Jeg mindes grant fra min Barndoms Aar
En Tigger, der kom
Ret ofte op til min Faders Gaard,
Naar han vandred om.
Han var dem Alle til Spe og Spot –
Det Stakkels Fjog!
I Stedet for Svar han Pikluen blot
Over Ørene drog.
Hans Melpose laa i den venstre Arm
Kun skjødesløst;
Den høire trykkede tro og varm
Hans hele Trøst:
En Dusk af Blomster, som Mark og Skov
Ham kjærligt bød,
Som hos rige Folk, med tryglet Forlov,
Han i Haven brød.
Hans Mine var slap, med et tosset Smil,
Og Øiet mat,
Men traf det hans Dusk, en kraftig Ild
Det klarede brat.
Da vugged han Hovedet som i Drøm –
Da saa han ud
Som Elskeren, naar han stirrer øm
Paa sin unge Brud.
Næst Jordens Blomster han elsked Alt,
Hvad ham tyktes skjønt:
En pragtfuld Villa, der hvilte svalt
Bag Alleens Grønt,
Ham vinkende drog, som det gyldne Slot
Et barnligt Sind –
Han trygled saa længe, saa tyndt og smaat,
Til han kom derind.
Der tigged han aldrig om Mel eller Mad,
Kun om at faa se:
Hver glindsende Sal og hvert rødmende Blad
De maatte ham te.
Og hvad han saa i de Riges Bo
Af Pragtfuldt og Smukt,
Forvarede han i Erindringen tro,
Som laaset og lukt.
Han yndede mig. Sine Syner tog
Han mig stundom frem; –
Han brugte et eget, halv østerlandsk Sprog
Til at male dem:
Af Blomsternes Farver og Liv og Skik
Han tog sine Træk –
Hvor funklede Billedet for mit Blik
I det brogede Blæk!
Men vilde man tvinge hans Tanker ind
I Begreb og Dom,
Da sammenflød Alt, da ligned hans Sind
Et taaget Rum.
I mangen et Herrens Aar han gik
Til Bygdens Præst,
De ti Bud Ord han dog aldrig fik
Igjennemlæst.
Han blev en Hedning. Guds hellige Ord
Ei Lys ham gav,
Imens han tigged sig frem over Jord
Mod den sorte Grav.
Ham kalded ei Klokken fra høie Luft
Til Nadver og Daab, –
Men glødende Roser ham præked med Duft
Og Taarer hans Haab.
*
Det var en deilig Septemberdag
Saa mat og rød
Stod Solen og drømte, mens lette Lag
Af Taager flød.
Jeg gik til Præsten, at læse Latin,
Min vante Gang:
Da bar man en Kiste til Kirken ind
Uden Klokkeklang.
Knap høvlet var Vræden, kun strøgen slet
Og kløttret gjort.
Og armodsligt kun de Stakler klædt’,
Som bar den bort.
Men foran den gik, i snehvidt Lin,
Sex unge Møer;
Af florvundne Kurve med Fingren sin
De Blomster strøer.
I Kisten laa han. Den Bane var haard,
Som bragte ham Ro:
Henkommen ensteds til en stadselig Gaard,
Trak han af sine Sko.
Dem stilled paa Trappens øverste Trin
Han hen efter Skik
Hos Pose og Stav, imedens han ind
I Kjøkkenet gik.
Der spigred af Kaadhed dem Drengene fast.
Da han kom igjen
Og ret skulde rokke ned med Hast,
Han tumlede hen.
Hans Hoved traf en kantet Sten
Og farved den rød –
– Hvad var det saa mer? Det var Ingen til Men,
At en Tigger var død.
Der laa hans Legem i Kisten trang,
Stivt, strakt og dødt –
Nu skulde han ogsaa bæres engang
Ret varligt og blødt; –
Den Fryd, man den Levende negted tidt
Eller gnavent gav,
Henkasted de venlige Piger blidt
Paa den Dødes Grav.
Det rørte og harmed min unge Sjel.
Med Taarer i Løn
Jeg bad ved Graven som til Farvel
En hjertelig Bøn:
«Min Gud! vel kunde han ei forstaa
Dine ti Bud Ord;
Dog elskte han dig i Blomsterne smaa
Og hvert Skjønheds Spor.
Her maatte han lide. Giv nu ham Ly
Bag Palmen og Fred!
Men Reisen er mørk: send en rosenrød Sky
At hente ham med!»
Saa tog jeg min Bogrem igjen i Arm
Og vandred afsted,
Men alt som jeg gik, for Vemod og Harm
Mine Taarer gled.
Da faldt den Tanke mig ind paa eengang:
Naar du først bli’er stor,
Skal du rigtig skrive den Stakkel en Sang
Med deilige Ord.
I Graven hviler den Fattigmand
Alt længe nu –
Jeg digter hans Vise, saa godt jeg kan,
Med trofast Hu.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Jørgen Moe ga ut to diktsamlinger: Digte i 1849 og At hænge paa Juletræet i 1855. Sistnevnte ble utgitt på nytt med tittelen En liden Julegave i 1859. Diktene er hovedsakelig naturlyriske og/eller religiøse.
Dette utvalget inneholder seks av de mest kjente diktene, som «Ungbirken» og «Fanitullen».
Se faksimiler av 2. utg. av Digte fra 1856 (NB digital)
Se faksimiler av En liden Julegave fra 1859 (Bokhylla.no)
Som eventyrinnsamler, folkeminnegransker og dikter har Jørgen Moe en sentral plass i norsk kulturhistorie. I dag er han nok mest kjent som den ene halvdelen av eventyrparet Asbjørnsen og Moe og for enkeltdikt som «Blomster-Ole», «Fanitullen» og «Ungbirken».
For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.