Mod Strømmen I

av Camilla Collett

Ved Vendepunktet.

Det er ofte nok signaliseret, og enhver, der ikke blot som Passager, som gjør sig det mageligt i Kahytten, er med paa det usikkert vippende, snart mod Skyhimmelen, snart mod Afgrunden pegende Fartøi, som vi kalder vor Tid, men som trodsende Veir og Vind trofast holder Vagten, vil ogsaa snart forstaa det, at vi i alle Retninger befinder os paa et Overgangstrin. Ikke mindst gjælder det hint Livsspørgsmaal, der er Grundbasis for alle andre: Mands og Kvindes Stilling til hinanden og den Plads i Verdensordenen, der endelig vil indrømmes denne sidste.

I hele Literaturen, særlig i Romanen, kan vi finde denne Overgang mer eller mindre udpræget. Vi vil kunne paavise den ikke alene i dens større, mere europæisk bekjendte Frembringelser, men ogsaa i saadanne, der rettelig kan kaldes Dagens Produkter, da de ofte staar og falder med de lokale Omstændigheder, der løftede dem og holder dem oppe.

Dertil hører en stor Del af vore moderne Dramer og Skuespil.

Lad os tage et af disse nærmestliggende, der bag det gamle Kostume, hvori det træder op, dog aander sterke Nutidstendenser, et Stykke, der har havt det Held at tilfredsstille nærmest alle Fordringer til et saadant, deraf den vanskeligste af alle, at det morer. Lad os ogsaa se lidt paa det i Belysningen af det Spørgsmaal, der sjeldnest af alle stilles til vore Dages Produkter: hvad Plads anvises Kvinden, hvad Følelse for hende raader deri?

Skuespillet Ambrosius er skrevet af en Mand, som, naar man ikke vidste det bedre, maatte mistænkes for at være, hvad man kalder «En Fruentimmerhader», et vidtfattende Begreb, men som, hvis vi strengt holder os til Ordet, endnu ikke betegner det laveste Trin deraf, det vil sige: vor Tids Fruentimmerhad. Dagens Mand hader ikke mere Kvinden, fordi hun ikke mere indgyder ham Frygt; Frygt forudsætter igjen, at han elsker, og vor Tids Mand elsker ikke mere Kvinden, han udbytter hende blot og ænser hende saa ikke mere.

Forfatteren har her benyttet et vakkert gammelt Motiv, henlagt i en Tid, da Manden – endnu elskede. Det er et egte Kostumestykke, habilt gjennemført i Dragt og Sprog, Skikke og Seder, livligt og underholdende nok til at holde os i Spænding fire Akter igjennem.

Men det er jo ikke for at udhæve alle disse noksom udhævede Fortrin, der gjør, at den røde Lygte altid hænges ud, naar «Ambrosius» staar annonceret til Opførelse. Det er for at paavise, at ogsaa gjennem dette af Æstetik og Moralcensuren godkjendte Stykke gaar der hin Tendens, der forkynder en Overgang, og som maaske lidt for subjektiv lidenskabelig griber ind i Stykkets rolige Gang. Derved kommer det til at lide af en Anomali, der skader dets harmoniske Udvikling og efterlader et uklart Indtryk.

«Ambrosius» er altsaa bygget paa en erotisk Livsbetragtning, der er grundforskjellig fra vor. Skal dennes Kampe og Konflikter kunstnerisk stilles os for Øie, forlanger vi at se dem i deres psykologiske Konsekvens helt og harmonisk gjennemførte, saa at Moralen, den Livslære, der for os skulde ligge deri, mildt griber os uden høirøstet at trænge sig frem. Men det sker ikke i Hr. Molbechs Skuespil. Denne Moral, denne stille Livslære, der skulde kaste sit farverige, varmende Skjær ind i vor Iskulde, forfeiles ved, at Stykket er givet en Afslutning, hvori Nutidens Stemning mod Kvinde for tydelig stikker frem. Der gaar en dulgt Uvilje mod Stykkets Heltinde helt igjennem det, medens Forfatteren lader Glorien af vor Sympati fuldt omstraale Helten. Er det Kokettens Spil med et elskende Mandshjerte, der her skal straffes saa eftertrykkelig? Hun er jo ikke skildret slet eller lav, tvertimod aandrig og høisindet, denne Kokette. Er hun en Kokette? Er hun ikke snarere en Overrasket, der tryg bag den Mur, der hidtil har skjermet hende, ikke begriber selv, hvad der foregaar i hende, der, det ene Øieblik nysgjerrig tiltrukket, det andet, anende en Fare, viger tilbage og i denne Kamp griber til og verger sig med, hvad hun kan? Hun er Barnet af sin Tid, Adelsdatteren med sin Stands Fordomme indsuget med Modermelken og indprentet hende som Guds Ord. Kjærligheden overlister hende og smelter hendes Hjerte, hun bringer dette Hjerte som et bittert Offer paa Standsfordommenes og den personlige Stoltheds Alter, dette var jo Straf nok, og det smukke og forsonende vilde nu været, om hun som Selvbod efter denne traurige Seier havde valgt Klosterlivet eller en anden hæderlig Livsforsagelse.

Men det vil nu ikke Forfatteren. Han hader hende, som vor Tids Mand hader Selvfølelse og Modstand i Kvinde, og han glemmer i dette Had, at hun er Adelsbarnet fra det 17de Aarhundrede. Og derfor skal hun straffes, og det eksemplarisk, og denne Straf fuldbyrdes med en Skadefryd, der neppe kan dy sig, medens han høilydt appellerer til Publikums ligesaa skadefro Bifald. Istedetfor at lade hende frivillig vælge den noble Forsagelse, lader han hende vælge den uværdige, uædle, idet hun styrter lige i Armene paa den udskrammererede Elendighed, der i Skikkelse af en skabagtig Junker Claus haanleende slutter sig om hende, og Forfatter og Publikum ler med.

Vi har i disse flygtige Antydninger søgt at vise, at Forfatteren gjør sig skyldig i en Anakronisme, idet han ligeoverfor sit Skuespil stiller sig paa et moderne Standpunkt. Dermed er jo ikke sagt eller ment, at han indtager Lavmaalet af den moderne Anskuelse af Kvinde og Elskov. Gaar vi blot saa langt tilbage som til det Tidspunkt, hvori Stykket er henlagt, lod denne Anskuelse sig maaske løselig faststille i tre, siger trende, synkende Stadier. Det første omfatter vore Oldefædres trohjertede Erotik – dette naturligvis taget i den gode Forstand – saaledes som vi igjennem dens mangfoldige Farver og Afskygninger kan forfølge den ind i vort Aarhundrede, en Tid, da man endnu elskede. Det andet tænker vi som vor Nutids umiddelbare Forgjænger hadende, fordi det endnu eier en Rest af Evne til at frygte: det er at elske. Det er dette forholdsvis endnu ophøiede Stadium, Skuespillet «Ambrosius» indtager.

I en ganske anden forsterket Grad møder os denne Misstemning mod Kvinde i et af Dagens ogsaa meget omtalte Verker: Dr. Max Nordaus: Paris og Pariserne.

Her maa vi dog ikke glemme, at Hr. Nordau er Tysker, og det fra Sydtyskland, der med Hensyn til det Standpunkt, som man vil paastaa, disse Egne af Europa skal indtage ligeoverfor Kvindespørgsmaalet, maaske kunde siges at forholde sig til det øvrige Germania som Cochin-China til Japan.

Vi forbigaar de Betragtninger, denne Forfatter anstiller over Georges Sand, der i hadefuld Ensidighed minder os om de værste Udfald, der hilste den store Forfatterinde ved hendes første Opdukken paa Scenen. Men der røber sig i Hr. Nordaus Skildringer en Stemning mod Kvinde i Almindelighed og Pariserinden i Særdeleshed, der endnu overgaar, hvad vi i den moderne tyske Literatur er vant til at møde af den Sort.

Hr. Nordau synes med Hensyn til denne sidste sterkt at have ladet sig hilde i den Vildfarelse, som fremmed Fordomsfuldhed saa let forfalder til ligeoverfor Pariserforholdene: af en enkelt Genre – en Genre, som Manden selv har skabt og til evige Tider vil opretholde – at danne Typen. Den virkelig fordomsfri Betragter blandt de Tusender af Fremmede, der daglig færdes i Paris, vil maaske faa et ganske andet Billede ud af Pariserkvinden; han vil i den gode Familiemoder og – den Ros skal man i det mindste ikke betage hende – den mageløs dygtige utrættelige Arbeiderske se den sande Type af hende.

Det første Indtryk, man faar af Hr. Nordaus Skildringer, er derfor Uvilje, Forundring.

Men heldigvis har denne aandrige Forfatter en fornøielig Maner, der for en Del afvæbner Uviljen.

Hr. M. Nordau røber nemlig en afgjort Tilbøielighed til at drage sine Skildringer ud i pikante Yderligheder, der nærmer sig Karikaturen, og heldigvis driver denne Bevægelighed ham ofte ind i Modsigelser, der tildels ophæver alle Beskyldninger.

Efter et saadant Karikaturbillede af Pariserinden, der ender med det ydmyge Ønske, at Parisermanden maatte «opleve sin Emancipation», og at «alle oplyste Franskmænd længselsfuldt ser denne Lettelse i deres Kaar imøde», faar vi Pariseren selv, som nu efter Tur skildres paa en Maade, der, hvad den mandlige Emancipation angaar, intet efterlader at ønske, men tyder paa, at hin Længsel mer end rigelig maa finde sig tilfredsstillet.

Sammenholder vi nu Forfatterens indignerede Formaning til Pariserinden at vende tilbage igjen til Huset og Familien, saa spørger vi, hvor er den Familie, hun skal leve for, naar Hr. Nordau netop paa halvhundrede Pag. har udviklet for os, at Pariseren mer og mer løsriver sig fra Familien og Huslivet, det, han betragter som et rent Fængsel! At hele Literaturen afspeiler denne Skræk for Egteskab og Familie! I Romaner og Skuespil er det ikke mere Manden, der beiler om Kvinden, men det er hende, der forfølger ham, for at formaa ham til at vende tilbage til Egteskabet og til hende. Alt dette fortæller Hr. Max Nordau os og ender med at formilde os betydelig, for ikke at sige bringe os ganske over paa de bagtaltes Side.

Lignende Virkning øver det, naar han ogsaa forekaster dem, at de lader sig lede af Presterne. Men Presterne er jo netop de ubønhørligste Modstandere af disse Frihedsbestræbelser, der ogsaa er Forfatteren saa imod, de, der strengest maner Kvinden tilbage inden Huslivets Grænser, hvor Hr. Nordau netop vil have hende.

Hvilket Stadium i vor Nutids Opfatning af og Stemning for Kvinde indtager nu denne interessante ungarske Forfatter?

Der er Trin i denne Opfatning. Vi maa tage Mod til os og ogsaa stige ned til det sidste, det, hvorpaa vi for Øieblikket befinder os. Man vil maaske ikke straks merke Forskjellen, men der er fine Nuancer.

Den Smule personlige Magt, Kvinden endnu havde i Behold paa de foregaaende Stadier, synes ganske at være svunden ind til Nul.

Den raa Styrke har sikret sig Enevældet, den har knækket denne Magt ligesom alt, hvad der kommer i dens Vei.

Den har ligesaa mangeartede Vaaben dertil, som den har været opfinderisk i nye massenedfeiende Mordprojektiler. Den har Trusler og Vold, Mishandling og Drab, Dampen og Lovene, Ærgjerrighedens og Vindesygens Spekulationer og Distraktioner . . . forsmaaet Elskov er bleven et Sagn, et barnligt Eventyr og – hvad nu Per for sit Vedkommende ivrigst kan indvende, eller Paal sukkende benegte – de ulykkelige Frieres Tid synes ogsaa forbi. Vi kan snart kun tænke os denne Species, den ene Haand udstrakt mod hendes modstræbende, medens den anden skjuler Revolveren bag paa Ryggen. «Ton coeur ou je vais mourir,» hedte det engang for længe siden. – «Ton coeur ou tu vas mourir,» blev det til – en endnu smuk Omsætning, der venter paa hver Dag at gaa over til et aabent og utvetydigt: La bourse ou la vie!

Molbechs Skuespil er henlagt paa det første Stadium, hvor den smukke Devise: «Din Kjærlighed, eller jeg maa dø», endnu gjælder. Selv indtager det det andet Standpunkt til Kvinde, hvor det heder: «Din Kjærlighed, eller du skal dø!» ja værre endnu, du skal giftes med Junker Claus.

Altid et høiere Trin end vort allersidste Stadium. Dagens Mand hader ikke mere Kvinden, han overser hende, ringeagter hende blot som sit modstandsløse, ynkelig tilfodefaldende Offer. Han ringeagter hende, som Slaveeieren sin Slavinde, som Jaguaren sit afmægtige Bytte, som den raa, brutale Styrke foragter Svagheden.

Dybere kan det gjensidige Forhold mellem de to Parter ikke synke. Det er altid en Trøst. Det maa nu komme til en Krise. Det maa da enten ende i Oprør, vildt Had og Ødelæggelse, eller en af disse stillere Gjæringer, der vil drive Forholdet til at hæve sig ad de samme Trin, hvorigjennem det sank. Det nærmeste Trin bliver da, at Manden hader, hader, fordi han igjen kan frygte, og Kvinden har da maaske vaagnet af sin fuldstændige Vanmagts Dvale til at foragte.Ogsaa dertil er Tegn; det fineste, skarpeste, jeg har læst fra Kvindehaand, har jeg truffet i en Brochure skrevet af en Udlændingerinde – den svulmer over af bitter Spot og Foragt. (Anm. fra 1879.) Og saa stadig opad! Ja vi kan jo gjerne drømme os helt op til Tider, hvor hin smukke Devise: Ton coeur ou je vais mourir atter bliver Kjærlighedens stille, ydmyge Løsen mellem de forsonede. Hellige Fantasi! omskyg os med dine Vinger, at vi ikke ganske forsager i Virkelighedens Rædsler!

Har vi allerede naaet det Standpunkt, hvor den sterkere fra at hundse sit Offer er gaaet over til at hade, fordi han frygter det?

Der er flere Tegn, der synes at antyde en saadan Overgang. Der røber sig i den europæiske Presse mer og mer en Hang til at nedsætte og bagtale Kvinden.

Altsaa Frygt. Man har hidtil i Romaner og Skuespil udbyttet hende som Martyrinde, medens Dagbladsliteraturen har brugt hende som Stof for Løier og Harcellas. Vi gad se det Blad, der har forsømt nogen Leilighed til denne Morskab! Meget morsomt er det jo virkelig, hvad alle Landets Aviser nylig med sand Graadighed bragte til Torvs, om Manden, der averterede tilsalgs sin Papegøie og sin Kænguruh, fordi han nu, da han havde giftet sig, ikke trængte mere til dem. Vi har havt det ynkværdige, grinagtig kvindelige, nu faar vi det frygtelige, altid et Trin høiere op. Maaske vi da naar til Afslutningen paa den Morsomhed om Papegøien og Kænguruhen, der blev overflødig, og som da forsonende kommer til at lyde: Thi min Kone mener, og maaske medrette, at har man en tilgavns afrettet Bjørn, saa er det nok.

Imidlertid tør vi vel sige, at det svagere Kjøn, hvad de egentlige Lovovertrædelser angaar, forsaavidt som disse lader slutte tilbage paa en hel moralsk Tilstand, om just ikke glimrer ved sin Fraværelse, saa dog, at det indtager et paafaldende Minimum til det sterkere. En fremmed Forfatter siger, at det forholder sig omtent som 1–10. Forfærdelig lyder Skriget fra flere Hold over en saadan Forbrydelsernes ensidig gradvise Tiltagen. Men man skulde næsten sige, at i samme Grad som dette Misforhold paa en forfærdelig Maade aarlig øgedes, var man sløvet for det og er naaet til at betragte det saa filosofisk rolig, som om det grundede sig paa en Naturlov. I Sandhed, vi stevner mod et Punkt i Verdensudviklingen, hvor man kunde fristes til at tro, at disse to moralsk og fysisk saa uligeartede Væsener ikke skabtes for hinanden, og hvor en frugtbar Byron-Fantasi let kunde se den altfor svage modstandsløse Skabning helt udryddet, forat der af dens Blod kunde opvokse en, der passede mere til sin vilde Halvdel.

Fredelige Borgere, der kun er vante til at dømme Fænomenerne efter Skuet ind ad «deres egne Vinduer», vil her mene, at det er noget forbandet Snak. De og mange, som de kjender, har slet ikke bidraget til noget, der kunde bevirke slige Syner. Overdrivelser! Forrykte Paradokser o. s. v.

Ikke for dem vilde det nytte at føre Beviser, men for dem, der kjækt tør holde Vagten og opmerksomt agte paa Tidsvarslerne, vil Kjendsgjerningerne selv rystende tale. I det store som i det smaa, i Stater som hos Individer vil de se den raa Styrke raade og betegne sin Vei med Splid, Blod og Vold. Man følge blot en Smule med Dagens Kriminalistik, den, Dagbladspressen leverer os, eller man gjøre sig den Uleilighed at sammenholde begge Kjøns Forbryderstatistik! Og hvilke Forbrydelser! Familiemord, der begynder med Hustruen og ender med den yngste i Vuggen. Egtemænd, der piner sit eget Barn ihjel for Moderens Øine, førend han dræber hende selv. Selvmordere, der ikke taaler, at nogen aander op efter dem – der slagter hele Familien ned først, inden de befrier Verden fra sin egen Vederstyggelighed – Skarer af ikke bønhørte Ynglinger, der beviser Styrken af sin Lidenskab ved et Wertherskud, der gjælder Lotte, men ikke dem selv – kort, her vil man ved et ganske let lidet Regnestykke komme til det Resultat, at hin Forfatters Beregning af Forholdet, for den ene Parts Vedkommende, er før noget for lavt ansat, at kvindelig Forbrydelse, man tage det kvalitativt eller kvantitativt, snarere forholder sig til Mandens som 1–100, eller om man vil, som en Moppe i Mundkurv til den løsslupne Tiger.

Majoriteten syntes imidlertid i disse raske Tigerspring ganske at have tabt Maalestokken og er endt med at slaa alle slige smaa Distinktioner i Hartkorn, deraf hin Monstrerestitutionsmani, der strækker sig fra Tiberius ned til vore Dages Bremerhelte og Massemordere, og som med særlig Varme omfatter alle Historiens moralsk forlorne Genier. Deraf hin Literatur med lutter interessante Forbrydere, lutter elskværdige Afskum paa den ene Side og grænseløs lidende, lidt kjedsommelige Engle paa den anden, men som alle har lige Krav paa Læsernes Agtelse og Interesse, det grunder sig nu engang paa en Naturlov, det kan ikke være anderledes.

Men alt dette har sin Grænse. Det Øieblik vil komme, det er maaske allerede kommet, da det vil dæmre for denne Majoritet, at det dog maaske kunde og burde være anderledes. Den vil føle sig ubehagelig tilmode, spore noget, der ligner Skræk over sig selv, den vil føle en Trang til at dække Misforholdet. Digtningen maa da til og forsøge at bringe nogen Ligevegt tilveie, da Virkeligheden undskylder sig med, at den for Øieblikket slet ikke tør paatage sig Bestillingen. Deraf vil igjen flyde en Literatur, hvor de blide, lidende, altbærende kvindelige Typer fortrænges af lutter hadeværdige, afskyelige.

Den er alt begyndt, denne Bestræbelse for at bringe Ligevegten tilveie. Overalt vil man se Kvinder tildelt Syndebukspladsen i store Mænds Liv, vil man se dem gjort ansvarlig for alle disses Uheld og Misgreb. I Tidens allernyeste Romaner vil man finde dem skildrede med oprørende Farver, alt imedens Monstrene synlig forædles, og efter Omstændighederne spiller Ofrenes eller den guddommelige Hevners Rolle . . . Skumleriets og Løgnens Usselhed manglede endnu, er Maalet for Mandens Syndeskyld mod Kvinden nu fyldt?

Vi befinder os i en Krise, hvori en Verdensorden, gleden ud af Sporet, synes uundgaaelig at nærme sig Tilintetgjørelsen.

Hvad Stilling bør Digteren, og særlig den dramatiske Digter, inntage i denne Krise?

Vi tror, det er hans Pligt, hans hellige Pligt, at stille sig over den, at det er til ham at varsle os dens Farer og rolig, frygtløs forkynde Signalerne.

Vil derfor en Forfatter i vore Dage rettelig være denne Fører, saa vogte han sig vel for at tage feil af Signalerne. Det er ikke Ofrenes Svagheder, det nu er Tid at trække frem og smaabekritle eller hadefuld drage ud i usande Vrængebilleder. Det er den løsslupne Styrke, det gjælder at stagge i Farten, inden det bærer i Afgrunden. Det er mod Hydraet med de tusende Hoveder, vore Moralister og Digtere nu maa rette sine Vaaben, ikke mod Sfinksen, der endnu stille ruger over sin Gaade.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Mod Strømmen I

Mod Strømmen (Første Række) er en samling med essayistiske tekster. Boken ble utgitt første gang i København i desember 1879. Tidligere samme år hadde Camilla Collett gitt ut en revidert utgave av Amtmandens Døtre.

Hovedtema i samlingen er kvinnenes stilling i samfunnet. Som i forfatterskapet ellers tar Camilla Collett utgangspunkt i sitt eget liv og erfaringer.

I 1885 ga Collett ut et bind til i samlingen: Mod Strømmen, Ny Række og fra og med 1900 har det vært vanlig å kalle de to bindene henholdsvis «Første Række» og «Anden Række».

Se faksimiler av 1. utg., 1879 i NB digital.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.