Mod Strømmen I

av Camilla Collett

En Parallel.

(1875.)

Saa kom den endelig da for en Dag,
Hin Tidsskandalens mest famose Sag,Oberst Baker, dømt for Fornærmelser mod en ung Pige i en Jernbanekupé til Afsættelse og en Pengebøde stor 500 Pd. (Anm. fra 1879).
Fra Moskwa til Paris,
Fra fjerne Vest, fra Middelhav til Polens Is,
Hvert Folk den dømmer paa sin egen Vis,
Yankeen slog i Bordet, saa det dundred:
No more, no more than five, five hundred!
Franzosen rynked Brynet med et barskt: horreur!
En Gentleman sig saa kompromittere!
En Militær – en Militær sig saa blamere . . . !
Dog her faldt Britten ind: Nei hør,
Hør, ved du hvad, min Bror, fei du for egen Dør.
Men Nabo Michel bander baade dem og Pressen,
Hvad rager os Ekscessen!
Er man i England rent da bindegal?
Har man vel Magen hørt til slig Skandal?
Zum Teufel doch! vi mener da Processen!
Den ærlige Hidalgo lovlig undskyldt er,
Han har for eget Krigsrabalder
Ei hørt det mindste til det hele Skvalder,
Og Svensken, Dansken ligger os for nær,
At deres Mening derom vi tør gjette. . . .
Vi Nordmænd da, hvad siger vi om dette?
O, derpaa blir man endnu mindre klog.
Vi tier, tier . . . lukker til vort Øre,
Anstændigt er det ei ved sligt at røre.
Vi tænker kun, thi Tanker ogsaa lette,
Og gjælder det «sligt stygt», da helst i fremmed Sprog:
Vi tænker: Quel bruit donc pour une omelette!

Dette er kun en karikeret Antydning af det Røre, denne merkelige engelske Retssag har vakt, et Indfald, som undertiden kan komme over en, naar man er i godt Humør eller man er grundforstemt.

Det ryster os jo besynderlig op, at der i en Verden som denne endnu gives noget som Ærefrygt for en uantastet, unærmelig Kvindelighed, og at der gives Nationer, der ved de strengeste Love verner om den!

Men der knytter sig for vort eget Lands Vedkommende Alvors-, strenge Alvorstanker dertil.

Hos os har man nøiet sig med at give tørre Referater af, hvad der mer eller mindre har sat andre Landes Æres- og Moralbegreber i Oprør. Vi har ikke havt en eneste selvstændig Betragtning at føie til. Nei, af gode Grunde. Det er ikke blot for Spøg, vi paastaar, at et nationalt Pruderi forbyder os at røre ved alt, som gaar ind under Sager af denne Natur. Vi tier derover, indtil vi for Alvor er kommen til at indbilde os, at der slet intet er at rette paa, og hvad der værre er, indtil vi taber afsigte Betydningen af det, hvorom det hele dreier sig . . . det er ikke for Spøg, der ligger et sørgeligt Alvor derunder.

Vore Love udstrækker sig kun til de haandgribelige Forbrydelser, men de indeholder intet, der beskytter en Kvinde mod de mere ubestemmelige Fornærmelser. Det overlades altsaa alene den offentlige Moral, eller rettere Moralkritik, her at være den aarvaagne Vogter, den revsende Magt. Men denne Vogter er det, vi mindst kan regne paa. Denne Magt har ingen Magt. Den offentlige Moralkritik er under den usigelige Tryghed, hvori den henlever hos os – NB. naar det ikke gjælder Eiendomstrakasserier, ulovlig Skovhugst eller deslige – sunket saaledes ned til Lavpunktet af slap Indifferentisme, at den næsten maa kaldes idiotisk utilregnelig, naar en sjelden Gang et fremmed Tilfælde tvinger den til at ytre sig. De lallende Udtalelser, der da kommer for en Dag, kan vi trygt, uden at frygte for at gjøre os skyldige i en slet Spøg, nærmest betegne med et: «Quel bruit pour une omelette!»

Denne slappe Indifferens behøver derfor ikke at pege hen til slemmere Tilstande hos os end hos andre. Trygheden har ammet og dysset den, og denne Tryghed kan, nærmere beset, maaske være begrundet i noget, vi medrette kan være stolte af, i en Kjendsgjerning, der kun for lidt beagtes, ligesom man i Guldlandet tilsidst træder paa Guldet: vore Kvinders sjeldne, over al Ros ophøiede Hæderlighed, der maaske ikke i noget andet kristent Samfund eier noget tilsvarende. Den rigorøse Strenghed, hvormed andre Nationer anskuer og dømmer Forbrydelser af den ovenberørte Sort, afgiver derfor heller ikke noget Norm for deres sedelige Standpunkt. Den makelløse, uantastbare Kvinde er, det ved vi jo, Manden ligesaa uundværlig, som den uagtværdige Kvinde synes at være ham det. Hun danner hans Familiehof, Æreslivvagten omkring ham, hendes Nærhed, hendes hele Omgivelse er det Sanatorium, hvori han aander rent op. Intet Under, at han omgiver hende med en Art skinsyg Kultus. Men saa enfoldig er jeg, der drister mig til at udtale nogle Tanker om dette saa uvante Tema, og jeg synes, det vilde geraade disse Nationer til større Hæder, om de i Stilhed formaaede at bringe de rædselsfulde Chifre, der betegner Tallet paa deres fortabte Kvinder (som Manden og Lovene ikke vægrer sig ved at beskytte) efterhaanden mere ned og gjengive flere og flere af dem til Agtelsen, til Arbeidet, til Samfundet, ja, jeg tror, der vilde «være mere Glæde i Himlen over, at en af hine elendige blev reddet, end over nioghalvfemsindstyve» af disse retfærdige Processer, hvori en Nation faar Anledning til at bramme med sin strenge Dyd.

Nei, i sig selv beviser de Manifestationer, der i de sidste Tider lyder op til os, intet for vedkommende Nationers Moralitet, ligesaa lidt som for Kvindens Stilling i dem. De omtaler kun, gjennem en mere bevidst Vurderen af Kvindehæderligheden og dens Uantastbarhed, en Tilstaaelse om, hvor vigtigt, hvor nødvendigt det er lovmæssig at beskytte den. Os burde denne Strenghed varsle om, at vi mangler ethvert saadant Vern om den, og at Neddysselsessystemet og den prude Ignoreren mindst af alt byder et saadant Vern. Vi frygter meget mere, at der under dette Dække lumskelig hober sig op adskilligt, som, moralsk talt, ogsaa kunde trænge til at læsses af og bringes bort.

Det samme kan siges om en anden Art af Forbrydelse mod Kvinde, der hos os er hyppigere, end vi ved af: nemlig Hustruers Mishandling i de lavere Klasser. I fremmede Dagblade støder vi idelig paa Rets- og Politisager, der omhandler disse Forbrydelser, hvilke især i England skal være saa forfærdelig hyppige og saa brutalt udartede, at man har set sig nødt til at vende tilbage til allerede sløifede Love derfor, ja, skjærpe disse. Hvorfor, spørger vi forundret, hvorfor er saadanne Sager næsten uhørte hos os! Skal vi tro, at vore Fyllefanter og Slagsbrødre er saa eksemplariske Egtemænd, at aldrig noget saadant hænder? Nei, det har ikke den Grund. Det har sin Grund i, at det neddysses. De stakkels mishandlede gaar gjerne først til deres – Sjælesørgere, og det jevnlige er – vi ved det fra fuldkommen sikre Kilder –, at disse Beskyttere forsikrer dem om, at det er Guds Bud, at de tager sine Prygl og sine Spark, og ikke klager. Følgelig bliver der intet af Klagen. Om denne Resignation stemmer til Forbedring hos Vedkommende, er en anden Sag.

Maatte de, der af en misforstaaet Nidkjærhed ledes til ogsaa ad denne Vei at give Ustraffeligheden et Rygstød, maatte de aldrig lære dens Virkninger at kjende i sin egen Huslighed! Maatte altid eksemplariske Sønner opvokse omkring dem, maatte de aldrig opleve den Sorg at se en elsket Datter visne hen under en huslig Græmmelses tause, kvalte Tryk.

Saa vil vi i alle Retninger hos os se Neddysselsessystemet bragt i Anvendelse; overalt hvor det gjælder Kvindes Klage, Kvindes Krav, Kvindes Ret, er der sørget for, at disse ikke skal genere dem, der helst ingen Klage vil høre, intet Krav anerkjende, ingen Ret yde. Vi gjentager her, hvad der oftere er fremhævet: Kun som en fra Mandens Interesse og Velvære uadskillelig Del kan hun gjøre Individets Krav paa Ret og Beskyttelse gjældende.

Det er altsaa kun gjennem Familiemanden, hun i Livets almindelige Forhold kan regne paa et Vern. Dog, hvor det angaar hint specielle Tilfælde, der nylig har været paadømt i de engelske Retssessioner, hvor det gjælder denne Side af Utrygheden, vil selv dette Vern være usikkert. Her byder Kvindernes egen Feighed Haanden til Usikkerheden, her kappes de selv om at tie og dølge, og ingen tør være den første til at bryde Tausheden. De ved nemlig ret vel, at hvad der i andre Nationer efter Omstændighederne kan blive Gjenstand for en offentlig Sag, der drager Deltagelsen og Interessen sammen om den fornærmede,Vi behøver ikke engang her at beraabe os paa Heltinden i dette merkværdige engelske Statsdrama, der af alle Klasser, ligefra Dronningen, er overøst med smigrende Forsikringer om Høiagtelse og Deltagelse. (Anm. fra 1879). hos os vilde blive en simpel Skandalsag, hvor kun den fornærmede ofres, men Fornærmeren gaar fri. Følgen af, at hun – ikke reiste en Klage, – men kun talte derom, vilde upaatvilelig blive, at man udpegede hende som «ukvindelig», og han – ja, man tilhviskede hinanden maaske hist og her en betinget Misbilligelse, men hører han til de privilegerede blandt de privilegerede, var der intet iveien for, at Fru X. eller Fru Y. beder ham til næste Bal, hvor han maaske fører op med Datteren.

Man vil sige, at man oplever intet saadant. O jo, man oplever det. Kun faar vi intet at vide derom. Himmelen alene kjender de Tilfælde, der ikke kommer for Lyset. Jo, vi har da Eksempler, om de end ikke egner sig til at blive europæiske Retssager. Fra den simple Ubehøvlethed ned til de nærgaaende Fornærmelser er der mange Trin af Forbrydelse mod Kvindeværdighed, der ikke saa let burde dø i Synden, men som kunde affærdiges ganske lynchmæssig, uden at behøve at ty til den offentlige Menings Domstol. Kvinderne maa selv her være Haandhævere af deres Ret, og de kan dette uden at gaa Kvindeligheden det ringeste for nær, saa eftertrykkelig som nogen engelsk Overdommer. Vi mangler ikke Eksempler, men hos os maa det først komme et eller andet Kommuneanliggende ubeleilig, forat det kan blive beagtet og anset nogle Forholdsregler værdigt. I saa Fald griber man til vort noksom bekjendte Middel, at skille «Bukkene fra Faarene», og det er dette Sorteringssystem, man pludselig har set sig beføiet til paa strengeste Maade at gjennemføre paa vore Jernbaner.

At der til almindelig Sikkerhed og Bekvemmelighed maa gives særskilte Kvindekupéer, er en bydende Nødvendighed, vi ligesaa lidt kan unddrage os som nogen anden Nation. Men Afsondringen her maa være frivillig og ikke paabudt ved et Tvangsbud, i det mindste har Skik og Brug stemplet det til et saadant, om det end maaske ikke i Virkeligheden eksisterer. Det er ikke ret længe siden, man havde det besynderlige Syn at se vort lystreisende, søndagsklædte Publikum lyse Sommerdagen, omhyggelig foretage denne Sigtningsproces, førend det skulde ind i Kupéerne. Mand skiltes fra Hustru, Brødre fra Søstre, Elskende reves fra hverandre, for at samles ved Enden af Banen. Endnu kan man se Damer i sidste Skynding flagre fra Kupé til Kupé, ængstelig skyende enhver maaske tilfældigvis ledig Plads, naar det er i en Herrekupé, medens Efternølere fra den fiendtlige Side haardnakket afvises fra alle Dueslagene. Vi saa forleden et gammelt, agtværdigt Par, øiensynlig fra Landet, der ukjendt med den hævdede Skik begge vilde ind i en Damekupé. Han vises tilbage. Hun til at bede vakkert for ham: Det er saadan snild, skikkelig Mand, Di! Forgjæves var denne Appel, der kunde rørt en Sten: seks Par ubønhørlige Arme vinkede ham bort. Det er dette Snerperi, denne Mistillid, der demoraliserer.

Vi har, skræmt op af disse fremmede Varsko, der i den sidste Tid lyder til os, følt os kaldet til at kaste Blikket lidt ind i vore egne Forhold; vi har, saa varlig som Sagen tillader det, forsøgt en Antydning af, hvordan hin særegne Art Forbrydelser arter sig hos os. Vi har lagt mindre Vegt paa at skildre Ondet selv, der maaske endnu – Gud give det! – ytrer sig mindre foruroligende, end paa at fremhæve alt, hvad der virker befordrende paa det og upaatvilelig vil tjene til at fremelske det, og – vi bliver bestandig staaende ved den Konklusion: mod alt, hvad der her paakalder Ængstelsen, Ondet selv og dets Tilskyndelser, er der kun én Redning: Kvinderne selv. De maa selv tage den offentlige Moralkritiks Scepter i Haand og lære at haandtere det med Billighed, men ogsaa med Strenghed og ikke alene i dette Tilfælde, men i alle, hvor Misbrugene nærer sig ved Trygheden. De maa begynde med at frigjøre sig for alle de jammerlige Bøiler og Baand, hvori en misforstaaet Kvindelighed hilder dem, og en sandere Værdighed end den, de tror at have ofret, vil af sig selv afvise enhver Anledning til at blive mindre ærbødig behandlet, end de har Krav paa . . . De maa lære at forstaa, at det umoralske ligger ikke i at røre ved det umoralske og drage det for Dagens Lys, men i at skjule det, og ikke sky Anklagen, hvor den er beføiet, og de vil være de første til at afskaffe et Afsondringssystem, der er ligesaa unyttigt, som det er uværdigt for begge Parter.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Mod Strømmen I

Mod Strømmen (Første Række) er en samling med essayistiske tekster. Boken ble utgitt første gang i København i desember 1879. Tidligere samme år hadde Camilla Collett gitt ut en revidert utgave av Amtmandens Døtre.

Hovedtema i samlingen er kvinnenes stilling i samfunnet. Som i forfatterskapet ellers tar Camilla Collett utgangspunkt i sitt eget liv og erfaringer.

I 1885 ga Collett ut et bind til i samlingen: Mod Strømmen, Ny Række og fra og med 1900 har det vært vanlig å kalle de to bindene henholdsvis «Første Række» og «Anden Række».

Se faksimiler av 1. utg., 1879 i NB digital.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.