Sætergjentens Søndag

Paa Solen jeg ser, det lider alt frem,
Snart er det ved Høimessetide –
O den, som en Stund fik ønske sig hjem
Blandt Folk, som paa Kirkevei skride!
Naar Solskiven stiger lidt, saa den staar
Der midt over Skaret i Kammen,
Da ved jeg, i Dalen Klokkerne gaar.
Da ringer fra Taarnet det sammen.

Mens ene jeg gaar i ødslige Fjeld
Og kun hører Bjælderne klinge,
Staar Gjenternes Flok, med Søljer og Tjeld
Paa Vangen hvor Klokkerne svinge.
Nu kommer vel Odd i susende Trav
Som ellers paa Elgsblaks-Ryggen;
Han klapper dens Hals, han let springer af,
Og binder den henne i Skyggen.

Han vender sig alt, men standser dog lidt,
Og taler og fløiter til Folen;
Og saa gaar han ind med mandige Skridt,
Og sætter sig fremme i Stolen.
Han luder sig ned, og beder sin Bøn,
Og bæver saa atter sit Øie –
Men hvorhen da Blikket pleier i Løn
At glide – det husker jeg nøie!

Det nytter ei stort, at tage sin Bog
Og synge i Heien sin Psalme;
Mit Loft er for høit, og her er det dog,
Som Tonerne blegne og falme.
O den, som i Dag fik blande sin Røst
Med hans og de Øvriges Stemme!
– Gud give, at snart det lakked mod Høst
Gud give, jeg atter var hjemme!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.