Kaptein Valdis, en i Krigen hæderlig aftjent Officer, er forlovet med en i Rom bosat elskværdig ung Dame, som han har staaet i stadig Brevveksling med – et Forhold, der syntes at være grundet paa høieste Agtelse og Kjærlighed.
Han forlægges imidlertid til Kapua, hvor han en Dag ser en ung Pige, eneste Datter af hæderlige Forældre, og bliver heftig forelsket i denne. Han søger da Adgang til Familien, der viser ham al Gjestfrihed. Hans Lidenskab tiltager, og han aftvinger det stakkels Barn, netop kommet ud af Pigeskolen, et Par forstyrrede Svar paa hans mer og mer nærgaaende Erklæringer, indtil Forældrenes Mellemkomst afbryder det, og det ender med, at han maa opgive sine Besøg.
Forfølgelsen begynder da og tager til i stigende Raseri, ganske à la Bjørnsons Mansana, med hvem denne Virkelighedshelt har meget tilfælles, ja man skulde næsten tro, til hvem han har ydet det inspirerende Forbillede.
Da hun mere og mere skræmt ved hans Voldsomhed trækker sig tilbage, medens Mistanken stiger hos ham, at hun maaske bærer en anden i Tankerne, passer han hende op paa offentlig Gade og skyder hende ned bagfra, hvorefter han retter tre Skud mod sig selv, der alle mislykkes, og kun ett af dem streifer Pandehuden i hans venstre Tinding.
Altsaa altid et heldigere Resultat end vor Bjørnsonske Helts, der efter at have aflagt diverse Forsøg i samme Retning – vi kan desværre ikke andet end ganske prosaisk kalde dem Attentater paa Menneskeliv – kun driver det til nogle Damebesvimelser og et Par knuste Vogne.
Processen begynder. De ulykkelige Forældre slæber sig hen foran Skranken som Vidner.
«Der Staatsanwalt» har holdt sin Anklagetale, hvori han gaar ud fra, at «Manden har den Forpligtelse at lægge Tøile paa sine slette Lidenskaber, hvis ikke, kunde jo ingen ung Pige gaa sikkert paa en Gade, ingen Familie være sikker paa, at Forbrydelsen ikke trængte ind i den.»
Derpaa replicerede Forsvareren i en Tale, der varede i halvtredje Time, hvori han «mit unübertrefflicher Klarheit und Wärme des Gefühls» talte for sin Klient og sluttede med at begrunde Andragendet paa en fuldstændig Frifindelse særlig paa følgende: «At det var en Mand «mit aussergewöhnlichem Muth», der havde indlagt sig Ære i Kamp for Fædrelandet, et Motiv, som nok vilde vise, hvilken Vegt det havde i hele Opinionen. Hvis det f. Eks. havde været omvendt, «at Kuglen havde forfeilet Adele, og hun til sine Fødder havde set hans livløse, blodige Legeme (her vil Defensors Veltalenhed have antaget et synderlig dramatisk Sving) – da vilde hendes Liv, det skulde hun nok faaet føle, fra den Stund været forloren. Alle Mænd vilde skyet hende, alle Italiens Kvinder vilde fordømt hende som den, der var Skyld i, at en saadan Mand endte saa skrækkelig.»Bogstavelig efter «Der neue Pitaval». (Anm. fra 1879.)
Altsaa – var Mord- og Selvmordattentatet faldt omvendt ud, saa vilde den unge Pige baaret Forbrydelsens Vegt, hun vilde hele sit Liv være skyet som Morderske.
Nu var det omvendt Adele, som laa der med knust Hoved, hvordan mon det saa gaar ham?
Efter 3/4 Times Overveielse vendte de Edsvorne tilbage i Salen til det i aandeløs Spænding ventende Publikum.
Paa Ære og Samvittighed, talte Formanden med høitidelig Røst, Haanden paa Hjertet:
Har Agestino Valdis Aftenen den 4de Juli 1874, paa den offentlige Plads dei Guidini i Kapua affyret et Revolverskud, der havde Adele Ducroys øieblikkelige Død tilfølge?
Ja.
Er De overbevist om, at Valdis ved Affyrelsen af dette Skud har handlet under Tilskyndelse af en uimodstaaelig Magt, fremkaldt af skinsyg Kjærlighed?
Ja.
De Edsvornes Præsident forkyndte ham nu, at han var frikjendt og kunde forlade Salen.
Publikum jublede. Han var en kjæk Officer, en Nationens Mand. Han var Mand.
Om de fire Ofre for denne Mandsdaad, Offeret selv, de sønderknuste Forældre og en fortvilet, forladt Brud, nævnes det intet.
Heller ikke bliver det os forundt at kaste et Blik ind i den frikjendtes senere Fremtid.
Blev han ogsaa, som hin for alle vore Domstole frikjendte digteriske Tvillinghelt, pludselig from som et Lam og ubeskrivelig lykkelig?
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Mod Strømmen (Første Række) er en samling med essayistiske tekster. Boken ble utgitt første gang i København i desember 1879. Tidligere samme år hadde Camilla Collett gitt ut en revidert utgave av Amtmandens Døtre.
Hovedtema i samlingen er kvinnenes stilling i samfunnet. Som i forfatterskapet ellers tar Camilla Collett utgangspunkt i sitt eget liv og erfaringer.
I 1885 ga Collett ut et bind til i samlingen: Mod Strømmen, Ny Række og fra og med 1900 har det vært vanlig å kalle de to bindene henholdsvis «Første Række» og «Anden Række».
Se faksimiler av 1. utg., 1879 i NB digital.
Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.