Agterudseilet

113Aldrig i mit liv har jeg reist saa langt som i sommer, da mor, Karsten og jeg besøgte tante Ottilia og onkel Karl i Kristiania. Og saa rent uventet, som den reisen kom paa! Jeg fik næsten ikke tid at glæde mig engang; det var saa vidt, jeg fik tid at skrive et brevkort til Mina, som var i besøg paa Horten hos sin bedstemor, og bede hende komme paa bryggen og hilse paa mig, naar jeg reiste forbi med dampskibet.

Naar vi skal ud at reise, er far altid saa forfærdelig ræd for, at vi skal komme for sent med dampskibet.

«Skynd dere – skynd dere –», siger han bare og gaar ud og ind ad dørene. 114Mor er kjed af det; men det hjælper ikke. Saadan er forresten alle gifte herrer, siger mor. Urimelige, naar andre skal ud, og endda værre at reise med, siger mor.

Halvanden time før dampskibet kunde ventes, maatte vi trabelere paa bryggen; for far gav sig ikke. Mor maatte sidde dernede paa en bænk med melsække om sig paa alle kanter; men Karsten og jeg og Ola Bugta og de andre sjauerne paa dampskibsbryggen var oppe paa Lillevarden og saa efter dampskibet. Alle mennesker ønsker, det skal blive godt veir, naar de skal ud at reise; men jeg ønsker, det skal blive storm, jeg; for at dukke op og ned i bølgerne er forfærdelig gjildt. Og saa er det saa flaut, at jeg aldrig har været sjøsyg, saa jeg ikke ved, hvorledes det er.

«Hvorledes veir tror du, vi faar, Ola Bugta?» spurgte jeg ham oppe paa Lillevarden.

Ola Bugta tog snadden ud af munden: «Aa, han er fin utaføre.»

Uf, saa fik vi vist godt veir idag ogsaa. Naa endelig, der saa vi en fin røg langt i 115vest. Karsten og jeg stubte næsten hovedkulds ned af heien for at fortælle mor, at nu saa vi røgen. Karsten havde faaet ny lys vaarfrakke til reisen. Han ser saa rar ud i den; for den er altfor lang til ham. Jeg tillod mig at sige, at han lignede en lægprædikant i den, – ikke fordi, jeg har rigtig nok aldrig seet en lægprædikant i lys vaarfrakke; men Karsten blev ligesom saa lang og skikkelig at se paa med en eneste gang.

Naa, der saa vi dampskibet i Kvitholmsgabet. Dampskibet ser altid saa meget interessantere ud, naar en selv skal reise med det, synes jeg. Det gjør altid en stor svingning, naar det kommer frem bag holmen, og gaar i en stor, nydelig bue ind til bryggen. Der var mange passagerer ombord. Med det samme landgangen var lagt over, vilde jeg ombord. Men postexpeditøren puffede mig tilside: «Posten først», sagde han. Men efter posten sprang jeg.

Aa, saa rasende snodigt dette var! Fuldt af passagerer og kufferter og tiner og vadsækker paa dækket, og deilig dampskibslugt, og alle veninderne stod paa bryggen, 116– og jeg var gruelig aktiv med at bære ombord mors haandkuffert og plædrem; jeg var nu vist seks gange frem og tilbage over landgangen. Uf, saa mange kasser, der skulde ombord; vi kom jo aldrig afsted. Jeg nikkede og nikkede til alle paa bryggen. Tilslut nikkede jeg til Ola Bugta; men han nikkede ikke igjen, han bare vendte skraaen i munden.

Saa gik vi da endelig.

Dere kan tro, der var mange rare mennesker ombord. Naar jeg gaar paa bryggen og ser paa dampskibet, saadan som jeg pleier om dagene, saa synes jeg næsten, det er de samme mennesker, der reiser bestandig.

Bestandig er der et par gjennemblæste damer, og herrer med hattene nede i nakken, og en handelsreisende, som vil være flot og ser i kikkert paa folk, som staar to-tre meter fra ham. Men idag var der en hel del forskjellige mennesker med.

Den første, jeg lagde merke til, var en dame i graat sjal og polkastøvler, med stort tørklæde paa hovedet og slør, og briller 117udenpaa sløret, – nei brillerne var under sløret, og hele tiden sad hun med lukkede øine. Tænk at være ude at reise og saa sidde med lukkede øine, og briller udenpaa der, og slør udenpaa der, og tørklæde uden paa der; – hvad moro kunde hun have af at reise, det maa jeg rigtignok spørge om. Hun reiste forresten sammen med en smal herre med et slidt plæd og en usigelig spids næse. Ret som det var, gik den smale herre hen og bøiede den spidse næsen sin nedover hende, som han lugtede paa en blomst. Og hver gang sagde hun uden at aabne øinene: «Er det sjøgang, Alfred?» Det kunde vel hun merke ligesaa godt som Alfred.

Længere borte sad der en stor, gammel dame, som reiste med en skammel. Tænk at reise med en gul træskammel under benene! Hvis hun endda havde siddet i ro; men hun var paa farten med skammelen uafladelig. Tilslut syntes hun vist, at jeg saa akkurat passe ud til at bære skammelen for hende.

«Du smaapi’e», sagde hun – jeg hørte, 118hun var fra Bergen – «du er nok saa snild, du, at du hjælper mig lidt». Siden kunde jeg ikke komme i nærheden af den krumme næsen hendes – hun havde saadan næse, der begynder at blive krum midt oppe mellem øinene –, uden at det var noget, jeg skulde gjøre for hende. Værst var det med en parasol, som hun ikke kunde finde igjen.

«Der er knapper og blonder paa de svage steder paa den, min pi’e», sagde hun. Efter den anvisning fandt jeg den virkelig. Siden bød hun mig noget sukkertøi; men det saa saa klisset ud, at jeg gav Karsten det. Jeg saa, han knaskede godt paa det.

Men mor havde truffet en barndomsveninde; de sad og talte sammen uafladelig. Tænk, det var toogtyve aar siden, de havde seet hinanden. Hvor rart det maatte være at se min bedste veninde Mina igjen om toogtyve aar med forlorne tænder og tre hager. Karsten var rent merkelig; for han sad ganske stille ved siden af mor med hænderne dybt ned i lommerne paa sin nye frakke og sagde ikke et muk.

Jeg var ikke i ro et øieblik, jeg gik 119omkring hele tiden. Længst agter sad tre englændere. Tænk, jeg skjønte ikke et ord af, hvad de snakkede om, endda jeg er den flinkeste i engelsk paa skolen. Jo «yes» og «very», det skjønte jeg, men ikke det spor andet. Den ene af englænderne havde vist ligtorne; for han havde skaaret hul paa støvlen sin, og udigjennem hullet stod der en stor bomuldsdot. Jeg gad vide, hvad mor vilde sige, hvis jeg gjorde det, jeg.

Borte for sig selv paa en bænk sad en tyk madam i fransk sjal med en stor laage kurv, som hun dukkede ned i hvert øieblik. Der kom baade syvøres kager og pølse op af den kurven. Hun lukkede igjen det ene øie og saa paa mig, som hun havde lyst at byde mig noget med, og gumlede og spiste.

Ret som det var, var jeg nedenunder. Det dirrede saa deiligt i skibet, naar en var nede i salonen; det klirrede ide store, hvide lamper under taget og lugtede saa yndig dampskib. Bortover de rødbrune plydses sofaerne laa der damer og herrer med plæd over sig og smaasov. Jeg tog en avis; for 120det saa flot ud at sidde og læse; men jeg havde skam ikke den mindste lyst til at læse aviser. Jeg gik straks op paa dækket igjen.

Men hvor veiret havde forandret sig; det var slet ikke saa straalende, som da vi reiste hjemmefra. «Vi faar nok huske os paa Langesundsfjorden idag», var der nogen, der sagde. Der var alt smaa hvide toppede bølger, og vinden peb henover dækket. Naa, der begyndte skibet at dukke ganske antagelig.

Ak – op – og – ned – op – og ned!

Jeg krøb op og satte mig allerlængst agter lige ved flaget; for jeg syntes, det saa ud, som dampskibet huskede mest der. For dere kan vide, jeg vilde gjerne gynge saa meget som muligt.

Dampskibet lagde kursen mere ret til havs; skumhvide sprøiten stod op om baugen, hvergang vi var nede i bølgerne; vinden tog nogle tag i solseilet, som det skulde revne, og haaret blæste mig om kinderne; – nu likte jeg mig, nu! Hurra!

121Men bortover dækket forsvandt de lidt efter lidt alle passagererne. Mor og hendes veninde var de første; Karsten diltede efter dem. Mor raabte noget til mig, i det samme hun forsvandt i kahytstrappen; men jeg skjønte ikke, hvad det var.

Du deiligste verden, – dette var moro; – gid det gik endda længere ud tilhavs, endda længere, – endda længere.

Aa, der skulde damen med polkastøvlerne og det graa sjal bugseres ned i kahytten. Jeg skjønner ikke, hvad Alfred tænkte paa; for istedenfor at hjælpe hende hang han bogstavelig bare bag paa ryggen paa hende. Sandelig, om jeg troede, hun havde greiet sig saa godt med lukkede øine og polkastøvler og Alfred paa ryggen, som hun gjorde. Hun forsvandt med det altsammen nedover kahytstrappen; jeg sprang efter; for sandelig min hat havde jeg lyst at se, hvorledes hun klarte sig. Nede i trappen gik det galt; hun blev syg – hu ha –. Alfred hang endnu paa ryggen og raabte ynkelig «Bo – let – te min, – Bo – lette min!»

122Damen med skammelen var forlængst usynlig. Den gule skammel skjøttede sig selv og tumlede fra den ene side til den anden. Der kom en opvartningspige op og skulde hilse fra mor, at jeg værsgod skulde komme nedenunder paa øieblikket. Det var vist det, hun havde sagt, da hun forvandt nedover kahytstrappen.

Dernede i kahytten laa mor og Karsten ligblege paa hver sin sofa. Jeg skulde lægge mig, jeg ogsaa, sagde mor. Sandelig om jeg havde nogen lyst til at lægge mig paa en sofa; nu skulde jo moroen først begynde; men naar mor sagde det, saa – –. Hurra, der ramlede kopper og tallerkener og bretter over hinanden ude i serveringsrummet, folk faldt over hinanden i trapperne, reisetøiet, der var ophængt ude i gangen, og de grønne forhæng for kahytsrummene svingede voldsomt frem og tilbage, slig kastede skibet sig.

Men bagom et af de grønne forhæng hørte jeg i forbifarten en klagende stemme: «Er det sterk sjøgang, Alfred?» Og Alfred beroligende:» Det brillianteste veir af verden; 123– jeg forsikrer dig brilliant; jeg skulde gjerne reise i en pram lige til Skagen –!»

Pyt san – reise i en pram over til Skagen i dette veiret, nei, det var du nok blaa for det, Alfred far!

«Sig, om der er nogen, der vil hjælpe mig», klagede og bad en bergensk stemme bag et forhæng længere borte i gangen. Det var bestemt damen med skammelen; jeg kikkede bag forhænget. Jo, ganske rigtigt. Hun sad paa kanten af sin køie; hun var saa tyk, at hun ikke troede, hun kunde komme ud igjen, hvis hun klemte sig ind, sagde hun.

Dere kan tro, hun satte mig i aktivitet. Hun havde forlagt alle sine sager, en pulsvante her og en pulsvante der; jeg maatte finde op altsammen, en blomsterbuket inde i salonen og galoscher under sofaen. Tilslut var det skammelen oppe paa dækket. Det var nu bare moro at komme op paa dækket en tur igjen, kan dere vide; jeg tumlede fra den ene kant til den anden og lo alt, hvad jeg orkede.

Tilslut syntes vist opvartningsjomfruen, 124at jeg svævede for meget om dernede i gangene og gik i veien; for hun puffede mig uden videre ind i en lugar. Der sad madamen med laagekurven.

«Sig, om der er nogen, der vil hjælpe mig», klagede den bergenske dame fremdeles i lugaret ligeoverfor os.

«Kan De skjønne, hvorfor slige reiser», sagde madamen og kastede med nakken ad den kant, stemmen kom fra; «naar en har sit gode hjem og sin gode seng og sit gode stel, aa er det saa folk ligger og ræker efter.»

«Hvad reiser De efter da?» spurgte jeg.

«Aa jeg har været en liden tur borti Grimstad hos min søster en tre ugers tid; – jeg havde ikke tænkt, jeg skulde ble’t der mere end en uge i det høieste, saa jeg tog ikke mere end et skifte med mig, saa De maa undskylde, om jeg ser noget usynlig ud.»

Nei, jeg forsikrede, at hun ikke saa det mindste usynlig ud. Men den madamen var forfærdelig snodig, kan dere tro. Hun fortalte mig hele sit levnetsløb. Hendes 125mand var skipper; to gange havde hun været med ham inde i varmen – hjemme i vor by kalder de det ogsaa at være inde i varmen, naar de har været inde i det sorte hav – «og en gang over ækvatoren helt til en plads, de kalder saa meget som Buenos Ayres, og der var saa fornydeligt, mor, med ridende politi i gaderne.»

Og hele tiden, mens vi snakkede sammen, tyggede og spiste hun. For det var en i Grimstad, som hed Gonnersen, og som var saa galant, at han havde kjøbt en hel «korj» med kage til hende til reisen: «Værsgod, forsmaar Dere en kage», bød hun mig, ret som det var.

«For Gonnersen var saa galant», var det sidste, jeg hørte, da hun gik over landgangen i Fredriksvern. Der hørte hun hjemme. Siden stod hun paa bryggen med det ene øie knebet dygtig igjen og viftede til mig og tyggede.

Nu havde vi bare Larvik og Vallø igjen, saa kom vi til Horten; der skulde jeg møde Mina; – hurra – hurra, hvor jeg glædede mig!

126Men det er sandelig godt, at en ikke ved, hvad der skal hænde; for det var paa Horten, jeg blev agterudseilet, og det kom af, at dampskibet bare ringede én gang ved Hortens brygge, og det tillader jeg mig virkelig at sige er skam mod dem, der reiser og har betalt billet helt til Kristiania.

Ja, det var fælt; – men nu skal dere akkurat faa vide, hvorledes det gik til. Da vi kom til Horten, stod Mina paa bryggen med ny rød parasol. Mor og Karsten laa nedenunder endnu. Jeg sprang øieblikkelig iland, kan dere vide. Mina og jeg syntes, det var forfærdelig moro at snakke sammen; for vi havde ikke seet hinanden paa over fjorten dage.

«Deroppe bor bedstemor», sagde Mina, «deroppe, se der, – kom her, bare to-tre skridt at løbe, saa ser du det bedre; – se der er haven og dukkestuen med røde gardiner. Ser du dukkestuen, – bare et par skridt til, – og der er kilebanen i bedstemors have –»

Vi løb og vi løb opover; der ringede dampskibet. «Det ringer vel tre gange», 127sagde jeg. «Du kan vide det», sagde Mina og forklarede videre: «Ser du den hvide baaden med flaget – –»

Jeg hørte en mistænkelig lyd nede fra dampskibet og vendte mig lynsnart om; jo ganske rigtig, der lagde det fra bryggen, først et par slag agterover med maskinen, saa med fuld fart forover. Jeg løb i stormskridt nedover bryggen.

«Stans – stans – stans, jeg skal med –»

Men tror dere, der var nogen, der brydde sig om, enten jeg raabte eller ei, saa tager dere feil. Der var ikke et menneske ombord, som vendte paa hovedet engang, og sjauerne paa bryggen lo alt, hvad de orkede. Der gik dampskibet med mor og Karsten!

Jeg spørger bare, om dere ikke levende kan sætte dere ind i mine følelser; ja, for jeg blev saa fortvivlet, at jeg satte mig plat ned paa bryggen og græd. Hvad maatte mor tro; hun troede vel, jeg var faldt overbord, naar jeg forsvandt slig sporløst med en eneste gang; – og hvad vilde far sige, – 128og hvorledes i alverden skulde jeg komme til Kristiania nu?

Aa, hvor jeg græd den gangen paa Hortens brygge! Tilslut maatte jeg gaa hjem med Mina. Og Minas bedstemor var svært sød, det var hun, og Horten var vist en pen by, og der var vist mange snilde mennesker der, det tror jeg gjerne; men jeg syntes, det var fælt at være der, jeg. Jeg brydde mig ikke om dukkestuen med røde gardiner eller nogen ting, skjønt det var den nydeligste dukkestue, jeg har seet i mit liv, med to smaa gyngestole med smaa broderede puder i stuen og smaa puddingformer og dørslag paa væggene i kjøkkenet.

Men Minas bedstemor telegraferede til mor til Drøbak, at jeg var i god behold paa Horten; og om aftenen sent kom der telegram fra mor fra Kristiania, at jeg maatte faa laane reisepenge hos Minas bedstemor, og at jeg tidlig næste morgen skulde reise med et lidet dampskib indover fjorden.

Altid kommer jeg op i saa meget rart; ja, for jeg har rigtignok aldrig hørt om nogen 129liden pige, som blev agterudseilet slig som jeg paa Hortens brygge. Minas bedste mor vilde, at jeg skulde blive der nogle dage og vilde telegrafere til mor og spørge, om jeg fik lov; men det vilde jeg ikke; for jeg længtes saa usigelig efter mor. For om natten havde jeg ligget saa længe vaagen, og da syntes jeg saa tydelig, jeg følte paa mig, at jeg vist aldrig fik se mor igjen mere. Derfor vilde jeg ikke paa nogen maade blive igjen.

Der sad jeg da i graalysningen næste morgen paa et fugtigt dæk ombord i et lidet dampskib med to store poser med kage. Mina stod paa bryggen og viftede og gjespede; for klokken var ikke mere end fem om morgenen.

Jeg frøs og spiste op kage efter kage og gruede for, hvad mor vilde sige, naar jeg kom frem. Jo, dette var rigtignok en anden ankomst til Kristiania, end jeg havde tænkt.

Der var ikke andre passagerer ombord end jeg og en stor hund, som stod i baand med adressen paa ryggen. Og den havde 130jeg ikke stor moro af heller; for den glefsede efter mig, da jeg klappede den.

Siden kom kapteinen hen og snakkede med mig. Da jeg fortalte ham, at jeg var bleven agterudseilet paa Hortens brygge igaar eftermiddag, lo han, saa han blev ganske fiolet i ansigtet. Sig mig, om dere kan skjønne, at det var noget at le af? Forresten var kapteinen noksaa snild; for jeg fik lov at komme op paa kommandobrettet til ham, og der opholdt jeg mig hele tiden, til vi kom til Kristiania.

Jeg maa sige, at Kristiania er en pen by. Jeg saa nøie paa alting oppe fra kommandobrettet, kan dere tro, og kapteinen fortalte og pegte og viste, saa jeg vidste alting næsten, inden vi havde lagt til bryggen. Der stod onkel Karl, mor og Karsten og ventede. Mor rystede paa hovedet og saa vred ud; men onkel Karl lo og nikkede med stor hvid knebelsbart.

«Gudskelov, jeg ser dig igjen», sagde mor; «du kan tro, jeg var ængstelig for dig»

«Vil du ikke have greie paa, hvem der 131eier alle hestene, du ser, du da?» spurgte onkel, da vi var komne vel tilsæde i vognen. «Karsten vilde vide, hvem der eiede hver eneste hest, som vi mødte paa gaden, da vi kjørte opover igaaraftes.»

«Vakre øine paa bikjungen», sagde onkel pludselig.

Jeg saa mig forbauset om; for jeg saa ingen bikjunge noget sted. Men tænk saa skjønte jeg det, at det var mig, han mente. Jeg har rigtig seet paa øinene mine siden; men jeg synes ikke, de er noget vakre, jeg; for de er altfor runde og ser saa for undrede ud.

Men al den moro, jeg havde i Kristiania! Ja, det kan ikke engang nytte, at jeg begynder at fortælle om det; for da blev jeg aldrig færdig.

Ja, for jeg har et forfærdeligt snakketøi, naar jeg først lægger ivei, det siger alle mennesker.

Boken er utgitt av bokselskap.no

Last ned

Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi.
Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.