Gjennem Montenegro paa ski

av Henrik Angell

Montenegrinernes hjem m.m.


s96

96Et nøisommere folk end montenegrinerne findes neppe i Europa, deres levevis er i høieste grad tarvelig. Kun i én ting er de flotte og det tilgavns, det er i klædedragten. Deres store selvfølelse og selvagtelse forbyder dem at gaa laset eller daarlig klædt.

Husene i det indre, de rigtige bondehuse, er byggede mange gange som en tarvelig sæter vestenfjelds, hvor der ligesom i den største del af Montenegro er knapt med tømmeret. Raat tilhugne stene danner væggene, ofte er der ikke kalk mellem fugerne engang, nogle krogede grene med halm over danner taget. Det første hus paa ovenstaaende tegning fremviser et rigtig ægte bondehus. Glas i vinduerne findes ikke altid, ofte kun tarvelige trælemmer. Døren er en ægte sæterdør, staar som regel aaben baade dag og nat. Vinden, der ofte i Montenegro, i et saa høit liggende land kan være særdeles voldsom, faar saaledes rigtig lov til at muntre sig mellem væggene.

97Skorsten findes sjelden, husene er indrettede som vore tidligere røgstuer, hvor ilden brænder paa en peis eller arne midt i stuen eller borte i et af hjørnerne. Røgen maa se til at komme sig selv ud et eller andet sted, gjennem døren, vinduerne eller helst gjennem det ikke altfor tætte tag. «Ljore», som hos os, saa jeg sjelden. Naar man derfor i middagstiden nærmede sig en montenegrinsk landsby, saa det ud, som om en hel del huse stod iferd med at brænde op, røgen væltede ud gjennem alle sprækker.

Lad os gaa ind i det første hus. Vi banker ikke paa, det er som hjemme paa landsbygden, gaar bare ret ind. For røg kan vi maaske i øieblikket intet se; men snart har vi vænnet os til belysningen, og vi ser da, at omkring baalet, der brænder paa nogle store stene i midten af stuen, sidder paa lave stene, træskamler eller lave stole mænd, kvinder og børn. Fra en stol, lidt finere end de andre, maaske udskaaren, eller fra en sten med en pude paa, reiser husbonden sig, han gaar den fremmede imøde, giver ham haanden, ønsker ham velkommen og fører ham bort til høire for sin egen plads, høgsætet. Værten lægger en pude tilrette for gjæsten, husmoderen børster sneen af klæderne, og med venlige ord vises den fremmede tilrette. Kvinderne trækker sig gjerne noget tilbage, børnene blir staaende.

Efter at de almindelige hilsningssætninger er udvexlede og efter at have besvaret saa godt som muligt alle spørgsmaal om, hvorfra én kommer, hvor én skal hen, hvad man bestiller o. s. v. – akkurat som hjemme hos os – faar man tid til at se sig lidt om.

Mørke røgede vægge uden al stads, det er alt hvad man ser. Riflen og patrontasken paa væggen, korset og et helgenbilled er den eneste pryd, – maaske dog et oljetryk af fyrsten og den russiske zar. En keiser i oljetryk paa væggen maa fjeldfolket dernede have ligesom 98her nordpaa. Maaske hænger der erobrede vaaben paa væggen, men det er sjelden; man har solgt saa mange af dem – ligesom hos os. En erobret fane kan man maaske ogsaa faa se; den er erobret af husets herre i blodig kamp, den er hans og hans slægts eie. Mærkelig nok har man dernede lige saa lidt som hos os værnet om de mange erobrede trofeer. Man syntes vel dernede, at det blev for meget at dynge op, – hos os, at vort folk ikke maatte mindes krigens gjerning, at det var lidet at tale om, hvad vore fædre havde lidt og stridt i den kamp, som blodig var, for landets frihed og selvstændighed.

Her er en tarvelighed i bohavet saa stor, som man kun kan finde det i et sydens land; men tyrkerne har brændt og skjændt saa mangen gang i disse egne, at de nøgne stenvægge og det fattige halmtag vel tilslut har vist sig som det mest hensigtsmæssige hus. Dog der er et møbel, der vækker vor levende interesse, og som virkelig ser helt pynteligt ud, det er husmoderens kiste. Den er jo akkurat som jenternes kister hjemme, blaa eller rødmalede med mange snirkler og roser og aarstal og forbogstaver. Den er hendes fæstermaalsgave fra manden, og deri har hun alle sine bedste klæder og andre kostbarheder. Hun lukker kisten op, og frem kommer en brændevinsflaske og – ja, sa’ jeg det ikke – et stedteløst glas; gjæsten skal bydes en velkomstskjænk.

Det hele var saa hjemligt, at jeg syntes, jeg maatte vise den samme gode levemaade dernede som i egen bygd, og jeg sa’ da neitak først én gang, saa to, og saa efter den tredje gang slugte jeg drammen. Mit montenegrinske ordforraad var ikke stort, at takke paa en skikkelig maade lærte jeg neppe. Et ord havde jeg dog strax lært og passer altid paa at faa tag i i ethvert land, hvis sprog er mig fuldstændig ukjendt, og det er, hvad «godt» betyder. Paa montenegrinsk heder det «dobra», 99og jeg takkede da for drammen ved at gnide mig behagelig paa maven og sige: «dobra, dobra, dobra»! Det skjønte altid mine værtsfolk og smilte henrykt til den eiendommelige kompliment og tak. – Forresten – den montenegrinske snaps er «fælt vond». Man ta’r sig gjerne en snaps («raki») i Montenegro; men man skal endnu aldrig have seet en drukken montenegriner, paastaar flere reisende, – og jeg med. Hans stolthed, æresfølelse og selvagtelse er selvfølgelig for stor.

Som herhjemme – mad blir strax sat over for den veifarende gjæst, og snart koger det lystigt i den store gryde over ilden. Imidlertid bydes man en røg af en chibouk (tyrkisk pibe) eller en cigaret, og en kop kaffe sættes ogsaa frem. Kaffeen koges «paa gloa» i en liden messingkande paa orientalsk vis.

Maden kan være bra’; men som regel passer den lidet til en almindelig reisendes europæisk forvænte mave; man maa være fjeldbeboer selv for at klare kosten. Og endda kan det knibe haardt. Kjødet er haardt, seigt og røget, flæsket er gammelt og harskt og svært salt, brødet tungt, haardt maisbrød. Er man imidlertid ikke aldeles uvant med norsk spegekjød, gammelt stabburflæsk og fladbrød, saa greier man det nok. Selv om man er afholdsmand, vil en dram, ikke før, men til og efter maden synes én en velgjerning.

De gamle nordmænds yndlingsspise i Valhal skal jo have været harskt flæsk og sød mjød. Enkelte af vore fjeldfolk vilde den dag idag neppe have noget imod den guderet. Paa mangt et stabbur kan man endnu finde skinker og flæskesider, der har lagt et eller to snese aar bag sig. Det var ikke med liden stolthed, at gamle Ola H.–stad i Gudbrandsdalen sa’ til veiingeniør S.–son, da han viste frem det vældige stabbur: «Du kan faa flæsk, omtrent som du selv vil ha’ det. Her begynder vi nu med den skinken, som 100blev hængt op, da jeg blev baaren til daaben, – og videre har du aargangene nedover.»

«Der var skinker paa min far’s stabbur,» fortalte en vossing mig, «som var saa gamle, at naar man slog paa dem med en stok, «so fauk og rauk» der af dem, saa én kunde have trængt at holde paraply under.»

Montenegrinernes flæsk var ogsaa harskt, – og vinen gjerne sød.

Grisene i Montenegro førte et ligesaa frit, friskt og raskt idrætsliv som landeveisgrisene den dag idag i enkelte af vore fjeldbygder, hvor de kapløber grind imellem med alle ungerne. Grisene dernede gik ude midt paa kolde vinteren sammen med gjeder og sauer. Som en naturhistorisk mærkværdighed kan anføres, at de har kruset bust. Derfor ved man ikke, første gang man træffer et sligt bæst i dybe sneen, hvad det egentlig er for dyr, førend man hører røsten.

Som herhjemme bør man for at glæde værtsfolket spise og drikke saa meget som muligt og gjerne lade sig nøde.

Sammen med gjæsten spiser alene husbonden, husmoderen koger og varter op, børnene holder sig beskedent tilbage og staar den hele tid.

Der kommer flere montenegrinere ind, de vil gjerne hilse paa den fremmede – og faa sin nysgjærrighed en smule tilfredsstillet. Saa sidder vi da omkring baalet mand efter mand, alt efter vor stand og den ære, som værten vil vise én. Man skal ikke her være for beskeden, men holde frem til sit berettigede sæde.

Saa kommer ogsaa bygdens høvding eller kommanderende officer ind for at hilse paa den fremmede. Da reiser alle sig, og ingen sætter sig, forinden «captanoen» har taget sæde, nærmest gjæsten og nærmest høgsætet. En tolk er gjerne med, og saa gaar da passiaren rigtig løs. Desværre – Norge var et fuldstændig ukjendt land 101for næsten alle mine montenegrinske venner. De slog sig tiltaals med den oplysning, at Norge laa ved siden af Rusland, og at der aldrig havde været krig mellem de to lande, – samt at jeg paa ingen maade var en af disse lidet yndede «schwabski». Rusland har altid været Montenegros allierede og gode ven. Til éns religion spørges der ogsaa bestandig. Da montenegrinerne, til trods for deres religionskampe baade mod tyrkerne og de romersk-katholske stammer af albaneserne, er meget tolerante, lod det ikke til, at en liden uoverensstemmelse i religionen skulde gjøre noget skaar i vort venskab. Præsterne var netop mine bedste venner. Den ting, at nordmændene hverken troede paa Mahomed eller paven, lod til at glæde dem.

En gammel mand kommer maaske ind, efterat kredsen forlængst er sluttet. Da reiser atter alle sig. Respekt for alderdommen! Han føres til sæde efter gjæsten og captanoen, – saa sætter de andre sig, og først efterat den gamle er bleven adspurgt om hans befindende m.m., kan samtalen af de øvrige fortsættes.

Det lakker mod kvæld, baalet er den eneste belysning, der kastes mere brænde paa, og et mere malerisk skue end disse mørke krigere i de farverige klæder og med de glimtende vaaben, omkring det flammende baal, kan man neppe tænke sig.

Lad os se lidt nærmere paa den montenegrinske nationaldragt (se tegningerne side 18 og 37 m.fl.). Mærkelig nok finder vi den plag for plag igjen i enkelte af vore gamle nationaldragter. – Vi skal se.

Paa hovedet bærer de en liden hue (kapa), rød pul, sort rand, den beskytter hverken mod sol eller regn. Den er ikke ulig vor gamle «kollehue». Over den grove lærredsskjorte bæres vesten (djamadan), der er rød, ligesom den var hos os til høitids. Den knappes ikke, men hægtes i den ene side. Udenpaa vesten bæres en 102hvid vadmelsfrakke, aaben i brystet, den gaar som regel ned til knæet. Den samme hvide vadmelskofte hørte ogsaa hos os til kostumet. Om livet snor montenegrinerne et langt mangefarvet skjærf af uld eller silke, og deri stikkes handscharen og revolveren. Hos os bar man om livet det brede læderbælte, hvori tollekniven hang. De samme blaa vide vadmelsknæbuxer, de samme hvide sokker – og de samme slags sko bæres. Opankaen er igrunden intet andet end lauparskoen, kun er opankaen, hvis overlæder bestaar af en tet række læderremme, endnu smidigere, endnu lettere og mygere som fjeldsko. Lydløst og let hopper montenegrineren fra sten til sten, de hullede kalkstensbjerge tillader, at han kan klatre næsten lodret op, og at han uden fare kan komme sig frem overalt.

Denne deres nationaldragt bæres af alle, fra fyrsten og generalen ned til den fattigste hyrde og simpleste soldat. Der er éns snit, éns farve, kun bærer enkelte klæde, hvor andre bærer vadmel, og de høieste personer bærer guldbroderier, hvor de lavere officerer og soldater bærer uldbroderier.

Officeren bærer et lidet sølvmærke (landets vaaben, ørnen) i sin hue, underofficeren en liden blikstjerne.

Enkelte gamle familjer bærer undertiden, som f.ex. krigsministerens adjutant paa billedet fra Podgoritza, en sølvkyrads (toké). Dette er altid et arvestykke, der ofte kan være meget gammelt. For en stor del bestaar brystpladen af rader med sølvfiligransknapper, akkurat saadanne, som sætersdølerne endnu bruger, og som nu holder paa at forsvinde blandt udlændingernes nips.

Montenegrinernes klædedragt er temmelig éns sommer som vinter. Det eneste vinterplag de har, er «stroukaen», et langt sort kasteplag eller plaid, der slænges over begge skuldre og falder ned til begge sider som to sorte vinger.

103Den overordentlig haardføre maade, hvorpaa montenegrinerne opdrages, de tilvante voldsomme temperaturovergange, de aabne, luftige huse, deres idrætsliv – alt gjør, at de lidet bryr sig om nogle grader mere eller mindre varme eller kulde. Paa de jordtrampede gulve, i de aabne huse, hvor sneen føg ind gjennem dør og vinduer, sprang smaabørn omkring og legede barfodet og ofte kun med en liden skjorte paa. At se kvinder barfodet gaa ud i sneen for at hente vand var heller intet usædvanligt. Naar baalet blev tændt, søgte alle rundt dette og fik saa sine kolde hænder og fødder varmede.

Om natten ruller de sig ind i sin strouka, og paa nogle brædder, et risknippe eller paa den bare jord søger de sin hvile. At reise ind i det indre af landet midtvinters kan derfor bare for nattens skyld være betænkeligt nok.

Selvfølgelig faar gjæsten det bedste, man kan byde én; men det er ikke meget, og man faar nøie sig mangen gang med at rulle sig ind i en strouka paa montenegrinsk og lægge sig saa nær ilden som muligt. Saa steges man paa den ene side og fryser stiv paa den anden; man vender sig og lader de to menneskehalvdele skifte skjæbne. Frit for lidt kribbel-krabbel er de montenegrinske senge ikke desværre.

Hvis der er lidt knapt med vadskevandet næste morgen, skal man ikke strax, som enkelte reisende har gjort, udskjælde montenegrinerne for at være svinske. Husk paa, hvor vanskelig de har det ofte for at finde vand. Har de vand, ser man dem vadske baade ansigt, hænder, hals og hoved. En smuk skik er det, at husmoderen eller hendes datter om morgenen hælder vand for gjæsten. Han vadsker da først sine hænder i fadet, og over de rene hænder hælder pigen vand af en stor kande; med de rene hænder og det rene vand vadsker han saa hoved og hals.

104Et ligesaa tiltalende indtryk som mændene gjør ogsaa kvinderne, og maaske vinder endog de sidste. I det fattige land og med den altid store børneflok maa den montenegrinske kvinde arbeide meget haardt. Om vinteren dovner mændene sig som alle fjeldfolk rigtig godt, for kvinderne er denne tid ligesaa haard som altid, – og saa har hun ikke engang den tilfredsstillelse at være sidestillet med manden. Kvinden viger vei for ham, det er hun, ikke han, der kysser paa haanden, hun staar, naar han sidder; hun tier, naar han taler. Og dog er den montenegrinske kvinde visselig meget lykkelig, – saalænge i alle fald hun faar beholde sin mand, saalænge ikke hun maa dele skjæbne med saa mange af sine i dette «enkernes land» at se manden falde i kampen. Kvinden er i Montenegro hellig, – derfor er hun ogsaa fri blodhævnen, selv om hun paa gammel sagavis var den, der havde egget og egget til drab. Hun er slægtens og de kommende slægters moder, hun kan ubevogtet og alene reise, hvor hun vil, ingen vil antaste hende, fornærme hende. Selv i det vilde Albanien gjælder denne regel. At fornærme en kvinde vilde i det ridderlige Montenegro ansees for den største skam, – at slaa hende, mishandle hende utænkeligt. De montenegrinske kvinder er meget venlige, elskværdige, de spøger gjerne med den fremmede, de er altid i godt humør, tjenstvillige, blide, – akkurat som en kvinde skal være; men om en fremmed vilde besvare denne ligefremme, uskyldige munterhed med den mindste upassende spøg, da maatte han helst se til at vare sig. I det kapitel taaler montenegrineren ingen spøg, selv gjæstfrihedens love vilde være døde for ham. Vedkommende kvindes ære vilde være hele hendes slægts ære, kun blod kunde aftvætte fornærmelsen. Cyprien Robert siger herom i sin bog: «Kvinden er uantastelig; derfor er hun frygtløs og tillidsfuld ligeoverfor selv den ukjendte, idet 105hun føler sig overbevist om, at ingen ærerørig handling vil blive vist hende, – og skulde nogen vove at angribe hendes ære, da vilde døden være fornærmeren vis.»

Kvinderne, fra fyrstinden ned til den simple faaregjæterske, har samme nationaldragt; den er mørk og alvorlig. Eiendommelig er de aabne, hvide, ærmeløse kaaber.

Anm. Tegningen hentet fra L. Kubas værk over Montenegro.

Anm. Tegningen hentet fra L. Kubas værk over Montenegro.


Til de nys skildrede gode egenskaber hos den montenegrinske kvinde kommer hendes allerbedste, som ærbarhed, trofasthed og arbeidsomhed samt en fædrelandskjærlighed og tapperhed, der kun kan sidestilles med mændenes. Ofte har hun blødt for sit land i selve mændenes rækker og derved tjent sit land baade med sine sønners og sit eget blod. Hendes fornemste og vigtigste rolle i felten har dog ikke været i første linje som kjæmpende, men som træn- og sanitetssoldat. Kvinderne har alene kunnet sætte den montenegrinske hær istand til i løbet af nogle timer at staa ved grændsen. Al proviant, ammunition m.m., som en hær nødvendigvis maa føre med sig, og som sinker alle andre arméer saa meget, det bærer den montenegrinske kvinde paa sine skuldre – og over bjerg og dal.

Det er utroligt, hvad en montenegrinsk kvinde kan bære. I Cattaro saa jeg jo allerede den første dag prøver nok; men jeg skulde faa endnu mærkeligere ting 106at se en dag, da jeg besøgte et af de mange patrondepoter, der findes rundt om i landet. (Montenegrinerne mener nemlig som fornuftige mennesker, som praktiske, alvorlige folk, at det er for sent at begynde at ordne sit forsvarsvæsen, naar fienden allerede staar for døren; vil man sit fædreland vel, har man de sager iorden allerede før.) I dette depot laa kasse ved kasse; de var ganske smaa, og jeg spurgte, hvor tunge de var. «40 kilo,» var svaret. De er beregnede en pr. kvinde. Men der er dem, der marscherer afsted med to saadanne, 80 kilo ialt. 80 kilo! – passende kløv for en fjordhest!

– – – – – – – – – – – – –

Enhver reisende, der har været en tid i Montenegro, vil ikke kunne andet end føle megen beundring og sympathi for dette djærve, kjække folk, – jeg havde den til med paa forhaand.

«Men har da montenegrinerne kun dyder, ingen lyder?»

Fri for lyder er ingen, og til montenegrinernes værste regnes deres hævngjerrighed, stolthed indtil hovmod, snuhed, foragt for andre nationers lærdomme, foragt for al industri og haandværk. – Men, – saa har de ogsaa en hel del dyder at flyde paa.



Flere ligheder mellem montenegrinere og nordmænd.

At høre fortælle en montenegrinsk familjes historie det er træk for træk at høre en islandsk ætsaga blive forelæst; det er de samme fortællinger om fjeldfolks ubændige, vilde sind, stride vilje, det er blodhævn, familjefeider, trofasthed i venskab, had i hævn, tapperhed 107og vild dødsforagt. For montenegrineren gjælder det den dag idag det samme, som for os før var saa vigtigt, at der ikke gaar ondt ord efter én, at naar frænder og fæ dør, saa dør ikke dommen over den døde, og at hele livet derfor har intet at sige mod denne dom.

For at opnaa at blive besunget som helt vover montenegrineren alt; livet er for ham intet mod dommen i sangen efter hans død. Derfor er ogsaa døden paa valpladsen ham en kjær tanke, derfor styrter han sig vildt ind i kampen, valhal er aaben, gjennem slægterne vil sangen lyde til hans og hans slægts ære.

I kampen fulgte valkyrier de gamle nordmænd, valkyrier følger den dag idag montenegrineren i kampen. De heder dernede «vila» og er tre i tal. De bor paa det hellige bjerg Lovtschen, derfra holder de vagt for Tsernagora, og truer faren, da bringes kirkeklokkerne til at klemte, foran de tapre i kampen gaar de tre hvide valkyrier, i deres favn, omsuset af hvide vinger, svinger de tapres sjæle sig op til de evige boliger, hvor heltene, faldne i troeskampene, ta’r dem imod. Dette tror montenegrineren endnu paa; – vilaerne er lysalfer, sendte af Vorherre til hjælp i kampen.

Venskabsfølelsen er saa udviklet hos montenegrineren, at ikke sjelden indgaar to venner fosterbrorskab, og da er de for Gud og mennesker som brødre at regne. De to skjærer sig i armen, de lader blodet rinde ned i salt, dette strøes paa brød, det spises, og præsten lyser sin velsignelse over dem. – Et skal saa i fremtiden gaa over dem begge paa gammel norsk vis.

Dette var kun smaatræk, – som dog er mærkelige nok sammenholdte med, hvad tidligere leilighedsvis er fortalt.

– – – – – – – – – – – – –

Saa var der et andet træk af folkekarakteren, jeg vil berette om. Kong Harald Haardraade bød engang 108op den norske hær til leding; med den fór han over til England, og det kom til det store slag ved Standford bro. Det gik nordmændene galt, vi ryddede kun veien for vore brødre, normannerne. En liden hob stod endnu igjen, og den blev opfordret til at lægge vaabnene ned, saa skulde den faa grid. Men da staar der skrevet slig i sagaen, «at da raabte nordmændene alle som én, at før skulde de stupe den ene ovenpaa den anden, før de tog imod grid af engelske mænd.» Og de stupede ogsaa mand over mand. Men der gik dom over hver en død i landet hjemme, og ropet fra Standford bro bar frem til Norges dybeste dale, og dommen og ropet gik fra slægt til slægt, og da nordmændene atter stod til prøve i de 7 lange krigens aar fra 1807 – 14, vi var et lidet fattigt folk ligeoverfor stormagter som England, Sverige, hungersnød og misaar, det var et Montenegro mod vældig overmagt, da raabtes der atter det gamle hærraab, og det folk, det kunde ikke dø. Det samme kampraab har man hørt i Montenegro og saa saa mangen gang, mand har stupet ovenpaa mand, det har været den samme djærve mandighedens aand, der har besjælet hver og en. Et saadant folk kan vistnok beseires, men ikke underkues, thi det folk, det har i selve nederlaget den nationale gjenfødelses kraft i sig, det dør ikke, det staar op paany, – det seirer tilsidst. Men det folk, som feigt lægger vaabnene ned og mener, at det nytter ikke saa alligevel, at overmagten er for stor, det har mistet troen paa sig selv, det er veigt og feigt, det folk er viet undergangen, det gaar i sin grav, det dør, – og det var ingen bedre skjæbne værd. Og i graven ta’r det med sig dommen, – og den lever i slægterne og i folkene, i historien længe, længe efter.

At erklæres fredløs, utlægd, at maatte rømme land og rige var blandt nordmændene, som det endnu er blandt montenegrinerne, den forfærdeligste straf, der 109kunde ramme et menneske. Mange har af begge folk foretrukket døden.

I Montenegro har man ingen værnepligt, kun værneret, idet man anser det som en selvfølge, at hver vaabenfør mand regner det som en ære at værne om fosterjorden. Falder fienden ind i landet, da gaar man «mand af huse». I 1853 var der to mand, som ikke fulgte det almindelige opbud. De blev med haan jaget ud af sit fædreland, de nationale klæder dem berøvet – og de fulgtes og følges og skal indtil sene slægter følges af den folkedom, som lyder blandt alle folk, og som paa norsk udtrykkes ved hine kjendte ord fra Sinclairs-visen om dem, der ikke mødte, da fienden faldt ind i landet:

«Forbandet være det niddingsdrog,
som da sit blod vilde spare!»

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.

Om Gjennem Montenegro paa ski

Vinteren 1893 reiste Henrik Angell til Montenegro. Han skulle gå gjennom landet på ski, inn til Albania og Tyrkia. Foruten å spre skisportens gleder, var målet for turen å lære mer om landets historie, kultur og levesett. Angell var også interessert i landets forsvar, som militarist var han imponert over hvordan Montenegro hadde klart å holde seg selvstendig - i bokens forord skriver han «[e]t saadant folk maatte og vilde jeg se».

Gjennem Montenegro paa ski kom ut i 1895. I boken forteller Angell om skituren, og han skildrer montenegrinernes gjestfrihet og deres natur, kultur og historie.

Se faksimiler av førsteutgaven fra 1895

Les mer..

Om Henrik Angell

Titlene til Henrik Angells bøker viser hvordan krigsvesenet, nasjonalismen og skiidretten går igjen som hovedtemaer i hans forfatterskap. Karakteristiske eksempler er Tegnebog for folkeskolen og nybegyndere, med forklarende text og nationale forbilleder (1893), Gjennem Montenegro paa Ski (1895), Fortellinger fra Grænsevagten 1905 (1905), Norges krigshistorie (1906) og Norsk skilauparsoga (1908), for å nevne noen.

Les mer..

Faksimiler

For denne boken finnes det også faksimiler tilgjengelig:

Del boken

Tips dine venner om denne boken!

Del på Twitter
Del på Facebook

Gå ikke glipp av ett eneste ord.

Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.