tilbage. Men ljomede taagelurens ul, trykkede han haanden mod 405venstre side af brystet og sukkede. – Var ikke dette en ond drøm, et mareridt? Skulde han ikke vaagne fra det? Kunde det være virkeligt?

Han kunde da ikke pludselig være blet vanvittig og lide af en fiks idé? Dette var da ikke en almindelig aften senhøstes? – Han stjal sig til at kjende paa ovnen bag sagførerens stol. Malmen var kold, og hans fingerspidser blev graa af støv. Der havde ikke været ilagt paa maaneder. – Og virkelighed var det, hans sanser overtydede ham om det. Lampen speilte sig i de sortblanke ruder, Lilli talte fortrolig til Holk, hans kone dæggede for Tulla, i kjøkkenet stavede Grethe utrættelig bibelen og hulkede kokkepigen snøftende.

Rolfs slot ramlede sammen, og han nappede sin mor i kjolen: «Jeg er saa sulten –.»

– – – – –

Ikke alle byens indbyggere var blet vækket saa sent og saa lempelig, som de der bode i den afsides tværgade, ved apotheket. – En faatallig skare af de hellige havde ikke forladt andagten paa Knudsesalen, men standhaftig villet vaage natten ud. De havde vægret sig for at fatte, at morgenen ikke gryede, og solen ikke randt, men de overvældedes af sandheden, der knugede dem i knæ, og de havde stundet efter forløsning fra sin gru og higet efter den i lange øieblikke, indtil de hærdedes i fortvilelse. Da 406blev nidkjærheden luende i deres hjerter og bød dem at spredes ad for at varsko sine venner og sin slægt. De fleste ilte udover til smaahusene i arbeiderstrøget og videre til fattighytterne ved sagbrugene. Der var ingen lygter, og de ravede i blinde og faldt og krabbede sig frem til døre, de hamrede paa, og vægge, de dundrede i, saa fortumlede, søvndrukne skikkelser, som netop var sprunget af sengen, styrtede ud og hujede af skræk og trode, det var ildløs. Men de hellige mødtes af nogle, der allerede var oppe; fordi de havde for vane at tjene sit brød ved slid fra hanegal af, havde de ikke kunnet sove mer og havde ript i fyrstikker, set efter, hvad tiden var leden, havde undret sig og var blet bange. Men snart stilnede skrigene, og angsten blev taus. Avet af natten søgte menneskene ly i sine boliger, og medens smug og gyder blev øde, rørte det sig tuslende og taslende i smaahusene og fattighytterne, og skinnede det fra rude efter rude.

Ogsaa inde i byens hovedgade blev der efterhaanden vaagent liv, tidligst paa den simple siden under heierne, derefter paa bryggesiden hos de anseligere og rigere borgere. Dér var det dog længe slig, at det kun lyste fra et enkelt vindu hist og her, og først ved det leite, da kjøbmænd og haandværkere burde ha tat skodderne fra sine udsalg og været igjænge med sin dont, syntes folk overalt at være blet vidende om, at 407dag ikke havde afløst nat, som den skulde. Og endnu var der kanske dem, som sov over sig, narret af mørket, helst en og anden af de vælgere, som havde været advokatens gjæster. Færdselen i gaden skulde ikke forstyrre dem, ikke én bondekjærre havde rumlet tiltorvs, ikke én fiskerbaad fortøiet ved bryggen, og de faa, der var ude, listede afgaarde; taltes de ved, var de lavmælte, som likte de ikke klangen af sin egen røst, og de havde formeget paa sinde til at ænse Laurits politi, den affældige kroken, dér han sad og snorkede under de staselige smedejernslygter ved bankens trappe.

Fyrets taagelur tog paa at ule, et dampskib peb i elvemundingen og famlede sig tilrette paa havnen med idelige, skingrende stød i signalfløiten; det urode ham ikke, og heller ikke, at der blev laast op i banken bag ham. Han snorkede og snorkede, for han havde havt vagt døgnet rundt, og døv var han. – En snublede over hans fødder og puffede haardt til ham. Laurits flyttede paa sine støle lemmer, gabte, bandte i skjægget og gløttede paa de mødige glugger, og forbi ham fòr Jørgen Weigert ind i banken og smældte den svære dørfløi efter sig. – I jøssenavn! Aa skulde han i banken ved nattetider, og aassen var han sluppet ind? Han brugte da ikke falske nøgler? – Sin rigtighed kunde dette ikke ha, og det var leit med disse 408unge spekulanterne, de var saa rappe til at forledes af den onde. Og vægteren fulgte efter og skumpede til døren, den gled op, og han stak hodet ind i forretningslokalet. Der var blus paa den store nymodens lampen under taget, og ved skranken stod Weigert og parlamenterte med selve chefen, men ellers var der ikke et liv. Laurits trak hodet til sig og bed af en skraa, og medens han tyggede paa den, blev han var, at det lyste i husene bortefter, og nys havde det været slukket og fredeligt i gaden. – Gud naade ham! Helligdævlene maatte ha laget optøier – og det svinagtigt lurveleven ogsaa, og han ha døset fra pligten og skyldigheden sin. Det blev nok til den afskeden, de havde præket til ham om, og den skarve pensionen. Pension og unger! – Ak jasan, han havde været letsindig med giftingen sin; alderdommen blev slem at drages med. Den ufyselige taagen havde tat aarvaagenheden fra ham og gjort ham søvnig. Og varmen; en havde ikke set lignament til varme saapas paa høstparten.

Han sundede sig paa det, da Weigert stormede ud, og Laurits hagede sig fast i ham: «Aa har dere bestilt i banken naa?»

«Plyndret kassen og røvet mynten,» kaldflirte han og pilte fra gubben. – I jøssenavn! Naa, at røve og plyndre sin egen kasse var chefen sagtens ikke med paa, og Jørgen Weigert 409var ligesaa skjæmtsom, som far hans havde været, og flaakjæftet efter turingen hos advokaten. Alligevel kunde dette ikke ha sin rigtighed, Laurits vilde rapportere sagen til fuldmægtigen, og havde han forsømt pligten sin, var det likest at rapportere det med. Men som han stolprede afsted, blev han rent fortullet. Hvad klokkeslet det var, havde han ikke redskab til at bestemme nøiere, men det var paa vrangen af midnatten. Rart var det da, at adskilligt folk færdedes ude, og rarere endda med den oplysningen i husene. Han skulde gjerne ha pratet til en om det, som var for sig gaat, men de var blet saa arge til at lyve i ham og erte ham, at han gad ikke, og desuden havde de alle saant hastværk. – Fra en høkerbutik sprang en tøs med en flaske; det maatte være ulovligt øl og brændevinssalg, og hende vilde han ha fat i og spurgte morsk: «Aa har du paa flasken?»

«Petroleum,» svarte hun sky.

«Hæ?» sagde han og satte næven op til øret.

«Petroleum!» skreg hun, og væk var hun, inden han kunde befale hende, at hun værsgod skulde svare skikkelig. For provsten kom spaserende, og Laurits veg af det smale fortaug og brød sig ikke mere om tøsen. – Hvis det ikke var i sognebud den karen var ude, havde 410det nok været græsseligt til staahei, siden en af geistligheden var alarmeret, og saa blev det svartsikkert med afskeden og usikrere med pensionen. Grov pligtforsømmelse blev det. Og vægteren stolprede bedrøvelig afsted til raadstuen.

Imidlertid var Weigert hos sagfører Holk for at tigge om bistand til at redde sig ud af den kniben, hvori han var stedt. Han havde ikke frist længer end til middag. Uden held havde han lirket og lirket igaar med konsul Hollmann, som ikke var blet medgjørligere efter desserten; uden held havde han villet nytte Kovelands rus, skibsrederen havde været for lur, og derefter havde han ikke ladet én kjending uantastet. Holks nei havde været det høfligste. Octavius, der kunde ha været brugbar, turde ikke for sin far. De dumme og tværre kvægene vilde ikke indse, at der ikke var det ringeste at risikere ved at redde ham nu, han havde chancer til at tjene saa udmærket paa fiskepriserne. Han skulde ha en solid formue, før fjerdingaaret var omme.

Med hatten bag i nakken red han skrævs over en stol, forklarte i rivende fart, hvad det gjaldt og hug uafladelig knokerne i bordet for at bedyre sine forsikringer. Men han havde ikke stor tro paa udfaldet og var rasende paa sagføreren, som sad ludende og stum med besynderlig skinnende øine og et stivnet smil 411om de blodløse læber. Døre og vinduer var vidaabne.

«Det gjælder min existens,» ivrede Weigert. «Glipper det for mig, vil jeg ikke overleve det. Hvorfor kan De ikke –?»

Erik Holk hostede, og tonløst, som om det var en lekse, han kunde udenad, svarte han, at han havde afgjørende grunde til ikke at skrive paa for nogensomhelst mer.

Da var Weigert solgt, fallit. Det gjaldt bogstavelig hans existens, og hans hustru – – stakkars Milla! skulde skaanes. – Stemmen slog klik for ham; han fiskede en cigar op af lommen og sugede paa den. «Altsaa har jeg at gaa til byfogden og melde fallitten. Liden tue kan vælte stort læs, og det er et yderst knuslet beløb i og for sig. – Men er De saa forstokket, at De ikke vil være med paa denne absolut sidste veksel?»

Holk rettede sig hurtig, og det dirrede om hans mundviger. «Nei, gaa ikke – gaa ikke! Det vilde være for sørgeligt, og den sidste veksel maa jeg dog være med paa. – Men se her,» og han rakte frem sin høire haand, der var omviklet med et tørklæde. «Jeg kan ikke rable et læseligt pennestrøg, og det kunde bli kluds med paaskriften, saa det er greiest, jeg blir med til banken.»

«Du er en hædersmand!» pustede Weigert 412«Du frelser mig – Ja, du har vel ikke glemt det, vi drak dus igaar?»

Erik Holk rustede sig til at gaa ved at knytte et bind om den syge arm, for det værkede i den, naar den hang ned. Han havde ikke skiftet klær siden forrige aften, kun byttet paa sig en trøie, men han ænste ikkeænste ikke] rettet fra: ænstei kke (trykkfeil) sit ustelte ydre. Saa spurgte han braat: «Har du ikke havt stunder til at savne dagen og være bange?»

«Bange?» – Weigert havde faat fyr paa cigaren og dampede kraftig. «Skulde jeg være bange?» plaprede han, og hans opspilet energiske udtryk slappedes, han blev gulbleg.

«Jeg har ikke husket paa at bli det. Jeg har ligget hele natten og brygget planer, og da jeg stod op – naa, jeg glædede mig ved det forfengelige haab, at banken skulde gi udsættelse paa grund af omstændighederne. Men utriveligt er det, pinedød – Og luften!» harkede han. «Den er saa tung og tyk, at den stemmer sig for brystet. Har du været ræd?»

«Jeg er det,» svarte Holk tørt. «Læg mærke til pusen!» Katten havde rullet sig sammen i gyngestolen; han rørte ved den, og den karede sig med labberne over snuden og mjauede ynkelig.

I gangen stod en jente udenfor ingeniørens dør. Hun trykkede sig tilside for Weigert; 413men hun havde biet paa sagføreren og stammede: «Har De set ham?»

Var det Helene? – Nei, Holk havde ikke set ham; han sov rimeligvis.

«Kan det være ret at la ham bli liggende?» spurgte hun nølende.

Erik Holk tænkte sig om og svarte alvorlig: «Nilsen bør ikke sove nu – Men nøglen er i laasen, og det nytter ikke at banke. Han maa være paa soveværelset. Gaa rundt ned til bryggen og raab paa ham, her har De fyrstikker.» – – –

De besørgede sit ærend, og Weigert, der havde faat det med bekymringer for sin hustru, stimede hjem, men sagføreren standsede i en liden klynge af byens fædre, som paa hjørnet ved banken omringede politimesteren. Han havde fra telegrafstationen nys om, at «formørkelsen», som han udtrykte sig, skulde række over distrikterne vestenfor og østenfor, men der var ugreie med linjen til hovedstaden og udlandet, og fra disse magre nyheder dreiede passiaren af til den skade og det afbræk, der kunde forvoldes i postforbindelsen og trafiken rundt kysten. – «Generligt er det, men det varer vel ikke saalænge,» mente en langskjægget tømmerhandler, som var forkjølet og uafbrudt nøs og pudsede sin næse. Og derom var de alle tilsyneladende overbeviste, det vilde ikke 414vare længe, saa var sagerne i sine hverdagslige folder – man skulde se tiden an til ieftermiddag. «Kunde vi ha fred for disse sektererne!» ønskede en vissen, sur mand i luvslidt floshat og hvidt slips; det var den bogtrykker, som udgav høires blad. Det haabede politimesteren, at man skulde; adventisterne var blet tæmmet igaar, lederne vilde hytte sit skind, og man sporede dem jo knapt udenfor deres lovlige enemærker, hvor de var optat med sit eget; for at være tryg vilde han selv inspicere tilstanden paa Knudsesalen. Han gik, og de emner, hans nærvær havde bragt paa bane, var udtømte; men gamlingerne skiltes ikke. Deres rynkede ansigter var besynderlig falmede og gustne, og de kunde ikke staa rolige, de stampede med fødderne og skuttede sig, som om de frøs trods varmen. De fortabte sig i gjætninger om aarsagen til, at det ikke dagedes og byggede sine formodninger paa aflægse brokker af skolekundskab og fersk avislæsning, men dristede sig aldrig til ligefremme spørgsmaal, der krævede svar. En afdanket skipper vilde fortælle en snurrig hændelse, som skyldtes den forlængede nat, og skjønt den drøie skrøne røg i stykker for ham, morede bogtrykkeren sig, saa han knæggede og higstede, men de øvriges munterhed var spag og lam. – De runde kighuller i skodderne for Søren Danielsens bod glode rødt udover 415klyngen; den minkede og fornyedes ved afgang og tilgang, men holdt sig stadig omtrent paa samme flækken, drog sig bare lidt nærmere til lygterne ved bankens trappe, der gjorde stedet til det bedst oplyste i gaden. De gamle byens fædre ruslede af, en for en, stille og uden farvel; de, der kom til, var mest yngre, arbeidere og ledige handelsbetjente, og de snakkede ikke med, før de havde hørt efter en tid. Ikke en eneste kvinde af de faa, som kom forbi, sluttede sig til flokken.

«Er De vred paa mig?» Agent Bentsen dukkede op tæt ved Erik Holk, der havde staat taus og ligegyldig. «Vi var begge en smule animeret, og – og min opførsel var ikke ulastelig. Vær ikke vred paa mig!»

«Jeg?» – Skulde jeg være –?» Nei nei, det sludder var det ikke umagen værdt at nævne, og sagføreren snudde ryggen til ham.

«Det er elskværdigt af Dem, jeg vilde være overmaade kjed af det, hvis De nærede nag til mig –»

«Jeg nærer ikke nag.» Holk gik uvillig fra ham, men agenten trippede efter og sagde bønlig: «Bli med til mig – Det er ikke behageligt at være alene nu, og jeg skal gjøre det saa koseligt for os. Aa, bli med! Jeg havde besøg af Octavius, men han var beruset og utækkelig. Tænk, han messede et kapitel 416af Johannes aabenbaring, og det var raat og smagløst, jeg frabad mig de løier. – Jeg liker mig ikke alene, og min mave er saa daarlig, jeg kan ikke være her.» Aa, bli med!» – Og han kvinkede af skuffelse, da sagføreren undskyldte sig og skyndte sig bort.

Men Erik Holk havde ikke fjernet sig langt, saa sagtnedes hans skridt, og han skjælvede i kuldegysninger og angrede næsten sin ubarmhjertighed. «Bentsen liker sig ikke alene,» mumlede han. «Jeg heller ikke – –» Kryster og kujon kunde ha slaat sine pjalter sammen, han kunde gjerne ha føiet fyren, og han havde faat nok af at være alene.

Det havde han været, helt fra Kristine havde hylt ham op af søvne og til Weigerts komme. Han havde havt feber og voldsomme smerter i haanden og armen, men snart havde han ikke sanset smerterne. Han var blet bange, og med ét havde han syntes, at alt omkring ham var dødt, og at jorden laa lig, svøbt i dette sælsomme mørke. Han havde paakaldt erindringen om nattens oplevelser og havde villet væbne sig med den taalmodige styrke, de havde indgydt ham; men det værn var blet veiret hen af en frygt, han følte som den hæsligste feighed og forræderi mod det helligste. Han havde skreget paa husholdersken fra værelse til værelse – hun var rendt sin vei – han havde banket 417paa Johannes Nilsens laaste dør og længtet efter den stinkende drukkenbolt, der nylig havde været ham en væmmelse, revet vinduerne op for at speide efter dæmring og villet styrte ud paa gaden for at træffe nogen. Men det var, som om han tørnede mod mørket, det jagede ham tilbage og spærrede ham inde som en fange. – Og han havde siddet alene. Frygten var vokset til sønderknust, gudforladt angst, og han havde erfaret, hvad det var at ydmyges i feighed. Den selvforagtens pøl havde han dog hidtil ikke væltet sig i – – – –

De folk, han havde staat og hørt paa, var helte sammenlignet med ham. De evnede at tænke paa tusen ting, som de skulde ha omsorg for, og snakkede de sig udenom alvoret, sparede de paa kræfterne for i den yderste nød at værge sig og sit. Han havde git sig ublufærdig over straks. Den feighed, han havde været belastet med fra fødselen af, havde skyllet væk sine kunstige dæmninger – – ogsaa det, at han i aarevis havde kjæmpet for at dølge den, havde bidraget til at slide ham op. Han havde været en kryster, der havde kastet paa sig en herlig kaabe af forløiet mod.

Saa, endog det kunde han præstere! I dette øieblik ræsonnerte han over sig selv og sin elendighed og sin feighed og glemte formelig at være bange! – Han havde styret kursen 418fra lygt til lygt, men gik raskere til og naade forbi den sidste ved enden af gaden uden at bli det var. Da støder han mod en stenmur og faldt og syntes, han druknede i kvælende mørke. Han kom sig paa benene igjen og snappende efter luft bøiede han sig bagover og saa opad. – – For en befrielse der vilde være ved glimtet af en stjerne! Men himmelen var vegen bort. – Om nu natten sprængtes af dag, og solflammer brast ud høit deroppe? – – Huf! Og tvekroget, som om han bukkede sig for en piskende haglskur, flygtede han tilbage til den nærmeste lygtepæl og klamrede sig til den. – Det vilde bli verdens store dag, og alle jordens slægter skulde hyle. Han, han var nok skriftlærd, han havde fordum været bevandret i sin bibel. Men rædslernes rædsel skulde være lammet paa thronen – det illuminerede offerlam. Hvilken brægende from idé, det var – offerlammet! – – Han fniste slapt og barnagtig og ledte efter en bespottelse for at spytte den ud mod det, en, der skulde være rigtig gement smudsig. Saa sank han pludselig paa knæ og stønnede: «Gud, jeg vil be – lær mig det!»

Han fornam ikke svar paa sin bøn og reiste sig, badet i sved. Det var tomt i hans indre, angsten var død. – Han begyndte at fæste sig ved det, han kunde øine af sine omgivelser, og medens han slentrede langs husvæggene, kunde 419han ikke la være at kige ind til folk. Gardinerne var sjelden rullet ned – man havde vel ikke villet berøve sig udsigten, om det skulde dages – men ikke ét vindu var aabent, skjønt det maatte være bedre at indaande taage end værelsernes kvalme varme og lampeos; det tynde, skjøre glas skjærmede sagtens for umiddelbar berøring med – – ja, med hvad? Han ogsaa kunde kalde det «formørkelsen».

Det var saa ensartet, det han skimtede gjennem de duggede ruder. Familierne var samlet, mænd, kvinder og barn – somme var ørkesløse, somme havde bibler og salmebøger for sig, alle sad i vagtsomme stillinger, ryggen var lidt krummet, halsen fremstrakt. Aabenbart var det, at disse mennesker holdt af hinanden, at baandet mellem dem strammedes i den fælles vaande, og at livsangsten var over dem og tugtede dem til Gud. Men de fôr vild og higende efter naadens kilde – forsmægtede de i Jehovas ørken, og saa dulmede de sin pine med kjærlighed. Mennesket var sig selv ligt, det vilde ikke leve ene, ikke dø ene og ikke skride ensomt gjennem helvedes porte –, det vilde ha sine kjære med sig. – Dengang byen var Erik Holks idyl, som han kjælede for, havde han beundret indbyggernes sunde, vakre hjemfølelse. Her afdækkedes idyllens kjerne og hjemfølelsens frøblade – –

Om det dagedes jevnt og fredelig, for en 420storm af taksigelse, der skulde stige fra alt levende! Og i morgen vilde menneskene være meget kloge og gumle paa «formørkelsen» med sine visdomstænder.

– – – Dette sømmede sig ikke for ham. Han var som den graadige tyveknægt, der misundte andre deres skatte. – Men gik han op paa apotheket, vilde Lilli være der; selv i denne stund vilde hun ha forladt sin far og sin mor, forat han ikke mere skulde være ensom. Være der vilde hun, men kanske blev ikke han mindre ensom for det. Igaar havde han havt udsigt til en besudlet, forkrøblet fremtid, og det havde været ham af uendelig vigtighed at forsøde den med hende, nu – – – Han havde ikke tænkt paa hende; det var blot et tegn paa moralsk bedring, at han huskede, hun var til.

En rad af stængte butikker ydede intet at glane paa, men hos en bager var der kunder, som kjøbte brød, og mesteren selv expederte dem, vekslede penge og dyrkede mammon. Joho, man vænnede sig allerede til og læmpede sig! Og det var udmærket – Vist plagedes man af sin udødelige sjæl, men tillige af sit legeme, og det lønnede sig ikke at spæge kjødet, fordi sjælen martredes – –

Han var igjen ved banken, og rank og behersket trængte han sig ind i klyngen, som stadig holdt sig paa hjørnet og var øget til et lidet 421opløb. Paa frastand havde han hørt en skarp, klingende stemme, og nærved opdagede han, at det var professoren, der talte.

Denne var forsamlingens midtpunkt og stilede sine ord til lærer Berge, der stiv og strunk som en soldat kun svarte paa opfordring og var det middel, hvorved den lærdes veltalenhed kom mængden tilgode. – Det var et eiendommeligt fænomen, som forelaa, erklærte professoren, og gjort til gjenstand for videnskabens forskninger vilde det tjene til at berige vor forstaaelse. Men vi skulde ikke bilde os ind, at kloden legte blindebuk i verdensrummet, om den stedlige belysning var skrøbelig, og ikke te os som hottentotter under en maaneformørkelse. – Hans haandbevægelser var lidt hidsigere end vanlig, hans sætninger boltrede sig friere og var ikke saa sirlig afrundet, som de pleiede.

«Vi skal være intelligente væsener,» bekræftede lærer Berge med grødet mæle, da den store mand tiede. «Fænomenet er ikke uden eksempel og sidestykke. Paa øerne i det indiske arkipel for hundre og to og tyve – nei hundre og to og tredive aar siden – har jeg læst om, at –»

Tilhørerne kviknede synlig og snakkede sig imellem om fænomenet; det hed ikke mer «formørkelsen». Ogsaa hos dem var nok det første skræmmende indtryk afstumpet, ogsaa de 422var i begreb med at vænne sig til og læmpe sig.

Erik Holk fik øie paa provsten, der hilste med et godsligt nik. «Er det Dem, sagfører? – Jeg staar her og hviler mig og beriger min forstaaelse. Jeg har fartet om til nogle stakkarer, som fænomenet ikke er godt for. – Som Søren Danielsens efterladte; jeg var indom der; begravelsen skulde ha været idag, men den kunde jo ikke bli af.»

Professoren sluttede sig til dem; thi han blev kjed af sin følgesvend, hvis kundskabsrige beretning flømmede i udtværet vidtløftighed. «Er der blet ulave i det kirkelige program med? Jeg har indstillet mit foredrag i aften, og det maa sløifes fuldstændig, jeg skal være i stiftsstaden imorgen.» – De havde vel ikke set advokat Lindal eller redaktøren? Han skulde havt den fornøielse at spise frokost med de herrer paa hotellet, men de havde nok forfald, sagde han spydig. Naa, han var ikke fornærmet; det havde dog lykkes ham at faa bugt med tiden, og det havde interesseret ham at iagtta publikums holdning.

En fuld matros hærmede efter læreren og kranglede med et par kamerater, som vilde hysse paa ham, og det truede med slagsmaal. Men inde i Søren Danielsens bod blev der klimpret paa en guitar, en ung pige begyndte paa en aandelig 423sang, og da omkvædet istemtes af spæde barnerøster, saa koret tonede høit og inderlig, sankede flokken sig uvilkaarlig under de røde, gloende kighuller, og al støi stilnede, til sangen var forbi.

– «Det er den ældste søsteren til Aaselene og hendes søskende,» læspede en tandløs, hulkindet skomager. «Er det ikke forargeligt, de kan synge slig med to lig i huset?»

«Lad os ikke dømme!» advarte provsten forsonlig. «De har trøst af det, og de sang ganske pent.»

«Jeg finder den musik stoltere!» udbrød professoren begeistret, idet taagelurens ul ljomede. «Der er mandig stemning i den – den vidner om, at de derude paa fyret, afskaarne fra omverdenen og under de nuværende kaar, uforfærdet opfylder sin pligt.»

«Javist opfylder de sin pligt,» indrømmede provsten kort. – «Farvel!» Han vilde gaa, men betænkte sig lidt og lagde til: «Der er opbyggelse paa bedehuset ved kapellan Gunnesland, dersom nogen skulde ha trang til at søge didhen.»

«Kapellanen er paa bedehuset og adventisterne paa Knudsesalen!» skraalte en ungdommelig, forsviret handelsbetjent, saasnart provsten var udenfor hørevidde. «Op med bodfærdigheden, leve den hellige konkurrance! – Jeg var forsyne mig, oppe paa salen, men de holdt bare stille 424messe og skurede gulvet med knæerne.» – Hans vittigheder vandt anklang hist og her i mængden, den fulde matros haukede af latter, og latteren bredte sig, raa og skurrende. – Professoren smilte overbærende og optog sin samtale med lærer Berge: Det religiøse sværmeri var en frygtelig svøbe for dem, der fornægtede naturens lovmæssighed –

Da sluknede den ene af de staselige smedejernslygter foran bankens trappe, og den anden brændte saa døsig, at det blev skymt i gaden, og unda luskede tilhørerne, som om skyggerne feiede dem bort. Professoren fuldendte smukt sine sætningers kjæde og saa sig om. Det var øde ved hjørnet af banken; kun lærer Berge var tilbage, og han dunstede af simpelt brændevin.

«Jeg har en trang – jeg vil – –» stammede læreren.

Hvad vilde han?

«Med Deres tilladelse, hr. professor, kunde jeg ha en trang til at overvære opbyggelsen i bedehuset. Det er saa forunderligt med den barnetroen – –»

Men inde i Søren Danielsens bod sang de atter:

«I det ny Jerusalem
hos min Gud er mit hjem.
Der er sollys! Der er sollys!
Der er sollys i mit hjem!»

– – – –

425Erik Holk havde begit sig paa vei til apotheket. Luften var trykkende og lummer som før, men skjønt mørket var lige sort, var det paa en vis mere gjennemsigtigt og taagen lettere. Han kunde skjelne lanterner ombord paa skibe ved bryggerne og lysskjæret fra husene faldt klarere og stærkere.

«Jeg har lovet det, og jeg skal gaa did,» mumlede han. «Jeg skal opfylde min pligt –»pligt –»] rettet fra: pligt – (trykkfeil) Ja saamæn, at opfylde sin pligt, det havde været hans maal her i byen. Det skulde efter forlydende være mandigt. Pligtopfyldelse? – Det var den mageligste afløbsrende for livslede, den letvindteste kloak til drænering af forsumpede sjæles raaddenskab.

«Omvende sig til menneskene, du!» hviskede det rustent og spottende tæt ved ham.

Johannes Nilsen! – – Han rev armen ud af bindet og vilde slaa, men ingeniøren var der ikke, og bitter skam drev blodet hedt op i Erik Holks kinder. Hans vilje til at omvende sig og hans skriftemaal, havde det været selvbedrag og spilfægteri tilhobe? – – Omvende sig til menneskene? Johannes Nilsen havde havt ret. Den omvendelse duede han ikke til, for ham blev den en løgn, og vanskelig blev den for hver den, som ikke havde en Gud til midler mellem sig og menneskene. Og Gud, tja – – –

426Han var tværs overfor konsul Herwigs hus. Ved et af vinduerne stod en kvinde, og han skraadde over gaden og vinkede med sin hat, forat hun skulde kjende ham, hvis det var Lilli.

Og hende var det. Hun havde kjendt ham og vendte sig og saa paa sin mor, der laa paa sofaen og havde grædt sig i søvn, traadte hen til hende og strøg hende kjærlig over det graa haar og gik derpaa ud. – Lidt senere vaagnede fru Christiane af sin blund. «Lilli!» kaldte hun mat. Datteren var borte. Saa ringte hun. Ingen kom, og konsulen var paa sit kontor, hvor han altid opholdt sig, naar der ikke var fremmede.

Fru Christiane havde heller ikke likt at være alene og for at skaffe sig det selskab, hun havde størst lyst paa, havde hun sendt en af pigerne til fru Graarder. Men presteenken havde undskyldt sig med, at Gabriel var syg, og med nød og neppe kunne tvinget sin galde og harme og la være at tilføie, at hun aldrig skulde sætte sine fødder over Herwigs tærskel efter den behandling, der var blet hendes søn til del; thi hun havde siddet ved hans leie, med skriftsteder bekjæmpet hans frygt for dommedag og stumpevis fralokket ham tilstaaelsen om hans frieri til Lilli. – Da hun havde faat presteenkens afslag sendte fru Christiane pigen afsted igjen til pastor Gunnesland, fra hvem slet intet svar blev bragt; budet var nemlig havnet blandt bedehusets andægtige. 427Og da havde fru Christiane lagt sig paa sofaen og grædt sig isøvn.

Forgjæves kaldte hun paa Lilli, og forgjæves ringte hun. Saa sank hendes hode ned paa de foldede hænder, og hendes milde graad blev til kvalfuld hulken. Forladtheden knugede hende, og hun havde ikke kræfter til at opsøge sin mand. – At Dikken, hendes yngste og lydigste datter, ikke var hjemme! Hun vilde ikke ha været saa grusom mod sin mor. – Men fortvilelsen gjorde fru Christiane forbitret. «Lilli, hvor er du henne!» raabte hun. «Lilli, kom hid! – Lilli!» klagede hun. «Lilli, da!» Og endelig klynkede hun efter sin ægtefælle: «Jacob, Jacob!»

Hun var forladt af alle, hun savnede enhver trøst. Men der var nogen i entréen, skridt nærmede sig – det maatte være Herwig!

«Kjære frue, dette er just ikke det beleiligste tidspunkt for en visit –»

Hun saa op. Det var professoren.

Vilde hun dog ikke tilgi ham, at han benyttede sig af hendes venlige indbydelse?

Fru Christiane reiste sig, og han trykkede den haand, hun rakte ham uden at vide af det. «De er naturligvis af de fornuftige,» sagde han freidig og muntert. «Størsteparten af denne gode stads indbyggere synes befængte med galskab.»

428Og det skede, at i et øieblik erobrede hans overlegne sikkerhed hendes tillid; hun skjænkede ham den, saaledes som hun stedse havde skjænket den til sine sjælesørgere, og fru Christiane smilte gjennem taarerne: «Hjertelig velkommen skulde han være, hun havde havt det saa trist – «Aa, hvad var det?» gispede hun.

«Det var et storartet lyn!» sagde professoren og rystede sine lokker.

– –– ––

Et mægtigt lyn havde for sekunder manet dagens gjenfærd frem over byen og heierne, elven, havnen og havet og skaket op i de sind, der var sløvet for mørkets uhygge. Paa bedehuset tabte pastor Gunnesland traaden i sin udlægning og greb til at skyde ind en bøn, paa Knudsesalen forvandledes adventisternes bønner til vilde sange. Og paa apotheket stoppede Peder Jensenius brat op i sin rastløse gang, hævede sig paa tæerne og bredte hænderne ud. «Nu bryder det løs! Nu bryder det løs!»

Taagelurens ul forstummede, i kjøkkenet sluttede Grethe at stave i bibelen, og det blev tyst i stuen. Lilli havde bøied sig hen til Erik Holk og slynget armen om hans skulder som for at beskytte ham; han glippede med øinene og gyste; Ellen Jensenius, der skulde til at gi barnene mad, spildte en kop melk paa bordet. Alle stirrede mod de sortblanke ruder. Ude paa 429gaden jamrede en kvinde hvinende; de lod ikke til at høre det.

«Det tordner ikke,» sagde Ellen Jensenius omsider. «Det maa ha været langt borte.»

«Kornmod,» mumlede Erik Holk træt, og Lilli satte sig igjen ved siden af ham.

Apothekeren fugtede læberne med tungen. «En elektrisk udladning,» brummede han grundende. «Den slags elektriske udladninger betyder –» Resten slugte han i sig og fortsatte sin vandring.

Rolf saa forskræmt fra den ene til den anden. «Skal det bli torden, mor?» – Men Tulla klaskede med sin ske i den spildte melk og lo og kvidrede, og han sagde underfundig: «Det er ikke mig, som har sølet og været gris – er det Tulla?»

«Itte mig, itte mig!» jublede hun og skvættede melkedraaber efter ham. «Mama!»

Ellen Jensenius tog skeen fra hende og fyldte den væltede kop: «Spis nu pent, Tulla! – Rolf, du skal ikke slubre saan.»

Lilli gik hen til hende for at hjælpe til med barnene og knyttede smækken bedre under den lille piges hage. «Kan du sige mig, hvad du hedder, skal du faa den største kagen paa fadet – Nei, ikke Tulla, men –? Hvad hedder du? Marie, ja. Det var flink pige det!» – Og hun snakkede med de smaa, forat de ikke skulde 430plage moren. Hun forstod, hvor hendes veninde led; Ellen var ældet i de faa timer siden igaaraftes, der havde lagt sig rynker om øinene, der var rødkantede og ligesom forvaagede, og hendes barm hævede og sænkede sig, som om hun dæmmede for et væld af hulken. Lilli grublede raadvild paa, hvorledes hun skulde lindre hendes lidelse, og ærgrede sig over de to mænd, der var saa unyttig optat af sig selv. «Saa lykkelige vi skal være, naar det blir dag!» sagde hun halvhøit.

Ellen saa vemodig og taknemlig paa hende og svarte tungt: «Dersom det blir dag mere» –

«Vaas ikke slig!» skjændte apothekeren haardt. «Naturligvis blir der dag. Er du forrykt, kone?»

«Kanske ikke for os,» blev hun halsstarrig ved.

«Ikke for os?» – Hvad!» Han hoppede af sinne og sled sig i skjægget. «Ikke dag mere for os!» Men han blev forlegen over sin hidsighed og forsøgte at le godslig. «Var det ikke en aftale, at vi ikke skulde tabe besindelsen? – Du blir da ikke modløs, du? – Ikke sandt, Ellen kan ikke bli modløs? Ikke sandt sagfører?»

«Ellen er den tapreste, jeg ved!» forsikrede Lilli.

Erik Holk for op som af drømme. «Hun 431kunde vel seigpines til det,» sagde han hæst og lænede sig tilbage paa stolen.

Ellen Jensenius saa paa ham og reiste sig. – De skulde ikke trætte om hendes tapperhed, men en mor kunde bli modløs af at sidde og vente og vente, og – – – «Kunde jeg bare ta Rolf og Tulla og flygte, flygte!» sagde hun oprørt. «Kunde jeg gjøre noget, handle – flygte opover dalen, ud tilsjøs! – Men muligens er der ingen fare, og flugt på det uvisse er taabelig. Jaja,» smilte hun blegt. «Jeg er slet ikke tapper, og jeg er en daarlig husmor. Dere armingerne faar hverken vaadt eller tørt. Middag kan jeg ikke by paa, men vil dere ha et glas vin?»

Apothekeren blev fornøiet: «Din sunde sans har du da i behold, du er nok ogsaa den tapreste, jeg ved. Lad os smage paa din vin – Holk foretrækker sherry, hvad?» – – Opover dalen? grundede han for sig selv. Barometret varslede orkan – flodbølgen sidst, den kunde bli større og værre – Hm, man flygtede ikke gladelig fra gaard og grund og apotheket maatte skjøttes – –

Hans pibe laa paa gulvet; han sparkede til den, saa merskumshodet knustes, og tog skaarene op og passede dem sammen. Den pibe havde været hans oldefars, men han slængte stumperne 432fra sig paa pianoet uden at ytre en beklagelse over uheldet.

Forgrædt og med grimer af taarer nedover kinderne kom Grethe med vinen. Hun stillede brættet fra sig, spurgte forvildet fruen, om det var noget mer, hun skulde, og idet hun gik, stjal hun sig til at klappe barnene paa haaret og higstede af graad. Straks efter stavede hun igjen i bibelen og hakkede sig gjennem aabenbaringens forbandelser og veraab; den var det, hun holdt sig til, hun havde stavet den tilende tre gange i træk.

Apothekeren bukkede ceremonielt for sagføreren og Lili: «De forlovedes skaal!» og klinkede med dem. Da de havde drukket, vilde han ta sig af Rolf, der sutrede og kjedede sig, men det blev til, at han leiede sin søn med sig fra dagligstuen til spisestuen og fra spisestuen til dagligstuen, indtil guttens korte pusselanker blev saa trætte, at han nægtede at følge med, og de begge slog sig ned paa sofaen.

Lilli havde tat plads ved siden af Erik Holk, og medens han sad der, sammensunken og med lukkede øine, havde hun grebet hans friske, haand og kjærtegnede den og hviskede til ham, men han sansede det neppe og rykkede haanden til sig, strøg sig over ansigtet og spurgte: «Vil du ikke helst hjem til dine forældre?»

Hun saa paa ham, forbauset og som for at 433bebreide ham det unødige spørgsmaal, men forskrækkedes over hans udseende. Aarerne i panden var store og svulmende, og hun kunde se blodets banken i dem; aandedragene hvisledes ud mellem hans tænder, og øinene skinnede af feber. «Du er syg, meget syg!»

Han trak paa skuldrene. «Nei, jeg befinder mig taalelig, men her er saa varmt.»

Med sin lille pige paa armen gik Ellen Jensenius hen til vinduet og aabnede det; taagen bølgede ind som graa røg. Apothekeren kremtede misbilligende, men sagde intet.

«Dersom det ikke blev dag mere –» klang det for Erik Holks øren: Han kunde ikke bli de ord kvit; han havde villet tænke paa andre ting, men det var som om en ramsede dem uafladelig op for ham. «Dersom det ikke blev dage mere –» Om professorens aandrighed havde været en sandfærdig spaadom, og kloden herefter skulde lege blindebuk i verdensrummet. – Om verdenernes sole var sluknet, og mørket havde seiret, og den evige nat skulde føde den evige død – – – For hans blik flimrede et gjenskin af de mange lysende vinduer, han havde gaat forbi, før han begav sig til apotheket. Hvert lys betegnede, at her havde menneskene tændt smaa flammer og ved deres hjælp gravet sig huler i mørkets masse, og der trykkede de sig ihob, længtede efter dagning, speidede ud 434efter den ukjendte rædsel og dulmede livsangsten med kjærlighed.

Og saaledes havde vel menneskedyrene nat efter nat siddet i tidernes gry, hunner og hanner og afkom; skjult i bjergenes kløfter og under skogenes trær havde de speidet ud efter dette samme ukjendte, som var i pagt med mørket. Og de havde lunet sin elendighed ved at klynge levende krop til levende krop og dulmet livsangsten med kjærlighed. Slægtled havde avlet slægtled, en arv havde de alle faaet, gruen for det ukjendte, som de alle havde døbt døden. Men de havde ogsaa døbt det med andre navne, Gud og djævel, helvede og himmerige, og om navnene havde de digtet eventyr og sagn og derved smykket sin gru, gjort den større, sminket den ædlere eller staalsat sig mod den. – Og var det nu ved tidernes kvæld, da var eventyrenes og sagnenes flitterguld det eneste bytte, som var vundet efter aartusenernes kamp mod det ukjendte. Den overmægtige fiende var den samme, menneskene var de samme, og et latterligt og ødselt spil af skaberen havde den været, den golde frugtbarhed, som kaldes liv.

Han gad ikke tænke paa dette, han vilde ikke. «Dersom det ikke mere blev dag,» klang det for hans øren. Men ude i kjøkkenet stavede Grethe: – «Du har navn som en levende, endog du er død – Du er hverken kold eller 435varm; gid du var kold eller varm – Efterdi du er lunken, vil jeg udspy dig af min mund.» – Erik Holk smilte ondt, bøiede sig ned mod Lilli og kyssede hende: «Tror du paa, at jeg holder af dig?»

«Ja,» svarte hun. «Jeg ved, du gjør det.» – – – –

Paany lynte det. – «Staa ikke der ved vinduet, kone!» raabte apothekeren. Men hun adlød ikke. Det blaffede blaat i mørket, det blaffede der igjen og atter og atter, hvassere og hvassere. Lyn paa lyn spaltede natten, blink i blink sitrede lys over land og sjø, og et skrig af mangfoldige røster steg fra byen.

Kjøkkendøren blev stødt op, tjenestejenterne styrtede hulkende ind paa spisestuen, men gaardsgutten tumlede forbi dem, hev sig paa gulvet, krøb paa hænder og fødder hen til apothekeren, hægtede næverne fast i hans frakke og stønnede: «Husbond, husbond!»– Peder Jensenius spændte til ham og rev sig løs: «Slip mig! Jeg har Rolf! – Vær fornuftig, slip mig!»

Men da ingen torden dønnede, de spillende glimt blev sjeldnere og svagere og tilsidst slugtes af mørket, stilnede skriget fra byen. Rolf græd høit, og apothekeren ruskede i gaardsgutten: «Nils, vær fornuftig – Nils, bliv da fornuftig!» – Ellen Jensenius blev staaende ved vinduet med barnet paa armen. Lilli havde 436lagt sig paa knæ foran Erik Holk og gjemt hodet ved hans bryst. Han stirrede bent frem, udover hende, og hans ansigt fortrak sig til et tomt, grinende smil. Grethe sang skjælvende paa et salmevers.

Saa dæmrede det blodrødt; skyer i ulmende glød løftede natten fra havet. Og moderen segnede om med sit barn: «Havet brænder!»

«Opover dalen!» skreg apothekeren og slæbte Rolf med hen til hende.

Men der blev en larm som af talløse, vældige kværnstenes dur, røst kunde ikke høres, tanke ikke fostres. Og dybets vande rørte sig sydende, bjergenes rødder bævede.

Og der blev lys. Uhyre lys, der dødede menneskenes syn og bragte dem til at vride sig som blinde orme. Lyn standsede og blev.

– Havet brænder.

Boken er utgitt av OsloMet

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Mod kvæld

Mod kvæld av Tryggve Andersen ble utgitt i bokform første gang i 1900. Romanen ble opprinnelig trykket som føljetong i Verdens Gang. Historien handler om sakfører Erik Holk, som flytter til en liten sørlandsby for å forsøke å finne balanse og sammenheng i livet. Hans prosjekt mislykkes imidlertid, og sakførerens personlige kamp med seg selv skildres inngående.

Romanen beskriver livet i en småby på en realistisk og skarpsynt måte, og beveger seg både i personlige og samfunnsmessige landskap.

Boken er korrekturlest og tilrettelagt av Bachelor-studenter i Bibliotek- og informasjonsvitenskap ved OsloMet høsten 2018.

Les mer..

Om Tryggve Andersen

Tryggve Andersen etterlot seg ingen stor litterær produksjon, men det han skrev regnes i dag blant noe av det beste i norsk litteratur.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.