Indledning.

Ich sage Dir, das Gute, das Du hegst und willst,
Es wird Dir Thränen bittrere erpressen,
Als die Vergehung weinte und der Schmerz.
Und des Geistes Fackel wird Dir leuchten,
Da wo Du wünschest lieber blind zu sein,
Und spotten werden Dein die andern Blinden.
Grillparzer.

Der er noget ved vort rask sig udviklende Kulturliv, der ikke synes ret foreneligt med en smuk harmonisk Udfolden deraf, noget, der tyder paa et dybt skjult indre Misforhold. Det er ikke let at finde nogen Betegnelse derfor; man kunde sige, der er noget haardt, tørt, knortet, Træets Vekst lig, hvor Sevjen begynder at tørres ud. Det møder os i alle vore offentlige Diskussioner, overalt hvor der forhandles, d. v. s. kjevles om noget, og har udbredt over hele vor aandelige Atmosfære en Duft, der minder om den, der møder os i Kontorer og gamle Tobaksværelser. Man føler dunkelt det uvederkvægelige ved bestandig at aande i denne Atmosfære. Et eller andet lyrisk Suk, et utaalmodigt Raab paa anden Luft kan stundom klinge ud deraf, men derved bliver det. Det falder aldrig nogen ind at søge Aarsagen dertil, hvor den maaske rettelig kunde findes: det totale Savn af hin stille virkende Indflydelse, hvis Magt man dog mer eller mindre begynder at anerkjende i andre Kulturlande, men hvori vi vel tør sige, at vort Land endnu staar længst tilbage, i det mindste uimodsagt længst tilbage blandt vore skandinaviske Broderlande.

Behøver vi at sige, hvilken denne Indflydelse er?

Vi kan læse den i Læserens eget medlidende Skuldertræk.

Og dog – man vilde let kunne paavise Virkningerne af denne Mangel ligefra det inderste af Familielivet ud i det offentlige Liv. Vi kunde søge den paa det personlige som paa det literære Omraade, derunder ikke alene strengt forstaaet hin forholdsvis meget begrænsede literære Virksomhed, Offentligheden har paatrykt sit Stempel.

Der gives en anden Sort Produktion, som vi pleier at fatte under Navn af private Optegnelser. Det er denne Side af kvindelig Aandsvirksomhed, den helt undertrykte, som vi vil ofre nogle Ord eller rettere selv forhjælpe til et løsende Ord.

De afsondrede Forhold, hvortil saamangen sterktbegavet Kvinde er henvist i vort Land, dets storartede Naturscener, den lange vinterlige Indesperring, skjærper maaske Iagttagelsesevnen og udvikler et mere intensivt Tanke- og Idéliv, end om de havde været stillet midt i dette for dem fjerne, forjættede Land: Hovedstadslivet. De har da Papiret at betro sig til, enten det nu sker i Form af Dagbogsoptegnelser eller i Breve til Fortrolige. Flyttes nu en saadan Tankens Eneboerske pludselig over til dette aandelige Centrum, Scenen for hendes Drømme og Længsler, vil hun maaske med Skuffelse erfare, at heller ikke der finder dette dybere Sjæleliv den Anklang, det havde ventet, og den Udvei, der kunde synes at ligge saa nær, at give det offentlig Udtalelse, var i det mindste for tyve Aar siden saa godt som utænkelig.

Saa ligger sligt hen i et pent poleret Skrin, hvortil Nedskriverinden selv omhyggelig bærer Nøglen paa sig. Aar for Aar gaar hen. En vakker Dag kommer saa en, som sagtelig løfter Nøglen af hendes Hals, aabner Skrinet og besegler dets hele Indhold maaske med et afgjørende «Maa trykkes», og denne Censor, mindre smaahjertet end Opinionen og Forholdene, kalder sig Døden.

Og saa? Ja saa ser man dog ikke noget til det. Den glubskeste Vogter er endnu tilbage at passere: Familiehensynet, Familiefordommene, Censorer, som altid har røbet et merkværdigt Instinkt ligeoverfor den Slags Arvegods til at skjelne Klinten fra Hveden, saaledes at Klinten, alt værdløst omhyggelig nedlægges i Familieladen og Hveden kastes i Ilden.

Hvert Aar ofres paa denne Maade Skatte af kvindelige Optegnelser, der maaske vilde yde de værdfuldeste Bidrag til vore indre Kulturtilstande. Jeg har ikke saa lidet af slige Optegnelser fra fremmed Haand liggende i mine Gjemmer – nenner ikke at tilintetgjøre dem.

Hvis man vilde tilbyde vore Forlæggere noget deraf, vilde det sandsynligvis af en eller anden nærliggende praktisk Grund artigst blive afslaaet, derunder stille forstaaet, at det var «Fruentimmergods», «gamle Sager», og hvad skal man med det!

Nei, det er sandt, hvad skal man med det! Skulde alle slige Udgydelser, som hævede sig over det sedvanlige, trykkes, saa fik vi nok deraf. Det er heller ikke deres Bestemmelse. Bærer de virkelig Vidne om et dybere Sjælens, et sterkere Aandens Liv, saa vil dette jo være kommet Omgivelserne tilgode, inden dem vil det have fundet sin sande Virkekreds. Det er næsten et Misbrug at vrænge det frem for Lyset. Saa vil man mene.

Der er Sandhed deri, men kun en betinget Sandhed. Thi ak! Det er netop inden Familien, disse rigere Evner som oftest fører sit kummerligste Fangeliv, det er derfra, de i Ensomhedens og Haabløshedens triste Timer drives til at flygte over paa Papiret. Det er denne altbelivende Plads inden Familielivet og derfra ud mod det store bevægede Liv, den begavede Kvinde hos os har at tilkjæmpe sig; endnu har hun ikke opnaaet den. Der gives intet Sted, hvor hun er saa tilovers. Mer end én dump, undertrykt Klage lyder til os ud over disse Mure, hvor den aarlig kvæles, og de vil først ophøre, hvor vort Samfund selv bliver sig et Savn bevidst og villig rækker den Haanden.

Der var en Periode – vi maa gaa tilbage til 30–40 Aarene – da et saadant kvindeligt selvstændigt Idéliv var mindre hjemløst, mindre husvildt, end det nu er. Det tegnede til noget. Vor ByChristiania. (Anm. fra 1879.) eiede dengang en Kreds af ualmindelig intelligente, tildels geniale Individer af begge Kjøn, der uimodsigelig øvede en Aandens Supremati i den; Ørkenen var der, men der var Oaser i Ørkenen. Vi havde en Kritik, der gik anderledes dybt og rensende ned i Forholdene end den, vi nutildags giver dette Navn. Der var opstaaet en Vekselvirkning imellem de unge i denne Kreds, der hos os maatte regnes til en kostelig Sjeldenhed.

De samledes jevnlig, og disse Sammenkomster udfoldede et Liv, som maaske ikke i almindelig Salonforstand kunde kaldes sprudlende; det havde, baaret af mægtige indre bevægede Stemninger, før noget tilbagetrængt, uregelmæssig opblussende ved sig, Tonen ofte lidt udfordrende, drillende, som overalt, hvor der er noget at verne om . . . Merkeligt nok laa denne kritiske Overvegt næsten sterkest til kvindelig Side. Nogle af Kredsens unge Damer havde endog stiftet et eget illustreret Ugeblad, der havde faaet Navnet Le balai (Støvekosten). – Ak, endnu gjemmer jeg mellem andre forvitrede Minder fra hin Tid et Par Nummere deraf med sine Titelvignetter, vort Blads betydningsfulde Symbol, laurbæromslynget!

Der var, husker jeg, en ung Frue, der foreslog, at det heller skulde hedde «Forloren Skildpadde» (hun gav meget gode Middage) for at antyde, at vi ved et saadant usedvanligt Foretagende ikke vilde anmasse os mere end tilbørlig. Kvindelig Produktion var og blev dog kun kvindelig og forholdt sig til den mandlige som Kalvehovedet til den «veritable» – et Træk af uhildet Opfatning af Spørgsmaalet, som vore offentlige Prisdommere og -uddelere vist ikke vilde forsaget sin billigende Anerkjendelse.

En anden af os mente derimod næsvist, at dette beroede paa en Misforstaaelse, at Kvinden vistnok ikke kunde skrive som en Mand, men en Mand kunde heller ikke, om han var aldrig saa genial, skrive som en Kvinde, at det Iagttagelsesfelt, hvorpaa de begge opererede, var ligesaa grundforskjelligt, som Sprog og Opfatning var det, at den enes Virksomhed var i sin Art ligesaa vigtig, ligesaa nødvendig som den andens, at det kvindelige Element manglede totalt i vort Samfundsliv. Derfor gaar det ogsaa i mer end én Forstand sin egte Skildpaddegang og vil tilsidst blive saa veritabelt tørt og kjedsommeligt, at det ikke bliver til at holde ud. Det maa komme til en Folkevandring, der blot vil levne Valgmænd og Kommunemænd og -mænd og -mænd tilbage. At Kvinden var af Natur Idealist og Aristokrat, for ikke at sige konservativ. Hun havde grundig lært at skatte denne Retning i Behandlingen af sine Syltetøier og henkogte Sager og i Omhuen for sine gamle nedarvede Stasmøbler og Effekter, at hun nu længtedes efter at turde udstrække dette Hang, denne Evne til at «konservere» ogsaa udenfor denne lidt for snævert afstukne Grænse – at – kort, i hende undertrykte man netop alt, hvad der vilde hindre Vegtskaalen fra disse forfærdelige Vippelser, man undertiden bliver Vidne til, – etc. etc. Og andet saadant mere mente en af os – nok, efter nogen Debat blev det ved – Støvekosten. Deri skulde der tillige den Dobbeltmening, at vi til den os Kvinder tildelte egentlige Opgave at holde Huset pudset og pent tillige vilde føie den i uegentlig Forstand at støve op i Krogene, drage frem alt, hvad der trøstede sig til en altfor velsignet Tryghed, snu op og ned paa det, banke det af og se, hvad det duede til.

Vort Forbund, begyndt som en ungdommelig overgiven Spøg, ophørte ikke ganske, selv efterat Livet skillende traadte mellem os. Brevvekslingen vedligeholdt endnu en Tid de gamle Baand, der knyttede os til hinanden, men Spøgen var bleven Alvor, og mer end én saadan taaremerket Epistel afgav kun et altfor talende Bevis for, at der var adskilligt at støve op i Krogene, som vi endnu ikke havde drømt om, og som det ikke var saa let at vende op og ned paa, som vi havde tænkt det.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.