En Sammenligning.

Februar 1881.

I en tidligere liden Artikel har jeg gjengivet nogle Indtryk af Livet i Rom, saaledes som det paa nært Hold kan opfattes, det vil sige af en, der mest har levet indenfor Husenes Mure. Stemninger og individuelle Dispositioner skattes vistnok ikke som de paalideligste, men skal de regnes for ganske uberettigede Iagttagere? Man kunde maaske med lidt Forvanskning af Schiller sige: «Was das Aug’ des Frohen nicht sieht, das schauet in Einfalt ein traurig Gemüth.» Det maa derfor ikke undre nogen, at de faa spredte Træk, jeg har samlet af Romerlivet, kommer til at staa i en lidt malkontent Modsætning til de allerfleste Reisendes Indtryk deraf. For det rigere Udbyttes høiere Syn vil naturligvis meget af det nære, der kan støde den enkelte, sees i et andet Lys, og den overveiende Masse Romerbesøgende, der beregner Udbyttet efter Talsummen af de Seværdigheder, der i muligst kort Tid kan opjages, vil maaske slet ikke have Syn derfor.

Af de mer usedvanlige Turister, der har underkastet italienske Tilstande og Forhold et grundigere, og vi maa lægge til, sandt sjæls- og aandsberigende Studium, maa nævnes St. A. Bille i hans «Erindringer fra Reiser i Italien», et Verk, der med særlig Interesse og Kjærlighed omfatter Rom. Det kan ikke heller nok anbefales til enhver, enten han reiser eller sidder hjemme. Mig har denne Bog saagodtsom erstattet det ikke sete, ikke oplevede, medens den samtidig har en Evne til uimodstaaelig at vække Lysten til at indhente det forsømte.

Hvad jeg har sendt hjem, trøster sig derfor ikke til at kalde sig Skildringer fra Rom. Af disse flygtige Indtryk at ville drage Slutninger tilbage til de italienske Tilstande overhovedet, saaledes som de under den nye Styrelse har artet sig, vilde nu ovenikjøbet være for dristigt, især for en kvindelig Reisende. Men «vi Damer», med al Respekt for de mere berettigede Dommere i dette Punkt, kan ikke undlade at opfatte det lidt som gode, nidkjære Husmødre, der har faaet et nyt Tyende, og som i villig Erkjendelse af, at her er «noget at tage op efter det forrige Uhyre», dog ikke kan verge sig mod en viss Bekymring for ny Ufuldkommenhed. Vi kan ikke undlade at kalde Smuds – Smuds, ikke undlade at tænke, om denne Anstødelighed, der paa hvert tredje Skridt møder os i de romerske Gader og i de eleganteste, mest befærdede Kvarterer, dog ikke efter et tiaarigt nyt Regimente kunde været fjernet – om der til al denne Lasethed og Vanførhed, som nu spekulerer i den størst mulige Defekthed, ikke kunde være sørget for Alderdomstilhold, der kunde yde den et værdigere Underhold end det, den nu saa paatrængende søger i de Fremmedes Lommer, om disse mange deilige Børn, der dovent klænger sig op ad Trapper og Peristyler og, naar det kommer høit, opnaar en vist ikke meget sund Bestilling som Modeller i et Kunstneratelier, ikke kunde gaa i Skole eller paa anden Maade beskjæftiges . . . Vi spørger bare, og disse Indtryk samler sig næsten mod vor Vilje til Betragtninger, der ellers ikke pleier at uro os meget, men som ved særegne Omstændigheder, der er stødt til, maaske har taget denne lidt uvante Retning. Disse fremmede Fænomener, har de intet at sige os?

Jo, og særlig os Norske, som færdes saa langt fra Hjemmet, medens de beklagelige Tilstande, som raader der, gjennem daglige Beretninger fylder os med Uro og Harme. Slige Efterretninger vækker til Eftertanke, Sammenligningen ligger nær, den paatrænger sig af sig selv.Man bedes at erindre, at hvad der her siges om Forholdene hjemme.

Her har vi da lige for Øie en fremmed Styrelse, der saagodtsom har frie Hænder, og ikke, vil man paastaa, skal generes stort af Konge eller Regjering. Det maatte jo frembringe Undere af lykkelige Tilstande og en velsignet Enighedens Fred og Harmoni. (Denne sidste skal dog mindst udmerke det italienske Folketing.)

Sammenlign dermed, hvad vi dog havde opnaaet i ligesaa lang Tid, at regne efter vor Friheds Frembrudsdag, og under en ligevegtigere Fordeling af Magten end den, man nu bestræber sig for at forstyrre. Disse jevne Fremskridt i alle Brancher, den værdige, sindige Tone, der udmerkede vore Nationalforsamlinger, og som for ikke ret mange Aar siden kunde gjælde som et Mønster for det øvrige Europas, godt Forhold til Broderlandet, en saa paafaldende lykkelig Udvikling, og det under «Trykket af et absolut Veto». Det er jo merkværdigt. Vore misfornøiede burde gjøre en Europareise for at studere fremmede Tilstande lidt bedre, end de har Anledning til i deres Hjembygder, en saadan Kundskab vilde maaske bidrage til at hemme lidt deres reformsyge Iver. «Le mieux est l’ennemi du bien» lader sig maaske frit oversætte med: Bessermachen forstyrrer undertiden det gode, man har. «Le mieux est l’ennemi du bien,» skrev mig nylig en aandrig Landsmandinde, som med Opmerksomhed følger Tingenes Gang derhjemme. Et gyldent Ord! der desværre passer altfor godt paa vore nuværende Tilstande.

Vi har det saa godt, som nogen anden Nation har det – sammenlignet med mange andre, misundelsesværdig – takket være vore gjæve Fædre, der reddede og efterlod os Skatten, og ikke mindre takket være den kraftige, fremmede Slegt, der som en Himmelens Tilskikkelse kom til os i rette Tid og har vernet og bestyret os denne Arv med Fasthed og kongeligt Sind: og den Taknemmelighedsgjæld, vi, Efterslegten, nu har at afbetale til disse vore Konger og kjære Fædre – denne Tak bliver da ogsaa sin Aarsag værdig, Nationen værdig, ikke sandt? . . . Det sidste Aars, de sidste Ugers Begivenheder vil kunne svare derpaa.

Vi havde et Nationalflag, som vore første Fædrelandsvenner og Frihedsmænd havde erobret os, vore bedste Digtere besunget, et Flag, som vore Sømænd i snart et halvt Sekulumhavde sin fulde Gyldighed for 3 Aar siden, ligesom det altid i Tidernes Række vil forsvare sin Plads. Af den nye Styrelse vil det da afhænge at føre Fremskridtet ligesaa smukt, sundt og jevnt fremad, føre de dengang saa sterkt splittede Partier til fuld Forsoning. Maatte det ske! (Anm. fra 1885.) var stolte af at heise i fremmed Havn, fordi det fortalte disse Fremmede, at en tidligere lidet bemerket, i Aarhundreder forkuet Nation, ikke mere var forkuet, men var blevet jevngod Kamerat med en anden, en i Verdenskrøniken navnkundig Nation. Dette stolte Broderskab, dette Pant paa vor Styrke – thi to er mægtigere end én – maatte ikke, turde ikke gjælde mere. Ja her ved den nye Flagtilstelning – bedrøvelig og latterlig Hukommelse – kan man vel sige: «Bessermachen er en Fiende af det gode, man har!»

Men jeg faar nok stanse. Jeg har længe hørt det summe i Luften, og da jeg endog kom til at nævne Flaget, fik denne Summen tydelige Ord. Jeg synes, den fik Ord i en berømt Holbergsk Tirade; denne Tirade, hvormed den store Mand forundret afbrød sin Vertinde, der fordristede sig til en Bemerkning udenfor sin Rok –: «Er det Rokkehovedet, som taler?» Jeg synes at høre den klinge helt herned til mit ensomme, triste Romerværelse i Quattro fontane. Det gav ordentlig et Sæt i det gamle, verkbrudne Skrivetøi, som om det pludselig kom til Bevidsthed om det uvante for det, at have gjort Tjeneste i et saadant Øiemed og nu havde megen Lyst til at frabede sig det.

«Er det Rokkehovedet, som taler?» Ja paa én Maade er det. Vi har spundet saa længe, vi Kvinder, oppe hos eder og fundet os i at forveksles med Rokkehoveder, at vi tilsidst har spundet os til en Slags selvstændig Mening om et og andet, som ikke strengt hører ind under de afstukne Grænser.

«En Mening om Politik og Statens Anliggender altsaa, som har formet sig i Spise- og Barnekammeret, det var Moro!»

Netop. Det er merkeligt, hvor man her kan gjøre de dybsindigste Erfaringer, især i dette sidste. Man faar saaledes det fineste Instinkt for, naar et Barn kan undvære Faldhatten og Ledebaandet, og dette Instinkt bedrager os aldrig senere i Livet. Og saa længe har vi ogsaa sullet og stellet paa de ensomme Gaarde, at vi har lært, at Ensligheden, Sondretheden netop drager ondt tilhuse og lokker uvelkomne Gjester – kort og godt – at det i vore Dage gjælder mer end nogensinde at holde tæt sammen og saa tydelig som muligt at vise Folk, at vi ikke er alene paa Gaarden.

Republik i Norge!

Vor Nation er ikke kommen saavidt endnu, at vi tør se dette med nogen rigtig Fortrøstning imøde. Tro mig, vi Kvinder er ikke saa dumme endda, vi har undertiden rigtige Instinkter. Gutten har prægtige Evner, men er noget umoden endnu, han har ikke lært at styre sig selv. Han maa lære lidt – Folkeskik, havde jeg nær sagt, naar det bare ikke netop var det, han har vel meget af – det gamle agtværdige Ord begynder nemlig at faa en slem Dobbeltbetydning oppe hos os. Han maa lære sig af med at drikke og bande og gjøre Styr ved mindste Anledning, blot fordi han altid maa have noget at krangle om. Han maa lære sig til at behandle – Kvindfolk bedre, end han gjør. Han bliver jo dog nu ældre og fornuftigere. Han vil mer og mer skjønne, at den Plads, der er indrømmet dem, er rigtig en daarlig i saadan en fri Stat. Summa summarum, han maa lære at fatte, hvad der dog nu mer begynder at gaa op for andre Nationer, at hvor man ikke tager hende med, fører det hele Frihedsstræv ikke til noget. I Danmark har man itide skjønnet dette – ingen folkelig Forsamling uden det andet Kjøn er med og tager livlig Del. Ved I, hvad jeg tænker om Tingene derhjemme? Jeg tænker, at her er galt begyndt, at en Smule Omflytning af Rollerne i det Drama, der fortiden opføres der, vilde være det allerbedste. Det er Kvinden, repræsenteret i vel 1 Million af Befolkningen, hvis Frihedsbegjær først maatte ske Fyldest. Det er nogle Reformforslag, hun har at stille, der først grundig maatte tages under Overveielse, inden der findes paa nye, der blot vilde tjene til at forøge den gamle Magt. Det er dennes «absolute Veto», hun vilde have annuleret af den Grund, at det, saalænge Verden har staaet, har afgjort alting til sin egen Fordel. Hun forlanger at løses af den Umyndighedstilstand, hvori hun i vort Land, maaske mer end i noget andet kristent Land, er holdt – forlanger at være med, at tale med, at paatale, med ett Ord, det er Klagefriheden, hun til en Begyndelse forlanger sig tilkjendt, hvilket igjen vilde tjene til betydelig at indskrænke, hvad vi vil kalde – det er virkelig ikke for Rimets Skyld – Plagefriheden paa den anden Side, der nu kan siges at drives saa temmelig uindskrænket. Kun hører man ikke noget om den, af den Grund, at Tilladelsen til at klage grundig er forment hende. Vil I derhjemme, der til denne almindelige Enemagt, som tog sin Begyndelse ved Udjagelsen af Paradiset, endnu stræber at føie den norske Statsstyrelse, ikke indrømme hende – det vil sige den halve Del af Befolkningen – de Rettigheder, der tilkommer hende, bliver disse eders Bestræbelser ligesaa mange Overtag, der med større Føie kan stemples som Despoti end det, I nu giver dette Navn og retter eders Angreb imod.Det skal med Tak erkjendes, at det nu til Roret komne Parti kraftig har taget denne Sag i Haand. Men saadan sker det engang! (Anm. fra 1885.)

Det er ellers merkeligt, at Henrik Wergeland, der maa laane sit Navn til saa mangt og meget, som han aldrig har drømt om, aldrig nævnes i denne Forbindelse. Med større Føie kunde det her ske. Enhver, som vil tænke lidt derover, vil forstaa, at han her var en sand, om end ikke fuldt bevidst Forløber for en Bevægelse, som dengang endnu intet Navn havde opnaaet. Overalt, hvor han nævner Kvinde, vil man forstaa, hvilken Betydning han tillægger, hvilken Plads han vil have hende anvist. Nationerne faar dyrt betale for lange Betænkninger i dette Stykke, de klogeste springer over Indledningen og har fundet sig vel derved. Bring os denne Livsvisdom med fra Amerika, Hr. Bjørnstjerne Bjørnson, og faa den anskueliggjort for Deres Landsmænd paa denne Side af Kloden, og De vil have vundet et virkeligt Resultat af Deres Seierstog hinsides den. Og kunde De endnu dertil bringe den Opdagelse med til Hjemmet, at amerikanske Regjeringsformer ikke ubetinget skaber Held, ikke udbreder lutter Velsignelse, saa var det ogsaa nyttigt og godt. Overalt, hvor man stræber hen til dem, kræves nemlig nogle Egenskaber, som Tiden endnu ikke har udviklet ret hos alle Folkeslag. Det er ikke let at paapege, hvori disse Egenskaber egentlig bestaar, og som det maaske ogsaa vil være vanskeligt at erhverve sig, hvor det ene Nutids-Eneherredømme – det maskuline – raader sterkest og mest skrigende, og saaledes savner sin mildnende Modvegt. Vi vilde kalde disse Egenskaber: Beherskelse, Maadehold, Selverkjendelse og Selvforstaaelse. Agtelse for Dannelse og Autoritet, der igjen er Dannelsen selv. Med lidt mere af disse Egenskaber vilde vore hjemlige Reformatorer maaske mindre søge Kilderne til Misfornøielsen der, hvor den nu søges, ligesom den vilde hjælpe dem til en rigtigere Vurderen af, hvad vi virkelig eier, og være tilfreds og taknemmelig derfor.

Thi vi har meget at være taknemmelige for. Vi har en Forfatning saa fri, som vi kan taale den. Vi har en god og os fuldkommen uundværlig Nabo, vi har Fredens Velsignelser, naar vi ikke selv med al Magt vil forstyrre den og fremkalde Ufreden – vi har en hæderlig Embedsstand, som ikke heller overalt hører til det almindelige, og vi har en Konge – Gud beskjerme ham! til hvis Slegt alle disse Goder uforgjængeligen knytter sig, en Fyrste, som vi med Stolthed hører nævne som den ene af de tvende af alle nulevende Regenter, der fortrinsvis besidder de Egenskaber, der pryder en saadan, og som Tiden netop trænger til.

Se alt dette kan vi tale om saa trygt, saa inderlig rolig – vi Damer. Vi ved, at ingen bekymrer sig om det. I vort Land er vi ansvarsfri som Barnet, der pludrer, som Spurven, der kvidrer, som – Rokkehovedet, og jeg lægger min Pen, trygt forvisset om, at hvad jeg her, fjernt fra Hjemmet, har tvundet sammen til nogle Betragtninger af de her herskende Tilstande, ikke i mindste Maade vil indvirke paa Verdens Gang, men Verdens Gang vil gaa sin skjæve Gang uforstyrret nu som før.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.