Et Sygehjem i Paris.

August 1881. Chez les Dames hospitalières de St. Augustin. Rue Oudinot 16. Paris.En slem Hændelse med Hotellets Elevator førte mig efter et flere Ugers Sygeleie som Rekonvalescent did. (Anm. fra 1885.)

Man vil til denne lidt uvante Adresse let knytte Forestillingen om noget klosterlig mørkt og indesluttet. Det er dog en Feiltagelse. Den hele Anstalt, uagtet bunden under religiøs Styrelse og Lov, gjør ikke Indtrykket af et Kloster, end mindre et Sygehus. Den har noget lyst, venligt ved sig. Dertil bidrager fornemmelig Beliggenheden i et luftigt, roligt, fashionabelt Kvarter af Byen, ikke langt fra Invalidernes Dom. Gjenbosiden optages mest af en Række nu i denne Tid forladte Villaer og Hoteller med sine Haver; Bygningen selv, af maadelig Høide, beskriver en langagtig Firkant omkring en rummelig Gaardsplads, prydet med vakre Blomsterbed, i Midten en Statue af deres Skytshelgen. Tilvenstre Gjennemgang til en liden aldeles yndig Have, hvor den hellige Jomfrus Billedstøtte troner i en sand Blomsterflor af mandshøie Myrter, Fuchsier og Nerier.

Anstalten optager kun kvindelige Patienter, deraf helst saadanne som trænger til kirurgisk Hjælp, dog bor her ogsaa almindelige Pensionærer. Indretning, Bevertning og Priser omtrent som i et af de bedre hôtels garnis. For Øieblikket huser Anstalten ikke mange, da indtil 40 pilegrimerende Gjester paa én Gang brød op herfra for at fortsætte sin Vandring til den undergjørende Kilde i Lourdes (Pyrenæerne). Det var visselig en uvant Uro og Støi, der hin Aften gjenlød mellem de stille Mure, da alle disse syge og lamme Stakler blev transporteret ud i sine Vogne for siden pr. Jernbane at fortsætte Veien.

Det er fra dette Opholdssted, jeg paany føler mig drevet, ude af Stand til at svare den enkelte, til at sende deltagende Venner en Hilsen. De skal dog vide, at dette kunde været tristere, ja meget tristere, end de maaske har forestillet sig.

Om min Tilstand kan endnu intet ganske bestemt siges. Tilladelsen til ved Krykkens Hjælp at prøve paa at gaa lidt har endnu ikke vist sig heldbringende, men fører stadig til at maatte afstaa fra Forsøget. Det er sørgelig langvarigt. Det vilde ikke være til at holde ud, hvis ikke Vorherre lagde disse besynderlige Kræfter til, som vi selv er saa ivrige til at benegte, at vi kan eie.

Ogsaa er der noget ved dette Sted, der laaner os Evne til at holde ud. Man skulde sige, at disse stille Søstre i sin sorte og hvide Ordensdragt – de danner et Antal af omtrent tyve under en Priorinde – meddeler de Syge, disse urolige, af Verden oprevne Sjæle, der kastes ind til dem, noget af den Resignation, den usigelige Fred, der aander omkring dem selv. Hvor man ser dem samlet i en Kreds, eller syslende med sin Sygegjerning, hviler denne stille Tilfredshed, man kunde kalde det Følelse af Lykke, over dem. Jeg begriber blot ikke, hvad de kan have at skrifte hver ottende Dag. Dronning Dagmar med sine «Silkeærmer smaa», der ikke lod hende Ro paa Dødssengen, maa have følt sig mindre forlegen. «Søster Elisabeth», der er mig beskjæret til Pleie og Opvartning – Bonnen har kun at sørge for Maaltiderne og gjøre rent –, synes om muligt endnu mere uberørt af vor Uro, vore Bekymringer, endnu mere uindviet i vore verdslig puerile Skikke og Sedvaner, da hun er kommen lige ind fra Provinsen. Jeg bad hende være saa venlig at banke paa, naar hun kom om Morgenen; man bliver nervøs i en saadan Ensomhed. Det gjør hun ogsaa samvittighedsfuldt, kun med den Forskjel, at hun lukker op først og saa banker bagefter. Jeg har ikke havt Mod til at forstyrre denne englelige Naivetet; det bliver altsaa i den Orden. Hun er ofte det eneste menneskelige Væsen, med hvem jeg, et Par Gange den Dag, kan holde Talens Evne vedlige. Da man ikke kan læse uafladelig, tilstaar jeg, at der kommer Øieblikke, Timer, hvor man – jeg vil ikke længes.fter at eie en Edderkop som den, der var bleven hin Bastillefanges Trøst og Adspredelse, indtil den grusomme Slutter opdagede det og dræbte den; men hvor man dog bliver stemt til at tro paa Muligheden af en saadan Trøst. Jeg har længe abonneret paa en Kat, for dog at have noget levende i Nærheden at holde af. Men uheldigvis har Husets eneste – en Hunkat – vigtigt Forfald i denne Tid, og en anden er privat Eiendom og kommer aldrig ud af Eierindens Værelse. Hvor jeg misunder hende den Kat!

Oplivelsen, den eneste, jeg kjender i denne Ensomhed, beredes mig gjennem min snilde Fru Hepp,Vor forrige Statsminister Stangs Datter, gift med fransk Konsul Albert Hepp. (Anm. fra 1885.) der trofast besøger mig, hvordan end Veiret er, flere Gange om Ugen – heldigvis bor hun nærved –, oftest ledsaget af sin Datter, en ung 18aarig Pige, der næsten aldrig viger fra hendes Side. Man maa erindre de strenge Former, der omgiver den unge Pige i Frankrige, der ikke tillader hende at vise sig nogetsteds ene – tout le contraire af, hvad der er Skik og Brug hos os. Man skulde se denne endnu ungdommelige Moder hver Dag følge sin Datter til og fra Tegneskolen – sandelig et godt Stykke Vei!

Forresten ved jeg ingen Landsmænd mere for Øieblikket i Paris. Den frygtelige Hede, her herskede de foregaaende Maaneder omtrent til Midten af August, drev nok den sidste Rest af dem bort. Nu vil det onde, næsten kolde Veir bringe dem tilbage. Kunde det være nogen Trøst for dem, der ganske er bedraget for sin Sommer, at læse disse Jeremiader udefra Søbadene og andre Rekreationssteder, saa vilde der være Stof nok.

Et Savn, større end man kan tænke sig det, er det at undvære Aviser. I syv Uger har jeg ikke set en nordisk Tidning af nogen Sort, de første Uger efter Uheldet erholdt jeg flere gjennem vor Minister. Fru Sibbern var selv saa venlig et Par Gange at bringe mig nogle. Siden deres Afreise til Plombières er det naturligvis faldt bort. De ventes nu daglig hjem. Det eneste, som erindrer en om, at der dog virkelig eksisterer en Verden udenfor disse tyste Vægge, ja at man er i Paris, er «Figaro», der hver Morgen hentes fra et nærliggende Udsalg. Et kuriøst Blad dette «Figaro»! Hvorledes det kan holde sig med det Sprog, som det fører, kan vi Norske, der dog ogsaa forstaar os lidt paa at skjelde ud i Bladene, ikke let forstaa. Pariserne er nu engang vante til dets Gaminerier og Etourderier, et elskværdigt enfant terrible tilgives jo meget. En af dets Medarbeidere kalder sig Janus, en Titel, der kunde passe bedre paa Bladet selv. Det er ivrig legitimistisk og klerikalt, hvilket dog ikke hindrer det fra at indrømme Zola og hans Skole, der dog vel maa siges at være et naturligt Produkt af deres republikanske Tilstande, venligst Plads for sin Polemik. Enhver nævner dette Blad med et visst Træk paa Skulderen, men alle læser det, intet Blad er saa udbredt. Ingen notabel Person, det være sig Fyrste eller anden Størrelse, besøger Paris uden at have aflagt et Besøg i «Figaros» Bureauer. Hans Majestæt Kong Chong-Chong-misilo-sala vilde ikke synes, han havde været i Europa, hvis han havde forsømt dette.

Dog, hvad sidder jeg her og falder i Betragtning over «Figaro»! Figaro, Stuefangens Edderkop! Meningen var dog at fortælle de mange deltagende Venner, der saa kjærlig erkyndiger sig om mig, hvor de skal søge Gjenstanden for denne Deltagelse, og lade dem vide, at jeg ikke har det altfor slemt, ja forholdsvis ret godt.

Ja, jeg kan tænke mig, at slige stille Asyler, placeret midt i Hjertet af Verdenslarmen, kan virke dulmende paa mange, der mere saaret paa Sjæl end Legeme søger herind. Man kan forstaa, at saa mange brillante Eksistenser er endte bag Klostermurene. O, der behøves ikke saadanne Skjæbner, skikkede til at forbause Verden, og give sig et Ry i Historien! Kom kun med din stakkels dagligdagse Skjæbne, som ikke interesserer nogen! Kom med den Dødstræthed, man henter sig paa et langt, hvileløst, ensomt Reiseliv. Kom med den stille Væmmelse, hvormed den idelige Kontakt med Følesløsheden, Utaknemmeligheden, Vindesygen og den staalsatte Egoisme tilsidst overmætter Sjælen . . . Naar der kommer Tider, hvor vi ængstes for ethvert nyt Ansigt, der stiller sig i vor Vei . . . hvor ethvert Skridt, enhver liden Bevægelse i den Opgaves Tjeneste, for den, vi nu engang lever, maa prøve sig frem med denne kolde Varsomhed, hvormed man omgaaes Maskiner . . . Naar vi ikke er langt fra at synes, at hele Tilværelsen er en eneste saadan truende, ubønhørlig Mekanisme, der blot lover Skaansel, naar vi ikke rører os til noget . . . ja da kan det gjøre en godt blot at se milde, fromme Ansigter omkring sig. Da kan en Hvile som den, jeg nyder her, ogsaa blive en Hvile, og mere kan man ikke forlange. Giver Gud mig Helbred og Kræfter igjen, vil det jo ogsaa sige, at Hvilen er forbi, maa være det, og Striden begynder paany.

Og hvorfor? Hvorfor denne Strid, dette hvileløse Liv? Saa vil man spørge, har man spurgt, saalænge jeg kan mindes.

Jeg kan ikke svare paa dette Spørgsmaal. Nogle stakkels Bøger, som Folk kjender bedre fra Leiebibliotekerne end fra sine Bogskabe, faar besvare det.

Tvende af disse Bøger har nødvendiggjort Reiser fra Hjemmet til Danmark, og andre ligesaa mange Reiser fra Syden til Hjemmet. Ellers vilde de ikke eksisteret.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.