Et velment Raad til vore Partiførere hjemme.

Paris, Mai 1884.

Et velment Raad til vore Herrer Partiførere! . . . Ja det klinger jo anmassende, og det af en, der ikke tør regne sig til de i Dagens Forhandlinger immatrikuleret Stemmeberettigede. Et visst Grundlag, hvorpaa en Mening i disse voldsomme Brydninger tilsidst maaske kunde bygges, tillader man sig dog at holde paa – prøve, dømme kan man kun fra dette Grundlag.Nedskrevet under den sterkeste Gjæring, der gik forud for den politiske Katastrofe hjemme. (Anm. fra 1885.)

Og saa vil det synes mig, som om – og særlig en viss Fraktion af vor hjemlige Dagspresse, i sine Referater hentet fra et visst Sortiment af Udlandets Nyhedsbeholdninger og Notiser, ofte er uheldig i sit Valg. »Den Nation, der agter sine Kvinder, agter sig selv,» saa vil et gammelt Ord belære os. Men det er det, man mindst faar Indtrykket af, naar man gjennemlæser visse af vore hjemlige Blade. De byder os undertiden et betænkeligt Udvalg af et, som det synes for Tiden særlig yndet Stof, mest hentet fra Pariserpressen, om hvilken man vel kan sige, at den overbyder alle andre Presser i at stille hende, Tidens Syndebuk, i det slemmeste Lys.

Det er nogle Indtryk, samlet her i Paris, vort af alle Lystreisende, alle velsigbefindende Korrespondenter, høit priste Paris, det er til disse Indtryk, jeg har den Dristighed at knytte en Advarsel til en Magt som vor Presse.

Samlet, siger jeg. O, man behøver ikke at samle, at søge saadanne. I en By som denne indaander man dem med Luften.

Ja, i Sandhed, Tidens, Forholdenes Syndebuk er hun bleven til her. En sørgelig Falliterklæring af en Nation, der engang kaldte sig den ridderlige.

Der gives maaske ikke noget sikrere Tegn paa en Nations moralske og politiske Forfald, end naar den i den dumpe Skræk, der altid følger en saadan, søger at dække egen Skyld med Beskyldninger – Beskyldninger, der i dette Tilfælde turde være ligesaa uretfærdige, som de er lave og feige. Der skriges over de mange hvert Aar tiltagende Selvmord – det værste Selvmord, der kan begaaes, er, naar en Nation fører det dræbende Stød mod sig selv. Skulde noget kunne redde det franske Samfund fra at «gaa i Hundene», som det heder, saa maatte det være dets Kvinder.

Ja dets Kvinder, der trods alt, hvad der gjøres for at drage dem ned i det almindelige Fald, maaske er det eneste, der holder igjen.

Og drages ned – ak! det maa de, her er ingen Redning. Kun vil det ikke ganske lykkes, takket være Kvindens Natur, der til det sidste vil holde igjen: i denne Kappestrid, Fordærvelsens, kommer hun tilkort. Men det gaar her efter den gamle Maalestok, man altid er vant til at anlægge, naar der er Tale om Skyld og Feil paa begge Sider, det er Minoriteten, der maa bøde, det er det usedvanlige, der vækker Skriget. Og saa har man vænt sig til ikke at se, ikke at ville se Misforholdet, der paa en forfærdelig Maade øges Aar for Aar. Prøv Statistikkerne, læs Listerne paa de daglige Forbrydelser, lyt til de Alvorsrøster, der som Nødskrig hæver sig op af dette Dagens Tohuvabohu af Futiliteter, hadske Smædelser og tomme Fanfaronader, hvormed en Nation søger at døve sig selv.

En Kriminalstatistik for Aaret 1882 angiver Antallet paa de i Løbet af dette Aar i Frankrige tiltalte Forbrydelser til 4,814, deraf de 4,134 begaaede af Mænd, de 680 af Kvinder. Det sidste Aar, 83, skal endnu i sin aarlige Stigning af saadanne overgaa alle sine Forgjængere.

Og nu de utallige Forbrydelser, der ikke nævnes, ikke kjendes, af disse, som Lovene og Opinionen forener sig om at beskytte! I Paris fødes der aarlig omkring 16,000 uegte Børn,Efter den sidste Ugestatistik paa saadanne at regne, kunde Antallet, det aarlige, naa op til 18,000. (Anm. fra 1885.) hvoraf kun de 2/16 anerkjendes af Fædrene, de andre 14/16 af disse, med Lovenes Tilladelse, lister sig undaf.

Hvad bliver der af de mange forladte? Hvor mange af disse kan vi søge blandt de 680? Vi talte i en af Dagens Aviser 19 kriminaliter tiltalte mandlige Individer, dertil 3 kvindelige. De to af disse sigtedes for Barnemord og Fødsel i Dølgsmaal, den tredje for en mislykket Vitriolhevn. Her kan vi maaske sige: «Où est l’homme?»

Det vil kanske ikke være ganske malplaceret at erindre om, hvorledes Anelsen om et saadant, den stigende Demoralisations Omslag i Stemning mod Kvinden allerede for flere Aar siden har paatrængt sig den stille Betragtning.

Det var netop i Monsterrehabilitationsmaniens vanvittigste Periode, da en fuldstændig moralsk Tøilesløshed proklameredes i hele den europæiske Presse. Det var netop i denne Periode, den «forbrydervenlige» har man siden kaldt den, at der faldt nogle varslende Ord i en stakkels lidet beagtet, nu ganske forglemt Bog, der lød omtrent saa: «Der vil komme en Tid, da man vil føle Trang til at nedsætte og bagtale Kvinden. Majoriteten, den lov- og skrankeløse, vil finde sig ubehagelig tilmode, den vil føle noget, som ligner Skræk over sig selv, en Trang til at dække Misforholdet. Digtningen maa da atter til, for at forsøge at bringe nogen Ligevegt tilveie, da Virkeligheden undskylder sig med, at den for Øieblikket ikke tør paatage sig Bestillingen. Deraf vil flyde en Literatur, hvori de lidende, altbærende Heltindetyper vil give Plads for lutter hadefulde afskyværdige . . .»

Og Spaadommen er paa en frygtelig Maade gaaet i Opfyldelse. Vi har naaet det Standpunkt, hvor Majoriteten i Væmmelse over sig selv griber til Syndebukken, og hvem skulde egne sig bedre dertil end – der foresvæver den dunkelt nogle blide Minder – netop hin lidende, altbærende, den engang hyldede som sin gode Genius, sin reddende Engel! Man kan nu neppe tage en fransk Bog, et Blad i Haand, uden at møde dette Omslag i Dagens Stemning mod Kvinden. Man behøver blot at streife Titlerne paa de lange Rækker af Dramaer og Romaner, der udstilles i Boghandlernes Vinduer, for at ane, hvad de indeholder, og stille slaa et Kors for sig. Man behøver blot at følge de Vink, Bladanmeldelserne giver derom, for at faa det bekræftet. Men jeg har hjemme i Pensionen i al Ro og Mag gjennembladet et Par Aargange af en belletristisk Revue, der lovede noget bedre, da den bød paa flere bekjendte agtede Navne. Fraregnet disse, talte jeg indtil 50 (femti) mig fuldkommen ukjendte Forfattere, der alle overbød hinanden i Dagens Modekunst, at skabe fæle Kvindetyper. Man skulde sige efter en saadan Læsning, at for vore Dages Franskmænd gives der kun to Slags Kvinder, som repræsenterer den eneste beskyttelsesværdige, det vil da sige, den uundværlige Del af Slegten: la mère. der har havt den undertiden knusende Ære at bringe ham til Verden, og – vi siger ikke mer.

Skal denne Anskuelse i det moderne Frankrige blive til en Verdensmaksime? Der arbeides paa det.

Her nogle Prøver af bemeldte «Revue populaire», taget iflæng:

La fille garçon. (Jean qui passe.) En af de dygtigste i den Kunst at nedrakke Kvinden.

Une histoire sans nom. En forfærdelig Moder.

Les femmes d’artistes. En Række do. Kunstnerhustruer.

La chaste Lucrèce. Naturligvis en Hyklerske.

Le maître de Forges. Ohnets noksom berømte: En Kamp mellem Mand og Kvinde om bedst at skjule deres Følelser. Hun knækkes naturligvis og falder tilfode, hans kolde Tyranni forherliges.

La femme de Paul. (Guy de Maupassant.) Et Stykke Digtning, der svulmer over af smudsige Beskyldninger mod Kvinden. En smuk Italienerinde, der udvikler sig til et Uhyre i Raahed.

Le Million. (Jules Claretie.) Slet Kvinde.

Mademoiselle Fifi. (Guy de Maupassant.) Slet, skandaløs.

La baronne de Trefle. (Jean qui passe.) Et Monstrum af en Verdensdame, der ender med at kaste sig ud af Vinduet, efter et Tab ved et Spillebord.

Les femmes qui font les scènes. (Charles Moncelet.) Unødvendigt at kommentere.

Le doigt de Dieu. (Camille Lemonier.) En Mand, som eier overnaturlige Evner til at vitre Ulykker og komme som reddende Engel, men som opholdes bestandig af en forfærdelig Rappenskralde af Hustru, saa han kommer for sent.

La voix des faits. (Alphonse Daudet.) En Historie om en stakkels Hustru til en Kunstner, der mishandler hende, skjelder hende ud, slaar alting itu, naar han kommer i det Humør. Hun søger en Sagfører til at begrunde Skilsmisse, han siger, hun maa have Vidner paa den slette Behandling. Med stor Kunst har Forfatteren nu lavet det saaledes, at hun drevet til det yderste kommer til at give et Ørefigen, og han staar der som det skyldløse Offer! En morsom Historie, kun grundfordærvet. Overhovedet Daudet, der begynder saa smukt i sin «Fromont jeune et Risler ainé», er beklagelig steget ned i sine senere Produktioner. Han har faaet det med at raillere sterkt og gjøre Kvinden latterlig.Skal vi endnu nævne hans senere saa meget omtalte Bog Sappho? En faderlig Lykønskning til sin 21-aarige Søn som fuldmyndig. Til hvad? Til at løse sit Fribrev til Udsvævelsen, kun maa den ikke fæste sig til nogen trofast Gjenstand. (Anm. fra 1885.)

Les heureux du jour. (Aurélien Scholl.) En over al Maade nederdrægtig Besudling af Kvinden i de høiere Stænder. En Sværm af Lakeier venter i et Forgemak paa deres Herskaber, og tilbringer Tiden med efter Tur at fortælle sine «bonnes fortunes» hos deres Herskerinder. Gemenere kan man ikke tænke sig Dagens Hang i den omtalte Retning.

Og dette i en Samling, hvor Navne som Victor Hugo, Daudet, Henri Gréville, George Ohnet skulde bebude noget bedre!

Spørger vi saa, naar vi med stigende Modbydelighed har endt en Lekture som denne, hvor skal vi søge Grunden til en saadan Raahed, og det i en Nation, i hvem vi er vante til at se Forbilledet paa høi Kultur, Skjønhed og Smag? saa bliver Svaret det samme: I den Stilling, dens Kvinder indtager i samme, maa vi søge den, en Stilling, som man trygt kan benævne «den gyldne Elendighed». Herren er bleven kjed af sin Slavinde, og sparker nu til hende.

Jeg ved ikke, hvordan det er, men intet Sted, selv ikke søndenfor Alperne, modtager man et saa bestemt Indtryk af Raceforskjelligheden, som naar man færdes paa fransk Grund. Medens hele det øvrige Europa har staaet som aandeløs betaget, for ikke at sige beundrende Tilskuer foran den hele Række af sociale og politiske Dramer og Farcer, der i ustanselig Fart har afløst hinanden nu snart et Aarhundrede, medens alle Nationer, den stive britiske maaske undtagen, har kappes om at indforlive sig disse bedaarende Eiendommeligheder, som vi alle kjender: fransk chic, franske Moder, fransk savoir vivre, – har «la France» selv ikke fundet det Umagen værd at optage noget af dem, det mindedes maaske kun, at der eksisterede andre kultiverede Lande, naar det skred til en Erobring.

Sedans Kanoner vakte det lidt umildt, og dog, mon ikke til dets Gavn? af denne Sigselvnokhedens Tryghed. Indtil denne Dag havde det gjort Krigslykken, den uovervindelige, til sin Gud. Guden svigtede, og for første Gang vil det være gaaet op for la France, at der ogsaa gaves andre Nationer, som det kunde lære noget af, fra hvem det kunde hente noget, en Opdagelse, som Fru v. Staël engang for længe siden haardt nok maatte bøde for.

Den Fremmede, der upartisk rolig ser til, vil maaske sikrest føle, hvori denne Raceforskjellighed ligger. I den romanske Nationalkarakter møder der os ofte noget hedensk, der berører os underlig fremmed, usympatetisk, og som kun gjennem en grundig Blandings- og Lutringsproces med vor nordisk-germaniske Nationalitet kunde tænkes udjevnet, paralyseret – betvunget. Grundelementet i denne sidste kunde man maaske vove at betegne med et større Inderlighedens, det kristelig beaandede; Sproget alene har hundrede Udtryk for Hjerte- og Sjælelivets Rørelser, som det romanske fuldkommen savner. Det er «la France», som trænger til os, ikke vi til dem.

Trods at det ikke lettelig kan modsiges, bliver vi ved at øse og øse af de gamle, grumsede Kilder. Naar det bare er fransk, er det godt og vel. Det kunde ellers synes besynderligt, at der neppe kommer os en Beretning fra hint Bedaarelsens Land, uden at den paa det nøieste stemmer med de Erfaringer, hvortil jeg ovenfor har været saa dristig at knytte nogle Betragtninger. Vore nordiske Blade strutter daglig over af Skildringer og Notiser hentet fra dets Samfundstilstande, indre og ydre Politik. Beretninger, der kan bringe Haarene til at reise sig paa den mindre franskbetagne Læser, men som her serveres os med den beundringsværdigste Sindsro, Forkjærlighedens mildeste Overbærenhed. Det er nu engang Franzemand, vor egen Franzemand, med ham maa man ikke regne det saa nøie.

At vort forrige Søsterland endnu befinder sig i og at det nødig vil vækkes af Beundringsrusen, kan man lettere forstaa. Det har sin Undskyldning i Grunde, som man maa respektere, og som det er overflødigt her at fremhæve. Vi vilde ellers ikke lettelig kunne begribe, hvilken Smag det idealistisk anlagte Danmark, Ingemanns, Paludan-Müllers, Hostrups, Christian Richardts Land, kan have for en saa oversvømmende Import af den mest grundfordærvede Literatur, som nogen Tid har havt at opvise, og hvori dens Mønsternation altid er gaaet forud for andre Nationer. Maatte Invasionen fra Venneside ikke komme den dyrere at staa, end de fiendtlige Indryk engang gjorde det!

Men vi oppe i vort Norden! Skal vi stræbe at efterligne Maneren?

Nei, vi vil ved alt, hvad der staar i vor Magt, stemme os derimod.

Der gives neppe noget Samfund, af dem, som vi er vante til at kalde de civiliserede, hvis Kvinder forholder sig passivere til alt, hvad der foregaar, end vort norske. Lad der opstaa Spørgsmaal, der direkte angaar dem selv, deres hele Eksistens, de vil tilse, afvente alt med Klokkefaarets Taalmodighed. Vi behøver blot at minde om Lægesagen, Eiendomsretten og den skjendige Partiskhed, der endnu raader i Lønninger og Gratialer etc. etc.

Men skal denne Maade, at glimre ved sin Fraværelse, være det smukke og rigtige, saa holder vi ogsaa paa vort Privilegium ikke at nævnes. Vi faar finde os i, at hvor Kvindesagen overhovedet nyder nogen Omtale i vor Dagspresse, at det sker i en Tone, der minder sterkt om den, hvori vore Bjørnehistorier oppe fra Fjeldbygderne opdiskes os: en viss stereotyp forceret Morsomhed har de tilfælles. Nu, det gjælder jo ogsaa her en «Bamse» at overliste, med den skal vi nok faa Bugt!

Et andet er det at lade Kvinderne selv figurere i lutter halvsande, eller komplet forvrængte Billeder hentet udenfra, et andet er det kun at minde om disse hos os saa lidet beagtede Væsener i nogle fremmede Skandalhistorier. Vi vilde neppe finde det værd at nævne, at et Blad som «Chistiania Intelligenssedler” nylig under sit æstetiske Blandingskonsortium præsenterte os en Række af 9, siger ni, Numre, der samtlige, hentet udenfra, gaar ud paa at harcellere og nedsætte Kvinden; men det viser i alt Fald, at selv det uskyldigste Blad finder det tidsmæssigt tappert at herme efter. Mere betegnende er det, hvad vore betydeligere Blade i dette Stykke bringer tiltorvs. Vi har nu blandt mange morsomme Ting faaet Pariserudgaven af Mme. Rouzades Optræden som Talerinde. Vi har faaet Mme. Mackays Historie, hin rige Amerikanerinde, der havde den Særhed ikke at finde det hyggeligt at have et stygt Portræt af sig daglig for Øie, og som, efterat hun havde betalt Mesteren de forlangte 70,000 Kr., resolut ekspederede det ud af Verden igjen, i Parisernes Øine en crimen læsæ meissoniatis, der ikke undlod at drage et sandt Styrtebad af Forhaanelse over den dumdristige efter sig. En Kvinde, og Meissonier!.. . . Se disse Erobringer for vore Blade hjemme skal vi ikke opholde os ved; men der er kommet en til, som ikke kan, ikke bør gaa upaatalt hen.

For nogle Aar siden tildrog der sig i en engelsk Jernbanekupé en Skandalhistorie, noksom bekjendt.

Alle franske Blade var dengang enige i at billige Dommen, der traf Forbryderen, og i at udtale sin Beundring for den fornærmede, der kjøbte sin Ære ved paa det farligste at risikere sit Liv.

«En Gentleman sig saa kompromittere!
En Militær, en Militær sig saa blamere!»

Saa hedte det dengang, og alle Nationer stemte mer eller mindre indigneret med. Hjemme stod vi forbausede over, at noget som dette kunde volde saadan Larm.

Nu har Bladet vendt sig. Den samme Baker Pascha.ar efter flere Misgreb og Uheld endelig vundet en Dusk Laurbær nede i Ægypten, han er nu bleven Dagens Helt. Hans Portræt, et Billede paa raa Sanselighed, kan man se udstillet paa alle Boulevarders Aviskiosker. Der solliciteres for ham, at han med Ære skal optages igjen i den engelske Armé, hvorfra hin Dom havde udslettet ham. I den Anledning vaskes han nu fuldkommen ren for den nævnte Forbrydelse, medens Gjenstanden for den, efter Dagens Skik, paabyrdes Skylden, med andre Ord, hendes Minde tilrakkes paa det skjendigste.

I det hele taget vil det synes os, som om vort alvorlige Norden øser vel sterkt af franske Kilder. Vi kan saaledes godt – for at nævne en uskyldigere Ting – undvære Parisermoderne, med deres særlige Specifikationer af Kapricer og Finesser, hvormed man i den senere Tid har glædet os. Det er ikke til Modedukker, vore Damer i Tider som disse yderligere trænger til at uddannes, det er til noget ganske andet.

Disse nogle Betragtninger, som en rolig, uforstyrret Tilskuen af Tilstandene her paa Stedet mod min Vilje har givet et skjærpet, maaske for mørkt Præg – med Indignationen, Rædselen har man ondt for at gaa paa Akkord –, disse nogle Betragtninger vil man ikke forarge mig, at jeg giver i Form af en Advarsel.

Og særlig til vore Høireblade være denne rettet, til ethvert af vore offentlige Organer, der let kunde fristes til at optage enhver ærlig, paa Sandhed og Ret grundet Udtalelse fra den fiendtlige Side – Initiativet er givet – som en ny Stridens Hanske. Vogter eder for at gjøre den Sag, hvorom her er Tale, til et Motiv i eders Partistrid. Kvindesagen er en Menneskehedens Sag, ophøiet over alle Partier, ligesom den ufravigelig maa danne det usynlige Grundlag, hvorpaa enhver sand Fremadstræben maa bygges, og hvori alle Partier, det haaber vi dog, tilsidst vil enes.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.