Under Lægekongressen.

(Juli 1884.)

Vi kjender Dagens Løsen, det sørgelige, tungtvarslende, der toner til os gjennem alle dens Bestræbelser for at døve os for det. Vi kan ikke aabne en Avis uden at støde paa lidet lystige Ord som «Desinfektioner og Karantæner», «Baciller og Mikrober», «Klorzink og Karbolsyre» og hvad det altsammen heder. Læge og Lærde strider om, hvilke Midler der sikrest kan beseire den frygtelige Gjest, medens de dog synes alle at enes i Opfattelsen af dens Natur og Oprindelse, og hvad der i vore endnu mangelfulde Samfundstilstande virker befordrende paa den.

Se derom er nu som sagt alle temmelig enige. Vi faar alle disse «Betingelser eller Hjælpeaarsager» for Farsottens Udbredelse minutiøst opregnede, vi kan dem udenad fra den ene Gang til den anden, de stemmer alle overens i at angive «Jordens Forurening ved organiske Stoffer, der gaar i Forraadnelse», som Hovedgrunden . . . vi kjender den hele Fortegnelse paa Kloakker, Rendestene og Sumpe, der ikke er rensede, men uopholdelig bør blive det.

Saa meget uforstaaeligere er det, at man i alle disse Livs- og Dødsspørgsmaal, der optager Dagen (naar der ikke spises og pokuleres), intet hører nævne om den store Sump, Verdenssumpen, der i Aarhundreder har forgiftet Luft og Vand, som uhindret er vedbleven at opdynge sine rædselsfulde Beholdninger, Lag for Lag, og som vil vedblive dermed, indtil Jorden er forvandlet til en Aadselgrube.

Vore Begravelser! . . . Ja, i dem kan vi maaske søge den indiske Massemorders troeste Støtte og Bundsforvandte. Hvorfor ikke dens Amme, dens første endnu ikke ret kjendte Udspring?

I London begraves der aarlig henved 80–90,000 Mennesker. Hvad skal man sige til disse «lokale Betingelser og Hjælpeaarsager», der skal søges i «Jordens Forurening ved organiske Stoffer», naar der paa et eneste Sted kan ophobe sig saadanne Masser!

Kun Vanen, den Despot, har kunnet opretholde denne Skik saa længe. Ellers maatte ikke alene praktiske, almennyttige Hensyn, der dog begynder at gjøre sig gjældende, men alt i den menneskelige Natur modsætte sig den: Vor Skjønhedsog Renlighedssans og ikke mindst Pieteten for vor kjære afdøde.

Ja netop Pieteten. Det har altid været mig en Gaade, at Folk finder en Tilfredsstillelse i at besøge Grave og smykke disse Pesthuler med Blomster. Jo kjærere de bortgangne har været os, jo trofastere vi bærer dem i Tankerne, jo mere levende smukt vi vil bevare deres Billede i vor Erindring, des mere maatte Tanken ræddes ved at søge dem under et Lag stinkende Jord.

Har nogen tænkt paa, hvilket Tryk af knugende Tristhed vor Begravelsesmaade breder over Livet selv? Hvilken Hær af hæslige Spøgerier og lyssky Skræmmebilleder den har kaldt tillive? . . . Man skulde sige, den stikker sit Dødningefjæs grinende, haanende ind i al vor Glæde.

Har du nogensinde paa et Bal set de unge svinge sig i Dansen efter Musikkens brusende, berusende Toner? Hvor de straaler, hvor de gløder, disse Ansigter. Der mangler en, den yndigste af dem, jeg saa her ifjor. Hvor er hun? Ak hun! . . . i sin fagreste Vaar! . . . knapt 18–20 Aar!

18–20 Aar! netop omtrent saalænge behøver Opløsningen til at fuldende sit rædselsfulde Verk, indtil den kan sige: «Til Jord skal du blive, til Jord est du bleven.»

Har du nogensinde bivaanet en saadan Nedgravelse af dit kjæreste her i Livet, har du holdt ud i en stiv Klokketime under dens mange dræbende Forberedelser, indtil den første Skuffe falder hult buldrende paa Kisten, indtil Gruben er fyldt, har du mættet din Sorg i disse Indtryk, saa har den for bestandig modtaget Dødens mørke, alt besvergende Daab.Hos os, i vort haarde Klima, har vore langvarige Ligbegjængelser krævet utallige Ofre, særlig førend vi fik et Kapel. (Anm. fra 1884.)

Kremation eller Raadnesystemet? Det første, Ligbrændingen, begynder dog nu at vinde Indpas i flere af Europas Stæder, medens den i sin Helhed endnu, og navnlig her oppe i Norden, møder den mest fanatiske Modstand.

Presterne paastaar, at Religionen modsætter sig den. En forunderlig Misforstaaelse! Ja, der er Folk, som tror, at Kremationen, Forvandlingen til Aske, ikke tillader nogen Opstandelse. Vi kommer her direkte ind paa Middelalderens Opfattelse deraf; her mangler kun Illustrationerne, hine velbekjendte, hvor Opstandelsen anskueliggjøres i et gyseligt Mylr af hel- og halvfortærede Dødningegestalter, der løfter sig op af Gravene. Hvad skal da de sige, de mange uskyldige, som Ilden har fortæret – man mindes blot Inkvisitionens utallige Ofre – eller de mange, som har fundet Hvile i en Krokodils eller Hvalfisks Bug, eller lad os mindes de mange tusende afblegede Knokler, der, opsamlede paa Waterloo-Valpladsen, malet til Mel, maatte tjene til at gjøde Markerne – skulde Opstandelsens Forret være alle disse forment?

Kristendommen har helliget Begravelsesformen, vil man sige. Kristus blev begravet, eller vel rettere sagt gravfæstet.

Kristendommen havde arvet den efter Jøderne, og den stemmede altfor vel med en senere opkommen livs- og glædesfiendsk Retning i samme til ikke at optages i den som dens egen og ingen andens.

Ogsaa i vort Hedenold var Begravelsen den almindelige – vore Kjæmpehøie kan vidne derom, indtil ligervis Kristendommen tog den i Arv.

En sundere, lysere, mere skjønhedselskende, Livet med Døden forsonende Opfatning af Spørgsmaalet har allerede paa flere Steder kjækt brudt med de gamle Fordomme og har indført Forbrændingssystemet; maatte det overalt, overalt vinde Indgang!

Leve de milde, fagre Genier, der da skal symbolisere os Adskillelsen hernede fra vore Kjære, der skal verne om de skinnende hvide Urner, der gjemmer deres nu ikke mere for vor menneskelige Sans stødende, «sidste Levninger» . . . Ned med Knokkelmanden, det gamle Skræmsel!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.