Fra Misantropen til den syge.

Ogsaa en Sang under et af de store Festmøder.

Mel. af Abekatten: «Drik kun, drik kun! Flasken har ingen Bund».

Klingklang, klingklang!
Her har du nok en Sang.
Klingklang, klingklang!
Ei lystig blir den denne Gang.
Du ved, jeg Stakkel
Med halvdøvt Øre,
Et sandt Mirakel!
Kan dobbelt høre.
Lig hin famose,
Saa kuriose,
Professors Kikkert,
Der lige nøie,
Fuldkommen sikkert,
Frembød for Øie,
Hvad Tro og Viden
Just skue vilde,
Saa undertiden
Kan tyst og stille,
Hvad Sang og Tale
Kan skjønnest male
I Festers Gang,
Just ei harmonisk,
Nei, fast dæmonisk
Mit indre Øre
Fatalt berøre
Med dobbelt Klang.
Klingklang, klingklang!
Berøre med dobbelt Klang.

Klingklang, klingklang!
Vil du vide Festens Gang?
Klingklang, klingklang!
Kling-kling-kling-klang!
Glædeslarm
Lønlig Harm,
Store Løfter
Uden Tro,
Over Kløfter
Vidjebro,
Venskabsrus
Uden Grund,
Elskovsblus
Slukt paa Stund –
Klingklang, klingklang! –
Det er lidt af Festens Gang.

Klingklang, klingklang!
Her har du nok en Sang,
Klingklang, klingklang!
Ogsaa lidt af Festens Gang.
Vort Stel paa Vrange
Mer ser man ikke.
For Fremmedblikke
Nu lar vi prange,
Ved Gny af Toner,
Dekorationer,
Der sterkt os minde
Om Potemkin,
Da i Tartarers
Og Halvbarbarers
Kultur og Skikke,
Med laante Glæder
Og malte Bræder,
Sin Herskerinde
Han vied ind,
Klingklang, klingklang!
Og narred den Dag saa lang.

Klingklang, klingklang!
Her har du nok en Sang,
Klingklang, klingklang!
Ogsaa lidt af Festens Gang.
Vi saa en Klik,
Der gram i Sind
Pent holde fik
Sig i sit Skind;
En Politik,
Der ei fik Lov,
Tro mod sin Skik
Og store Mester,
I slige Fester
At blive grov –
Der ei fik Lov
At gaa paa Rov,
Men festmaskeret
Og balchausseret,
Der sterkt genered
Dens Hestehov,
Klingklang, klingklang!
Istemme maatte Glædens Sang.

Klingklang, klingklang!
Tys, stygt det skurrer denne Gang.
Klingklang, klingklang!
Dog, lad os høre Festens Gang.
«Til Kvindens Ære,
Hvis Nærvære
Saa huldt os kvæger
Paa Dagens Strid,
Vort første Bæger
Skal viet være!
Velkommen hid! . . .»
Forstaa, nu lukker –
I vil os takke,
I pene Dukker –
Jert Bur vi op.
Nu vil vi snakke
Og bare snakke;
Til Alvorsfærden
I Tankens Verden
Vi sige stop.
Nu vil vi danse,
Ja, danse, danse,
Og ikke stanse
Før lysen Dag,
Men blot os fryde –
Ei Donnerwetter,
For Toiletter! –
Men blot os fryde,
I jert Behag . . .
«Til Kvindens Ære,
I Brødre kjære
Fra Øst og Søder,
Vi slaa til Lyd –
Vor stille Fylgje
I Dagens Møder,
Hjemmets Krone,
Festers Pryd –
Vor Sang skal tone! . . .»
– Dog ei I glemme,
I hulde, søde,
At næste Møde
I sidder hjemme,
Og nye Dukker –
Alle gamle
De blir os vamle –
Da ud vi lukker,
I træder fra . . .
«Hjemmets Krone,
Festers Pryd,
Vor Sang skal tone,
Hurrah, hurrah! . . .»
– Saa lad os danse,
Ja danse, danse,
Og blot os fryde
I jert Behag.
Kun saa I alle,
Som hid vi kalde
Og Velkomst byde,
Jert Bidrag yde
Til Nordens Sag.
Klingklang, klingklang!
Jert Bidrag til Nordens Sag!

Klingklang, klingklang!
Her har du nok en Sang.
Klingklang, klingklang!
Nok da for denne Gang!
Ja nok af Prat
Om enigt Nord,
Om Nordens Aand,
Om Brødres Baand
Og helligt Ord –
«Skaal, Kamerat!» –
Om Folkeviljer
Og Venskabsprov,
Om Nordens Liljer
Og Kvindens Lof –
«Vivat! Vivat!» –
Indtil i Susen
Af Talebrusen
Og Sangerrusen
Man bli’r plakat,
Klingklang, klingklang!
Og ved ei mere, hvad man sang.

Klingklang, klingklang!
Her har du sidste Sang,
Klingklang, klingklang!
Blev den kun ei for lang!
Som du jeg sad,
Syg Fugl bag Blad,
Og lytted til
Det sære Spil
Af store Ord,
Der plat paa Jord,
Naar Festen ender,
Og Ryg man vender,
Straks falde vil.
Og hvad jeg tænkte,
I Hu saa mod,
Jeg flagre lod,
Hvor helst det vilde,
Som Blade stille
Til Træets Rod.
Det, som jeg tænkte,
Sig mødig sænkte
Just ved din Fod.
Der lad det være
I Fred, i Fred!
Som andet mere,
Der engang sled
Sig fra min Sjæl,
Farvel, farvel,
Farvel, farvel, farvel, – farvel!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.