En Festdag i Pensionen.

(Brev til Fru Katrine H.)

7de Juni 1882.

Kjære Fru H.
Det var da inderlig leit, at De netop igaar skulde have Forfald – De, Hædersgjæsten, ved en Anledning som denne. De skulde jo repræsenteret ikke mindre end den ene af de to Magter, der for Tiden staar fiendtlig ligeoverfor hinanden i vort hidtil saa fredelige Land: Ordenen, Roligheden, Ligevegten, Tilfredsheden. Der var paatænkt en Tilstelning i min lille Salon, der skulde bleven mer end almindelig festlig. Jeg havde allerede i Tankerne kjækt optaget det med alle de Smaafataliteter og Hindringer, der i disse Etablissementer, som kalder sig Pensions de famille, ligesom ligger i Luften, naar det gjælder et saadant lidet Forehavende. At laane to Glas er allerede mistænkeligt, at laane en halv Snes ansees som aabenbart Oprør – Oprør mod Pensionens daarlige Vine og det stille Forbud, ikke at smugle noget bedre ind udenfra, et Forbud, hvilket dog daglig overskrides. Da saa De og Deres A. ikke kunde komme, tabte jeg Modet og opgav rent Festen paa Værelset. Men da jeg ikke formaaede ganske at lægge Baand paa mine loyale Følelser, og vi faa Landsmænd, der endnu er tilbage her i Anstalten, trængtes til at samles i et godt Ønske for Dagen, faldt det ud til en Flaske, dennegang veritabel, Cliquot ved Desserten. Men aldrig tror jeg, at en Flaske Champagne har frembragt saa mirakuløse Virkninger som denne iforgaars kom til at øve – jeg kan sige paa det hele forsamlede Selskab – at begynde med den lille Kreds, i hvilken den kredensedes. Denne bestod nu kun af os tre Norske og et Par elskværdige danske Damer, der tillod os at regne dem som «fulde Landsmænd»; deres Fader Kommandør P. var nemlig norskfødt. Den gamle hvidhaarede Grev Lamy de Quibermont, der blot indtager sin Middag her og har sin Plads tæt ved, blev høitidelig optaget i Kredsen og drukket til som «Le représentant de la France, le pays natif de Charles Jean, le fondateur d’une dynastie, qui nous a porté bonheur, l’aïeul d’Oscar II, notre roi excellent et bien-aimé, dont nous célébrons aujourd’hui les noces d’argent. Vive le roi et notre reine!» Dette var nu Talen, ligesom vi ogsaa hilste i ham en værdig og berømmelig Repræsentant for hin loyale Trofasthed, der desværre mer og mer forsvinder. Den gamle Adelsmands Familie havde spillet en Rolle under den første Revolution, et Par Stykker af den blev guillotineret under Rædselsperioden, denne noksom bekjendte Epoke, der nok danner – jeg forstaar det jo ikke – den altid sig gjentagende, uundgaaelige Afslutning paa noget, man kalder «Folkesuveræniteten» . . . Her i Frankrige staar man nu, vil man paastaa, ved Begyndelsen til den tredje eller fjerde af disse Perioder.

Den gamle blev ganske bevæget, det var rørende at se. Vi kom i den ypperligste Stemning. En Landsmand, der netop stod paa dette for unge Mennesker farlige Vippepunkt, hvor Bevægelsen river med – fordi det er Bevægelse – fik ikke Lov til at røre sit Glas, førend han havde lovet at modstaa alle Fristelser og erklære sig for den gode Sag, ligesom Frøken G., der om kort Tid skal sætte Bo, høitidelig maatte love, at inden hendes Hjem skulde kun en god Aand faa Lov til at bo og bygge.

Vor usedvanlige Livlighed, dæmpet dog ved noget visst høitideligt, for ikke at sige inderligt, som Dagens Betydning lagde over den, maa have øvet en fuldstændig elektrisk Virkning paa det hele øvrige Bordselskab. Flere af Herrerne forlangte Champagne for sig og sin Kreds, og nu steg Stemningen crescendo til det Høidepunkt, som jeg nok tror, vor ellers adstadige Pension var modtagelig for. Det var kosteligt at iagttage denne stigende Forvandling paa de forskjellige Ansigter. Aldrig har vor lille Salon gjenlydt af en mer høirøstet Munterhed end denne Aften. De komiske Figurer, thi disse Anstalter huser altid endel saadanne, kom nu først til sin fulde Ret. Den gamle kjæmpemæssige, hvidskjæggede Professor i de lærde Sprog saa ud, som om han vilde omfavne hele Verden. Folk, som aldrig havde talt et Ord sammen, blev paa én Gang yderst meddelsomme. Jeg kom i en livlig Disput med den gamle lærde Miss R., med sin Rosenbuket ved Skulderen, om hvorvidt det Gallske System holder Stik, der forviser alle Individers slette Egenskaber bag Øret, et System, som hun ivrig forsvarede. Jeg har aldrig set en saadan Bagbygning af et Hoved som hendes. En ung irsk Maler med et prægtigt Ansigt og et Par Øine, der vækker Tanken om, at han mere havde haandteret visse «farlige Ting» end den fredelige Pensel, havde netop faaet Efterretning om, at hans «store Billede var solgt» – han saa nu selv ud som noget ildsfarligt, der hvert Øieblik kunde gaa i Luften, paa godt Norsk – han vidste ikke, hvad Ben han skulde staa paa. Jeg nærmede mig forsigtig den Gruppe Damer, som han paa det livligste underholdt, med det Spørgsmaal, om det virkelig forholdt sig saa, som man vilde sige, at han var Irlænder. Dette bekræftet havde tilfølge et forfærdet Tilbagetog, medens man ynkelig bad for sit Liv. Fenieren – som vi nu kalder han – lægger truende an, og man redder sig i skyndsomst Flugt ud af Døren.

Saa blev der givet Musik, – Tempoet maaske ogsaa en Smule forhøiet –, jeg ved det ikke. Vor Bergenserinde gav os norske Sange med sin smukke Stemme – først Kongesangen, saa flere af vore Fjeldmelodier. Derpaa kom et Par Bravournumre af franske Damer. Selv jeg maatte deran med Beethovens Længselsvals, den eneste Reminiscens fra melodiøsere Dage. Den gjorde Lykke og maatte gives da capo, men da vi saa skulde oversætte for et Par franske Gjester det lille Ord, der betegner den Aand, der rører sig i den uforlignelige Tonedigtning – jo saa stod vi der! det findes jo ikke i Sproget. Vi forsøgte længe forgjæves at fremkalde en Idé om denne Art Sjælerørelse, og det var først ved at ligne den med den Følelse, hvormed vi alle hver Aften tænker paa og resigneret afventer Slutningen af Miss O–s musikalske Præstationer, at det gik lidt op for dem. Georges Sand har dog forsøgt etsteds at anskueliggjøre for sine Landsmænd Begrebet Længsel. Hun forklarer det Indtryk, Beethovens «Sehnsuchtswalzer» frembringer, i en Allegori: de to Genier, Glædens og Sorgens, ømt sammenslyngede hvirvlende sig i langsom Valsetakt, medens Glædens straalende og Sorgens smertelige Ansigter vekselvis møder og hilser os.

Men denne Aften syntes kun den glade Genius at raade inden vort Selskab. Den endte for os Landsmænd i en deilig Spadsertur i det nærliggende Champs Elysées. Ubeskrivelig var Virkningen af de Tusender af Lamper fra Konsertkaféerne, paa Trægrupperne og Blomsterpartierne rundt om, og vi skiltes i den stille Overbevisning, at gladere er denne vort Lands Familiefest neppe feiret nogetsteds end i vor Pension de famille, Cité Retiro. Hvor ofte jeg tænkte paa Dem og beklagede, at De ikke var med! Nu faar De kun den tørre Beretning derom, som jeg lovede at sende Dem. En Stemning som denne kommer ikke igjen.

Iaftes var ogsaa ethvert Spor af den forsvunden. Alt var igjen i sine gamle Folder, det vil sige, vor Salon havde antaget sit sedvanlige, lidt languissante Præg. De yngre ude at more sig, omkring Bordet en Kreds af strikkende Damer. Det ærværdige Whistparti paa sin Plads tilhøire, og i Sofahjørnet ligeoverfor vilde De som sedvanlig fundet, med sin Bog i Haanden,

Deres triste, trætte, gamle C. C.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.