Paa veien

3Reisetilladelsen var erholdt; – fri og frank var jeg; – – – og saa, – saa ud i verden!

Det var strax over nytaar 1893, at jeg strøg sydover. Det gik først gjennem Sverige, Danmark, Tyskland og Østerrig til Wien.

Hvor jeg higede sydover! – til det ukjendte, det nye land, der saa længe havde staaet for mig med eventyrets skjær, det land, hvorom jeg havde tænkt og drømt saa meget.

Det var kun daarligt skiføre hjemme, da jeg drog; jeg havde ventet Sydeuropa snebar, og saa kommer jeg til Wien i et sneveir, jeg aldrig har seet mage til, ikke engang i Norge. Al vogntrafik var standset, kun fodgjængere kunde møisommelig stampe sig frem. Der skuffedes sne dag og nat, og sneede gjorde det og saa dag og nat. Jeg gik paa ski tvers gjennem Wien, over Donauen og op til Kahlenberg og havde mig en herlig tur.

Det havde jeg ikke tænkt mig. –

4Skierne skaffede mig strax endel officersbekjendtskaber i den herlige keiserstad. Da mine nye venner fik høre, at jeg agtede mig til Montenegro, slog de hænderne sammen og sa’: «bliv dog heller hos os; dernede vil De nu ved vintertide sulte eller fryse ihjel, – i det mindste resikere at faa næsen og begge ørene afskaarne.»

«Det er nogle farlige folk,» sa’ en løitnant ved de bosniske jægere. Han havde ligget over et aar paa et af de mange grændseforter mod Montenegro.

«De er røvere alle tilhobe,» sa’ en gensdarmkaptein.

«Og saa er der revolution i landet.»

Ja, om den sidste ting vidste jeg allerede besked; bjergstammerne omkring Niksitsch havde grebet til vaaben, fyrsten var afsat, revolutionen i fuld gang.

Vi skal senere se, hvor lidet der var i alle disse beskyldninger.

Angaaende montenegrinernes røveriske tendentser, saa vidste jeg, at alle reisende netop berømmer Montenegro som det eneste land paa Balkanhalvøen, hvor man kan reise fuldstændig sikkert. Jeg erindrer f. ex., at franskmanden Frilley i 1876 fortæller, at i 20 aar var der ikke forekommet tyvsforbrydelse. Doktor Hassert, der i videnskabeligt øiemed flere gange har gjennem reist landet paa kryds og tvers, siger, at montenegrinernes ærlighed staar høit hævet over enhver ros. Han og hans reisekammerater lod ofte sine førere bære pengene, og tiltrods for, at det ofte var fattige hyrder, havde de aldrig at beklage sig over den ringeste uregelmæssighed. Ligeledes var det med bagagen. Enhver kunde aabne paksækkene, og det varede ofte ugevis, førend man vendte tilbage til sin station. Han kunde levere sin bagage til enhver, der var montenegrinsk klædt, han var da sikker paa, at alt kom vel frem. Andre reisendes erfaring gaar i samme retning. Men man forsøge, som hr. Hassert, at sende sine sager i en 5almindelig kurv gjennem noget andet balkanland end Montenegro.

En ting af alt, hvad man fortalte mig i Wien, troede jeg paa, og det var, at landet om vinteren var nedsneet. Altsaa, – skierne med! – og saa afsted.

– – – –

Paa ski gjennem Montenegro, ind i Albanien og Tyrkiet –! Hm! – Det var ikke saa dumt. Montenegro fik nok en tiltrækningskraft for mig.

Bare der nu var sne!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.