Mod Strømmen I

av Camilla Collett

Breve fra Pariserudstillingen.

Paris 16. Juni 1878.

Kjære Venner!
Der var jo ikke noget egentlig iveien for, at jeg ogsaa kunde skrive «Korrespondancer fra Paris», da jeg jo hører lidt til Lauget og ogsaa før har forsøgt mig deri. Men det vilde neppe blive nogen saadanne, som man i denne Tid er vant til at modtage i Hjemmene. Ingen af disse Dityramber i ubunden Stil, hvori vore Pariserfarere giver sin Henrykkelse Luft over at kunne forene denne vakre Opgave, at glæde dem hjemme, med den Tilfredsstillelse selv at være i Paris, og det i en Tid, da «La ville magicienne» overgaar sig selv og giver en af sine mest overraskende Præstationer i denne høiere Magi. Hvad jeg kan have at melde, bliver af gode Grunde ikke saa fornøieligt. Det skal ikke vække længselsfuld urolige Fornemmelser hos nogen stille smegtende Hjemmesidder, maaske før virke dæmpende og beroligende. Jeg sender derfor de faa Optegnelser, som jeg vil samle mine forstyrrede Sanser til at nedskrive, ikke hjem til Blade eller Tidninger, men vælger dennegang selv mit Publikum. Og det skal bestaa af de faa trofaste og sandt frisindede Sjæle, der forenede sig under mit sidste, saa bevægede og noget sterkt vekslende Ophold i Kjøbenhavn til at blidgjøre mig samme. Jeg adresserer det til vor Konsulinde Fru L., medens det selvfølgelig ved hende vil naa de andre Veninder, danske og norske, hvortil jeg da særlig tør regne dem, med hvem jeg de sidste Aftener før Afreisen var samlet.

Kan jeg nogensinde glemme disse Aftener! De var begge saa herlige! Dog maa jeg maaske foretrække den hos vor kjære Fru L. i hendes smukke Hjem, hvor hun til sit Væsens mig saa velgjørende, egne stille Maade ogsaa kunde føie den elskværdige Vertindes. Her i disse Par Møder kunde vi udfolde os friere, naturligere, end det var muligt under Festen selv, der dog havde sluttet os sammen. Denne store Fest, der nu staar for mig som en glimrende Drøm, hvor jeg maa spørge mig selv: er den virkelig oplevet? . . . Og i denne belivede Stemning vil der for os alle have blandet sig noget vemodigt, der endnu forhøiede den, en Følelse af, at dette var en af de sjeldne Gange i vort Liv, hvor vi paa den Maade var samlet, en af de sjeldne, hvor ogsaa vi bænkede os om «Idéens Høibord», inden Hverdagslivet drog os ind igjen i sine gamle Folder. Nei vi duer til noget andet, tænkte jeg flere Gange, vi duer til noget andet end Dagligstuvrøvlet og vore pjattede Sammenkomster med det evindelige Hekletøi vrikkende i Hænderne – dette jammerlige Skjul for Leden og Tomheden! Nei, vi du til noget andet! Hvilke Taler vi holdt og med en Ro, «en Agtelse for Ordet», der kunde tjent mer end en af vore moderne parlamentariske Forsamlinger til Mønster. At vor DigterindeBenedicte Arnesen-Kall. kunde holde en saadan, flydende og strømmende fra Sjælen, derpaa var vi belavet, men vi andre! . . . Det var forbausende, hvor vi fik det fra. Jeg ved ogsaa én, som næsten græd af Rørelse, da Ungdomsveninden – Legesøsteren fra Fireaarsalderen lige til de Aar, da Legen gaar over i det bitre Alvor – reiste sig og mindede om hin Tid!

Hun fremmanede – endnu smuk som hun stod der – Billedet af en glad, lysmanket liden Pige, der altid havde Moro og Løier fore, naar de var sammen, som bogstavelig troede, at Svalerne lod sig fange ved at kaste Salt paa Halerne, men som ogsaa senere de klogere Institutkamerater pegede paa og fniste og lo ad. Hun var dem vel for original, for landlig! . . . Ja, vel maatte hun røres, hun, hvis Skjæbne det tilsidst blev at peges paa af hele Landet! De faldt saa uden Hensigt, disse Barndomsvenindens Ord, dog klang de som en varm, indigneret Protest – Protest mod det Billede af hende, vor unge, dristig stræbende Kunstner netop havde bragt for Dagen! . . . «Da det sandsynlig bliver det eneste Kontrafei af nogen Art, der kommer til at gaa over til Eftertiden, saa vil jeg ogsaa gjøre det kraftig,» . . . tænkte vist den unge dristig stræbende Kunstner, og det glade Barn forvandlede sig under hans Tegninger til et refleksionssygt, gammelklogt lidet Uhyre, og en lang, gravstille, til Taushed indviet Ungdom til en urolig Jagen efter drømte Kunstnermaal, et rastløst Lykkesøgeri! . . .

Alt dette smeltede i mig ved min gamle Wilhelmines Ord. Ja, der faldt mange andre ogsaa, mange prægtige! Tilsidst Konsulens Tale «Til Damernes Pris», der især greb os Norske saa! Denne smukke, hjemlige Toast, der aldrig mangler ved nogen, ikke ganske hverdagslig Leilighed, men som vi selv desværre altid har manglet Anledning til personlig at takke for. Nu gav vor kjære Vert os denne Anledning, og paa alle norske Damers Vegne . . . det var høitideligt! – Og saa endelig Talen «Til Mændenes Pris».

Dermed syntes Stemningen at have kulmineret, høiere kunde den ikke stige . . . Det var en Aften!

Men tilbage til Pariserbrevet. At det fremkommer som Sendebrev, skal ikke forarge nogen. Der maa her forudskikkes en liden Bekjendelse, som vist vil godkjendes af enhver, der vil sætte sig lidt ind i min Stilling: at jeg i de sidste Aar, ligesom jeg gaar mer og mer tilbage til min tidligere Skyhed for at søge Folk personlig – det sympatetiske vil altid sikrere faststille sig, hvor de søger mig – næsten har ophævet al privat Korrespondance. Sandelig af Hensynsfuldhed for Modtagerne selv! Man Fristes nemlig i slige fortrolige Meddelelser altfor meget til at fortælle, hvorledes «man har det». Det vil sige, hvordan ens eget private Jeg virkelig befinder sig, og det er de dog i Regelen ikke tjente med. Det Spørgsmaal: Hvordan lever De? Nei, hvordan lever du? har altid, naar Bekjendte eller Venner, man i lang Tid ikke har set, falder ind dermed, sat mig i en viss Skræk, som om de virkelig ønskede at faa det grundig og oprigtig besvaret! Heldigvis afventer de allerfleste det heller ikke. Hvad der kan være værd at vide om mig, giver jeg eder paa min Vis muligst destilleret, hvorved det altid bliver lidt fornøieligere. Det kommer da til at forholde sig til de fortrolige Meddelelser, som Luften oppe i Sneregionerne til den, man indaander nede mellem Murene; jo mindre det kan knytte sig til noget personligt, des bedre.

Ogsaa den lille Reiseskisse, der her sendes eder, maa helst betragtes fra denne Side. Hvad der her er oplevet, kunde være oplevet af enhver, eller rettere, der er intet oplevet, naar vi dermed mener interessante Begivenheder, storartede, berigende Indtryk. Skulde de, nogle Stemninger og Drømmerier, der skal erstatte dette, undertiden forvilde sig lidt for meget fra den slagne Landevei og hist og her komme til at gjøre nogle vel dristige Tankehop for at finde sig tilrette igjen, saa vil I overbærende skrive dette paa Sommerens Regning, Sommeren 1878, l’année de la grande Exposition Universelle.

Og dermed lever vel, indtil I næste Gang hører fra
Den «Mørktgrublende».

Andet Brev.

Paris, 20. Juni 1878.
Naar man efter en Reise, der varer i to samfulde Døgn, gjennem alle optænkelige Befordringer, kan siges at komme frem med hele Lemmer, uden at have mistet Hovedet – Kuffert – Nøgleknippe – Reisebillet eller Tegnebog – det sidste er det værste (thi vel kan man sige, at uden Hoved trænger man ingen Portemonnaie til, man kan være ganske rolig, men jeg spørger, hvad hjælper det at beholde Hovedet, især hvis det ikke er meget kløgtigt, naar man pludselig staar alene uden Pengepung paa Korsør–Kieler–Hamburger–Kölner-Banen i en Tid som denne?) – har man, som sagt, alt dette i Behold, saa maa man jo efter Skik og Brug kalde det en lykkelig Reise, og forsaavidt kan jeg ogsaa til deltagende Venner melde det samme. Hvad man ellers har at udstaa, regner man jo for intet. Og dog bliver det et Spørgsmaal, kan det Udbytte, man haaber paa, kan Maalet, naar det endelig er naaet, opveie dem alle – opveie de nye nedslaaende Bidrag til den betænkelige Vinding, vi kalder Verdenskundskab, der ved hvert Skridt paatvinges os – – – kort og godt, kan Paris, naar det endelig er naaet, trøste os over en saadan Reise ad Korsør–Kieler –Hamburgerruten, medens man, uophørlig slængt fra én Befordring ind i en anden, i tvende Døgn ikke er ude af Klæderne, og hvoraf den ene Nat tilbringes ombord i et Skib, den anden i en Kupé? Jeg har de Gange, som jeg før har besøgt Paris, kunnet besvare dette med et freidigt og varmt ja. Paris lader os glemme alt Besvær, men dennegang har jeg i det mindste endnu ikke kunnet gjøre det. Udbyttet bliver da tilsidst disse Erfaringer selv og de Betragtninger, man kan knytte til dem, og som mine kjære Veninder jo ogsaa har lovet at tage tiltakke med i Mangel af noget bedre.

Af disse Nætter foretrækker jeg ubetinget den i Kupéen, hvor man dog, naar man er lidt behændig, kan opnaa det Held at være alene. Jeg kjender næsten ingen værre Straf end Indstuvningen i et af disse Fællesrum, hvormed man paa Dampskibe affinder sig med det blidere, taalmodigere Kjøn, medens de enkelte Lugarer forbeholdes det mer fordringsfulde – Grundeierne, Driftsbestyrerne af disse Taalsomhedens uudtømmelige Dannemoragruber. Dette System er imidlertid mer eller mindre strengt gjennemført paa de nordiske Dampskibe paa sine ofte flere Døgns Reiser gjennem vore frygtelige Søer. Paa et af disse, – et Lübecker–Malmö-Dampskib var det nok – var Damekahytten placeret lige ind til Maskinrummet med al sin Helvedeslarm og Kvalm. Aanden i den Betjening, der ydes, svarer dertil, især den kvindelige, som jo falder specielt paa vor Part.

Hotel- og Dampbaadsjomfruer hører til en Klasse Samfundsmedlemmer, i hvem man altid vil møde den mest forstokkede Benegten af nogen Kvindens Ret til en selskabelig-medborgerlig Ligestilling med Manden. Den grunder sig, denne Opfatning af Spørgsmaalet, ikke paa nogen dybere Granskning af samme, hverken paa Refleksion eller Princip; den er kun indpodet dem som en Styrkens og Størrelsens Naturlov, omtrent som den Kjendsgjerning, at Kalkunhanen er en ganske anderledes majestætisk og respektindgydende Skabning end de klynkende, forskræmte Høner, følgelig respekteres den – og Hønerne ikke. Man vil finde denne Anskuelse hos alle halvdannede af Kvindekjønnet, især hos saadanne Funktionærer, der i en stadig Veksel er stillet udskiftende mellem begge Parter.

(Paa et dansk Hotel, hvor jeg i tidligere Dage boede en Tid. Bordet er dækket til to, Retterne, deraf en Hønsefrikassé, er baaret op.)

Men, bedste Jomfru, jeg bad Dem jo sige nede, at min Søn spiser hos mig idag, og disse Beef’er! . . . og Hønsefrikasséen her! . . . det er jo mine Portioner! . . . Dermed mentes kun, at naar især denne sidste Ret serveredes mig alene, toges der vel meget Hensyn til det mer æteriske ved Kvindenaturen.

Men dette er jo bare Vinger, Jomfru, jeg sagde Dem dog . . .

«Ih Gud, jeg ber saa majet om Undskyldning, men jeg syntes, Fruen sa’, det var en Dæme.»

(Paa et norsk Dampskib.) Aa, Jomfru, skaf mig endelig et Rum for mig alene, derfor er jeg kommen saa tidlig . . .

Di faar værsgo vente, te Schibe gaar, saa faar vi se da . . .

Men her er jo en Mængde ledige? . . .

Ja, det er nok saa, men Di indser sjel, der kan komme Herrer endda, Di faar værsgo vente, te Schibe gaar . . .

Altsaa for samme Pris, hvormed de privilegerede har løst Billet, med Adgang til særskilt Rum, eller efter Omstændighederne, hvis Salonen er ledig, til en halv Snes Pladser, stuves nu ti eller flere Individer af de kvindelige Passagerer ind i et Fællesrum. Ganske efter ottomanisk System. Der er ingen Redning. Dampbaadsjomfruen fører dig med en egen, haabløs ubønhørlig Mine ind i Fællesrummet og peger paa en Køie. Om disse kan man kun sige, at de synes at have hentet Forbilledet fra en af de gamle Torturkamres sindrigste Indretninger. Det har altid forundret mig, hvorfor der paa saadanne Dampskibe, hvor der ødsles med Forgyldning, Speile og anden Prunk, skal spares paa nogle Pd. Krølhaar, naar det gjælder uforskyldte menneskelige Lidelser, som kunde lindres. Her har man da i stort Kompagni at være indvortes desperat med de roligste, forbindtligste Miner, føre en naturligvis ufrugtbar Kamp med Jomfruen om at faa lidt frisk Luft ind, vaske og klæde sig af – eller rettere slet ikke af, for at være fiks paafærde og endelig voltigere op til en af disse Torquemadaopfindelser, der gaar under Navn af de øvre Damekøier. Har man nu konserveret en Rest af ungdommelig Springkraft, og man slipper vel derfra, som jeg virkelig gjorde det, vilde i det mindste en viss stor Redaktør, hvis han kunde set det Syn, have kaldt denne Ungdommelighed høist forargelig for en saadan «gammel Valkyrie» og maaske fundet den en Omtale værd i sit Blad.

Sandheden tro, maa jeg dog bekjende, at et Par Gange, naar jeg er gaaet med disse Skibe, er der af sær Gunst indrømmet mig særskilt Rum, hvilket naturligvis ikke forandrer Sagen. I ved jo nok, kjære Venner, at jeg i det mindste bestræber mig for at indtage et fuldkommen upersonligt Standpunkt i den Sag, jeg strider for. Jeg vilde dog gjerne fortjene den smukke, smagfulde Ros, der ydedes mig i en Recension i et svensk Tidsskrift – fra kvindelig Haand sluttede jeg deraf, at det lille, nemme Skalkeskjul «Man siger», «Man paastaar» benyttes mer end lovlig ofte – og hvor det blandt andet heder: «Man säger, att när Fru C. – bare ser en Dame snöra sig, tycker hon Snørlifvet trycker hende sjelf . . .» Kan «en Forkjæmperinde» forlange en vakrere Gravskrift!

Denne Gang, ved Overfarten fra Korsør, var jeg ikke saa heldig, men maatte finde mig i Indstuvningen. Om det kan kaldes Søvn, den Bedøvelse, der gjerne afløser den første Times Forsøg paa at finde den mindst smertefulde Stilling, ved jeg ikke, men det var en skrækkelig Tilstand. Alle Syner, alle Indtryk fra de sidste Maaneders Oplevelser syntes at have sat hinanden Stevne i min stakkels Hjerne. Det var en formelig Regn af Blade og Brochurer, ligefra de i Sandhed overraskende Prøver paa den Plougske Ridderlighed og hans saa «velbekjendte broderfolkskjærlige Sindelag» ned til Bevidnelserne fra kvindelig Haand, som Anledningen havde fremkaldt, dertil en Variation af «man säger», der mundtlig havde hjemsøgt eders stakkels forskræmte Veninde og dreiede sig om alt, hvad der angik hendes Digtning og Personlighed, hendes Fortid og Fremtid, saa hun begyndte næsten selv at tvile paa «De Stummes Leir», og hvor nu mon denne egentlig rettelig vilde være at finde. Til Hovedkvarteret af samme syntes hun ialfald ikke at være kommet. Alt imellem havde jeg en Fornemmelse, som om mit Hoved laa forventningsfuldt paa en Blok, men hvordan jeg end dreiede det, kunde jeg ikke finde den rette Stilling. Disse forvirrede Billeder samlede sig endelig til en sammenhængende, ikke mindre skrækkelig Drøm. Det bares mig for, at Forfatterinden til en af Brochurerne, «Fra de Lidendes Leir», havde indsendt et Andragende til «Foreningen mod Dyrenes Mishandling» om, at Beskyttelsen kun skulde omfatte Hannerne, da det var det svagere Kjøns «naturlige Kald og Bestemmelse at lide», og nu havde Maskulinerne i diverse Dyrearter – sikkert de mest høirøstede – forenet sig til en Hyldnings-Koncert? – tænkte jeg naturligvis, det var – nei merkeligt nok det modsatte; det var et Mistillidsvotum, der bragtes hin Forfatterinde, en Fordring paa at tage Forslaget tilbage. En uhyre blaasort Kater traadte frem og talte paa en virkelig indtrængende Maade: «Vi alle,» sluttede den ikke uden en viss ædel Selvfølelse, «vi alle elsker vore Femininer, vi sætter dem høit, høiere end os selv; skal de lide, vil vi lide med dem. Man maa ikke forveksle os med Menneskene, der gaar ud fra stik modsatte Principper og vil partout, at de skal lide alene» . . . Og ligesom om bare Nævnelsen af denne forhadte Race havde øvet en opirrende Virkning paa Mængden, opløftedes der nu et saadant Tohuvabohu af vrede, truende Røster, at det er umuligt at beskrive det, – men hvori dog en Røst endnu overstemmede dem alle. Det var hint Skrig, der er eget for et visst langøret Specimen af Slegten, maaske det mest plagede, mest forurettede af alle. Det lyder ikke ofte, men naar det sker, klinger det, som om det vil ryste Himmelhvælvingen for at nedkalde Hevn over denne onde, grusomme, uridderlige Skabning, der ikke har mere end to Ben, slet intet Hjerte, og som dog gebærder sig saa overmodig, saa lidet sin Magt og sine Evner værdig.

Jeg vaagnede ved denne forfærdelige Musik og fandt, at mit Hoved, under Bestræbelserne for at finde den mindst smertefulde Stilling, var kommet til at ligge tvers over Køikanten. En Hund tutede iland, og af Larmen ovenpaa Dækket sluttede jeg, at vi nu var i Kiel.

Saa op, eller rettere ned, under Fare for at stupe paa Hovedet – Klokken er 4. Saa en lang Marsch til Stationen, saa et godt Stykke Jernbane igjen, og endelig, idet man nærmer sig Hamburg, bliver ens Bagage efter en helt ubegribelig Bestemmelse afsat paa et Par Stationer tidligere, medens man selv intet anende gaar til Hovedstationen, hvorhen man troede at have løst Billet for sig og sit Tøi.

Istedetfor den paaregnede Hvile møder os her kun Ængstelse, Stræv og unødvendige Udgifter. Nei, maa jeg bede om Turen over Lübeck, selv om det skulde koste os en søsyg Nat og nogle vistnok ikke morsomme Ventetimer tilbragt under en Vandring omkring i Gaderne med at studere den gammeltyske Bygningskunst.

Og saa afsted igjen den lange, lange Dag gjennem ensformige, flade, træbare Egne, hvor man hvert Øieblik stille maa udbryde: Hvor er dog Danmark med sin Sø og sine Skove noget andet! og nu vort Bjergland! ja Norden er dog et merkeligt Stykke Naturens Skjødebarn! Hvilken sydlandsk Skjønhed, som der prales saa af, skulde overgaa vort Norden!

Udsigten fra Vinduerne skal altsaa ikke underholde os. Det fornuftigste, man har at gjøre, er at samle sine Tanker paa det praktiske Formaal at komme frem uden for mange Uheld, eller simpeltvæk komme frem. Den menneskelige Vindesyge, der i normale Tider altid vil iagttage en viss forsigtig Holdning, synes i denne Sommer at være indtraadt i en Tilstand af Ugenerthed, der nærmer sig det utilregnelige eller, om man vil, en utilregnelig Tilstand af et komplet Delirium, og jo mere man nærmer sig Centrum, hvorfra Paavirkningen udgaar, jo mere tiltager naturligvis Symptomerne, det gjælder at være paa sin Post.

Disse knapt tilmaalte Hvileminutter – ogsaa her tages saa besynderlig lidet Hensyn til kvindelige Passagerers Tarv – begunstiger kun altfor meget dens aldrig hvilende, i alle Retninger virkende Operationer. Knapt har man fundet ind og i skjælvende Hast erobret en Kop Kaffe eller en Bid Mad, saa ringes der til Afmarsch – man giver i Skyndingen, hvad der forlanges, kun vogte man sig for at lade dem give igjen paa større Summer. Værre er det endnu med de mer forretningsmæssige Affærdigelser, man maa finde sig i. Her har man vanskeligere for at kontrolere, og heller ikke levnes der Tid dertil. Alt er beregnet paa sidste Øiebliks al Protest afskjærende Skynding, maaske ogsaa paa et visst betryggende Indtryk af Reiseubehjælpelighed og tillidsfuld Godfjottethed, der kan opfanges af den Reisendes Miner. Jeg maa sikkert have ydet et mer end almindelig beroligende Resultat i dette Stykke. Mine Hundredekroner forvandlede sig hos Stationsvekselererne til norske Marker, og den ubetydelige Overvegt af Bagage, der i Kjøbenhavn betaltes med nogle faa Øre, beregnedes paa en senere Station til 5 Mk. Pd.

Men man er, som sagt, blot glad ved, at Portemonnaien selv er der. Man tviler bestandig paa det. Man tager den af og til frem, ser overrasket, næsten kjærlig paa den med et: nei er du virkelig der! og hvordan befinder du dig efter saadanne Rystelser? Og uvilkaarlig løfter man Hænderne op til Hovedet med den samme Overraskelse, det samme Spørgsmaal, og man er topmaalt fornøiet, naar Trænet endelig stanser ved den store Banegaard, Reisens Endepunkt. Man er i Paris, alt er forvundet.

Lever nu alle vel! Fortsættelsen skal følge, naar jeg faar lidt mere Ro dertil.
Den «gamle Valkyrie».

Tredje Brev.

Paris, 29. Juni 1878.
Altsaa ankommen til Paris. Man tror det neppe selv. Men man merker det nok, sidder man først i Fiacren en saadan straalende Solskinsdag, vugget og baaret paa dette strømmende Liv! Man ved ikke, til hvilken Side man skal se. Og dog var der Plads til en viss urolig Følelse, der tiltog, jo mere vi nærmede os Hotellet. Men jeg havde jo min Pariserkommissionærs Brev, hvori stod, at Altanværelset med Udsigt til Tuileriehaven var mig sikret til den Tid, jeg netop kom. «Fordi Mad. Colette havde okkuperet det i længere Tid, skulde hun have det for den moderate Pris kun det dobbelte,» stod der i Brevet. Ankommen did, førtes jeg med de forbindtligste Miner ind i et halvt saa stort Værelse med den Forklaring, at det omtalte malheuresement var optaget. Prisen den samme. Hvad skal man gjøre? Beraabe sig paa Løfter, selv om man præsenterer dem skriftlig, nytter ikke, saalænge Paroksysmen varer, og er man reist to Nætter og to Dage i et Træk, bliver man besynderlig spagfærdig, ja endog modtagelig for den Fiktion, at et tarvelig udrustet Værelse paa et Fag, er ligesaa fordelagtigt som en liden elegant møbleret Salon paa to. Man er blot glad ved at føle Jorden fast under sine Fødder, og at der er en Sofa, hvorpaa man endelig kan strække sine trætte Lemmer. At Kusken benytter Anledningen efter Parlamenteringen til at kræve dobbelt Betaling, er jo en Smaating: Man er i Paris.

Ak, det er netop her, den værste Skuffelse dennegang venter os. Man behøver ikke at gaa mange Skridt, førend man opdager, at dette er et andet Paris end det, man kjendte og fandt saa fortryllende.

Ja, jeg har holdt af dette slemme, udskregne Paris, jeg synes, jeg intetsteds har følt mig frommere og bedre end der, maaske fordi jeg morede mig mere og ærgrede mig mindre end i det kjære Hjem. Dagen gik ganske ensformig, Forlystelser kjendte jeg ikke, søgte ingen Teatre – har, underligt nok, aldrig været i Théâtre Français. Dog var det, som om jeg altid oplevede noget nyt, noget interessant. Her i denne Omgivelse hvilede man som i den lykkeligste Eiendomsbesiddelse, Besiddelsen af noget stort og herligt. Jeg maa sikkert i en Fortilværelse have været bestemt for et Slot (men det blev ombestemt igjen), jeg befinder mig altid bedst, hvor der er prægtigst. Her havde jeg det endelig, baade Slot og Have. Efter endt Frokost gik jeg gjerne ned i denne sidste, gjennemskred den langsomt for at se til mine Gartnere, og det maa man lade dem, de havde altid gjort deres Sager udmerket. Kun havde de den Egenskab tilfælles med Lampens Aander, man saa dem aldrig, man ærgrede sig aldrig over dem, lønnede dem ikke. Men ikke et vissent Blad, ikke et Støvgran at se paa disse yppige Rosenhøie; disse uendelige Rabatter med sit vidunderlige Mosaik af Foraarets finere Blomster og Vekster – ikke en Smaasten, ikke Atom af en Papirstrimmel paa disse brede, snorlige, ligesom marmorparketerede Gange. Vil man Kunst: Louvregalleriet lige ved. Foretrækker man en mindre trættende Adspredelse, et Vink, og som fremkaldt ved en Magikers Stav drager levende Billeder, det ene gemytligere, mere fornøieligt end det andet, forbi. Vil man Ensomhed, straks befinder man sig henflyttet paa en Bænk, altid under denne samme, lyse, smaragdgrønneste af alle Hvælvinger, saa stille, saa afsondret, som man kan ønske sig det. Disse Tuileriernes Træer! De synes at lystre andre Love end Naturens sedvanlige. De knuges ikke af Alderen, som andre Træer, de vokser kun høiere og høiere. Det er, som om Surren dybt hernede ikke angaar dem mere, de tilhvisker hinanden kun Minder fra de gamle, glorværdige Tider – deres Aarhundreder. Her paa disse Pladser kan man drømme, saalænge man vil, vugget af Vandspringenes fjerne Plask blandet med en dæmpet Summen af Livet udenfor. Har man en Bog, kan man ikke nyde den bedre end her. Faar man Lyst paa Vafler, straks er de ved Haanden. I sin lille Pavillon midt paa Plænen, med Meleagerstatuen til den ene Side og Proserpinagruppen til den anden, kan man faa dem saa varme og appetitlig brune med Sukker paa, som om man var hjemme. Alene at se dem blive til under disse Pariserkunstneres Hænder er en sand Fornøielse.

Kl. fem kom Regimentsmusikken og spillede paa Tribunen, der ligger omtrent midt i Haven, medens Publikum strømmer til og leirer sig paa det uhyre Amfiteater, der omcirkler den. Denne Nydelse har man ikke gratis. Den betales med 2 Sous (8 Øre) for en Stol, som man efter Behag kan placere indenfor Cirkus eller endnu bedre under Boskettet udenfor, hvor man kan se hele Pariserbefolkningen defilere forbi. Den er elskværdig, denne Befolkning, det er glædeligt at se den. Den ser selv saa fornøiet ud, som om den eiede hele Verden. De har arbeidet, disse Folk, og hvorledes? Kun som den franske Arbeider kan det, med denne spænstige, energiske Udholdenhed. Glæden, Forfriskningen afløser nu Fliden og vil drive den med fornyet Kraft tilbage til Arbeidet! Og atter igjen, det er nok uundgaaeligt, maatte jeg sammenligne. Jeg maatte tænke paa disse Klasser hjemme, hvem man tror at opdrage ved det modsatte System: Kjedsomhedens. Kan noget være tristere end vor Hovedstad paa 114 000 Indbyggere, hvor der aldrig høres en Tone Musik, og hvor et fromt Misgreb stadig arbeider paa at indskrænke de Anledninger til Oplivelse for den trællende Arbeider, som vi allerede har altfor lidt af! Man skulde se denne franske Haandverksstand: Aldrig ser man nogensteds saadanne Familiegrupper, saa gemytlige, slige ofte burleskfornøielige Modsætninger! . . . det er en Fryd at se paa dem! Arbeidere i sine Hverdagsbluser med Kasjetten paa Snur, med et rosenrødt og hvidt antrukket lidet Febarn ved Haanden . . . En gammel vrikkende Mutter i sandt Kurvekonekostume omhyggelig ført og støttet af en forholdsvis elegant ung Mand, maaske hendes Søn . . . De yngre Kvinder altid pariserklædte, det er simpelt elegant, og altid denne fuldkomne fraicheur, som især er et Kjendemerke, det falmede kjendes ikke. Derimellem de Fremmede, som man altid kjender paa noget – je ne sais quoiuparisisk.

Middagen er der, og alt strømmer mod Udgangen. Vil man spise i Ensomhed, har man sin Bolig, vil man have Selskab – uden det Bryderi at underholde dette, medens det paa det behageligste underholder os – gaar man kun skraas over Gaden til den smukke Restauration paa Hjørnet af Jeanne d’Arcpladsen. Her kan man faa en poulet rôti for samme Pris, hvormed man hjemme betaler noget, man kalder «Hønsekjød»; vor hjemlige Gemüse, det eneste, der dyrkes: Poteterne, faar man da se at erstatte, saa godt man kan, med Asparges og Artiskokker, hvoraf der heldigvis er en stor Overflod.

Har man spist, og man finder Aftenen for smuk til allerede at gaa hjem, vandrer man endnu engang over i Haven, der nu sparsommere befolket, i det farverige Aftenskjær er rent vidunderlig. Eller man spadserer over Broen hen til de ambulante Bogudsalg under Poplerne langs Kaien, hvor man kan glæde en Række der fungerende Bibliotekarer med at gjennemse et Snes af de sjeldnere Eksemplarer i disse Samlinger, ofte sande Kuriositeter. Den franske Høflighed er utrolig langmodig . . . Værdiges man endnu at tage et eller et Par Nummere med hjem, kjender deres Taknemmelighed ingen Grænser.

Se, det var lidt af Paris, mit gamle Paris! Kunde det alligevel hænde, at man betages af denne Benauelse, som ligner . . . Hjemve, ogsaa for den var der Raad. Jeg gik blot hen i «Régence« og læste norske Aviser, saa gik det over. Begyndte gjerne med de store Thing og gjennemgik omhyggelig deres lange Forhandlinger og endte med de mindre Ting, lige indtil jeg kom til «Helegryns Sødsuppe med Labskaus, Afhentning 3 Øre billigere», saa var den som strøget bort.

Paris, mit Paris! med sin herlige Luft, sine Nattergale, sine Roser og jublende Smaabørn! Hvor Livsgnyet rundt om en kun stille døvede, livlig sysselsatte, aldrig overvældede eller trættede . . . Paris, mit Paris, der mer end én Gang har gjengivet en Stakkel Livsmod og Kræfter! Min Foraarsstad – mit Sanatorium, som jeg foretrak langt for Gausdals! Hvor er du nu! Hvor man styrede sine Skridt, kun forvirret, bedøvende Larm, en sammenfiltret Masse af Vogne, Heste og Mennesker! Redder man sig ind i Husene, er der lige uhyggeligt. Trængsel og Tummel overalt. Heller ikke Haven, min Have er den samme. Den har i de sidste Uger været benyttet til nogle Folkefester med sine larmende Tilberedelser. Paa Grønningen, der indcirkles af de kolossale Antikgrupper, har man reist Jonglørboder og Marionetteatre. Vaffelpavillonen er der dog endnu. Underligst er det Indtryk, man faar af den fordum afstængte, saakaldte reserverede Have foran Slottet, med den Befolkning, der nu har taget den i Besiddelse. Man tør ikke kalde dette Indtryk sørgeligt – nei, man griber sig selv i noget – man ved ikke hvad, næsten det modsatte, naar man ser Pladsen under disse stolte Marmorskikkelser, der i Aarhundreder kun har skuet ned paa fyrstelige Hoveder, optaget af tarvelige Familiegrupper, Husmoderen syende eller strikkende. Hist under en antik Jason eller en Aurora af Coysevox et Par rygende Blusemænd eller en gammel Kokoudraaberske, der kunde skræmme en Armé paa Flugt. Man tvinges til at indskjærpe sig, hvad man saa let glemmer, at det er saa egentlig i Brændpunktet af Verdensbevægelsen, man her befinder sig, her maa man være fattet paa alle Modsætninger, alle Overgange. De ligger i Luften, de vifter os imøde fra det demolerede Slot hist, skjønnere, mere malerisk i sine Ruiner, som det ligger der, end da det stod der i sin Magt og Pragt.

Naar man kun har et smukt, hyggeligt Værelse, faar det være det samme, om der er vendt op og ned paa alting ude! . . . Naar man kun har et taaleligt Værelse! nedstemmer man det til næste Dag. Naar man kun – har et Værelse i denne Tid, er det bleven til ved Ugens Slutning. Det er det, man nemlig heller ikke sikkert tør stole paa. Nogle Dage efter at jeg havde taget mit i Besiddelse, kom Vertinden med en bønlig, indsmigrende Antydning, fulgt af en mere forstaaelig fra Vertens Side, om jeg ikke vilde være af den Godhed at ombytte det med et andet «une aussi très jolie chambre», hvortil jeg svarede: Nei. Men en vakker Dag, da jeg kom træt hjem fra en Tur til Versailles, var Omflytningen skeet, Kuffert og Effekter bragt ind i dette ogsaa «meget smukke Værelse», det vil sige en fuldstændig Kaschot til Gaarden – saa stort, at den ene Stol vilde gjort den anden Pladsen stridig, hvis der havde været mer end ett Eksemplar af denne Bekvemmelighed anbragt derinde.

Forlangte da øieblikkelig min Regning, og da den eneste Pension, som jeg kjendte og med Tryghed vilde tage til, desværre var overfyldt, maatte jeg prøve det med en anden nærliggende. Her det forbindtligste Løfte om at faa et meget smukt Værelse lige ved Salonen, naar Madame blot vilde finde sig i at tage et i fjerde Etage, kun en eneste Nat, saa blev det ledigt. Madame steg da fornøiet tilveirs til fjerde, efter nordisk Beregning sjette, Etage og fandt et slet ikke ilde Rum. De har alle hine anselige Speil med Bronceuret og den enorme Omhængsseng – men med en Udsigt, som naar man skuede ned i en rummelig Skorstenspibe – holdt ud i to, i tre, i fire Dage, styrket af from Tro paa Løfters Hellighed, indtil det endelig viste sig, at disse kun havde været Lokkemad. Den Dame, som skulde flyttet, hverken var flyttet eller tænkte paa det. Dermed forlangte Madame sin Regning, hvorpaa – foruden adskillige mystiske Poster, der sorterer under Benævnelsen Udgifter non y compris», – ogsaa den lille Feiltagelse var indløben, at Prisen for det forventede – som hun ikke fik – var overført paa Venteværelset i sjette Etage.

Dette blev for galt. Det var ogsaa i et Anfald af fuld Desperation, at jeg brød op herfra og flyttede til Pensionen nær ved. Dette Etablissement havde et stort Ry for Komfort og Elegance, for stadig Frekvens. Det var ogsaa storartet, det indtager ikke mindre end to Huse, der forenes med et Virvar af Korridorer og Trapper, havde prægtige Saloner, der næsten blendede med sin Speilrigdom og Forgyldning paa hvid Grund. Ogsaa fik jeg ved et sært Træf et meget smukt Værelse til Gaden.

Men ingen Ting hjalp mere. Den Smule Evne, jeg endnu kunde have bevaret til at se Tingene paa den rette Side, havde faaet ligesom sit sidste Stød. De voldsomste Symptomer paa at «se alting for mørkt» begyndte at ytre sig. I de Selvfiktioner, denne «sygelig-pessimistiske» Tilstand frembragte, synes jeg, at den hele Kompleks af Mennesker, som, saa lang Dagen var, boltrede sig omkring hverandre, snadrende, gestikulerende, spisende, gabende, sank ned til det tommeste, vidrigste Maskespil – ja, det var ikke langt fra, at jeg syntes, at det allerede var nok at se disse Ansigter, disse usigelige Toiletter (det er mest det smaaborgerlige, industrielle England, man træffer om Sommeren) – det var nok, siger jeg, i en Udgave, om man ikke ovenikjøbet skulde se dem reproduceret i Uendelighed i disse Speilvægge. Jeg fik en Følelse, som om den griskeste Nærighed lurede bag al denne Pragt, som om man bevægede sig blandt lutter Fodangler af noget uundgaaeligt «Non y compris». Jeg syntes, Teen var tynd, og Verten – en Vallak eller Italiener – grov, ja det var mig tilsidst, som om alle disse brammende Retter, der diskedes op, havde en hæslig Undersmag af det nye Smørsurrogat – Margarinen – ogsaa kaldt Oksesmørret, denne skrækkelige Opfindelse, der i de sidste Aar har forgiftet Tilværelsen – kort og godt, det er umuligt at vide, til hvilke Hallucinationer og Indbildninger denne Krise tilsidst havde ført, var der ikke tilfældigvis blevet en Plads ledig i min gamle Pension, som jeg da greb med Begjærlighed.

Fra mit Ophold i dette sidste Etablissement, et mindre renommeret, mindre glimrende, tog Symptomerne af. Jeg befinder mig efter Omstændighederne vel og haaber at blive her, til jeg reiser. Uagtet beliggende midt i Centrum, er her roligt og luftigt. Moderate Priser, snild Vertinde. God Bevertning, intet Margarinsmør: Passage Retiro, Faubourg St. Honoré, Chez Mad. Cabarrus.

Med hjerteligst Hilsen til hver især
C. C.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Mod Strømmen I

Mod Strømmen (Første Række) er en samling med essayistiske tekster. Boken ble utgitt første gang i København i desember 1879. Tidligere samme år hadde Camilla Collett gitt ut en revidert utgave av Amtmandens Døtre.

Hovedtema i samlingen er kvinnenes stilling i samfunnet. Som i forfatterskapet ellers tar Camilla Collett utgangspunkt i sitt eget liv og erfaringer.

I 1885 ga Collett ut et bind til i samlingen: Mod Strømmen, Ny Række og fra og med 1900 har det vært vanlig å kalle de to bindene henholdsvis «Første Række» og «Anden Række».

Se faksimiler av 1. utg., 1879 i NB digital.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.