Saaledes lød den indbydende Titel paa en anden ret merkelig Artikel, der ligeledes havde fundet Plads i et af vore Dagblade. Den beskjæftigede sig vistnok hovedsagelig med den huslige Økonomi, dog mere syntes det som en Traad, hvortil den kunde knytte en hel Del særdeles vegtig udtalte Meninger om den hele Sag – Kvindernes nemlig.
At Husmoderen skal være sparsommelig, er en gylden Regel, der gjælder ligefra Dronning Victoria ned til vore Kopistfruer paa halv Sold. Hvor har ikke jeg selv, der dog er saa lykkelig ikke at tilhøre nogen af disse Yderligheder, under Bevidstheden af dette medborgerlige Ansvar, følt denne hellige Sky for «Udgifter»! . . . Ja, da der ved en General-Optælling af Tøiet, der foregik hvert halve Aar, manglede en Teske og en Serviet, var jeg tilmode, som om jeg havde besveget mit Firma og gjorde bedst i at rømme til Armerika.
Men ett er det, at Husmoderen skal være sparsommelig, det er, stræbe at bevare, undgaa – faa det til at strække til, et andet, at hun skal spare ind, det er knibe af, lægge op.
Jeg læste imidlertid Artikelen, der angav sig at være af tysk (kvindelig?) Oprindelse, med al Opmerksomhed, men jeg tilstaar, at den lod mig noget uviss om, hvordan den egentlig skulde opfattes. Dogmet om Kvindens fuldstændige Underordnethed og tjenstpligtige Underkastelse forkyndtes her med en saadan, enhver Formidling afvisende Strenghed, som om nu gjaldt det rigtig at at bringe det purt og uskadt af Tidens frække Reformlyster tilbage til sit Standpunkt – det Standpunkt, det indtog til Patriarkernes Tid: Hun selv, Kvinden tilbagevist inden Husets Grænser, Døren smækket i, og den Mangfoldighed af Forpligtelser, der paahviler hende her, i en saadan pinlig løierlig Detailnøiagtighed foremalet og foreskraldet hende, som om Husstellet havde ogsaa samlet alt, hvad det eier af skurrende Mislyd for eftertrykkelig at indprente hende disse Pligter – alt dette omduftet af en egen Blanding af aandeligt Hovmod og Ringeagt for eget Kjøn, der synes at besjæle alle Kvindespørgsmaalets religiøst opfattende og diskuterende Damer.
Kun havde det den Feil, at det var vel sterkt, selv for os herhjemme. Det hele syntes at balancere paa hin yderste Spids, hvor man afbryder sig selv med at spørge: Er det Alvor? Er det Spas? Er ikke her den haarfine Streng revet over, der vipper en saa sterkt paafyldt Last op i Ironiens befriende Sfære? . . . og inden jeg havde vundet til Enden, troede jeg ikke at kunne tvile derom. Artikelen skulde opfattes som Satire, den skulde vække Fornøielse, og den vakte Fornøielse; jo længer man kom i den, jo fornøieligere blev den.
Lidt forundret tvilende vendte jeg Bladet, hvori den stod, og saa efter Titelen. Jo, det var virkelig vort Morgenblad, «trykt i det Hviidske Bogtrykkeri», der havde optaget denne oprørske Artikel!
Desto mer konfus blev jeg ved at erfare, at alting var i sin Orden. Det var jeg, der var den duperede, der grundig havde misforstaaet den. Ingen levende Sjæl havde opfattet den som Satire, men som det strengeste Alvor. Jeg turde da heller ikke andet, uagtet lidt underlig tilmode derved. Saaledes kan man paa en Nattefart indbilde sig at have et ungt, lattermildt Ansigt ligeoverfor sig – Sløret hæves, – og et strengt, rynket, gammelt Fjæs tilnikker os: God Morgen!
Nogle af de merkeligste Vink desangaaende erholdt jeg af en midaldrende Dame, hvem den mer end almindelig havde interesseret. Man kunde endog sige, at den lille Afhandling paa en heldbringende Maade havde grebet ind i hendes Tilværelse, ja at den havde formaaet at sprede noget mildt og forsonligt over denne, som hun med den redeligste Vilje ikke havde magtet det.
Hun holdt af livlig at diskutere Emner, hvilket gjorde, at hun godt kunde siges at repræsentere en Meningsfraktion inden vore dannede Kredse, som man maaske tør benævne den almengjældende. Mange nævnte hende som en aandelig Autoritet.
Samme Dame havde tvende Gange været forlovet, den sidste Gang ikke fuldt ti Aar, som hendes udvalgte maaske netop fandt nødvendig for sin «Rekognoscering af det ubekjendte Terræn med baade sine Fortrin og sine mindre iøine- og iørefaldende Mangler og Feil» … (Se «En Egtemands» Opsats «Om Forlovelser».)
Den stakkels Dame havde fundet Prøven meget lang, saa hun var egentlig med Hensyn til de mindre iøinefaldende Feil og Mangler, hun paa sin Side havde at iagttage, betydelig hurtigere færdig med sine Opdagelser, uden at dette, det maa vi lade hende, i mindste Maade, havde rokket hendes Troskab eller den Anskuelse af Kjærlighedens Grundvæsen, at den ser alt, fordrager alt og tilgiver alt. Hun havde altsaa tvende Gange været nær sin «Bestemmelse» uden at kunne opfylde den, og dette havde, som alt for os Mennesker tantalsk uopnaaeligt, voldt, at den foresvævede hende i et forklaret Rosenlys, ja næsten som en overjordisk Lykke, for stor for en Dødelig. Intet Under derfor, at i en Familiekreds, bestaaende af flere uforlovede Søstre, syntes «Min Svoger Bankchefen», der var gift med den eneste forsørgede af disse, hende noget saa nær som den nedstegne Guddom, Inkarnationen af denne Lykke, hun to Gange havde været saa nær ved at opnaa.
Men siden hun læste hin Artikel i Morgenbladet om den Sparsomhedspligt, der paahviler Husmoderen, havde denne Stemning lidt et Omslag, som hun selv betegnede som mirakuløst. Hun forsikrede, at disse Skildringer af Egteskabet og de Opgaver, en Hustru der har at løse, havde havt en Magt til at fylde hende med en Tilfredshed med sin Skjæbne og sine nuværende Kaar, som var rent vidunderlig.
Vi læste den atter og atter sammen. Vi fordybede os ret i denne Spinke- og Spareidéens ophøiede Pinagtighed, der fremhæves som Egteskabslykkens Grundbasis, og hvergang kunde jeg dømme om den besynderlige Virkning, den øvede paa hende.
Særlig var det Tilfældet, naar vi naaede et bestemt Sted, der mere detailleret omhandler en Husmoders og Hustrus daglige Pligter. Efterat de større Fiender, som hun i sin Stilling har at bekjæmpe, er skildrede paa en sand hjerteknugende Maade, faar vi mere detailleret Kampen mod de mindre Fiender i Huset, «disse stille, stedse virksomme Dæmoner, som uafladelig søger at ødelægge alt, hvad som findes deri», naar vi vel havde naaet igjennem dette, der ordret lyder saa: «Der fæster sig et lille Støv eller Sandkorn i Gardinet og slider af Traaden, hist trænger Røgen ind og sværter Vinduet, der kommer Møl i Møbelbetrækket – der tager Fugtigheden Forgyldningen af, der bedærves Kjødet og harskner Smørret i den sterke Varme, der kommer en stor, styg Flek paa Borddugen, der rev den forargelige Spiger en Flenge i Kjolen, der er Dørlaasen itu, Klokkestrengen rykket over, ikke idag, imorgen eller iovermorgen, men Dag for Dag, uophørlig hele Livet igjennem» . . . Naar vi vel, siger jeg, var over dette Sted, tørrede min Veninde altid Sveden af Panden med et: Gud forbarme sig! og hun forsikrede mig atter og atter, at navnlig dette Sted vakte en Følelse af Resignation og stille Tilfredshed, som hun i sin længe begrædte Skuffelse forgjæves havde søgt at tilkjæmpe sig.
Kun vilde vi ikke enes om, hvorledes Artikelen skulde opfattes. Hvergang vi læste den, fik jeg nemlig et haardnakket Tilbagefald til min første Tvil, medens hun blev ved sit. Den kunde umulig virket saadan paa hende, skulde den opfattes som Spas, mente hun.
«Min Svoger Bankchefen har aldrig ytret nogen Tvil derom. Han har læst den, og han siger, det er en Samling gyldne Leveregler, der ikke burde mangle i noget Hus, men være det daglige Pensum for enhver forstandig Husmoder.»
Jeg forsøgte at begrunde min Paastand ved at henvise til de drøieste Steder, dem hun netop i sit Ansigts Sved havde gjennemgaaet. Som et Kraftudbrud af tysk husmoderlig-hustruelig Pligtfanatisme kunde Produktet maaske i sin egen Jordbund være paa sin Plads, men vi kunde jo anstændig sørge for os selv med den Slags Vare, vi behøvede da ikke at tage til fremmede Overdrivelser – o. s. v.
Jeg skyr ellers som Pesten enhver mundtlig Drøftning af Emnet, der ikke kan holde sig paa Skjemtens glatte Overflade, vel vidende, at her er man stillet ligeoverfor lutter bedrevidende, saa Udgangen af Striden kan ikke være tvilsom; men den milde, seige Modstand egger; og hvordan det nu gik eller ei, gled vi sagtelig indpaa det Punkt af Diskussionen, hvor Spøgen stanser, Sagens egen vældige Magt griber os og tvinger os mod vor Vilje med sig.
Men hvad siger De da til dette Ræsonnement, mælte jeg tilsidst: Forfatteren anfører selv, at der var Aartusender, hvori Kvinden ikke var andet end en Ting i sin Herres og Herskers Haand, medens hun nu! etc. etc. Vi skulde virkelig allerede i vort Aarhundrede have naaet det Fuldkommenhedens Høidepunkt, hvor der intet mer er at ønske, og hvor vi, som Forfatteren lægger til, «maatte rødme ligeoverfor os selv ved at forlange mere.» Kvindens Stilling er altsaa den eneste Verdensopgave, der har naaet Fuldendelsen. Og dette siges os, medens der gives Kulturlande, hvis Love endnu tilsteder Egtemanden til en viss Grad, lægges der til – at prygle Hustruen, andre, hvor hendes Umyndighed er saa gjennemført i alle Retninger, at, selv hvor det gjælder et simpelt «conseil de famille», hvori hendes Børns Skjæbne diskuteres og afgjøres, udelukkes hun, sidenævnt med «Mindreaarige, Idioter og straffede Forbrydere»Se den franske Code civil. – en ikke overbevist mandlig Forbryder har Forrangen. Vi skulde have naaet dette Fuldendelsens Høidepunkt i en Tid, hvor Staterne endnu beskytter Prostitutionens Vederstyggelighed, for ikke at nævne menneskelige Trikinbureauer, hvor Varen garanteres eller efter Omstændighederne smides paa Dyngen? . . . Er det den Fuldendelse, hun kan glæde sig ved at have opnaaet, der gjør, at hun «maatte rødme for sig selv ved at forlange mer?» Hvad har man da indrømmet hende, som kan opveie saadane Fornedrelser paa den ene Side og en Trældom i Huset, som den her skildrede, paa den anden? De siger, at denne, Fornedrelsen, angaar ikke os agtbare Damer; jeg siger jo, tusende Gange jo, den angaar os, Dem – mig – os alle . . .
«Nu, nu, De tager det for ivrig, kjære, De ser denne Sag altfor mørkt. Der er dog i den senere Tid gjort meget, overmaade meget for Kvinden. Hun kan opnaa at blive Telegrafistinde, Fotograf og flere Ting, som man i min Moders Tid ikke drømte om. At de kan ansættes ved Trikinundersøgelsesbureauerne, tror jeg neppe, men man vil sige, skjønt det klinger utroligt, at de tragter efter at faa Stemmeret, blive Læger o. s. v.»
Nu, Stemmeretten skal vi vente paa. Altsaa den Smule Selverhverv, man har aabnet for dem, vil De skal opveie den moralske Fornedrelse, der lurer fra alle Sider? Det er bra nok, ingen vil miskjende de Indrømmelser, der her er gjort, men for det første er disse nye Erhvervskilder hos os endnu saare begrænsede . . .
Min Modstanderinde afbrød mig her med en ny Modsigelse og opregnede en betydelig Mængde kvindelige Næringsfag, der begyndte med Arkskriveri og endte, tror jeg, med Papmachéog Possementmagerforretningen.
De misforstaar mig lidt her. Jeg mente ikke netop i den Forstand. At der gives en stor Del af disse Yrker, som vi ikke drømte om tidligere, er jo ubestrideligt; skjønt derom lod sig ogsaa sige adskilligt. Disse Midler til Selverhverv, der er aabnet Kvinden herhjemme, skal have ondt for at holde Skridt med Tidens rasende Hurtigtog. Medens dette river Manden med sig fremad, eller rettere udad, og har aabnet ham utallige nye Kilder til Erhverv og Vinding – er Kvinden bleven siddende, hvor hun sad for tyve Aar siden. Det har givet ham Smag paa en fuldkommen Ubundenhed, paa Vinding og Vellevnet. Et uformuende Parti, som maaske før i Tiden havde lovet ham Livets høieste Lykke, lokker ham ikke mere. Egteskaberne tager paafaldende af, Livsfornødenhederne er steget til det dobbelte. Kan de Midler, der er givet Kvinden til Selveksistens, hamle op med alt dette, med Tiden selv? Jeg ved, hvad De vil indvende, at jeg ikke vurderer disse Fremskridt nok, at jeg mangler Sans for denne Side af Frigjørelsens Verk. Nei, jeg mangler ikke Sans for den, jeg vil blot, vi skal se disse Fremskridt i den rette Forbindelse. Det er heller ikke over, at disse Yrker er mere begrænsede paa deres eget Omraade, end det maaske er Tilfældet andetsteds, at jeg opholder mig. Begrænsningen bærer de i sig selv, det er i sin Art, de er begrænsede – det er derover, at jeg klager.
«Begrænsede i Art, hvorledes mener De nu det?»
Nu – jeg vil have ondt for at forklare mig. De har intet Liv i sig, ingen Fremtidsspire for hende selv. Man tolererer dem, som den bitre Nødvendighed, der fremkaldte dem, som en Lettelse for Kommuneforsørgelsen, de har et blot og bart praktisk Formaal, de indskrænker sig til et Omraade, der udelukker enhver fri Selvbestemmelse. Ser vi til, vil de alle vise sig indordnet som lydige Drivhjul i det store Maskineri. En Virksomhed, der vilde attraa noget andet end Drivhjulets, med andre Ord paa nogen Maade aandelig gribe ind, vilde hun finde sperret for sig overalt.
«Den søges ikke heller, denne Slags Virksomhed, der selv vil gribe ind. Bevis nok for, at hun ikke er skikket for en saadan,» mente Damen. «Den overordentlige Begjærlighed, hvormed man trænger sig om de andre Poster, der passer sig mere for hendes Kjøn, taler tydelig nok derfor; der er formelig Trængsel til disse Poster.»
Netop derfor, gjenmælte jeg, bragt lidt ud af Fatning ved denne Maade at bevise paa. Den var mig forresten ikke ubekjendt. Den synes at være bleven Regel, hvergang en viss Opposition kommer tilorde. Jeg kjendte denne Taktik, der stadig ser bort fra Aarsagerne til Fænomenerne og blot henter sine Beviser for, at Forkuelsen er berettiget, paa Virkningernes triste, afmeiede Grunde. Af Følgerne af, at man i Aarhundreder har arbeidet paa at afstumpe Kvindens Evner, vil man bevise den Underlegenhed, der gjør hende aandelig udygtig. Hvad man sperrer for hende, trænger hun ikke til, og de Savn og Fornegtelser, man daglig øver hende ind i, og som hun virkelig har lært at bære med en viss Anstand, er blevne naturlige Tilbøieligheder.
Jeg taug dog klogelig med disse Tanker og gjentog spagfærdig kun mit: Netop derfor, kjære Frøken X. Netop fordi man har indsnævret disse Erhvervsposter til nogle Arbeidserhverv, strengt beregnet paa at skaffe Føden, er Tilstrømningen af de søgende saa uhyre. Det skal dog først bevises, at de ikke duer til noget andet. Derfor kan man ogsaa saa trygt sætte en stor Del af dem paa halv Sold, der er intet at frygte. Selv hvor de tilfulde har bevist sin Dygtighed saa godt som nogen Mand, gives de halv Løn, og de nøier sig merkværdig resigneret dermed. Det kan neppe være, fordi den aandelige Tilfredsstillelse, mange af disse Fag yder dem, kan være saa overvættes stor, at den opveier en Uret som denne . . .
«Ja, men kjære, bedste, De er altid, tillad mig det, lidt tilbøielig til at overdrive,» gjenmælte min Modstanderinde med denne uforstyrrelige Blidhed, som ikke tillod nogen at bruse over, om det ogsaa kunde koge lidt indvendig. «Jeg har en Kusine, der har fuldstændig Løn som Retouchør. En Stedsøster til hendes Mand, der er ansat ved en anden Forretning, kan paa det nærmeste siges at have det. Denne Uret er heller ikke saa skrigende, som De vil gjøre den til. De glemmer, at Kvinden forbruger i det hele betydelig mindre end Manden. Dertil maa dog billigvis tages Hensyn.»
De mener . . . Hvori?
«Nu, jeg mener i alt, baade det nødvendige og det, vi er vante til at kalde mindre nødvendigt. Hun spiser mindre, om De vil, og i Almindelighed meget tarveligere. Hun har næsten ingen af disse smaa daglige Luksusudgifter, der er bleven ham en Fornødenhed. Min Svoger Bankchefen siger, at forholdsvis . . .»
Smaa Luksusfornødenheder . . . som f. Eks.?
«Nu, de viser sig i saamange Træk, naar man absolut vil have Øie derfor. Jeg vil ganske oprigtig sige Dem, at jeg er kommen til at tænke lidt derover ved mit Abonnement paa 2den Bænk i Parterre. I Mellemakterne bliver der, som De vist har bemerket, en sterk Bevægelse mod Udgangene. Sidste Fredag, paa «Samfundets Støtter», var det en uafladelig Dukken op og ned paa alle Damerne, hele Parkettet var som et bølgende Hav. Vi kan nøie os med den aandelige Nydelse, det kan ikke Mændene.»
Ganske visst, ganske visst. Det kan ikke Mændene. Men det vil blive bedre, skal De se! . . . Tiden med sine aldrig rastende Fremskridt vil rette paa denne Ubekvemmelighed. Pas paa! i vore nye Opera- og Skuespilhuse faar vi Foyerrestaurationen etableret inde i Salen, og Samfundets Støtter behøver ikke at genere Damerne . . . Hvad siger jeg! Damerne behøver ikke at genere Samfundets Støtter mere, men anbringes i Logerne og Gallerierne . . .
«Ha, ha, nu overdriver De igjen.» –
Slet ikke. Hvorfor skulde vi ikke kunne vente det! . . . Men lad os komme tilbage til vort Tema, Sparsommeligheden i Huset. Ovenfor er det sagt: «Hustruen er den eneste, som kan spare op, Manden kan det ikke.» «Antager vi nu,» heder det videre, «at der i en saadan klog og omhyggelig Husholdning kun 10 (ti) Kroner aarlig indspares i en Familie, saa bliver altid i Aarenes Løb den Sum ikke saa ubetydelig, som hun kan indspare, medens Manden slet ikke kan det.» . . . Hvad siger De dertil, skulde virkelig ikke Forfatteren drive lidt Løier med os?
«Jeg siger, at det ingenlunde er at foragte, og med lidt Omtanke og Selvfornegtelse kunde en ordentlig Husmoder bringe det op til mere. Lad os bare tage de Dage, Manden spiser ude. Min Svoger Bankchefen har f. Eks. forrige Maaned været i fem Festmiddage i Logen, foruden en stor Del private Middage. Min Svoger spiser ikke Melkemad. Disse Dage vælger da Emma med Pigen denne Ret med lidt koldt efter, alene derved spares ikke saa lidt. Lad det være kun ti Kroner om Aaret, i Aarenes Løb bliver det virkelig ikke saa ubetydeligt. Lad os endvidere antage, at et saadant Par har naaet hen til sin Sølvbryllupsfest – da er Summen steget op til, lad se 10 Gange 25 – 10 Gange 25 – 250 Kroner! 250 Kroner … Det er akkurat 62 Spd. 2 [#mark-tegn#]. Paa sin Sølvbryllupsfest kan hun overrække sin femogtyveaarige Livsledsager 62 Spd. 2 [#mark-tegn#]. Det er ganske vakkert!»
Javist, javist, meget vakkert! mælte jeg næsten bedøvet ved Forestillingen om denne frygtelige Gave. Men, blev jeg ved, med en sidste Kraftanstrengelse, der lod sig dog tænke en anden Mulighed. Lad os sætte, at hun under denne daglige Kamp med baade «de store og de smaa Dæmoner» slet ikke naar hen til nogen Bryllupsfest, at der samtidig med Møbelbetrækket gaar Møl i hende selv, at de mange «forargelige Spiger» ikke alene fæster sig i hendes Kjole, men ogsaa i hendes Sinds og Humørs hidtil saa lyse, flagrende Klædebon, – læg hertil de mange Melkepapmiddage fulgte af Dagens og Aftenens ensomtdræbende Kjedsommelighed – lad os tænke os dette -, at det ikke alene er Dørlaasene, men ogsaa en viss anden skjult Mekanik, der begynder at gaa istaa, saa at ritsch! en vakker Dag er Strengene, der bandt hende til denne sin høie Opgave, pludselig rykkede over, lad os sætte, at dette sker efter 3-4-5 Aars Stræv med den Penelopevæv, «som hver Aften løser sig for at begyndes paa nyt igjen den næste Morgen» – – Altsaa i 5 Aar, saa vil hun have indsparet 50 Kroner.
Nu ja, 50 Kroner, det er netop til en smuk, høitidelig Begravelse, og saa sparer hun Manden for dem!
Og nu spørger jeg, hvordan staar det til med de mange store Ord om Kvindens Bestemmelse, og hvordan forvalter Samfundet dette ophøiede Anliggende, naar det ikke engang tilstedes ovenomtalte min Veninde at opfylde den?
Hvilken Husmoder det kunde blevet, hvilken Borgerinde efter de ideale Begreber om en saadan, som raader i vort fri, lykkelige Land!
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Mod Strømmen (Første Række) er en samling med essayistiske tekster. Boken ble utgitt første gang i København i desember 1879. Tidligere samme år hadde Camilla Collett gitt ut en revidert utgave av Amtmandens Døtre.
Hovedtema i samlingen er kvinnenes stilling i samfunnet. Som i forfatterskapet ellers tar Camilla Collett utgangspunkt i sitt eget liv og erfaringer.
I 1885 ga Collett ut et bind til i samlingen: Mod Strømmen, Ny Række og fra og med 1900 har det vært vanlig å kalle de to bindene henholdsvis «Første Række» og «Anden Række».
Se faksimiler av 1. utg., 1879 i NB digital.
Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.