. . . Det er det forfærdelige for en, der, som jeg, kan siges at være kommen i Utide, at der i Sporet af denne hos os i Folks Bevidsthed indgroede Opfatning af Kvindelighedens Ideal gaar en hel Række af disse selvmorderske Forskrifter, som, ak, min egen Natur og hele Opdragelse altfor meget har næret, men som i den Stilling, jeg nu indtager, omtrentlig hører til en moralsk Umulighed at gjennemføre. Dertil hører først og fremst denne hyklerske Selvnedsættelse og Selvnedkuelse, der falskelig gives Navn af Beskedenhed. Bare man knyr for at paatale noget, ville noget selv, da ingen hjælper os, har man straks som et Kast i Ansigtet: Fordringer, Fordringsfuldhed. Jeg løfter mine Hænder i en Bøn til min Samtid, ikke ganske at træde mig ned – Mændene tier haanlig; Kvinderne hvisker: Fordringer! Jeg ynker mig en enkelt Gang til en Veninde over den haardhjertede Overenskomst, der udelukker mig fra alt, alt. Fordringer! Jeg skrev engang en liden Bog, der indeholdt Skildringer fra Familielivet, mer for at kaste et sandere Lys over det noksom omtalte, mere udprægede Medlemmer: «Bare tale om sig selv», blev Hovedanken mod den.
Men hvor det giver Mod til at ville, at vove! Man vil fortjene sine Prygl.
Hvoraf kommer det, som man kalder: Intet vil lykkes for en? Ligger det i en medfødt Mangel i vor Natur, Opdragelse, Mangel paa Øvelse i at gribe Livet hændig og praktisk an?
Jeg vil tie om, at intet vil lykkes i det store, men netop disse smaa Chancer, der skulde, om ikke trøste, saa dog berolige, disse Dagens Smaafelttog til at vinde denne Beroligelse, til Erobring af lidt nyt Livsstof, Livsfriskhed, er det, som saa smertelig skuffer, saa sørgelig sløver.
Jeg gik idag efter Ugers saadanne hundrede Skuffelser over i botanisk Have for at se Drivhusvandliljerne, der skulde være saa deilige. Kom netop derhen for at se Døren blive smækket i lige for min Næse. Hjem i Solstegen. Lagde mig paa Sofaen. Slumrede ind. Da syntes jeg at se Feen fra min Barndom bøie sig over mig, viftende kjølig af den bredbladede Amaryllis, jeg ikke fik se, denne deiligste af alle Vandliljer. Trøst dig, sagde hun, du skal være uheldig i alt, alt, kun ikke i ett, og det er det, som volder dig mest Kvaler i dit Liv.
Vi kjender alle Protesilaosmyten, der har formet sig til en Verdenssandhed.
«Den, som gaar foran i en Alvorsdyst,
Han seirer ei, han kjæmper kun og falder.»
Hundreder af Mænd, der har viet sit Liv til en stor, endnu ikke af Mængden fattet Idé, vil have lært Protesilaos’ Betydning at kjende.
Saa meget mere da en Kvinde, der har stillet sig i Fronten for noget saadant, beredt paa at tage alle Slagene, der falder, før hun ligger der selv.
Der var nogen igaar, der vilde give mig Navn af en kvindelig Protesilaos. Det er sandt, jeg har prøvet denne Kamp i al Skrøbelighed og Magtløshed, og det maa man lade mig, imod en forfærdelig Overmagt, der er vant til at seire, og dog, Vidunderet er skeet, jeg lever endnu, jeg er bleven 70 Aar i denne Kamp. Mon Protesilaos var saa gammel, da han faldt for de tusende trojanske Spyd?
Den 24de Januar 83.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
I 1879 hadde Camilla Collett utgitt første bind av essaysamlingen Mod Strømmen. I 1885 kom bind 2, med tittelen Mod Strømmen, Ny Række.
Som i første bind handler tekstene først og fremst om kvinnenes stilling og kår i samfunnet.
Fra og med 1900 har det vært vanlig å kalle de to bindene hhv «Første Række» og «Anden Række».
Se faksimiler av 1. utg., 1885 i NB Digital.
Collett var en av de første i Norge til å benytte termen feminist. Hun argumenterte for at kvinner og menn er ulike, men likeverdige og hverandres åndelige partnere. Kvinnefrigjøring er derfor et anliggende for alle, kvinner som menn. Menn skal vise kvinner at deres verd blir erkjent og respektert, men kvinner må frigjøre seg selv gjennom aktiv selvrefleksjon.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.
