Fra Anton Schweigaards Hjem.

(1883.)

Der er talt og skrevet saa meget til Anton Schweigaards Pris i denne Tid, da hans Billedstøtte er reist i vor norske Hovedstad, aldrig har Stemmerne i vort Land forenet sig til en saa almindelig udelt Hyldning som ved denne Mands Erindringsfest, og aldrig har det været mere fortjent. Det kunde næsten synes formasteligt at ville lægge Enkens Skjærv til en saadan Anerkjendelsens rige Overflod. Lidet vilde det ialfald gjælde fra en, der kun kan rose sig af at have staaet vor store Statsborger selskabelig nær. Hans hele Aandsretning var mig tildels fremmed, hans Betydning for Offentligheden interesserede mig, dengang i det mindste, lidet.

Men jeg vil tale lidt om hans Hustru Caroline Schweigaard, der i denne Anledning ogsaa oftere er bleven nævnt, en Udmerkelse, som hun vel fornemmelig skylder deres samtidige Død. For at fatte dette gribende Sammentræf og de Motiver, der her har raadet, maa man ogsaa kjende noget til deres Samliv, kjende lidt til hende, og er det ikke ogsaa en Skildring af ham? Det er nogle Indtryk, jeg har bevaret fra denne Side af den sjeldne Mands Liv, jeg her vil meddele.

Det var omtrent i Midten af Tiaaret 1830–40, at Parret Schweigaard traadte op i vor By og fæstede Bo der.

«Christiania eiede dengang,» heder det i en senere Optegnelse, «en Kreds af intelligente, tildels geniale Individer af begge Kjøn . . . I denne sin første, af Arbeidet endnu ikke kuede Kraft tog Aandslivet et merkeligt Opsving. Det var en Splidens, en Splittelsens Tid, men hvilke Kræfter udviklede sig ikke i Gjæringen, hvilken Ild og Begeistring, baaret af de dristigste, rigeste Forhaabninger! Den Ungdom, der i dette Tidsafsnit færdedes paa Scenen, vil neppe overgaaes af nogen senere Generation. Denne Ungdom var ikke verdensdannet og poleret som den nuværende, men der var Lidenskab og Poesi i den. Og Kvinderne var med i Striden, samlede Kredsen, vækkende, drivende, dømmende mellem Parterne; hvad der blev vundet, blev delt med dem. Hvert Møde blev til en Fest, hvor enhver gav det bedste og skiltes dog beriget . . .»«Fortællinger» 1861. (Anm. fra 1883.)

Lad nu denne Lovprisning af vore daværende Hovedstadsforhold være holdt lidt sterkt i Erindringens Rosenskjær – saa er det og bliver en Sandhed, at hint Tidspunkt var et merkeligt Afsnit i vor Udviklingshistorie.

Man vil derfor forstaa, hvad Indtryk to i sin Art saa merkelige Personligheder som Schweigaard og hans Caroline maatte øve ved sin første Optræden paa Scenen. At de begge straks saa sig hyldede og optagne, følger af sig selv.

Nedskriverinden heraf var desværre bosat en god Dagsreise fra Centret for denne aandrige Selskabelighed. Indskrænket til et Par aarlige Besøg kunde hun saaledes ikke regne sig til fast, virksomt Medlem af Kredsen. Men hun havde den Lykke at eie en Korrespondent, der trofast nøiagtig afgav Rapport om, hvad der tildrog sig paa Scenen, hvilke nye Figurer der dukkede op, og den Virkning, de gjorde. Denne Korrespondent var den stille, fine, men skarptopfattende Emilie Diriks, Datter af den i 1837 afdøde Statsraad Diriks. Jeg bevarer endnu disse Breve, et lidet Stykke Kulturhistorie, der nok fortjente at komme for Lyset som saa meget andet fra den Tid.

Det var under et Besøg hos denne Familie, at et Par af dens yngre medlemmer og jeg en Dag befandt os oppe i de øde, triste Sale paa gamle Akershus, for at se noget der udstillet; jeg kan ikke huske, hvad det egentlig var. Midt i Sværmen af Søndagspublikumet (hvor man helst ikke skal tage nogen Forventning om Skjønhedsindtryk med) stødte vi paa en ung Mand, der, idet han skred forbi, aftvang mig – jeg tilstaar det – et sagte, næsten forskrækket: Nei, Gud, Emilie! Han syntes mig en af disse Skjønhedsaabenbarelser, som Kunsten og Poesien i sine bedste Øieblikke kan have og gjengive os dem, men som man ikke maa vente at træffe lyslevende i Cylinderhat og Frakke – i vort nordlige Verdensstrøg nu allermindst.

Det var først senere, gjennem et Venskab, der endte med Schweigaards og Hustrus Død, at jeg forstod det første Indtryk, hans Personlighed gjorde paa mig.

Det var vistnok Skjønheden i en fremmed, fuldkommen sydlandsk, næsten klassisk Form; men det var noget mere endnu, det var Udtrykket i dette skjønne Ansigt, der ligesaa lidt var nordisk, end sige norsk-nordisk. Disse blide, mørke, lidt mysende Øine, denne Pande til det næsten barnlige Smil – det udtrykte maaske det, som Tyskerne kalder «das rein Menschliche», udtrykte det saa rent, saa ædelt, som det kunde lyse fra et menneskeligt Aasyn. I denne Mands Sjæl kunde ikke en uren Tanke opstaa, denne Mund kunde aldrig, selv hvor det ansees for tilladt, udtale et Ord, der kunde bringe Rødmen op i en Kind. Han var ingen Kavaler i den almindelige Forstand, gjorde ingen Figur paa Ballerne. Han var ingen Kavaler, men han var en Ridder uden Dadel; han var en Mand med Hjerte.

I et af disse Mindeskrifter, som Festanledningen har draget frem, et smukt og hjertelig affattet lidet Manifest, der skriver sig, hvis vi ikke mindes feil, fra Schweigaards Fødeby, fremhæves som et eiendommeligt Træk den Modsætning, der raadede mellem det næsten barnlig milde – vel hans Væsens Grundtone – og den mandige Fasthed, den ubøielige Viljekraft, hvormed han holdt paa og satte sine Idéer igjennem.

Det kunde synes at levere et nyt Bevis for det usikre, her at drage Slutninger frem og tilbage, Slutninger, der har voldt mer end én Feiltagelse, vakt mer end én Forundring. Men Schweigaard bød liden Anledning til slige Overraskelser. Vi oplevede disse Kontraster mellem det offentlige og private Jeg ganske anderledes udpræget i andre af vore store Aander. Vi vil blot nævne Høvdingerne for hine Dages stridende Partier, Welhaven og Wergeland. Hvem som kun kjendte denne første gjennem hans milde, lidt elegiske Digtning, vilde vanskelig have kunnet tænke sig den Personlighed, der skjulte sig bag denne. Selv hans Polemik var misvisende, den var tung og manglede Humoren. Og nu Personen, Privatmanden Welhaven! Man har maaske endnu ikke tænkt sig eller vurderet ret den Virkning, denne har øvet paa vore dengang endnu ubefæstede, lidt konfuse Tilstande. Hans største Betydning har maaske ligget heri. «Welhaven, denne Stormvind i vore lumre Smaaforhold, der undertiden kom i Skade for at rive Stakitter ned, maaske en og anden pen liden Vase ogsaa . . .,» saa heder det medrette i nogle Erindringer fra den Tid. Men en Kritik som hans var vækkende; man fik Øinene op, man var paa sin Post. Og hans Kritik skaanede ingen, intet. Man kunde sige, som det heder i Folkevisen, at hvor han traadte ind ad en Dør i en, kanske intet ondt anende, Familiestue, «vendte sig alle Billeder smaa» af Skræk. Nu, naar jeg tænker paa mange af disse, især Familieportrætterne – vi kjendte dengang ikke Fotografier –, gjorde de ogsaa bedst deri. Af ham taalte man det, fordi denne Skaanselsløshed mod alt smagløst, latterligt, borneret bares af en bedaarende Personlighed, et glimrende Vid, der kastede sine Funker tilbage fra en Sjæl, saa barnlig ubekymret, saa rolig lidenskabsløs, saa kjølig krystalren som Solskin i Marts. Han var paa en Gang vor Bys enfant gâté.og terrible. Man kunde ikke undvære ham.

Nede i Danmark læste man hans Digte og drømte om en nordisk Minnesanger, en from Baldurskikkelse bag disse milde, formfuldendte Strofer, en sand Modsætning til hans Fiende, den skrækkelige Wergeland. Dennes Poesi kjendte man slet ikke, men af hans Polemik mod Welhaven og ved en maaske ganske misforstaaet Opfattelse af Stridens virkelige Motiver, havde man dannet sig en Idé om noget «Ungeheuerligt», man ikke kunde komme nær – en Slags Jette, der morede sig med at slynge Klippestykker ned paa fredelige Folks Hoveder. Det er med inderlig Glæde, jeg har oplevet, at denne Opfatning af ham nu er veget Pladsen for en ganske anden, og at det unge Danmark bedre har forstaaet, hvad hint Danmark saa sørgelig misforstod.

Henrik en Jette, en Umulig at komme nær! Et Barn, et godsligt, snildt Barn var han. Kritikløs, uberegnet, blot følgende sit Hjertes Tilskyndelser. Altid forelsket, altid i Ekstase! Alle Originalers, for ikke at sige Karikaturers Velynder og trofaste Beskytter! . . . Alle oversiddende Damers Trøst paa Ballerne! Ja, saadan var han.

Det var en egen, en interessant Tid, denne. Dog ønsker vi den ikke tilbage. Livet gik i raske Pulsslag; for vor gamle, forsigtige Doktor Tid maaske lidt for betænkelig raske og fulde. Selv vi Damer følte ubevidst en Forpligtelse til at følge med og yde vort. I den lille Kreds, hvortil jeg var saa lykkelig at høre, havde der endog dannet sig en hemmelig Forening, et Slags Frimureri, der ikke gik ud paa mindre end at erklære alle de gamle ærværdige Omgangsformler og Snirkler Krig og lempeligst muligt kaste alt konventionelt usandt overbord. Forkyndelsen af denne nye Lære turde naturligvis kun træde forsigtig op, det vil sige halvt skjemtende, men det gav Anledning til morsomme Konflikter og mangen fornøielig Scene. Ak, det er vemodigt i de gamle Gjemmer at støde paa en Pakke forkrøllede Skripturer – Bladet, som vi udgav.

I al denne Dagens Gjæring, under Spøg og Alvor, skjulte der sig dog en Trang, en Higen mod noget, som man i vore Dage mere bevidst har givet Navn af en Kamp for Individualiteten, en Kamp, der ogsaa føres med anderledes mægtige Vaaben nu end dengang.

Det er ikke ganske uden Hensigt, jeg er kommen til at dvæle ved nogle Betragtninger, der kunde synes at ligge Maalet for disse Linjer fjernt. Det skulde ogsaa bidrage lidt til at kaste et Lys over den Scene, hvor vor Schweigaard indtog en – maaske den fornemste – Plads, et Lys over ham selv. Ogsaa han tog Parti i hin Strid. Han var jo Medredaktør for Hovedorganet for det Welhavenske Parti, men hvor billigdømmende, hvor humant! Aldrig traadte han selv saarende op. Ogsaa i ham denne Modsætning mellem den offentlige Mand og Privatmanden, men hvor mildt udjevnet, hvor forsonet traadte disse Kontraster frem i en Individualitet saa ligevegtig harmonisk som hans!

Der var gaaet et Par Aar hen siden hint første Møde med ham oppe paa Akershus. Da annoncerede min Korrespondent mig en ny Fremtoning paa vor Hovedstadshorisont: Caroline Homann, Schweigaards Forlovede. Hun var kommen i Besøg fra deres fælles Fødeby Kragerø, og alle talte om hende. Alle vilde gjøre hendes Bekjendtskab. Efter Beskrivelsen maatte hun paa det nærmeste virkeliggjøre Forestillingen om disse Feer og Sylfider, som Folkepoesien luftigst og mest bedaarende har skabt dem, dertil straalende af Livslyst og det overgivneste Lune. Med den Ligefremhed, der nu engang var bleven Dagens Tone, lod vi hinanden straks hilse og forsikre, at vi var yderst spændte paa at gjøre hinandens Bekjendtskab. Vi skulde nok vide at finde hinanden, kjende hinanden uden Præsentationer.

Saaledes stod Sagerne, da vi en Aften befandt os i den røde Sal i Lyceet, det ugentlige Mødested for Christianiasocieteten. Foran os sad en ung elegant Dame, der straks vakte en temmelig sikker Formodning om, hvem det maatte være. Nogle prøvende Sideblik, der streifede mig, medens hun vekslede nogle Ord med Emilie D., tydede paa, at hun ogsaa nærede sine.

«Maa jeg ha den Fornøielse at forestille Damerne for hinanden,» sagde min Veninde, vendt mod hende. «Frøken W. dg» –, her nævnte hun et fingeret, mig ganske ukjendt Navn.

«Fra Kragerø?» sagde jeg. «Saa kjender De vist Caroline Homann, Schweigaards Forlovede?»

«Nei,» svarede hun med den fuldkomneste Anstand og det forbindtligste Alvor. «Men jeg har hørt hende meget omtale . . . Hun skal være saa elskværdig.»

«Saa-aa! . . . det har jeg ikke hørt . . .»

Længere formaaede vi ikke at vedligeholde Spasen, og Bekjendtskabet var sluttet.

Vi gjensaa hende som ung Hustru i sit smukke, elegante Hjem, straalende af Liv og Lune, der dog aldrig gik over Gratiens Grænser. For mig mer alvorlige, indesluttede maaske lidt for nærgaaende i sit drillende Skjemt. Vi saa hende paa Bal i Lyceet, i hvid Silke og Flor, med gule Roser i det mørke Haar. Selv blandt de mange virkelige Skjønheder, som vor By kunde opvise ved slige Leiligheder, maatte hun vække Opmerksomhed. Hun havde denne rene Bleghed – morbidezza.kalder Italienerne den –, der ved Lys fortoner sig til Marmorets Hvidhed – dertil en Figur, middelhøi, slank, hvis alfeagtige Finhed og Elegance først traadte rigtig frem i det luftige Balkostume. Naar hun svævede hen i Valsen, fulgte alles Øine hende, og de gamle Fruer paa Tribunen i Fonden bøiede sig hviskende mod hinanden.

Det var maaske den sidste Gang, hun var paa Bal.

Deres første Barn, en kraftig Gut, havde arvet Forældrenes Skjønhed. Vi maatte altid stanse paa Gaden for at se og beundre lille Christian Schweigaard.Forhenværende Statsraad Schweigaard. (Anm. fra 1885.) Alt syntes nu samlet i dette Hjem for at gjøre det til et Lykkens, Tilfredshedens.

Saa kom Vendingen i hendes Liv.

En næste Barselseng bragte hende paa Gravens Rand. Barnet døde straks, hun selv havde faaet det Knæk, hvoraf hun aldrig kom sig.

Og saa veg Lykken fra dette Hjem, der herefter skulde blive en Sygestue?

Nei, den overvandt Stødet. I Caroline Schweigaard boede der en Livsglædens og Freidighedens Magt, der bød selv Sygdommens og Smertens Dæmoner Trods; det havde blot formaaet at lægge noget mildere, dæmpet over hendes Væsen. Hendes Alvor stemte saa vemodig!

Deres Hjem var et af de selskabeligste. Her samledes alle hine Familier, som vi vel tør vove at kalde vor Bys første. Nærmest i Rækken Hansteens Familie og Andreas Munch, den samme trofaste Ven, der skulde opleve at blive hans Hovedsanger ved Festen,Se Kantaten ved Støttens Afsløring. (Anm. fra 1885.) fremdeles Welhavens, Dunkers, Colletterne, Fougstads, Sars’s, Kjerulfs etc. Denne Sofa, hvorpaa Vertinden hvilede, mest klædt i sirligt hvidt, var jevnlig omgiven af et inderlig velstemt Selskab, hun selv den gladeste, mest oprømte. Han, blid og fornøiet, hørte stille til. Det var, ligesom en under dette stille Alvor skjult Aare fik Luft i hende. I denne Stue, fra denne Sofa hørtes aldrig disse Klager, der kan blive en saa sørgelig Mani hos mange andre Syge. Men en Tilskikkelse som denne, baaren med en Sjælsstyrke som denne, har sin Majestæt, en afvisende Fornemhed, der vil holde ogsaa alle Mislyd udefra i fjern Respekt – hvo havde vovet at komme med sit Smaaklynk her? En Skjæbne som denne vil aande ligesom i en Atmosfære af skaanende Ømhed.

Den første Mai var hendes Fødselsdag. Ogsaa dette var betegnende. Hun kunde ikke være et Barn af den barske Vinter eller vor mørke, triste Senhøst. Naar hendes Helbred blot nogenlunde tillod det, samledes man paa denne Dag til en større Festlighed, og det forhøiede naturligvis den gode Stemning, naar det var Vertinden muligt at bevæge sig mellem sine Gjester.

En eneste Gang har jeg truffet hende udenfor hendes Hjem. Det var en Aften i 59 paa Observatoriet hos Hansteens. En ren Begivenhed for hende, for os alle. Vi sad rundt om Aftensbordet, hun halvt hvilende i Sofahjørnet. Talen, der i den snævrere Kreds ofte streifede det metafysiske, faldt paa vort Forhold til det gjennemlevede, det tilbagelagte, og hvorvidt man havde Mod til at ønske det helt eller periodevis tilbage. Herpaa blev vi alle afkrævet en Bekjendelse, der omtrent enstemmig, maaske lidt mer eller mindre betinget, faldt ud til et: Gud fri os vel! Welhaven, husker jeg, reiste sig heftig og styrtede derfra, som om han ikke fandt det et Svar værd. Det besvarede sig selv, kunde det synes.

Fru Schweigaard var den eneste, der forsikrede, at hun skulde gjerne leve om igjen fra den første Dag, hun var bleven sig sit Liv og sit Kald deri fuldt bevidst.

Naar var denne første Dag, hun blev sig fuldt bevidst?

Var det, da Smerte og Sygdom traf hende og knækkede hende midt i hendes fagreste Ungdom? . . . det kunde røre til Taarer at høre hende tale om Livet i de varmeste, ivrigste Udtryk.

Kom med alle Schweigaards Lovprisninger, al den Ros, der har lydt i Tale og Skrift i disse Festens Dage – denne betyder mere! Ogsaa har han beseglet sin hellige Ret til denne Ros ved at følge hende i Graven.

Det gribende ved denne Begivenhed er udhævet i flere af Festberetningerne. Dog er dette skeet paa en Maade, der tyder paa en noget forskjellig Opfatning deraf. I et af disse Referater heder det, at Schweigaard et Par Dage efter Hustruens Død, «som angreb ham sterkt», paadrog sig en «akut Lungebetændelse», der i mindre end et Døgn bortrev ham.

Jeg vil ikke stride med den ærede Indsender, om dette forholder sig saa; der kunde maaske skaffes Lægeattest for, at en saadan akut Lungebetændelse stødte til, jeg har aldrig hørt det. Vi vil maaske ogsaa kun forstaa det som en undskyldelig, ja for vor Tids Opfatning maaske uundgaaelig nødvendig Tillempning af et lidt for uvant Motiv. En norsk Egtemand, Statsborger, Stortingsmand, der dør af Hjertesorg ved sin Hustrus Baare! . . . Vi indrømmer, at dette klinger for mytisk ind i vor sundere opfattende, over forrige Dages Følelsessværmeri høit ophøiede Tid.

Men jeg tror paa Myten, fordi jeg har kjendt denne Mand, hvis Hjerte brast, da hans Hustru døde.

Jeg tror paa Myten, saaledes som den dengang fra sikreste Kilde blev os berettet.

Schweigaards Sorg over hendes Død var saa dyb, saa heftig, at hans Omgivelser begyndte at ængstes for ham. Hin Nat til den 1ste Februar (Fru S. var død den 28de Januar) veg den kjærlige Søn ikke fra Faderens Side, men holdt trofast Vagten, til Morgenen randt; om Lungesyge var der ikke Tale.

Ud paa Natten stod Schweigaard op og gik ind til den Døde. Kom tilbage, og laa faa Timer efter afsjælet i sin Seng.

Formandskabet besluttede enstemmig, heder det endvidere, «at bemyndige Magistraten til at træffe de Foranstaltninger til Schweigaards og Hustrus Begravelse, der maatte findes hensigtsmæssige, for at give Handlingen den Høitidelighed, den festlige Karakter, som værdig kunde udtrykke Kommunens Sorg og Taknemmelighed». Bisættelsen skulde finde Sted i Trefoldighedskirken. Efter den Beskrivelse, der nu følger, maa den have været ualmindelig smuk og storartet.

Om nu Formandskab-Magistrat-Kommunen troede at forhøie det festlige Indtryk ved kun at tilstede Mænd Adgang til Kirken, ved vi ikke. I Referaterne nævnes intet derom. «For at forebygge Trængsel,» heder det, «besluttedes der, at Adgang til Kirken for Almenheden skulde begrænses ved Udstedelsen af Billetter.»

Omfattede Kommunens Fortolkning af Begrebet Almenhed ikkun Mænd? Man maa tro det. Naar vi undtager nogle reserverede Pladser oppe i Koret, bestemte for Familiens nærmeste, blev Kvinder negtet Adgang til Kirken. Mig havde Familien vist den Forekommenhed at sende Adgangskort til Koret. Men jeg havde hørt om hin Forføining og blev udenfor. Her, blandt de udelukkede, har jeg havt min Plads, og skal jeg have den, til jeg selv bæres bort.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.