Kvindesagens Stilling i Norge.

(Indberetning til Mr. Stanton, Formanden for det amerikanske Selskab for Kvindesagens Fremme.)

Paris, 30te Januar.

Noget usedvanligt er skeet. Ogsaa her, i vort gamle Europa, hvor hver Land søger at affinde sig med det Stykke Kvindesag, Tiden nu engang paatvinger det, som det bedst kan, uden at bekymre sig stort om, hvordan de andre Lande tager det, ogsaa her er der gjort et Tilsprang til at opnaa en større Enhed i Bestræbelserne; det første Skridt er gjort til at samle disse spredte Resultater til et overskueligt, maaske samvirkende Helt.

Fra Amerika maatte Stødet hertil komme. Et amerikansk Selskab har Fortjenesten af først at have vakt Idéen til en almindeligere Sammenslutning, som skulde knytte det gamle Europa ogsaa til hine Lande hinsides Atlanterhavet, der kalder sig den nye Verden, en Konkurrence, hvori vi paa Forhaand ved, at vort gamle Europa vil komme til at staa betydelig i Skyggen.

I Skyggen ja, nota bene naar vort gamle Europa beslutter sig til at gaa ærlig tilverks og ikke for sterkt lader sig friste til at pynte op i sine Beretninger.Det synes, som om min Bekymring her har været altfor berettiget. (Anm. fra 1885.) Slige Beretninger kan i sin inderste Grund være usande, uden at der er sagt en eneste Usandhed. Man lader blot enkelte lidt lysende Pointer paradere som Vidnesbyrd for en hel Tilstand, medens ti af dens mindre bemerkelige Sider forties. Det er til denne lille Jesuitisme, en Konkurrence saa let frister. Den Komité af europæiske Damer, som det amerikanske Selskab har gjort den Ære at udvælge til Referenter for deres respektive Lande, har faaet en ikke ganske let Opgave. Vi vil vistnok ligeoverfor det store Publikum nødig frem med Sagens mørke Side; men vi tjener denne vor egen Sag i Sandhed ikke ved blot at drage den lyse frem. Man vilde let tage os paa Ordet og mene: nu er alt i sin Orden. Det er utroligt, hvor uklart denne Sag endnu opfattes ikke alene af den store Mængde, men ogsaa af mange, som i Dannelse og Intelligens staar over den.Hele ovenstaaende Indledning er ganske udeladt af Hr. Stantons Verk. (Anm. fra 1885.)

Holder vi os nu kun til Europa i den Kappestrid, der er aabnet, vil det maaske synes, at de nordiske Lande staar langt tilbage. Hvor det gjælder at tage Initiativet og sætte i Gang, vil de sydlige Nationer altid gaa foran. Resultaterne, gjerne af mere positiv Art, falder mere i Øinene. Vi vover imidlertid den Paastand, at der er noget i den nordisk-germaniske Opfatning af dette Spørgsmaal, der sterkt afviger fra de sydlige Nationers Maade at anskue det paa – noget, som vil bringe det langsommere vistnok, men, som vi tror, sandere, mere stemmende med dets inderste Væsen, en Løsning imøde. Kvindespørgsmaalet er uadskillelig knyttet til Menneskehedens moralske Historie, dens inderste Sjæleliv, det er i disse Dybder, vi har at granske dets Berettigelse, det er der, vi maa søge Kilderne til en hidtil taalt Verdensuret, ligesom Fordringerne paa, Midlerne til en Opreisning. Denne indvunden, den moralske, vil de mere positive Vindinger falde af sig selv.

Sammenligner nu vi de tre nordiske Riger indbyrdes med hverandre, vil der ogsaa her gjøre sig ikke ringe Afvigelser gjældende.

Danmark er ved sin mere centrale Beliggenhed det ulige mere gunstig stillede for en nær og heldig Løsning af Spørgsmaalet. Befolkningen er tættere, den har mere af de sydlige Nationers Livfuldhed og Letbevægelighed, og den har Grundtvigianismen – Grundtvigianismen,Stiftet af Nikolai Grundtvig, høit anset som Digter og Prædikant forresten ren Protestantisme, for almindelig udbredt til at kaldes en Sekt. (Anm. fra 1882.) ogsaa kaldet den «lyse, glade Kristendom», der ikke lægger disse Bestræbelser noget i Veien, men før lover dem en Støtte.

Uagtet Nabolandet Sverige ikke kan siges at eie nogen af disse Fordele, staar det, naar der er Tale om denne Sag, ubetinget høiest blandt de andre Lande. Det er tidlig gaaet foran, baade i en mere levende, almindeligere Interesse for den og i de hidtil vundne Resultater. Vi vil neppe tage feil ved at søge Grunden til dette Særsyn i Mandens liberale Forhold til den og til Kvinden. Den svenske Mand har fra gammel Tid repræsenteret de mere chevalereske Dyder i vort Norden, og har Landets Døtre ikke før høstet Fordel af dette uvurderlige Nationaltræk, saa er Tiden visselig nu kommen dertil.

Dog om disse vore Broderlande vil de dertil opfordrede, bedre indviede Referenter allerede have aflagt fuld Beretning – det vilde være indiskret at tilføie mer.

Staar tilbage vort Norge, om hvilket der endnu intet er sagt, og hvorom det maaske bliver vanskeligst at sige noget, da der er saa overmaade lidt at sige. Det skal imidlertid siges ærlig og oprigtig.

Der er gjort et Skridt til at aabne Kvinder Adgang til Universitetet, hvorvel de endnu ikke har opnaaet fulde akademiske Rettigheder. Dette er det bedste, vi har at berette. Den gifte Kvindes Eiendomsret, som svenske og danske Damer tappert har kjæmpet for, kjender vi endnu intet til. Den gamle Arvelov fra Chr. 5tes Tid, der tilkjender Døtre kun den halve Part, er hævet for nogle Aartier siden; men Spøgelset af denne halve Arvelod gaar endnu igjen i Lønninger, Bevilgninger, og overhoved, hvor det gjælder Gratifikationer til ligeberettigede. Vi har et Par Læseforeninger; nogen Forening ellers eller noget Organ i Pressen for særskilt kvindelige Interesser eksisterer ikke. «Indflydelse paa Lovgivning, i Politikken?» . . . Hvor vil De hen . . . Bare Tanken derpaa vilde være Vanvid. Dette til en Prøve.

For Norges Vedkommende maa vi altsaa beklage ikke at kunne besvare de til os rettede Spørgsmaal uden benegtende eller ialfald høist betinget. Vi magter dog ikke at aflægge denne lidt ydmygende Erklæring uden et Forsøg paa at lægge et mildnende Ord ind.

Vi vil bringe i Erindring, at Norge, det mest isoleret stillede i denne Trilogi af Lande, der kalder sig Skandinavien, baade ved denne sin Beliggenhed og end mere ved sine politiske Forhold maa betragtes som en Efternøler blandt Stater. Løsrivelsen fra Danmark, hvorunder Landet i 400 Aar havde ført et provinsialt Stilstandsliv, fuldbyrdedes først i det andet Decennium af dette Aarhundrede. Det havde altsaa adskilligt at indhente, skulde det hamle op med Broderlandene og i det hele indtage sin Plads i den almindelige europæiske Kultur.

Det hører ikke herhen nærmere at udvikle, hvorledes denne Gjenfødelse af dets Kræfter, begunstiget af en god Forfatning, under Styret af de brave bernadottiske Konger, der lagde ligesom en sydlig Gnist til Verket, er fremmet i de mellemliggende Aar; vi tør sige, den har afsat sine Spor i alle Brancher af det offentlige Liv. Kunst og Literatur vil her kunne nævnes i første Række. Landets Hovedstad i hin Tid, da Nationen gjenvandt sin Selvstændighed, en tarvelig liden Kjøbstad paa 8000 Indbyggere, har nu reist sig til en statelig Storby paa nær 130 000. Landet var ligesom forødet, mange af vore herligste Fjeldtrakter laa dengang uopdagede, ikke ret mange vovede de ofte halsbrækkende Forsøg paa at lære dem nærmere at kjende – der gaves Bygder, hvor den Døde bunden til Hesten maatte ride til Kirkegaarden –, hvad der alene er udrettet for Kommunikationen i vort store, vidtstrakte Land, overhovedet til Bekvemmelighed for Reisende, dette vil den hvert Aar tiltagende Strøm af Fremmede og Landets egne Turister bedst vide at vurdere.

Landet har altsaa havt adskilligt at indhente for at kunne holde Skridt med den rastløst skridende Tid. Det har imidlertid ikke kunnet naa til at prøve alle Spørgsmaal, løse alle Opgaver, som denne rastløst skridende Tid har ført i sit Skjold. Saa er alt, hvad der angaar Kvinden og hendes Stilling, omtrent forblevet i den gamle Orden. Vore travle Mænd har ikke endnu naaet hen til at beskjæftige sig med hende.

Heldigvis for denne celibatære Aand, der mer og mer er bleven eneraadende, savner vore Kvinder tildels hin danske Livfuldhed og Bevægelighed, der vilde drive dem til at reise sig imod den og til selv at gribe ind. De lader det altsaa taalmodig – o, hvor taalmodig! – bero, ligesom artige Børn, der venter, indtil Turen kommer til dem. Det knugende i vore storartede Naturforhold, den Afsondrethed, hvori en stor Del af den dannede Befolkning lever og færdes, planter ogsaa tidlig noget tungt i Gemytterne, der afsætter sig til hin Passivitet, der er for træg til at ville, for frygtsom til at vove noget. Der gives Egne i vort Land, hvor Familiedøtre vokser op og henlever sit Liv uden at have hørt det ominøse Ord «Kvindesag” nævne. – Og til dette Forsagthedens stumme Tryk vil en Retning i Landets Religiøsitet, der mindst af alt kan kaldes «den glade Kristendom», ikke undlade at lægge sit «saa er det Ret, Amen» til.

Hvad der her er antydet om vore Landboforhold, gjælder i fuldt Maal Livet i Byerne. Her vil Forretningstravelheden og særlig de politiske Stridigheder, der begynder at reise sit Gorgonhoved ogsaa i vort hidtil saa lykkelige og fredelige Land, vanskelig levne Rum til en Kvindebevægelse. Disse larmende Interesser spiller her den samme Rolle som Fossebulderet og de knugende Fjeldmure i visse Trakter af vort Land, hvor Solen tager Afsked med Beboerne i Oktober eller November for at hilse paa dem igjen en vakker Dag i Februar. Vort Lands Kvinder har ikke, maa ikke have Interesser tilfælles med Mændene; det ansees omtrent som før 1814 for «ukvindeligt». Idealet af Kvindelighed er at være saa lidt bemerkelig, det vil sige saa lidt brydsom som muligt. Taler Mænd sammen om et offentligt Anliggende, og det kunde falde en tilstedeværende Dame ind at have en Mening derom, maaske fordriste sig til en Bemerkning, et Spørgsmaal, saa vil dette besvares i bedste Form, kun uvilkaarlig henvendt til Nabo-Manden.

Der kan gaa Aar hen, uden at nogen minder os om, at denne Sag er til, end sige med djervt Mod tager Initiativ til at løse et af dens mange Baand.

Der kan gaa Aar hen. Da pludselig kan det ske. Der kan løfte sig en saadan enlig Røst op af denne lumre Fortrykthed, som et Nødskrig, der overstemmer Larmen.

Er det en Kvinde, der udstøder dette Nødskrig . . . . . . Eksilet, det selvvalgte Eksil bliver da den lindeste Straf for denne brydsomme. Er det en Mand, der løfter denne Røst for de fortrykte, de forglemte, studser man og tager sig om Hagen.

O Februarsol, længselsfuldt ventede – koldt, lidet magtende falder dit første Straaleglimt ned i vore skyggede Dale . . . Og dog, vær hilset, Februarsol! Velsignet være din første sparsomme Straale; den bebuder, at hver Dag vil bringe flere.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.