En Ibsensk Helt.

(1876.)

Ibsen har i sin «Kjærlighedens Komedie» taget Spørgsmaalet om vore Egteskaber og Forlovelser under Behandling.

Enige maa vi jo alle være med ham, at en sjælelig Sympati, et fælles idealere Blik paa Livet og dets Formaal og Opgaver, en Karakterernes Ligevegt maa være det bestemmende, skal Egteskabet blive et, der i Sandhed kan kaldes saa. Hvor denne sjælelige Samklang, denne Ligevegt mangler, faar vi det i den altfor vel bekjendte Skikkelse, der i hans mange kostelige Figurer træder os imøde i dette hans sidste Drama.

Men Ibsen stanser ikke dermed. Hans Satire paa de daarlige, sjælløse Egteskaber overfløier dem tilsidst og synes at sigte mod Egteskaberne – quand même!

Vi vilde ellers, vil det synes os, faaet dette i sin rette Skikkelse udhævet og godkjendt i de to Elskende, som træder op i Svanhild og Falk. Men uagtet alle de ideale Betingelser i fuldt Maal her skulde være tilstede og intet udenfra hindrer en Forening, skilles de frivillig, de flyr altsaa Egteskabet. Uagtet, siger vi. Eller skal vi maaske sige, fordi de i fuldt Maal er tilstede? . . . Det er Ibsens Hemmelighed.

Det eneste Svar, vi kan aftvinge ham, gjette os til, maa vi søge i Skildringen af hans Egteskabs-Kandidater.

I Falk gjør vi Bekjendtskab med en Sort Kvindeudbytter, der heldigvis hører til Sjeldenhederne hos os. Udbytter kalder vi trøstig denne Genre, idet vi gaar ud fra, at ethvert Forhold mellem Mand og Kvinde inden vore Samfundsforhold, der ikke har den endelige Livsforening til Formaal, vil kun geraade hende til Skade.

I Udlandet, under ganske andre friere Livsvilkaar, kan den Slags Intimitet tænkes og trives. Og hvem tør tvile paa deres Berettigelse, og paa de velsignelsesrige Resultater, de kan bringe? Forbillederne har vi i disse fri Venskabs- (ikke altid Elskovsforbindelser) mellem betydelige Mænd og Kvinder, der især i tidligere Dage var almindeligere, og hvoraf flere har opnaaet et Verdensry. Goethe-Fru v. Stein, Tieck-Grevinde Falkenstein, Immermann-Fru v. Lützow, Chateaubriand-Mdm. Récamier og Gud ved hvor mange flere. De havde, mange af disse Forbindelser, Forlovelsens hele Sarthed og Egteskabets Inderlighed. De sluttedes mest i den modnere Alder, i Ly af grundmurede Livsstillinger, Samtiden respekterede dem, ja saa op til dem med Beundring. Maalet af den Indflydelse, de har øvet, Vegten, de har lagt til disse store Digteres Berømmelse, ja, det lader sig ikke engang bestemme.

Hos os forbyder enhver saadan, selv den ærbareste Forbindelse, sig af sig selv. Alle Forhold er baseret paa den praktiske Realitet: Egteskabet. Vore Falke kan kun give Gjesteroller som aandelige Samfundsdestillatører; de yder selv intet Ly for sine høitflyvende Livsmaksimer og ideale Drømmesyn, der finder en altfor villig Jordbund i visse Kvindesjæle, de byder intet Ly, ingen sikret Stilling selv, de forstyrrer undertiden andres saadanne.

Hvad ivrer vor Falk imod i sine snart af en bitter Satire, snart en begeistret superspiritualistisk erotisk Lyrik baarne Haranger? Er det mod det nøkternt banale i Forlovelserne, det trivielle i Egteskaberne?

Nei, det er mod Forlovelserne, mod Egteskaberne selv.

Hvad skal vi saa sætte i Stedet? Forhold à la Falk og Svanhild, der ender med, at naar disse Falke en Tid har leget Idealist med sin Elev, bliver de kjede af Legen, og lader en saadan halvplukket Due ligge, et Bytte for Græmmelse eller et alt andet end idealt Tilfældighedsparti. Hendes Hjertefriskhed har lidt et Knæk, hendes Evne til at bære Livets Realitet er sørgelig formindsket.

Og han? Han flyver derfra, maaske til en anden, en tredje

«Thi jeg brød Blomsten, lidt det siger,
Hvo der tar den døde Rest . . .»

synes straks ved hans Optræden at forkynde sig som hans Valgsprog.

Men hvor bliver der saa af Egteskabet, den eneste Havn og Frelse i Forhold som vore, naar ikke alene hvad de mindre høitstemte Sjæle finder for godt og betryggende ved det (udhævet af den gamle Egtemand Presten), angribes med knusende Spot, men ogsaa hine for hinanden skabte Sjæle formenes Foreningen? . . . Der sidder vi skikkelige Kristiania-Borgere og –Borgerinder i Teatret og ved ikke, om vi skal græde eller le, medens vi dunkelt føler, at Satiren rammer os allesammen selv. Denne lange Hale af langstrantede, søndagsklædte Smaapiger, der bringer os til at le, som om vi var gale, det er jo vor Glæde hjemme . . .!

Hvor bliver der af slige Idealister som Falk? «Du vil ende som den krasseste Realist,» var mit uvilkaarlige Tilraab efter vor Helt, da han med sin flotte Afskedsharang til Svanhild svinger sig op over Høiene og forsvinder, medens jeg i Fru Gundersens mageløst gribende Gjengivelse af dennes Afskedsord næsten syntes at høre en smertelig Klang af Ironi. Hun maatte ikke været Kvinde, hvis det ikke var saa.

Hvor bliver der af vore hjemmefødte Falke? Er der nogen anden Udvei end Kontoret, Ungkarlshjemmet med en skrap Husholderske, hvis ikke det, vi kalder «Tilfældets Ironi», anderledes paatager sig at arrangere Slutningsscenen og lader ham egte «Frøken Skjære».

Man kan sidde rolig i sin Stue og læse «Kjærlighedens Komedie» med den Tilfredshed, hvormed man nyder en Mesters Verk, noget sprudlende aandrigt; men jeg lider ikke at se dette Stykke fra Scenen, vor Scene.

Hvorfor afstaar Falk og Svanhild saa begeistret heroisk fra at egte hinanden?

Jeg skal hviske dig det, min Læser, men røb det ikke:

Fordi . . . de elskede hinanden ikke.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.