56Kjære Mina!
Tak for dit brev, som var fælt lidet og ingenting i. Nu maa du snart komme hjem igjen for alle veninderne har været saa væmmelige, jeg har gaaet alene og alting har været ækkelt. Her er ikke kommet nogen skuder, siden du reiste, bare en hollandsk kof, skipperen har konen sin og en umaadelig tyk liden søn med sig. Jeg staar paa bryggen og raaber tysk til den tykke gutten, men det er vist en tverpomp af en gut, for endda jeg snakker ordentlig tysk, svarer han ikke et muk. Igaar raabte jeg: «Ich begrüsse dir» og det syntes jeg var pent og høfligt sagt, men han bare vendte ryggen til mig og saa fornærmet ud. Den gule, 57store vildkatten, som du ved holdt til i vor baggaard, og som vi kaldte «oberstløitnanten» laa død paa fjøsloftet igaar, og der er nogen, der har stjaalet Terje Tallaksens nye skjegte. Den er lyserød indi og lysegraa udenpaa. Andre nyheder ved jeg ikke, men nu skal du høre, hvor væmmelig Massa har været. Du ved, hvorledes hun klænger sig paa alle de nye smaapiger, der kommer til byen. Nu hænger hun efter Louise Stub bestandig. Du har ikke seet Louise du, men der skulde du se noget nydeligt. Hun har to fletter nedover ryggen, hver flette er saa tyk som dit gule penal, akkurat den farven ogsaa, og saa gaar hun med engelske strømper og snakker svært østlandsk. Men jeg tror, hun snakker østlandsk bare for at være fin, for de snakker ikke slig i Kragerø, og der er hun kommet fra. Naar vi f. eks,sic, skal være punktum siger: «Lad hende gaa» – saa siger Louise: «Lat a gaa». Det høres saa kjækt, jeg vilde ønske, jeg snakked slig, jeg ogsaa, men jeg kan ikke faa det til. Ingen andre maa faa lov at røre ved Louise end Massa, hun hænger i armen paa hende bestandig, og det er 58ikke andet end: «Louise og jeg» – og: «Jeg og Louise», den hele tid. Men det kommer bare af det, at de har saa megen god mad hos Stubs og en hel tønde gravenstener og en mængde bergamotter, som ligger udover paa aviser paa loftet – det er bare dem Massa gaar efter, ser du. De kan tage saa mange gravenstener, de vil, siger Massa, men jeg vilde virkelig holde mig for god til at være saadan madfrier, som Massa er hos Stubs. Forleden dag vilde jeg spidse en blyant for Louise, men Massa rev den ud af haanden paa mig og sagde: «Det er mig, som skal hjelpe Louise!» Maa jeg byde dig det. Og iforgaars, da jeg spurgte Louise, om hun vilde spille bold med mig og nogen andre gutter, trak Massa Louise i kjolen, og jeg hørte tydelig hun hviskede: «Hun er akkurat som en gut og lusevigtig.» Det var mig, hun mente, ser du. Og saa gik de sin vei, og leiede hinanden under armen og hviskede hele tiden, som de havde saa gruelig meget at snakke om. Siden saa jeg ikke paa den kant, de gik, engang, kan du vide. Jeg blaaser i dem begge to, jeg. 59Men nu skal du høre. Netop den dagen, vi var værst uvenner, skulde der gaa et skib af stabelen oppe paa Moen. Jeg havde ikke lyst at være med, siden jeg ikke havde nogen veninder, men saa havde far kjøbt billet til mig paa Fix, der skulde gaa op til Moen, og saa maatte jeg jo reise. Hele tiden paa dampskibet sad Massa og Louise paa én taburet med armene om hinanden og saa paa mig og hviskede og lo. Du kan vel tænke dig, hvor væmmelige, de var. Jeg troede Holmsfjorden aldrig vilde ta nogen ende den dag, Fix tutled saa underlig smaat afsted, endda det var blankt som et speil hele veien. Massa, Louise og jeg snakkede ikke et ord med hverandre hele tiden. Endelig kom vi da frem. Der var yrende fuldt af folk, du ved hvor snodigt, det er, naar der gaar en skude af stabelen. Det var Traps skude, ved du, jeg traf Nils Trap nede paa verftet; da jeg ikke havde nogen at gaa med, spurgte jeg ham, om jeg ikke maatte følge med ham ombord i skuden og staa ombord, naar den gik paa vandet. Jeg gjorde det bare, fordi Massa og Louise var 60saa ækle, ser du. Jeg maatte gjerne det, sa Nils, men saa kan du tænke dig, at idetsamme, vi skulde til at klatre op ad skibet, kom en tømmermand og sagde, at fruentimmer ikke maatte staa ombord, naar en skude gik paa vandet. For det bragte ulykke, sagde han. Tænk for det første at kalde mig et fruentimmer, og for det andet sige, at jeg bragte ulykke. Konsul Trap hørte det, og han sagde, det bare var noget tøv, og at jeg gjerne maatte staa ombord, det bragte netop lykke, sagde han. Men jeg er glad, at Massa og Louise ikke hørte det, at jeg bragte ulykke. Da de saa, at jeg skulde ombord, – kom de begge ansættende og vilde gjøre sig gode venner igjen og være med ombord begge to. Massa spurgte, om jeg vilde ha chokoladeknabber, og Louise vilde knytte flettebaandet mit. Men Nils Trap vilde ikke ha dem med, saa de var blaa for at komme der. Igrunden saa var jeg fælt ræd, da jeg klavrede op over, havde det ikke været for Massa og Louises skyld, saa havde jeg vendt om igjen, det er sikkert. Men det var saa flaut, kan du vide, saa jeg maatte 61op, enten jeg vilde eller ei. Saadanne skibe er forfærdelig høie naar de staar paa land, akkurat som op i et høit kirketaarn. Der var nogen gamle skippere ombord, der skulede stygt til mig, da jeg hoppede ned paa dækket, de troede vist, jeg bragte ulykke, de ogsaa. Oppe fra skibet, kan du tro, Massa og Louise saa smaa ud, de sad paa en hei saa yrende bittende smaa. Jeg passede altid paa at staa ombord paa skibet, saa de kunde se mig der nede fra heien. Men saa ræd, jeg var. De huggede og huggede støtterne væk dernede, der faldt en, og der faldt en, nu begyndte vel skibet snart at glide, jeg skulde givet til, jeg ved ikke hvad, havde jeg staaet nede paa heien da. Men saa saa jeg ned paa Massa og Louise, og saa syntes jeg, det var gjildt at være ombord alligevel. Jeg stod som paa mit bare liv – der gik skibet, men saadan, som det dukked, du gjør dig ingen idé om det. Hurra, hurra, raabte de alle, men om det havde gjældt mit liv, havde jeg ikke kunnet raabe med, det kildred mig over hele kroppen men værst i maven. Hurra for Nautilus, brølte de om 62mig allesammen. Skibet dukkede grænsesløst op og ned, men da det endelig laa stille, kan du tro, det var moro ombord. Vi drak champagne i kahytten, og konsul Trap holdt tale og klinkede med mig ogsaa. Jeg ønskede bare Massa og Louise havde seet det, jeg. Siden var det gruelig megen moro og leven paa dækket, og taler for Nautilus. Det er et rart navn, synes jeg. Jeg spurgte lodsoldermanden, hvad det skulde betyde. «Skjønner du ikke det da», sa han, «naut er naut og lus er lus», sa han. Det var akkurat, som naar gamle provsten skal forklare for konfirmanterne, hvad fastelavn betyder. Faste er faste og lavn er lavn, siger gamle provsten. Men, du kan tro, at Massa og Louise var vonde, da jeg kom iland igjen. «Var det ikke gjildt at se paa», sa jeg. «Var det det, at du stod ombord, der skulde være saa gjildt», sa Massa. «Hvad er det, dere er vonde for», sa jeg. «Nei du er vond», sa de. «Nei dere begyndte.» «Nei du begyndte.» Slig trættede vi hele veien nedover med Fix. Siden var det storfornærmelse i otte dage, fordi de ikke ogsaa stod 63ombord, da Nautilus gik paa vandet. Men igaar kom Massa op til mig og hentede mig ud for at spadsere en tur. Nu var det næsten forbi med gravenstenerne hos Stubs, sa Massa, og bergamotterne fik de ikke lov at ta flere af, og sidste gang, hun havde været hos Stubs, havde fru Stub været saa lumpen, at hun ikke havde givet dem to æg hver til æggedosis, som hun pleiede. Saa nu var der ikke saa snodigt hos Stubs længer, sa Massa. Derfor er Massa og jeg gode venner igjen nu. Jeg faar ganske vist ny vinterkaabe iaar, kanske jeg bare faar mors gamle forresten, men nydelig skal den blive. Kom snart hjem og skriv øieblikkelig.
Din bedste veninde
Inger Johanne.
Boken er utgitt av bokselskap.no
Last ned hele boken til mobil/nettbrett i .epub-format eller som .mobi. Du kan også skrive ut boken som .pdf eller html.
Dikken Zwilgmeyer er mest kjent for de nyskapende barnebøkene hun skrev. Morsomme dage kom ut i 1896 og er sjette bok (av elleve) i den såkalte Inger Johanne-serien.
Boken består av ti adskilte småfortellinger. Jeg-personen, Inger-Johanne, forteller muntre historier om seg selv, sin familie, sine venninner og småbylivet generelt.
Den muntlige stilen og jeg-formen man finner i alle Inger Johanne-bøkene var en forfriskende og ny måte å skrive barnelitteratur på, og bøkene beholdt sin popularitet gjennom flere generasjoner.
Dikken Zwilgmeyer er en av de forfatterne som har bidratt mest til en moderne norsk barnelitteratur. Hun brakte norsk samtidsmiljø og gjenkjennelige norske barn inn i litteraturen.
Fyll ut e-posten din under så vi kan varsle deg når nye verk publiseres.