Før og Nu.

Man skriger over vor Tids Usedelighed, men den har maaske et Fortrin fremfor tidligere Dages, at man har begyndt at skrige over den, at den ikke vil gaa ganske rolig, ubekymret hen, som det var Tilfældet dengang. Værre end den var og havde taget Sæde i vore Landbygder i den første Tid af vort Aarhundrede, kan den vel neppe være. Vi havde Forbrydere i alle Genre at opvise, mistænkte Hustrumordere, Bigamister, Drukkenbolte, og vi behøver ikke at nævne Donjuaneriet i den laveste Skikkelse. Alle disse gik løse omkring, havde Forsædet i Kommuneanliggender, gav deres Familiefester og Baller, gik i Kirke og til Alters, kort repræsenterede anstandsfuldt Bygdens Honoratiores. Endnu tænker jeg med Gysen paa alle de Historier, der dog først senere, naar alle disse Helte havde udspillet sine Roller, kom for en Dag; der fattedes intet af, hvad man kunde tænke sig til Stof i de forfærdeligste Tragedier.

Vor brave, elskværdige Eilert Sundt, senere Prest i en af disse Bygder, bad mig engang fortælle ham noget deraf. Jeg sagde, at det havde sine Vanskeligheder at fortælle, men jeg skulde forsøge at skrive ham noget op deraf.

Det skede, og jeg optegnede en Del af disse Træk af en Bygdekrønike og sendte ham det; hvor det er kommet hen efter hans Død, om det endnu eksisterer, ved jeg ikke.

Og Kvinderne, Hustruerne til disse ryggesløse Mænd! Blev de ikke selv forgiftede ved Nærheden, virkede ikke Bevidstheden om en saadan Fordærvelse sløvende paa deres sedelige Forhold?

Nei, intet mindre. I rene Gemytter virker Lasten i sin dyriske Skikkelse, berøvet alt, hvad der anstændigvis tilslører, om ikke forskjønner den: Galanteri, Lidenskab, elegante Former, kun afskrækkende, ikke forlokkende. Aldrig har jeg samlet, paa et ingenlunde snævert Omraade kunnet tænke mig en saa fuldkommen over al Tvil hævet Renhed og Hæderlighed som den, der omstraalede disse Hustruer og unge Piger. Det var, som om Fordærvelsen ikke angik dem; man skulde tro, at de betragtede deres Herrers Udskeielser som noget uundgaaeligt, som Naturprocesser, vulkanske Udbrud; saaledes bar Hustruerne det, saaledes sad de unge Piger i Hjemmet og ventede, at den samme Skjæbne skulde banke paa og hente dem.

O, hvilke Jammeregteskaber har jeg ikke oplevet, er jeg ikke bleven Vidne til! Jeg har først senere forstaaet det ret. Der taltes aldrig derom af de mishandlede; kun hændte det, at et Par Stykker af dem «af ubekjendte Grunde» forkortede sit Liv. Enhver skjulte sin huslige Elendighed, som et klogt Pengehus dølger sin Ruin, sin undergravede Kredit. Aldrig hørte man et uvilkaarligt Udbrud, aldrig et Suk, en Hentydning, der skulde gjettes. Hændte det, at der berørtes noget, der angik andre, saa skede det med den fatalistiske Sindsro, som naar man forhandler det uafvendelige, et Jordskred, en Stormflod. Undrer man sig saa over disse Kvinders Hengivelse i sin Skjæbne, en Resignation, der næsten lignede Tilfredshed, saa har jeg kun ett Svar derpaa, den laa begrundet i en Mangel hos dem. I Opfatningen af deres egteskabelige Stilling var der ikke faldt Gnist af Bevidsthed om nogen Nedværdigelse, der kunde vakt dem til Selvforsvar, til Modstand, med andre Ord, her var det Følelsen af deres Værdighed, der manglede. Denne Følelse var systematisk holdt nede i dem, Opdragelsen, den huslige, som den religiøse, havde fra Barnsben indprentet dem den officielle Kvindelighedens Hovedparagraf: lide og tie, tie i den bogstaveligste Forstand saaledes, at Ordet, Lyden, hvert Begreb, som stod i Forbindelse med Lasten, med Fornedrelsen, var dem forbudt, end sige disse Ord skulde eiet en Sjæl, en Gnist til Opstand. Vil man tro det, Ordet Kvinde (Qvinde, som det da skreves) var det ikke ret kvindeligt at udtale, det var ligesom blevet til noget vanhelligt. O, saa dybt nedværdiget var dette Begreb, at det kun bragte Tanken hen paa noget misbrugt, de laveste Begjærligheder hjemfalden! Bevis nok for, hvor nær dette Tidens Kvindelighedsideal var lænket til sin egen Modsætning Tøilesløsheden, hvorledes de gjensidig støttede, beskyttede og befordrede hinanden, et afskyeligt Forbund!

Ja, saa fast sammenkjedet til Lasten var Begrebet Kvinde, at Nævnelsen kun bragte Tanken hen paa noget tvetydigt, urent. Ikke til det herligste, det aandigste, der knytter sig til dette Ord. Himlen ske Tak! vi skyr nu ikke mere at udtale det, vi gjør det med freidige Pander, og en mindre hyklerisk fordærvet, renere stræbende Efterslegt skal vide at løfte det til den Plads, der medrette tilkommer det.

Fatter vi Grundtrækkene nu i denne Trældommens Kvindelighed saaledes, som den kun med ringe Afvigelser kom tilsyne i hin Tids Hustruer, møder os den nedslaaende Kjendsgjerning, at de af dem, i hvem Bevidstheden om egen Værdighed og den Fornedrelse, hvori de daglig aandede, mindst var vakt, baade var de lykkeligste, og vi nødes til at sige det – de elskværdigste. Jeg mindes saaledes en blandt denne Skare forurettede, der havde, vilde man sige, en mindre lav, derfor ikke mindre følelig Utroskab fra sit Egteskabs tidligste Dage at bebreide ham. Hun glemte det aldrig, det forgiftede hele hendes Liv. Men det var ogsaa en egen Kvinde dette, i hende intet Slavesind. Hun havde ligesom taget gamle Slegters Selvfølelse og strenge Ubøielighed i Arv. Hun var den eneste blandt sine Ulykkesfæller, der med Bevidsthed anskuede sin Stilling, dog kun for at lide dobbelt derved, baade ved Bevidstheden selv og den Isolerthed, den paatvang hende; thi alle de andre taalmodige og elskværdige Hustruer vilde gjerne hakke lidt paa hende, fordi hun ikke bar sin Skjæbne «kvindelig», ikke anende, at hun indtog et langt høiere Trin paa Erkjendelsens og den sedelige Bevidstheds Stige end de alle tilhobe.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.