Ved hove

45Man kan godt reise til Montenegro baade uden pas og uden anbefalingsskrivelse, man kan derfor blive lige gjæstfrit og vel modtagen. (Prøv ellers at reise uden pas i Balkanlandene!) Men bedst er nu bedst, og jeg var saa heldig gjennem en dansk mand, statsraad Thor Lange i Moskou, at faa en introduktionsskrivelse til den russiske ministerresident Hans Excellence Argiropoulo. Og da var man vel faren; et saa godt navn som Argiropuolos aabnede for mig alle døre – ogsaa de ved hove.

Audients hos fyrsten blev mig tilsagt til selve Sankt Savas dag, den store festdag for alle serbiske skolebørn, men ogsaa ellers en festdag.

Det var et stort held!

Fra den tidlige morgenstund var der klokkeringen fra alle store og smaa taarne, og alle klokker i by og paa land lod sine toner lyde. Festklædte montenegrinere fyldte gaderne henad formiddagen, og der var et liv i den trange snegade, der var høist interessant at 46iagttage. Mange gamle krigere var komne til byen, lod det til, for at overvære skolefesten, maaske for at høre paa, hvorledes deres børn eller børnebørn klarte sig. Der var mange mærkelige typer at se.

Kl. 11 indfandt en ung ordonnantsofficer sig i hotellet til afhentning af den fremmede til palæet. Paa veien passeredes hele skoleungdommen, piger og gutter, i procession med de hellige bannere. Lærere fulgte barhovedet ved siden af, og sidst kom hele den høie geistlighed med den hellige bog, bannere, vievandsfad og kost. De ærværdige poper i guldindvirkede kaaber, med det lange haar og skjæg, tog sig udmærket ud.

Udenfor palæet, en toetages, ganske enkel bygning, marscherede en montenegrinsk gardist paa vagt. Det var en af fyrstens «perjaniker». Som før i Norge, har fyrsten i Montenegro stadig omkring sig en hird af de tapreste krigere, ca. 60 – 70.

En af fyrstens adjutanter modtager den fremmede i vestibulen, og op gjennem en bred trappe, forbi perjaniker i røde trøier og blaa buxer, bevæbnede «indtil tænderne», kommer man op i en rummelig sal, rigt tæppelagt og smukt udstyret forresten. Det er audientssalen.

Det skarpe lys fra vinduerne lige imod blænder øinene, og man har neppe orienteret sig, førend man hører fyrstens venlige stemme og ser en kraftig, høi, bredskuldret, lidt graanende montenegriner komme sig imøde. Han bærer sit lands smukke nationaldragt, og man blir helt betaget ved saadan pludselig at staa ligeoverfor denne staute, stolte krigerskikkelse, en fyrste, om hvem man ved, at han ved mangen leilighed har udvist stor personlig tapperhed, har styret og ledet sit land gjennem decennier af vanskelige aar, har ført sine faatallige armeer saa mangen gang til seier mod stor overmagt, har ført sit folk langt frem i civilisatorisk 47henseende, gjort sit land til en mønsterstat – og er en særdeles aandfuld digter, hvis værker læses med begeistring over hele den slaviske verden.

Paa den mest forekommende maade bydes man plads, – og en cigaret, og samtalen føres behagelig hen paa de forskjelligste emner, om reiser, om lande og folk, natur, krig og fred. Fyrsten maa selv have reist meget og være 48meget belæst. Sin militære uddannelse fik fyrsten ved den berømte franske krigsskole St. Cyr, og senere har han færdedes meget ved Europas forskjellige hoffer. Man kan ikke lade være under samtalens løb at erindre sig keiser Alexanders ord til ham ved en skaaltale i St. Petersburg: «at han var Ruslands eneste sande ven.»

Sit eget folk omtalte han saaledes: «Mit folk er et godt folk, let at styre, vant fra gammel tid til en patriarkalsk regjeringsform, samt til at lystre stammens eller bygdens ældste. Det er et lovlydigt folk. Jeg har mange gange baade i krig og fred havt anledning til at prøve mine montenegrineres gode egenskaber.»

Og deri har fyrsten visselig ret.

Angaaende den revolution, som især de tysk-østerrigske aviser havde saa meget at berette om i vinteren 1893, saa kunde jeg ikke finde spor af den. De fremmede gesandter i Cettinje maatte da vel have seet noget til fyrstens abdikation m.m.; men nei, intet seet.

Da fyrsten skulde overvære skolefesten, blev audientsen afbrudt, men han var af den godhed at invitere mig med i sit følge, og jeg fik derved anledning til at bivaane den smukkeste, mest gribende børnefest.

I spidsen for sine sønner, sine ministre og adjutanter, alle i de maleriske nationaldragter og fuldt væbnede, skred fyrsten gjennem gaderne venligt hilsende sine undersaatter.

I skolehuset var alle børnene i sin bedste puds, ordnede klassevis, poperne stod foran et improviseret alter, og da fyrsten med følge kom, istemtes sang fra alle børnene, og en høitidelig messe tog sin begyndelse. Der blev sunget og læst op af de hellige bøger, og alle de ceremonier, der er eiendommelige for den græsk-katholske kirke, blev nøiagtigt og ærbødigt udførte. Efter messen gik fyrsten ned fra sit ophøiede stade, kyssede krusifixet og metropolitens haand, og denne igjen fyrstens. 49Med det indviede vand foretoges atter en korsning, og mange fik nogle draaber af kosten paa sin pande. Prinserne og alle ministrene gjorde som fyrsten. Alle disse krigere, mange barske nok af udseende, bøiede sig alle for den ene, almægtige Gud, der alene kan holde fædrelandet oppe, – og som gjør det, naar landets sønner selv viser i gjerningen, at de fortjener et fædreland, mener det alvorligt med sin kjærlighed.

Rundt omkring paa væggene hang billeder, fremstillende serbernes og montenegrinernes krigsbedrifter eller andre fædrelandshistoriske begivenheder. De nationale farver, rødt, blaat, hvidt, fandtes overalt.

Alt havde noget af fædrelandsbegeistringen over sig. Ogsaa børnenes deklamation! Det er noget af det mest rørende og gribende, man kunde høre og se. En for en traadte de frem, de smaa piger og gutter, 8 – 10 – 12 aar gamle, og fremsagde med livlige gebærder sine ofte lange vers til fædrelandets forherligelse. De var mærkelige de smaa. Især var der en liden pige, der først traadte frem, der vakte megen begeistring. Der stod hun, den lille sortøiede, brunkindede pige med det ravnsorte haar nedover ryggen, med den nationale lille hue paa hovedet, i den smukke nationaldragt, – foran sin fyrste og landets høieste geistlighed, foran alle landets ministre og øverste officerer, fremmede ministre og mange andre kjendte og ukjendte mennesker. Hun hilste fyrsten og de andre med megen gratie, og uden at stamme foredrog hun saa levende vers efter vers, at vi alle følte os grebne. Hun lagde en saadan varme i ordene, hendes gestus var saa naturlige og saa smukke, hun saa saa bønligt, varmt, begeistret op i fyrstens ansigt, at saavel han som alle de andre blev helt rørte.

Jeg troede, at hun var den eneste og noget helt mærkværdigt, et vidunderbarn. Men efter en ny sang traadte en liden gut frem, og han gav ikke pigen noget 50efter. Den lille fyr marscherede djærvt frem i fuld national festklædning. Han holdt et langt foredrag til fyrsten, til os, han henvendende sig snart til den ene, snart til den anden. Man kan ikke beskylde montenegrinerne for at være skuespillere, men jeg troede virkelig, at disse børn var særlig uddannede. Men som gutten, saa og de andre. Den ene efter den anden kom frem, undertiden flere, deklamerede og sang sammen. Alt til fædrelandets pris. En af forældrene fortalte mig senere, at skoleundervisningen havde forøvrigt gaaet sin gang, det var i fritimerne, at de havde øvet sig til St. Savadagen. De montenegrinske børn maa være vel begavede, efter hvad jeg ved flere leiligheder erfarede. Der fordres meget af dem. Hvad der interesserede mig mest ved de montenegrinske skolebørn, var at se deres gymnastiske øvelser og idræt af enhver sort. Deri var de mestere.

Nu –. Fyrsten takkede børnene, og den ene efter den anden kom frem og modtog et haandtryk. Det lød til, at fyrsten og børnene var gode venner og kjendinger fra før.

Under kraftige tschivioraab forlod fyrsten skolehuset.

Om ettermiddagen besaa fyrsten med hof den norske vinteridræt, skiløbningen. Der telegraferedes strax til Wien efter ski. Der var mange, lød det til, der gjerne vilde lære den kunst at flyde ovenpaa sneen. Kan hænde, kommer skisporene, om nogle aar til at krydse alle fjelde, bakker og dale som her i Norge. I Montenegro er der iallefald udmærket anledning. De voldsomste bakker med høifjeldsnatur findes lige ved hovedstaden. I det nordlige og østlige Montenegro er der endnu bedre anledning, idet vinteren er jævnere og længere, samt fjeldsiderne ikke saa bratte og stupet. Det 51paastodes, at i enkelte af de østlige fjelddale sneede hytterne aldeles ned, saa at man kun kunde komme frem ved gravede tunneler og ved de tungvindte truger.

Den bedste montenegrinske skiløber viste sig snart at være prins Pierre Kara-Georgewitsch, en usædvanlig dygtig idrætsmand. Som en speciel prøve paa, hvad skierne duede til, lod fyrsten en af sine hirdmænd løbe omkap ude i sneen med skiløberen. Da sneen gik montenegrineren til over hoften, kunde han kun vade sig frem, medens skierne for raskt afsted, og en let seier for den norske idræt blev vunden.

Kl. 7 aften var der gallataffel i palæet, hvortil jeg havde den ære at være indbuden.

Nogle perjanikofficerer i fuld montenegrinsk festpuds giver én strax en forsmag paa, hvad man senere vil faa at se. Hirdmænd i røde snorbesatte trøier, blaa folderige knæbuxer og hvide gamascher staar opstillede i forgangen. De ta’r sig prægtigt ud disse mænd med de mørke, krigerske ansigter – og i den straalende belysning.

Fyrsten, omgiven af sine to sønner samt endel ministre, modtar de faa gjæster paa det venligste. Han, som hans sønner, er som altid i montenegrinsk dragt, denne den kostbareste af alle nationaldragter, men og saa den mest glimrende og effektfulde, man kan tænke sig. Hvis ikke revolveren sad i bæltet hos alle, kunde man tænke sig hensat til middelalderens ødsle, farverige dragter. En særlig flot klædning bar den 22aarige kronprins Danilo Alexandre, en slank ung mand med det behageligste, vindende væsen. Den 14aarige prins Mirko blir med tiden maaske endnu smukkere.

Billedet viser kronprinsen som liden gut. Noget andet billede har jeg desværre ikke kunnet opdrive.

Af selve fyrsten føres man ind i værelset ved siden af til præsentation for fyrstinden Milena, datter af den i Montenegros sidste krige saa berømte general, woivod 52Petar Stephanow Voukotitsch. Milena er bekjendt som en af Europas smukkeste fyrstinder. Den montenegrinske kvindedragt klæder hende ganske fortrinligt; den glitrer 53af diamanter og ædle stene. Ved fyrstindens side var der to prinsesser, 20 og 19 aar gamle, smukke som hele familjen.

Samtalen dreiede sig om skiløbningen, og de høie herskaber, selv damerne, ønskede alle næste dag atter at se, hvorledes man spadserede ovenpaa sneen og «stod i hop».

Ved taffelet opvartede montenegrinere med revolver i bæltet. Man blir vistnok vant til denne stadige væbnede tilstand, men man overraskes absolut endel ved at se selv opvarterne bevæbnede bære om steg og kage. Heldigvis havde opvarterne ikke snipkjole, men var klædte i sin klædelige nationaldragt.

Alle de montenegrinere, der sad omkring bordet, havde ikke baaret revolveren og handscharen forgjæves. Det var alle mænd, der havde udmærket sig i de sidste krige. De fremmede ambassadører tog sig helt flade ud mod disse kraftige, stolte krigerskikkelser.

Efter taffelet indfandt der sig en hel del af de forskjellige fremmede gesandtskabers kavalerer, tyrkere, østerrigere o.s.v., en del montenegrinske officerer, perjanikernes chef, chefen for Cettinjes bataljon (to unge 3 alens montenegrinere) samt en hel del damer, montenegrinerinder eller andre, mest ministerfruer.

Et musikkorps paa 35 mand spillede op, og snart dansede alle ud, fyrsten i spidsen.

Hvilken blanding af nationer og tungemaal – og klædedragter! Det er et af de interessanteste baller, man kan være paa, straalende, glimrende, – og dog med et vist hyggeligt, hjemligt præg ved den hjertelige og ligefremme maade, hvormed den hele fyrstelige familje deltager i dansen, ja selv i selskabslegene.

Man er ikke vant til at se balkavalerer optræde i høie støvler, med vide, blaa benklæder, med mangefarvet silkeskjærf om livet, med lad revolver, med guldbroderede 54trøier og fløiels dolmaner. Man ser hele denne dansende, brogede skare fare forbi én, medens i baggrunden perjaniker med mørke, arrede ansigter, med funklende øine, med ørnenæser og lange sorte mustascher viser sig i de aabne døre. To ikke dansende tyrkiske officerers nærværelse gjør billedet ikke mindre broget.

55Her spares paa intet, og de fyrstelige personer, som gode montenegrinske værter, passer selv paa, at ingen af gjæsterne lider nød.

Klokken blir 12, og man maa forlade det gjæstfrie, hyggelige palæ. Man træder fra de varme, oplyste sale ud i den kolde vinternat, skildtvagten presenterer gevær, – og man gaar hjem til det uhyggelige hotelværelse, sukkende over, at den interessante dag med saa mange forskjelligartede oplevelser svandt saa fort, – saa fort som en skjøn, straalende drøm.

– – – – – – – –

Hvem skulde nu tro, at der fandtes skøitebane i Montenegro, og det en rigtig fin en ogsaa? Naar man gaar forbi palæet, baner sig vei over nogle forfærdelige snehouger, har fulgt en sti langs den fyrstelige park en stund, ser man for sig det fyrstelige kapel samt det gamle kloster – og paa engen tæt ved den nydeligste lille skøitebane.

Hvorfor skulde ikke her være skøitebane? Her er koldt nok, her er idrætsmennesker nok, og her er en ypperlig vandledning. Banen har afklædningsværelse samt rum til en kafé ved fester, den eier en moderne brandsprøite til at vande isen med hver aften, den har orientalske lygter og fakler, – og undertiden faar den sig overladt det fyrstelige musikkorps. En heldigere bane kan man vanskelig faa.

Smukkere omgivelser havde ikke engang den gamle amoureuse skøitebane ved Akershus. Vilde, snedækkede fjelde sees rundt omkring, og de solbeskinnede tinderader glimrer og glimter straalende op mod sydens blaa himmel. Lige ved sees den lille bys tage og endnu nærmere det gamle ærværdige kloster, bolig for vladikaen (Montenegros erkebisp og geistlige fyrste), ret op i fjeldet over klosteret ligger den berømte «Kula», et gammelt montenegrinsk klokketaarn, hvor man endnu i 56dette aarhundrede kunde se de grinende dødningeskaller af faldne tyrker staa i rader paa pæle rundt murtinden.

Men man glemmer snart alle omgivelser, naar man først er kommen til selve banen. Et saadant skøitepublikum, mere originalt af sammensætning, skjønnere, pragtfuldere med hensyn til dragter existerer ikke. Her er montenegrinere i guldindvirkede røde trøier og mangefarvede silkeskjærf, her er alle de forskjellige gesandtskabers herrer, her er damer af mindst lige saa mange nationaliteter, nærmest dog montenegrinerinder af hoffet. Flere af disse damer er desværre pariserklædte, men mange ogsaa i nationaldragt. Den lille nationale hue mangler dog aldrig. Udenfor banen (der er fri for alle mod sædvanlig kontingent), staar endel perjaniker, ventende paa de høie herskaber, enten det saa er kronprinsen, prins Mirko eller en af de smukke unge prinsesser.

Man løber paa skøiter her som i Kristiania, enkelte bedre, andre slettere end folk flest hjemme, nogen mønsterløber har jeg ikke seet saadan i ordets egentlige forstand. Prins Kara-Georgewitsch samt den østerrigske dragonløitnant von Cahlenberg er dog særdeles flinke løbere. Prinsens lille datter har usædvanligt gode anlæg.

En skøitefest her ved aftenstid i fuldmaaneskin, med kulørte lygter, med en brusende militærmusik, med alle de pragtfulde farver og smukke mennesker, med alt det fantastiske, eventyrlige og poetiske, der er Montenegro egent, det hører til ens smukkeste idrætsminder.

57Efter nedenstaaende billede (taget af prins Kara-Georgewitsch, prætendenten til Serbiens trone) kan man skjønne, at der mangler ikke Cettinjes indvaanere paa skibakker. Det varede heller ikke længe, førend skispor 58saaes rundt omkring. Der telegraferedes gjentagne gange til Wien efter ski. En dag kunde man se den regjerende fyrste, en af prinserne, to af prinsesserne, prins Kara-Georgewitsch, nogle inden- og udenlandske ministre øve sig paa ski. Saa fint skipublikum falder det sjelden én mands lod at se paa én dag. Den flinkeste af dem alle var ubetinget prins Kara-Georgewitsch, en idrætsmand paa sin hals.

Fra Norge er der senere sendt en hel del ski og skiudstyr, hvilket er uddelt til de indre bygder i Montenegro. Skiidrætten har al udsigt til at trænge gjennem dernede. Kun stiller montenegrinerne i modsætning til nordmændene sig meget tvivlende til de fremmedes indretninger, saa al af den grund skiidrætten nok i begyndelsen kan have sine vanskeligheder for at trænge gjennem. En «fremmed» betegnes i Montenegro med «schwabski» (tysker), og det er det værste skjældsord. At blive kaldt for en tryntyrk er intet mod «schwabski» at regne.

Det vil ellers være mærkværdigt, om ikke skierne snart blir almindelig anvendte. Sne i meterdybde har man hver vinter, kulden gaar gjerne ned under 20° C., der er fjeld og dal med svære bakker i det uendelige, og mage til letvindte fjeldfolk skal man forgjæves søge efter. De er idrætsmennesker alle, idrætten drives alsidig og stadigt som hos de gamle nordmænd, om sommeren driver de alskens gymnastik og idrætslege, boldspil, hoppen, kapløb, klatring, bryden o.s.v. – Om vinteren desværre gaar de kun i gaasegang, balancerende hen over en trampet smal sti i sneen, eller sidder omkring peisen, ventende paa sommeren. Hvor anderledes bekvemt og letvindt vilde det ikke være for dem at kunne stryge afsted paa ski!

Og saa har de alle den gode egenskab for en vordende skiløber: De er snarraadige, letvindte, modige og 59– uvorne. Det var morsomt at lægge mærke til, at montenegrinerne vilde aldrig begynde lavere nede bakken end deres læremester. Man maatte ikke blive fristet til at tro, at de var bange.

Hei, – for kast de slog!

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.