Mod Strømmen I

av Camilla Collett

Breve fra Christiania.

Julinka B.Se «Oktoberfantasier», Fortællinger af Forfatterinden til «Amtmandens Døtre». (Anm. fra 1867.) til en Veninde paa Landet.

Første Brev.

15. Februar 1867.
Kjære Julie!
Hvilket Brev dit sidste! . . . Opgivet Vinterbesøg, syge Tanter, Opofrelse og en dump Resignation, der kun slet skjuler en Afgrund af stille Fortvilelse, det var Hovedmotiverne i denne trøstesløse Skrivelse. Det var da ogsaa et smagløst og høist ubetimeligt Indfald af din Tante at komme med sin Hoste nu, du netop skulde herind for at nyde dit unge, skyldfri Liv, og et ligesaa høist utidsmæssigt Despoti at fordre, det vil da sige, stiltiende at tillade, at du bliver hjemme, som om det faldt ganske af sig selv. Hvortil har man da den velsignet lange Tid før Jul oppe paa Landet, uden for at blive færdig med sine Forkjølelser, sin Slagtning, Bagning, Lysestøbning og øvrige Vinteropgaver? . . . Og hvad skulde en Tante ellers leve for, naar hun har en smuk, elegant Niece, uden for at fornøie hende og omhyggelig holde alle Sorger og Hosteperioder borte fra hendes Nærhed?

Du beder mig nu, du stakkels bedragne Ungdom, at jeg vil holde dig nøiagtig à jour med, hvad der passerer herinde. Hvor beskedent Ønsket er, hvor let det synes at kunne opfyldes, saa har det dog, det merker jeg nu, sine Vanskeligheder, især for en, der har «en mere øvet Tunge, end en øvet Pen» til sin Raadighed – gid det var omvendt! Der skal en viss Behændighed til at overflytte disse i Flugten grebne Scener og Smaaoplevelser, disse Døgnets Skumperler, i den tunge, pretensiøse Ordform. Det er som Champagne og Sandefjords Svovlvand, begge Dele maa tømmes paa Stedet – kan ikke forsendes. Dog, Synd vilde det være at negte dig nogle stakkels opsparede Rester, naar de kunde være dig til mindste Vederkvægelse. Jeg skal forsøge at nedskrive noget hver Aften. Men saa maa du ogsaa tage tiltakke med min «geniale Omstreifermaner», som vor fortræffelige Hartmann, denne ufortrødne Leder af vore første, usikre Trin paa Tænkningens Bane, saa vittig kaldte det . . . Apropos om ham – hvad vi forudsaa, er ganske rigtigt gaaet i Opfyldelse: Laura C.s desto mere spagfærdige, ofte lidt gaadefulde Stile, i Forening med hendes store mørke Gaader af Øine, voldte ham tilsidst saadant Hovedbrud at han merkede, her gjaldt det nok for Alvor «at tilegne sig sit Stof» og «tage det i Besiddelse», og han opgav nu til en «ret omhyggelig gjennemtænkt Besvarelse» det Spørgsmaal, hvorvidt Frøken C. etc., og Laura skal dennegang have besvaret Opgaven særdeles greit og forstaaelig. Igaar blev Forlovelsen deklareret.

I det hele har «Vinteraffærerne» givet bedre Udbytte end forrige Aar, og Konjunkturerne staar fremdeles lovende. Dem, jeg har at melde dig, lader sig omtrent bringe ind under de sedvanlige Kategorier:

No. 1 – 2. Glimrende Udsigter, mer eller mindre Mangel paa Inklination.

No. 3 – 4. Inklination, mer eller mindre Mangel paa Udsigter.

Endelig No. 5. Hverken Inklination eller Udsigter; Mama N. forsikrer imidlertid, de er saa uendelig lykkelige.

Hvem der menes, giver jeg dig selv til Gjetning. Af Baller har vi i Gjennemsnit neppe havt mere end et Par om Ugen. Man har forsøgt nogle Ændringer ved dem, som maaske kan vise sig heldige. Man beder undertiden slet ikke Ældre til dem, man ser sjeldnere og sjeldnere disse høitidelige Vogtersker optage Pladsene rundt Salen, uden i mindste Maade at kunne kaldes «Væggepryd». Papa, der har sine dyrebareste Minder oppe i Turbantiden, ivrer meget mod denne Skik. «Et Bal uden Ældre,» mener han, «taber al sin Værdighed og al festlig Holdning; Nærværelsen af disse agtværdige lægger langtfra Baand paa Glæden, men tøiler den kun indenfor Gratiens Grænser. De Ældre er paa et Bal, hvad Koret var i den græske Tragedie,» – og mere saadant siger han. Du kjender nok Papa.

En anden Skik er, at man begynder med Souperen, og saa danses siden. Den har fundet flere Modstandere end egentlig Bekjendere, i Særdeleshed blandt Herrerne. Fætter Agathon er rasende over den. Det er at betage Souperen sin Blomst, siger han. «Hvem kan, selv om han efter denne Bys miserable Skik har holdt Middag med Skrædder og Skomager, hvem kan da Kl. 10 bringe den Stimulans med, der hæver Nydelsen til noget bevidst? Det er jo at berøve Festen Forventningens Duft, det er at begynde et Fyrverkeri med Buketten.» At dømme efter den Tid, det tager, inden Balherrerne indfinder sig i Salen for at begynde Dansen, maa dog Nydelsen ikke være ganske forstyrret, kan den kanske ikke hæve sig op til det «pikant bevidste», saa kunde det maaske kaldes ubevidst grundigt. Om I.s store Bal ved jeg kun, at der blot har været fire Sorter Vin, efter andre kun tre; det er alt, hvad man ved at fortælle. Spørger man om Toiletter, Tonen, Gjester, Vertinden, Svaret er det samme: Bare fire Sorter Vin!

20de Februar. Sigurd W. er kommen hjem fra sin Stipendiatreise til megen Glæde for Papa, der i ham ser et af de Lys, der skal opgaa over Landet. Han synes, han har lidt Del i denne Storhed, da han (P.) har manuduceret ham engang. Det er virkelig, som om vi sporede en Paavirkning af noget mægtigere, noget ligt en fremmed Planet, der nok kunde bringe Forvirring i vort System, kun ved vi ikke paa hvad Maade. Alle taler om ham og ruster sig til at ærgre sig over ham.

I Teatret er jeg yderst sjelden. Vi abonnerede ifjor, og dermed synes jeg, vi har gjort Fyldest som gode Borgere og Borgerinder for lang Tid. Dog besøges det oftere af Papa og gamle Onkel Ulrik, dette sjeldne og sjeldent velkonserverede Fossilieeksemplar fra Bløddyrenes Tid – fra Christianialivets «Kridtperiode», som Broder Conrad (gaar ivinter til Presten!) kalder det. Han, Onkel, kommer altid halvt sentimental, halvt kolerisk stemt hjem fra disse Kunstnydelser, det sidste naturligvis over Publikum, dette utaknemmelige, dette forstokkede Christiania-Publikum, hvis Følelser slet ikke vil slaa ud, uagtet Bjørnson giver det den ene Douche af Romantik efter den anden. Du ved jo, han er Teaterdirektør.

«Der sidder det og glor (Publikumet) paa «Vintereventyr og Sommernatsdrømme», som en» – ja, jeg husker ikke, hvad det var, som –

Og, falder Papa godmodigt eggende ind, tænker længselsfuldt tilbage paa de gamle, kjære Tider, da det fik græsse i Ro for al Slags Poesi og Romantik paa de Scribeske Brakmarker, og kunde forfriske sig i Vaudevillernes allerkjæreste, gemytlige, smaa Gadekjærr.

Aa det længes s’gu blot efter sin Pibe, sine Aviser og sit Aftenvrøvl, ikke efter andet, slutter da Onkel.

Men i Sigurd W. kan du tro, de har faaet uventet og brillant Undsætning. Baade Papas og Onkels længe hjemmefodrede, noget stædig-spagfærdige Meninger aabnes nu den herligste Tumleplads i hans ungdommelig fyrige Udtalelser. Du skulde høre ham! Omkvædet er altid, at vi paaskjønner ikke, hvad godt vi eier herhjemme, naar vi har noget. Det maa først ud og faa sig en Attest paategnet der, at det virkelig er noget godt. Saa gaar det alle vore Poeter og Kunstnere, ud maa de efter Betyget, men saa, af lutter Taknemmelighed mod disse Fremmede, der fortalte dem, at de var Genier, og ikke Misfostre, tyr de ogsaa did igjen, og der bliver ikke en eneste Sjæl tilbage her. Nei, du, Julie, det er underligt nok, naar jeg tænker efter, er her virkelig ikke én herhjemme. Vi stikker endnu i Hedendommen, paastaar han, og ofrer til de gamle Afguder, som da er: Raaheden, Trættekjærheden, Lyst til at slaa ihjel alt, hvad der kan rage frem (ganske som i Hedenskabet), kort en Lyst til at slukke, hvad der lyser i dette Mørke. Iblandt disse Lys regner han ogsaa vor Scene; der er Begavelse og friskt spirende Liv, siger han. Og saa gaar han omkring med Blikke, som søgte han selv efter noget at slaa itu – i Mangel af Afguderne.

Paa et Par private Forestillinger, hvor der dansedes bagefter, har jeg ogsaa været og morede mig temmelig godt, det vil da sige, saa godt som jeg kan more mig. Conrad tiggede mig og Caroline S. igaar om at gaa paa femte Klasses Teaterforestilling paa Torsdag. Der skal først gives en Parodi paa «Kjærlighed uden Strømper», der heder «Strømper uden Kjærlighed», forfattet af Ferdinand P., Duksen, den samme som forrige Vinter havde skrevet hin famose Afhandling «Vore Forfatterinder», der, forsikrer Conrad, gjorde umaadelig Opsigt i Klasserne. Dernæst en Travesti af Schillers Wallenstein, som skal være frygtelig vittig. Samme Forfatter havde alt «Maria Stuart« under Arbeide, men da Conrad gjorde ham opmerksom paa, at der «eksisterede allerede en af dette Stykke», valgte han Wallenstein.

Hvad sker! Medens Conrad fortæller os dette, staar Onkel Ulrik, der havde været i Sideværelset, pludselig i Døren, «truende som Tilfældet, ubønhørlig som Skjæbnen».

Nei, nu bliver det for galt! Travesti af Wallenstein og Maria Stuart under Arbeide! Saa skulde da – jeg ved ikke hvor mange – Ulykker slaa ned i saadan en forbistret, forkvaklet, unaturlig, vrangvoksen Ungdom! Er det ikke nok, at vore fuldvoksne Gamlinger og tyveaarige Sibyller føler denne sørgelige Lyst til at vrænge og krænge alting og lade haant om alt, hvad der har frydet og rørt og husvalet deres Forældre og Bedsteforældre, skal Skolegutterne allerede begynde at abe og skabe sig! Er det kommen saa vidt, at de hermer ad Mesterverker, som de ikke har mere Begreb om end Manden i Maanen! Travesti af Wallenstein og Maria Stuart under Arbeide! Skulde man have hørt saa galt! – Og nu gik det løs over den udartede Slegt, over dens Materialisme, dens Egoisme, dens Mangel paa alle Hensyn, al Selvbeherskelse, al Takt. Du maa ikke undre dig over, at det er Onkel, der ivrer over dette; i Lighed med hine Urverdensskabninger, der i sin Monstrositet viser Spor af finere Organer, endog af en Slags Vinger, er Onkel med al sin Brummen og sine hidsige Udfald en komplet Ridder, der hænger strengt i Formerne – Mangel altsaa paa alle Hensyn, al Selvbeherskelse, al Takt, der gjør Selskabelighed hos os til en Umulighed, gjør os til Fabel for vore Naboer, saa at Nærværelsen af en eller flere Nordmænd snart bliver ensbetydende med Krangel og Forvirring, at vi «kjære, ellers saa gode, bravsindede Børn dog skulde beflitte os paa» etc., indtil Paroksysmen, som den pleier, endte i en rørt Stemning, hvori han bad Conrad minde ham om, at han, Onkel, havde lovet ham en Insektkasse.

Nei, at Ferdinand ikke var her! raabte Conrad, da Onkel havde trukket sig tilbage. Nei, nei, at han ikke nu var her! Han trænger netop til en brummende Onkel i et borgerligt Lystspil, han har under Arbeide, og jeg har høitidelig lovet ham at bede ham en Aften, naar Onkel Ulrik er her!

Og dermed, min bedste Julie, maa du lade dig nøie for dennegang. Jeg har saa lempelig rystet Træet, hvad der ikke falder, modnes til næste; man maa spare. Altsaa ikke et Ord mere. Du Stakkel, hvor kunde ogsaa din Tante nenne –, og lige idet du skulde reise! Det Peplumsmønster, som du beder om, maa du ikke tænke paa. Hos os maa en lidt paafaldende Mode blive et halvt Aar gammel, inden man vover sig til den, men da styrter ogsaa alle over den og slaar den plat paa Stedet. Den nye Essens «esprit de Christiania» sender jeg heller ikke, du kommer blot til at nyse frygtelig af den . . .

Ak ja – Frøken Anna! . . . Ja det er altfor sandt! Saa har det da faaet Ro, ce pauvre coeur incompris! . .. Om jeg har begrædt hende, vil du spørge . . .

Far nu vel, dearest! Hav god Taalmodighed! . . . Den stakkels Helene M. har faaet en sengeliggende Moder, der falder alene paa hende ved begge Søstrenes Giftermaal. Hun skal være saa taalmodig, saa mageløs! Hver Eftermiddag læse en Time for hende. Lammelse i Armen, langvarigt! Hele Byen beklager og beundrer hende. Nu ikke et Ord mere . . . Inklinationspartierne har alle slaaet op . . . Addio, plei nu din Tante godt; du ved, hvor dyrebar hendes Helbred er for os alle, men i Særdeleshed for din
Julinka.

E. S. Nei, jeg har ikke grædt over Anna L.s Død, jeg har skreget, hylet . . . Hun var den eneste, som – – læste dig Teksten, vil du sige! Farvel.

Sigurd W. kommer her omtrent en Gang om Ugen. Han modsiger mig i alt – alt –, men paa en saa forbistret høflig Maade, at jeg først bagefter merker, at han har været ordentlig grov imod mig. Ikke et Ord mere om ham.

Andet Brev.

Det nye Stykke, du spørger om, fik vi først at se iforgaars, da det spilledes for fjerde Gang. Vi kom meget sent hjem. Uagtet Huset var propfuldt og trods enkelte smaa vulkanske Udbrud, som man nøiagtig kunde beregne forud, var der dog noget visst lummert udbredt over Tilskuerne. Denne trykkede Stemning fulgte os endog hjem, saa det første Kvarter omkring Tebordet, hvor vi ellers pleier livlig at udveksle vore altid – forskjellige Meninger, næsten gik hen i Taushed.

Adskillige Puh! og Pøh! udstødte af Onkel Ulrik, lettede ikke denne Forstemthed synderlig, og vi maatte gaa tilsengs med den. Først ved Tebordet igaaraftes, hvor Onkel indfandt sig, endnu slet ikke lettet, gav Papa den endelig Luft. Skylden, paastod han, for, at Stykket blev for langt, var i Grunden at søge hos Publikum, og da han nu havde faaet sin Pibe tændt, bar det jevnt afsted for den sedvanlige lune Brise af hans Betragtninger; Onkel falder da gjerne ind med et pludseligt Vindstød, der kun bringer Fartøiet til at hugge et Par Gange. Og jeg? spørger du, aa jeg har intet andet at varetage end at skjænke Te og ved en passende anbragt datterlig Modsigelse her og der at bringe Friskhed i Seilene.

Hvor kan Skuespillere spille uden Applaus, blev Papa ved, uden denne levende uafbrudte Forstaaelse med sit Publikum, der er for dem, hvad Luften er for Lungerne! Denne elektriske Strømning maa gaa uafladelig mellem Scenen og Tilskuerpladsene; men hos os kastes den altid svagere og svagere tilbage og virker tilsidst lammende og udtværende paa hele Forestillingen. Istedetfor at skyde Fart sagtner den ligesom Lokomotivet, naar Ilden mindskes. Vi kunde været fremme Kl. ti, og den blev nærmere tolv.

Men bedste, kjære Papa, der manglede dog virkelig ikke paa Applaus; bare Fru Gundersen viste sig eller vendte sig for at gaa, blev der jo en formelig Storm.

Ja, det var noget at takke dem for, raabte Onkel, jeg gad vide, hvilke Træmennesker der havde kunnet se hende iaftes og ikke . . . Puh!

Nei, Svoger, deri har du fuldkommen Ret. Jeg har kuns et Ord at sige, og det er, at hun var deilig. Hun blev deilig, fordi hun vilde og skulde være det, hun blev det ved en Sjælfuldhed, der brød sig saa energisk og dog fint nuanceret gjennem de mange tragiske Affekter, at den vilde adlet selv en mindre ædel Form. Dette beviser kun, hvad jeg hundrede Gange har sagt, at enhver Kvinde paa en Maade er sin egen Kunstner, at hun har selv at reproducere og aandelig forny, hvad Naturen engang har beskjæret hende. Naar Kvinder for tidlig bliver stygge og gamle, er det deres egen Skyld, paastaar jeg. Vor Maria har iaftes taget Publikum med Storm, mindre fordi hun spillede fortræffelig, end fordi hun var smuk og henrivende. Men en Svale gjør ingen Sommer. De andre kan ikke leve af, at en enkelt ydes Retfærdighed. Ogsaa om andre Hovedroller maa man sige, at de udførtes vakkert og bifaldsværdig, men – neppe en Haand har rørt sig.

Nei, nei, sagde Onkel, neppe en Haand. Jeg havde en stor, vigtig Mand ved Siden af mig, der satte en prøvende Mule op ved ethvert brillant Sted. Man skulde tro at se en Brændevinsskjønner anlægge Gradestokken paa nogle af sine Fagprodukter; hvergang jeg klappede, skelede han spotsk hen til mig, som om han vilde sige: Saa dette kalder De «dobbelt»?

Damerne ved vor Scene, blev Papa ved, er altid bedre farne end Mændene. Er de elskværdige tilmed, som vi er saa lykkelige at eie dem, vil det mandlige Publikum altid beskytte dem og holde dem oppe, – unaturligt vilde det ogsaa være, om de ikke gjorde det. Men Skuespillerne! De stakkels Skuespillere, hvem tager sig af dem? Naar de ikke netop er saa heldige at staa i en umiddelbar Rapport til vore Lattermuskler, som f. Eks. Johs. Brun, der kan glæde sig over et saa skjønsomt Publikum, at det ler, bare han viser sig, inden det har mindste Begreb, om Rollen er komisk eller alvorlig, naar jeg undtager ham, maa de alle, som man siger, gaa for Lud og koldt Vand. Naar Ret var Ret, burde I Damer tage jer af dem. Hvorfor gjør I ikke det? Hvorfor klapper I ikke, naar der er Grund til det?

Hvem, Papa, skulde klappe?

Damerne, Tilskuerinderne, den dannede skjønsomme Del af disse, ja, for fuldt Alvor, det mener jeg.

Ja, hvorfor Djæv–, om Forladelse, jeg mener Linka, hvorfor ytrer de ærede Damer ikke sit Bifald, naar Skuespillerne fortjener det, hvorfor sidder de der som Dukker? Det synes ikke mere end ret og billigt, at I lagde eders Stemme med i Vegtskaalen, at Ligevegten kunde oprettes.

Vi, Onkel, skulde give os til at klappe i Teatret, naa, det manglede bare!

Ganske rigtigt! Det mangler, det mangler, ja just mangler, du siger det netop, sagde Onkel ganske indtaget i det lille Dobbeltspil. Og derfor burde I ogsaa minsæl gjøre det, netop, fordi det mangler.

Forat I kunde faa den Fornøielse at se os i «Vikingen» næste Søndag, sagde jeg, vel kjendende den Virkning, dette magiske Ord vilde have paa Onkel, der engang selv havde staaet illustreret i den.

Naa, saa for røde! . . . fo’r Onkel saaledes i Veiret, at Piben faldt under Bordet . . . Gud forlade mig, jeg havde nær bandet. Og hvorfor ikke? Hvad skulde det skade? Er der noget fornuftigt Menneske, som bryder sig om at komme i det . . . det! . . . Pøh!

Ja, men bedste Onkel, ikke alle tager det saa ligegyldig som du. Vi er svage Fruentimmer, skal jeg sige dig, og betænk, Onkel, at se os illustreret under samme yndefulde Skikkelser som de stemmeberettigede Damer i «Punch», et helt Parket fuldt, skraalende, viftende, klappende, trampende. Paa Scenen falder Knox om af Overraskelse og bliver baaret ud! Det er blot det ene Billede . . . nedenfor . . . lad se! Hvad har vi der? Opløb i en Modebutik. Der findes næsten ikke Glacéhansker mere i Byen. Damernes Ytringsfrihed har konsumeret dem alle. Prisen paa Damehansker er stegen til det uhyre. De ikke-teaterbesøgende Damer har besat Butikken for at hindre Fredagsabonnentinderne fra at trænge ind, Pøbelen samles udenfor . . .

Meget vel, meget morsomt, og næste Fredag klapper I igjen, og jeg gad se, hvem der først bliver kjed af Legen.

Papa, sagde jeg og tog ham om Halsen, jeg skal applaudere alt hvad du vil herefter, naar du vil love mig det, du ved nok . . . . . det, vi beundrede saa inde hos Tostrup, du husker nok det til fem? bare fem! Hvad, søde Pa?

Din lille Taske! Nei, paa ingen Maade, ingen Betingelser, ingen Akkordering!

Vil du love mig Ridehest for Sommeren, mælte Conrad pludselig fra sin Krog, saa skal jeg sikre dig baade min Stemme og hele femte Klasses.

Fy, Conrad, sagde jeg, nu i Grunden lidt skamfuld – der er en Slags Spøg, Julie, som ikke taaler at vrænges –. Papa, jeg gaar uden Betingelser ind paa Sagen. Vil du tro det, jeg synes virkelig mangengang som du, at her fortjente Vedkommende en lydeligere og tydeligere Opmuntring; du skulde vide, hvor jeg har beundret Maria! Især i den grønne Dragt! men, hvad skal man gjøre? Det hører nu engang ikke til os Damer at turde ytre sig . . .

Og hvorfor ikke, spørger jeg. Hvilken Misforstaaelse er dette Terteri ikke, der nu endelig engang kunde have overlevet sig selv. Jo, netop til eder Damer hører det at bære denne Opmuntring frem. I repræsenterer den rene, upartiske, lidenskabsfrie Stemme i Publikum, og dennes Opgave er det supplerende at stemme sig op mod Mændenes større Hensynsløshed og alskens personlige Motiver. Kun kvindelig Finhed og Takt forstaar rigtig at opmuntre det forknytte, beskytte det opadstræbende, men endnu ubefæstede og belønne det fuldendte. Til alle Tider har Kvinderne været Kunstens og det skjønnes naturlige Prisdommere. Hvor Mændene dømmer efter Regler og Teorier, ledes de af Instinktet. Hvilken ridderlig Daad, hvilket Kampspil har kunnet tænkes uden ædle Damers Bifald og Opmuntring? Ingen Kjæmper vilde vovet sin Ære indenfor Skranken uden Haab om Belønningen, rakt ham af en smuk Haand . . .

Og ingen Matador, faldt Onkel ind, vilde saa koldblodig gaa den Fare imøde i næste Minut at blive spiddet mod Skranken eller slængt tre Alen i Veiret, naar ikke nogle tusende sorte Øine luede paa ham og ligesaa mange Tørklæder tilviftede ham Mod . . . Pyh! Hvem skulde ikke da holde sig kjæk! Skuespilleren, der staar paa Brædderne, er ogsaa et Slags Toreador, han sætter ogsaa sit Liv, sin Person paa en Maade ind, han ved heller ikke, hvilken Bøffel der i næste Øieblik kan faa ham paa Hornene. Hvor længe vil vore Damer vedblive at være Dukker, som intet Parti tager i noget alvorligt? Hvor længe? spørger jeg.

Naa, naa, Ulrik, du er vel hidsig, naar du kommer paa det Kapitel, vi maa lægge en liden Kapsun paa dig. Vore Damer er al Ære værd; der kan blive store Ting af dem, men det er ikke komnen rigtig frem endnu. Der ligger noget hemmende over dem, der hindrer dem i frit og eiendommelig at udfolde sig. De er bange for hverandre, tror jeg –

Onkel Ulrik: Ja, ja, deri indrømmer jeg Damerne Ret, deri har de Ret – – bange for hverandre! . . . ha! ha!

Pa.: De er bange for hverandre, tror jeg; af lutter Frygt for at synes noget mere og gedignere den ene end den anden viser de sig mindre betydelige, end de virkelig er; de koketterer med et Slags Intetsigenhed, ligesom andre Nationers Damer med sin Betydenhed. Denne Ængstelse for at sætte sin Personlighed ind i noget større og mere dybtgaaende, og den deraf følgende Tomhed og Ørkesløshed, afføder netop hint evige, smaalige Kritikakleri mellem dem indbyrdes. I det Øieblik, dybere Interesser fyldte dem og sluttede dem til hverandre, vil den falde bort af sig selv. I Forholdet mellem Mand og Kvinde føles denne Mangel som en skillende Kløft. Vi har derfor faa Egteskaber, hvis man ved disse forstaar et Fællesskab i Interesser, en daglig Udveksling, en inderlig Sammensmeltning af Kræfter, der, supplerende hinanden, virker mod det samme Maal; de fleste Forbindelser er, om man vil se ret til, kun Associationer til en fælles sikret Livsstilling. Paa andre Steder skrider Emancipationen saa meget mægtigere fremad, som den virker stille indenfra udad, og derfor hverken lader sig nedslaa af Modløsheden og Tvilen eller angribe af Spotten. Thi hvad er Emancipation andet end at give det aandelige Indhold, enhver har i Eie, Anvendelsesfrihed! I Sverige arbeider Kvinderne, støttede af Landets dygtigste og mest begavede Aander, vakkert mod dette Maal. Jeg har blandt de svenske Damer fundet en Dannelse, en Skat af Kundskaber og en Evne til at gjøre disse gjældende, som jeg sandelig sjelden har truffet her, ialfald merker man lidet til den; thi jeg vover naturligvis ikke at paastaa, at den ikke findes. Hos de svenske Damer træder denne positivere Dannelse, selv hos unge Piger, sterkere frem, uden at den i mindste Maade skader deres naturlige Elskværdighed. Den er ligesom organisk forbundet med deres Væsen.

Onkel Ulrik: Nei, du har Ret. Jeg ved Pokkeren ikke, hvordan det er her. Ungdommen – jeg mener da ogsaa den kvindelige – lærer saa meget nutildags, den skal proppes med alle mulige Kundskaber. Men det er det, som du siger, Bror Carl, man sporer saa forbandet lidet til det. Damerne fra vor Tid, du, havde ikke lært en Tiendedel af, hvad der nu læres, og dog kunde man faa en Samtale med dem, hvori der baade var Aand og Hjerte. Jeg blev ligesom opvarmet og opkvikket for lang Tid. Ak, husker du, Svoger, Jomfru Leth, jeg kan sige begge Jomfruerne Leth, baade Alvilde og Lava . . . Udmerkede Piger! Men især Lava! især Lava! . . . Og . . . og Fru Bjørnstad! Hun var kanske mindre brillant, hun var, hvad man kalder et Hjertemenneske, med hende kunde man tale ret ud af Hjertet, hun forstod alt! Jeg skal aldrig glemme, hvor hun har trøstet og holdt mig oppe i en sørgelig Tid af mit Liv, hun var mig som den kjæreste Søster. Men Nutidens Damer! Jeg forstaar mig ikke paa dem! Hvad man hører af Ungdommen: Fjas! Hvor man lytter: Fjas, bare Fjas! Kriticere og gjøre Nar, det kan den.

Ne–ei, men Onkel! afbrød jeg og satte den tredje Kontorkop hen for ham, men Onkel Ulrik, hvor kan du nu sige –

Tak, søde Barn, ikke dig! Ikke dig mener jeg. Jeg mener ingen bestemt. Tak, den er aldeles tilpas! Jeg spørger blot, hvortil al denne Lærdom, alle disse Talenter, naar de ikke bruges til noget alvorligt. Det er noget alvorligt, jeg vilde have, Opskruethed og Vigtigmageri er ett, et andet er at anvende det, man har lært, til noget alvorligt, gjøre det nyttigt og til Velsignelse i Livet. Nu ligger disse Kundskaber bag Laas og Lukke, ligesom Sæterprodukterne paa Bondens Stabur, og det bliver vel Barnebarnene tilsidst, som faar al denne forharskede Visdom.

Pa.: Ja, Svoger, lidt agterud er vi sagtens i visse Henseender her endnu. Medens andre Lande arbeider paa at skaffe sine Kvinder Valgret, anser vore det endnu for ukvindeligt at ytre sin Mening i et Teater.

Ak, Papa, vi vilde, ved Gud, gjerne have Valgret. Spørg blot alle Damer! Men jeg tror neppe, vi valgte nogen af vore Stortingsmænd. Jeg ved saa inderlig godt, hvem Caroline P. og Mina S. vilde vælge. Og tror du ikke, det var bedst at skaffe os denne Valgret først, inden I tænker paa at skaffe os Ret til at vælge Stortingsmænd, hvad, Papa?

Længere kom vi ikke. Pa. lo, og Onkel Ulrik brummede noget om, hvor Ret han havde i, at det er umuligt at føre en Samtale med nogen ung Dame i disse udartede Tider. Og han tænkte med Vemod paa Lava.

Hvilket Brev, Julie! Jeg ser dig taalmodig arbeide dig igjennem Papas lange psykologisk-æstetiske Betragtninger i Haabet om noget bedre tilslut; men der levnes jo ikke Plads til et eneste Ord! – Sigurd var i Teatret, dog talte jeg ikke med ham, uagtet der var Anledning dertil. Vi undgaar hinanden i den senere Tid – for sidste Gang hører du ham nævne. Charlotte P.s Bryllup skal staa imorgen; Brudepige vilde jeg ikke være, jeg kan slet ikke være noget i Flok, allermindst rørt og høitidelig. Nu god Nat!
Julinka.

Om Sigurd er smuk? spørger du. Som man tager det. Vil du kalde Romsdalshorn smukt? I visse Belysninger vil du sige. Nu, saa er han det ogsaa.

Tredje Brev.

Kjære Julie! Det Kjælenavn af Komet, som du undertiden har givet mig, stræber jeg i den sidste Tid at gjøre mig fortjent til. Paa Grund af mit Slegtskab til Fru H., der for nærværende er her i Byen og bliver sterkt feteret, drives jeg med al en Komets Uregelmæssighed snart ind i en, snart i en anden mig ganske vildfremmed Region, hvor jeg da efter al Sandsynlighed iagttages med de samme Fornemmelser, disse uhyggelige Himmelfremtoninger pleier at vække. Jeg har saaledes været buden i et Selskab til – hvem – kan du ikke gjette, om du gjettede til imorgen. Men da det vilde være barbarisk at sætte dig i nogenslags Spænding oppe paa Svenkerud, vil jeg spare dig Gjetningen. Jeg har været i Aftenselskab hos en af vore Forfatterinder. Der er nu ikke mindre end tre af denne betænkelige Art, og det i mindre end 30 Aar, saa Stortingets Bekymring sidstleden, for «Konsekvenserne, naar man først begynder at opmuntre ogsaa dem», begynder at faa nogen Grund. «Inden Aarhundredets Slutning kan der komme tre til,» mente Papa leende.

Jeg negter ikke, at jeg med en viss Spænding imødesaa Aftenen. Onkel Ulrik var ogsaa buden, paa Grund af at han fra gammel Tid har været kjendt og skattet af Vertinden og hendes Familie. Man raadede os til at tage nogen solid Føde til os forinden; man kunde ikke vide, hvad det var nyttigt til. «Der serveres formodentlig Nektar til Te og Ambrosia til Souper,» mente Fætter Agathon.

Vil du tro, at denne Ytring, der spøgte igjen fra en gammel velbekjendt, som jeg troede, længe skrinlagt Fraseologi, bragte mig . . . Julie, ja jeg kom ligesom hovedkulds ind i den Stemning, som du kalder min filosofiske, og som undertiden, dog ikke ofte? – har ydet dig det fornøielige Syn at se «liden Sommerfugl i Støvler voltigere».

Jeg kom til at tænke paa et saadant udpeget Kvindelivs Saga her i vort Land ligefra den første opdukkende Myte, der ikke er langt fra at tilkjende sin Heltinde grønt Haar og Fiskeskjel, gjennem Bytraditionens endnu ungdommelige, fantasirigeste Udfolden, indtil den, efterhaanden træt af Selvmodsigelser og eget Vrøvl, daler og bliver triviel, og vrantent lader Ærgrelsen derover falde tilbage paa Gjenstanden. Saa har i Grunden en saadan Ulykkelig at lide den halve Del af sit Liv, fordi hun er excentrisk, hvilket er formasteligt, da ingen anden er det, og den anden halve Del, fordi man har opdaget, at hun ikke er det, og da bliver hun kjedelig.

Jeg tænkte mig ret levende et saadant kvindeligt Fænomen, hvorledes det ligefra sin første frygtsomme, usikre Flagren her paa vor Scene, gjennem en halv Menneskealder, det maaske skal færdes mellem os, vrider og snor sig under et Slags socialt Politiopsyn, der har at iagttage og strengt notere enhver Afvigelse fra det normale Christianiamenneske. En vakker Fordring at skulle fyldestgjøre: præstere det ualmindelige og være det platteste! Hvilken oprindelig Natur, var det selv en Engels, vilde holdt Stand her og ikke bleven forkvaklet og forgiftet? Jeg maatte tænke paa, hvad Sigurd – jeg maatte tænke paa, hvad vor stakkels Anna sagde mig, den sidste Gang jeg saa hende – ikke anede jeg, at det var den sidste. Der gik ligesom en Gysen gjennem hende, da hun besvarede mit Spørgsmaal, hvor mange Aar hun havde tilbragt her i Christiania.

Da vi talte videre derom, sagde hun – ikke med Bitterhed eller Heftighed, snarere med en isnende Ro: Julinka, har De nogensinde tænkt Dem en, der ved en Feiltagelse eller ved Intriger er sat ind i en Daareanstalt? Han maa enten , eller han vil ufeilbarlig blive det, han skal gjælde for. Enhver af Stedets retmæssige vil se i ham noget fra hans egentlige Væsen abnormt; kun ser de det alle forskjellig. Enhver enkelt vil skue og hade i ham sin egen Modsætning.

Ikke meget anderledes har jeg følt mig tilmode i disse Aar, jeg har levet her, og, det smerter mig at sige det, især ligeoverfor mit eget Kjøn. De har alle paa forskjellig Maade misforstaaet mit Væsen. De regelrette Kvinder, de, hvem en lykkelig Stilling, i Forening med et heldigt Forhold af visse negative Dyder, giver en Sikkerhed, en Uantastelighed, der gjælder for Overlegenhed, og som maaske er den eneste, som taales, har kaldt mig excentrisk og forstyrret, de mere urolige, uklart higende har ærgret sig over min Passivitet. De religiøst strenge har i mig set det fortabte Verdensbarn, de blot og bart verdsligsindede en Skrue, en kvindelig Særling. Enige har de kun været i den utrættelige, den smaalige Grusomhed, hvormed de har forfulgt og straffet i mig sine egne Hjernespind. Overalt er dette Misforstaaelsens og Fordommens Fantom skredet foran mig, forstyrrende, fortørrende hver Glæde. Mennesker, hvem jeg med den varmeste Hu er fløiet imøde, og hvem jeg er viss paa sympatetisk vilde sluttet sig til mig, har modtaget mig koldt, har stødt mig tilbage, allerede berørt af dette Fantoms isnende Aande.

Og dog har min Kreds forholdsvis været snæver. Jeg har ikke hørt til dem, der ved nogen særegen Begavelse har hævet sig over Mængden. Jeg er en eiendommelig, en sterkt anlagt Natur, det har været min Brøde. En navnkundig Kvinde, o Gud, nei, saa ulykkelig har jeg ikke været! En Mand kan taale at være slagen til Navnkundighedens Pæl i eders Land, han maa da have Nerver af Staal – en Kvinde kunde ikke holde det ud, hun maatte ende med fortvilet at forbande sin Kaldelse.

Tænk, Julie, at disse Ord skulde være den sidste Bekjendelse, jeg hørte af Anna! Anna, saa hæderlig, saa daddelfri i alt, saa god, og maatte sige dette! Lidet agtede jeg dengang derpaa, men nu, da hun er borte, kommer disse Ord mig mod min Vilje i Tankerne. Ved det Fantom, Anna omtaler, maatte jeg ellers tænke paa Gjenfærdet i det gamle Riddersagn, den onde Borgfrue, der til Straf, fordi hun i levende Live havde voldt saa megen Ufred, gik omkring i Slegterne og pustede ondt ind i dem, indtil der engang kom en ung Ridderfrue, der var Søndagsbarn. Hun saa derfor, hvad ingen før havde set, og det lige idet hun stod for Alteret med sin Gemal, Spøgelset, hvorledes det med sin iskolde, giftige Aande pustede Kjærligheden ud i ham, optændes af Harme, og giver det – klask – et Ørefigen. Det var netop et saadant, det ventede paa, fra det Øieblik fik det Ro, Forbandelsen var hævet. Havde stakkels Anna havt Mod til at give sit Fantom et dygtigt et paa Øret, saa vilde hun faaet Fred for det siden.

Alt dette gik især rundt i mit Hoved, siden vi havde modtaget hin Indbydelse. Det maa heller ikke derfor undre dig, at, inden vi naaede derhen, kom vor Forfatterinde til at staa i et mer og mer tragisk Lys; jeg tænkte mig hende som en Slags fortvilet Medea i Begreb med at myrde sine egne Aandsfostre.

Vi blev modtagne af en pen gammel Dame, der slet ikke gjorde dette høitidelige Indtryk. Med ligefrem Venlighed bød hun os velkommen, og jeg havde straks en Følelse, som om jeg længe havde kjendt hende. Hendes Hus og hele Omgivelse bar det samme jevnt almindelige Præg. Man bød os Te (ikke tynd) med ordentlig solide Boller til. Man mente, at de kunde gjerne været lidt mere æteriske. Aftenen gik passabelt, uden Tilstelning, ingen Deklamation, ingen Oplæsninger, uagtet det laa elektrisk i Luften. Der blev givet et Par gode Musiknummere, hvorefter Vertinden spillede en norsk Springdans, der satte Onkel Ulrik i en foruroligende Bevægelighed. Jeg var forbauset over, at der slet intet var at forbauses over, og – skal jeg tilstaa det, denne Opdagelse voldte mig noget, der lignede Skuffelse.

Aftenens kritiske Punkt kom endelig. Souperen var hensat til almindelig sen Tid, af den Grund skulde Fætter Agathon været tilfreds, hvis han havde været der, vel, at han ikke var det! Anretningen? spørger du. Taalmodighed, det kommer. Tonen blev ved Bordet livligere. Der blev holdt adskillige Taler, hvoraf nogle meget morsomme. Vi var allerede længe siden færdige – men Bevertningen; vent, vent, det kommer jo! – da der blev slagen til Taushed, og Vertinden traadte frem for at tale. Nu kommer Humlen, tænkte vi, Humlen paa Aftenens Svagdrikke: med Grund turde vi her vente et af de mere høistemte Temater poetisk varieret. Du vil kunne dømme selv, naar jeg i næste Brev sender dig Talen. Din Julinka.

Fjerde Brev.

Vertindens Tale. «Gode Taler er, som det lader, smittende, men da vi ikke ved, hvor langt det fører os, og alle Ting maa have en Grænse, maa det være mig tilladt som omsorgsfuld Vertinde at sætte denne Grænse. De ærede Talere har alle bevæget sig paa ideale Høider; jeg vil saa lempelig som muligt føre dem tilbage igjen i den jevne Virkelighed. Det er et Tema af ren praktisk Natur, jeg vil ansøge mine Gjester om at yde et Øiebliks Opmerksomhed. Et praktisk Spørgsmaal! Det klinger saa haardt, saa tørt, og er dog, som næsten alle, der benævnes saa, saa nøie som Roden til sin Plante, knyttet til vore ømmeste sjælelige og aandelige Tilstande. Først og fremst Tak, fordi De er komne og er elskværdige, og, tør jeg drage en Slutning af de muntre, tilfredse Ansigter, jeg ser omkring Bordet i det Øieblik, Dugen skal tages af det, vil jeg føie til: Tak, fordi De har taget tiltakke. Tak, fordi De har taget tiltakke med en Bevertning, som, jeg indrømmer det villig, der hører et visst Mod til i vore Dage at byde sine Gjester, – en Bevertning, som Wessel allerede for hundrede Aar siden erklærede for ikke at være Mad. Hvis nogen af mine ærede Gjester maaske ikke mindes de berømte Linjer, hvori han udtaler denne Anskuelse, vil jeg bringe dem i Erindring:

At Smørrebrød er ikke Mad,
Og Kjærlighed er ikke Had,
Er alt, hvad jeg for Tiden ved
Om Smørrebrød og Kjærlighed.

Og netop fordi mine Gjester iaften har maattet nøie sig med Smørrebrød, og ingen Mad, trænger Vertinden i høi Grad til at paakalde deres Kjærlighed, at den ikke skal gaa over til Had. Jeg henvender mig først til de Ældre, da en Stemme siger mig, at jeg hos dem lettest tør haabe paa Overbærelse. Behøver jeg mere end at anslaa gamle Strenge? At vække den vemodige Erindring om vor Ungdom? Behøver jeg mere end at føre eder tilbage til hine rørende nøisomme Aftenselskaber, der endnu ikke har det fornemme Navn af Soiréer, hvor vi virkelig bespistes med Smørrebrød og ikke Mad, men tør jeg lægge til: Kjærlighed manglede ikke, det kan vi alle vidne. (Ja, ja! Onkel Ulrik slog ud med begge Arme, som om han favnede et usynligt noget.)

I Fruer fra hin Tid, kan I slet ikke erindre, at bedst som I sad i Venindeklyngen, har et Knæ bøiet sig halvt for eder, et Par Øine stirret eder visst og bønlig ind i Sjælen, medens en spøgende Mund bød eder Fadet? . . . Det var ham, I havde tænkt paa hele Aftenen, og som først nu i denne lille Pagetjeneste fandt et Paaskud til at nærme sig. Tænkte I vel i det Øieblik paa, hvad der var paa Fadet? . . . O vist ikke! der kunde været, hvad der være vilde, I agtede det kun for, hvad det i dette Øieblik var: Baandet mellem eder. Og I gamle Mænd, husker I, hvorledes I midt i den larmende Kreds har stirret drømmende ned i Glasset og glemt at drikke? Afspeilede Billedet af den hemmelig elskede sig mindre smukt, fordi der kun var – Bisp i Glasset, end om det havde været en dyrebarere Drik? (Nei, nei!) Jeg tror heller ikke, jeg tror endog, det har vist sig tydeligere, mere varmt forjættende, det har hvisket om en muligere, nærmere Lykke, end om I havde set det hvirvle om i Champagnens Malstrøm. – O en saadan Champagnemalstrøm er en meget betænkelig Malstrøm for en ung, elskende Embedsmand, at skue sin udvalgtes Billede i – – Her trængte Onkel Ulrik trods alle Husch og St! sig stormende frem med sit Glas – Bisp, for at klinke med Talerinden, der ogsaa var saa elskværdig at møde ham paa Halvveien.

Tiderne har forandret sig. For nu at turde bede nogle Gjester sammen, kræver Skik og Brug ganske andre storartede Tilstelninger. Selskabeligheden har givet Plads for Selskaber, de gemytlige Aftensborde for tungt belæssede Tafler og endeløse Libationer i saa og saa mange Sorter Vine. For ikke at beholde igjen en Gnist af den gamle urbane Gemytlighed indførte vi Buffeterne. De yngre Familier, hos hvem en friere, kvikkere Selskabelighed bedst kunde trives, maa næsten ganske lukke sine Døre. Vi har ikke Raad til at bede nogen sammen, der kræves Vine og Souper, siger de, og vi har ikke heller Lyst til at sønderflenges, fordi vi forsøgte at sætte os ud over denne Fordring. Det er alt, at vi kan opfylde Kravet, hvor det er uundgaaeligt, ved Familiehøitiderne. Da skal de tunge Selskaber for en Dag.

Men netop her, saa langt fra at forhøie en saadan Kjærlighedens Fest, viser denne Skik først rigtig sin nedtyngende og forstyrrende Virkning. Vi vil blot erindre, hvorledes hun optages og misbruges, hun, der skal være det aandelige Centrum i disse Fester. Husker hine Festdage i Aaret, hvor Himmelen holder Afmønstring over de unge Hjerter og tager dem i Ed for Fremtiden! Jeg har set Mødre, der havde Børn til Konfirmation, komme sent i Kirke og ligesom med en unaturlig betvungen Længsel kaste sig i Andagtens Arme. Deres Taarer har strømmet næsten konvulsivisk, halvt af Anledningens Rørelse, halvt af en nervøs Overanstrengelse. Neppe har en saadan Moder hørt Velsignelsen udtale over det kjære Hoved, saa trænger hun sig gjennem Mængden for at slippe ud. Hvor gaar du hen, o Moder? Vent, til Høitideligheden er endt, og du kan tage din Søn med dig, tage ham ved Haanden og lede ham til Hjemmet! O hold den fast denne Haand, husk, det er sidste Gang, du leder ham. Ved Døren slipper Taget, og han brister ud i det store, store larmende Liv, hvor du ikke kan følge ham! Nei, hun maa skynde sig forud, hun skal have Familieselskab til Middag og halvtredsindstyve Gjester til Super. Hvad Indtryk de unge selv modtager af en saadan Dag, der, begyndt i from Andagt, skal ende i disse, en høitidelig Kjedsomheds Saturnalier, dette er igjen en anden Side af Sagen, der ikke mindre fortjener at overveies. Det er, som om vi ikke tidsnok kunde indvie disse unge til det tommeste, aandløseste, mest gudsforladte, vore sociale Tilstande har at opvise: vore Selskaber.

Mine ærede Gjester!
I vil forstaa, at jeg ved at paapege en ringe Del af Skyggesiderne ved dette vort Selskabsliv har villet noget mere end en blot Undskyldning for iaften. Jeg har ønsket, at vi alle kunde forene os til ganske at afskaffe et af dens værste Unoder, Supererne, og byder mig selv villig frem til et af de første Ofre, der maa falde for Sagen. Jeg har først villet sikre mig de gamle mod en anden, langt sterkere Magt. Hvad Understøttelse kan denne Sag vente hos den yngre Slegt? Ligeoverfor den kan vi ikke appellere til nogen Fortid, der findes ingen erotisk frugale Strenge at anslaa. Denne elskværdige Ungdom vil altfor sikkert være enig med Wessel i, at Smørrebrød ikke er Mad. Den er født og baaren til Bordene med Mad paa, forskrækkelig megen Mad paa, man har drukket dens Festskaaler i de Vine, der stod paa disse Borde, i mange Vine, forskrækkelig mange Vine. Og det værste er, at vi Ældre selv bærer Skylden deri. Vi var imponerede, vi svage, taabelige gamle, af denne i Talenter, Verdensskik og fri Uafhængighed os saa overragende Ungdom, som vi havde den Lykke at være Fædre, Mødre, Tanter og Onkler til, vi vidste ikke tilsidst, hvad vi skulde finde paa for at tækkes den, og vi opfandt Souperene. Vi trængte til at give vor Anerkjendelse af denne fyldigere, friere Tilværelse et synligt Udtryk, og vi fandt det i de bugnende Borde. Vi frygtede for, at denne Ungdom skulde gjøre et Tilbageskridt til vore trohjertige Skikke med deres Velopdragenhed og plump ærlige Courtoisie, og – vi tog Stolene bort om disse Borde. De staar der nu kun som det billedlige Symbol paa vor Hyldning, ligesom i Oldtiden de bekransede Altare, hvorpaa man ofrede Dyr og Markens Frugter. Vi kan ikke vilkaarlig afskjære denne blot billedlige Del af vor Kultus, den maa afstaaes os. Vi kan ikke, vi gamle, ophøre med at give Superer, de unge maa frivillig give Slip paa dem.

Det næste Spørgsmaal bliver derpaa, om de behjertet med et Slag vil give Slip paa de belæssede Borde eller vente, til en nær Fremtid ufeilbarlig afskaffer dem. Denne kostbare Uskik vil ophøre af sig selv, man vil engang opdage, at den er gammeldags og smagløs. Har vi indbildt os, at vi heri følger et Fremskridt, saa tager vi jo meget Feil; vi holder netop fast paa noget, som andre Nationer, vi gjerne vil efterligne, længe siden har opgivet som Rester af Barbari. Mon det ikke i dette Stykke, som i mange andre, hvori vi indbilder os at være rigtig fashionable, gaar os som den gamle Kommandant paa Vardøhus? Han fulgte ogsaa med Tiderne. Tjeneren maatte punktlig hver Morgen præsentere ham Dagens Aviser, kun var de altid et Aar gamle.

Mine Gjester, unge og gamle! Skal vi drikke paa lykkeligere Tider? Mere Selskabelighed, færre Selskaber, mere Spirit, mindre Vin, mindre Mad og mere Kjærlighed!

Hvad synes Du om denne Tale, Julie, og om min Hukommelse? Naar du har tilstrækkelig beundret den – Hukommelsen –, skal jeg næste Gang fortælle dig, hvorledes det hænger sammen. Vi er ikke ganske færdige – vi maa endnu engang tilbage til Selskabet. Imorgen mere! J.

S. var her igaar. Han spurgte mig, da han kom hen til Pianoet, hvor jeg sad, hvorfor jeg ikke havde været paa Festballet ifredags, og hvorfor jeg var saa umulig at faa en Samtale med i den sidste Tid.

En Strid, mener De vel? Nu, jeg skal sige Dem, hvorfor; jeg har skrevet mig ind i «Frøkenklosteret», og saa gjør man bedst i at øve sig i Forveien i Fredsommelighed og et stille Væsen.

Femte Brev.

Det Tema, vor poetiske Vertinde havde valgt, hørte jo unegtelig ikke til de meget spirituelle. Du vil nu have læst Talen. Som du kan begribe, gjorde den et blandet Indtryk. Man tager her visse smaa Fordringer med, som man ikke gjerne opgiver.

«Saadanne Taler om Hverdagsting kan vi alle holde, det er ingen Sag,» sagde den tykke, svære Fru P. siden til mig. Digtere og Kunstnere er der nu engang for at løfte os andre Smaafolk fra Jorden.

De Yngre i Selskabet fandt dette «retoriske Mesterstykke om Smørrebrød og Kjærlighed» høist fornøieligt. Conrad kan udmerket gjengive hele Partier deraf, lige til Stemmen. Jeg kunde ikke rigtig være med her – le du ogsaa af mig, Julie, men der var noget i denne Tale, som . . . jeg skal sige dig det mundtlig.

Cand. A., der saagodtsom ene repræsenterede den mandlige Ungdom, gav derpaa med al den Beskedenhed, der sømmede sig i Bevidstheden derom, et Tilsvar. Jeg drister mig ikke til fuldkommen ordret at citere dette, men jeg vil bestræbe mig for at gjengive Tankegangen deri saa nøie som muligt.

Han turde paa den udfordrede Ungdoms Vegne sikkert love (voveligt!), at den med største Beredvillighed vilde komme de gamles Ønsker imøde.

Men den menneskelige Natur er nu engang bunden til visse antiideelle Betingelser, ja saa ydmygende det er for dette samme hovmodige Menneske at tilstaa det, kan det ikke negte, at det deler visse Fornødenheder med Ulven og Strudsen. Han bad de gamle godhedsfuldt ikke at glemme denne Omstændighed og tage Initiativet i nogle Forholdsregler, der af sig selv vilde gjøre de sene, overdaadige Aftensborde unødvendige. Den Anstødssten, der endnu hindrede dette, var ene og alene at søge i vore tidlige Middage. Han vilde ikke opholde sig ved Beskaffenheden af disse Middage, som overhoved den hjemlige Kogekunst, han vilde af flere delikate Hensyn ikke nærmere paapege Resultaterne af disse vore husligkulinariske Bestræbelser, der synes at have sat sig den vanskelige Opgave at forene Sløseri med Kraftløshed. Det tilhører Lægerne, mente han, at afgjøre, hvor megen Del vore Familiemiddage og vort Madstel overhoved har i de Indigestioner, den Kardialgi, den Misantropi og Melankoli, hvoraf 2/3 af Christianias dannede Befolkning lider. Men hvad der ligger nærmere for Opnaaelsen af det tilsigtede Øiemed, hvad der straks kunde rettes paa, var at henflytte Middagen til almindelig europæisk Spisetid. Vilde dertil de høitærede Husmødre, altid i Forventning om en almindelig, mere gjennemgribende Forbedring, overflytte en ganske ringe Del af den Vegt, hvorunder Aftensbordene nu sukker, til Familiemiddagsbordet, vilde de oplive dette med en eneste Flaske Vin af den Overflod, der nu spildes under de natlige Banketter, saa vilde Hensigten fuldstændigere opnaaes, en saadan ligevegtig Udskiftning af Husets Evner vilde skabe det vakre Syn af sunde, muntre, tilfredse, i det hele taget taknemmelige Ansigter omkring Bordet, medens Soupererne blot tjener til at skabe utaknemmelige; han henvendte endnu engang sine indstændige, ærbødigste Bønner til de tilstedeværende Familiemødre om at tage sig af Sagen.

Paa denne Tale fulgte en almindelig Bevægelse. De «høitærede» Husmødre hævede Øinene, som om det og Himmelen til Vidne paa, hvilken Uret man gjorde dem.

Vi er kun viljeløse Redskaber, tog Vertinden tilorde. Vi er Livets Skaffersker og intet andet. Ikke engang i vort Madstel er vi vore egne Herrer, vi er bundne til Traditioner og de forhaandenværende Forskrifter, ligesom I Mænd til eders Love og Statutter, vi turde ligesaa lidt forandre en Tøddel i vor Kogelovbog, som I en Paragraf i Grundloven – – de er begge lige farlige at røre!

Jeg er bleven graa i at skaffe, sagde den gamle, ærværdige Fru D. Jeg har skaffet i tredive Aar, Morgen, Middag og Aften, til Hverdage, til Festdage. I det Øieblik, vi tager af Middagsbordet, har min hele Tankeformue været henvendt paa at fylde Aftensbordet; jeg drømmer om det om Natten. Jeg har fire gifte Børn bosatte i Byen. Naar disse med sine respektive Mager og sine smaa samles hos os en Aften, danner vi tilsammen et Antal af to og tyve Personer. Jeg holder inderlig af min Slegt, jeg skulde for min Part ikke ønske anden og større Vederkvægelse efter Dagens Besvær end saadan ret ofte at se dem allesammen hos mig og uforstyrret kunne hengive mig til denne Glæde, men – disse kjære Børn, med deres velsignede Rollinger, har – – spist til Middag Kl. to . . . Behøver jeg at sige mere?

Nei, nei, det er overflødigt, De behøver slet ikke at sige mer! faldt Fruerne ind. Den oprørte Stemning var steget til det høieste.

Hvor er da de skyldige? Er der nogen i denne Kreds, der tør paatage sig Forsvaret for dette Misbrug, for denne endevendte Dagsorden, der strækker sine forgiftende Virkninger lige ind i Familielivets inderste, der forvandler Kjærligheden til en Hyæne, der gjør en Bedstemoder unaturlig og bringer hende til at ønske, at hendes Børnebørn, hendes Øiestener, hendes Kjæledægger, havde – spist hjemme og til ordentlig, rimelig Tid? . . . Hvor er han? . . . Han træde frem og staa tilrede!

Nogen søgte her tyst at sno sig ud af Kredsen, men blev blev stanset og skudt frem: en Departementsmand.

Med dyb Sønderknuselse tilstod han, at Forargelsen kom fra dem, fra Forretningsmændene. Men ogsaa mellem dem var en ny Tingenes Orden følt som en Nødvendighed. Havde det staaet til ham, var denne Forandring allerede længe siden iverksat.

At denne Hædersmands Skaal blev drukket med Jubel, følger af sig selv.

Og nu, min kjære Julie, vil jeg give dig det Raad, naar du engang kommer – hvis du ikke ganske kan beherske den Svaghed at være træt og sulten efter Reisen – ikke at indtræffe til Aftensbordet. Ingen Te, ingen Souper. Herefter: leve Smørrebrød og Kjærlighed!

Farvel og velkommen hertil, Julie! Neppe et Aar borte, og hvor meget vil du ikke finde forandret! Ogsaa mig. Farvel, Julie, jeg har levet min bedste Tid. Leve Smørrebrød og Kjærlighed!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Mod Strømmen I

Mod Strømmen (Første Række) er en samling med essayistiske tekster. Boken ble utgitt første gang i København i desember 1879. Tidligere samme år hadde Camilla Collett gitt ut en revidert utgave av Amtmandens Døtre.

Hovedtema i samlingen er kvinnenes stilling i samfunnet. Som i forfatterskapet ellers tar Camilla Collett utgangspunkt i sitt eget liv og erfaringer.

I 1885 ga Collett ut et bind til i samlingen: Mod Strømmen, Ny Række og fra og med 1900 har det vært vanlig å kalle de to bindene henholdsvis «Første Række» og «Anden Række».

Se faksimiler av 1. utg., 1879 i NB digital.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.