(1883.)
Hvem har ikke besøgt gamle Tomter? . . . opsøgt dem med denne gjennem Aarrækker opsparede Mindets Ømhed, Mindets Forventningsfuldhed, Mindets – Forklarelsestrang! . . . Du, som har prøvet dette Gjensyn, sig, er du aldrig bleven skuffet? Har det aldrig hændt dig, at du har vendt dig stille saaret bort fra dette kjendte, kjære, med det Forsæt aldrig at gjense det, aldrig opsøge det mere, ærgerlig paa dig selv, som man kan blive det, naar man er kommen i Skade for at knuse sine Briller eller slaa en Yndlingsvase itu.
Denne uanselige Rønne af et Hus, denne lille Haveplet med de gamle Træer, er det virkelig Stedet, hvor vi voksede op, der syntes os at rumme en liden Verden? Var Dalføret hist saa snævert? . . . Og Søen, «det sorte Hav», hvori vi satte vore Skibe og lod Vinden bære dem til de fjerneste Kyster – hvad, er det den Dam dernede?
Saa har vi vist alle spurgt, naar Tilfældet førte os i Nærheden af Steder, der gjennem den lange dæmrende Fjernhed stod for os i et ganske andet Mindets Lys.
Der gives ogsaa Gjensyn af kjendte Steder, der nok kan volde Smerte, men ikke af denne Art nedstemmende. Jeg har nylig oplevet et saadant. Vi eiede jo et lidet Hus i Homansby, men havde kun et Par Aar beboet det, da Døden hjemsøgte det, og lukkede det for bestandig. Siden den Tid, det er nu over treti Aar siden, havde jeg aldrig magtet at sætte min Fod indenfor den Port.
Da fortaltes der, at nu skulde Huset rives ned og give Plads for en offentlig Bygning, en af disse Kolosser, der mer og mer trænger sig ind i vore Villakvarterer. Saa gik jeg en Dag derind. Ad Kjældertrappen kom jeg op i Værelserne. Der var tomt og tyst som i en Grav. Paa Gulvet laa nogle Murerredskaber. Hvor smukt var der endnu: det samme Tapet i Dagligstuen, brunt med Guld; under Loftet i Kabinettet de to Hjørnearabesker, som vi begge for vor Fornøielse selv havde malt – til Malerens store Overraskelse. Et saadant Besøg paa gamle Tomter vækker Følelser, der løfter og beroliger tillige. Man har staaet som ved en Døendes Leie og taget kjærlig Afsked.
Nogle Uger efter var Huset revet ned.
Men det var ingen af disse Indtryk, der ventede mig, da jeg efter en Række Aar besøgte Eidsvold, vort kjære, berømmelige Eidsvold, Skuepladsen for min Barndom og Ungdom. Det var hverken Tilfredsstillelsen eller Skuffelsen, det var ialfald ikke den Slags Skuffelse, der venter os, naar vi selv er vokset ud over vor barnlig ungdommelige Erfaringskreds og vender forventningsfuld, fordringsfuld tilbage – det var ikke den, der ventede mig her. Skuffelsen var af en anden, mer oprørende Art. Her havde Tiden ikke været den ørkesløse Tilskuer, der stille lader det usle, det smaa, men ogsaa det store bestaa. Men heller ikke som den skabende Magt, vi nu hilser i den, den Magt, der skaanende fornyer, ordnende forskjønner, havde den i denne min Hjembygd fuldført sit Verk og efterladt sine Spor. Som en rigtig Herjer var den her skreden frem, som en brutal Erobrer, der ikke kjender Skaansel, men blot erkjender Seiren i Ødelæggelsen.
Enhver vil have hørt Eidsvoldsnaturen prise; den er beskreven og besungen mer end én Gang. Man vil dog neppe faa det rigtige Begreb om denne Skjønhed, naar man følger Landeveien, der lidt ensformig, flad, strækker sig mellem Dal Station og Mjøsen, Bygdens nordlige Grænse. Det er i Trakterne omkring Vormen og Andelven, vi helst maa søge denne Skjønhed. Og det er sandt, det er vanskeligt at beskrive den hemmelighedsfulde Ynde, der – ak, vi maa sige det – engang hvilte over disse Kjeder af hinanden krydsende, dybe Dale og snart steilt opragende, snart blødt nedskraanende Høie, der danner Bredderne om disse vidunderlige Elve. Geologerne faar afgjøre, hvad det er for indre, utrættelig virksomme Magter, der kan frembringe saadanne ofte bisarre Naturdannelser, der former sig saa at sige lige under Beboernes Øine. Det kan begynde med en Revne i Jorden, der skarpt kileformet, truende alt, hvad der stiller sig paa dens Vei, skrider stødvis frem, indtil Vegetationen, der fulgte den i Hælene, Vegetationen, saa mægtig, saa forunderlig rig i disse Egne, binder den og siger: stop! ikke længer.
Jeg mindes en saadan Revne, der tog Veien i lige Retning op mod Kirken. Hvo, som besøger Badet i Eidsvoldsbakken, vil finde denne Spræk i Jorden forvandlet til et smukt, skovbevokset lidet Dalføre, der maaske dog lidt betænkelig over det uhyre at skulle forstyrre Gravenes Fred, er stanset lige foran Kirkemuren.
Vormen, der har sit Udspring af Mjøsen, gaar en god Mil i sydlig Retning, indtil den optager Andelven, der kommer fra Hurdalssjøen. Denne sidste Elv passerer, som man ved, «Eidsvoldsbygningen», lige under dens Vinduer – Dorotheenbusk med sine prægtige Hængebirke tilhøire; den deler saaledes billigvis lidt af den Glorie, som omstraaler dette vort Lands navnkundigste Sted.
Taler vi saa om denne Naturskjønhed, der udmerker disse Elves Bredder, gjælder dette igjen særlig Trakterne om deres Sammenløb, den danner den Vinkel, hvorpaa Kirken og Prestegaarden er beliggende.Se «I de lange Nætter». (Anm. fra 1882.)
Her er intet smaat eller trivielt, alt i sine vekslende, ofte overraskende Overgange storartet, eiendommeligt, Sindet fængslende. Disse mørkt beskyggede labyrintiske Daldybder, der dæmonisk synes at lokke og føre os – Gud ved hvorhen . . . vi føier os kun viljeløse – og se, vi staar maaske henrykt studsende ved en smilende Udsigt! . . . Denne Blomstersti langs den blikstille, kulpdype Elv, der, inden vi selv merker det, taber sig, møisommelig klamrende sig til en steil Fjeldskrent, under Graners kjølige Skygge . . . Og den samme Elv, i hvis Dyb Bredderne netop saa salig beskuede sig selv – den synes ikke skabt til andet end et saadant Speil – ogsaa den har skiftet Sind, har kaad afrystet alle Billeder og skummer nu larmende afsted mod den nære Fos, . . . hvor gjerne følger vi den! . . . Det er disse Overgange, der vugger os gjennem alle Stemninger, der er det særegne ved denne Egns Skjønhed.
Romantikken laa dengang saa at sige i Luften; man vil let forstaa, at fantasirige Gemytter, der Aar for Aar færdedes i en Naturensomhed som denne, let kom til at vippe lidt over fra den jevne Virkelighed til det, vi kalder det overnaturlige.
Jeg mindes en deilig lys Sommernat. Et Par Prestegaardsgjester havde, varslet om, at der kunde komme noget saadant, taget Post oppe paa Høiden af Bakkerne og ser nu grandgivelig en Skikkelse i fuldstændig Ofeliakostume, under en dæmpet Klagesang, langsomt beskride Stien nede ved Elven og forsvinde bag Buskene. Ellepigen eller Dalspøgelset – en gammel Historie vilde fortælle om en ulykkelig Bygdeskjønhed, der var forsvunden langs disse Bredder – var dog dennegang ingen anden end Gaardens unge Frøken, der ved en liden Mystifikation forsøgte at hjælpe paa sine Byveninders mere skeptiske Opfatning af det «endnu uudgrundede». Lidt parodisk faldt det jo, da samme Frøken, da hun, ret bedrøvet over disse Gjesters Afreise, næste Gang vandrede langs Stien, hørte Færgekonen histover tysse paa sin Unge: Tier du ikke naa, Skarven, saa kommer den Jomfrua der og tar dig!
Oppe paa Sletterne, hvor de vidtstrakte, rige Kornmarker langs Bremmen af de til alle Sider nedglidende Dale giver Plads for Engene, laa nu, omgiven af sine Haver og Alléer, Prestegaarden, den gamle Prestegaard.
Hvem, som tilfældigvis kun kjender denne Gaard (og det gjør jo desværre de allerfleste) af det xylograferede Billede, der i Anledning af Wergelandsstatuens Afsløring i 81 stod i et af vore illustrerede Blade, har ikke faaet nogen ret Idé om den.
Dette Skilderi slutter sig, det gjør mig ondt at maatte sige det, kun altfor korrekt til den Række Billeder af min Slegt – at begynde ovenfra – der ved denne Leilighed blev bragt for Lyset, og som Søsteren, der slap for at være med dengang, ved en senere Leilighed har været saa ulykkelig at forøge.
En eneste Gang i mit Liv har jeg paa indtrængende Anmodning tilladt den Slags Udstilling, og denne eneste Gang har været en Gang for meget.
Jeg griber Anledningen her til at protestere mod det Portræt, der findes optaget i «Illustreret Tidende» for 11. Febr. d. A. Jeg skulde længe siden gjort det. En styg Lighed faar vi allesammen finde os i, naar den ikke gaar os sjælelig altfor nær, men en Ulighed, der sætter sin Styghed i Smilet, i Udtryk, og hvortil man skal afgive sit ærlige Navn, finder man sig ikke i. Dette Billede er en Forhaanelse af mit Minde.
Visst er det, vor stakkels Prestegaard havde heller ikke synderlig Grund til at være fornøiet med sit Kontrafei. Den saa ikke saaledes ud. Knapt kunde jeg kjende den. Vi eier en Tegning af afdøde Garnisonspræst Bøyesen, denne varme Beundrer af Eidsvoldsnaturen, denne sande Kunstnersjæl, og den giver rigtignok et sandere, mere tiltalende Billede af den end den trivielle Kasse af et Hus, der findes optaget i hint Blad og givet Navn af Henrik Wergelands Hjem. Med alle Mangler i dens indre Indredning havde den i hele sin Bygningsform dog noget visst herskabeligt, stateligt, der slet ikke var almindeligt ved den Slags Gaarde paa Landet. Store, rummelige Værelser, høie Vinduer, brede, magelige Trappegange – ak, man vil ikke stødes ved, at jeg dvæler ved disse Enkeltheder, selv om jeg fristes til at tabe mig for meget deri – om Afdøde tør man jo tale.Brændt ned til Grunden Vinteren 1877. (Anm. fra 1883.)
Foran Gadedøren var der en Slags Pergola,Findes slet ikke paa Billedet. (Anm. fra 1883.) hvis Tag, der maaske i tidligere Dage havde gjort Tjeneste som Balkon til anden Etage, bares af fire statelige Søiler. Her kunde man sidde i Ly, naar Veiret eller Aarstiden ikke lokkede en længere ud. En anselig stor, tildels græsbegroet Gaardsplads udvidede sig foran denne Perron og holdt de stygge Udhuse, denne uundgaaelige Tilgift i vore Gaarde paa Landet, i en velgjørende Afstand.
Og her til denne Side Huset manglede det ikke paa Liv og glade Røster. Alt, hvad der af Dyreverdenens to- og firbenede kunde heges og huses i en saadan Gaard, syntes at være samlet her og befinde sig altsammen saare vel. Og der var altid nogle særlige Yndlinger, der ikke forsømte at indfinde sig for at bli fodret og kjælet for. Det bjeffede og brægede, kurrede og kaglede, snerrede og snadrede fra alle Kanter og Kroge, saa lang som Dagen var, indtil Storkvæget vendte hjem fra sine Udmarker og gav Tegn til Aftenfodringen og den velsignede Hvile. Alt forstummede da, men kun forat Fuglekoret i Alléen kunde stemme des lydeligere op; Frøerne kvækkede i Dammen, og fra de nærliggende Agre lød Agerriksens taktmæssige, melankolske Slag.
Denne Familiens Kjærlighed til Dyr, denne Trang til at beskjæftige sig med dem, drage dem omkring sig, gav, som man nok kan tænke sig, Anledning til baade tragiske og komiske Scener. En vaarm Sommerdag, just som vi havde et par Fremmede tilbords, viser sig pludselig i den aabne Dør Gaardens Gjedebuk – med Hat paa. Den havde ganske rigtig ude i Forstuen fanget en saadan paa Hornene, førend den fandt det passende at præsentere sig. Den strenge Bordskik, Far altid overholdt, kunde ikke holde Stand mod dette Syn; han glemte rent Irettesættelsen, fordi Gadedøren ikke havde været lukket, hvilket altid strengelig maatte overholdes. Det minder mig dette om en anden Gjedebukhistorie fra min Faders Formands Tid. Et sandt Uhyre af denne hornede Slægt var en vakker Dag trængt lige ind i Storstuen, og rasende paa sit eget Billede i Speilet havde den stanget dette Husets Pragtstykke iknas. Man turde ikke fortælle den strenge Husherre det, men Sagnet føier til, at Magen til det, der befandt sig paa et Gjesteværelse ovenpaa, maatte møisommelig flyttes fram og tilbage, hvergang Muligheden af en Opdagelse kunde true. Heldigvis færdes Folk lidet i sine Storstuer.
En anden, en Scene fra min Ungdomstid, stiger klart op for mig i denne Stund, som om den var passeret igaar. For de allerfleste Læsere kan disse Smaatræk synes lidet værdt at berette, men er det ikke Stemningen, der bar det opplevede, der giver det sin Betydning? Derfor vil man tilgive mig.
En mild, dæmrende Aften, Huset var festlig smykket til at modtage vore kjære Sommergjester fra Kristiania. Stuens Potteplanter, omhyggelig pleiet til Anledningen, smykkede Vinduer og Borde. Vor Stolthed, et Mosrosetræ med tre svulmende Knopper, der neppe syntes at kunne afvente Ankomsten for rigtig at udfolde sig, var flyttet ud foran Portalen for at opfange nogle kostbare Regndraaber, der begyndte at falde. Mor og jeg i det aabne Vindu.
Knusp! sagde det, og atter knusp, knusp, Gaardens store, hornede Saubuk stod der, som skudt op af Jorden. Der var ingen Redning. Vore deilige Mosroseknopper var allerede dens Bytte, og vi naaede netop ut for at se den gumle saa rolig og uforstyrret paa dem, som om det havde været Smørblomster.
Vi vender tilbake til Huset. Over Indgangsdøren en latinsk Inskription forgyldt paa sort Grund. Fra Forstuen førte Døren tilhøire ind til Dagligsuen, den tilvenstre til Storstuen, en Benævnelse, som vor nu mere forfinede Tid vel vilde omsætte til Selskabsværelset, Salonen.
Fra denne Forstue kom man ad en bred, magelig Trappe op til anden Etage, og det var fornemmelig eller maaske kun alene her, at Manglerne ved den gamle Bygning gjorde sig gjældende. Lange, mørke Gange, hvor det kunde sukke og drønne ret uhyggelig i de belgmørke, stormfulde Høstnætter, gjennemskar den i sin hele Længde. Spredte til alle Sider fandtes da nogle Redkabsrum, et Par Gjesteværelser, vort gamle Barnekammer, endvidere, ud til Alléen, Fars Studerkammer, Biblioteket og endelig «Grevens Kammer», saa kaldet efter en gammel, halvforrykt Adelsmand, der havde beboet det i Legangers, Faders Formands Tid, og hvor man vilde paastaa, at det spøgede. Det er dette «Grevens Kammer», der senere blev Broder Henriks fantastiske udsmykkede Værelse (se «I de lange Nætter»). Skulde den stadige Henvisning til dette mit tidligere Verk, hvortil denne lille Skisse uværdigen er bleven en Slags Supplement, Skallen om Kjernen, skulde den maaske vække en uimodstaaelig Lyst for vort Publikum til at lære dette Verk at kjende, saa er det at finde i Hr. Boghandler Cappelens Forlagsgjemmer i en saa ren, uberørt Skikkelse, som det kom ligefra Trykkeriet i 61. (Anm. fra 1883.)
Hyggeligere var det nedenunder i de daglige Beboelsesrum. Vi betræder først Dagligstuen, der tillige tjente til Spisestue, et stort, dybt, trefags Værelse til Gaardspladsen. I midten af Bagvæggen førte en noksaa sirlig rundbuet Portal ind til et Par snævre Aflukker, hvor der opbevaredes Testel og andre Rekvisiter til Servicen. Foran eller rettere bag denne Portal havde Far ladet opstille et ligeledes med nogle Statuetter prydet rundbuet Skab, hvidt med forgyldte Sirater, alt efter hans egen Tegning. En strengere Smagens Maalestok maatte man vistnok ikke anlægge paa Arrangementet i denne Stue. Men man maa ikke glemme, at i vort dengang endnu mere end nu afstængte Landliv spillede Nøædvendigheden Ceremonimester og Tilfældigheden Dekoratør, og disse Faktorer tog det ikke altid saa nøie med Sammensætningen. Hvem har ikke stødt paa rigtig gamle Gaarde inde i Afkrogene af vort Land! Sande Raritetskasser! Den strengeste Harmoni herskede vistnok ikke i vor Dagligstue. Til nogle ret solide Mahognimøbler sluttede sig et stort, rødmalet Slagbord, der tjente baade som Spisebord og Tebord, og som især maatte være en sand Forargelse for en fornem, gammel Lysekrone, der havde «kjendt bedre Tider». Den syntes ogsaa, hvergang Pigen larmende skjød det frem til Middagen, indigneret at protestere mod Naboskabet. Henne i Krogen ved Ovnen en grønmalet Havebænk, som var meget hyggelig. Alle Vægge behængte med Malerier, Portrætter af Familien, hvoraf vist ikke mange havde kunstnerisk Værdi. Paa Chiffonieren et Ibenholts Taffelur, hvis tik-tak, tik-tak kunde klinge ret ængstelig lydt, naar jeg mangen lang Vinteraften, træt af at sy og læse, vandrede op og ned i den øde Stue, medens Mor fik sig en liden Slummer paa Sofaen. Jeg holder ikke rigtig af denne Stue, der knytter sig Erindringer til den om Savn, om rugende, sig selv fortærende Længsler, om det lange, lange Vinterfængsel.
Heller dvæler Tanken ved de andre Værelser, fire i Tallet, Værelser, der minder om Liv og Lystighed, om Brødres Ferier, om Besøg af Christianiagjester, om den smilende, lysegrønne Sommer udenfor.
Fra Dagligstuen traadte man ind i Mors Sovekammer, et venligt, tofags, med Udsigt til Dalen og Vormen. Dernæst kom «Kaminkammeret», saa Hjørnekammeret og endelig, sluttende sig til Forstuen, den omtalte «Storstue».
Alle disse Værelser, aabne om Sommeren, var smukt belagte med engelske Gulvtepper af ett Stykke, en Ensformighed, som altid i den huslige Dekoration vil frembringe et godt, harmonisk Indtryk. De var dertil alle sterkt behængte med Billeder, enkelte ret værdifulde, ligesom det heller ikke manglede paa andre Prydelser, hvortil den vidtbekjendte «Verksauktionen» efter Statsraad Anker, der varede en hel Uge, havde ydet et ikke ringe Bidrag. Endnu mindes jeg de Dage, da disse Rariteter, som Faders aldrig rastende Skjønhedstrang ikke havde kunnet modstaa, holdt sit Indtog paa Gaarden, naturligvis til vor glade Overraskelse. Og hvem tør benegte den Indflydelse, som det huslige Udstyr øver paa os, og særlig under vort afsondrede Landliv, hvor man omtrent de 3/4 af Aaret færdes inden sine fire Vægge! . . . Jeg har lært mer af Skilderierne og Billedbøgerne i mit gamle Hjem end i mine Skoler.
Med alt dette raadede der vel ogsaa i disse kjære Rum noget, som vor Tids mer kræsne Smag ikke vilde anerkjende. Paa det ene Konsolbord et forgyldt Taffelur mellem to prægtige Sevresvaser, paa det andet en Plet-temaskine paa Løvefødder . . . Ja, ikke sandt, det var morsomt! Ogsaa mindes jeg endnu det Blik, ladet med knusende Kritik, hvormed en ikke ret velsindet Christiania Storborger – PartimandVi levede dengang netop i den sterkeste Partistrid. Welhaven-Wergelandsfeiden var i sin fulde Gang. (Anm. fra 1885.) – der, jeg ved ikke ret i hvad Anledning, havde forvildet sig ind til os, mønstrede denne Prydelse i vor Storstue.
De strengt private Værelser tilstedede jo unegtelig en friere Anordning, der alt efter sine respektive Beboeres Smag og Behov kunde stige til det fantastiske. En nøiagtig Skildring af Henriks og Faders Beboelsesrum vil man ligeledes finde i Familiebogen «I de lange Nætter». Disse sidste husede ogsaa, foruden en ret anselig Bogsamling, mange andre Kuriositeter, alskens gamle Postiller og Billedverker, deriblandt en kolossal, vist et Par Aarhundreder gammel Bibel, som vi Børn, naar vi laante den, maatte være to om at bære.
Men til ingen af mit Fædrehjems mangehaande Kunstsager knytter sig en saa uudslettelig Erindring som til et gammelt Maleri, der hang i vor Storstue; intet af, hvad jeg i senere Aar fik Anledning til at se af Kunst, har efterladt saa dybe Spor i Sjælen som dette Billede. Det var en efter kyndiges Dom sjelden god Kopi af Rubens’ «Korsfæstelsen».
Hvor mangen Gang har jeg fra Sofaen, hvorover det hang, med skrækblandet Medlidenhed fulgt alle Detailer i Scenen her! . . . bevægede allerede dengang et dunkelt Spørgsmaal Barnesjælen, der senere blev mit Livs Kamp og Tvil: Hvorfor skal vor Religion, der skulde løfte os, trøste os over Livets Elendighed, være knyttet til slige Rædsler! . . . Fra det første Øieblik, man stræber at vække Gudsbegrebet i en saadan uberørt, enfoldig liden Sjæl, skal den indpodes Bevidstheden, Forestillingen om Lidelser og Grusomheder, som den knapt kan fatte. Hvorfor vælger vore Kunstnere altid fortrinsvis disse Momenter i Frelserens Liv, medens der dog gives saa mange, mange, der løfter og husvaler Sjælen, uden at bringe den til at stivne af Rædsel!
Maleriet blev efter Faders Død skjænket til Kirken.
Endnu en vemodig Erindring har jeg bevaret fra disse Værelser.
Hjørnekammeret – forresten ikke i streng Forstand et Hjørnekammer – var det smukkeste og venligste Værelse i Huset. Ved Siden af et Sovekammer ovenpaa havde Husets Datter faaet Lov til at kalde dette for sit, et lidet Boudoir altsaa, hvori hun kunde anbringe alle sine Smaaeffekter, Guitaren, Bøger etc., kort ordne efter Behag. Det havde Udsigt til en liden Blomsterhave, anbragt i den Spidsvinkel, som Alléen beskriver op mod Huset, inden den fortsætter sin Gang hen mod Kirken. Hvor deilig kunde Aftensolen, brudt gjennem Hængepilene udenfor, spille og danse paa Gulv og Vægge i dette Værelse.
Under Speilet stod et rødt Saffiansskrin, der havde hævdet sin Plads der, siden vi drog ind i Huset i 1817. Dette Skrin blev af os Børn altid betragtet med en viss sky, ærbødig Ikkeviden-af. Det indeholdt nogle med Faders sirlige Haand skrevne Digte, hvoraf de fleste tilegnet Moder. Et af disse Digte skrev sig fra 1808, Henriks Fødselsaar:
Til Dig, til Dig, min elskte Lette liden,
Mit Hjertes Afgud og min Hyttes Pryd,
Hvis Kjerlighed har seyret over Tiden,
Og skjænkt mig alt syvhundred Dages Fryd – –
saadan var, mindes jeg endnu, Indledningen til dette Digt. Det vil ikke være en Krænkelse for de dyrebare Bortgangne, om jeg citerer det her.
Hvil i Fred, gamle Prestegaard! Jeg skal aldrig mere opsøge dit Spor. Fra den øde Tomt, hvor Resterne af dine Piletræer endnu trofast, sørgende holder Vagten, skal Mindet reise sig skjært og ublandet.
Hvil i Fred, mit Ungdomshjem, i den Skikkelse, hvori du sank i Gruset, inden man vovede altfor haardt at krænke den. Det Stykke Bygverk, uden Udsigt, uden Skygge, uden Præg, man har reist paa den anden Side Tunet, og som man har givet Navnet af den nye Prestegaard, skal ikke fordunkle Mindet om dig.
Ak, det er mer, end man kan sige om Kirken. Her har Vandalismen i Form af Ombyggelse rigtig holdt sit herjende Indtog.
Eidsvolds Kirke maatte engang kaldes en ualmindelig smuk irke paa Landet at være. Der var Stil i den. Jeg forstaar ikke at betegne denne Stil med sit rette Navn, men den virkede harmonisk. Det var en Korskirke med dybe Fløie til Siden. Alter, Prædikestol, Pulpiturer, Orgel holdt i forrige Aarhundredes rige Ornamentik, forgyldt paa hvid marmoreret Grund. Oppe mellem de høie Buevinduer, som Fader havde forsynet med farvede Glas, var endel gamle Adelsvaaben fæstet til Væggen, en Prydelse for et Gudshus, der vil forekomme vor Tid besynderlig nok. Der var noget fornemt ved denne Kirke; man burde skaanet den, som den var.
Men det skeede ikke.
Kirken befandtes for liden for Egnens Tarv, og Bygdens Kommune troede, at dette bedst og mest besparlig kunde afhjælpes ved at underkaste den en grundig Ombygning. Dette har dog kun ført til, at vi istedetfor en smuk, mindre Kirke har faaet en stor, styg, med et Taarn, der siden Ombygningen er bleven skjævt, man skulde sige af Sorg over, hvad det skulde opleve.
Jeg sad oppe paa Loftsgalleriet og saa med blødende Hjerte ned paa den Forvandling, her var foregaaet. Korsformen udvidet, udplattet til en almindelig Forsamlingssals trivielle Flade. Enkelte Ting, Alteret, Døbefonten i sin sirlige Renæssancestil bibeholdt, hvilket stak besynderlig av mod den tunge, mørkbrune Træstil, der raadede i det nye. Prædikestolen – hvilket Uhyre i denne tunge, brede Træstil . . . Og Loftsgalleriet, Pulpituret, hvor jeg saa ofte havde set Mors statelige Skikkelse indtage Pladsen forrest – Pulpituret – Prestegaardsstolen, med sine Buevinduer, sine røde Gardiner, var det den samme?
Jeg maatte ud for at faa Luft efter dette Besøg i min gamle, kjære Kirke. Uvilkaarlig styrede jeg hen mod den nærliggende Have, der i vor Tid kun var skilt fra Kirkegaarden ved en høi, teglstenstækket Mur, overraget af nogle kjæmpemæssige Hængebirke. Ingen Mur, ingen Birke, ingen Have! Grav ved Grav mødte mig her. I Rotunden med sine Bænke, under Syringerne, var Sølvpoplen væk, og Rosenbedet omskabt til et Hvilested for Provst K., Faders Efterfølger.
Ja, hvil kun i Fred, gamle, venlige Mand! Dødens hellige Ro og Stilhed er nu lyst over Stedet. Nu kan ingen krænke det mere.
Behøver jeg at sige, at de samme Indtryk mødte mig overalt, hvor jeg søgte Sporene af den Prestegaard, jeg kjendte? Særlig nedslaaende var det at gjense Trakterne langs Andelven, Skuepladsen for vore bedste Sommerglæder. Disse Stier og Lystanlæg, Balstigen og Drømmely, Smegterud og Furtero, Emmalyst og Emilienfels,.ngang saa omhyggelig pleiet og fredet – alt forfaldent, voldelig fortrængt. Overalt syntes en skjønhedsfiendtlig Aand at have raadet, der særlig havde udsøgt sig det yndigste.
Dog, hvad siger jeg! Den smerteligste Overraskelse ventede mig endnu paa det Punkt, der tilsteder Overblikket over Vormen.
Vilde man i gamle Dage ret nyde dette Skue, saa behøvede man blot en vakker Sommerdag at besøge EidsvoldsbakkenDengang et Gjestgiveri, nu ombygget til Badested for «Henrikskilden». (Anm. fra 1885.) og gjennem den gamle, langstrakte Bygning, der som en Mur sperrer for Udsigten, op ad den snævre, lille Trappe finde sig frem til «Rødsalen», Husets Stadsværelse. Mer end én fremmed Reisende, træt af den lange, kjedelige Landevei, vil have staaet studsende betagen foran det Syn, der her udbredte sig. Det er fra disse Høider nedenfor Kirken, denne stolte Elv, saa lidet lignende de almindelige Bygdeelve, maa sees. Medens man tilhøire kan følge dens Løb op mod Nord, hvor «Ninabbens» blaalige Kegle bevogter Udløbet fra Mjøsen, fængsles dog Blikket mere uimodstaaelig af Bugten lige foran os. Tilvenstre ser vi her «Vestsias» Sletteland glide ned i brede, mægtige Terrasser, alle skilte ved sine dybe, bugtede Evjer. Oppe paa Høiden af enhver af disse Terrasser troner en Bondegaard under sit Løvly saa kjækt som nogen Ridderborg. Man skulde set dette Landskab, naar Aftensolen gav det sin Relief og straalende Farve.
Det var paa denne min Post i Rødsalen, som jeg i mange Aar ikke havde betraadt, at der næsten undslap mig et Forfærdelsesskrig.
Vor deilige Bugt, der strakte sig i lige Linje hen til den lange, spidse Odde, hvor den udmunder i Elven – gjennemskaaren i sin hele Længde af en smudsig Banke af Sand og Jord, der midlertidig skulde erstatte en Bro. Skoven, der saa smukt speilede sig i Vandet rundt Indløbet tilhøire, havde givet Plads for alskens Bygninger og Skur, strøede omkring med denne Ringeagt for Skjønhed, som synes at karakterisere alle blot og bart praktiske Formaal her i vort Land.
Og vor St. Hanshaug! placeret midt i denne Naturens rige Herlighed, hvorfra vi saa at sige nød den panoramisk . . . Et gammelt, uhyggeligt Sagn om denne Høi, at den engang skulde tjent til Rettersted, havde ingen Magt mod det Skue, man nød her oppe. Ingen vilde rigtig tro paa det, ingen tænke paa det.
Vor St. Hanshaug var sunken ned til en uformelig Grushob, og her havde man, ikke nøiet med at forstyrre Skjønheden, manet indtil Dybets Rædsler frem. Til Bekræftelse paa det gamle Sagn havde man nemlig udgravet flere menneskelige Levninger.
Hvo er da denne Herjer, denne ubønhørlige Tamerlan-Tilly, hvis Spor man møder overalt i vort Land, og som altid er ved Haanden for ved et Slag at fuldende, hvad privat Raahed og Uforstand ikke har magtet at fuldføre?
Behøver vi at spørge?
Jernbanen, Christiania-Eidsvold, var bleven afsluttet her og havde allerede for længe siden afsat sine triste Merker. Beslutningen om dens Fortsættelse op ad Vormen var tagen, kun havde Spørgsmaalet om, paa hvilken Side af denne, vakt lange Overveielser. Den vestlige var den ulige smukkeste.
For almindelig læge Øine maatte denne Side, uanset alle æstetiske Hensyn, med sit sterkt kuperede, af dybe Dale og Evjer gjennemskaarne Terræn, budt ulige større Vanskeligheder end den anden.
Meningen derom, selv blandt de Fagmænd, der skulde afgive Betænkningen, var jo ogsaa delt. Min Søn, ogsaa blandt disse Betænkningsmænd – blandede der sig en Følelse af Medlidenhed med den Ynde, der her skulde forstyrres? – heldede til den østlige Side.
Vestsiden blev valgt.
Vor Jernbane elsker Skjønheden. Den var færdig med Frognerkilen, færdig med Andelven, nu var Turen kommet til Vormen. Jernbanen elsker Skjønheden, som Saubukken elsker Mosroseknopper. – – – – – – – – – – – – – – – – – – –
Og saa endte Gjensynsbesøget i Eidsvold. Et Spørgsmaal, et smerteligt, betegner hvert Skridt, jeg har taget paa denne Pilegrimsvandring i Mindernes Land.
Hvor er der blevet af Dorotheenbusk, denne stolte Birkelund, der syntes os en saa uundværlig Prydelse for Stedet, og hvorunder vore «gjæve Fædre» engang søgte lidt Forfriskning efter det ansvarsfulde Dagverk?
Spørg Interessentskabet. Interessentskabet, ogsaa en Magt i vort Land, der elsker Skjønheden . . . paa sin Vis.
Hvor er der bleven af Blomsterbredderne ved Andelven, disse Bredder, som speilede sig saa yndig i Vandet?
Følg Sporet af den kvalmende Røgsky, der slangehvislende og –bugtende vinder sig frem langs din Elv, og den vil føre dig til disse Bredder.
Men Pavillonen oppe paa Bakken da? Pavillonen paa Balstigen, hvis hele Væg var et Familiealbum, et eneste Erindringsblad?
En liden Grushob betegner Stedet, hvor den engang stod.
Hvor er der bleven af Kirken, hvor vi alle konfirmeredes – hvor du selv stod Brud – Kirken, som vi smykkede med Blomster og Kranse til Høsttakkefesten, og hvor Faders Kantate blev sungen af Bondekoret? . . . disse Fester, som Bygdens Filistre fandt saa grinagtige?
Kirken er restaureret.
Hvor er da Rubensmaleriet, der skulde pryde denne Kirke?
Forkommet, mugnet hen under Restaurationen.
Hvor er Prestegaarden, den gamle Prestegaard med sine mange Rariteter, med Henriks Æolsharpe, Sevresvaserne og Pletmaskinen paa Løvefødder?
! !
Hvor er der bleven, hvor er der bleven . . .? Læser, har du et kjært Sted, som du heger i Erindringen, saa bevar det trofast der, men lad os aldrig besøge gamle Tomter.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I 1879 hadde Camilla Collett utgitt første bind av essaysamlingen Mod Strømmen. I 1885 kom bind 2, med tittelen Mod Strømmen, Ny Række.
Som i første bind handler tekstene først og fremst om kvinnenes stilling og kår i samfunnet.
Fra og med 1900 har det vært vanlig å kalle de to bindene hhv «Første Række» og «Anden Række».
Se faksimiler av 1. utg., 1885 i NB Digital.
Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.