Indledning

1Syd for Herzegovina, øst for Dalmatien, nord for Albanien og vest for Tyrkiet ligger et lidet land, – om sommeren borteglemt mellem de høie, nøgne, graa fjelde, om vinteren gjemt væk under det tykke snedække.

Dette land er Montenegro. Navnet er italiensk, det betyder «de sorte fjelde». Paa landets eget sprog heder det Tsernagora, og folket kalder sig selv tsernogorschi eller «de sorte fjeldes sønner».

Landet er et af Europas mindste og fattigste, og dog er det et af de mærkeligste, der existerer. Thi er det ikke mærkeligt, at et land, saa stort som et af Norges mindre amter og med en folkemængde som Kristianias og Bergens sammenlagte, har magtet gjennem aarhundreder, ja gjennem et halvt aartusinde at værge det, som ethvert folk regner som sit dyrebareste eie, nemlig frihed og selvstændighed, mod en af Europas stormagter, i sin tid den mest krigerske og frygtede? Gang efter gang har Tyrkiet sendt vældige hærmasser mod dette lille land, altid er det gaaet ilde, og med skam og skade 2har tyrkerne maattet trække sig tilbage, hvis da ikke selv et «Kringen» blev deres lod. Thi dernede lyder folkesangen i lighed med vor egen:

«Og ingen levende sjæl kom hjem,
der kunde sin landsmand fortælle,
hvor farligt det var at besøge dem,
der bor blandt de sorte fjelde.»

De hyppige krige mod overmægtige fiender, den stadige kamp mod en karrig natur, som de sorte fjeldes sønner har maattet føre gjennem aarhundreder, har udviklet dem til at blive et i høieste grad mærkeligt folk. Og vi kan tage hvilkensomhelst reisebeskrivelse for os, vi vil finde de samme udtalelser, – den samme ros. Den fremmede kan ikke noksom beundre montenegrinernes glødende fædrelandskjærlighed, deres djærve tapperhed, deres stolte ærekjærhed, deres gudsfrygt, ædruelighed, sædelighed, ærlighed, nøisomhed og gjæstfrihed. De kaldes jo heller ikke for intet «vor tids spartanere».

Et saadant folk maatte og vilde jeg se, – et folk, hvor hver og en sætter fædrelandets ve og vel over sit eget, som aldrig forfærdedes over sit ringe folketal mod de fiendtlige, overmægtige hærskarer, et folk, for hvem fædrelandets forsvar altid var en hellig sag. Det folk maatte jeg se, leve blandt det. Jeg maatte se dette land, hvor én havde seiret mod ti, se et folk, stærkt og stort, tiltrods for sin lidenhed, et fjeldfolk sundt og friskt.

Dernede maatte være meget at lære – i dette moderne sagaland.

Og saa, sa’ man mig, skulde land og folk i mange ting minde om mit eget.

I mange aar stod min hu til at gjæste hint land og folk.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.