Mod Strømmen I

av Camilla Collett

Landets vigtigste Stiftelse.

Man vil mindes fra Forordet, hvad jeg fortalte om den begavede Ungdom, der færdedes her i Christiania i 30–40-Aarene, og det egne bevægede Liv, vor By derved blev Scenen for.

En af disse merkeligste af Kredsens Damer var Fru Z. (jeg vælger med Flid dette Initial for om muligt at afvende Gjetninger).

Fru Z. var ingen skabende produktiv Natur, men med en sjelden Evne til at tænke paa egen Haand forbandt hun en ualmindelig skarp og uhildet Opfatning, og en ensom tilbragt Ungdom i et mer end almindelig dannet Hjem havde tidlig lært hende med Lethed at nedskrive sine Tanker og Iagttagelser. Hun var en i høi Grad umiddelbar Natur, sand og varm, man kunde næsten sige harmbesjælet, naar noget uædelt eller kvalmt tildækket oprørte hende, og hun var da ikke bange for selv at gribe ind.

Saaledes lidet præpareret for vort Christianialiv traadte hun op i det. Men hun havde det Held at blive forenet med en Mand, der var storsindet nok til at skatte hende, som hun var. Efter disse faa Træk vil man forstaa, at Fru Z. hørte til de Personligheder, der blev lagt meget Merke til og snakket om. Rigtig kjendt og skattet var hun kun af en liden Kreds, der sluttede sig om hende. Da kunde det nok hænde, at mere udenforstaaende, der drevet af et visst urolig higende, uklart Aandsbehov søgte at nærme sig hende, fandt sig hjertelig skuffede. I den besynderlige Forveksling, der ved den Slags Aandseksperimenter gjerne opstaar, lagde de altid Skylden for denne Skuffelse over paa hende. Hun skulde jo moret dem, opfyldt dem, henrevet dem! Hvorfor gjorde hun ikke det? Saa spørger Skattegraverne ærgerlig, hvor der bliver af Skatten. De tror, at de kun behøver at stikke Spaden i Jorden; at der skal en liden Formular til, tænker de ikke paa.

Man fortalte, at Fru Z. engang kom ind i en Boglade eller Papirhandel for at søge ud nogle Fotografier, at hun blandt de Beholdninger, der ved saadan Leilighed sættes frem, stødte paa en Pakke, som man lige straks kan betegne, at den hørte til den «siebenmal versiegelte» Sort. Et flygtigt Blik i den viste hende nemlig, at den indeholdt disse over al Maade gemene Billeder, hvori fremmed Samfundsuhumskhed har fundet et for den saa velgjørende Udløb, og som den ædle, «lynsnare Kunst» altfor let og altfor villig laaner sig til at befordre. Hun spurgte om Prisen paa disse Billeder. Med nogen Forundring blev den hende opgivet, og dermed gik Pakken ind i Ovnen, hvor der netop brændte en lystig Ild, hvorefter hun rolig knappede sine Hansker og gik.

En Veninde dadlede hende bagefter for dette og mente, at sligt vilde udtydes skjævt – at hun for Guds Skyld maatte «tie med denne Historie».

O slet ikke! var hendes Svar. Her er intet at skjule. Jeg ved meget vel, at hos os gjælder det for umoralsk at røre ved det umoralske, medens det selv nyder sikkert Leide bag dette Vern. Men netop derfor skal dette Vern ned. Jeg afskyr dette lumske Medvideri, jeg agter et ærligt Angiveri langt høiere.

Ja, mente Veninden, men den enkelte udretter jo, naar Opinionen er derimod, intet, slet intet, og i Grunden angaar det jo os heller ikke.

Hun stirrede længe paa hende. Nei, du har Ret. Det angaar ikke os. Det angaar kun vore Børn, vore Sønner, vore Mænd, vort Familieliv, altsaa angaar det ikke os. Det angaar ikke os, om der i disse skjendige Bøger og Billeder, som vore Blade ikke vægrer sig ved at annoncere, importeres en Gift for hele vor Ungdom . . . Jeg sætter, at jeg havde sendt min H. hen efter hint Fotografi og Pakken var faldt i hans Haand . . . Han havde maaske givet sig bedre Tid end jeg.

Saaledes udrustet passede Fru Z. ret godt til Medarbeider af vort Blad. Hendes Lune var ikke af dette lette, improvisatoriske, der elektrisk beliver en Samtale; hun havde en viss tør, grovkornet Humor, der passede bedre i Skrift. Et Par af Bladets alvorlige Indlæg skriver sig fra hendes Haand. De danner en noget underlig Modsætning til de øvrige Bidrag, mest Smaapikanterier og personlige Stiklerier af temmelig uskadelig Art. Det er et af disse min afdøde Venindes Bidrag, der med lidt Tillempning syntes mig skikket til at meddeles. Hvis man venter deri at finde noget stort oplevet eller særdeles dybsindigt, vil man jo blive skuffet. Det vil heller ikke mangle paa dem, der nok vil finde, at man ogsaa af andre Grunde burde tie med slige Meddelelser; men dette er netop en Tilskyndelse til ikke at tie dermed. Jeg følger kun deri den af min Veninde antydede Vei, intet at dølge, intet at fortie af, hvad der kan kaste Lys over kvindelig Stilling, kvindelige Vilkaar her i vort kjære Fædreland. Erfaringer som disse tidligere oplevede har sin Rod i Tilstande, der endnu virker, om end under andre Former. De hører til Gruset, til det nedramlede, der Sten for Sten utrættelig maa bæres bort, skal den Grund ryddes – thi længer er vi ikke komne –, hvorpaa Fremtiden skal reise sit stolte Byggeverk.

Christiania 1840.
At have Barselstue hjemme i et pent, fint, nyindrettet Hus er at stille et noget sterkt Krav til en stakkels uerfaren Barselkones Sjælsstyrke og Udholdenhed, og netop hvor hun saa vel tiltrænger Kræfterne til den alvorlige Opgave, Naturen har givet hende at løse. Med den merkelige Forvirring, der raader i simple Folks Opfatning, naar det angaar noget, der ligger et Haandsbred udenfor deres daglige og haandgribelige Erfaringskreds, synes de alle ligefra den høiestbetroede til Erendepigen at hylde den Anskuelse, at hvor det gjælder Liv eller Død, der kan der fornuftigvis ikke være Tale om at tage Hensyn til Smaating. Hvor det gjælder Modtagelsen af et nyt Menneskeliv, har man Lov til at se med Ringeagt ned paa slige usle, forkrænkelige Ting som et nyt Bohave. For at faa en Knappenaal eller en Ende Bændler i en Fart, vilde de finde det meget tilladeligt at rive Gardinet ned eller forøge Reven til Svøbelsebarnet, naar den ikke synes lang nok – og den bliver aldrig lang nok til den rigtige mumieagtige Svøbning – med at skjære en Remse af det nye Bordteppe. Slige Offerscener maa den stakkels syge hvert Øieblik være beredt paa. Det er, som om man gik ud fra, at der fulgte slet ingen Tid bagefter, hvor man trængte til Gardiner og Bordtepper. Jeg for min Part havde den Fornøielse fra mit Lidelsesleie at se «Madammen» – mellem os sagt et Monstrum i sin Art –, naar hun ikke til min Plage befandt sig i min Nærhed, trone i den lille blaa Damasksofa i Kabinettet med den evindelige Kaffekop i de laskede Næver, og jeg behøver ikke at fortælle, at dette mit Yndlingsstykke beholdt Erindringen derom hele sit Liv.

Dette var i 184 . Da derfor en ny Akt et Par Aar senere skulde foregaa, valgte jeg at flytte Scenen hen paa den autoriserede Stiftelse og heller bære «lidt Mangel paa Bekvemmelighed» end Jerusalems Forstyrrelse hjemme. Overgangen var vistnok noget voldsom. Vi havde netop havt en Middag for en liden udsøgt Vennekreds i vor hyggelige Leilighed, da jeg fik de første stumme Vink om, at min Time nærmede sig.

Da den sidste Gjest var borte (ingen havde merket noget), gik det da til en Indpakken og Omklæden med al den Ilfærdighed, som Situationen paabyder, og endnu samme Aften vandrede jeg, støttet paa min trofaste Z., hen til den nærliggende Stiftelse.

Ja vel er det en Overgang! Fra den glade Vennekreds, fra sin Yndling i Barnekammeret, fra det lune, hyggelige Hjem til det Jammerens triste Asyl, der venter os! For et Øieblik siden frisk og munter, lige til Smertensleiet paa Liv og Død! Saa lyder Guds og Naturens hellige Bud til os, men Mennesket var det givet i sin Magt efter Evne at formilde dette Bud og ikke ved Raahed og Tankeløshed gjøre det til en gyselig Straffedom.

Et nøgent Værelse, berøvet ethvert Spor af Hygge, end sige Komfort, en elendig Seng var det første, som modtog mig der.

Det var altsaa de Bekvemmeligheder, som vor Hovedstad havde at byde sine dannede Kvinder, der af Grunde som dem, jeg har anført, eller for at være Lægetilsynet nærmere, søgte did. Jeg vil ikke gaa i nogen Detail af, hvorledes jeg fandt Tilstanden paa denne vor vigtigste Stiftelse. Det blev jo ogsaa i sin Tid grundig diskuteret, at den maatte falde, for at reise sig i en fuldstændig ny Skikkelse, og at den var sit Fald værdig. Men de egentlige Ofre for disse Tilstande, disse utallige, disse Rækker af lidende, mishandlede – forsaavidt som de slap vel derfra – har naturligvis ikke knyet. I min Erindring har de to Lidelsesuger, jeg tilbragte der, indprentet sig som en af disse kvælende Drømme, man længe ikke kan blive af med. Jeg tilbragte 14 Dage med at græde. Aldrig kunde jeg tænkt mig Muligheden af en saadan Ligegyldighed, og det for Væsener, der betroede saa at sige to Liv til dens Omhu, som den, der i hundrede Træk kundgjorde sig omkring mig i denne vor Hovedstads første Fødselsstiftelse. En af mine værste Lidelser var, at de syge var placerede hinanden saa nær, at den svageste Lyd kunde høres fra Værelse til næste – en ubegribelig Mangel paa Hensyn til deres Tarv. Selv Forbrydere unddrages skaansomt Synet af hinandens Dødskamp; hvor det ikke sker, er det regnet som en Skjærpelse af Straffen. Saa maatte jeg den hele Nat høre min Naboerskes, en stakkels ung Frues hjerteskjærende Jamren og Skrig; næsten mere end egne Lidelser gik det mig gjennem Marv og Ben.

Jeg maatte tænke paa Sibyllas, Martyrindens, Udsagn paa Baalet, at de Smerter, hun led der, var intet at regne mod hendes Barnefødsel, som man hensynsfuldt havde afventet, inden hun blev brændt . . .Se «Sjælens Luth» af Volqvarz. (Anm. fra 1879.) Og saa maatte jeg igjen tænke paa, at mangen Kvinde paa sine Knæ trygler Gud om at forunde hende disse Smerter, og at mangen Mand gjerne gav Hus og Gods hen, forat det maatte times hans Hustru.

Jeg bad Gud om Sibyllas Udholdenhed og om at forundes den bønhørtes Lykke.

Min Lidelsesfælle blev forløst ud paa Dagen og faldt i Søvn, og jeg mindes, hvordan jeg stred, for ikke efter min Tur at forstyrre hende, hvilket kun tildels lykkedes mig.

Hvis Mænd kunde tænke sig, hvad en Kvinde her er kaldet til at lide, vilde de være mindre raa mod hende, end de almindeligvis er det.

Hvis Sønner kunde gjøre sig Begreb om, hvad Moderen har udstaaet for dem, vilde der være flere kjærlige og ærbødige Sønner til i Verden.

Saa blev jeg ved at vaage, faste og – græde; ingen Bodsprædikant kunde forlangt det strengere. Hvorfor jeg led saa – jeg kan vanskelig forklare det selv. Ak, det laa jo ikke i noget gribeligt udvortes, ikke alene deri, at jeg i mange Dage saagodtsom ikke havde villet tage Næring til mig; det laa i det hele ubeskrivelige, der omgav mig, i Følelsen af noget ufølsomt, ulideligt, i noget, som ømfindtligere end maaske de fleste – lad det kun blive en Anklage – berørte mig.

Jeg vil som sagt ikke i nogen Detail kunne gjengive det Indtryk, jeg modtog fra Opholdet paa dette Sted; men jeg vil samle det i sin Totalsum og kalde det et Indtryk af gjennemført Foragt for Kvinde og Kvindelidelse.

Ett Træk deraf er betegnende og fortjener at fremhæves. De eneste menneskelige Toner, jeg hørte der, rettedes mod Barnet, den lille Klump, der endnu slet ikke kunde vurdere Kostbarheden af slige Toner, medens man syntes at betragte Moderen kun som den nødvendige Maskine til hint Naturens store Verk at bringe det til Verden.Denne Dyreømhed for den spæde paa Moderens Bekostning er et nationalt Træk hos os og har sin Grund i det samme: Trællesindets stumpe Selvforagt. (Anm. fra 1879.) Selv en dødssyg Barnemoder maatte, om det gjaldt hendes Liv, og uden at man kunde udfinde en eneste fornuftig Grund, beholde det skrigende Barn ved sin Side. Mit var, Himmelen ske Tak! en kjernesund, kraftig Gut, der manifesterede dette sit Velbefindende ved at tømme den ene Flaske efter den anden og ved uafladelig at skrige i Mellemrummene. Jeg har aldrig hørt Mage til Stemme hos en Spæd. Hvordan det forøgede den elendige Tilstand, hvori jeg befandt mig, er let at forstaa. Da han som sagt var frisk som en Fisk, bad min Z. og jeg bønligst om at maatte flytte ham til Sideværelset, der netop var bleven ledigt, under vor egen paalidelige Barnepiges Tilsyn og Pleie, blot for at unde Moderen et Øiebliks Ro, som denne bogstavelig talt endnu ikke havde nydt, siden hun kom derind.

Men de Miner, man da satte op! Et Barn flyttes fra Moderen! Hvilken Unaturlighed at forlange det!

Jeg sagde intet! Jeg taug – og græd. Dermed hævedes dog ikke ganske Sagen, den førtes kun paa et usynligt, ikke mindre stridbart Terræn.

Hvis det forholder sig saa, som Fysiologerne paastaar, at ethvert Menneske omgives af en mystisk sjælelig Atmosfære (Od), der sympatetisk eller usympatetisk berører andre Individer, saa maa jeg fortrinsvis være begavet med dette elektriske Stof. Jeg kan ellers ikke forklare mig den Virkning, som blot og bart min Personlighed kan frembringe. Hvor andre demonstrerer og bruger Talens sterkeste Vaaben, er det nok for mig ulykkelige at være tilstede og tie for at egge Modstanden.

Der ligger jo visselig en Opreisning deri, at Indtrykket altid er gjensidigt, at de Personer, der paa saadan Maade paavirkes, gjerne ogsaa er os ufordragelige, og – o herlige Trøst, som den gjensidige Tiltrækning paa den anden Side yder! – denne Betryggelse, dette uforklarlige Velbefindende ved den blotte Nærhed!

Men det var ikke om den, men om dens Modsætning, vi skulde tale. «Domestikker, store Børn og smaa Hunde kan i Regelen ikke lide mig,» staar der i en tidligere Optegnelse – naturligvis kun for min egen Mund –, men jeg kan trygt fuldstændiggjøre denne Fortegnelse ved at føie Personalet paa den Stiftelse, jeg her gjorde Bekjendtskab med, til. Jeg tror, det anede i dette forstokket tause Væsen, «der blot stirrede dem alle ud af Værelset», som Z. udtrykte sig, noget dunkelt anklagende, en Slags maalbunden Kritik, der maaske ved et Under engang kunde faa Mæle. Det laa i det mindste i de to fungerende Herrer Doktorers Ansigter, naar de efter Tur gjorde sin Sygerunde og da et Øieblik stansede ved min Seng. Den ene lille Mandslings Ansigt udmerkede sig især ved et paafaldende Træk af Mistillid og overlegen Ironi. Vort «Forbund» havde jo allerede dengang – større var vor By ikke – givet denne noget at snakke om –, og maaske man betragtede mig, om just ikke som Stormesterske for denne Orden, saa dog som en, der beklædte en høi Tillidspost i den. Den lille Doktor lyttede derfor til mine overmaade jevne, noget faamælte Svar med en Mine, som om han vilde sige: Vi vidste nok det! Noget aparte skulde det være! og naar han bøiede sit vigtige, bebrillede Ansigt ned over Vuggen, var det i den Nerveophidselse, jeg befandt mig, som om han vilde se, om det nu ogsaa var et ordentligt Menneskebarn, jeg havde bragt til Verden, og ikke et Væsen med Skjæl og Fiskesvans eller noget andet saadant ungeheuerligt.

Lyspunktet her, min Trøst den lange Dag, var da Aftenen, naar Z. kom, og vi, han paa Knæ, forat ingen lyttende Øren skulde opfange det, kunde udveksle Dagens Begivenheder. Med hans mageløse Fortællerevne holdt han mig da rigelig skadesløs for, hvad der undgik mig udenfra; hvad jeg havde at meddele, var jo ikke meget oplivende. Han vekselvis rasede og brast i Latter, tilsidst lo vi dog begge.

Jeg er tvungen til at slutte denne Optegnelse, som De har forlangt «saa tro, som Sandheden kræver den, og saa formildet, som den kan tillade det», med en Anklage af en dybere gaaende, mere oprørende Natur, men som desværre afgiver en altfor betegnende Kommentar til det hele Væsen. Flere unge Fruentimmer fra min Hjembygd – anstændige Gaardmandsdøtre –, der var tagne ind til Stiftelsen for at oplæres, vendte afskrækkede tilbage, fordi de ikke kunde udholde den Tone og det Sprog, som herskede der, og det ved selve Undervisningen.

Kan man tænke det muligt! Og det er dog en Kjendsgjerning! Jeg har hørt det af deres egen Mund . . . Kan man tænke det muligt, at dannede Mænd ved slig Raahed kan besudle en Stilling, som fremfor alle Stillinger i Verden maatte øve den modsatte Virkning – – som daglig, Time for Time, maatte indprente dem Medfølelse og Agtelse for Kvinde –! . . . Ja Agtelse for Kvinden, for den ophøiede Lidelsesmission, hun er kaldet til at bære frem . . . At tænke sig! . . . Nei, nei, der skal ikke spildes Ord derpaa . . . Jeg har kun et Udraab ligeoverfor dette – det samme, hvorfor jeg igaar irettesatte min lille I., der, Gud ved, hvor hun havde snappet det! havde valgt det til Mundheld: Fy for al Verdsens Ulykke!

At denne Raahed i Tone var temmelig almindelig, oplyses ogsaa derved, at en af disse Lærere N. N., der dannede en af de hæderlige Undtagelser, blev af samtlige kvindelige Elever som et Agtelsestegn engang overrakt en – Sølvpunscheøse.

Nu, jeg drikker gjerne et Glas med paa hans Velgaaende.

Slige Tilstande kunde ikke i Længden holde sig. Den urene Aand, der herskede, havde ogsaa faaet et altfor haandgribeligt Udtryk i den positive Urenlighed: Stiftelsen blev straffet i sine egne Synder. En alvorlig Maner traadte op, Døden, Døden i sin mest herjende Skikkelse. Jeg har hørt Læger sige, at neppe nogen Pest har raset sterkere, end da Feberen var paa sit høieste. Tre unge Fruer, blomstrende og livsglade, der ved et eget Træf var kommet til at bo under ett Tag i Nærheden af vor Sommerbolig, indkom Høsten derpaa paa Stiftelsen, og i mindre end en Uge havde Feberen bortrevet dem alle tre. Derom vidste jeg dog endnu intet hint Aar, jeg gjorde dens Bekjendtskab. Mig forundtes det jo at slippe vel derfra og frisk og sund at vende hjem til mine – ønskende den et evigt Farvel. Men det gaar mig, som det gik Fritz Reuter med Hovedvagten i Berlin, hvor han havde udholdt en rædselsfuld Fængselstid: jeg kan endnu ikke gaa gjennem Rigshospitalsgaden og se op til hine Vinduer, uden at en Gysen gjennemfarer mig.

(Saavidt Fru Z.s Optegnelse.)


. . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . . .


Det var – Gudskelov at vi kan sige det – dengang. Tilstande som de her skildrede hører, det tror vi dog nu, til de tilbagelagte. Der er neppe nogen, i det mindste blandt de Ældre i vor hæderlige, selv blandt Fremmede ansete Lægestand, der ikke med dyb Uvilje, med Afsky mindes hine Tilstande. Om de Yngres Opfatning deraf, eller overhovedet den Tone, der raader mellem dem, og særlig paa hin Landets vigtigste Stiftelse, har vi aldrig havt Anledning til at bygge nogensomhelst Formening, men et Ønske skader ikke, selv om det viser sig overflødigt: Maatte de ret indprente sig den Erfaringssats, der er saa gammel som Civilisationen, at ingen Stand afgiver en sikrere, tilforladeligere Prøvesten paa Menneskets Værd end Lægestanden. Intet Studium, særlig det, som omfatter Kvindebehandlingen, har det i sin Magt at drage dybere ned i Materialismens Dynd, men ogsaa hæve høiere op – op til en sand, human Dannelses ædleste Trin. De sjælfuldeste, ømmest følende Individer, de sandeste Kvindevenner finder man blandt Læger. Maatte vore Yngre, der betræder denne Vei, alle som én, stræbe dertil!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Mod Strømmen I

Mod Strømmen (Første Række) er en samling med essayistiske tekster. Boken ble utgitt første gang i København i desember 1879. Tidligere samme år hadde Camilla Collett gitt ut en revidert utgave av Amtmandens Døtre.

Hovedtema i samlingen er kvinnenes stilling i samfunnet. Som i forfatterskapet ellers tar Camilla Collett utgangspunkt i sitt eget liv og erfaringer.

I 1885 ga Collett ut et bind til i samlingen: Mod Strømmen, Ny Række og fra og med 1900 har det vært vanlig å kalle de to bindene henholdsvis «Første Række» og «Anden Række».

Se faksimiler av 1. utg., 1879 i NB digital.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.