Sport.

(l884.)

Elsk en Mand, og kan du ei dy dig,
Da grumt vil han fly dig.
Elsk en Mand, og kan du det dølge,
Vil han dig forfølge.
Elsk en anden,
Da skyder han dig, er Bøssen ret sikker,
Og derefter sig, helst naar det klikker,
En Kugle for Panden.

Det kan nok være, at dette Ord har en mere indsnævret Betydning, end jeg ved af det, at det strengt taget kun betegner hin Modeverdenens kjæreste, uundværligste Tidsfordriv og –dræbelse, vi daglig ser forkyndt i Bladene – Verdensmandens Sport, der uundgaaelig kræver Heste paa fire Ben, rappe.en, og et Førsterangspublikum i elegante Vognrækker – et Par Jockey-Kolbøtter tror jeg hører til, skal det være komplet – er det ikke saa, at dette er den egentlige Sport? Jeg tilstaar min Uvidenhed.

Men jeg vil udvide Begrebet. Enhver ved Hindring og Farer egget Kappestrid for at opnaa en Vinding, stor eller liden, nær eller fjern, vil jeg kalde Sport. Ett ved jeg med Visshed, Livet og Erfaringen har her været sikre Læremestre.

Sport er et Særkjende for Mandens Natur, der mest af alt skiller den fra Kvindens. Den lille Bébé paa Barnepigens Arm vil altid være lykkeligere i den Ting, han kan tilskraale sig, end i en, der godvillig rækkes ham; Gutten vil altid finde det Æble begjærelsesværdigst, der lover ham den sikreste Udsigt til at faa et Par forrevne Bukser, og endnu bedre, hvis Træet befinder sig i en fremmed Have, en banket Trøie paa Kjøbet.

Denne Drift i Mandens Natur har givet Stødet til de største og velsignelsesrigeste Resultater for vor stakkels Klode, som vi nogensinde kjender. Uden denne vilde vi maaske endnu befinde os paa samme Trin, som vi befandt os paa Konfucius’s Tid. Den er Drivfjæren til alle store Opdagelser, der har omformet Jorden, organiseret og civiliseret Samfundene. Her bøier vi Kvinder os dybt for Mandens Overlegenhed. Vi opfinder intet Amerika, ingen Nordvestpassager. Den Udsigt, at blive sat paa raat Sælhundekjød under kanske en aarelang Isblokade, eller i det mindste bringe et Par dødfrosne Ben som Trofæ hjem, har ikke det mindste tillokkende for os.

Saalænge Sporten (vi vover fremdeles at betegne den som en gjennem Farernes Spænding egget Kamp for en Vinding) bevæger sig paa dette Omraade, de store Opdagelsers og Foretagenders – behøver vi at minde om Hedningemissionens lidelsesfro, dødsfreidige? –, saa længe er den ophøiet, beundringsværdig; den indskriver sig selv i Historiens Aarbøger som dens lysende Merketegn.

Men Udartningen har fulgt den i Hælene. En fordærvet Civilisation har ikke forsømt at skabe Afarter, sande Bastarder af den Verdenssport, der opfandt Lande og brød Skrankerne mellem Nationer. Afarter, kun bestemte til at tjene som Incitament for snæversindet Egoisme, en blaseret, raffineret, verdslig Nydelsestrang – ja vi tør trøstig lægge til, for en skjult Blodtørst. Vi kan træffe disse Afarter eller Udartninger ligefra Dueskydningen, den laveste, foragteligste af al Sport, indtil Spaniernes Tyrefægtninger, der med gammelromersk statsborgerlig Storsindethed indrømmer Tusender paa én Gang Nydelsen af Farens Spænding gjennem de grusomste Optrin.

Vi har den i Krigens ufordulgte Blodtørst, der endnu, en Skjendsel for vor Tid, forsmaar ethvert Opgjør mellem Nationer i Mindelighed.

Vi har den i alle Jagtens Afskygninger, fra den ærlige Kamp mod Skovens vilde Dyr, indtil det legende Mordspil med dens uskadelige, vergeløse Beboere, – vi har den i det legende Mordspil med stakkels ubevogtede Hjerter, tilhørende denne svagere Del af Menneskeheden, hvem Naturen gav mindre Anlæg for Sport, mindre Sans for Vindingen gjennem Farer, og dette er endnu den pikanteste, mest almindelige af al Slags Sport.

Hvad siger vi! Ubevogtede Hjerter! O, de ubevogtede Hjerter kan maaske være tryggest. Et saadant maa befæste sig, føre et armenisk Skyts, være beredt paa at kjæmpe, til det sidste Vern er brudt, skal det, og hvad rigest det dølger, have noget Værd for vore erotiske Sportsmænd, skal det opildne dem til Kampen for denne Vinding. Formaar du ikke det, stakkels Kvindehjerte, formaar du ikke at give en Nordvestpassage til dine Kjærligheds Skatte, Kampens og Farernes Tillokkelse, saa risikerer du at fryse inde med dem selv, uopdaget maaske til evige Tider. Ak, det er hændt saa mange, mange.

Nei, til evige Tider ikke! Der skal komme en Tid, vi vil stræbe derhen, der vil ophæve denne og mangen en anden Sports Barbari som uværdig for den, en Tid, der vil overlade Befæstningens Kunster og Kneb til de Hjerter, der intet vil give, intet har at give. En Tid, da Manden, mindre Sportsmand og mere Menneske, ydmygt vil erkjende Skattens sande Værd i dens fri, freidige Hengivelse, og mødes vil de med Jubel midtveis.

Hvem kan vide, maaske den da er bleven sjeldnere, Forholdene forandrer saa meget, og derfor . . .!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.