Monte pincio og nede i Byen.

Januar 1881.

Monte Pincio, de gamles Collis hortulanus, Havernes Høi, har lige til vore Dage beholdt denne sin bukoliske Karakter, da den endnu repræsenterer saagodtsom Roms eneste offentlige Lystanlæg. Man kan vel sige, her viser den alvorlige Stad sin glade, lyseste Side frem. Ogsaa øver det en særlig Tiltrækning paa de Fremmede, der i store Skarer, tilvogns og tilfods, daglig valfarter derop.

Som offentlig Promenade tør den nu vel neppe stille sig ved Siden af andre Storbyers verdensbekjendte, naar man vil søge dette i en rigere Beplantning, et mere storartet Areal. Vi kan jo i Tankerne let gjøre Runden, ligefra Prateren, over Bois de Boulogne og Hyde Park op til vore nordlige Strandpromenader og Djurgaarde – Kristiania, Stakkel! faar jo melde sig ganske ud af Konkurrencen, da det, uagtet placeret i et Guds Under af skjøn Natur, intet eier af den Slags. Der er vistnok med lange Mellemrum gjort Forsøg paa at faa noget saadant istand; de har ogsaa vist sig ret lovende; Folk strømmede sammen, man saa, at Trangen var der, men jeg ved ikke, hvordan det har været, man gik og saa paa hinanden, som om man vilde spørge: er det tilladt at se oplivet ud? Over alle disse Forsøg har der ligget ligesom et Tryk af noget hjemlig zelotisk glædebortmanende, der ligesaa snart har opløst dem.

Paa Monte Pincio er det tilladt at se glad ud. Her kan man finde alt, hvad der billigvis kan fordres, til efter den Stemning, man selv bringer med, at føle sig lettet, oplivet, henrykt. Trylleriet ved dette Sted maa altsaa søges i noget, hvori det ikke ligner andre berømte Promenader og offentlige Haver, i det eiendommelige Liv, der rører sig deroppe, et Liv, et Mylder, der faar sin egen farverige Kolorit ved det sterkt sammensluttende i Terrænets Begrænsethed og mageløse Beliggenhed. – Her kan man i Sandhed sige, at al Verdens Nationer har sat hinanden Stevne! Denne Beliggenhed, den herlige Luft, disse Haver med sine fremmedartede Træer og Vekster, der midt i Januar sætter os ind i hin Feverden, vi drømmer om i Kakkelovnskrogen, – ak, vi fik netop Breve hjemmefra, hvor man trøster sig til denne Kakkelovnskrog i 20 Graders Kulde udenfor – disse evig blomstrende Haver, der bugter sig langs den vidunderlige Skrent! Fra denne har vi da udstrakt foran os det hele nordlige Parti af den gamle Stad med sine utallige Taarne og Tinder høit overvokset af Panthéons- og Petruskirkens Kjæmpekupler – saa lige nedenunder Piazza del Popolo, i sin fulde Udstrækning, længer ud tilhøire, Kampagnens Bølgelinjer. Man ved ikke ret, i hvilken Belysning dette Syn virker mest betagende, maaske netop i skyet Veir eller i disig Luft, der lader dette uhyre Stenhav fremtræde fuldkommen skyggeløst, efter Omstændighederne mat bly- eller broncefarvet, undertiden næsten marmorlig lysende. Herligst er det dog vel, naar Solnedgangen ligeoverfor strør Farver og sit Guld ud over det. En Spadsertur paa Monte Pincio giver en Følelse, som om man allerede var løftet høit over Jorden og dens Jammerligheder, og at man nu var befriet fra at betræde den mer.

Her oppe er det da, særlig i Tiden fra 3–5, naar Regimentsmusikken spiller, at den elegante Driververden samles for at drage frisk Luft, se og blive set. Den, som nu mindst kommer der af den sidste Grund, kan ved stille at vandre omkring, eller helst ved at vælge sig en Siddeplads til 10 Øre, magelig studere alle Nationaliteter, prøve og gjette, og man vil vanskelig tage feil.

Italienerindernes gjerne noget excentriske Toiletter vilde røbe dem, om ikke Racepræget tilstrækkelig gjorde det. Man vil paastaa, at disse kostbare, ofte paafaldende Kostumer, undertiden skal staa i sterk Modsætning til Bærerindernes Vilkaar og Optræden i Hjemmet. Hvad nu denne klassiske Skjønhed angaar, som den Fremmede venter at træffe i ethvert Individ, ifra Tiggerungerne opad til Høiderne, da tvinges man snart til at slaa betydelig af i sine Forventninger. Dog vil det forekomme os, at Mændene med Hensyn hertil staar langt over Kvinderne. – De taaler jo ogsaa lettere at bære det karakteristiske ved Typen, det, som vi pleier at benævne med «ikke fine Træk» i Alderens forskjellige Overgange.

Medens Italienerinderne merkværdig tidlig udvikles – neppe ud over Legealderen ser de ofte fuldkommen voksne ud – og ved den ligesaa tidlige Ælden let bliver stygge, synes Mændene først ved de modnere Aar at naa en udpræget, mere karakteristisk Skjønhed, dette ikke mindst de lavere Klasser. Det egentlige individuelle, det, som taler til os gjennem Udtrykkets Mangfoldighed og fine Nuancering, ligger vel i det hele mer til vore germanisk-nordiske Stammer, hvor det tildels maa erstatte Skjønheden; hos alle romanske Nationer vil man finde dette mindre udpræget. Det fysiognomiske forsvinder her mer i Racepræget. Paafaldende træder denne fysiognomiske Prægløshed frem i de yngre Romere, saaledes som man altid kan se dem i de rudede, slobroklignende fodside Frakker, gjerne flere i Følge, at slentre om paa Pincio. Har man set en af disse Efterkommere i lige Linje af Scipio og Scævola, saa tror man at have set dem alle. Et skjægløst Ansigt, der i Form og Farve, og – vi fristes næsten til at sige ogsaa i Udtryk, minder om en overmoden Melon – jeg overlader mine Læsere selv at udfinde det betegnende Navn for dette sidste . . . O Werther, o St. Preux! i eders Tid kjendte man det ikke! Den fine, sirlige Sternberg jamrede allerede for tredive Aar siden over sin Tid og vilde i Paletoten, der netop da kom i Brug, se et varslende Billede paa dens Forfald, et Formløshedens, Slaphedens – hvad vilde han ha sagt, havde han oplevet vor Tid, der med større Føie kunde kaldes Slobrokkens! O Werther, o St. Preux, o Grandison, alle I Poesiens udødelige Forbilleder, kunde I se denne Ungdom, der i vore Dage kalder sig Ungdom, og ikke alene den, som vi træffer her oppe paa Monte Pincio i de lange, rudede Slobrokker, men overalt, overalt! Kunde I se op af eders Grave! Nei, slumrer i Ro. Den Tid vil vende tilbage – maatte den ikke ligge fjernt –, da en ny Slegt vil valfarte til disse Grave igjen, angrende og bodfærdig, og kaare eder til Livets herskende Magter. I Poesiens og Skjønhedens, Ungdomsglødens og Kjærlighedens udødelige Forbilleder!

Dog, hvad siger jeg! Jeg bliver jo patetisk – det har man jo slet ikke Lov til i vor Tid! det er atter igjen Pincios Skyld. Nede i Husene bliver man slet ikke patetisk stemt.

Hvor Vrimmelen er taget til! Gjennem den bugter sig Ekvipagerne næsten lydløst i ustanselige Rækker, en Pragt og Mangfoldighed, som er vanskelig at beskrive. Malerisk tager sig dertil disse Skarer af geistlige Seminarieelever ud, naar de parvis ordnede i sine lange Talarer og bredskyggede Hatte skrider forbi, hver saadan Afdeling i sin Nationalitets Farve: sort, blaa, høirød. De ser dog noksaa livsglade ud disse unge Mennesker, hvis Bestemmelse mest er Propagandaen – intet mindre end asketisk afmagrede. Dette kunde maaske siges om den ældre Mand i Abbedkostume, der sidder lænet til den nærmeste Bænk. Hans gustne Ansigt fortæller os en Legende om usigelig Kamp og Lidelse. En fjern Erindring synes at dæmre op i ham, medens han uvilkaarlig med sin sølvspændte Fod nikker Takten til den rungende Vals, der netop spilles. Var jeg Maler, vilde jeg male denne Mand, som han sidder der med sin hensunkne Mine og nikker Takten til Gungls «Freut Euch des Lebens».

Der har vi ogsaa den grimme, gamle Herre med sin fornemme Mine og sin lille Hund dragende efter sig i en Snor. De mangler aldrig deroppe. Tilfældigvis erfarede jeg, at det var en fornem Polak. Hunden ser saa usigelig slukøret ud, medens den lusker afsted efter sin Herre ligesaa krumbøiet som denne, et besynderligt Optog baade til at le og græde af. Engang havde han sluppet den, men saa blev den saa ustyrlig gal, at den fór ind i Kredsen af nogle legende Børn, hvorfra den dog med et Hyl reddede sig, saa op i Brystet paa en anden Hund, saa blev den fanget og lagt i Baand igjen, og straks indtog den sin forrige trøstesløs-nedbøiede Holdning . . . Pauvre Pologne!

Stiger vi saa ned i Gaderne igjen, saa maa vi være belavede paa at se Trylleriet, der har omspundet os oppe paa Høiden, grundig forstyrret. Her rører sig jo det egentlige Folkeliv, hvilket naturligvis er interessant, da det er os saa fremmed. Kampagnolen i sin maleriske Dragt, Udsælgere og Udraabere, hele vandrende Butikker, Skarer af Børn og Kvinder tumler og trænger sig omkring en i sand broget Mangfoldighed. Men under dette Folkeliv gaar der ligesom en Understrøm af noget hjælpeløst, bundløst-trængende, kun paa Dagen beregnet, der virker nedslaaende og forstemmende. Disse maleriske Dragter er for det meste pjaltede. Urenligheden møder os paa hvert Skridt i sin væmmeligste Skikkelse, og Betleriet, uagtet det nu skal være strengelig forbudt, synes aldrig at have været mere paatrængende. Hvad vil ogsaa slige Forbud sige, naar der i Virkeligheden intet gjøres for at formindske Elendigheden og modarbeide den i sin Grund? Et Folk, der fra Slegt til Slegt fordømmes til Uvidenhed og Dovenskab, læres kun to Udveie til Livets Opholdelse; betle og jukse, hvor de kan komme til, og dette lærer de da grundig, som et andet Haandverk, der skal skaffe dem Føden. Fremmede trækker, som vi ved, uhyre Summer hvert Aar til denne By, den lever saagodtsom kun af dem, men det er jo som Vand i et Sold. I samme Forhold som Nøden synes at stige, stiger ogsaa den Beskatning, der er lagt paa den Reisende. Taknemmelighed hører ikke til Dagens Dyder. Velgjørere virker let fordærvelig, naar Modparten lærer at forstaa, at man er bleven dem uundværlig; den Fremmede forvænner Italienerne og vil drive deres Fordringer op til det uendelige. Størst Skyld har her, som overalt, Englænderne. Enhver, der kun for faa Aar siden besøgte Rom, vil finde alting mindst trefold fordyret. Butikpriserne, ganske vilkaarlig, retter sig meget efter Spørgerens Habitus; i én Butik en nogenlunde antagelig Pris for en Vare, i den næste maaske mere end det dobbelte; man byder da det halve, og straks slaaes til. En Romerbesøger nu maatte, hvis han tænker paa at nyde Opholdet uden for megen Gene og Bekymring, tage saa mange Penge og helst saa lidet Hjerte, hvis han har for meget deraf, med som muligt. Kommer man med sit hjemlige Instinkt, villig at kramme sin Skjerv frem, ligesom hvor Nøden en sjelden Gang paa vore Gader kan have rakt sin Haand ud, saa kommer man i «La bella Italia» med saadan Beredvillighed ganske tilkort. Giver man her i Rom én, to Gange, saa har man hele Sværmen efter sig næste Gang og alle Gange. Saa beslutter man sig til at være haard og slet ikke give mer. Forsøg at sætte det igjennem, om du kan. Jeg blev i forrige Uge, og det midt paa den spanske Trappe, saaledes bestormet af en hel Bande, at jeg under Bestræbelserne for at redde mig, tabte Portemonnaien, hvori omtrent 16 Frcs. Jeg vil haabe, den blev delt broderlig.

En Lettelse er det dog at kunne sige, at Dyrenes Behandling oprører den Fremmede mindre end før. Der skal nok være kommen en Slags Forening istand, der har afskaffet de værste Mishandlinger. Man ser saaledes mindre til de barbariske Stokke og Pigge, hvormed man før drev Lastdyrene frem. Men der er hundrede Maader at være grusom mod disse paa, der mindre falder i Øinene. Deres Sæletøi, navnlig Ryg-Aaget, maa saaledes i høi Grad plage Dyret, især naar Trykket endnu forøges ved tunge Byrder til Siderne, eller den dovne Fører har placeret sig muligst langt frem paa Skaglerne. Det er ikke sjelden at se et allerede tilstrækkeligt Læs bag et stakkels udslæbt Dyr, endnu betynget med to à tre kraftige, lange Lømler, der ikke synes at foruroliges af den mindste Tanke om, at de burde skamme sig. Det er umuligt at tænke sig noget saa jammerforkyndende, hjerteskjærende som Æslernes Skrig, Skryden kalder vi det jo, undertiden kan være det. Der er ikke mere Lyd deri, kun en stønnende Hiven, nogle hæse Hvin som af en stor Blæsebælg.

Forleden gik jeg forbi en Viktualiebutik i en af de mest befærdede Gader. Indenfor var Manden beskjæftiget med at transportere Duer, som han tog ud af en fyldt Sæk, ned i et uhyre fladt Bur, anbragt paa Gulvet, men hver af de smaa Stakler gav han først et Knæk i Vingerne eller rettere, han vrængte disse, forat de skulde forholde sig rolige i Buret, hvilket de da ogsaa gjorde. De rørte sig ikke. En ung Kone, smuk som en Madonna, med en omtrent toaarig Gut paa Skjødet, sad foran og betragtede Scenen. Den Lille slog af Glæde i Armene. Ak Madonna! ja Madonna! tænkte jeg, da jeg formelig sitrende af Rædsel skyndte mig derfra, for slige Scener har du snart i 2000 Aar været den beskyttende Patronesse!

Ogsaa inde i Husene, hvor Komfort og Hygge er en ukjendt Ting, faar man det samme Indtryk af noget uhaandterligt forældet og forfaldent, der koster den forvænte Fremmede adskilligt Besvær at vænne sig til. Man er med ett sat tilbage i Tiden, da Tingene endnu var i sin første kaotiske Begyndelse, førend Kulturen havde udtalt sit fiat lux! over dem. De større Hoteller gjør naturligvis derfra en Undtagelse, da de af letforstaaelige Grunde er tvungne til at holde Skridt med Dagens Behov. Men den store Masse Fremmede, der foretrækker at bo privat, lærer desto grundigere den italienske Huslighed at kjende. De gjør næsten heller ikke andet end flytte, medens man hører dem forsikre, at de altid savner det sidst forladte. Det er ikke let at paapege, hvori det mangelfulde ligger, der især berører os Nordboer saa ømfindtlig. Alt, fra den største til den mindste Ting, synes jeg er ulideligt. Alting vakler paa disse murede Gulve, hvis Ujevnhed neppe skjules ved Tepperne. Den hvide Farve, der hersker overalt, i Gardiner, Tepper og Vægge, plager vore til det dæmpede, lunt vante Øine. Alle Møbler, bestemte til at yde Hvilens Velsignelser, synes at have havt sine Forbilleder i Stadens syv Høie; især gjælder det om Sengene, at de beskriver Buer med sterk Skraaning til Siderne. Fjær og Dun kjendes ikke. Den simple Ting at skulle hænge sit Tøi op i et Klædesskab, bliver paa Grund af nogle besynderlige Vippeindretninger, der skal erstatte Krogene, til sande gymnastiske Øvelser, som man dog tilsidst resolut opgiver og lader Klæderne skjøtte sig selv, som de bedst kan, uden Skab.

Hvordan de Fattiges Boliger er beskafne, kan man omtrent da slutte sig til. Vi behøver ikke at gjøre grundige Studier for at opdage, at her mangler alt, hvad den tarveligste Familie hos os vilde anse for det strikte nødvendige. Derover maa man dog ikke glemme, at den simple Italiener lever meget lidt inde i Husene, følgelig savnes det mindre, saa her glipper det Resultat, vi skal uddrage af en Sammenligning.

Og dette Folk selv! Et Folk, der intet lærer til Selvopholdelse, til Selvforstaaelse!

Og dog er der saa meget elskværdigt ved dette Folk. Det er saa barnligt i sine gode Egenskaber, saa barnligt i sine Feil, saa fri for den Raahed, vi kjender og altid maa være paa vor Post imod. Man skulde se deres Miner af skuffet Barn, der ikke har faaet Toppen til at snurre, naar undertiden en eller anden liden Streg, som vi er vante til at give et slemt Navn, ikke lykkes for dem. Man smiler til hinanden, og Freden er oprettet. Næsten fjorten Dage har nu deres Karneval varet, Trængsel og Maskeoptog Nat og Dag i Gaderne, men ikke en Udskeielse af nogen paatalelig Art er bleven kundbar. (Sammenlign dermed vort Marked og de Scener, det fører med sig.) Nogle Uheld regnes som uundgaaelige. Ikke saa underligt er det, at disse næsten altid skriver sig fra de bekjendte Hesteløb, der hver Dag i Karnevalet Kl. 6 Eftermiddag aldrig maa savnes. Disse ulykkelige Dyr, der egges til sit rasende Togt gjennem Corsoen, næsten hele Stadens Længde, ved nogle Pigge, man anbringer paa dem – tidligere var det brændende Lunter –, hevner sig undertiden. Saaledes blev ifjor to Soldater dræbte af de rasende Dyr, og en Barbaresco, saa benævnes de fungerende Ledere og Ordnere af disse Optog, fik Næsen afbidt. I gamle Dage var det Jøderne, som maatte løbe. Hvilken Nydelse det maatte være for vore Dages tyske Barbareschi og Stöcker-stok-fanatiske Jødehidsere blot at tænke sig dette Syn. Man har forsøgt at faa denne stygge Skik mod Hestene afskaffet, men det er ikke gaaet heldigere dermed end med Bevægelsen mod Tyrefegtningerne i et andet streng-katolsk Land. Folket holder paa dem. Det er og bliver et sørgeligt Træk i denne ellers saa godmodige Befolkning, at den saa lidet kjender Følelse for Dyret. Denne barnlige Glæde og saa megen Grusomhed!

Ja, om italienske Forhold kunde der siges meget, her vakler man mer end nogetsteds mellem Yderligheder. Bella Italia! Modsætningernes Land, Pavernes og Pierrot’ernes, Tassos Italia – Goethes Eldorado, Loppernes og Lazzaronernes Land! hvem der kunde skildre det rigtig uden Fordomme, men ogsaa uden den Blindhed, de fleste vil bringe med, skal de finde sit Italien! Indenfor et trist, koldt Romerværelses syv Høie vinder man nu mindst dette Overblik.

Af vort herværende Gesandtskab har vi nu, foruden den svensk-norske Minister, vor norsk-svenske Konsul Myhlenphort, den sidste almindelig afholdt af Skandinaverne for den taktfulde, velvillige Forekommenhed, hvormed han møder alle.

Det er sikkert ingen ganske let Stilling, vore Diplomater indtager paa Steder som Rom, Thorvaldsens Rom, Hovedsædet for Kunsten og dens Dyrkere. De selskabelige Hensyn, her er at iagttage, maa nødvendigvis beregnes efter et andet Alenmaal end det almindelige fra deres Side vedtagne; det gjælder at lade dette smukt være hjemme. Medrette maa de her sig opholdende Kunstnerlandsmænd regne sig for de sande Hjemlandets Repræsentanter, i hvis Hænder det fremfor nogen anden er givet at virke til dets Ære og bedre Forstaaelse blandt Fremmede. Det gjælder for den anden mere officielle Repræsentation at opfatte dette. Det gjælder at stille sig mæglende og ikke skillende mellem tvende Parter, der altid vil vise sig lidt tilbøielige til at se hinanden over Hovedet: Kunstnerog Titelrangen. Den sande Takt vil forstaa dette, den sande Fornemhed vil have denne Takt. Ikke alle har den. Hr. Myhlenphort har gjort sig ligesaa yndet, som den gamle Bravo var det, som den forrige svenske Minister Grev Essen med sin elskværdige Hustru var det. Jeg vilde ikke tilbageholde ogsaa nogle Betragtninger over denne Side af vort Romerliv, saameget mindre som de kan siges at være Udtrykket for en enstemmig Opfattelse af vore Forhold for Øieblikket.

Idet jeg vil afslutte dette lille Forsøg til en «Korrespondence» fra fremmed Sted, føler jeg selv, hvad den mangler, dette lettere, mere for alle, flagrende, om man vil, man kræver af en saadan. Men man kan ikke give det anderledes, end man har det; naar man ikke oplever meget, maa man lade Betragtningen, den alvorlige, tunge, udfylde det manglende. Det skulde ogsaa kun gjælde som en Hilsen hjem, en Hilsen først og fremst til de mange, baade danske og norske Venner, der under mit Ophold saa kjærlig har mindes mig ved uopfordret at skrive, idet jeg foreløbig vil bede dem betragte det, indtil bedre Tider maaske kommer, som «das Buch für alle». De ved jo nok, at kun en lidende søgte Rom dennegang med Haab om Hvile for Sjæl og Legeme; man bliver gammel og træt.

Rom har ikke ydet denne Hvile. Her er for uroligt og larmfuldt. Den maa søges længere nede, hvorhen saa mange Landsmænd i den sidste Tid begiver sig, paa et stille Sted ved Golfen.

Om Karnevalet vil andre ligeledes bedre og udførligere kunne berette. Man vil sige, at det har tabt meget af sit oprindelige Præg. Det gamle Roma forsvinder, uden at det nye Rom har magtet at tilegne sig den nye Tids Fortrin – dens Tribut til Fortiden.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.