Gjennem Montenegro paa ski

av Henrik Angell

Folkeoplysningen

116Hvad man i almindelighed ved om Montenegro og dets folk, er overordentlig lidet, og det, som man faar at vide, er ofte temmelig falskt. Det heder f.ex. i en østerrigsk nys udkommen bog om Balkanlandene, at montenegrinerne ernærer sig nærmest af røveri; i tyske, østerrigske, ungarske aviser vil man ofte faa se lignende paastaaet. Tag derimod hvilkensomhelst fransk, tysk, engelsk, serbisk, italiensk, østerrigsk reisendes bog, og læs om disses indtryk, – og man vil faa høre enstemmig ros over montenegrinerens absolute ærlighed. Den bekjendte reisende dr. Gustav Reusch siger: «Endnu kan man i diverse aviser finde de mest løgnagtige og nederdrægtige beskyldninger mod en tapper og ædel befolkning, der gjennem et halvt aartusinde i armod og forsagelse har kjæmpet mod de asiatiske barbarer for livets høieste goder, for frihed og selvstændighed, for religion og ære.»

Som et uvidende, halvt barbarisk folk er ogsaa montenegrinerne fremstillet af mange, der aldrig selv 117har været indenfor landets grændser. «Tapre», ja, det er folket nok, siger man; men ellers er det vist raat og vankundigt. Intet er falskere. Vi skal se.

I 1450 oprettedes det første bogtrykkeri i Mainz, og i 1493 allerede blev et lignende oprettet i Montenegro. Der var mange større stater, som ikke fulgte saa godt med tiden. Aaret efter blev de første bøger paa slavisk trykt; det var da udelukkende kirkebøger. Det er sjeldne sager, disse gammel-slaviske bøger, trykte oppe paa klippeborgen Obod langt inde mellem de vilde montenegrinerfjelde. Kun faa exemplarer findes endnu fuldstændige.

I 1894 feiredes 400 aars jubilæet for bogtrykkerkunstens indførelse i landet. Paven gav i det aar den russiske zar en bibel fra hint aar som en ganske særdeles sjelden gave. Den er «trykt efter befaling af Georg Tsernoiewitsch, aar 1494 efter Jesus Kristus, aar 70 002 efter verdens skabelse og paa den fjerde dag i januar».

Samtidig med bogtrykkeriets oprettelse blev der lagt meget arbeide paa skrivekunstens udbredelse blandt de tapre fjeldfolk. Mange smukke haandskrifter har man endnu bevaret fra hine tider. Takket være disse bøger og haandskrifter, men først og fremst landets uafhængighed, har Montenegrinerne bevaret mærkelig rent sit gamle, ordrige, bøielige og smukke sprog, og ved sprogets renhed er ogsaa nationalitetsfølelsen befæstet.

Trykkeriet blev imidlertid af Ali pascha af Skutari ødelagt ikke hundrede aar efter dets oprettelse, og i de følgende aarhundreder fik montenegrinerne mere end nok med at forsvare den lille rest af fædreland, der endnu var dem tilovers.

Først 1830 fik Montenegro atter bogtrykkeri. Det var i god gang; men saa blev det aaret efter læns for bly til sine kugler, og i sin yderste nød maatte det 118kaste typerne i smeltedigelen. Mangen en tyrk maatte lade sit liv for disse typekugler. De urolige tider i midten af dette aarhundrede tillod ikke montenegrinerne at tænke paa synderlig andet end kamp mod de overmægtige tyrker og haardt arbeide med en fattig jord for at faa de nødvendige madsmuler.

Det er først under den nuværende fyrste, at bogtrykkeriet ligesom saa mange andre af civilisationens velsignelser atter har faaet leilighed til ret at vinde indpas i landet, og med bogtrykkeriet ogsaa almenoplysningen i det hele taget.

Ja, hvorledes er det vel med almenoplysningen blandt de sorte fjeldes sønner og døtre? Efter nabofolkene og efter sydlandene i det hele taget skulde man tro, at den næsten staar paa nul. Montenegro danner imidlertid for øieblikket, takket være landets uafhængighed, fyrstens anstrængelser og folkets store lærenemhed, en hæderlig undtagelse.

«Inden 10 aar,» siger franskmanden Frilley i 1878, «vil der ikke i hele Montenegro findes en ung mand, der ikke kan læse eller skrive, og «de sorte fjelde» vil – ikke uden ret – kunne medlidende se ned paa visse stormagter, der roser sig over sin videnskab, litteratur og industri, og hvor tredjeparten af soldaterne er fuldstændig uvidende om de første begyndelsesgrunde i skrivning og læsning.»

De 10 aar er nu mere end henrundne, og man vil i virkeligheden have vanskelig for at træffe en montenegriner, (naar man undtager de ældste), der ikke kan ialfald læse. Der findes neppe mange stater, der gjør saa meget for folkeopdragelsen som Montenegro, naar man ta’r hensyn til de smaa hjælpekilder. I hver eneste landsby findes der skoler, og skolepligten er éns for gutter og piger, præsterne leder undervisningen, hvis der ikke findes ansat egne skolelærere. Disse sidste er 119meget vel aflønnede; det er kun de høieste embedsmænd, der er ligesaa høit gagerede. Dette gjør naturligvis ikke lidet til at hæve lærerstanden og tilføre den landets bedste elementer. Naar dertil kommer, at lærerne, ligesom præsterne, er vel uddannede, at de altid gaar i spidsen for ungdommen i al mandig idræt, er raske, friske, freidige, djærve mænd, og at alle selvfølgelig holder den nationale fane høit for folket, saa forstaaes, at lærerstanden i dette land er ideel.

s119

Flere fremmede lærere er indkaldte, men de aller fleste er heldigvis af landets egne mænd. Præsterne saavelsom lærerne faar sin uddannelse ved seminariet i Cettinje, en anstalt, der mere ligner en krigsskole end en fredelig seminaristskole. Det er en lyst at se disse vordende præster og lærere om eftermiddagen og om søndagen at øve sig i alskens vaabenfærdighed og mandig idræt. Mange af dem staar i armeen allerede som underofficerer, enkelte har maaske allerede taget sin officersexamen; alle mand staar her under fanerne. Det er eiendommeligt at se disse vordende præster og folkeskolelærere stille paa linje morgen og aften til bøn i fuld væbning, endnu mærkeligere at se dem med lad revolver og handschar sidde paa skolebænken. Over hver mands seng hænger i den fælles sovesal riflen og den fyldte patrontaske.

Senere ud i livet er det ikke alene de boglige kundskaber, de søger at holde vedlige, men ogsaa alle deres mandige idrætsfærdigheder, saa at folket i sine præster og lærere ser i dem foregangsmændene i alt, 120hvad der sig egner og anstaar en brav montenegriner. De gaar foran i fred og i krig.

Foruden seminariet findes i Cettinje en høiere folkeskole paa flere klasser, svarende omtrent til noget mere end vor middelskole. Denne maa alle have gjennemgaaet, der skal ind paa krigsskolen og seminariet. Fremdeles haves i Cettinje en høiere pigeskole, hvor de unge piger foruden de almindelige skolefag ogsaa undervises i alskens haandarbeide samt husholdning. Paa samme skolebænk, side om side, kan her sees prinsesser, montenegrinske, albanesiske og dalmatinske bondepiger og haandværkerdøtre. Skolen har megen anseelse og besøges af piger fra fjerne balkandistrikter. – Fransk lærer de alle, piano derimod kun de, der har raad og lyst til det. Skolen laa ikke langt fra hotellet, 1ste etage laa skjult af sneen; eiendommeligt var det at høre fra disse snehauge skalaøvelser akkurat som bachfischenes derhjemme. Ofte hørtes meget smuk musik derfra ogsaa, og en fremtidig norsk reisende kan godt opleve at faa høre Griegske kompositioner, norske slaatter og leiker. Man har i alle fald noderne til dem.

I parenthes sagt: montenegrinernes dansemusik minder i mangt og meget om vor egen halling.

Jeg havde ikke ventet i Montenegro, i et sydens land, at finde saa megen sund og god folkeoplysning. End mere forundret blev jeg ved i alle byer og større landsbyer at forefinde en offentlig læsesal, der stod til alles frie afbenyttelse. Der findes ikke faa bøger og aviser, særlig paa serbisk, men ogsaa undertiden paa andre sprog. I alle fald findes der landets eneste blad «Glas Tsernagora» («Montenegros stemme»), der udkommer to gange om ugen i Cettinje. Ja, «presse» findes selv heroppe mellem fjeldene, – og som saa meget her: i misundelsesværdig tilstand. I alle fald forekommer ikke i avisen skamskjænden af medmennesker af anonyme 121umyndigheder. Handscharen vilde snart sætte en stopper for den slags sværteidræt.

Hvis lykken er god, kan en nordmand i «Glas Tsernagora» ogsaa finde artikler om – norsk politik. Hvorledes denne ser ud, naar den er kommen saa langt sydpaa, er ikke godt at sige; men hvis man vil aflægge redaktøren en visit, vil man i ham finde en mand, vel inde i alle brændende spørgsmaal i Europa, siddende til dagligdags næsten begraven i avisbunker fra alle mulige lande. Han vil vise sig meget velvillig i opfattelsen af vor politiske strid, men vil aldeles ikke kunne forstaa tankegangen i selvopgivelsessnakket, i den letsindige havneafstaaelsesdiskussion og den feige, umandige forsvarsnihilisme. «Et land paa hele to millioner mennesker! – og det fjeldfolk!» raabte redaktøren.

«Hvad den naadige Gud og Herre har givet et folk af fædreland, religion og love, det er dets simple pligt at forsvare til sidste blodsdraabe,» lagde han senere til.

Montenegrineren har kun seet velsignelse af denne lære; han fatter ikke engang herligheden ved evig fred. Et folk vil legemlig og aandelig synke sammen, vil komme til at splittes i indbyrdes kiv og kjævl, og han ser i krigen kun nødvendighedens lov blandt syndige mennesker, et middel til at holde folket sundt og friskt og til at lære det selvopofrelsens store borgerdyd. Han ser med kjærlighed og berettiget stolthed paa sit lille, fattige land, han sammenligner sit eget frie folk med de undertvungne nabofolk, takker Vorherre for den fosterjord, han fik, priser sig lykkelig over gjennem de mange kampe at være ført til seir.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gjennem Montenegro paa ski

Vinteren 1893 reiste Henrik Angell til Montenegro. Han skulle gå gjennom landet på ski, inn til Albania og Tyrkia. Foruten å spre skisportens gleder, var målet for turen å lære mer om landets historie, kultur og levesett. Angell var også interessert i landets forsvar, som militarist var han imponert over hvordan Montenegro hadde klart å holde seg selvstendig - i bokens forord skriver han «[e]t saadant folk maatte og vilde jeg se».

Gjennem Montenegro paa ski kom ut i 1895. I boken forteller Angell om skituren, og han skildrer montenegrinernes gjestfrihet og deres natur, kultur og historie.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1895

Les mer..

Om Henrik Angell

Titlene til Henrik Angells bøker viser hvordan krigsvesenet, nasjonalismen og skiidretten går igjen som hovedtemaer i hans forfatterskap. Karakteristiske eksempler er Tegnebog for folkeskolen og nybegyndere, med forklarende text og nationale forbilleder (1893), Gjennem Montenegro paa Ski (1895), Fortellinger fra Grænsevagten 1905 (1905), Norges krigshistorie (1906) og Norsk skilauparsoga (1908), for å nevne noen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.