Reise gjennem det indre

67Til Podgoritza og den albanesiske grændse.

De maa reise ind til det indre af landet, vil De ret faa montenegrinerne at se,» sa’ mine venner i Cettinje. «De af «folket», som De hidtil har truffet sammen med, er nærmest de, som lever af de reisende. Reisestrømmen er ikke stor om sommeren, men dog stor nok til allerede at have øvet sin skadelige indflydelse paa et saa lidet og fattigt folk som vort. Man har lært optrækkeri, – og det er uærlighed, … og man kan ikke nu længer sige, at man i Montenegro aldrig har seet en tigger. De reisende giver saa let, og de ødelægger med sit fordømte guld. Det er dyre penge.»

Det var, som det var sagt om Norge.

Sneen laa meterdyb, vei var overalt at finde, jeg vidste, at saalænge jeg var paa montenegrinsk grund, kunde jeg reise sikkert og trygt, – saa, hvorfor ikke drage videre paa eventyr? Intet er morsommere end at 68reise alene ind i fremmede lande; man gaar fra overraskelse til overraskelse. Reisefølge var selvfølgelig ikke at tænke paa, sneen hindrede enhver fremkomst uden skiløberens.

Fyrsten havde ogsaa udtalt et ønske om at faa vide, hvor fort en skiløber kunde fare gjennem hans land, – og saa strøg jeg da en herlig vintermorgen afsted.

Udrustningen bestod kun i en slags anbefalingsskrivelse til en mand i hver by eller landsby, som jeg kunde komme til at overnatte i. En af mine venner skrev kun op paa en lap navnet paa vedkommende og intet mere. Jeg havde kun at nævne min vens navn, saa skjønte man, hvorfra jeg kom, og jeg vilde se alle døre aabne. Forresten stod der jo telegraf til min raadighed, thi i dette lille fjeldland, midt mellem de halvt barbariske Balkanstater, findes der det mest fortrinlige post- og telegrafvæsen. Fra det inderste af Montenegro kunde jeg telegrafere til min slægt i Norge og have svar samme dag. Telegrafisk underrettedes ogsaa Cettinje om, hvor fort skiløberen for.

«Anbefalingsskrivelsen» begyndte med følgende navne til underretning for andre:

I Rieka: Gospodin Gioko Fatitsch.

I Podgoritza: Gospodin Risto Rogositsch.

I Danilovgrad: Gospodin Mitscho Douletitsh o.s.v.

Vaaben er fuldstændig unødige, – det vil da sige, saalænge man bare holder sig paa montenegrinsk grund; kommer man udenfor grændsen, faar man ta’ sig iagt. Saasandt en mand bærer den lille montenegrinske hue, kan du trygt tage ham til fører. «Han vil lettere kunne miste sit hoved, end den reisende sit.» Gjæstfrihedens love er hellige i dette land.

Bare pas paa albaneserne! –

Med sproget kan det ofte have sine vanskeligheder; men man lærer snart at klare sig, og montenegrinerne 69er et intelligent folk. Desforuden pleier der i saa godt som hver landsby at findes en eller anden, der har været i udenlandsk arbeide, og som kan et eller andet af de almindeligere europæiske sprog. Undertiden, naar det blir for slemt med spørgsmaalene, og man synes, at noget maa dog siges, saa bare begynd at tælle op og ned til 20 paa norsk. Man sidder da ikke stum som en torsk.

Ovenpaa disse forberedende bemærkninger til reisen lad os saa komme afsted.

I den friske vintermorgen og paa den jævne, faste sne ta’r skierne sig godt frem, pashøiden ved «Belvedere» naaes, man ser Skutarisjøen og Albanien atter foran sig, og saa bærer det lystigt afsted nedover mod Rijeka. Dette er en liden by, bekjendt for sine store fiskerier af «skorantser», en sardellignende liden fisk, der i tørret tilstand forsendes til alle kanter. Her finder ogsaa ugentlige store markeder sted, og det var netop markedsdag. I rækker kom kvinder og mænd bærende sine landsens produkter som ost, smør, uld, talg, tørret faarekjød, fisk, tobak, – maaske ogsaa mais og poteter. Vi er nu i nærheden af et af Montenegros bedre distrikter, Crmnitska, der er et fuldstændigt sydlandskab og frembringende næsten alle sydens produkter. Her er vinteren mild, og den fineste tobak og vin dyrkes. Det var interessante typer paa montenegrinere, der her saaes paa snestien. Her mødes netop to store distrikter, nemlig Rietschka og Crmnitska.

Montenegro deles militært og administrativt i 8 stammer eller nahier, 4 hørende til det oprindelige fyrstedømme Montenegro, 4 til fyrstendømmet Brda. Foruden de to nævnte nahier hører til Montenegro ogsaa Katounska og Liechanska. Til Brda, der ligger i øst, hører Bielopavlitschka, Piperska, Moratschka og Kutschka. I spidsen for hver nahie staar en gouvernør eller general, der har titel af woivode, og som tituleres «excellents».

70Vi passerer paa vor reise de fleste af disse nahier, og vi ser folk fra dem alle. Den samme kraftige, spænstige type gaar igjennem. Staute, stolte mænd er de alle, de virkelige montenegrinere; men der paatræffes ogsaa mange andre folk som muhamedanske serbere, albanesere, tyrkere, zigeunere, der ikke alle ser saa tiltalende ud. Montenegro huser mange saadanne forskjellige folk; indenfor dets grændser finder nemlig saa mangen en forfulgt fristed. Østerrigske deserteurer f.ex. skynder sig gjerne over til Montenegro fra Bosnien af, og den eneste ulempe, jeg havde paa min vei, var, at jeg, ret som det var, blev taget for en østerrigsk soldat. Tiltrods herfor mødtes jeg dog kun med velvilje, og man maa erindre, at montenegrinerne langt mere hader de fordømte schwabski end selv tyrkerne. Begribeligvis –, idet østerrigerne høstede ved Berlinerkongressen og tidligere dér, hvor montenegrinerne havde saaet med strømme af blod. De naaede i 1878 til havet; men den eneste brugbare havn tog Østerrig, og over resten af den aabne kyst skulde det have overopsyn.

Hvor montenegrinerne paa markedsveien morede sig, da de saa den fremmede fare forbi paa de underlige sko! Sveddryppende naaedes telegrafkontoret i Rijeka, markedet ofredes intet øieblik, og videre gik det. Maalet var Podgoritza ved den albanesisk-tyrkiske grændse, og i et land med saadanne berømte fodgjængere gjaldt det ikke at lade skiløberen distanceres. Da hele Montenegro ikke er mere end ca. 100 km. tvers over, er det ingen overvættes vanskelighed for en skiløber at gaa landet gjennem fra ende til anden paa en eneste dag.

Det bærer atter opad. Veien fører ind mellem fjeldene paany. Sneen blev dybere og dybere, og skierne gjorde fortrinlig tjeneste og blev til megen moro for alle markedsgjængerne, der i hobe strømmede til Rijeka. 71Det var som en folkevandring, – et indianertog, alle gaaende i rad efter hinanden i den smale trampede sti i sneen.

Hvor en norsk skikjælke vilde have været en ypperlig ting for mange!

Det bærer stadig opover, veien er huggen ud i fjeldet, her er øde og trist, kun sten og atter sten som næsten i hele Montenegro. Dog under os ser vi nu Rijekaflodens mange krumninger, og vi aner, at inde mellem de mange smaa dale dér og nede ved Skutarisjøen, dér kan nok mennesker leve, naar de blot faar dyrke sin jord i fred. Man maa selv være fra en fjeldbygd for at kunne forstaa, at man kan livnære sig oppe blandt disse stene. Nu laa sneen dyb over alt landet og skjulte de graa stenrøser; om sommeren har man her et ægte montenegrinerlandskab, saaledes som dr. Hassert skildrer det: «Kun her og der vinkede os imøde en eller anden liden potetesaker, beskyttet af mure. De sidste ugers hede havde saaledes udtømmet den stenrige grund, at folkene havde maattet hente vand langveis fra for at vande de smægtende planter. Den, som i montenegrineren intet andet ser end faaretyve og dovenkroppe, han bør selv besøge landet og se. Han vil da faa se, hvorledes dette flittige folk har udnyttet hver smule dyrkbar jord, og han vil ikke kunne forstaa, hvorfor tyrkerne har opofret tusinder af menneskeliv for – forgjæves – at bringe et saa fattigt folk under aaget, – og han maa tillige tilstaa, at Montenegro i forhold til sin dyrkbare jordoverflade hører til et af Europas bedst bebyggede lande.»

Vi gaar gjennem Liechanska nahie, vi naar kirken Gornji Kokat, der ligger paa en steil fjeldknaus som en fæstning, vi er ved Montenegros gamle grændser, og vi ser foran os pludselig Podgoritza sletten. Den er nu montenegrinsk, takket være strømme af blod. Montenegrinerne 72maatte have den, ellers sulted de ihjel, det var gammelt land, og i 1876, 77 og 78 tilkjæmpede de sig baade denne slette og den ved Niksitsch.

Paa den anden side sletten sees minareter, fæstningsmure og en hel by, – vi er nær Albanien, Orienten, muhamedanismen. Lige op under disse mure dyrkede montenegrinerne før 1878 markerne. De tyrkiske soldater morede sig med at skyde tilmaals efter de flittige arbeidere, og ingen høst gik hen uden blodsudgydelse. Markerne saaedes og høstedes med vaaben i haand. Had saaedes, og drab høstedes. Der var strenge bestemmelser mellem montenegrinerne om dette blodarbeide. Nu skal sletten være en eneste mais- og tobaksager.

Det er eiendommeligt at se husene paa disse kanter af landet. Det er smaa fæstninger. I 1ste etage er der rum for kvæget, gjennem en stige kommer man op i 2den etage, der herberger menneskene. Vinduerne er som skydeskaar, og alt indrettet til haardnakket forsvar. Den, der kommer som uven, kan vente sig lidt af hvert.

Podgoritza var tidligere et gammelt tyrkisk-albanesisk røverrede, et af tyrkernes faste angrebs- eller støttepunkter mod Montenegro. Fæstninger, forter, blokhuse ligger her rundt om. Nu forfalder de alle, de nye herrer stoler mere paa sit levende værn, – og har vel ikke raad heller til at holde disse mængder af værker istand.

Montenegrinerne maa have en stor civilisatorisk evne. Baade her og i Niksitsch var der tidligere kun smuds og elendighed, de rige, herlige egne laa nede. I montenegrinsk besiddelse er nye, luftige, smukke kvarterer blevne opbyggede, gode landeveie anlagte, frugttrær plantede, markerne dyrkede som en have, post, telegraf, skoler oprettede. Man bare gaa over Ribnica-elven fra den montenegrinske bydel til tyrkebyen. Denne sidste er kun en hoben smaa, smudsige huse i et komplet virvar af trange, elendige gader. Dog ligger her et 73stort, stateligt hus. Det er det nye skolehus samt post- og telegrafkontoret. Gaa ind i skolehuset, og man vil blive forundret over at finde i et sydens land og saa snublende nær Albanien og Tyrkiet fortrinligt undervisningsmateriel. Skolen er éns for alle undersaatter, for muhamedanerne tvangfri.

Midt i den montenegrinske bydel ligger markedspladsen, stor og rummelig. Her er ogsaa alle butikerne. En gang om ugen afholdes der marked, og paa faa steder i Europa, – det skulde da være i Konstantinopel – skal man kunne se saa mange forunderlige kostymer og orient og occident mere sammenblandet. Her mødes montenegrinere med albanesere, tyrker, serber af de forskjellige stammer, bosniakere, dalmatinere med flere. I sine dragter frembyder de et yderst broget skue.

Vore montenegrinske venner ta’r sig end fordelagtigere ud end sædvanlig, seet i modsætning til alle de andre. Især er deres brødre, de muhamedanske serbere, fæle at se til. Det er hærtagent folk, et ynkeligt skue. Albaneserne kan ofte se bra ud i sine maleriske dragter og med sine smukke vaaben, men lumskere øine skal man lede resten af Balkanstaterne efter. Eiendommeligt er det at se albaneserne komme til et fredeligt handelsstevne med revolver, flintestens pistol, to handscharer og nyeste finkalibrede magasingevær. Bæltet er spækket med moderne lange messingpatroner.

Billedet viser os en gadescene fra Podgoritza strax efter erobringen. Den ældre montenegrin med brevet i haanden er den nuværende krigsminister Ilia Plamenatz, der begyndte sin løbebane som præst. Han vilde være bleven biskop, maaske vladika tilslut; men han havde i kampene mod tyrkerne vist et saadant ubændigt mod, havde sablet saa mange tyrker ned, at han tog officersexamen og gik heller den militære vei. Saa blev han omsider krigsminister og har reorganiseret sit lands 74hær. Med korset i den ene haand og handscharen i den anden er denne præst og officer seet saa mangen gang styrte sig i spidsen for sine folk mod fienden, der hvor denne stod som tættest. I 1877 og 78 dækkede han med megen dygtighed landets sydlige grændse og erobrede 75hele den sydvestlige nye del af Montenegro, helt ned til havet. Han er Montenegros Kjeld Stub.

Den anden montenegrinske officer var hans adjutant. Han blev senere chef for bataljonen Cettinje og faldt i 1887 i vendetta for to herzegovianere. Kl. 5 eftermiddag fandt drabet sted lige ved Cettinje; der blev givet øieblikkelig telegrafisk ordre til at besætte alle landets grændser, kirkeklokkerne kimede i alle grændse bygder, kl. 8 samme eftermiddag var grændsen spærret, kl. 11 aften var de to mordere sat fast, næste morgen var atter alle mand i sit hjem.

Det var med en vis berettiget stolthed, at krigsministeren fortalte mig disse klokkeslet som et bevis for, hvor hurtigt og sikkert hans hær kunde mobilisere. Vi skal senere se, hvorledes denne hurtige mobilisation er mulig.

Gouvernøren i Podgoritza er for tiden woivod Martinowitsch den ældre, chef for det montenegrinske artilleri, selv uddannet som østerrigsk artilleriofficer. (Tog afsked fra østerrigsk tjeneste som oberstløitnant, da den sidste krig kaldte ham hjem til eget land, hvor han gjorde udmærket nytte ved mange heldige beleiringer samt ved organisationen af artilleriet). Ham maa man aflægge visit, og man vil i ham træffe den elskværdigste, verdensdannede mand, i hvis selskab man vil tilbringe de interessanteste timer. Hans stilling her paa grændsen og midt blandt saa mange forskjellige, tildels fiendtligsindede folkeslag maa være meget vanskelig. Imidlertid har man paa mange aar intet galt hørt fra disse kanter, hvor tidligere blodige feider var almindelige.

Den sidste lange krig (1876–78) kan siges at have havt sit første udspring her i denne by. I oktober 1874 blev en anseet kjøbmand myrdet, en montenegriner blev falskelig udpeget som morderen, og paa den grusomste maade blev samtlige i byen værende montenegrinere 76pint til døde af den albanesisk-tyrkiske pøbel. Næste dag blev de i omegnen værende montenegrinere overfaldne og myrdede. Den tyrkiske garnison gjorde, som den intet hverken havde seet eller hørt. Hele det montenegrinske folk kom i en voldsom bevægelse. Regjeringen fik ved energisk indskriden tyrkerne til at fengsle nogle af morderne – langt om længe, og der blev passet saa nøie paa disse, at de undløb alle. Saa var 1876 kommen, gjæringen var stor i Balkanstaterne – og montenegrinerne var ikke længer at holde i tømme. Den hellige krig prædikedes, overalt lød: «Til vaaben! til vaaben! for korset og fædrelandet!»

En tredjedel af de montenegrinske vaabenføre mænd faldt; men gammelt, godt land blev erobret, troesbrødre befriede, havet blev naaet, selv stod Montenegro stærkere end nogensinde, krigen havde i blod smedet bygderne og stammerne sammen, og der var ét eneste folk.

Man skulde have ventet, at nu var hævnens time kommen, og at montenegrinerne havde feiet rent nede i Podgoritza og Niksitsch. Folkeretten er jo i vore dage ikke anderledes, end at polakkerne, sønderjyderne, elsasserne, lothringerne kan behandles fuldstændig efter magthavernes vilkaarligste godtykke. Tyrkerne ventede sig heller ikke gode dage, de flygtede fra gaard og grund i mængde. Fyrst Nikita lovede dem 3 aars betenkningstid og behandling som sine egne undersaatter. Til Podgoritza vendte saa en hel del tilbage, og de kan ikke angre paa byttet af herskere. Ligesom i Sønder-jylland og Elsas-Lothringen herskes der militært; men paa hvilken himmelvid forskjellig maade! I hine lande kan man blive udvist for … f.ex. paa en noget høilydt maade at have pudset sin næse i et rødt og hvidt lommetørklæde eller for at have røgt offentlig af en porcelænspibe med et danebrogsflag paa (piben kjøbt hos tysk kjøbmand), man blir straffet for at tale sit 77mor’smaal i skolen, børnene med prygl, forældrene med bøder, o.s.v.; i Podgoritza og øvrige grændseegne faar man lov til at tale – synge, leve akkurat som man selv vil, – der findes ingen undtagelseslove som i visse andre lande. Tyrkerne har aldrig levet under saa sikre og gode forholde, og man skulde tro, at aarhundreders nationalhad allerede efter kort tid holder paa at udvidskes. Saa ser det i alle fald ud. Men reis i Sønder-jylland, Polen og Elsas-Lothringen! Man kan ikke lade være med at anstille sammenligninger, naar man har studeret samtlige landsdele. I Montenegro kunde jeg ikke opdage et eneste tegn paa, at de overvundne blev haanede eller ydmygede; i Sønderjylland, Polen og Elsas-Lothringen kan man ikke gaa mange skridt uden at se dette i form af seiersstøtter, statuer af seierherrerne, … eller i form af ødelagte krigergrave.

Jeg havde netop været i disse lande, og jeg kunde ikke lade være at udtale til gouvernøren min forbauselse og beundring.

«Jeg har jo selv kjæmpet med i 1866 og kjender Pragerfredens § 5,» sa’ gouvernøren; «men hos os heder det, at man skal holde, hvad man har lovet, hos os er løftet helligt, selv om det ikke var svoret i den hellige treenigheds navn. Hvad skulde det tjene til, om vi vilde forbyde de tyrkiske skolebørn det tyrkiske sprog, forbyde tyrkiske indskrifter, tvinge deres præster til at tale montenegrinsk i moskeen, forbyde dem at pynte sine grave paa deres vis, ødelægge de fattige stene, der staar over de store krigergrave fra sidste krig, tvinge dem til at oprette statuer til vor ære, synge og juble paa kommando til vor pris? Ingen montenegriner vilde paatage sig at være gouvernør, naar der skulde handles saa umenneskelig raat, lavt og usselt.»

Akkurat den samme tankegang fandt jeg hos gouvernøren i Niksitsch og hos fyrsten selv.

78«Vi har havt fred og ro i disse grændsedistrikter, siden de kom under vort styre, og det kommer af, at alle behandles éns, og at enhvers nationale eiendommeligheder respekteres,» sa’ en aften fyrsten, da disse forholde kom paa bane.

Jeg fik et talende bevis paa disse ords rigtighed ved en dag at gaa hen paa torvet og se haandværkerne arbeide. Alle smedene var zigeunere. Ordet «zigeuner» er et skjældsord i hine landsdele; derfor er der fastsat bøde for at kalde zigeuneren med dette navn. «Han heder «gospodin» (herre) som enhver af os,» sa’ gouvernøren.

Jeg fortalte ham, at paa exercerpladsen ved Aabenraa havde jeg i 1887 uafladelig hørt de danske og posiske rekrutter udskjældes for «dänischer» eller «polnischer hund»! ofte efterfulgt af et slag, ja spænd. «Exercørerne har vel ikke tænkt sig muligheden af, at rekrutterne var andre skabninger end dem selv,» svarede gouvernøren smilende.

«Hvorfor haane det helligste og bedste, der bor i en mand,» sa’ han med ét alvorligt. «For nationalitetens bevarelse ofrer jo mennesket liv og blod, timelig lykke og velferd; fædrelandet, det er far og mor, og hvem forarges ikke over, at deres navne haanes, at deres minde besudles?»

En gang om ugen er her som i de øvrige byer marked. Jeg maatte endelig være gouvernørens gjæst indtil da, mange eiendommelige nationaltyper vilde kunne sees. Og sandt var det. Hvilket broget, farverigt syn! Montenegrinske kvinder i sine mørke, alvorlige dragter stod og solgte ved, smør og ost til albanesere i glimrende, bizarre klæder. Her gik montenegrinere med stolt holdning forbi sine brødre, de muhamedanske serbere, der var klædte i smudsigt graa, stribede, forunderlige klæder; der gik en gammel tyrk med turban og 79faareskinds kappe forbi en zigeuner, der var næsten nøgen; tyrkiske tilhyllede kvinder i vide sækkebuxer vaggede forbi albanesere i danserindeskjørter og røde snabelsko, røde og hvide fezer saaes mellem de sorte og røde montenegrinske huer. De forskjelligste sprog blandedes sammen med brægen fra faar og gjeder, med hestevrinsken og eselskryden. Her var et folkelivsbillede saa broget og eiendommeligt som vel muligt.

Gouvernøren gik venligt hilsende gjennem mængden, montenegrinerne hilsende militært og stramt paa sin overordnede og foresatte, muhamedanerne med sin eiendommelige haandbevægelse, albaneserne undladende ganske vist enhver hilsen, de skumlede, skulede og skjelede bare forbi.

Jeg kunde fremdeles ikke lade være at tænke paa modsætningen mellem dette land her nede i de vilde Balkanstater og nogle af de mest civiliserede længer nordpaa. Jeg synes, jeg ser den skidtvigtige mine, hvor med borgermesteren i Aabenraa, eller Phaltzburg, eller andre «erobrede» byer spankulerer omkring, fordrende ydmyg hilsen. Og gouvernøren i Podgoritza, Niksitsch, Antivari m.fl. var generaler, woivoder, excellentser, af gammel adel, og hine borgermestere hyppig kun forhenværende preussiske underofficerer, der var indsatte for at varetage sine danske eller franske undersaatters ve og vel.

Nogle unge mennesker, der pludselig stillede sig paa linie og gjorde militær honnør, bragte mig til at spørge, hvem det var.

«Det er mine særlige venner, det er artillerister.»

Det var usædvanlig store, stærke mænd, selv i Montenegro at være, og gouvernøren fortalte mig da, at artilleristerne maatte gjøre meget længere tjeneste end de øvrige vaabenarter. De havde hele 8 maaneders rekrutskole, fordelt paa to aar. I et saa vanskelig fremkommeligt 80land krævedes der stærke folk, og det var altsaa udsøgte mænd, jeg havde seet.

«Kan man tvinge dem til denne tjeneste?»

«Det kan man; men det har ikke til dato været nødvendigt. Jo mere tjeneste, desto flinkere soldat, jo flinkere soldat, desto bedre borger og fædrelandsforsvarer og desto mere ære for manden; der er derfor stor søgning efter at blive artillerist.»

Dette var jo noget splinternyt for den, som kom derfra, hvor jeg kom.

Mellem 7 – 800 mand har Montenegro til betjening af ca. 80 fæstnings- og bjergkanoner. Kanoner af fortrinligste slags har landet nok af, thi i sidste krig erobredes ikke mindre end 83 fra tyrkerne; flere af kanonerne var nye kruppske.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.