En Dobbeltberømthed.

Januar 1882.

Vi kjender alle, overflødigt at gjentage det, Paris som Verdensstaden, Centrumet, det uopnaaelige, for Kunst, Skjønhed og sprudlende Livsglæde, en Ros, som det har hævdet og endnu hævder, trods alle Rystelser, fremfor enhver anden Storby.

For saadanne Besøgere, der maaske under gjentagne Ophold der har kunnet samle sig til en roligere Betragtning af de sande, der raadende Tilstande, vil imidlertid «la ville enchanteresse», paa de senere Stadier af disse Tilstande, have afklædt sig meget af det gamle Trylleri. Det gjælder at verge sig mod Indtryk, der staar i en skjærende Modsætning til dem, man ellers søger der.

Vi følger saaledes med Forfærdelse de kriminelle Forhandlinger, som Bladene meddeler os, vi studser over den tiltagende Mængde Misgjerninger, mest Mord, og hvilke Mord! som de har at berette os – Fænomener, der ikke synes at bunde i en normal Tingenes Tilstand, men skyder op af Tidens politisk sociale Sump som visse Giftvekster, der kræver særegne klimatisk-atmosfæriske Betingelser for ret at florere.

Dog dette er Misgjerninger forøvet af Menneske mod Menneske. Fremkaldt af voldsomme Lidenskaber forøves de fleste i Lidenskabens Hede og Hastverk. – Love og Domstole forfølger og straffer dem.

Der gives en anden Klasse Misgjerninger, der ikke forfølges og straffes af Lovene. De oprører sig kun mod en anden Lov, Guds Lov, der ligesaa strengt forkyndes os, der tydeligere, uudsletteligere har indprentet sig i vor Samvittighed og vore Hjerter, end nogen jordisk code civil har kunnet det – Forbrydelser, der ikke sker i Lidenskabens Hede, men som driver sit koldblodig raffinerte Grusomhedsverk uforstyrret Dag for Dag, Uge for Uge, Maaneder, Aar, uden at røres af deres Ofres Kvaler – Forbrydelser, der ved at give sig Navn af ophøiede Formaal i Menneskehedens Tjeneste altfor længe har duperet Verden, og det er de saakaldte lægevidenskabelige Eksperimenter paa levende Dyr – Vivisektionen med ett Ord.

De videnskabelige Dyreeksperimenter! Aa dem kjender vi jo, hvilken Nation vi end tilhører. Man behøver ikke at reise til Paris for at erfare noget om dem!

Ganske visst. Alle kjender dem. Vi er alle Medvidere, medskyldige, feige, elendige.

Men Videnskaben, i hvis Navn de sker, har begyndt at frabede sig Æren af disse Berigelser, der forespeiles den. Den har selv løftet paa Sløret og vist os, at disse Afskyeligheder ikke fører, ikke kan føre til de belovede Resultater, men at de ophøiede Formaal i Menneskehedens Tjeneste simpelthen tjener til Skalkeskjul for visse Tilbøieligheder og Lyster, som vi ikke betænker os paa at kalde med sit rette Navn, en personlig Grusomhedstrang.

Det skulde undre os, om de berømteste Herrer Dyremartrere ikke allerede tidlig har sporet denne Trang i sig. Skulde de ikke allerede som Drenge have følt en egen Nydelse ved at rive Vingerne af Sommerfugle, og ved at faa spiddet en rigtig kraftig Bille i sin Insektkasse? Denne Trang, denne Nydelse ved det pinselsfulde er da vokset op med dem, indtil den, ikke nøiende sig med den Smule private Tilfredsstillelse, Leiligheden kunde tilbyde, har krævet større, mere sikrede Raaderum. Saa har den i Lighed med sin nære Blodsforvant Vellysten, der skabte Bordelinstitutionen, opfundet Vivisektionen og skabt Laboratorierne for Dyreeksperimenter.

Mistroen til den er vakt. Fra flere Hold, Tyskland, England, Danmark, har denne Mistro fundet djerve Udtalelser, endog af Fagmænd. Der er lydt Stemmer, at vilde ikke Lovene skride ind mod disse Afskyeligheder, vilde en Smule Lynchjustits her være paa sit rette Sted. Et saadant uanmeldt Besøg i Laboratorierne! Fangerne befriede, Redskaber og Instrumenter gjort til Mask, muligt, vil vi lægge til, forinden Fristelsen vandt for stor Overhaand, at lade de lærde Herrer Eksperimentører selv prøve lidt af dem! Der gives Tilfælde i Livet, der kunde gjøre den fredeligste til Oprører.

Disse Betragtninger, der, vi vil dog tro det, ligger mer eller mindre bevidst i tusende Sjæle, har faaet en synderlig Skjærpelse ved en af de sidste Ugers parisiske Retsforhandlinger.

En Mand i en anset Stilling, en af Sorbonnens lærde Professorer,Som Forfatter har han nylig vakt Opsigt med en Bog for Børn i ultra demokratisk-materialistisk-ateistisk Aand. (Anm. fra 1882.) ci-devant Minister, er anklaget for Brudd paa Gadefreden. Han er anklaget for at have drevet det eksperimenterende Dyrmartreri til den Grad, at hele Nabolaget har følt sig inkommoderet deraf. Dag og Nat, gjennem lange Tider er Folks Husfred bleven forstyrret ved de ulykkelige Dyrs, Hundes, Jammerskrig og Hyl. En nærboende Hotelvertinde har tilsidst reist Klage, da hun paastod, at det skræmte Besøgere fra hendes Hus. Hvorvidt en Smule menneskelig Medfølelse med Ofrene har medvirket, skal vi ikke kunne sige. Klagen dreier sig kun om Rolighedsforstyrrelsen, med Krav paa en Pengeerstatning for derved lidt Overlast.

Madamens Modstander, Professor, Minister Paul Bert, synes endnu ikke at have kunnet affinde sig med Klagerne. Det heder først, at han havde givet det beroligende Løfte, at han ved en viss Nerveoperation – en ny Opfindelse – vilde sørge for at berøve de paagjældende Dyr Stemmen, saa at han for Fremtiden trygt kunde love at overholde godt og fredeligt Naboskab. En senere Beretning siger, at han afstod derfra, at han foretrak at afstænge Laboratoriets Allerhelligste med en Række forsvarlige Døre, der vilde forhindre enhver Lyd fra at trænge ud.

Og det er uimodsigelig det heldigste for Hr. Paul Bert selv. Disse Lyd, fra den første bønlige, klynkende Piben, til Smertens vildeste Hyl, det er jo netop Raffinementet ved det hele. Musikken til Teksten, især – ikke sandt, mine Herrer Dyrepinere og Paul Bert’er – især hvis et saadant Kompleks af sitrende Nerver, Kjød og Blod, som I kalder Prøvedyrene, og som merkelig nok er bevæget af visse sjælelige Instinkter, der minder om de bedre hos Menneskene, især hvis et saadant Dyr, inderlig fornøiet over at være draget op af Fangehullet til Lyset, hopper og springer af Glæde, maaske slikker eders Haand, idet den skikker sig til at skrue den fast i Maskinen – det skjærper Nydelsen, hvad? . . .

Naar I saa er færdig, mine Herrer Paul Bert’er, naar I kanske en Række Timer med en uforlignelig, aldrig svigtende Sindsro har bestræbt jer for at afstumpe, udslette hver Gnist af menneskelig Følelse i de unge Sjæle, som I kalder jeres Elever, naar I har bragt de blodige Instrumenter paa sin Plads, vasket pent jeres Hænder, saa tar I disse Melodier med ud i Livet. De følger jer i Familiekredsen, hvis I har nogen, i Studerværelset – paa Ministerbænken, den følger med paa jeres landlige Ture, den akkompagnerer Bølgeslaget, der bryder sig mod Baaden, hvis I foretrækker en liden idyllisk Tur paa Vandet – den luller jer i Søvn . . . de følger jer disse Melodier til det sidste Leie, hvor Døden, den store uopnaaelige Eksperimentør, ikke mindre ubønhørlig spænder sit Offer i disse Bøiler, som aldrig slipper.

Og her, mine Herrer Paul Bert’er, vil vi skilles fra eder med et godt, fromt Ønske.

Maatte disse Lyd, der har fulgt eder Livet igjennem som en Nydelse, maatte de for første Gang vække eder til Rædsel.

Maatte de have den Magt at ryste eders Sjæle op til en Bøn, en Angstens Bøn til den Gud, der har sagt til os Mennesker: «Værer barmhjertige, og eder skal Barmhjertighed vederfares», den Gud, der skabte Hundene og Vivisektøren Paul Bert og hans Lige.

Den store Vivisektør har et merkeligt Ansigt, at dømme efter Fotografierne. Hvilket blidt Ansigt! vil man netop sige. Da stanser man forfærdet ved et Træk om Munden, der ikke kan vildlede. Det er Marternydelsens Smil, der her skræmmer os tilbage.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.