Mod Strømmen I

av Camilla Collett

Et Gjenmæle.

Titelen «En norsk Forfatterinde» synes allerede at antyde, at det er en nekrologisk-biografisk Studie, vi her har for os. Læsningen selv forstyrrer ikke heller væsentlig dette Indtryk; naar Læsernes Fantasi blot vil føie en Dødsdatum til, vil Illusionen fuldstændig kunne overholdes.

Nævnte Biografi bærer nemlig alle Merker af at være forfattet med hin Mangel paa Lokalkjendskab og indre Forstaaelse af sin Gjenstand, som en betydelig Afstand i Tid og Rum, med andre Ord, Stillingen ligeoverfor en forlængst Afdød, tildels gjør undskyldelig. Opfattet saa, vil den, særlig for den ikke orienterede eller blot ligegyldige, næsten tage sig ud som et Opreisningsskrift. Man vil tro sig stillet ligeoverfor et forskrækkelig mørkt, baade i Tid og Eftertid forkjetret Liv, som det nu gjaldt at kaste et mildnende Slør over.

Paa de bedre underrettede, og vi tør vel lægge til velvillige Læsere vil den sandsynligvis gjøre det modsatte Indtryk. De vil snarere se en Anmelder med god Vilje til at fordunkle selv de lyse Partier i det Dobbeltliv, Menneskets og Forfatterindens, der her skal skildres, og faa et muligst uharmonisk Billede ud deraf, ikke uligt det, der møder os, naar man beskuer sig i en af disse Speilkugler, hvormed Folk ynder at vansire sine Haver.

Vi vil forsøge en lempeligere Middelvei. Vi vil endog gaa ud fra, at Anmelderen, baade med Interesse for og redelig Vilje til at yde sin Gjenstand Retfærdighed, har taget Emnet for sig. Men, savnende ethvert Grundlag for et personligt Kjendskab til Tingene, har han lidt vel flot benyttet de Traditioner, de enkelte Fakta, han havde at bygge paa, og ladet Indbildningskraften raade. Derved er der bragt for Lyset et Arbeide, der bringer os til at ønske, at det helst ikke var bleven skrevet.

Vi forbigaar de mange faktiske Feiltagelser, hvori denne Biografi gjør sig skyldig. Det kan ikke skade nogen, at den angiver Forf.s Søsters Død 32 Aar tidligere, end den virkelig fandt Sted, eller at hun ved sin Mands Bortgang stod ganske uden Paarørende. Heller ikke, at den nævner den meget yngre Bernhard Herre som en af de aandelige Autoriteter, der har ansporet og paavirket hende – en morsom Forveksling den! – medens Sandheden er, at hun først efter B. H.s Død, der indtraf mange Aar senere, læste det lille Skrift, det eneste, hvorigjennem han opnaaede et Navn. Heller ikke vil vi berøre den mindre end delikate Maade, hvorpaa Hr. J. gjør sig til Fortolker af sjælelige Tilstande og Ungdomsstemninger, hvis fuldstændige Opklarelse ikke tilhører, ikke skal tilhøre vor Tid. Men der er Forvanskninger af Forfatterindens Udsagn om fremmede Personer og Forhold, der er Misforstaaelser af hendes hele private og offentlige Fremtræden, der, om end ikke egentlig nedsættende for hendes Karakter, dog fremsat med den kategoriske Vegt, der udmerker Hr. J.s Opsats, uundgaaelig maa vildlede enhver, der ikke tilfældigvis kjender bedre til det. Og hvor stort er ikke deres Antal, der absolut vil vildledes – desværre, det er ikke alene i deres Haver og Parker, Folk ynder Speilkugler.

Det er derfor, at jeg føler det som en Pligt mod mine nærmeste, mod mit Eftermæle at skride ind med en Indsigelse. En vanskelig, høist ubehagelig Opgave! Men hvad skal man gjøre? Ridderne til de betrængtes Forsvar maa vi i vor Tid ikke vente paa, altsaa: aide-toi, et dieu t’aidera! Kun vil jeg, da det desværre dreier sig om den ulykkelige 1ste Person singularis, unde mig den Lettelse at indføre Angjældende i 3dje Person og kun forbeholde mig selv Foreviserens Rolle; derved tilstedes lidt mere Frihed, der tillige vedligeholder Fiktionen, at her er Tale om en forlængst bortgangen, der ikke kommer mere igjen.

Om den Karakteristik, der gives af Forf.s Familie, maa man af enkelte løsrevne Ytringer tro, at hendes Bog «I de lange Nætter» er benyttet som Grundlag. Saameget mere uheldigt er det at se de Antydninger, som her gives af Familiens Slegtsmerker, dragne ud i de grelleste Yderligheder, der udelukker enhver finere Formæling af disse Slegtseiendommeligheder. Den umaadelige Kontrast mellem Henriks og Søsterens Naturer har slet ikke fundet Sted. Skulde Modsætningen ikke naturlig have sin Grund i, at han var Mand, og hun Kvinde? Tag de samme Skud af en kraftig Skovvekst, plant det ene i den Luft, den Jord, hvor det hører hjemme, det andet i en pen Urtepotte i et Kammer til Gaarden, og spørg da ikke, hvorfor det ene udfolder sig i kraftig Yppighed, det andet hænger med Bladene.

«Tungsind, Grubleri, Selvfordybelse og atter Selvfordybelse,» reflekteret som den melankolske, heftig som den koleriske, selskabelig som den sangvinske!» Himmelen bevare os, hvordan skal det stakkels Barn svare til al denne Zerrissenhed, denne Mørkhed! Hangen til Refleksion og Selvfordybelse vil i hine tidlige Aar, trods Naturensomheden udenfor, ikke have været synderlig stor, da alt omkring hende, hvad der foregik paa Gaarden, ogsaa de Mennesker, vi jevnlig omgikkes, levende beskjæftigede hende. Opfatningen af Forfatterindens Fader lider af samme Feil. Denne var langt fra en blot og bar Melankolikus, men imodtagelig for den hele Skala af Stemninger, fra de lyseste ned til det Tungsind, der leirede sig over hans senere Aar. Gamle Folk, der har kjendt ham i hans lykkelige Dage i Christiansand, mindes ham endnu som Sjælen i Selskaberne, fuld af Liv, dog altid med et visst fransk, kurtoisifuldt Tilsnit, da han nu engang, hvilket dengang laa i Luften, beundrede alt fransk.

Christiansand var dengang Sædet for en Selskabelighed, som det vel hverken før eller senere har kjendt noget til. Krigen havde drevet sammen en sjelden Kreds af rige, fornemme Familier: Isaachsens, van Kervels, Reinhardts – Arenfeldter – Schouboer, Stiftamtmand Grev Moltkes, der blandt anden Selskabelighed naturligvis ogsaa dyrkede Tidens Modesmag: Komediespillet. At Moderen ogsaa var med deri, vil vel mindre have været for hendes teatralske Talent, der neppe kan have været synderlig stort, end af andre personlige Grunde. Ett er det nu at være optaget som det forkjælede Barn i et Selskab som dette, medens det tager sig noget anderledes ud, naar Hr. J. uden Kommentar nævner hende som Primadonna ved et Smaastadsteater.

Atter Billedet i Speilkuglen.

«Forældrenes Overflytning fra den lykkelige Tilværelse i Christiansand til Eidsvold beredte dem mange bitre Skuffelser «. . . . . . dertil kom for hans Vedkommende snart Følelsen af «at være glemt, miskjendt og tilsidesat af sin Konge og af sine «Landsmænd; dette avlede Kummer og Bitterhed . . . Et Slør «af trist Misstemning kom derved til at udbrede sig over det «lille Hjem, og i en saadan Atmosfære er det ikke godt for et «Barn at være . . .»

Ogsaa mindre korrekt. Skuffelser af mange Slags vil vistnok have mødt det indflyttende Egtepar, idealistisk anlagte, lidet indøvede i Livets Realitet, som de begge var. Men de har neppe længe havt Magt til helt at forstyrre en Mands Ligevegt som Faderen, med hans Kjærlighed for Naturen og Landbruget, dertil en saa ivrig Opfylder af sine Kaldspligter. Hvad Anm. derimod siger om begges Kunst og Skjønhedssans og den forskjellige Retning, hvori dette ytrede sig, er meget smukt og rigtigt. Miskjendt og tilsidesat af sin Konge har han derimod aldrig følt sig, men han blev til det sidste vist al den personlige Velvilje af Karl Johan, som han kunde ønske sig. Moderen har maaske stille følt større Savn end han. Men det hjalp, at der aldrig taltes derom.

Overhoved laa der et stille, men ikke desmindre strengt Interdikt over Hjemmet: ikke at klage over noget, ligesom det strengt var forbudt at tale ondt om nogen. Rørende var det mig nylig at høre en gammel bekjendt fra hin Tid sige, at hos visse andre PersonerSlegt og Tilhængere af den gamle Prestefamilie, der straks satte sig paa en fiendtlig Fod med Faderen. (Anm. fra 1877.) kunde han altid faa høre noget om «Prostens», men hos «Prostens» hørte man aldrig noget om dem. Den Tristhed og den Misstemning, der efter Biografens Paastand allerede fra de første Aar skulde have udbredt sit Slør over Hjemmet, er derfor ikke ganske at forstaa saa, da det først var paa Faderens gamle Dage, efter den lange, oprivende Henriksfeide og saa mange smertelige Tab, at hans Tungsind tog Overhaand, og Huset blev saa trist.

Om Livet i Christiansfeld ytrer Anm. sig blandt andet saa:

«Faderen begik det pædagogiske Misgreb at sende sin 14-aarige Datter til Christiansfeld, et Sted, hvor man af al Magt «bestræber sig for at kvæle Individets naturlige Liv, hvor Eleverne er ligesaa tvungne, indesperrede og bevogtede som «Fangerne i en Straffeanstalt . . . For vilde, ustyrlige Børn «kan et Ophold i Christiansfeld maaske være gavnligt; paa de «stille, alvorlige maa det kun virke skadelig; dersom man har «Anledning til at iagttage disse sky Væsener, der kommer ud «af denne Anstalt, hvor blege, frygtsomme og forkvaklede de «kan se ud, vil man indse, hvor urigtigt det var at sende et «Barn som C. Wergeland derhen.»

Er denne Opfatning, som vi maa antage, bygget paa Forfatterindens Skildring deraf i Bogen «I de lange Nætter», saa sammenligne man følgende Udtalelser:

Der ligger saa meget godt og hæderligt til Grund for denne Anstalt, som man vel skal vogte sig for at miskjende, men det gjælder om denne, som om alle af denne Art, at den passer ikke for alle, den magter ikke, ligesaa lidt som nogen Skole, hvor Opdragelsen drives en gros, at yde enhver Individualitet, enhver Skjæbne sin særskilte Forpleining. For mange Naturer kan den maaske være en beroligende, høist velgjørende Overgang til det Liv, de siden vil føre, og jeg har netop hørt verdsligsindede Børn prise den rolige Tid i Christiansfeld som den lykkeligste i deres Liv. For mange ulykkelige Børn har den været en velsignet Havn, hvor de har slaaet sig til Ro for Livet. For mig var det Ensomhed, Afsondring, kun i en anden mere klosterlig Form, men Meningen er jo ikke, at man skal indvies til at gaa i Kloster, men til at færdes i Verden bagefter. Man skal lære at kjende sig selv, sine Anlæg og sine Kræfter, og hvorvidt de duer til at træde op i de Kampe, der ikke længe lader vente paa sig . . .

. . . Med Erfaringer og verdslig Visdom beriget, vendte jeg ikke tilbage til Hjemmet, men dog med en Skat af lyse Indtryk, som aldrig kan forsvinde. I Christiansfeld har jeg truffet paa saa herlige, i sin Art fuldkomne Mennesker, at den blotte Erindring om dem er en Lægedom, naar man mangengang maa mistvile om Menneskeheden . . .

«Hvis det var for at glemme denne Hjertesorg, at Faderen «i 33 tog hende med til Paris, saa var Stedet ikke heldig valgt. «Var der noget Sted i Verden, hvor de aandelige Omgivelser «var egnede til at bringe hende til at reflektere over sin «Skjæbne (!), saa var det Paris i 1833. – Spørgsmaalet om «Kvindens Stilling i Samfundet, om Forholdet mellem begge «Kjøn, laa dengang saa at sige i Luften . . . Aurore Dudevant «var netop begyndt at blive et brændende Spørgsmaal i Pariseropinionen. Aaret forud havde hun debuteret som Romanforfatterinde, og derved var hendes fortrolige Omgang med «Balzac (!), Jules Sandeau, Alfred de Musset, hendes eventyrlige og dristige Ture rundt i Byen forklædt som Student og «hendes øvrige Ekstravagancer komne i Folkemunde. At den «tyveaarige norske Dame under disse Omstændigheder har «faaet fat paa Georges Sands Romaner, synes høist sandsynligt, «og i saa Fald maa det ansees for hævet over al Tvil, at det «er Læsningen af disse Romaner, med deres heftige Diskussioner af Forholdet mellem begge Kjøn, som gav Stødet.»

Dristige Paastande, naar man ikke er bedre underrettet! Faderen bragte kun en syg did for at søge en berømt Læge om Raad mod en i sterk Grad udviklet Kardialgi, en Sygdom, der, som man ved, paavirkes af og virker mer end nogen anden paa Sindet. Vi levede derfor overordentlig stille i vor Pension. Den unge norske Dame havde neppe læst noget af Georges Sand dengang, vidste intet om hendes private Liv, havde aldrig hørt Sandeau eller Alfred de Musset nævne, og hvad Idéer hun dengang pleiede om begge Kjøns Ligestillen i borgerlige og selskabelige Rettigheder, kan man omtrent slutte deraf, at da Faderen foreslog engang at drikke Chokolade i en Kafé, modsatte hun sig det forfærdet som et Brudd paa den høiere Kvindelighed.

«At hun virkelig var bleven paavirket af Emancipationsbevægelsen, synes mig at fremgaa af det Alvor, den Bestemthed, hvormed hun efter sin Hjemkomst forlangte at faa gaa «til Teatret.»

Dette er en komplet Feiltagelse, og man maa kun studse ved den merkværdige Dristighed, hvormed den fremsættes. Hun har aldrig nogensinde diskuteret det Ønske at gaa til Teatret, end sige med Alvor og Bestemthed forlangt det. Først fordi at ingen Vilje, ingen Opinion vandt Ord i vort Hus, naar vi vidste ved os selv, at den ikke blev godkjendt, og dernæst fordi et saadant Forlangende vilde forbudt sig selv. De Stemninger og Følelser, der bevægede hende i dette Tidsrum indtil hendes Egteskab, modsatte sig ogsaa enhver Tanke paa en offentlig Optræden af nogen Slags. Alt, hvad der i hin Selvbiografi tales om den Proces, der derom førtes og tabtes, maa forstaaes som ført for en indre Domstol. Derfor kan hun godt til sine urolige Barnedrømme derom senere knytte den Betragtning, at hun erkjender denne Kunst endnu for at være den Form, hvorunder hendes sterkeste, eiendommeligste Liv maaske naturligst vilde fundet sit Udtryk. Det er derfor ligesaa lidt korrekt, naar Anm. søger Grunden til, at denne Plan ikke blev realiseret, i den Stilling, som den sceniske Kunst dengang indtog i Norge. Dette dengang vilde vi ikke have let ved at forstaa, naar ikke Anm. straks efter havde givet os en høist overraskende Forklaring derover.

«Hertillands fandtes der ikke engang saa meget som en Antydning til en national Scene. Det var udelukkende danske «Skuespillere, som besørgede Publikums dramatiske Underholdning, og som Følge heraf blev Skuespillernes sociale Stilling «ikke synderlig agtet (!). Da disse Skuespillere var fremmede «Mennesker, der betragtede sit Ophold her næsten som et «Slags Eksil og derfor blev her temmelig kort, saa Publikum i «dem en Slags hjemløse Omstreifere, der stod fuldstændig udenfor det sedvanlige borgerlige Liv.»

Behøver dette en Gjendrivelse! De danske Skuespilleres Ophold blandt os, som vi endnu regner for vort Teaters gyldne Tid, skulde vi, selv uformuende til at skaffe os en national Scene, have betragtet med saadan Ringeagt! Kunstnere, som vi har eiet dem i Balling, Spindler, Mad. Schrumpf, senere i Jørgensen, Schmidt, Hagen – Rosenkilde – Wiehe, som Christiania med Stolthed mindes at have huset i sin Midte, skulde vi nogensinde betragtet som hjemløse Omstreifere?

Vi forbigaar Indledningen til et nyt Stadium i Forfatterindens Liv, det, som begynder med hendes Egteskab. Folk, der har en særlig Sans for det privatlige og personlige, vil her paa det Nøiagtigste faa at vide, hvilken Alder Bruden havde, og i hvad Forhold den stod til hendes Egtefælles. Men det er ikke for den Slags Læsere, dette skrives, men for dem, hvem det var mit Ønske at kunne bibringe et sjælelig og aandelig mere korrekt Billede af – den bortgangne end det, Hr. J. har bragt for Dagen.

«Ved hendes Giftermaal, idet hun blev fast Medlem af Christianias Selskabsliv, skulde man tro, at hun endelig var kommen i Omgivelser, der tilfredsstillede hende. Men nei.»

Her citerer Hr. J. en Række Udtalelser, der sigter til hendes første Optræden i Christiania, og hvori skildres, hvad enhver enestillet ung Pige med et lidt usedvanligt Tilsnit vil have følt – følgelig slet ikke passende til Situationen.

«Hvor dybt hun har følt sig krænket, og med hvilken lidenskabelig Bitterhed hun beklager sig over den Maade, hvorpaa «man behandlede hende, kan man se af mange Udtalelser i «hendes senere Skrifter.»

Derpaa følger atter et langt Citat, der hører hjemme i en ganske anden Forbindelse.

«Hun har tidlig begyndt at leve paa Krigsfod med Christianias Publikum. Hun har følt sig krænket, saaret, angreben «saa skarpt og udholdende, at hun er bleven indigneret og har «begyndt at tage Offensiven . . . For hende, med hendes sterke «Trang til Selskab og Lykke (!), maa det have været en Skuffelse ikke ulig den, som Reisende i Ørkenen føler, naar de «trætte og tørstige ser en Oase for sig, for lidt efter at opdage, «at det havde været Fata morgana.»

Forsaavidt som ovenstaaende trøstesløse Skildring skal passe paa Forfatterindens Egteskabsliv i Christiania, maa herimod paa det bestemteste protesteres. Den Skuffelse, der her skulde ventet hende, har paa ingen Maade fundet Sted. Selv om hun var traadt op saa selskabslysten urolig, saa kritisk udfordrende, som man af Anm.s Skildring maa udlede, at hun har været, maatte de daværende selskabelige Forhold i vor By have fuldt tilfredsstillet hende, ja overtruffet hendes Forventninger. Men da hun ikke bragte hine Egenskaber med, bød det hende egentlig mere, end hun kunde benytte, saa meget mere som hun havde det bedste, hun kunde søge, i sin nærmeste Nærhed. Vort Selskabsliv havde i det foregaaende urolige Aarti, 30 – 40, havt Tid til at gjære ud og havde virkelig nu afsat sig til noget, der efter vore Forhold maatte kaldes glimrende.

Foruden de ældre, grundfaste Familier, Hansteens, Colletterne, Kjerulf’s, Diriks’s og fl., der alle førte gjestfri Huse, havde en stor Del af hin 30-Aarenes merkeligere Ungdom selv stiftet Hus og optraadte nu i Dobbeltegenskab af aandrige Selskabsfolk og gjestfri Verter og Vertinder. Til denne yngre Kreds hørte Schweigaards, Fougstads, Birch-Reichenwalds, Welhavens, Munchs, Dunkers og senere Sars’s.

Af Forfatterindens nærmeste Slegt var Officererne Oscar og Storm Wergeland bosatte i Byen. I alle disse Huse var det unge Egtepar gjestfrit modtaget, i næsten alle havde hun sine kjæreste, trofasteste Venner. Det «stridbare Forhold», hun efter J–s Paastand straks kom i til denne sin Omgivelse, og de mange «Skuffelser og Ubehageligheder», det beredte hende, savner derfor alt Hold i Virkeligheden og maa bero paa den samme Vildfarelse, der gaar gjennem hele hans Opsats, at Forf.’s senere «pessimistiske» Opfatning af vore Tilstande absolut maa føres tilbage til noget allerede dengang personlig oplevet, og hvad der er mere nærgaaende, uundgaaelig ogsaa give hendes Personlighed et skarpt Præg deraf. Fordi om disse Tilstande ikke dengang direkte berørte hende, eksisterte de dog ikke derfor mindre og stod i fuld Trivsel udenfor. Gjennem tusende usynlige Porer kan saadant indsuges i Bevidstheden. Bornerthedens, Raahedens uforsonlige Had til alt dens egen Sfære overragende, helst naar dette foreter sig i en kvindelig Skikkelse, vil ikke dengang været mindre virksomt, end det er nu, og maaske til alle Tider vil blive det. Den, som forstod at lytte, vilde kunne hørt dette Had, denne Uforsonlighed, ligesom man velforskanset i sin Borg, i den beleirende Hobs Murren udenfor, tydelig nok forstaar dens: vent kun, til Murene falder! vent kun, til vi kan naa jer!

Og det manglede ikke paa dem, der forstod at lytte. Kritikken laa i Luften dengang. Hvorsomhelst man befandt sig i denne Kreds, indaandede man den.

Drøftelserne af Dagens Tilstande og Fænomener var ikke mindre skarpe og opløsende, fordi de optraadte i Viddets og den muntre, belevne Selskabeligheds Former. Og Damerne stod ikke tilbage; de tog levende Del i Forhandlingerne og udfyldte paa den elskværdigste Maade den Plads, Mændene indrømmede dem som mæglende, dømmende Magter.

Med denne overlegne Erfaring, denne kritiske Aplomb kunde nu vor Forfatterinde slet ikke hamle op, da hun, vel ikke ganske fremmed i Kredsen, kom for at slutte sig fast til den. Hendes hele Personlighed var lidet anlagt dertil. Et andet er, hvad der i en modtagelig Sjæl optages og stille kan forberedes. Selv ynkelig ømfindtlig for Angreb, har hun altid skyet personlig at angribe. Og hvad der i hine Aar, da hun endnu stod der, aandelig støttet af hin Tids bedste og dygtigste, omhegnet af Omhu og Kjærlighed, kun føltes som noget dunkelt instinktmæssigt, det har mere og mere og mere, nu da – Murene er faldne, og Faren for personlige Konflikter og Krænkelser med hver Dag forøges, udviklet sig til bevidst Bestræbelse: betragte det uundgaaelige som nyttige Vink, samle hele Vegten af sin Livsopfatning og Erfaring paa Tingene selv og – saavidt muligt – undgaa alt personligt.

Hr. J. gaar her over til en Skildring af Angjældendes Betydning som Forfatterinde, et Felt, hvorpaa jeg af dobbelt Grund helst vilde være befriet for at møde ham, men overlade dette til andre; der er imidlertid Punkter netop her, som desværre gjør faktiske Redegjørelser fra min Side uundgaaelig nødvendige – Omstændigheder, som andre ikke, selv med bedste Vilje, ret kan sætte sig ind i, da det ligger saa langt tilbage i Tiden.

Hr. J. indleder denne Skildring med følgende Ord:

«Samme Aar, som hun blev gift, 1841, debuterede hun som «ForfatterindeUrigtigt. Har i det nævnte Aar ikke skrevet en Linje. (Anm. fra 1877.) med flere smaa Artikler i den Konstitutionelles «Feuilleton, den samme, hvori Welhaven skrev sine udmerkede «Billeder fra Bergenskysten, P. J. Collett sine aandrige Kritikker, og Asbjørnsen og Bernhard HerreIngen af de to sidstnævnte havde dengang ladet noget trykke. (Anm. fra 1877.) sine Skildringer af «norsk Natur og Folkeliv. Hun kom da som Forfatterinde «med én Gang midt op i det fineste, aandrigste Selskab, og for «ikke at stikke af maatte hun gjøre sig Umage for at være ligesaa fin og aandrig som de.» (!)

Anm. nævner som et af disse anonyme Debutarbeider en lille Artikel betitlet «Et Stykke af en norsk Dames Brev til en Dansk», og dette stempler han nu som «et overordentlig skarpt «og strengt Angreb paa hele Fru Güllembourgs Forfatterskab «. . . Brevskriverinden kan ikke finde Udtryk for sin Misfornøielse med «Forf. til en Hverdagshistorie» etc.»

Men dette er jo en ren Misforstaaelse! Hr. J. har ikke engang Lov til kategorisk at tilkjende Andenmand et Forfatterskab, som denne aldrig selv har vedkjendt sig. Den omtalte lille Feuilleton har aldrig været nævnt, end sige optagen i nogen senere Samling. Da Beskyldningen nu er der, nødvendiggjør den en Forklaring, forat ikke ogsaa den uindviede Læser skal hildes i Misforstaaelse.

Hint «Stykke af et Brev» knytter sig til en Novelle af den dengang endnu strengt anonyme «Forf. af en Hverdagshistorie», et Arbeide, som maaske kan kaldes denne Forf.s svageste. Hun lader deri en ung, norsk Dame træde op, der, uagtet vi, hvad dansk Opfatning af norske Forhold særlig dengang angaar, var vante til sterk Kost, dog overgik det rimeliges Grænser. Den unge Jfr. Mack eller Muck, tror jeg, hun heder, optræder her som en komplet Uting af Raahed og Voldsomhed, der ender med, at hun vil støde en Bordkniv i sig.

Denne Opfatning af norsk Kvindelighed – Jfr. M. er, saavidt vi erindrer, den eneste norske Kvindefigur, der er traadt op i Fru G–s Noveller – vakte Uvilje i vor Kreds. Deraf hint Tilsvar. Det er skrevet af to – eller rettere sagt oprindelig af en, som derefter overlod til en kvindelig Haand at affile det lidt og give det en Titel –, men kunde ligesaa godt være skrevet af ti; thi vi følte os alle meget fornærmede og vilde paa ingen Maade vedkjende os Landsmandskabet med Jfr. Muck.Man bedes i denne vistnok lidt dunkle Erklæring kun at ville se det første Øiebliks maaske lidt keitede Forsøg paa at holde et andet kjært Navn udenfor, Men Sandheden er nu saa udfordrende og vedholdende gaaet paa Klingen, at den maatte helt ud af sit Skjul. Endnu én Gang: jeg har ingen Del i hin Artikel, men benegter slet ikke, at jeg maaske vilde finde den berettiget. (Anm. fra 1879.)

Og paa denne lille anonyme Skjærmydsel, hvortil der under Forfatterindens senere venskabelige Forhold til den Heibergske Familie blev vekslet drillende Hentydninger, begynder nu Hr. J. en fuldkommen underkjendende Totaldom over en Forfatter, som vi alle dengang beundrede, og hvis Bebudelse af et nyt Verk vi neppe kunde afvente, saa griske var vi paa det! Det vidner atter om den beklagelige Maade, hvorpaa Kilderne er benyttede. At bede vore Læsere rode op i trediveaarsgamle Aviser for selv at sætte sig istand til at dømme ret, tør man dog ikke forlange. Det henstilles da til dem, enten at godkjende Hr. J.’s Paastand, at den unge, dengang begyndende norske Forfatterinde fordristede sig til en fuldstændig Fordømmelsesdom over den ældre danske eller tro paa min simple Forsikring, at det ikke forholder sig saa, men beror paa en fuldstændig Misforstaaelse.

En Fortegnelse paa disse Forfatterindens tidligere Smaaartikler følger derpaa. «Disse Ting,» siger Anm., «er altsaa bevislig «komne ud flere Aar tidligere end «Amtmandens Døtre», medens Forfatterinden i en Fortale til en af hendes sidste Bøger «(1868) betegner «A. D.» som hendes egentlige første Verk.»

Dette imputeres hende nu som noget høist utilladeligt.

«Hendes Paastand,» siger han, «grunder sig endvidere paa «en formel Usandsynlighed. Thi trods sine mange og store «Feil er «Amtmandens Døtre» saa betydelig i Indhold, saa «eiendommelig i Behandlingen og saa overlegen i Formen, at «den vilde være et af de besynderligste literære Fænomener, «hvis den virkelig var et Debutarbeide.»

Ingen ganske sikker Slutning!

I ideel Forstand havde Forf. vistnok ikke «taget sig selv i Besiddelse», men formelt har hun dengang opnaaet den Udvikling, hun var modtagelig for. Hun havde i en lang, ensomt tilbragt Ungdom saa at sige blot levet skriftlig i daglige Optegnelser og en uafbrudt Korrespondance. Saa godt, som hun nogensinde kunde lære at skrive, skrev hun allerede da, hvilket betydelig vil have lettet hende den Umage, hun maatte gjøre sig, for at hamle op med de andre, «at hun ikke skulde stikke for meget af». Hr. J. er selv saa artig at levere os Beviser derfor ihænde, idet han i et Øiebliks Forglemmelse straks efter ytrer sig saalunde:

«Da hun efter fire Aars Forløb udsendte sit næste novellistiske Arbeide, Skissen «Kongsgaard», havde hun udviklet «sig betydelig. Man finder her ikke blot Drift til at flyve, «men virkelig Evne til at bruge sine Vinger.»

«Kongsgaard» er et af de første Arbeider, skrevet omtrent ti Aar, før «Amtmandens Døtre» saa Lyset.

Til hin Beskyldning for ukorrekt Udtalelse, for ikke at sige literær Uredelighed, som om Forf. bevidst har villet «malplacere sine Produktioner i Publikums Bevidsthed», kan jeg kun svare, at Tingene har ikke alene en kronologisk, men ogsaa en sjælelig Orden, hvilket Hr. J. synes slet ikke at ville anerkjende. Hin Roman bliver dog den første Bog, hvori en selvstændig Livsopfatning, vel endnu kun glimtvis, kommer til Gjennembrud. Man vil forgjæves søge Spor deraf i de tidligere anonyme Smaating. Jeg tør altsaa, uden at gaa den ideelle Sandhed for nær, paa Forfatterindens Vegne datere hendes egentlige literære Optræden fra den Tid, hun blev Enke, og kalde nævnte Bog hendes «første Digtning».

Anm.s øvrige Betragtninger over dette hendes første Arbeide («Amtmandens Døtre») forbigik jeg helst ganske. Der udfordres en anden Pen end min til at udhæve, hvad der her synes mig skjævt og fordreiet opfattet, og med Tak skal det erkjendes, at dette, og mere end dette, allerede er skeet. Hvad skal man sige til Beskyldninger som disse, og hvad bliver der igjen af en Bog, naar man tager disse som Udgangspunkter for en Bedømmelse af den! At Heltinden kun er en kjedelig Prøvesamling af «opkonstruerede, ideale Fuldkommenheder» . . . At Gjenstandene kun sees i «Lyset af Forfatterindens egen mørke Sindsstemning», «følgelig er den bleven ensidig, overdreven i sin Opfatning» . . . At hun mangler «al aandelig Smidighed og den bøielige Sympati til at sætte sig ind i fremmede Individualiteter, følgelig bliver hendes Personer kun Kopier», alle Damerne er hende selv, og alle Mandspersonerne støbte over en tilfældig levende Form. Lorenz Brandt er saaledes et «nøiagtigt Fotografi af en Person, der i sin Tid vakte megen Opsigt». Der citeres nu Stykker af en Nekrolog i «Den Konstitutionelle» over samme Person, og dermed skal den fuldstændige Lighed rære fastslaaet.George v. Krogh. (Anm. fra 1879.)

Disse to Figurer, Virkelighedens og Digtningens, var de største Kontraster. Enhver af dem bar sin Races og Klasses Grundtræk udpræget i sig: Aristokraten, hensynsfuld, formel, høisindet, uden Gnist af Ironi, end sige Selvironi, den anden Folkets begavede Barn, dermed er alt sagt.

Betragtningen af den Række smertelige Tab, der traf Forfatterinden fra det Tidspunkt af, der havde lovet hende den huslige Fred og Lykke efter en trist Ungdom, Tab, som endte med hendes Mands Død, kan jeg naturligvis ikke have noget at sige paa. De aander al den Medfølelse, man bærer for Ulykken. Men den Sympati, han derved vil vække for den hjemsøgte, forskjertser han rigtignok paa det grundigste ved straks efter at fortælle, at hun under disse uafladelige Skjæbnens Slag «havde opsparet en stor Sum af brændende Lyst til at leve», . . . «at Resignation slet ikke var hendes Sag» . . . «for hende havde den stillet sig som det sørgeligste Onde».

Man maatte ikke kjende det mindste til vor hjemlige Opfatning af dette Punkt, for at føle, at det værste, man kan sige om en saadan ulykkelig, er, at hun ytrer Lyst til at leve, med andre Ord, at hun bortviser Resignationens Selvknuselse. Vort Land producerer altfor mange af disse ulykkesslagne, og tænk, om alle vilde falde paa at leve bagefter! og sætte Landet i den Bekymring at sørge derfor! . . . – Forf., paastaar Hr. J., hører nu til en af disse opsætsige. «Det er derfor,» bliver han ved, «at hun ikke kunde nøie sig med at leve for sine Børn, hendes Begavelse laa nu engang ikke i denne Retning, den fordrede andre og større Opgaver.»

Dette er mere nærgaaende.

Hvad ved Hr. J. om hendes Begavelse i denne Retning? og om denne Opgave ikke har været anerkjendt for stor, ja den største af alle Opgaver? Hvad om hun for at kunne leve ret for denne Opgave, først maatte tænke paa overhoved at leve! . . . Hvad om hun da greb til Forfatterskabet som den druknende efter Bjelken? . . . Kunde det ikke tænkes, at denne Sysselsættelse først blev det dulmende, senere til det Livsgjerningen styrkende Middel, uden at hun endnu anede Betydningen ret, og at den først, efterat denne Livsgjerning var endt, gik op for hende som en høiere Opgave, der endnu fylder og løfter den ensommes Liv? Kunde det ikke tænkes saa?

Lad nogle Erindringer, Forfatterinden har optegnet, selv tale her:

«Collett har saa egentlig skabt mit Forfatterskab, d. v. s. han har baade aandelig forberedt og praktisk givet det Stødet. Uden at han maaske havde en bevidst Hensigt dermed, blev han dog Redskabet dertil. Han havde dengang meget lidt Tid til selv at læse Skjønliteratur, derfor ansatte han mig i Egenskab af baade Udvælger og Meddeler; havde jeg fundet noget interessant, maatte jeg fortælle det, ikke læse det for. Dette skede da mest paa vore Spadsereture, ofte blev paa en Spadseren op og ned ad Gulvet en ny Novelle af Gutzkow eller Sternberg muligst kort tilegnet, drøftet og diskuteret. Dermed troede jeg, det ogsaa skulde bero, og følte mig nok saa stolt ved den Rolle, der var overdraget mig.

Men engang, medens jeg var i mit Sommerbesøg i Eidsvold, skriver han, at A. Munch havde purret ham for en Feuilleton til sit Blad, men han havde ikke Tid til at skrive nogen, om jeg ikke vilde skrive en, som han kunde lade M. faa. Dette var, tror jeg, i 42 eller 43. – Forfærdet Afslag, med Spørgsmaal, om han var forrykt! – Ny Anmodning, der endte med Løfte fra min Side om, at jeg skulde forsøge det, dog kun under Betingelse af den strengeste Taushed og en ubrydelig syvforseglet Anonymitet. En af hine smaa Opsatser kom da ud, og Dagen efter hilste mine Venner mig paa Gaden som Forfatterinde.

Ved Colletts Bortgang (51) syntes det, som om disse første frygtsomme Skridt paa Forfatterbanen ogsaa maatte stanse. Det var, som om jeg aldrig kunde være noget alene. Vel havde jeg lagt Planen til «Amtmandens Døtre» og skrevet Indledningen, men C. havde slet ikke opmuntret mig til dette større Arbeide. Vore dannede Forhold, paastod han, var endnu i Gjæringstilstand, de havde ikke afsat sig til noget, hvorpaa en Roman sikkert kunde bygges. Folkedigtningen var noget andet. Det var maaske heller ikke blevet til noget, var jeg ikke bleven Enke. Et Aar gik hen i den første Bedøvelse, da tog jeg Manuskriptet frem igjen, blot for at undfly mig selv. 1ste Del blev paa det nærmeste færdig, da jeg Sommeren 1853 med to af Børnene laa ved Klampenborg Bad. Hvor lidt jeg troede paa det selv, hvor fjern enhver ærgjerrig Tanke var, som kunde knyttes dertil, vil man forstaa, naar jeg fortæller, at jeg altid havde det i Lommen, naar jeg gik hen for at besøge J. L. Heibergs, der beboede en Villa i Nærheden, altid med den Hensigt at udbede mig hans Kjendelse derom, og hvorvidt han vilde tilraade en Udgivelse, men kom altid med uforrettet Sag hjem. En Aften, da den store Mand selv fulgte mig tildørs, var Fristelsen især stor, men der blev intet deraf. Først Aaret efter, Sommeren 1854, sendte jeg ham Manuskriptet fra Norge og modtog et Brev, et tætskrevet Brev. Dette Brev gav Sagen det elektriske Stød. Næste Aar kom 1ste Del ud. Ganske anderledes freidig skrev og fuldendte jeg 2den Del, meget deraf dikteredes fra Sygeleiet, hvor et Armbrud Vinteren 1855 holdt mig flere Uger fængslet.»

Forfatterindens senere Virksomhed indleder Anm. med følgende Ord:

«I de fjorten Aar, der er forløbne, siden «I de lange Nætter» «udkom, har Camilla Collett blot skrevet de tre smaa Bind, «der fører Titelen af: «Sidste Blade, Erindringer og Bekjendelser». Det første af disse Bind udkom 1868, det sidste 1873, «og med dette synes det, som hun betragter sin Forfattervirksomhed som afsluttet.»

Kun tre smaa Bind, det er sandt, og dog erkjender Forfatterinden dem for at være de Vidnesbyrd, hvori hun haaber at leve i en Fremtid, medens de øvrige vel mere eller mindre vil friste Morskabsliteraturens Skjæbne at synke i Glemselen.

Tyve Aar er forløbne siden hin større Roman; i disse Aar vil hun tilstrækkelig have erfaret, hvad det vil sige, at «Murene er faldne».

Hvad der i denne Bog kun rørte sig anelsesfuldt, træder her, forsmaaende enhver forskjønnende Klædning, op i sin utilhyllede Forfærdelighed.

Læseren vil forstaa, hvorledes disse Indtryk i et Mylder af Tanker og Indtryk har trængt sig ind paa hende, forvirrende, overvældende, tiggende om at gives Ordets Forløsning, hvorledes hun har stridt for at kunne magte det, ofte fortvilet over ikke at kunne det . . . Og hvor det er lykkets hende – og denne Bestræbelse skal man i det mindste yde Tak – manet dem, tvunget dem, disse paatrængende Indtryk og Tanker, ind i den knappest mulige Form – Aanden i det arabiske Eventyr lig, som man lokkede og sperrede ind i det bitte lille Skrin. Og ganske som i Eventyret har hendes Samtid et Øieblik nysgjerrig bekiget Skrinet og derpaa sænket det tilbunds. Og ganske som i Eventyret venter ogsaa denne Aand i Skrinet paa den Befrier, der skal løfte den op til Lyset – og denne Befrier heder Fremtiden.

I hvilke Skikkelser denne Befrier hos os vil træde op, vil den nu selv afgjøre. Saa meget synes at være visst, at Hr. Jæger ikke er en af dens udsendte. Den Kjendelse, han udtaler over disse tre smaa Bind, er heldigvis meget kortfattet og lader sig omtrent fatte i følgende Hovedteses:

  • 1. «At det maa have været rent literære Hensyn, der har «bevæget Forfatterinden til at skrive Størstedelen af de «Smaaskisser, hvoraf disse tre Bind bestaar.
  • 2. «At franske Tilbøieligheder viser sig her paa det klareste, «idet Fru Collett ender, som hun har begyndt, som Feuil«letonistinde.
  • 3. «At man undertiden faar Indtrykket af, at Fru C. ikke har «undgaaet ældre Folks, især ældre Kvinders, almindelige «Feil, at forfalde en Smule til lidt Snaksomhed . . .
  • 4. «At hun synes at være bleven mere fornøiet tilsinds, end «hun var før (!)».

Jeg har i det foregaaende udhævet de Punkter i Hr. J.s Opsats, hvori de slemmeste Misforstaaelser træder os imøde. Der staar endnu tilbage at paapege den Misforstaaelse, hvori alle andre synes at have sin Rod – Grundmotivet, han underlægger det Forfatter- og Menneskeliv, der her er optaget tildoms. Alle dets Fænomener udleder han af personlige Indtryk. Nøglen til enhver udtalt Anskuelse maa kun søges i egne Oplevelser, idet Hr. J. ikke kan finde Udtryk mørke og trøstesløse nok til at betegne disse Udtalelser.

Paa hvert Blad støder man paa Beskyldningen for denne lidenskabelige Subjektivitet, der har hindret hende fra enhver rolig og paalidelig Opfatning. I disse heftige Udfald lyder kun hendes egne Livserfaringer og Oplevelser; alle disse Heltinder, fra Sofie i «Amtmandens Døtre» ned til Sara Trænæse, er nøie Kopier af hende selv. Som om der ikke i alle disse fandtes en Grundforskjellighed! Man tage kun de fire Damer, der optræder i «Oktoberfantasier», og som ved en overnaturlig Magt drives til at ytre sig om noget, der ligger udenfor deres Dagligstueinteresser. Om disse Figurer siger Anm.: «Om individuel «Karakteristik er her ikke Tale; det hele Apparat er kun et «Slør, hvorunder Fru Collett dækker sit eget Ansigt.»

Jeg har kjendt ti Margrether og ligesaa mange Frøken Annaer. Forf. har i dem slet ikke skildret sig selv eller det Standpunkt, hun tilhører. Hun har i dem skildret en, vore Forhold mere tillempet, begavet og selvstændig Kvindenatur. Altsaa noget for vort Samfund altid brugbart, ja velsignelsesrigt, men som vort Samfund, med sin indgroede Angst for Genren, ikke vil vide noget af, men skyder tilside. Søger man Sporet af disse forskudte, vil man ikke sjeldent finde det i Sindssygeanstalterne, hvis ikke en tidlig Død redder dem fra aandelig Undergang.

Vanen er en stor Magt i Livet, men det uvante er det vist ikke mindre. I vort Land er en kvindelig Opposition af enhversomhelst Art en utilladt og uhørt Ting. Mænd maa faa Lov til at paatale Misligheder, hvor de opdager dem, Kvinder hos os har ikke denne Tilladelse. Hvad Under da, at naar nogen har havt det Mod at sætte sig ud over Forbudet, bliver det mødt mildest talt med en forundret Murren. Man er saa vant til at lulle sig ind i den Tro, at alt er godt og vel, som det er, en hel Halvdel af vort Samfunds Medlemmer har nu engang forpligtet sig til at vogte denne Tryghedens Vestalild, og vil nogen krænke denne Tryghed og vise dem Reversen af Medaljen, er det, som om det livagtige Medusahoved stirrede dem imøde. Denne Uvilje mod enhver kvindelig Opposition afsætter sig da, hvor den kommer tilorde, i de merkværdigste Udtydninger og Fortolkninger. Alt sees gjennem Mikroskopet, hver stille Klage bliver til heftig Beklagelse, hvert Suk til et Skrig, og i en viss Forstand skal det visselig forstaaes saa; kun forveksler Anm. Form og Væsen, han anerkjender ikke Beherskelsen; i Sukket, i den stille Klage, hvori Skriget over det uhyre, det overvældende kvæles, lægger han det fulde Udbrud – ja det overdrevne Skrig over noget kun i Forfatterindens mørke Fantasi eksisterende sørgeligt. Det hele opløser sig i et – «Viel Geschrei und wenig Wolle», som Tysken siger. – Af samme Grund kaldes den stakkels stilfærdige Frøken Annas rolig kolde Bemerkninger om sit Christianialiv «Beklagelser saa bitre, saa heftige», at de kun finder sit Tilsvar i enkelte af Ibsens Digte. Hin lille Demonstration mod Dyrplageren i Paris, at Forfatterinden stillede sig hen og saa visst paa ham, kalder Hr. J. at rette «strenge Bebreidelser». I det lille Indledningsdigt til «En Aften i Charlottenlund» med Overskriften «De Udskudte», hvori der – hvilket tydelig fremgaar af Digtet – sigtes til alle vore Kunstnere, der maa leve udenfor Hjemmet, har hun kun ment sig selv, en Vildfarelse, der gaar igjen overalt, hvor dette lille fordringsløse Poem er optaget; man har endog forandret Titelen til «Den Udskudte».

I alle disse Træk vil vi spore det uvantes Magt. Et kvindeligt Forfatterskab, der fuldstændig bryder med det foreskrevne, det er for sterkt for os. Kommer saa Nødvendigheden engang imellem at anvise et saadant Fænomen Plads i Rækken, sættes man i den bitreste Forlegenhed, hvor man skal hen med det. Det mangler ikke paa komiske Træk af denne Ustøhed. Medens vor Anm. fradømmer Fru C. al Evne til at lide gjennem andre, udhæver en Anmeldelse i «Tidskrift för Hemmet», der indeholder en Snes Pag. kvindelig Studsen over det uvante, næsten spottende, en altfor vidt dreven Ømfindtlighed i denne Retning. Vor Anm. synes at ville anvise hende Plads i yderste Venstre af vort Fremskridtsparti – en anden «Taler ved Graven», som har leveret den æstetisk literære Rubrik i Tønsbergs Reisehaandbog: Norge, er af en stik modsat Mening. Ifølge denne repræsenteres Fremskridtet, det unge Norge, af Wergeland, Welhaven, Ibsen, Bjørnson, Lie og Magd. Thoresen, medens gamle Norrige tæller blandt et Par andre «den talentfulde Forfatterinde Fru Collett».

Hvor hører man saa egentlig hen?

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Mod Strømmen I

Mod Strømmen (Første Række) er en samling med essayistiske tekster. Boken ble utgitt første gang i København i desember 1879. Tidligere samme år hadde Camilla Collett gitt ut en revidert utgave av Amtmandens Døtre.

Hovedtema i samlingen er kvinnenes stilling i samfunnet. Som i forfatterskapet ellers tar Camilla Collett utgangspunkt i sitt eget liv og erfaringer.

I 1885 ga Collett ut et bind til i samlingen: Mod Strømmen, Ny Række og fra og med 1900 har det vært vanlig å kalle de to bindene henholdsvis «Første Række» og «Anden Række».

Se faksimiler av 1. utg., 1879 i NB digital.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.