Af Fætter Fantasus’s Dagbog.
I.
Det kunde synes underligt nok, at jeg, der har reist meget, har besøgt Syd- og Vesteuropa, ogsaa et Par Gange berørt Danmark, dog aldrig havde været i den danske Hovedstad. Og mine Forældre havde dog oftere besøgt det. Imidlertid havde jeg, maaske fornemmelig gjennem Familiepaavirkningen, modtaget et af disse Indtryk af Stedet, der er saa levende, at man tilsidst forveksler Begreberne ikke været med været der.og ender med for fuldt Alvor at indforlive det sidste.
Da jeg derfor en varm Juliaften i Aaret af vor Tidsregning 1880 drog gjennem Byen, forbi Thorvaldsens Museum, Christiansborg, ned ad den livfulde Østergade og havde naaet den store Plads, der vel tør betegnes som dens fashionable Centrum-Akselstadens Place de la Concorde –, var jeg vistnok bleven grebet af noget uventet, overraskende, men det tiltalte mig dog som det længe bekjendte. Der.var det nye Teater, der Charlottenborg, der.”Hesten paa Kongens Nytorv». Jeg tog ikke feil af noget. Det var i mine Forældres glade Kjøbenhavn, jeg befandt mig.
Paa Hvile inde var der ikke at tænke. Efter at have bragt Tøiet i Sikkerhed i Hotellet, drev det mig lige ud igjen.
Jeg fulgte den nye Boulevard, der har fortrængt de patriarkalske Volde, indtil jeg stod foran fjerde Christians.gamle Slot. Ogsaa dette hilste mig saa bekjendt som Kirken hjemme. Det havde prydet min Faders Væg i Kobberstik, min Søster havde broderet det i Silke paa en Festgave til Mama. Som et Stykke Eventyr midt i Dagsprosaen dukkede det, med sine slanke Spir og Taarne, op bag de andre Huse. Den øverste Brem af Alléen bagved luede endnu i de sidste Solstraaler og syntes uimodstaaelig at vinke indenfor; jeg modstod heller ikke.
Man maa have reist Dage og Nætter i ett Træk paa Jernbane for at forstaa, hvad det vil sige pludselig at kunne aande op i den friske, svale Skovluft, medens Øiet ligesom beruset hilser det saa længe savnede kjære Grønne, hilser Skjønheden! Og her omgiver den os, hvor vi ser hen. Disse majestætiske Løvhvælvinger, disse dæmrende Perspektiver, der lader os skimte Eventyrslottet snart fra en, snart fra en anden malerisk Side – det var selv et Eventyr; saa følte jeg det i det mindste, der havde tilbragt tvende Døgn indesperret i de kvalme Kupéer. Enkelte spadserende drev endnu omkring og nærmede sig nølende Udgangen, som om de tænkte: I de kvalme Stuer kommer vi tidsnok. Mig var denne Ensomhed, denne fuldkomne Stilhed netop tilpas. Endnu sporedes intet til Trætheden. Tvertimod. Jeg havde ikke paa længe følt mig saa spænstig, saa modtagelig for, saa fuldt nydende alle Indtryk. Man glider, maaske selv ubevidst, paa denne ligesom af ukjendte Kræfter baarne, nervøse Incitation, der umiddelbart pleier at følge paa Overanspændelsen.
Slottet med Standbilledet udenfor skulde allerførst tages i Øiesyn, derpaa Havens øvrige Merkværdigheder.
Rosenborg Slot maa sees i Afstand.
Jeg sad længe paa Terrassen foran Støtten.
Staden huser allerede en Række Mindesmerker over de oldenborgske Konger. Dette er reist for den berømteste af dem. I det hele eier den usedvanlig mange Æresminder over store Mænd; noget Friluftsmonument over en Kvinde eksisterer, tror jeg, derimod ikke. Det faldt mig ind, fordi jeg netop havde oplevet den høitidelige Afsløring af den preussiske Dronning Luises.Standbillede, en sand Folkefest. Danmark har dog havt nogle Regentinder, der alle, merkeligt nok, var betydelige, ja en endog «nordisk Semiramis». – Mon der findes noget saadant over nogen af disse?
En viss i Emancipationens Tjeneste virksom Dame, som jeg er saa lykkelig at kalde min Kusine, vilde, hvis jeg uforsigtig havde ladet denne Betragtning faaet Ord i hendes Nærhed, sandsynligvis faldt ind: Æresmindet over dem, min kjære Fætter, har Landet sat dem i en viss Lovbeslutning fra Rigsdagen i 1859 . . .At kvindelige Descendenter udelukkes fra den danske Trone. (Anm. fra 1885.)
Hvad der nu kan siges derom, saa er det en egen Sag at finde den rette Stemning ligeoverfor denne voksende Skare af Mindesmerker og Kunstverker, hvori Nationerne, naar Leilighed gives, sørger for at rekrutere sin Hæder. Jeg er ingen Entusiast, kan vel neppe kaldes nogen Sangviniker i dette Ords gjængse Betydning, men er heller ingen saadan pessimistisk Grubler, som man gjerne vil gjøre mig til. Med Følelser, som jeg vil have ondt for at beskrive, da de har rodfæstet sig i Sjælen fra Barneaarene, har jeg staaet foran det eneste Monument af den Slags, vor Hovedstad hjemme endnu har at opvise: Rytterstatuen – Helteskikkelsen, den sande kongelige – af den Mand, der kom til os samtidig med vor unge Frihed, der blev dens Vern mod den selv, dens faderlige Leder, da den mest trængte til en saadan, han, Grunderen af vort Dynasti, Nationens alle gode Aander beskytte og opretholde os det! . . . Thi, sandelig, den har ikke lært at undvære dette Vern endnu, vor unge Frihed!
Dog, det maa være Mangel paa Storsind hos mig, ja, kald mig Særling, Pedant, Filister, alt, hvad I vil, men ellers har kun faa af disse verdensrenommerede Hædersminder – og under mit stadige Reiseliv havde jeg dog havt Anledning til at se de forskjelligste – formaaet at aftvinge mig denne uvilkaarlige, andagtsfulde Betagenhed, som de alle mer eller mindre kræver af os . . . Ja lige fra den store Nationbesverger og Landesluger oppe paa Toppen af Vendômesøilen ned til salig Bellman har jeg havt disse gjenstridige Følelser at verge mig imod. Man kan vanskelig undlade at tænke: Havde du, hyggelige Selskabsbror, Tallotterisekretær, havde du levet i en mindre «salig» Tid, og havde du valgt at besynge mindre salige Tilstande . . . Og havde du, o store Verdensomkalfatrer hist oppe paa Søilen, nøiet dig med at slaa saa mange Individer ihjel, som du har befordret Millioner ind i Evigheden . . . Og havde du, o store Eventyrer fra Narva og Bender, foretrukket at gjøre dit Land lidt mindre bemerket og lidt mindre elendigt, og havde du deroppe dit og du deroppe dat – saa vilde I neppe staaet der nu, og en rolig, nøktern Samtid vilde afgive eder til Eftertiden under helt forskjellige Navne.
Hvad er det da, Tiderne bøier sig for, og hvad reises der Æresminder for?
For Storheden er det, lige meget i hvad, naar den blot er stor – stor nok til at lamslaa Samtidens Bevidsthed og grundig vende op og ned paa dens sunde Dømmekraft. Det er for Storheden, selv om den er Djævelens, den bøier sig og reiser Æresminder.
Statuen histhenne indbyder vistnok ikke til saa rebelliske Betragtninger. Det er et mere tiltalende Billede af den berømte Oldenborger, end man er vant til at se det paa Kobberstikkene og Malerierne, og som i sin noget plumpe Førhed, Haaret kartet ned over den tykke Pande og de vredtblinkende Øine, er bleven typisk for denne Monark. Mere ungdommelig kjæk, med et vindende Udtryk staar han her. Og dog maatte jeg tænke: lykkelig den Mand og den Kvinde, der ikke levede i din Nærhed! Lykkelig vil vi i det hele skatte vor Tid med al dens Brøst, alle dens Kvaler, al dens Forvirring mod hint Tidsafsnit, da han byggede Borgen der, – Stokprosaismens, Stokkeregimentets, Drikkegildernes og den platte Sanseligheds Aarhundrede, dette Aarhundrede, der endnu ikke havde opfundet Emaljeringen for det hæslige, hvilket det næste fik Æren for? . . . Og i den nu sterkt tiltagende Dæmring syntes jeg Øinene begyndte mere og mere at antage hint vrede Udtryk paa Billederne, og det majestætiske Slagsverd, hvortil han lænede sig, langsomt runde sig til Stokken, dette skrækindjagende, mest betegnende Symbol paa hans Magt, der endnu opbevares, fortælles der, som et talende Vidnesbyrd fra hine Hustugtens og Tyranniets feudale Tider.
Det var en deilig Plads, denne paa Terrassen foran det gamle Slot og Statuen af den Mand, der havde bygget og beboet det. En herlig Plads i den dæmrende Aftenstilhed! ret skabt til store, alvorsfulde Betragtninger.
II.
Det var endnu et Monument at opsøge i Haven, før jeg kunde forlade den. Hvilken Kontrast bød ikke dette? Til dette gaar man med sine frommeste, barnligst-vemodige Følelser – Mindesmerket, som er reist over Danmarks – ja vi kan sige Nordens populæreste, kjæreste Digter, den første, vi læste, da vi havde lært at læse, den sidste, vi maaske læser, naar vi er bleven kjed af alle de andre og ønsker, at vi kunde blive Børn igjen. I tyske Aviser havde jeg læst Beretningen om den festlige Afsløring af dette Mindesmerke, der havde fundet Sted tidligere paa Sommeren.
Men hvordan jeg gjennemspeidede Haven i alle Retninger, vilde det ikke lykkes mig at opdage noget Monument. Alle Pladser, hvor det rimeligst maatte søges – ingen Statue af den store Eventyrdigter og Børneven, det var dog besynderligt!
Naturen krævede endelig sin Ret. Jeg var sunken ned paa en, den første den bedste Bænk. Trætheden var kommet saa pludselig, saa overvældende, at jeg i den besynderlige Tilstand, hvori den forsatte mig, flere Gange maatte besinde mig paa, hvor jeg var. De sidste Indtryk blandede sig med Reminiscenser fra Reisen i en sand broget Forvirring. Snart befandt jeg mig foran den skjønne Dronnings huldt smilende Billede, saa stod jeg med ett foran Oldenborgerens Statue, der ganske havde undergaaet Forvandlingen til den gamle, barske Christian den fjerde. Snart søgte jeg fortvilet efter det andet Monument, saa drev pludselig en Bevidsthed om, at det var bleven sent, og at det nu kunde være fornuftigt at søge hjem til Hotellet i en god Seng, mig hen mod Udgangen; jeg lukker Porten op, og se, saa staar jeg paa en skummel Perron, hvorpaa det lange Træn snøftende og hvæsende venter paa Signalet . . . Med dette skulde jeg jo gaa, der bruser det afsted! . . . Holdt, holdt! skreg jeg og fór op . . .
Men der sad jeg jo paa Bænken, hvor jeg havde siddet og endnu blev siddende.
Hvor længe, ved jeg ikke.
Klokken slog i det nærmeste Taarn, forskrækkelig mange Slag. Skumringen var sterkt taget til. Slottet med sine spidse Taarne tegnede sig nu kun som en bisar Doré–Fantasi silhouetagtig mod den blanke Nordvesthimmel. Springvandet var den eneste Lyd, der hørtes.
Jeg saa paa Uret.
Hvad for noget! tolv! nei, det er ikke muligt!
Jeg skyndte mig mod Udgangen: Lukket, laaset. Intet Liv at se udenfor. En fjern Rullen af en enkelt Vogn afbrød stødvis Stilheden.
Idet jeg gik tilbage ad Hovedgangen, saa jeg en Mand langsomt bevæge sig foran mig og bøie af i en Sidegang tilvenstre. Da jeg havde naaet denne, var han ikke til at se. Det maatte været Indbildning. Men idet jeg passerede Bassinet, saa jeg atter hin Skikkelse paa Bænken ligeoverfor. Denne Gang var det ikke Bedrag. Han havde en Bog i Haanden, hvoraf han syntes at læse op med Gebærder, som om han havde en Tilhørerkreds om sig.
Fra den anden Side mod Boulevarden, hvor jeg havde haabet at slippe ud, var der ogsaa lukket, og jeg vendte nu tilbage muligst fattet paa den Udsigt at tilbringe Natten i mit ufrivillige Indelukke.
Jeg havde udsøgt mig en Bænk i en af Sidegangene, der støder op til en Gade, som jeg tror kaldes Sølvgaden, og gav mig herfra til at speide omkring, om jeg kunde se noget til min mystiske Nattefælle.
Tilvenste hen mod Hovedgangen kunde jeg ikke øine ham. Heller ikke i Retning af Bassinet. Da jeg derpaa vendte mig om tilhøire, sad han paa Bænken ved min Side. Ganske stille maatte han være kommen fra den modsatte Kant.
Saavidt jeg i den nu sterke Skumring kunde iagttage det, var det en storslagen, lidt skjævbøiet Mand med store Træk, der, af Alder eller Bekymringer temmelig udhulede, traadte endnu mere markeret frem; de lange, magre Hænder holdt endnu Bogen. Han mindede mig om nogen, hvor havde jeg dog set dette Ansigt?
Han hilste artig og spurgte, med hvem han havde den Fornøielse? . . .
Da dette var besvaret, blev samme Spørgsmaal rettet til ham.
Andersen, sagde han med et keitet Buk.
Ah, Andersen! Carl Andersen? spurgte jeg nølende.
Nei, Digteren Andersen. Saa kaldte man mig engang. Har De set mit Standbillede?
Aha, er det saadan fat! tænkte jeg. En ikke ganske lystig Situation, indelukket den dunkle Midnat i den øde, fremmede Have og med en Selskabsbror, hvis aandelige Tilstand ikke syntes tvilsom. Det gjælder at tage sin Mand rigtig.
Har De set min Statue, Mindesmerket? gjentog han med en smertelig Betoning.
Jeg svarede med en benegtende Gebærde. Da jeg havde hørt, at ligeoverfor Folk af hans Art gjør man altid klogest i at gaa ind paa deres Fantasispring, hvor vilde disse end arter sig, beskrev jeg ham med stor Iver mine spildte Anstrengelser for at finde den.
Nei, De kan nok søge. De skal have ondt ved at finde den. Se derhen! Han pegede tilhøire. Som Forbryderen, der begraves uden Sang og Klang under Kirkemuren, har man placeret Mindesmerket over «Den grimme Ællings», «Ole Lukøies» og «Hyldemors» Forfatter. Se engang, hva synes De?
Jeg fulgte Retningen af hans Finger og saa nu omtrent i tyve Skridts Afstand i Udkanten af Haven, lige for Enden af Alléen, en stor, graa Firkant, som jeg vistnok flygtig havde bemerket, men i Dæmringen taget for noget ganske andet. Nu viste det sig tydelig som Sokkelen til en Statue. Træveksten bagved var netop her noget tynd og forkommen, saa den gamle Husrække bagved med sine røde Tage kom til at danne Baggrunden. Nogen Statue, det saa jeg da tydelig, var der imidlertid ikke. Som om min uhyggelige Nattefælle havde gjettet, hvad jeg tænkte, tilføiede han:
Ja, Støtten selv maa De ikke nu søge der. De ved jo, eller maaske De ikke ved det, at sande Kunstverker, det vil sige de af Geniet virkelig beaandede, tør have sine Mindefester. Disse Mindefester svarer nøie til de Dage i Aaret, hvor de i levende Live har oplevet det for dem kjæreste og mindeværdigste. En saadan Dag forundes det dem at se, høre, føle, kort en flygtig Afglans af Liv, og naar Midnatstimen slaar, tør de endog stige ned til den kjære, vante Jord, hvor Gruset knirker saa hjemlig kjendt under Fødderne, og strække de stivnede Lemmer, inden Forstenelsen griber dem igjen i sine isnende Arme. Ingen af dem, som pryder vor Hovedstad, vil lettelig forsømme at benytte sig af dette Privilegium – det skulde da være Tordenskjold, der maaske helt bliver der, hvor han staar; han ynder ikke Kirkegaarde. Det drev ham engang derfra, ned mod den friske Sø, hans sande Element, men han kunde ikke faa Porten op. Men som sagt, denne Forret har kun de sande Kunstens Verker; hvor denne belivende Gnist ikke har berørt dem, er de den evige Forstenethed hjemfalden. Femte Christians Rytterstatue paa Kongens Nytorv med flere renommerede Kunstverker, jeg nævner ingen – vaagner maaske slet ikke til dette Mindernes stakkede Liv. Og ham under dog en taknemmelig Samtid Ærespladsen i vor stolte By, medens jeg – oh!
Her stansede han, som om Stemmen vilde svigte. Hvad skulde jeg svare til alt dette! Kun ved et stumt Minespil udtrykke min Deltagelse. Jeg kunde jo ikke længer betvile, hvordan det egentlig stod til med ham. Og dog var der i hans hele Personlighed og Udtryksmaade noget, der besynderlig vilde rive mig ind i Fiktionen, saa jeg havde min Nød med at beholde mit Standpunkt, det kolde Ræsonnements. Jeg har forgjæves senere villet gjøre mig selv Rede for mine Følelser hin Nat.
Siden min Afsløringsfest har jeg oplevet tvende slige Mindedage. Og vil De tro det, de er kun bleven Lidelsesdage. Den ene af disse Dage faldt paa den, da jeg feirede den første, altfor længe undertrykte Erkjendelse af mit Digterværd. At denne Erkjendelse skyldes Udlandet, vil mindes fra «Mit Livs Eventyr». Herhjemme havde indtil da Venner og Fiender kappedes om at kvæle denne Tro paa mig selv og mit Kald, uden hvilken en Digter ikke kan blive Digter. Man betegnede mig endnu som den indbildske, forskruede, umodne Dreng, og jeg havde dog fyldt mit tredivte Aar, havde skrevet «O. T.» og «Kun en Spillemand». Er det dog ikke besynderligt, at man først skal hente dette Testimonium hos Fremmede, inden man hjemme tror paa det?
Jeg forsikrede ham med den samme Bereredvillighed til at komme hans Tankegang imøde, at det var ligesaa hos os.
Nu, mine Landsmænd har rigelig, da Lykkens Dage kom, oprettet denne Uret, men dengang, da jeg mest trængte til Opmuntringen, vansmægtede jeg! . . . Dog, dette er Ting, som De ikke saa let kan sætte Dem ind i, og jeg frygter, at jeg trætter Dem.
Jeg forsikrede ham atter, at jeg godt kunde sætte mig ind i det. Jeg havde endog hørt om Digtere, for hvem Opreisningen hverken var kommen udenfra eller indenfra, og som var gaaet i Graven ligesaa forknytte, som de havde levet. Ham vilde jeg lykønske, der saa smukt og rigt havde oplevet denne Opstandelse.
«Det er sandt,» sagde han med et lykkeligt Barns Udtryk. «Det er sandt. Opreisningen kom – pludselig, rigelig fra Sverig, fra Tyskland kom den, og den fandt sit høieste Udtryk i hin Artikel i «London Literary Gazettes» i 1835.
Det var denne Dag, da jeg med ydmyg Tak til Gud havde læst denne Artikel, det var denne uforglemmelige Dag, der vakte mig til den første Mindefest efter Afsløringen af mit Monument. Fra min Piedestal havde jeg forgjæves ventet paa en Tilstrømning af Besøgende. Den hele Formiddag havde jeg ikke set andre passere end nogle Arbeidsmænd, en invalid gammel Herre, der slæbte sig forbi, støttet til en Tjener, og en stakkels ung, bleg Dame, hvem et haandfast Fruentimmer trak i en Sygevogn. Mod Aften kom der tre svenske Studenter; de forsikrede, at de havde søgt i en Time efter at finde mig; jeg kan forresten ikke sige, at jeg fandt mig særdeles opbygget ved deres Besøg. Der udspandt sig en Disput mellem dem om min Næse, som den ene af dem sagde var for stor, den anden paastod var for liden, da en Onkel af ham engang havde taget en Skisse af mig personlig, der endnu opbevaredes som en Relikvie i Familien. Det var fan så ohygglig en plats! mente den tredje, der mindre havde taget Del i Striden, idet de fjernede sig, og deri syntes de alle enige.
Idag var den anden glade Merkedag. Jeg havde tilbragt Aftenen efter naadig Indbydelse fra Hs. Majestæt Kong Friederich Wilhelm IV af Preussen, og kun for ham, Dronningen, Humboldt og to Kammerherrer oplæst «Grantræet», «Den grimme Ælling» og «Toppen og Boldten». Det var en velsignet Aften. Som et Bevis paa Hs. Majestæts Yndest blev der mig endog før min Afreise overrakt Ridderordenen af den røde Ørns tredje Klasse. Jeg blev saa usigelig glad. Hvordan mener De saa, jeg feirede dette glade Minde?»
Denne sidste Vending og endnu mere Tonen deri rørte mig forunderlig, ja midt i Bevidstheden om mine bedre ordnede Koncepter følte jeg mig ussel og liden ved Siden af ham. Ogsaa jeg havde modtaget en Orden engang ved at komplimentere en fyrstelig Turist, idet han steg iland paa en Skibsbrygge. Jeg havde redelig gjort mig Flid for at opdrive denne stoiske Ufølsomhed, denne overlegne Ro, man har at iagttage ved den Slags Beskjæringer, medens jeg – skal jeg være ærlig – ogsaa var «usigelig glad» i den.
«Hvorledes», gjentog han, «mener De, jeg har feiret den? O, det havde næsten været bedre, man havde vendt mig mod Gaden, saa havde jeg i det mindste kunnet se Skomagerens Børn lege histovre, og den unge Pige paa anden Sal vilde, hver gang hun fodrede sin Kanarifugl i Vinduet, maaske venlig nikket herover og tænkt: der sidder Andersen! Mod Aften kom der en trivelig Bondepige i Hedebodragt, ledsaget af en Artillerist, og tog Plads netop paa Bænken her, medens de Smaa, tre Stykker var der af dem, legede omkring. Paa én Gang tog de Veien ned mod Monumentet . . . O, mit Hjerte bankede mod dem! Da raabte en skingrende Stemme: Hvad skal I der? I maa holde jer henne mellem de andre! Og da de søde Smaa blev ved at lege Tagfat omkring mig, skreg hun tilsidst: Frederik, Lodvig, Mille! Kommer I ikke, saa hopper den stygge, brune Manden ned og tar jer! Det krænkede mig dybt.»
Han taug igjen.
«Med ubeskrivelig Længsel har jeg ventet paa at høre Midnatsklokken lyde, da jeg turde stige ned fra denne forhadte Plads og søge ned mod Havens Midte. Ja derhen, derhen drager det mig, hvor Folkestrømmen blander sin Summen med Vandspringets muntre Rislen, derhen hvor Børneskaren jubler og leger! Da lever jeg i den Indbildning, at de endnu flokker sig om mig, jeg ser deres kjære, glade, spørgende, lyttende Ansigter, naar jeg fortæller dem om Skorstensfeieren og Hyrdinden og Tommelise og om Svinedrengen, som vragede Prinsessen . . . Se derhenne paa Rotunden hist, netop der havde jeg drømt om, at mine Landsmænd havde undt mig en Plads. Nei, tilvenstre . . . der, mener jeg!»
En Hane galede over i Sidegaden. Ah der! sagde jeg uden ganske at have forstaaet ham. Ja vistnok, det havde været langt mere . . . Jeg vendte mig til min natlige Fælle.
Han var forsvunden.
Uvilkaarlig søgte mine Øine ned til Monumentet.
Der stod det med den gamle Husrække bagved. Det første Morgenskjær brød sig mod Kvistvinduerne og de røde Tegltage, der ligesom haanende kastede Refleksen tilbage over Hoved og Skuldre paa den siddende Figur – Broncestatuen af Nordens største Eventyrdigter Hans Christian Andersen.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I 1879 hadde Camilla Collett utgitt første bind av essaysamlingen Mod Strømmen. I 1885 kom bind 2, med tittelen Mod Strømmen, Ny Række.
Som i første bind handler tekstene først og fremst om kvinnenes stilling og kår i samfunnet.
Fra og med 1900 har det vært vanlig å kalle de to bindene hhv «Første Række» og «Anden Række».
Se faksimiler av 1. utg., 1885 i NB Digital.
Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.