Mod Strømmen I

av Camilla Collett

Frisk Luft!

(1875.)

Var jeg i Besiddelse af den medborgerlige Tillid, som en agtværdig Almindelighed og en solid Aandsnegativitet forenet med en anset ydre Stilling ved at sikre sig, saa vilde jeg benytte den til at foreslaa Reformer i mangt og meget, samt efter Evne bidrage til at gjennemføre dem. Dog, hvad siger jeg! jeg glemmer, at er man i Besiddelse af disse uskatterlige Fordele, saa ønsker man ingen Reformer, men finder sig bedst ved, at alt gaar i de gamle Gjænger. Og omvendt, har man ikke de lykkelige Naturanlæg til intet at se, intet at savne, intet at ville, men lade fem være lige, saa vil man forgjæves aspirere til denne medborgerlige Tillid og Tiltro, uden hvilken man igjen ikke tør gjøre sig Haab om at udrette noget. Saa ser jeg da ingen anden Udvei end den gamle: at fremsætte mine Forslag blot til egen Lettelse, det vil sige med samme Fortrøstning til at blive forstaaet og agtet paa, som naar man aabner sit Vindu i 4de Etage og lader Talen bryde sig mod de tause, døsige Mure rundt omkring.

Men hvad! – hvad om der dog sad en eller anden tam Skade skjult bag et af disse mange aabne Vinduer, hvorigjennem man bedragersk tror at lokke ind lidt friskere Luft . . . om den opfangede i det mindste enkelte Punkter, Kjernepunkterne i mit Foredrag, og saa forplantede dem i sin Omgivelse?

Tænkeligt var det dog. Jeg vil forsøge at fatte nogle af disse Kjernepunkter i muligst sammentrængt Papegøiekorthed, idet jeg forbindtligst anbefaler dem til enhver i vort Land, der maatte eie et saadant graat- eller grøntbevinget Medium til bedre Forstaaelse af mine Idéer og Meninger. For denne Gang:

Ingen Polka!

Tilfjelds, tilfjelds!

Tier, I Snerper!

Man glemme ikke, at dette kun er for Papegøierne, der maa have det kort og fyndigt.

Ja, det er min uforgribelige Mening, at man stod sig bedst ved at afskaffe Ballerne. At vore Damer burde sætte alt, hvad disse ligesaa kostbare, sjæledødende og usunde Forlystelser koster i Toilette og Hjerteudgifter – Doktor- og Apotek do. upaatalt – ind i en Fælleskasse og anvende disse Summer til mere lønnende Rekreationer, deriblandt en, der opveier dem alle: Fodturene. Ukjendt er jo disse ikke ganske hos os, men de har dog en usikker Fremtid. Interessen for dem synes allerede at have tabt sig. Og de fortjener dog i Sandhed Navnet af Rekreation, og det i dobbelt Betydning. Her bydes en af de faa Anledninger til at føie ogsaa belærende – hvorfor ikke et eller andet videnskabeligt? – Øiemed til det blotte adspredende. Det var glædeligt at se, hvorledes disse Fjeldvandringer omfattedes med Interesse for et Par Somre siden, at høre de mest forkjælede Damer rose sig af at have tilbagelagt saa og saa store Veilængder, alle for at vende hjem med et Udbytte af styrket Helbred og Skreppen fuld af oplivende og udvidende Indtryk. Kinderne havde vel tabt en Del af sin fine Skjærhed og antaget noget af Sæterjentens Teint istedet, men saa havde de jo ogsaa kastet Blegsotten og den «nervøse Hovedpine» ned i Fossestupene, hvor vi vil bede Fossekallen passe inderlig vel paa dem.

At enkelte ved Uforsigtighed eller ved at forcere Turen paadrager sig Uheld eller Sygdomme, beviser intet mod Sagen. Det kan man være udsat for paa enhver Friluftstur. Disse uheldige indtager ialfald et ganske forsvindende Antal mod de Tusender, der har faaet sin Knæk paa Ballerne.

Glæden over disse Fodture udtalte sig ogsaa altfor lydt til, at Snerperiet ikke var bleven opmerksom paa, at det var en Glæde, og skyndte sig med at skrive sit mene-tekel paa Væggen. Som man let vil gjette, rettede Angrebene sig ihærdigst imod den Side, der maa ansees som den anbefalelsesværdigste ved dem: den, at unge Personer af begge Kjøn foretager dem i Fællesskab.

Anledningerne til, at vor Ungdom mødes paa selskabeligt Felt, indsnævres i en betænkelig Grad mer og mer. Den dannede Klasses Døtre holder sig strengt inden Huslivets Grænser, ligesom deres Mødre giorde det. Men udenfor er Tilstanden ikke den samme som før. De unge Mænd løshegter sig mer og mer fra Familielivet, medens de ad hundrede Veie drages udad. De faste Husvenner, disse trofaste Riddere ved Tebordet og Pianoet, svigter Stevne. Den Kløft, der allerede før i Udvikling, Interesser og selskabelig Frihed laa mellem begge Parter, truer derfor med stadig at udvides.

Til den kvindelige Ungdom ligger det at gjøre Skridtet til at jevne noget af denne Kløft, men for at kunne det, maatte de bryde med adskillige nedarvede Regler for det «tilladelige og passende», de maatte beslutte sig til at søge Næring for et eget fyldigere, selvstændigere Liv, der kunde bestaa uden Balkurtise, uden Riddere ved Tebordet og Pianoet. De maatte ikke sky at søge denne Næring ogsaa paa de samme Græsgange, hvor den mandlige Ungdom søger deres, hvilket igjen vilde føre til en sundere, friere og, som vi tror, for begge Parter mer berigende Tilnærmelse, end den [som] hidtil har fundet Sted. Vi tror, Mændene villig indrømmede dem Sidepladserne paa flere slige af dem hidtil usurperede Enemerker; hvis ikke, burde de gjøre det. En saadan Tilslutning har dog mer og mer gjort sig gjældende i alle oplyste, frisindede fremmede Samfund, ved Fællesskab i Undervisning, i fælles Høre- og Læsesale. I Stockholm har den kvindelige Læseforening indrømmet Mænd Adgang – mere gjestfrit end Christiania Athenæum, der smaalig formente vor kvindelige Læseforening Leien kun af et Par Stuer i dets store nyopførte Bygning, – og det være sagt til vore Naboers Pris, at den i adskillige Aar, den allerede har bestaaet, ikke noget Øieblik har havt Grund til at angre det. Hvis vor Læseforening – Gud holde sin Haand over den! – skulde vise Tegn paa ikke at kunne bestaa, vilde man før se den falde sammen end driste sig til at gribe denne Udvei; dermed vil vi heller ikke paastaa, at det burde ske. Vi Norske er ikke svenske i vor Omgang, der mangler adskilligt derpaa, og vi indrømmer villig, at det vilde være noget for dumdristig skjæbneudfordrende at skride til Fællesskabet i vore Læsesaloner; det maa staa der, som saa meget andet, som en Fremtidsmulighed.

Imidlertid indsnævres Anledningen til, at vor Ungdom kan mødes paa selskabeligt Felt, paa en betænkelig Maade og synes tilslut at ville indskrænke sig til Ballerne.

Men netop disse siges at have tabt meget af sin gamle Tiltrækning, et Varsel om, at de ingen ret Livskraft mere eier. Kunde man bestemme sig til ved et modigt Slag at afskaffe dem, inden de dør Straadøden, kunde man i det mindste afskaffe Dansen som det eneste, altid tomme, utilstrækkelige Surrogat for en fyldigere Selskabelighed og blot indskrænke den til de store Festanledninger, hvor den mer hører hjemme, saa tror jeg, man gjorde vel.

Som en herlig Erstatning derfor, og midlertidig for meget, der savnes og endnu skal vindes, aabner sig da vore Fodture. Ett Fortrin vil man i det mindste tilkjende dem, at de bunder i et nationalt Behov: Landet selv har fostret dem.

Hvis nu overhovedet den Sætning holder Stik, at Folk aldrig lærer hinandens sande Væsen sikrere at kjende, end naar man reiser sammen, saa dømme man selv om, hvilket Bekjendtskab der hviler paa solidest Grund (og fører et saadant ikke ofte til hin lange, uopløselige Livsreise sammen?) – enten det, der udvikler sig under en Fjeldvandrings vekselvis gemytlige og opløftende Scener, eller det, der stiftes under Lysekronerne . . . Ak, hvor mange Feilgreb, hvor mange bitre Feiltagelser har Kotillonerne og slige Lysekroner ikke ofte forskyldt! Hvor megen Ulykke kan en vel anbragt Blomsterguirlande over nogle flagrende Lokker ikke anrette paa en eneste Aften . . . Feilgreb, Feiltagelser, som der siden skal et helt langt, elendigt, forspildt Liv til at udsone!

Til eder, I vort Samfunds unge Mænd, der endnu saa lidt, saa besynderlig lidt har faaet Øiet op for et virkeligt, en sand Livslykke forjættende kvindeligt Værd, der I saa sjelden falder paa at søge det, hvor det mindre blendende skjuler sig –, medens I stadig bliver hængende i Guirlanderne – til eder rettes særlig disse Ord. Forsmaar ikke mit Raad! Griber ogsaa I Anledningen til at stifte Bekjendtskaber paa en bedre, sikrere Grund end den, hvorfra I almindeligvis henter eders Opfatning af Kvinde og Kvindes Værd! Hvem ved, om slige Anledninger ikke kunde ende med at vende op og ned paa denne eders uforgribelige Opfatning, saa at de, I regner for de «første, bliver til de sidste» og omvendt? Leve Fodturene!

Men det er ikke den snerpede Kritiks Mening, fordi den snerpede Kritik selv kan være tilstede paa Ballerne, medens den ikke godt kan følge med tilfjelds. Derfor er det netop den bedre Anledning, der her aabner sig for vor Ungdom til at lære hinanden at kjende og forædlende at paavirke hinanden, som støder og ærgrer den. Bekjendtskabet mellem unge Folk maa blot stiftes under den selskabelige Kontrols moderlige Argusøine. Det hjælper ikke, at Erfaringer lærer os, at denne Kontrol har vist sig at være mere uheldbringende, ofte forvirrende, undertiden kvælende, altid forplumrende. At overlade de Unge i tvangløs, uforstyrret Ro at søge, finde, paavirke og glæde sig i hinanden, medens man stoler paa, at deres egen Følelse for Tugt og Ære vil være deres bedste Vogter, det tør man ikke. Som om det virkelig var mere anstødeligt, at velopdragne unge Piger, Søstre eller Veninder, sammen med et Par unge Mænd, som de kjender og agter, delte en Fjeldvandrings sunde Smaabesværligheder og tusende berigende Indtryk – ak, den, som var ung og kunde være med! –, end naar de en hel Nat til den lyse Morgen i en kvælende Atmosfære svinger sig i den ophidsende Dans. Du Moder, som med en viss Stolthed tæller en ofte forfærdende Række af slige Nætter, der lumsk stjæler din Datters Livsfriskhed, skulde det støde hendes Blufærdighed mere, at en kjendt Arm støttede hende ned ad den steile Skrent, ja bar hende over den skummende Aa, akkompagneret af Latter og glade Tilraab, medens Gjertrudsfuglen blander sit Varselsraab i Jubelen og minder om, at Skyen mørkner, og at der er et godt Stykke til næste Sæter? . . . skulde dette virkelig være mere stødende end at lade sig hvirvle rundt timevis af en vildfremmed Danser, medens en maaske ikke altfor ren Aande brænder paa hendes Kind og nøgne Skuldre? . . . kun fordi dette foregaar under hin bestaltede Kontrols bevogtende Øine? . . . Hvad siger du? Har din Emma, din Bertha, hvad man kalder «Ære for sig selv» – og jeg ser allerede din truende Mine ved Tanken om, at nogen kunde tvile derpaa, – vil hun da under en saadan Vandring ikke finde denne sin Skat ligesaa beskyttet som under dine moderlige Vinger? . . . Unegtelig, tvinges du til at sige, og var det ikke saa, følte de den gjennem dette Selvagtningens Ansvar ikke dobbelt beskyttet, dobbelt sikret, lidet var den da i Sandhed værd!

Og saa vil jeg atter gjentage det: en herlig Ting, en Oase at ty til i denne Fortørrelsens Tid forekommer mig disse Fællesvandringer, naar «Løvsalen skygger og Dagen er lang», langt, langt at foretrække for den kvalme Balsal og det aandsforladte Kroketspil, der om Sommeren skal træde isteden. Og skulde saa galt hænde, at en Forelskelse – ja, endog en Forlovelse resulterede af disse Fællesvandringer . . . nu, det var endda ikke saa galt, men jeg siger blot: min hjerteligste Lykønskning forud!

Endnu en Gang for Papegøierne:

Ingen Baller!

Leve Fodturene!

Gratulerer!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Mod Strømmen I

Mod Strømmen (Første Række) er en samling med essayistiske tekster. Boken ble utgitt første gang i København i desember 1879. Tidligere samme år hadde Camilla Collett gitt ut en revidert utgave av Amtmandens Døtre.

Hovedtema i samlingen er kvinnenes stilling i samfunnet. Som i forfatterskapet ellers tar Camilla Collett utgangspunkt i sitt eget liv og erfaringer.

I 1885 ga Collett ut et bind til i samlingen: Mod Strømmen, Ny Række og fra og med 1900 har det vært vanlig å kalle de to bindene henholdsvis «Første Række» og «Anden Række».

Se faksimiler av 1. utg., 1879 i NB digital.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.