Gjennem Montenegro paa ski

av Henrik Angell

Blodhævn, – en henrettelse

60Paa samme maade som blodhævnen i gamle dage blev udøvet hos nordmændene – især da paa Island, – blev den indtil for kort tid siden ogsaa udøvet blandt montenegrinerne. Ja, af og til kan man endnu faa høre tale om mord, der skyldes blodhævn.

Ligesaa oprigtig og varm montenegrineren er i venskab, ligesaa frygtelig og uforsonlig er han i had. Hans ære er besudlet, hvis han ikke faar hævnet en ham tilføiet fornærmelse.

«Kosene osveti, ouse ne posveti,» «den som ikke hævner sig, gjør sig ikke selv salig,» heder et gammelt montenegrinsk ordsprog. Gammel overtro siger ogsaa, at den myrdede ikke faar fred i sin grav, før han er bleven hævnet. Og hævnen bør altid overgaa fornærmelsen i størrelse. Paa denne maade er der opstaaet usalige familjefeider, der træk for træk minder om hine i Norge og paa Island.

I modsætning til den lumske maade, hvorpaa blodhævnen fuldbyrdes paa Korsika og i Albanien, foregik 61den i Montenegro altid efter forudgaaende udfordring. Denne kunde lade vente paa sig aar efter aar; men den kom engang. Den myrdedes skjorte var bleven dyppet i blodet, den hang endnu paa væggen i hans nærmeste slægtnings hus, og denne, hans søn, broder eller fætter, havde med haanden paa skjorten svoret hævn.

Takket være de strenge love, udstedt under vladika Petar II, fyrst Danilo I og Nikita, er blodhævnen nu nærmest ophørt. Dog skal der endnu paa enkelte familjers væg findes en blodig skjorte hængende, den minder slægten om hævn, og af og til høres der endnu tale om drab paa grund af blodhævn.

Som i gammel tid hos os, men endnu mere ceremoniøst, kan den fornærmede familje stilles tilfreds ved at tilbydes mandebod i penge. Drabsmanden maa endvidere ydmygt bede om tilgivelse. Dette er den saakaldte k’rvarina eller blodgjæld.

Mange af disse blodhævnshistorier, med deres familjehad, hævndrab, kvindernes eggen til hævn, den blodige skjorte eller kjortel, der opbevaredes, afbrænden af huset og ødelæggelsen af eiendommen minder sætning for sætning om dem, man finder i de islandske sagaer. I Montenegro var ogsaa altid kvinden udenfor enhver blodhævn. Hun er hellig. At fornærme en kvinde ansees i Montenegro som den usleste af alle forbrydelser.

En dag, da jeg i følge med nogle montenegrinere og andre venner gik hjem fra skøitebanen, og vi passerede palæet, sa’ en af dem, idet han pegede paa en sten under det store træ:

«Her er sædet for landets høiesteret.»

Og det er virkelig saa. Under dette historiske træ sætter fyrsten sig for at afsige dom. Hans senat staar omkring som repræsentanter for folket, et slags lagrette. De modstridende parter lægger her ud sin sag, og den dom, der her fældes, den er der intet mere at gjøre med. 62Montenegrinerne forsøger ellers altid først at greie sine tvistemaal ved familjens eller bygdens ældstes mellemkomst; – men som alle fjeldfolk holder de svært gjerne af at procedere, og høieste instants paakræves ofte.

s62

Dødsdommene afsiges altid under dette træ.

63Ved middagsbordet kom vi ind paa blodhævnen, og man fortalte om et af de sidste tilfælde.

Det var en ung mand, der som liden gut havde paa sin far’s blodige skjorte svoret hævn. Skjorten og faderens vaaben hang paa væggen, de mindede ham daglig om hans sønlige pligt. Han lod det imidlertid temmelig længe bero med hævnens fuldbyrdelse. Montenegrinerne er et meget lovlydigt folk. I loven stod, at blodhævn var strengt forbudt, og efter hans religion hed det, at eden var hellig, og at menederen blev fordømt. Som ung gut deltog han med udmærkelse i krigene 1876, 77 og 78, der kostede hans landsmænd saa meget blod, men som ogsaa skaffede dem landstrækninger og rettigheder, som de i aarhundreder havde kjæmpet for.

Hans dødsfiende faldt desværre ikke for tyrkernes kugler, – og saa maatte han da dø for sin landsmands haand.

Gutten gik øieblikkelig til Cettinje og meldte sig for fyrsten til dom. Den var kun én, og det var døden. Da forøvrigt gutten havde optraadt paa en honnet maade, fik han tilladelse til at blive skudt og ikke hængt.

Han kyssede fyrstens haand, gik hjem – som fri mand – til sin slægt og tog farvel. 14 dage efter meldte han sig atter i Cettinje til dommens fuldbyrdelse. Tolv perjaniker blev udtaget hertil. Hvis der blandt disse tolv havde været en nær slægtning, havde han kunnet udskyde ham, havde han havt en god ven, som han gjerne vilde skulde bevise ham den sidste tjeneste, kunde han have faaet denne ind blandt de tolv.

Den dødsdømte skulde skydes nede ved Rijeka, 1½ mil fra Cettinje, hvor drabet var begaaet.

En af bordfællerne havde selv været med for at se paa, og han fortalte omtrent som følger:

64Det var en herlig vaarmorgen, da vi drog afsted. – Der var fuglesang og solglitter over alle fjelde, duftende blomster og lysegrønne blade paa alle trær.

Den der ikke kjendte den dødsdømte, skulde ikke kunne finde ham i flokken. Man talte sammen som ellers, bød hinanden en cigaret, maaske en snaps, – og man gik afsted som til dagligdags. Montenegrinerne gaar hurtigt, som om de altid skynder sig, og de gik ikke langsommere den dag. Efter en halv times gang naar man Belvedere, hvor man har den herlige udsigt over Skutarisjøen og de albanesiske alper. Hvor var det ikke vidunderlig vakkert deroppe netop den morgen! Maaske tænkte den dødsdømte det samme, thi han saa langt frem – og lidt længe, ligesom for rigtig at præge sig det skjønne billede ind i hukommelsen for evigheden.

Man gik ikke slyngveien, men skjød benvei nedover; man mere sprang end gik. Kjendinger mødtes, kjendinger kom for at sige farvel. Ingen kunde se paa den dødsdømtes ansigt noget usædvanligt. Han pratede som ellers, han gik som ellers, – og dog havde han den hele tid de blinkende geværløb lige for sine øine, eller han hørte vaabnenes klirren snart foran sig, snart bag sig, de vaaben, der om en time eller halvanden skulde give ham døden, saa sikkert og vist som han i dette øieblik gik paa denne landevei.

Kapellet passeredes, – kapellet til minde om en af de mange kampe mod tyrkerne, da en flok tapre bød fiendens overlegne hærskarer trods. En sang til hine heltes pris istemtes, og syngende saa skaren Rijeka ligge dernede i fjeldskaret, hvor det blinkede i floden, og hvor de hvide huse med de røde tage vinkede saa indbydende.

Fra nu af forandrer naturen sig. Her er vistnok nøgne, øde fjelde fremdeles at se, men langs veien ligger, ret som det er, huse med vinhaver, og nu i vaarens tid væltede der ud over klipperne et virvar af blomster 65og grønne grene; det duftede af salvien, der dækker med sine graalige blade hver plet, hvor der kan klamre sig en plante fast.

Atter skjød skaren gjenvei, tog benstien fat, istedetfor at gaa de lange veislyng. Der stødte andre montenegrinere til, mænd, der skulde til Rijeka for at se paa henrettelsen, mænd af begge de interesserede familjer.

I Rijeka var der lidt flere mennesker end sædvanligt, en del venner og slægtninge var komne for at sige farvel. Man omfavnede den dødsdømte og kyssede ham til farvel, men ingen graad, ingen klage hørtes. Han havde forbrudt sig mod sit lands og sit folks love, over ham skulde lovens straf gaa, – dermed var intet at gjøre …. kun dø som en mand og som en montenegriner. Nogen sentimental forbrydervenlighed, svage folks mærke, kjender montenegrinerne ikke til.

Alles øine er vendte mod den dømte for at se, om der er nogle nervøse rykninger i ansigtet; men der er intet at opdage. Han har tændt sin sidste cigaret, – den svinder snart, – og for ikke at opholde executionstroppen længer, trækker han et sidste langt drag, endnu et, og han er færdig. Han knæler ned foran præsten, faar hans velsignelse, kysser ham, trykker tilslut krucifixet til sine læber, og med raske spænstige skridt gaar han hen og stiller sig midt foran perjanikerne.

Han ber dem tage sigte paa den tapperhedsmedalje, han bærer paa sin trøie, lige over hjertet, – saa ta’r han sin lille nationale hue af og siger:

«Kamerater! Jeg har syndet mod fædrelandets love, og dets love er hellige. Fyrsten har dømt mig til døden, hans dom er retfærdig.

Tschivio Tsernagora! Tschivio gospodar! (Leve fædrelandet, leve fyrsten!)

Læg an! Giv fyr!»

66De tolv kugler er alle gaaede gjennem medaljen, og paa den blodbestænkte skjorte, der hang hjemme paa den fædrene væg, der hænger nu resterne af en blodig tapperhedsmedalje – sønnens.

Det var «k’rvarina» – blodgjælden.

Montenegrineren kunde have betalt den ogsaa paa en anden maade; men den ansees ikke rigtig passende. Han kunde have gaaet i landflygtighed, bleven fredløs. Saa høit sætter montenegrinen fædrelandet, at han anser landflygtigheden som værre end dødsstraffen. Han maatte da have aflagt de nationale klæder. Han var da ikke mere montenegriner. Han havde ikke mere noget fædreland, han var hjemløs – og rodløs.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gjennem Montenegro paa ski

Vinteren 1893 reiste Henrik Angell til Montenegro. Han skulle gå gjennom landet på ski, inn til Albania og Tyrkia. Foruten å spre skisportens gleder, var målet for turen å lære mer om landets historie, kultur og levesett. Angell var også interessert i landets forsvar, som militarist var han imponert over hvordan Montenegro hadde klart å holde seg selvstendig - i bokens forord skriver han «[e]t saadant folk maatte og vilde jeg se».

Gjennem Montenegro paa ski kom ut i 1895. I boken forteller Angell om skituren, og han skildrer montenegrinernes gjestfrihet og deres natur, kultur og historie.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1895

Les mer..

Om Henrik Angell

Titlene til Henrik Angells bøker viser hvordan krigsvesenet, nasjonalismen og skiidretten går igjen som hovedtemaer i hans forfatterskap. Karakteristiske eksempler er Tegnebog for folkeskolen og nybegyndere, med forklarende text og nationale forbilleder (1893), Gjennem Montenegro paa Ski (1895), Fortellinger fra Grænsevagten 1905 (1905), Norges krigshistorie (1906) og Norsk skilauparsoga (1908), for å nevne noen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.