Paa ski til Cettinje

29Hvilket herligt vinterlandskab, der næste morgen viste sig for mig i den opgaaende sols straaler! – De skinnende hvide toppe og fjeldsider tog sig glimrende ud. Deroppe var der sol og varme, hernede i dalbunden endnu skygge og kulde, – en kulde paa 10 – 15°. Hvor var ikke luften høifjeldslet, saa frisk og kold, hvor kom ikke den storslagne natur én umiddelbart imøde, akkurat som derhjemme! Det var en søndag morgen med fred og ro over sindet som over naturen. Og alt var saa herligt, saa vel, man følte sig saa frisk og rask, man pustede saa let og var saa fri, man havde hele det nye, ukjendte land foran sig i solglands, i forventning – og længselen drog én i tankerne allerede afsted, videre og videre, op over aasen derborte, over de høie fjelde og videre til det ukjendte, vinkende fremmede.

Det er netop det vidunderlige i at reise i ukjendte lande, at man kan faa lov til at ane sig til saa meget, drømme, bygge op det nye, useede – gaa paa eventyr.

30Og hvor var det herligt at fare paa de lette ski henover den faste, skinnende hvide sne, uden sti, uden vei, her i dette fremmede land, saa ligt ens eget, og dog saa forskjelligt, hvor alt er interessant for den reisende, naturen, menneskene, deres skikke, liv og levnet.

Der kom to præster – græsk-katholske poper – forbi. – Kun det lange haar og skjæg skilte dem fra de øvrige montenegrinere. Revolveren og handscharen sad ogsaa hos dem i bæltet, montenegrinerhuen, den lille raske hue med den røde pul, bag i nakken, klædedragten var som de andres, soldateruniformen. Mage til præstephysionomier har jeg aldrig seet. Deres lange haar mindede mig om enkelte folkehøiskoleelever og seminarister hjemme, men ellers aldeles ikke. Dette var rake, høie mænd, spænstige og kraftige, med ansigter brunede af veir og vind, med krogede næser, funklende øine, med stolt – ikke hoven – med værdig optræden.

De hilste venligt paa militær vis, smilede ved at se skierne og skyndte sig til kirken i Njegusch. Den ene af dem gjenkjendte jeg som en af de montenegrinere, der igaar aftes som ivrigst havde prøvet skierne mine, og som havde høstet levende bifald ved en voldsom koldbøtte i den dybe sne.

Det begyndte at ringe fra landsbyens kirkeklokker, da jeg endelig fik sagt mine venlige værtsfolk farvel. Klokkerne kimede saa muntert i den klare, straalende vintermorgen, de ringede mig velkommen ind i det gjæstfrie, stolte Montenegro, de ringede vigsel over færden.

Man passerer snart en landsby, det er Petrowitschi, den nuværende fyrstefamiljes egentlige hjemsted. Med stolthed blir man vist det hus, hvor fyrsten er født. Hans forældre var Mirko Petrowitsch og Stanna Martinowitsch, to fattige bondefolk, der maatte arbeide haardt for at slaa sig gjennem. Mirkos broder var imidlertid den Zika, der efter vladika Petar II’s død blev proklameret 31til fyrste af Montenegro under navnet Danilo I. Da denne i 1860 faldt for en snigmorders haand i Cattaro, blev hans brorsøn Nikolai udnævnt til hans efterfølger. Denne er den nuværende fyrste Nikita. (Nikita er et kjælenavn for Nikolai og betyder «lille Nikolai», idet fyrsten meget ung kom til magten).

Fra sletten fører den nye vei i mange slyngninger opover den lange fjeldside, der ligger foran os. Mere end 1000 fod bærer det uafladelig opover. Heldigvis var sneen haard, thi ellers er det et tungt arbeide at gaa «Golo Brdo» op paa ski. Havde det ikke været for skams skyld, havde jeg allerhelst taget skierne paa nakken og gaaet den i sneen trampede sti, som min fører fulgte.

Fra pashøiden, 1274 meter eller næsten 4000 fod over havet, har man den mest storslagne udsigt. Foran én ligger der, saa langt øiet ser, kun sneklædte fjelde, top i top, tind i tind, alle glitrende hvide mod den dybblaa himmel. Tæt ved hæver Lovtschen sig imponerende opover dette størknede hav af sten og sne, langt derborte ser man de albanesiske fjelde, ret under én ligger Njegusch’s fjeldgryde med de lave huse, og endnu dybere under én sees Adriaterhavets blaa flade. – Det er et storartet rundskue, men vildt og trøstesløst ved sit øde. Om sommeren lives landskabet op endel ved de grønne marker omkring husene og de smaa agerflækker og engslaatter, der med beundringsværdig flid og arbeide er erobrede fra stenrøserne. Her er overalt spor efter den lange, seige og seierrige kamp mod erobringslystne naboer og en karrig natur.

Her har der været ryddet og brudt sten som ingen anden steds. Mandshøie stengjærder, hist og her stikkende frem af sneen fortalte, hvor en liden agerflæk, stor som et stuegulv, var at finde. Det mindede mig om agerlapperne inde i Leirdal i Sogn. Ja, fjeldene, 32dalen, opstigningen til Montenegro og tildels folket selv mindede mig mangen gang om de inderste fjorddale i Sogn.

Kommen endnu længer frem paa høiden, ser man et virvar af snefjelde i syd, – en hel alpekjæde. Det er albaneseralperne i al sin storslagne pragt og vildhed.

Under Maranai, et 5000 fod høit fjeld, ser man en graa flade, det er den ellers saa smilende, blaa Skutarisø med sine yppige omgivelser. Nu var der kun graat i graat at opdage. – Skutarisjøen var frossen og tildels snelagt! Man kunde løbe paa skøiter henover denne sydens sø.

Klokkerne forstummer lidt efter lidt, og vi begynder at stige ned paa den anden side af Golo Brdo. Skierne faar fart paa sig, og det gaar lystigt nedover, indtil vi atter har flade veien foran os. Overalt kun en vild, øde natur; de huse, som maaske findes i dalbunden, er skjulte under sneen.

Ved en dreining af veien sees endelig menneskelige boliger, to ganske store stenbygninger, hvoraf vi dog nærmest kun ser tagene. Det er vist en «lokanda» eller «kan».

Vi træder indenfor og kommer ind i et rum, der er mørkt paa grund af snemasserne, der gaar over vinduerne. Ved ilden, hvor flere mænd og kvinder sidder, træffer vi bekjendte fra igaar, og saa blir der venlige velkomsthilsener og mange spørgsmaal om sidste oplevelser. Jeg satte mig paa hug som de andre, hen til en af mine skivenner fra igaar, og saa nød vi gjensynets glæder ved at berette om vore sidste oplevelser, hver paa sit sprog; – ingen af os forstod hinanden.

Hilsningssætningerne bør man imidlertid kunne, da de er staaende.

«Pomaga ti Bog» (Gud bevare dig) siger den første.

«Dobra ti srescha» (Jeg ønsker dig lykke) svarer den anden.

33«Kako ste, brate?» (Hvorledes gaar det, bro’r?)

«Dobro, hvala Bogu! Kako ti?» (Godt, Gud ske tak, – og hvorledes gaar det med dig?)

«Dobro, hvala Bogu! Este li zdravi?» (Tak, Gud være tak. Er Du frisk?)

«Jesam Bogami, hvala Bogu.» (Ja, det er jeg, Gud være tak.)

Og saa spørger montenegrinen om ens fader, moder, søskende o. s. v. har det vel, ingen maa glemmes.

«Dobro, hvala Bogu!» er det svar, som næsten bestandig høres.

Efterat alle disse høflighedsspørgsmaal er forbi, blir man udspurgt akkurat som hjemme i en norsk fjeldbygd, om hvor den kar’en kommer fra, hvor han skal hen, hvad ærinde han farer i o. s. v.

Efter at have overstaaet alle disse spørgsmaal, som Jovo besvarede, fandt denne frem et eller andet steds nede i sine dybe buxelommer et stykke kjød, som han lagde i den gloende aske. Det fræsede og sprutede derinde, og snart var det færdigt. Mellem sine to hænder lod han det glohede kjødstykke hoppe, indtil det var nogenlunde afkjølet, derpaa blev det pudset rent med haandbagen, og med handscharen, der havde skaaret de mange tyrkenæser af i sin tid, blev kjødet delt mellem Jovo og mig. Det var svært salt; – men det lod sig nok spise.

Efter en saadan lunch var vi færdige til at rykke mod Cettinje, og vi langede da strax afsted, atter til stor henrykkelse for beboerne, der ikke før havde seet, al man kunde fare saadan afsted ovenpaa dybe sneen.

Der var de herligste bakker, og det gik paa sine steder temmelig lystigt afsted. En hyrde, der fra det fjerne havde seet en sort mand komme farende nedover en fjeldside, fortere end en hest kunde springe, næsten som en fugl kunde flyve, kom senere til redaktøren af 34landets avis «Glas Tsernagora» for at fortælle, at han havde seet selve Fanden eller i alle fald en af dennes nærmeste familje. «Snekavet havde staaet som en røk efter ham ….. Noget menneske kunde det nu vel ikke have været, da man vel endnu ikke havde fundet paa at reise med damp.»

Heldigvis blev der hverken kastet med ild eller staal eller skudt med arvesølv; det sidste var ellers heldigt nok, thi montenegrinerne skyder godt.

Vi stiger nedover den nye, udmærkede vei, man venter at faa se Cettinje, men den lader vente paa sig. Endelig aabner fjeldene sig, og man ser ret under sig en stor slette, omgiven paa alle kanter af fjelde; langs skraaningerne ligger endel huse, og paa den anden side sletten, – der er Cettinje! – Montenegros hovedstad.

Hvilke snemasser rundt omkring! Der ligger mere sne dernede end heroppe, ser det ud til; mange steder gaar hustagene i et med sneen.

Føret havde for mig og mine ski den største og første interesse, jeg kikkede efter skibakker. Men da det var gjort, kunde jeg ret begynde at gjætte mig til Cettinjes forskjellige huse efter de mange beskrivelser, der allerede var læste. Der laa arsenalet, der det gamle, berømte kloster, kirken, paladset, hospitalet, – og hele den lille by.

Snart er man nede paa sletten. En lang, lige, bred vei med unge trær paa begge sider følges en halv times tid, – og ved middagstider er vi i Cettinjes hovedgade.

Det var jo søndag, og gaden var fuld af promenerende montenegrinere, mest mænd, der kun paa faa steder kunde gaa to og to paa grund af den mængde sne, der laa overalt. Man havde endnu ikke faaet tid til at rydde gaden, man havde kun gravet en hulvei i midten og langs husvæggene. Snehougene var meget 35over mandshøie, og det var umuligt fra gaden af at se 1ste etages vinduer. Gik man paa ski oppe paa hougene, kunde man se ind i 2den etage.

Ved enden af hovedgaden ligger midt imod et stort stenhus. Det er hotellet, der bestyres af Vouko Vuletitsch. Dér ta’r vi ind.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.