Forkjæmperinden.

Saa kan vi kalde en anden Skikkelse hos os, hvortil da ogsaa kan regnes Forfatterinden, forudsat at hun virkelig kjæmper for noget. At være -inde i vore Forhold er allerede slemt, at være Enke værre, at være Forkjæmperinde under norske Enkekaar kunde bringe til at misunde de indefrosne paa Spitsbergen.

Forkjæmperinden er heldigvis en saare sjelden Fremtoning. Ingen her i vore arktiske Egne synes at have Mod nok til at opkaste sig til en saadan. Hendes Opgave, billedlig talt Issmeltning, er at give Initiativer, være den elektriske Gnist til Vækkelsen af Idéer, enten nu dette sker i en mere ophøiet Forstand digterisk eller det dreier sig om noget temporært, et lidet praktisk Foretagende, det, som man betegner med at sætte sig i Spidsen for noget.

Det sidste har sine store Ubekvemmeligheder. Det gjælder her at løbe om fra Dør til Dør og banke paa de mange halvlukkede og heltlukkede Hjerter, medens man behændig maa aflure det heldige Øieblik til at kaste den tændende Gnist, der skal vække for Sagen. Men i sine Virkninger for hende selv byder disse to forskjellige Opgaver, baade den digteriske og den praktiske, en fuldkommen Lighed. Lykkes Bestræbelsen ikke, saa Gud naade hende, den Anstaltmagerske med sine gale Idéer! Lykkes det, saa er det noksaa vel. Resultatet, enten nu dette bestaar i en filosofisk Roman eller i Fuldendelsen af en broderet Fane til et eller andet Festøiemed, modtages eller anerkjendes naadigst venlig, medens Forkjæmperinden selv skubbes pent behændig tilside, som Gardintrappen ud af Salen, naar den har tjent til at ophænge Festens Draperier og Festons. Hun er jo Enke.

Eller – det har hændt, at en ualmindelig Personlighed, Mand eller Kvinde, er raget op i vor Midte. Man følte dunkelt, at det var noget stort, men man kjendte ikke Genren. Med den særeget udprægede Evne, vort nybyggede Selskab har til at omskumple Begreber og kalde ret for slet, smaat derimod for godt, naar det gjælder Opfatningen af Mennesker og Menneskeværd, har det ikke forstaaet sig det mindste paa Fænomenet, men har maltrakteret det i levende Live, indtil man bar det til Graven.

Forkjæmperinden har maaske staaet Fænomenet nær eller maaske ikke, hun planter nu efter bedste Evne en Blomst paa denne Gravhøi. Med lettest mulig, delikat Haand søger hun at løfte det Skyggeteppe, som Uforstand og Sladder har bredet over et Minde, og drage dette frem i sin Sandhed, sin Renhed. Men saa maa – o ve! – Navne paa Prent! – Antydninger ialfald! og Navne paa Prent, naar det ikke staar i nogen officiel Forbindelse med de Angjældende, er for Familien og nære Venner værre end selve Miskjendelsen og Bagtalelsen: Der er da endelig et Hoved at ramme! og den længe kvalte Uvilje falder i kolde Miner og stramme Hilsener paa den ulykkelige Opreiserinde.

Disse faa Træk viser os Forkjæmperinden kun i et Par Situationer, men de illustrerer tilstrækkelig hendes hele Stilling. Lad hende i Ord eller Gjerning, offentlig eller Ven imellem, yde det bedste, hun formaar. Lad hende slide de ømmeste, skyeste, dulgteste Tanker fra sin Sjæl og give dem hen, beilende kun til et Blik, et Vink – at det har naaet andre Sjæle! – O nei, blot et Vink om, at det pr. Post er modtaget! I sjeldneste Tilfælde vil hun være saa lykkelig at modtage et saadant Tegn! Naar hun da langt om længe frygtsom kan gribe en Anledning til at spørge: Har jeg fortørnet eder? . . . Hvormed har jeg gjort eder saa misfornøiede? saa ser de hende forbauset i Ansigtet og siger: «Misfornøiede? – Det er sandt, Tak skal De ha! . . . Misfornøiede! De har jo gjort Deres Sager udmerket! . . . Kan det ikke tilfredsstille Dem? . . . -inder maa ikke være saa fordringsfulde!» siges vel ikke i rene Ord, men det er dog Meningen.

Fordringsfuld – milde Gud! Jeg var blot saa angst for, at I var vrede, og det vilde været mig en usigelig Trøst og Beroligelse, om I havde meddelt mig, at I ikke var det.

I selskabelig Henseende maa hun dele Enkernes Kaar; thi Forkjæmperinden er altid Enke eller gammel Jomfru. – En gift Kone falder aldrig paa at være det – nei, hun ved, hvad en Stilling som hendes er værd, og vogter sig nok!

Der forbigaaes ikke heller nogen Anledning til at vise hende, at saaledes og ikke anderledes skal den, hun indtager, opfattes. Det har aldrig villet passe ind i vor nationale Logik, at har hun selv, saa godt som nogen Mand, kun lidt mere følelig, betalt sin Ligningsskat til den store Offentlighed, saa har hun ogsaa for en Del kjøbt sig Ret til dens selskabelige Fordele og Opmuntringer. Kommer efter saadanne Ubeagtethedens lange, kolde Graaveirstider endelig et Tegn paa, at hun erindres, bydes der hende pludselig en liden Forekommenhed, saa kan man være temmelig sikker paa, at der er en Hake ved den. Der er altid noget derved som en Flue i Suppen, og naar man saa vægrer Sig mod Suppen, kan Folk ikke begribe, at man ikke tager den med Tak, fordi der er en uskyldig Flue i. -inder pleier saamen slet ikke at vrage den derfor, men piller rolig Fluen tilside, smiler, neier og siger, naar man spørger dem, om den ikke er noksaa god, Suppen: Jo, hun er deilig, Madam!

Forkjæmperinden i vort Land er berømt. Hendes Navn kommer paa alles Læber. Kun er der i Betegnelsen af denne Berømthed en umerkelig liden Afvigelse fra den mandlige do. Hos hende heder den Udpegelse, og Virkningen af denne Slags Udmerkelse maa, saavidt jeg kan dømme derom, have meget tilfælles med et visst Fortidens Optog fra den ene Stadsport til den anden, saaledes anbragt paa den langørede Ganger, at man slet ikke ser Maalet, men bekvemmest kan overskue det hele jublende Optog bag sig.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.