(1879.)
Veltalenhedens Dis, o Musa blid og skjøn,
Jeg dig paakalder, høre du min Bøn!
Thi særlig, naar det gjælder uvant Tale,
Og noget med lidt Fynd og Kraft at male,
Jeg stoler mer tilsidst dog paa dit Kjøn
End paa hin stolte, strenge, laurbærkranste Gud,
Der selv mod egne Dyrkere, naar det ham stikker,
Overmodig, seirsberuset skikker En eller flere hvasse Pile ud,
Naar han (man har Eksempler og derpaa,
Hvis man i noget drister sig hans Lige)
Ei foretrækker, med Respekt at sige,
Dem levende at flaa;
Og derfor Magtens, Styrkens Symbol, han som ingen anden
Til Skytsgud egner mere sig for Manden.
Men du, o milde Dis, vil os tilhøre,
Men du imod et Kjøn vil skaansomt bøie Øre,
Der, ikke kaldet til at herske, handle, styre, stride,
Fik Trangen ikkun til at ofre sig og lide –
En Trang, som knapt det holde kan i Tømme,
Men selv, vil man jo paastaa, søger Prøvelsen,
Imedens dog, fuldt villig vi indrømme,
For den at lette, holde jevnt i Øvelsen,
Der gjøres muligst alt ifra den anden Side . . .
Men du, o milde Dis, vil skaansomt bøie Øre
Imod et Kjøn, der – sælsomt, siger vi,
Med saadan Trang udstyret – sært mon friste,
At bære paa en tyndere, mer trykket Hjernekiste
Med mindre Indhold indeni
End hint det andet Kjøn, det mægtige, «det sterke»
(De tykke, tunge Kister altsaa dettes Merke!),
Staa du, veldædige Beskytterinde,
Offertrangens, trange Hjerners Skytsgudinde,
Staa du, en stakkels Bærerinde deraf bi!
Lyt huldrig til, hvad her hun har isinde,
Læg mer end Kvindes Mod og Magt deri!
Sufler mig, inspirer mig, der min Sang
Saa dristigt Maal har sat sig denne Gang.
Der er et Motiv kommet til i Kvindesagen, der maaske mere end noget er skikket til at bringe Forvirring i Opfatningen af denne Sag, for ikke at sige hemme den i dens Gang: Spørgsmaalet om de naturlige Evners Fordeling i de forskjellige Kjøn. At det er bleven en mægtig Faktor i Modstandens Bestræbelser, er ganske visst. Det er allerede adskillige Aar, siden Verden blev imponeret ved en ny Opdagelse, den, at man ad anatomisk Vei var naaet til paa det nøieste at faststille Forholdet mellem de mandlige og kvindelige naturlige Evner. Man var kommen til det nu endelig uimodsigelige Resultat, at den aandelige Overvegt overveiende ligger paa Mandens, men den moralske – som en af de mere berømte Sjæleprosektorer galant lægger til – overveiende paa Kvindens Side.
Med denne Opdagelse skulde alle Spørgsmaal være løste. Verdensligevegten var da endelig funden og for evige Tider sikret.
Sagen er, at det er denne Udskiftning af Egenskaber – lad dem grunde sig paa Sandhed eller ikke – der maaske mer end noget bidrager til at forstyrre denne Ligevegt og til at befæste Kvindens hele mislige Stilling i Samfundet . . . Vi staar her svimlende ved Kløftens Rand.
I Virkeligheden vil det nemlig sige, at den aandelige Overvegt først og fremst finder sig kaldet til at øve denne Overvegt netop over sin føieligere Modsætning, de moralske Egenskaber, bestemme deres Art og indbyrdes Forhold, kort – lempe dem efter sit Behov.
Det vil kun sige, at den aandelige Overvegt i det hele notorisk har bevisliggjort sin Eneret til at foreskrive Love, tage Bestemmelser, eksekvere Domme, medens den anden Part naturnødvendig villig vil underkaste sig disse Love, denne suveræne Styrelse.
Det vil kun sige, at deraf er flydt Love og Bestemmelser der i visse retslige Tilfælde stiller Kvinden i Række med Børn og Imbecile.
Det vil kun sige, at deraf er flydt Love og Bestemmelser, der tillader Manden «til en viss Grad» at prygle Hustruen.
Det vil kun sige, at der deraf er flydt Love, der tillader ham at dræbe hende paa Stedet, hvis hun gribes i en Forbrydelse mod Egteskabets moralske Forpligtelse.
Skulde vi ikke have denne Udskiftning af Evner og Egenskaber at takke for den hele vanvittig opskruede Maalestok for kvindelig Moral og Pletfrihed i Forhold til Herrens og Lovgiverens? Til hende Kravene paa Ædelmod og Opofrelse – til ham at modtage Offeret og lønne hende paa en Maade, der ofte mindst smager af Ædelmod. Man minde sig blot det forskjellige Lønningssystem, hvor Arbeidet ofte er ganske ens: Han byder – hun skal lyde – hun yder, han skal nyde, det er Konsekvensen af denne Naturnødvendighedens Lov, beseglet ved baade Sondens og Vegtskaalens uimodsigelige Vidnesbyrd.
Vistnok kunde der reise sig Tvil om Paalideligheden af denne kirurgiske Bevisførelse, og om den i saa Fald giver Ret til en saadan Udskiftning af Magt, der simpelt væk vilde vedblive at gjøre vore menneskelige Samfund til Planteskoler for Tyranni og Uretfærdighed. Det kunde navnlig være Tvil underkastet, om virkelig den lidende Part med saadan naturbegrundet Glæde finder sig i Uretten.
Vi tror, den lider forfærdelig derunder, at Tusender sukker mod den Tid, da alle vil stemme sig op mod den, og denne Side af Frigjørelsen seirende være traadt for Dagen.
At denne Misfornøielse rører sig, om end dump, i mange Gemytter, hører i det mindste til det bevislige, uimodsigelige. Paa hvilken Side den aandelige Overvegt virkelig skulde ligge, og hvad Indflydelse den i saa Fald vilde øve paa Spørgsmaalet, dette er et af de Problemer, som, hvis det overhovedet summarisk kan opgjøres, ikke endnu kan finde nogen Løsning. Tiden dertil er endnu ikke kommen. Man kan formentlig ligesaa lidt paa vore nuværende Tilstande bygge et System for den ene Parts aandelige Underlegenhed, som man af en Chineserindes forkrøblede Fod vilde bevise, at den ikke kunde være ligesaa velskabt som en anden Menneskefod, der ikke har kjendt Futeralet.
Der har vi det. Argumentet hentet fra Foden, ikke fra Skruerne om den. Den gamle Forveksling af Aarsag og Virkning, som den «logiske» Del af Menneskeheden ikke vil se, og den ulogiske Del af den naturligvis ikke kan se, paa Grund af – den lamme Fod. Vi kan daglig faa denne Argumentation for en naturbegrundet kvindelig Ulighed og Underlegenhed præsenteret os i det hele Repertoire af daddelværdige Egenskaber for vor Tids Kvinder og sikkerlig ikke mindst ubønhørlig af hendes eget Kjøn. Hendes Overfladiskhed og Interesseløshed, hendes «Pjattevorenhed», hendes Koketteri og Forlystelsessyge etc. etc.
Men er det ikke saa, man vil have hende? Er det ikke disse Egenskaber, man mindst i de Par sidste Aarhundreder netop har fremelsket hos hende? Manden vil have hende saa, og naar det altfor vel lykkes, burde Daddelen ikke træffe hende. Jeg kan ikke istemme dette – især det kvindelige, lidt farisæiske Skrig over disse Feil – de maa, synes mig, kun vække den dybeste Medynk. I Middelalderen indtog Kvinden en helt anden Plads i sit Samfund. Hun var da den ved Lærdom og Dannelse overlegne, den aandelig toneangivende, medens Manden skjøttede sine Rov- og Kampinteresser. Da hørte man intet til disse Smaaligheder og Ynkeligheder, der nu lægges hende tillast. Det er sandt, Uvidenheden og Fanatismen var dobbelt vaagen, en saadan Overlegenhed kunde kun stamme fra Djævelen; derfor laa Fanatismen og Uvidenheden ogsaa bestandig paa Lur og brændte hende med sand Fornøielse paa et Baal, hvor den kunde komme til det.
Forholdet i vore Dage viser sig vistnok mindre skarpt udpræget, men skulde Opfatningen af Kvinden og hendes Betydning i og for Samfundet virkelig staa saa meget høiere end dengang? En aandelig Overlegenhed sees endnu kun med mistænkelige Øine, Adgangen til at bruge sine Evner i det store, bevægede Livs Tjeneste er endnu mere end dengang sperret for hende overalt. Manden holder sig mere hjemme end i Feudal- og Ridderskabets urolige Tider, og her skal hun være Dukkebarnet, der forlyster ham, bortspøger og bortpjatter hans mørke Stemninger og sørger for hans huslige Behov. Spørg hvilken Mand af vor Tid, man vil, selv den høiærværdigste, og de vil alle foretrække Dukkebarnets Silkestrømper fremfor disse stygge blaa.trømper.
Den aandelige Overvegt er i sin Art despotisk. Det er ikke af den, Kvinden tør vente sig en heldig Løsning af hendes Sag. Det, man kalder hendes Fortrin, der alle skal have det passive, lidende Præg, vil neppe heller virke til denne Løsning. Det kan kun en ligevegtig Udskiftning af Evner og Egenskaber, der forsonet rækker hinanden Haanden og supplerende kan virke i Fællesskab.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I 1879 hadde Camilla Collett utgitt første bind av essaysamlingen Mod Strømmen. I 1885 kom bind 2, med tittelen Mod Strømmen, Ny Række.
Som i første bind handler tekstene først og fremst om kvinnenes stilling og kår i samfunnet.
Fra og med 1900 har det vært vanlig å kalle de to bindene hhv «Første Række» og «Anden Række».
Se faksimiler av 1. utg., 1885 i NB Digital.
Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.