Mod Strømmen II

av Camilla Collett

Forrige Neste

Christiania Promenader.

(1882.)

I tidligere Bøger, jeg vil kalde det: i min Produktions skyldløse Periode, har jeg givet nogle Skildringer af vort Lands Natur, deriblandt en fra Christiania og Omegn, betitlet «Byen og Stranden». De er opfattede, disse Smaabilleder, med denne naive Beundring, denne Kjærlighed til Naturen og Lokaliteterne, som endnu ikke havde formet sig til en mere bevidst Anskuelse: jeg havde ikke set stort af Udlandet dengang.

Nu har jeg det. Jeg har havt Anledning til at lære nogle af dets mest udskregne Egne at kjende. For at begynde med «La bella Italia» har jeg altsaa mindst ett Sammenligningspunkt, og jeg siger: vort Norge bærer Prisen. Det bærer Prisen for alle andre Lande, naar man med Naturskjønhed mener denne inderlige Sammensmeltning af det grandios ophøiede med det yndige, blideste i en sjelden harmonisk Forening.

Fra Florents valfartes der daglig op til Høiderne af FiesoleKlosteretHer levede og døde den berømte Maler Fiesole som Munk. (Anm. fra 1882.) med sin berømte Udsigt over Arnodalen. Man kan svimle ved at se ned paa disse Vidder, oversaaede med Villaer og Slotte, Byen med sine Domer og Kirkespir fjernere ud, og gjennem alt dette snor sig søvnig den graagule Arno. Det er noget nyt, forunderligt for os Nordboer, men det lader os utilfredsstillet. Vi savner Perspektiver, vi savner Skygge, tørster efter noget, der skulde formidle alt dette spredte.

Skuet fra Terrasserne ved Sorrento ud over den næsten cirkelrunde Golf er ligeledes verdensbekjendt. Midt imod: Neapel, tilhøire Vesuv og tilvenstre i Havbrynet, ligesom bevogtende Indløbet, Kapri’s hvilende Sfinksgestalt. Jeg hørte denne Udsigt hver Dag prise i alle Tungemaal, stemte selv i med. Men Udsigten fra Ormøen ude i Bundefjorden er smukkere.

Her stod jeg en Sommeraften oppe paa Platformen ud mod Vest, som netop har levnet Plads til en smuk, liden Villa, der beboes af min kjære gamle Veninde og Skolekamerat – dette vidunderlige Plateau, der er ligesom med Jettebiler hugget ind i Øens steileste Pynt, medens Naturen kjærlig synes at ville dække Indhugget ved at brede sin rigeste Vegetation over. Man kan spare sig Pusleriet med at plante selv; af hver Fjeldspræk myldrer der Blomster frem; det laver ned ad de steile Skrænter af Busk- og Slyngvekster, bag Husets Væg løfter Birkeskogen sig op til Høiderne.

Fra dette Punkt overskuer man et Panorama af Fjorden og Indløbet til Christiania, som maaske ikke fra noget andet i dets nære Omegn. Hist nede Malmøen saa nær, at det ser ud, som om man med et heldigt Kast kunde svinge sig ned paa den; saa de andre Øer, fortonende sig udover, indtil de fjerne Bugter ved Bygdø; Byen i malerisk Fjernhed, sluttende Perspektivet mod Nord. Helt over fra Bygdø havde Aftensolen lagt et bredt Belte af mat, bævrende Guld. Skibe med slappe Seil gled som fantastiske Drømmesyn langsomt frem og tilbage paa dette magiske Speil – og jeg skuede og jeg raabte, og jeg tabte mig igjen i Beskuelsen for at raabe: dette er det deiligste, jeg har set og nogensinde faar at se!

Men slige Udraab undslipper os rigtignok ogsaa let, naar vi staar oppe paa Bygdøhøiden og ser indover mod Byen; ja disse Høider vil have hørt mange saadanne Udraab. Kan man sige, at Ormøen byder den skjønneste Udsigt over Fjorden og Indløbet, saa gjælder det samme i fuldt Maal Bygdø, naar der er Tale om Stranden; derunder forstaaet den hele Kompleks af Land og Sø, der danner Byens Omgivelse ud mod Vest. Det er sandt, man kommer ikke langt med at ville beskrive; et oprigtigt, fra Hjertet brydende: «dette er det vakreste, jeg har set!» siger maaske mer. Hvo tænker paa en Beskrivelse, naar vi oppe fra Tinderne paa Oscarshal skal samle de Enkeltheder, vi nys flygtig beundrede, til det hele Billede, der udbreder sig for os! – et Naturens Festskrud foldet ud over Dalen, med sin rigeste Skjønhedsbrem svøbt om Bugten? . . . Her er alt, hvad Øie og Sind kan begjære – Skov og Mark, Fjeld og Sø, Kirker og Slotte, gamle Landsteder, halvt skjulte under hundredeaarige Træer, og nymodens Villaer, og al denne Herlighed slutter sig tæt ind til vor fornemste By, her mangler intet for at give denne sit Præg som Storby og Hovedstad.

Intet? . . . Jo, noget mangler dog. Disse Lunde og Havepartier, hvorfra et Tag eller Toppen af en Frontespice rager op, er lutter privat Eiendom; de tilhører kun den enkelte Mand, der verger for dem med muligst høie Gitre og forsvarlige Stængsler. Disse Øer, der lokker os saa forunderlig, vil vise os tilbage, hvis vi nærmede os dem, med et but: «ikke herind». I denne vide Christianiaomegn findes ikke en eneste offentlig Have, stor nok til at samle alle Klasser, den fattige Arbeider som Rigmanden, den tarvelige Haandverksfamilie som den elegante Dame, der synes, Stedet kan ikke være heldigere til at vise sig i sin nye Ride- eller Spadserdragt.

Dette er Christianias bitreste Savn, der, saalænge som det er forblevet uafhjulpet, har betaget det Ret til at kaldes en Storby.

Dette er Christianias sørgelige Hemmelighed, at det selv har forskjertset Muligheden til at faa dette Savn afhjulpet. Hvor skal man nu tænke paa at afvinde dets nære Omegn et Terræn, vidtstrakt nok til at opfylde de Betingelser, man maatte stille til et saadant Anlæg? Christiania, der er bleven ved at bygge og bygge, med den bekjendte insolente Foragt for al Besparelse af Rum, og med denne Mangel paa Orden og Skjønhedssans, som vil blive Efterverdenens Fortvilelse, har ikke levnet noget saadant til offentlige Haver. Dets Maade at bygge paa har ikke alene stængt Pladsen for alle Anlæg af den Art, men overhovedet for det, vi kalder By. Hvad er her By, og hvad er Land? kan vi spørge, naar vi undtager den vestlige Side af den, hvor Slotsomgivelserne og Villabebyggelsen byder et Slags Vern mod Vandalismen, medens denne des haardere har truffet Byens andre Udkanter. I alle Udlandets større Byer vil man se deres nye Partier ordne sig i tætsluttede Rækker, Hus til Hus, medens det derved indvundne Rum, hvoraf hver Fodsbred repræsenterer en liden Kapital, er udlagt i brede, luftige Avenuer, som med sine skyggefulde Alléer selv kan tjene som Parkanlæg . . . Den Aand, som har raadet, det vil sige faaet Lov til at raade i Bebyggelsen af den nye Del af vor Hovedstad, kan man træffende sammenligne med lille Petter eller Karlemand, der er bleven kjed af at stille Æskens Indhold op i Rækker og Rader, og tilsidst drysser det hele ned over Gulvet. Naar lille Petter eller Karlemand bliver stor, vil han selv med Bedrøvelse anstille Sammenligningen og finde den saare træffende.

Selv i de engang ordnede Partier af vor By har Byggeugenertheden trængt sig ind og gjør alt, hvad den kan, for at forstyrre Harmonien, som f. Eks. i Homansby. Den er nu engang stemplet til et Villakvarter, det eneste, vi har af den Slags; men disse Kaserner af Murhuse, som Byggespekulationen reiser, et her, et der, som det kan falde, – vil tilsidst ganske betage det Karakteren af et saadant. Jeg søgte efter en liden Villa deroppe, som jeg havde beboet i nogle lykkelige Aar; den laa dengang saa frit og vakkert paa et Hjørne med Have til. Pladsen foran var nu optaget af et Par af disse uhyggelige Kolosser af Bygninger; og indeklemt i Vinkelen bag disse fandt jeg endelig vort kjære, forrige Hjem.

Ja, vel kan man spørge, naar man nu besøger Christiania og forsøger at orientere sig lidt paa de gamle Steder: hvor ender Byen, og hvor begynder Landet? Er det By, er det Land, dette Virvar af Huse, slængt uvilkaarlig hen efter Veien, et stort, et lidet, et paa langs, et paa tvers, med en Maade at benytte Rummet paa, der saarer al Skjønhedssans, uden at indvinde et Gran Fordel for disse Huse selv?

«Det er By, det faar vi nok at føle,» siger Belysningsvæsenet. «Vi hører ikke andet end Skjend; men hvem kan lyse op paa slige Vidder!»

«Det er By, det faar ogsaa vi at føle,» lægger Veivæsenet til, ligesaa fortvilet over de Fordringer, der stilles til dette.

«Dette er hverken By eller Land,» siger Mødre, der sender Børn paa Skole ind til Byen, ikke mindre mismodig.

«By? Nei, det er Fanden ikke By, dette!» siger Pøbelen. «derfor behøver vi vel ikke at genere os saa farlig, men slaa os lidt løs, som det kan falde.»

Og Pøbelen har ikke ganske Uret. Der gjøres heller ikke et Gran til at lære den at genere sig paa en smuk og anstændig Maade. Intet Under, at Naturen undertiden gaar over Optugtelsen, eller maaske vi bedre kan sige Optugtelsen over Naturen, den slette Optugtelse, vi sørger for at give den; der gjøres intet i denne Retning for at opdrage den simple Mand, intet for ved at berede ham Indtryk af en ædlere Sort, at vække hans Sans for en smukkere Anvendelse af sin Fritid. Intet Under, at den Trang til Forfriskning og Adspredelse efter Arbeidet, som han dobbelt trænger til, da Hjemmet gjerne er saa meget mindre skikket til at yde ham en saadan, arter lidt ud . . . heller ikke maa det forundre os, at de mindre venlige Følelser, der altid ulmer i de lavere Klasser mod de mere «begunstigede», drager rigelig Næring af denne Forsømthed og leilighedsvis giver sig Luft.

Vi siger Klasser, et noget ubestemmeligt Begreb, der især, naar Modsætningerne skal udhæves ved visse stereotype Betegnelser, faar en maaske lidt anmassende, noget utidsmæssig Klang. Dannelse binder sig ikke strengt til en bestemt Livsstilling, og hvad nu Skilletegnene «begunstigede», «privilegerede» etc., angaar, ak, Gud hjælpe os! Livets Sorger er mere ligelig fordelte, end man tænker! Naar vi derfor siger, at medens Forskjellen mellem «Klasserne» i andre større Byer neppe træder bemerkelig frem, stikker den intetsteds mere ubehagelig af end i vort friheds- og lighedsstræbende Norge, saa vil vi dermed betegne de forskjellige Samfundsstillinger, enhver Stand fra de høiere til de ringere. Det er denne Forskjel i Optræden og Habitus, som der endnu hos os er gjort saa lidt for at fjerne, men som Tiden medrette bestræber sig for at udjevne; det er den ringere stillede Befolknings selskabelige Opdragelse, der er forsømt.

Indrømmes maa det, at forsaavidt denne Opdragelse skulde fremmes gjennem en større Sammenslutning af «Klasserne» ude i den fri Natur til fælles Oplivelse, har det sine Vanskeligheder. Der skal en særegen Beskaffenhed ved Terrænet (nota bene naar man ikke fra gammel Tid, da man havde større Plads at rutte med, har sikret sig det), for at kunne samle og harmonisk ordne de forskjellige Elementer til et saadant smukt Friluftssamliv. Den mere dannede stiller heri Regelen kun ett Krav: Skjønhed og rigelig Plads til at bevæge sig; den simple Mand nøies ikke dermed, han trænger til noget mere reelt, han vil have noget at spise og – man tænke ikke straks noget ondt – at drikke, han vil mores, altimedens han stille kunde paavirkes ogsaa af noget andet, mere for Sind og Sjæl løftende, med ett Ord, hans Behov omfatter alle Elementer i den Rekreation, slige offentlige Parkanlæg skulde byde sine Gjester.

Vist er det, at vi ikke har sørget for at berede denne mest trængende Del af Befolkningen noget af den Sort. Maatte det derfor ikke undre og forarge os for meget, om den søger ud til Etterstad og andre Afkroge, hvor den da ogsaa muntrer og morer sig, «som det kan falde».

Vi har set denne deres Trang til at adsprede sig antage besynderlige Skikkelser. Saaledes kunde man for en Del Aar siden – jeg ved ikke, om det er Tilfældet nu længer –, naar man en Søndags Eftermiddag passerede Christiania Torv, se hele Pladsen optaget af en Mængde Mennesker – udelukkende Mænd – fordelte i Grupper, omtrent som Spekulanterne paa en Børs.

«De bytter Klokker,» blev der svaret paa vor Erkyndigelse om, hvad de foretog sig. Altsaa et Slags Hasardspil, neppe til alles Fornøielse.

Ja, slige Christianiasommersøndagseftermiddage! Hvem kjender ikke dem! Hvo, som har boet i Strøget af Carl Johans Gade, vil nok ogsaa mindes det melankolske Syn af forkomne Haandverksfamilier vandre langsomt op ad den i Solstegen for at søge lidt Forfriskning ude i Naturen efter maaske en hel, inde i den lumre By hentrællet Uge.

Hvor søger de hen? Efter et Par Timers Forløb ser man dem vandre forbi igjen. Fatter bærende paa den mindste, Mor med en Nypetorn eller Hæggeblomstgren, som hun har erobret maaske henne i Frognermarken. Hvad har de nydt? Intet. Hvor har de hvilt? Ingensteds. De vender nu tilbage, trættere end de gik ud, for at faa sig lidt i Livet hjemme, faa Børnene i Seng og Hæggeblomstdusken sat i Vand for Ugen.

For atter at ty til Udlandet: hvor ganske anderledes har de store Byer her sørget for sin Befolknings Tarv, medens de samtidig har havt sit eget Skjønhedskrav for Øie! Det er her, vi kan dømme om Virkningen af dette store Fællesskab, hvor selv det raaeste Subjekt villig bøier sig under den Forpligtelse at træde anstændig op. Hvad har ikke Stockholm og Kjøbenhavn at opvise af offentlige Haver og Promenader! Kjøbenhavn sin «Kongens Have», Tivoli, det herlige «Langelinje», Parkanlæggene, der reiser sig paa de sløifede Volde, ikke at tale om de mere beskedne Rekreationssteder rundt om i Udkanterne, hvor man kan se Borgerfamilierne hyggelig grupperet omkring Smaabordene, Temaskinen paa Bordet, medens man muntrer sig ved Musikkens Toner, og Børnene leger omkring.

Man kan faa for meget af det gode ogsaa! vil man maaske indvende. Det kan nok være. Og saa kommer det an paa enhver Nations Beskaffenhed, nogle trænger til mere, andre mindre deraf. Men den anden Yderlighed, at have for lidt deraf, skulde den være saa meget mere heldbringende? Og for os? De Bestræbelser, der fra et visst Hold gjøres for at stænge for det lidet, vi har af den Sort, og at ville forvandle Søndagen til en fuldstændig Bods- og Bededag, vil neppe føre til det forønskede Maal at opdrage og forbedre Mængden.

Ladegaardsøen? Det gamle Bygdø, vil man sige; her er jo baade Plads og deiligt nok!

Turen blir for kostbar for hele Familier, og de faa Etablissementer, der findes, byder, vil man sige, ikke den forønskede Garanti for, at de kan søges af alle.

Vi havde engang, det var i Aarene 1830–40, faaet istand et Stykke Park derude, nota bene, det var Christiania finere Selskab, der samledes her. Men den Herlighed varede ikke længe. Klasseaanden, endnu lidt mere borneret-pertentlig, end den er nu, begyndte at rynke paa Næsen, og Skræmmebilledet: «blandet Selskab», opløste lidt efter lidt det hele – et Bevis for, at baade Terrænet og Anskuelserne om et saadant Anlægs rette Maal og Betydning var begge for snævre.

Det er Ligevegten, der her skulde opretholdes; det gjælder ikke at lade det vippe over i nogen Retning. For nogle Aar siden kunde Tuileriernes Have i Paris tjene til Model for denne Ligevegt, denne smukke Neutralitet. Et Storhedens og Skjønhedens Element omsluttede alle lige, intetsteds traadte Klasseforskjellen finere nuanceret frem. Det er ikke mere saa. Under den sidste Regjering har man bestræbt sig for at udslette ethvert Præg af den gamle Tuilerihave. Efterat Fjælebodskommersen er trukken derind, forsvinder det fine Selskab mere og mere derfra, og sikkerlig med større Føie, end vor lille Christianiaklik forsvandt fra Dronningbjerget.

Siden denne Begivenhed er der gaaet en Række af Aar hen. Vor By er imedens svulmet ud, lig en vandsyg Melon, til et monstrøst Omfang, medens Haabet om at erholde en Plads til en eller flere offentlige Parkanlæg er mindsket for hvert Aar.

Da lød der pludselig et glædeligt Budskab. En Anledning havde aabnet sig til at faa afhjulpet dette Savn for vor By. Et Stykke Land var bleven den tilbudt, der vilde stille alt i Skygge, hvad den hidtil havde kunnet ønske sig. Tilstrækkeligt Areal; den skjønneste, mest oplivende Beliggenhed, som skabt til at forene alles Interesser, blive et Samlingssted for alle Klasser. Den hidtil saa stedmoderlig behandlede Østside af Byen vilde herefter værdig kunne rivalisere med den altid begunstigede vestre Side. Nu skulde Konfluksen af Kjørende og Spadserende ligeligere fordeles. Et Parkanlæg her vilde tillige blive den største Forskjønnelse for Byen selv. Det vilde komme til at danne Fronten for Indseilingen mod Øst, ligesom Oscarshal dannede den mod Vest.

Tusender vilde have hørt dette Budskab med Glæde, og med Spænding imødeset dets Afgjørelse. Det gjaldt at gribe til.

Hvad besluttede Christiania Kommune?

Christiania Kommune fandt, at Pladsen var for dyr, og at det var bedst at vente til «en anden Gang».

Christiania Kommune fandt det uklogt at indrømme den ene Side af Byen en Park, da andre Bysider let kunde falde paa at forlange noget lignende.

Christiania Kommune besluttede derfor, efter moden Overveielse, at lade Sagen falde, og har derpaa aabnet Døren for Udstykningen, for Nedraseringen, for Bebyggelsen, for Hæsligheden med ett Ord, og forvist de simple Klasser tilbage til sine Muntrationer paa Etterstad.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Mod Strømmen II

I 1879 hadde Camilla Collett utgitt første bind av essaysamlingen Mod Strømmen. I 1885 kom bind 2, med tittelen Mod Strømmen, Ny Række.

Som i første bind handler tekstene først og fremst om kvinnenes stilling og kår i samfunnet.

Fra og med 1900 har det vært vanlig å kalle de to bindene hhv «Første Række» og «Anden Række».

Se faksimiler av 1. utg., 1885 i NB Digital.

Les mer..

Om Camilla Collett

Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.