Ethvert Folk eier sin Nationalkarakteristik, som Historie, Kulturretning, klimatiske og andre Omstændigheder har været om at forme, og som, idealiseret gjennem Tider og Afstande, tilsidst er bleven typisk for det. Et saadant Verdenstestimonium er dermed optaget i Nationens Bevidsthed som dens aandelige Eiendom, et usynligt Vaabenmerke, der agtes ligesaa helligt og uantasteligt som nogen Løve, Vildmand eller hvilkensomhelst anden symbolsk Figur.
Det er fra dette ophøiede Standpunkt, det øver sin ikke uvigtige Tilbagevirkning. I store, skjæbnesvangre Tider, naar der høilydt kaldes paa det dygtigste i et Folk, vækkende, gjenfødende; under lange, rolige, heldige Tidsafsnit, maaske mindre heldig. Det inddysser da snarere i en selvtilfreds Tryghed, der tilslut befæster en blind Tro paa, at man endnu uforandret er Indehaver af alle de smukke, smigrende Egenskaber, som staar at læse i Testimoniet.
Det er paa den Maade, man vanskelig kan skille Franskmanden fra Begrebet Ridderlighed, uagtet han i sine Love og, vil man paastaa, i sin Moral er en stor Synder mod sine Kvinder. Heller ikke et det let at tænke sig Spanierne uden en viss afmaalt Grandezza, en Grandezza, der unegtelig kommer i Strid med deres evige Hultertilbultertilstande og den lidenskabelige Tilbøielighed, de da røber til at slaa hverandre ihjel.
Ogsaa vi Nordmænd eier vort Verdenstestimonium, udstedt og beseglet i fjerne, minderige, glimrende Tider. Vi behøver neppe at opregne Fortegnelsen paa disse Egenskaber – enhver Skolegut kan dem paa Fingrene, enhver fremmed Festmiddagsgjest glemmer ikke at kredense os dem i et Tak for sig, Kraftegenskaber, som da er: Frisind, Trofasthed, Gjestfrihed, patriarkalsk Nøisomhed, sedelig Ufordærvethed etc. Ogsaa vi glider behagelig hen paa dem, medens vi i vor nuværende Travelhed og indre Tryghed sjelden, og da kun af yderste Tvang, kommer til at kaste et prøvende Blik fra Verdenssignalementet hen til Virkeligheden.
Selverkjendelse hører maaske til Kulturens seneste Frugter, hvor store Rystelser, som de, der af og til overgaar Nationerne, ikke fremskynder den og tvinger et Folk til Opgjør med sig selv. Det bedste var, at det havde Mod til ogsaa i rolige Tider at foretage dette, Mod til at afklæde sig al falsk Ros og mere bevidst stræbe at tilegne sig og befæste, hvad der virkelig er dets Eie. Vi Nordmænd, som staar paa et Slags Kulturens Skillevei, vilde have synderlig godt af en saadan Selvbeskuelse. Det er paa den Maade, en sand Fædrelandsven har optaget Nationens sedelige Tilstand tildoms og i det mindste givet Selvillusionerne her et paa statistiske Bevisgrunde støttet, mindre glædeligt Dementi.Eilert Sundt. (Anm. fra 1879.)
Monstro der ikke skulde gives flere saadanne Illusioner?
Bjørnstjerne Bjørnson holdt ved Tusendaarsfesten i Tønsberg en Tale, hvori han udhævede, at Nordmændene var et ridderligt Folk; det havde ogsaa deri vist sin Høisindethed, at det lige fra gammelhistoriske Tider havde agtet og sat sine Kvinder høit. Det tog sig meget godt ud og gav Talen paa det Sted et fortringligt Sving. Veiret var deiligt. Alle i Feststemning.
Men man er det jo ikke altid, og for deres Vedkommende, som Sagen nærmest angaar, hænder det overordentlig sjelden, at de befinder sig i Feststemning. Den rolige Betragtning indtager sin Ret, Erfaringen opruller sine tørre, uimodsigelige Kjendsgjerninger, kategorisk-summarisk, som en monstrøs Hotelregning, naar man er reist for at se Alpegløden og Udsigter, og man i fjorten Dage har havt én Godveirsdag. Vort stille Opgjør kommer maaske da til at lyde noget anderledes.
Der gives en Art Standsforpligtelsens Ridderlighed,Vi finder desværre for vor Tanke intet mere betegnende end dette, som det synes, baade af Sproget og Livet mer og mer forsvindende Begreb. (Anm. fra 1874.) der lige fra Adams Dage har gjældt og vil gjælde gjennem alle Tider, for Eskimoen som for den raffinerede Kulturmand, for Uslingen, der mishandler sin Hustru, til Følelsesmanden, der dyrker hende som en Guddom: Egtemandens. Enhver Fornærmelse mod Hustruen gjælder ham selv, enhver Forsyndelse af denne er hans Skam – Ludvig den Fjortendes «L’état c’est moi», anvendt paa den egteherrelige Magtfuldkommenhed: Ma femme c’est moi.
At denne Egtemandens chevalereske Æresidentitet med sin Mage har sin smukke og noble Side, behøver vi vist ikke at bemerke. Sit mest betegnende Udtryk naar den dog gjennem Skinsygen, og den ytrer sig da i en levende Lyst til, efter Omstændighederne, at banke eller at myrde baade hende og alt, hvad der blot vækker Mistanken om at ville gjøre ham hans Eneherredømme stridig, – en Lyst, som man altid vil finde mest udpræget hos Nationer og Individer, der selv er de største Syndere mod sine Hustruer og mest trænger til deres Tilgivelse.
Men der gives ogsaa et: La femme c’est moi, der optager alle de gode Elementer i Egtemandens Valgsprog, men udelukker de slette. «Enhver Kvinde er en Del af mig selv, enhver Krænkelse, der overgaar hende, paakalder, hvor min Arm kan naa, min Beskyttelse, mit Forsvar.» Dette er Princippet, hvorpaa den sande Kvindeagtelse beror, men den kan vi som Særkjende hos Enkeltmand eller hele Nationer kun tænke os, hvor storsindede Anlæg forener sig med en høi og skjønt udviklet Kultur.
Hvad Franskmanden end kan have at bebreide sig i Forhold til sine Kvinder, saa formaar vi ikke at skille ham fra Begrebet Ridder i denne Forstand. Han har en naturlig Entusiasme for det svagere Kjøn, en Trang til, lig Gaardhanen, at have dem omkring sig, forsvare dem, dele alting med dem, – en Ridderlighed, der udfolder sin smukkeste, nobleste Blomst i den Kjærlighed, den Ærefrygt, han nærer for Moderen. Meget maa af den Grund tilgives ham.
Naar vi, ledede af Erfaringen, skrider til at gjøre Anvendelsen paa vore egne Tilstande, kommer vi som sagt ikke ganske til det Resultat som vor store Digter i sin Festtale i Tønsberg. Devisen: Ma femme c’est moi, min Hustru er mig selv, er vi forvissede om, at vore kjære Landsmænd kjender og hylder ligesaa godt som Kautokeinerne og den europæiske Kulturmand; men skal vi sandhedskjærlig prøve, hvorvidt den anden Devise: «Enhver Kvinde angaar mig, som en Del af mig», passer for os, maa vi bedrøvet sige: dette den sande Kvindevurderingens Instinkt er lidet udviklet i vor Nation endnu; den synes i dette Stykke at staa, vistnok noget høiere end hine vore skindklædte nordlige Naboer, men visselig lavere end Naboerne mod Øst og mod Syd.
Det er ikke Stedet her at paapege denne nationale Mangel paa Agtelse og Sympati for Kvinden i enkelte Træk. De frembyder sig overalt – hvor man vil lukke Øiet op derfor. Vanskeligere vilde det blive at vælge noget, der springer forstaaelig frem i et Samfund, som efterhaanden har tabt Forstaaelsen derfor, og som mindre udsatte sig for at mødes med et forundret: Er det noget at tale om? – et Samfund, der synes at stræbe hen til det Maal at sikre den ene Part i Sagen udelukkende Pladsen paa Dommersædet og mer og mer reducere den anden til Tilskuerhobens stupide Passivitet og pligtmæssige Stumhed.
Vi springer altsaa over meget. Kun et Par Ord om den Tone, der raader paa vore Gader, vore offentlige Spadsergange mod Kvinden. Her kan man se en af de faa Rettigheder, hun har fælles med Manden, Fortaagsretten, idelig krænket, og det er intet sjeldent Syn at se Grupper af dannede Herrer fastnaglede til Fortaaget, overladende til endog ældre Damer at traske nedenom Randen for at komme forbi.
Vistnok er de middelalderske Tilstande, der for et Par Decennier siden raadede i vor By, tilbagelagte. En anstændig Dame turde dengang ikke røre sig ud af sit Hus i Tusmørket eller om Aftenen, uden at udsætte sig for nærgaaende Fornærmelser. Naar hun ikke eiede Tjener eller Ekvipage, var hun efter et visst Klokkeslet fordømt til at være Fange i sit eget Hus. Nu kan dog enhver gaa sin Gang med samme Ret, trygt og uforkrænket, som en anden Byesborger, der betaler sin aarlige By- og Næringsskat. I det hyppigste Tilfælde sker det jo ogsaa kun i Mandens og Husets Tjeneste. Hvor mangen Gang vilde det huslige Maskineri ikke gaa istaa, naar hun ikke gik selv for at greie et og andet, eller hun var tvungen til at tage Opsynet med Huset med sig i Skikkelse af den eneste Tjenestepige!
Hun gaar altsaa alene nu, uden Frygt. Og dog vil hun i det sjeldneste Tilfælde undgaa at tage en Følelse med sig hjem, som om hun idelig havde havt lumske Tagdryp at vare sig imod. Ingen har stanset hende, ingen vovet at tiltale hende, kun er hun bleven mindet om – at hun gik alene. Der gives endnu Mandfolk – fuldkommen velklædte –, der finder det tilfredsstillende at vække saadanne Tagdrypsfornemmelser hos en Moder, der heller gaar alene end tager Pigen fra Børnene, hos en Hustru, der maaske henter en Forfriskning til sin Mand, eller en ældre stakkels Pige, der – hvem ved! – engang ædelmodig afstod den beskyttende Arm gjennem Livet til en habilere Veninde. En Stirren, en langsommere Gang, et kvalt Brum som en Spyflues under et Glas, er nok til at vække denne Fornemmelse, til at erindre hende om, at her mangler denne Kvindeagtelsens Solidaritet, denne usynlige Beskyttelse, der ligger i et helt Folks Bevidsthed om, Erkjendelse af, hvad dets Kvinder er for det.
Det er beklageligt, men det synes især at være unge Mennesker, der lider af en vaagnende Trang til at vise sig «mandige», der behager sig i den Slags Bravur, og som ligesaa lidt vil lade sig betage en saadan bekvem Anledning dertil, som en «rigtig en» fra Enerhaugen eller Vaterland vil undlade paa sin Maade at komplimentere det nys oprettede Kunstverk. Ligeoverfor den Slags Angreb kan en nobel Kvinde kun forholde sig ligesaa ufølsom som Støtten selv. Feighed har længe nok været og vil altid være det daarligste Palladium. Vi henholder os ganske til det Ræsonnement, der gjorde sig gjældende, da der var Tale om at beskytte Halfdan Kjerulfs Monument: Intet Gitter mod Raaheden!
Men slige Træk betegner kun Mangelen paa Kvindeagtelse i sine almindelige Forekomster, dem vi vel ogsaa har tilfælles med andre Nationer, i hvem Kulturgjæringen afsætter sit Skum og sit Bundfald. Mere betegnende og hjemlig ytrer denne sig paa selve det dannede Livs Omraade. Det er her, vi skal lære Ubekjendtskabet med Devisen La femme c’est moi at kjende. Vi erfarer, gjennem tusende sig gjentagende Træk, at kun hvor Kvinden indtager en Hustrus eller til Nød en Datters Stilling, kan hun gjøre Individets Krav paa Ret og Beskyttelse gjældende, medens den store Mængde udenforstaaende intet saadant Krav tør have. Altsaa, kun som en fra Mandens Interesse og Velvære uadskillelig Del kan hun hos os tænkes at eie hin Forret. I det Øieblik hun træder ud af Familiens eller Egteskabets skyggefulde Læ, og hun ikke er uafhængig nok til at bygge et kunstigt Vern omkring sig, er hun paa en Maade udslettet af de Væseners Tal, mod hvem man har Forpligtelser. Vel skal det se ud, som om det, der berøves hende, kun er noget uvæsentligt, Følgen af hendes forandrede selskabelige Stilling, men der hvor der ingen Vogtere findes, er Grænsen let at overskride, og enhver lavttænkende, med hvem hun i Livets daglige Vandel kommer i Berørelse, tror ustraffet at kunne overskride den. Hvad Uret, hvad stille Mishandling der da kan hobe sig over en saadan Tilværelse, hine Smaastenspyramider lig, man undertiden støder paa langs Fjeldveie, hvorpaa enhver kaster sin Sten, fordi alle gjør det, – Uret, Mishandlinger, som ingen agter en Bønne værd at lægge Merke til, end sige den skulde væbne nogen Sjæl til Forsvar, – det kan den kun tale om, der af en eller anden særlig Grund har faaet Stenpyramiden topmaalt opbygget over sit Liv.
Men der er dog et Felt i vort Samfundsliv, et mere fredet, hvor hin Selvgodhedens og Sondringens Aand ikke trænger hen: Vor Selskabelighed. Her kan Manden ikke undvære hende, der indrømmes hende ikke alene Plads, men den første Plads. Ikke sandt?
Vor Hovedstad er en By, der i Forhold til sin Folkemængde byder faa Midler til Rekreation udenfor Husene. Livet er tungt og nedbrydende baade for Mand og Kvinde; derfor kunde man synes dobbelt at være anvist paa hverandre. Men det er ikke saa. Denne Kilde til Fornøielse og Forfriskning er det netop, man mindst ved at føre sig tilgode. Mændene viser en bestemt Tendens til netop her at isolere sig. Det har endog vakt Fremmedes Opmerksomhed og Forundring, at de i de sjeldne faa selskabelige Fællesmøder helst stiller en lukket Dør mellem sig og Damerne, medens disse er høflige nok til at tro, at det sker for Tobakkens Skyld. Altsaa paa Standpunktet: Tobak heller end Damer befinder vi os for Øieblikket; saa kunde muligens komme Tobak + Damer, og endelig øiner vi som et fantastisk fjernt Fremtidsbillede: Damernes Selskab under alle Omstændigheder, alle Ofre, selv Tobakkens.
Nu, Kloden vil sandsynligvis adskillige Gange have gjort sin Verdensomseiling, inden vi paa vort Hjørne af den oplever dette sidste. Det vil neppe times den nuværende Generation. Kvinderne selv modsætter sig det. De afrettes saa at sige systematisk fra oven og fra neden, fra inden og fra uden, til at finde sig i denne Forladthed. Det er neppe for meget vovet ved at sige: de har ikke rigtig opdaget den endnu og finder sig maaske bedst i det saa.
Men Mændene har i Mangel af offentlige Adspredelser og Forlystelser og maaske i Følelsen af et visst Savn ved sit eget huslige Liv skabt en egen Sort selskabelige Sammenkomster, som vi vil kalde ved deres populære Navn: Festtilstelninger. I den hele vide Verden tror vi neppe der nogensteds kjendes, end sige praktiseres, en saadan Masse af Forenings-, Korporations-, Jubilar- og Mindefester som dem, der feires i vor gode Hovedstad, ligefra de gamle berømmelige Forfædres til de gamle Studenters, ligefra Rigets tusendaarige til Sæbesyder- eller Seildugsfabrikkers femogtyveaarige Festmøders, kortsagt i det uendelige, fra Stats- og Samfundsdiskussionens høivigtigste ned gjennem alle Fag- og Partikoteriernes Afskygninger. I alle disse mange Tendensfestmiddage og Souperer kan man da under en gjensidig mild Dyrkelse, der jevnt stiger i oratorisk begeistrede Ovationer til Dagens Personligheder og Begivenheder, holde sig varm og styrke sig, foreløbig ovenpaa Formiddagens ofte trættende Forhandlinger, ligesom i det hele til et – vi indrømmer det villig – vist mere end andensteds anstrengende Forretningsliv. Fra alle disse festlige Sammenkomster er Kvinderne udelukkede, selv ved saadanne Anledninger, der angaar dem fuldkommen ligesaa meget som Mændene. Tragiskkomisk i Sandhed tager da disse staaende Skaaler «til Kjønnets Pris» sig ud, medens de besungne sidder hjemme og kukelurer og gjerne paa en saadan Dag, da deres Mænd «dinerer i Logen», afspiser sig selv med en sand kvindelig Melkeret eller et kristeligsindet Øllebrød. Ved sjeldne Festanledninger inviteres undertiden Damer til at tage Plads paa Galleriet, hvor de da, i en Temperatur af nogle og tyve Grader, kan have den Nydelse at se ned paa Hovederne af de festsmausende, høre Champagnen knalde og sprudle i Glassene, foruden adskillige, ikke altid sprudlende Taler.
Saa kom Menneskeparret Schweigaards Bisættelse, det festligste, den mest gribende Høitidelighed, vor By i de sidste Aartier har været Vidne til. Paa Katafalken oppe i Koret stod de to Kister, ganske bedækkede med Blomster. I den ene af disse Kister hvilede Kristianias elskværdigste Mand, en Mand, der havde levet et sandt, inderligt Samliv med sin Hustru – en Mand, hvis Hjerte brast, da hun for første Gang i sit Liv lod ham – sidde alene hjemme.
Den store Kirke propfuld af Mennesker, af Mænd og Kvinder, vil man mene? . . .
Nei, kun af Mænd.
Saa utrolig det monne klinge, saa forholdt det sig. Naar vi undtager en Kreds af Sørgehusets Nærpaarørende og Veninder, hvem der var anvist Plads oppe i Koret, var Kvinder negtet Adgang til Kirken. Enhver Kræmmersvend kunde legitimere sin Adgangsberettigelse ved sin Søndagshabit og et Par sorte Hansker; kun de, der havde dækket disse Kister med Blomster, blev bortviste, og det overlodes dem Valget, at kjøle sin Deltagelse for Anledningen i Nysneen udenfor, i det Haab at faa se et Glimt af Processionen, naar den forlod Kirken, eller spadsere hjem. Vi traf senere mange saadanne hjemvandrede; blandt disse var der nogle, der syntes at føle ligesom en dunkel Uret, der var timedes dem; det klang, som naar nogen vaander sig isøvne.
Den sidste Fest af denne almindelige Betydning var: Festen for Afslørelsen af Halfdan Kjerulfs Buste.
Behøver vi at fortælle, at det samme har gjentaget sig ved denne? En sparsom Kreds af «festligklædte Damer» anbragt omkring Støtten – en ligesaa god Dekoration som nogen anden, nogen skulde man jo ogsaa have til at bekranse den – dermed havde man ogsaa udgydt Skaalen, den forsonende Skaal til Gudernes Vrede, man kunde trygt bekranse sig med Festbordets Vinløv og Roser, strække sig paa Hynderne og sende Kvinderne hjem til Øllebrødet. Fra Festsalens Fællesudvikling af Dagens bevægede Følelse var atter de udelukkede, hvem den elskelige Sanger, denne deres sande Ven og Minstrel, inderligst havde tilegnet sine Melodier, og som visselig dybest og inderligst har forstaaet dem.
Om Aftenen samledes Studenterne omkring hans Buste, forinden de begyndte Festlaget.
Havde der i denne Skare Unge været en eneste, som havde tænkt som saa:
Hvor er Kristiania Kvinder paa en Dag som denne? Hvor skal vi finde dem, at vi kan dele vor Glæde med dem? Med dem vil vi dele den, i deres Øine læse den Mindets Ømhed, som bevæger os, i deres Tale skal den klinge, deres Sang skal smeltende tolke os, hvad han var . . . hans Sange skal erindre os om, hvad de er for os . . . . . . . havde en eneste tænkt saa . . . et Jertegn vilde være skeet! Ham vilde Sangeren selv givet Tegnet, og han alene set dette fine, halvt smertelige Forstaaelsens Smil glide over Broncetrækkene.
Skede der noget Jertegn?
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Mod Strømmen (Første Række) er en samling med essayistiske tekster. Boken ble utgitt første gang i København i desember 1879. Tidligere samme år hadde Camilla Collett gitt ut en revidert utgave av Amtmandens Døtre.
Hovedtema i samlingen er kvinnenes stilling i samfunnet. Som i forfatterskapet ellers tar Camilla Collett utgangspunkt i sitt eget liv og erfaringer.
I 1885 ga Collett ut et bind til i samlingen: Mod Strømmen, Ny Række og fra og med 1900 har det vært vanlig å kalle de to bindene henholdsvis «Første Række» og «Anden Række».
Se faksimiler av 1. utg., 1879 i NB digital.
Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.