Kritikken og Kvindesagen.

(1879.)

Vi kan forfølge Virkningerne af disse mislige Vilkaar, hvorunder en hos os endnu saa lidet sympatetisk Sag har at kjæmpe, vi kan forfølge den i alle dens Spor, gjennem alle Konflikter, fra Dagens ligegyldigere, simpeltvæk mattende og trættende op til Livets dyberegaaende, mere skjæbnesvangre. Vi maa her indskrænke os til at antyde den Stilling, som denne Sag indtager ligeoverfor den væbnede Magt, Modstanden har at stille i Marken: Dagspressen, Kritikken.

Et saadant kvindeligt Forkjæmperskab er endelig naaet op til Udgivelsen af et Skrift.

Intet om de Kampe, det har havt at bestaa, medens der endnu arbeidedes til dette Maal. Man maa bestandig minde sig om, paa hvilken Jordbund man staar, der maa hverken siges for meget eller for lidt; det er som at sysle med Petarder, en enkelt lidt for vovet Sætning kan sprænge det hele. Censuren ligger allerede i Luften, ligefra Veninders bekymrede Miner, gjennem diverse andre Instanser, ned til den allersidste, maaske en «tænkende Sætter» – «en ny Magt i vor moderne Kultur, der ikke er mindst at frygte», som en bekjendt Forfatter udtrykker sig.

Det er endelig naaet dette Maal, den store Dag er oprunden, den, som andre Kunstnerproducenter hilser som en Opfyldelsens glade, der lover dem Belønningen for alt Besvær.

Først nu vil den Stilling, denne Kunstnermission indtager til den store Almenhed, synlig træde for en Dag.

«Aanden, Kunsten har intet Kjøn,» er der sagt; her er da endelig et Felt, hvor Ligheden synes selvskreven. I alle andre Kulturlande erkjendes ogsaa denne Aandens Ligeberettigelse. Hvor det f. Eks. gjælder visse offentlige Nationalbelønninger, regnes kvindelig Fortjeneste sideordnet med Mandens.

I vort Norden er det ikke saa. En Forfatterinde vilde selv under den gunstigste Konkurrence, støttet af de mest smigrende Indstillinger, kun opnaa en Søsterlod, hvis der overhovedet opnaaes noget. Hvor det derimod af en eller anden Partieller Tendensgrund gjælder Mishagsbevidnelser overfor hende, kan hun være sikker paa den dobbelte Arvelod.

Det vil vise sig overalt, hvor Kritikken privat eller offentlig udtaler sig om kvindeligt Forfatterskab vis-à-vis det mandlige, i den paafaldende Afvigelse i Opfatning og Bedømmelse, der da giver sig tilkjende, nøiagtig den samme, der gjør sig gjældende i alle livets almindelige Forhold.Vi kan forfølge denne uvillige Sky for det sideordnede, ligeberettigede lige ned til, hvor der er Tale om en simpel Udskiftning af Rum, af Plads. Ved alle vore offentlige Indretninger, Læsesale, Bade, Restaurationer o. desl., vil man se den slettest udstyrede, snævrest mulige Parcel af saadanne anvist Kvinder. Paa vore Dampskibe gjælder Sammenstuvningssystemet endnu i hele sin Rædsel. (Anm. fra 1885.) Skulde denne Partiskhed ikke være den fornemste Grund til, at næsten alle betydeligere Romanforfatterinder forskanser sig bag Mandsnavne? – Lader et saadant kvindeligt Forfatterskab sig ikke strengt henføre til den fuldkommen tamme, uskadelige Dameproduktion, eller endnu bedre, til en viss selvmordersk, selvnedbrydende Sort, der giver sig Navn af den kristeligsindede (jeg vil heller kalde den ukristelig), en Sort meget yndet Produktion hos os, der ganske sparer andre Uleiligheden, – tillader den sig en frisindet og – dette kan neppe undgaaes – anklagende.temme i Tidens store Spørgsmaal – straks vil man se den daglige lille Konveniensmaaler for kvindelig Optræden bragt i Anvendelse.

Hvad gjør vore første Dramaturger andet end at rette de bitreste, mest nærgaaende Angreb paa bekjendte Samfundstilstande? Er Forfatteren saa heldig at staa udenfor Partirækkevidden, kan hans Stykke dertil æstetisk forsvare sin Plads, interesserer det, morer det, taales det ikke alene, det sætter alle Penne respektfuld i Bevægelse. «Et Dukkehjem» skulde være skrevet af Kvindehaand! Vel, at det ikke er saa; vi havde ikke faaet det at se paa nogen Scene, men man havde nøiet sig med at harmes over Noras Bortgang i al lun Gemytlighed hjemme.

Statistikere og Kriminalreferenter, Læger og Sjælesørgere, Filantroper og Misantroper forener sig i et Skrig over Tidens Forfald og moralske Udartning.

En Forfatterinde, uagtet hendes eget Kjøn lempeligst beregnet de 99 af de 100 Gange er Offeret for og i denne Udartning, maa ikke tale, maa ikke vide om den.

En Mand vil ogsaa i Regelen være forskaanet for disse vivisektoriske Sjæleundersøgelser og Tilbageslutninger paa det rent personlige, som en kvindelig Forfatter af et ikke ganske normalt Præg altid ser sig udsat for. Ikke mindst heri bliver en Forkjæmperinde for en større Sag ømfindtlig erindret om, at den liberale Sats: «Kunsten, Aanden har intet Kjøn» ikke gjælder her i Norden.

Der kunde paapeges hundrede Træk af denne Partiskhed for Forkjæmpermanden. Vi vil tillade os at udhæve et eneste saadant Træk.

Lorentz Dietrichson udgav nylig et fortræffelig lidet Digt, betitlet «Kivleslaatten», der strengt gaar visse af vore hjemlige Tilstande tillivs.

Desuagtet er det blevet venlig optaget. Det har maaske virket mere overbevisende, mere varmt indtrængende, end vor berømte «Dæmring» i sin lidt kolde, overlegne Tone nogensinde gjorde det. Det er ogsaa blevet velvillig anmeldt, baade i danske og norske Blade.

Samtidig dermed er der udkommen nogle «Kivleslaatter» fra kvindelig Haand, betitlet «Fra de Stummes Leir», der mindre nærgaaende er rettet mod Tidens literære Udskeielser.

De anmeldtes, de overfaldtes, kan man sige, i tvende kjøbenhavnske Hovedblade, i en Tone, der haanede al god Tone. Om Provinsblades Betragtninger derover vil vi ganske tie.

Ret merkeligt er det, at disse Udfald skede i to af den danske Presses Organer, der gjælder for rene Modsætninger, det ene for et Fremskridtets, det andet for et Tilbagegangens, Stilstandens. At nævnte Bog befandt sig imellem begge disse Retninger, som den ulykkelige Egtemand hos Schiller: «Von Beiden gleich verstossen, von Beiden gleich verhasst», med andre Ord var ingen af dem tilpas, har Forfatterinden ikke kunnet tyde anderledes end som et hædrende Bevis for det Maadeholdets Standpunkt, hun har indtaget og altid vil indtage, medens Uviljen mod en kvindelig selvstændig Optræden og Hadet mod Sagen selv gnistrer frem af begge.

Der er en Maade at affinde sig med en af en eller anden Grund ubekvem Produktion, den bekjendte, «at tie den ihjel».

En misundelsesværdig Død!

Der er en anden Dødsmaade, som den ugunstige Kritik, maaske som hurtigere og virkningsfuldere, hellere synes at ville bringe i Anvendelse, den at citere ihjel.

Kunsten deri bestaar i at opsøge de mere pointerede Steder i et saadant Skrift, rive dem ud af sin Sammenhæng og sætte dem i en Forbindelse, hvorved de kommer til at sige noget ganske andet, undertiden netop det modsatte. Træffer en saadan Kunstnercitator paa en Sætning, der altfor tydelig udhæver den sande Mening, saa springes den behændig over.

Nu, det er da ialfald vore egne Synder, vi her stevnes for, og vi har til Nød corpus delicti at henvise til. Vanskeligere er en saadan mer exceptionel Forfatterinde stillet, naar hun maa være Syndebuk for andres saadanne, knyttede end disse Sigtelser sig til noget i vor Literatur mere udpræget og ophøiet. Jeg har saaledes mere end én Gang i Forhandlingerne om Ibsens «Dukkehjem” nydt den Ære at spille et Slags Rolle af fyrstelig Prygledreng; hvad man ikke ligetil vovede at sige ham, det fik man med et behændigt Skub ind under mit Navn.

Vi maa bøie os for en Bedømmelse, der er begrundet i Læserens egen Erfaring. Men til de Tusender, der ikke kjender til Produktionen uden gjennem Døgnkritikkens Udsagn, være det bønligst henstillet, ikke ganske at dømme fra disse, og navnlig mistro – Citater.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.