Ungdommen, armeen

110De unge montenegrineres opdragelse gaar fra første stund af ud paa at gjøre dem til gode borgere af samfundet. Saavel i hjemmet som i skolen blir der indprentet dem, gutter som piger, at fædrelandet skylder de alt; at gjøre det lykkeligt, stort og stærkt, det skal være deres maal; at de bærer det stolte navn af de sorte fjeldes sønner og døtre, at de for dette navns skyld aldrig maa handle usselt og lavt, holde sit lands navn og fane høit; – at de er sat som vogtere for den kristne religion paa Balkanhalvøen, at fra deres folk skal befrielsen fra muhamedanernes aag komme.

111Tiltrods for det overordentlig hjertelige forhold, der existerer mellem forældre og børn, er opdragelsen hjemmet meget streng. Fra tidligt af læres børnene til ubetinget respekt og lydighed mod sine forældre. Som voxne skylder de fremdeles denne respekt og lydighed mod husets, slægtens, stammens ældste eller mod den i bygden kommanderende officer.

En reisende siger: «Montenegro vilde være mødrenes paradis, hvis det ikke samtidig var enkernes land.»

Tidlig hærdes den unge montenegriner; landets fattigdom, barskhed og de uafladelige krige gjør ham til en moderne spartaner. Vinteren er meget kold og blæsende, sommeren utaalelig varm, husene er aabne i alle kanter, alene ved det sjelden tændte baal kan han om vinteren faa varme sine stivnede lemmer, han vænnes fra barnsben altsaa til at taale streng kulde og stor varme. Hungersnød er ikke sjelden oppe mellem fjeldene, vandet mangler; tørst og sult blir han altsaa ogsaa snart fortrolig med.

Gutten er neppe kommen sig bort fra moderens skjørter, førend et idrætsliv begynder, der drives som intet andet steds – som helt folk betragtet. Sammen med sine kamerater øves der kapgang og kapløb, brydning, hoppen m. m. Af sin fader lærer han allerede som barn at haandtere revolveren – og maaske ogsaa handscharen. Det første vaaben faar han allerede i sin tidligste alder. For den reisende er det helt besynderligt at se smaa gutter, knapt nævestore, spankulere omkring med sin seksløbede revolver i bæltet. Paa billedet af de to bondegutter sees ogsaa revolveren i begges bælte.

Og vaabnene bæres ikke bare til stads. Gutterne lærer snart at behandle dem, de blir snart sikre skyttere, ærgjærrigheden er snart vakt i dette stolte, ridderlige folk.

Handscharen er det hellige vaaben, den har maaske fulgt slægten mand efter mand, den har susende kløvet 112saa og saa mange tyrker, der knytter sig et helt lands historie til et saadant vaaben, og det er med bævende ærefrygt, at gutten svinger det blanke, skarpslebne staal. Engang skal han maaske feste nye bedrifter til dette vaaben til fædrelandets frelse, til hans slægts ære og berømmelse.

Ti aar gammel regnes han allerede at høre med til hæren, det gjælder for ham og hans forældre, at han allerede da kan behandle et gevær.

Sytten aar gammel indtræder han i den egentlige aktive hærs rækker. Han modtar da af staten gevær, patrontaske og 40 patroner, handschar og revolver maa han selv holde, og fuldt væbnet træder han stolt frem for sin slægt og sin bygd, – han er fædrelandsforsvarer ligesom de voxne mænd, han faar lov til at følge første opbud, naar kirkeklokkerne klemter, og ufreden er brudt ud.

Han gjennemgaar ogsaa det aar rekrutskolen, der for artilleriet er 8 maaneder, fordelt paa 2 aar, for infanteriet kun halvt saa lang.

I armeens rækker staar montenegrineren til sin død eller i alle fald saalænge, som han er vaabenfør mand. Hvert aar har han ca. 20 dages tjeneste, det er det hele; men efter 30–40–50 aars forløb vil det samlede dagantal dog blive ganske betydeligt, – og et eller andet felttog vil desforuden de fleste montenegrinere have paa sit rulleblad.

Exercitien drives paa europæisk vis, flere af deres officerer er uddannede paa Europas første krigsskoler, desuden har de egen krigsskole. Underofficererne vælges af kompaniet eller bataljonen mellem bygdens tapreste og mest anseede mænd.

Nationaldragten er deres uniform, riflen hænger stadig med de 40 patroner paa væggen, ammunitionsmagasiner findes i hver bygd, revolveren er lad og 113handscharen bæres fra morgen til kvæld, trænet er stadig marschberedt, hver mand opdragen til at taale alle et felttogs savn og anstrængelser, en saadan armé er let at mobilisere, let at benytte naar og hvorsomhelst og er, – hvad historien har vist – meget farlig.

Om denne hærs tapperhed og mod er det unødvendigt at tale. Om en enkelt af dens øvrige gode egenskaber kunde maaske nogle ord være af interesse, og det er om dens overordentlige marschdygtighed. Paa denne har den montenegrinske hær ofte givet prøver, der kan sidestilles med, hvad romerne og Napoleons soldater præsterede.

Uden at tyrkerne ved Spuz fik nys om det, marscherede en aften næsten hele beleiringskorpset 6000 mand bort, det havde mellem 80 og 90 km. at marschere til Antivari. Om end med flere mand omkomne af overanstrængelse, naaede korpset frem næste dags formiddag og kastede sig øieblikkelig mod tyrkerne, der her intet anede om nogen større montenegrinsk styrke, og som i uorden flygtede. Efter kampen marscherede den største del af korpset atter tilbage til Spuz.

Et andet exempel: I 6 timer havde montenegrinerne staaet under vaaben, de marscherede saa i 14 timer over stok og sten, først ved midnat holdt de rast; efter disse 20 timers anstrængelser, uden hvile, uden mad, manglede der ikke en eneste mand, – og næste morgen leverede de slaget ved Voutschidol.

Gjennem sine mange krige har montenegrinerne faaet fuldt øinene op for den store fordel at have heller faa og gode end mange og slette soldater – og at have eliteafdelinger. Det er kun i yderste nød, at alle aarsklasser er blevne opbudte. Som regel har man nøiet sig med 1ste opbud, alle de fuldt vaabenføre mænd. Men inden dette 1ste opbud er der en 1ste klasse, «de flyvende» kaldet. Det er alle dem, der paa mønstringsdagen 114har kunnet – fuldt væbnet – marschere 120 km. i løbet af et døgn. At gaa 100 km. paa en dag er ikke noget særdeles umuligt, 120 km. syntes mig dog noget stærkt, og jeg kunde ikke lade være hos den montenegrinske krigsminister selv at forespørge mig nøiere om den ting. Han stadfæstede det opgivne med sit navns underskrift. At blive staaende længst muligt blandt «de flyvende» er enhver montenegriners ærgjærrigheds maal.

Naar man betænker montenegrinernes stadige idrætsliv og deres militære ærgjærrighed, samt – har man selv seet dem med store byrder let tilbagelægge 60–70–80 km. paa en dag, saa kan man nok gaa med paa de 120 km.

En gang om aaret samles ved Cettinje paa den store slette hver bygds sprækeste ka’rer til mandjævning. De fremmødte er af alle samfundsklasser, officerer som soldater, præster som bønder, unge som gamle. Da skydes der tilmaals med rifle og revolver, fjelde bestiges med svære byrder, kapgang og kapløb øves, brydning, sprang, stenkast m.m. Den seirende modtager hverken medaljer eller pokaler, langt mindre penge. Bevidstheden om at have glædet sit fædreland, sin bygd og sin slægt er ham nok.

Efter alt, hvad vi har hørt, maa den montenegrinske soldat jo være i besiddelse af mange ypperlige egenskaber: han er lydig mod sine foresatte, tapper og modig, fædrelandskjær, vaabenfør, haardfør, nøisom, marschdygtig, – og endnu kommer hertil: han er en varmt troende kristen. Det gjælder i Montenegro som overalt: den bedste kristen er den bedste soldat som den bedste borger. Intet foretages hverken i fred eller krig, uden at montenegrineren søger kirken om dens velsignelse og bistand. Og han er en oprigtig troende. Opramsen af bønner, korsinger og alt dette ydre væsen, som vi nordboer stødes saa ved i alle katholske lande, 115mærkes intet til, men sædernes renhed og lovenes adlyden tyder paa sandt alvor i hans tro.

Bryder ufred løs, forkyndes krigen ved de hellige kirkeklokker og af præsten; folket knæler ned til bøn. Præsterne, der altid gaar bevæbnede som enhver anden, rykker alle som en i felten, som officer, underofficer eller menig. De gaar i spidsen med korset i den ene haand, revolveren i den anden. Før slaget knæler hæren ned, modtager præstens velsignelse, – saa reiser den sig, griber om sine vaaben, og saa gaar alle løs paa den forhadte arvefiende – helst med de blanke vaaben.

Montenegrineren tror, at naar han har modtaget præstens velsignelse og saa falder i slaget for en hellig sag, som fædrelandets sag altid er, da blir han salig, og han anser døden paa valpladsen som en guddommelig naade.

En tro, som visselig er rigtig.

Valkyrier følger ham i striden, de tre rene, straalende «vilaer», de bærer hans sjæl gjennem kamptummelen op til lysets rige.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.